MUND-FULD

Dette er IKKE en indkøbsseddel:

2012-01-22T01:35:00.000-08:00

400g brie
250 g rygeost
1 myseost
½ l piskefløde
2 l æble/kanel yoghurt
2 spidskål
4 kg kartofler
750g bacon
1 sparepære 15w
8 sterinlys, røde
6 toiletruller
½kg jordbærgrød
2kg løg
1 pk bastogne kiks
3 ananas
2 agurker
1 l risdrik
8 æbler
7 kg appelsiner
1 knoldselleri
2kg hvedemel
1 pomelo
4 pk grovboller

...det er hvad jeg hev op af containere her til aften.
Det mest overdrevne, er at jeg efterlader alle kager og andet seriøst usundt, at jeg altid lader noget ligge tilbage og at jeg sjældent besværer mig med at med at hoppe ind i containerne. Alt dette kunne jeg nå ved at stå udenfor og række ind.
Og så er det endda kun de mindre supermarkeder jeg frekventerer. Alle de store steder er udstyret med containere, der har en sammenpresningsmekanisme, således at "affaldet" bliver mast til ukendelighed med det samme det er smidt i. Hvilket arrogant spild af goder.

To skridt frem og ét tilbage...

2012-01-08T23:00:00.000-08:00

Blot et hurtigt recap, her i året 2012 første tider, om de fremtidige planer for MUND-FULDs arbejde.

Det var med sød forventning i stemmen, at vi kunne meddele at planerne var en rejse til det forjættede land, og hvilke forventeninger der var til at se hvordan man arbejder i stor skala med bla. unge og mad, læs her.
Desværre vokser træerne jo ikke ind i himlen og i julen måtte vi erkende at der ikke er kommet fondsmidler nok til at at hele familien tager til Californien. Sad, but true; ikke nogen rundtur til skolehaver, madsteder, bryggerier o.l. denne gang. Detb er nu ikke gået helt i ssort med at få inspiration for over there. Vi har fået god kontakt til andre, mere heldigtstillede, der flere gange nu, ahr været ovre og arbejde med præcis de samme emner. Samme folk, er langt fremme i bussen på flere andre ungdom-fødevarer-uddannelse-fremtids rettede projekter og går det som MUND-FULD gerne ser det; får vi suget os godt fast dér. Vi glæder os, Morten.

Og mere på plussiden, så går det forbavsende godt med det 3år-løfte denne blog aflagde efter OPUSseminariet i oktober, læs her. Kort fortalt, ser denne blog et kæmpe potentiale i at rette jord-til-bordfag imod den del af vores ungdom, som af forskellige årsager ikke lige står til at fortsætte i gymnasiet efter endt grundskole.
De tanker er man(blevet) meget opmærksomme på hos de tilbageværende hus- og håndarbejdsskoler i Danmark. Nærmere betegnet vil denne blogs arbejde fra marts og frem til sommerferien bestå i at konstruere en jord-til-bordlinje på Skårupskolen, Sydfyn. Sydfyn, der jo er den heldige indehaver af Svendborg, Danmarks eneste Citta Slow, med alle de muligheder det indebærer for samarbejder på kryds og tværs, for at kunne få flere unge til at vide mere om produktion, distribition, salg, forarbejdning, formidling, præsentation, tilvirkning o.l. med fødevarer. God start på de tre år.

Og godt nytår igen, næste gang MUND-FULD dukker op, bliver det med tanker om danske fødevarerproducenters brug af termer som "respekt for håndværket".

2012 - Nostra-Mund-Fuld om året der kommer

2011-12-29T10:55:00.000-08:00

Den sidste post i 2011 på denne blog bliver en kort en. Der er nemlig gået vinter i den og vinter er haveplanlægningstid. Så der tegnes streger og skridtes af, istedet for at internettes. Undskyld.

2011 var krise; 2012 er muligheder; det skal det være.
Vi har sammen, alle muligheder for at skabe en bedre verden, nu da den sidste af de store fortællinger falder i grus. Vi kan finde ind til de rigtige værdier af et menneskeliv, hvis bare vi slipper den frygt, der kommer med at være så priviligerede og rige, som vi er i Danmark.

Vi skal ned på jorden igen, finde ydmygheden frem; kan vi?
MUND-FULD er et alter-ego, men der ligger ægte tanker og følelser bag; det håber jeg at du har noteret dig i løbet af 2011. Endelig fandt jeg ud af hvordan man bager (tak, Dan Lepard) og 2011var også et år hvor vi gik seriøst til stålet med det nye statsorgan, Madkulturen. Et år hvor køkkenhaven leverede godt, et år hvor vi gik Freegan ; det var sgu´ OK altsammen.

Der er intet der bliver billigere, når det kommer til at bruge penge. Tror du benzinen, melet og rejserne bliver? Det går kun imod at være dyrere. 2012 bliver et af disse "mellemår", hvor den gamle verden spræller og den nye ikke ved det findes. Derfor vil dine indkøb stadig bare blive dyrere, fordi vort samfund og politikere stadig tror åpå "vækst" som værende af økonomisk art. Og det sker imens dit arbejde bliver mindre værd; økonomisk, men måske også på et større plan, måske er det tid at lære at dyrke, være mådenholden og at være innovativ uden computere? Det bliver blandt andet op til dig og mig at lave om på det. Om ikke andet for sportens skyld, what ever makes your heart kick.
For selvom du måske ikke er så udadfarende, som MUND-FULD, så koster den vestlige verdens tankegang dig penge tid og liv; hver dag. Gider du snart mere?
Hvem er det du løber hurtigt for, hvem tjener på det? Hvor skal du hen?

Livet er simpelt; "in between the duel and sex, is the meal". Det drejer sig om at kæmpe, at elske og at spise. Alt andet ser ud til at være tidsspilde; indklusive at blogge.

Nytåret er håbets tid og vi har fundet de to bedste taler om netop dette til Jer; Charlie Chaplin og V for Vendetta; så bliver det ikke bedre.

Godt nytår, tak til 2011, y´all. Tak for at I følger bloggen; more to come in 2012.

Haves: Cittaslow. Ønskes; velgører

2011-12-18T15:37:00.000-08:00

Man behøver ikke at råbe "Citta Slow!" hver gang man tænker på Svendborg og byens udvikling. Men når en borgmester interviewes om byens fremtidige muligheder, kan det undre at byens status som Cittaslow, ikke engang nævnes i en bisætning.
Det kommunale niveau i Svendborg har ladt en forrygende god idé om unik udvikling af byen slippe af hænde; Svendborg Citta Slow er en død sild i hænderne på et administartionsorgan som en kommune, der fremgår nu.

Og vel godt det samme; det kan ikke være op til en kommunalbestyrelse alene, at håndtere så vidtløftigt begreb At de nærværende byrødder heller ikke lader til, personligt, at kære sig om at Cittaslow certificeringen, er det e n e s t e, der adskiller Svendborg, fra andre provinsbyer i DK. Det er sgu lidt synd, mildt sagt. Denne blog har behandlet det område før, her, her, og her.

Man når kongen er død, står der altid en eller anden herold der trutter i en trompet og bekendtgør at kongen skal leve. Så hvorledes kan vi få denne denne konge til at leve? Kun ved at borgerne, de bosiddende i byen selv, tager begrebene til sig; lever i en Cittaslow hver dag. Dette kræver fælles beslutninger, men også en beslutning den enkelte skal tage. Det er den lange bane.

Men i sit interview(Fyns Amts Avis 18. dec. d.å.), sit overblik over de seneste to år og de kommende to, nævner Svendborgs borgmester en spænende mulighed. Han vil nemlig gerne have en række anonyme, men velbjergede svendborgensere og fimaer i byen, til at gøre sig fri af Janteloven og investere i byen.
Genial idé; hvis man ser bort fra næste del af borgmeserens sætning; "investorerne skal kunne se en mulighed for et fornuftigt afkast". Det lugter lidt for meget af øget profit og lidt for lidt af fremtidsvisioner.Med mindre vi laver lidt om på forståelsesrammen af "et fornuftigt afkast".

Lidt lommepsykologi. For hvis nu man har meget, i dette tilfælde gode finanser, så har man vel ikke nødvendigvis for flere gode finanser? Hvis man er velbeslået og sikret på det financielle område, er der så ikke andre områder man kan få lyst til at blive rig på? Anderkendelse for andet end bare økonomisk rigdom? Kodeordet her er "Mæcen", eller det udtryk MUND-FULD bare synes lyder bedre; "Patron".
En velgører, der støtter andres arbejde og dermed sikre sig selv et fornuftigt afkast i form af anderkendelse fra det omgivende samfund.
Der arbejdes med tre former for støtte:

Tre slags sponsorer (inspireret af Bernadette McNicholas, 2004):

	MÆCEN	SPONSOR	PARTNER
Aktivitet	Donation	Marketing	Partnerskab
Fokus	Velgørenhed/støtte	En god handel	Image/brand

Kilde: http://sponsormedvilje.dk

og det skal da ikke være en hemmelighed at denne blog klart ser "Mæcen"-delen, som værende mest oplagt at bruge i en Cittaslow. At give tilbage til dem der har givet én selv, som brygger Jacobsen gjorde det.

Man kunne få en Mæcen til at købe dele af torvet fri til lokale producenters salgsstande. Man kunne støtte etableringen af en Smagen af Fyn butik i Svendborg. Man kunne støtte plantningen af frugttræer i alle offentlige institutioner, poesifestivaller, æbleræs, skoleudflugter til udlandet, listen er, bogstaveligt talt, uendelig.
Man skal blot gøre op med forståelsen af "afkast".

Et år med "almanak"; hvem har tiden til at lave god mad?

2011-12-14T11:42:00.000-08:00

Det er idag, på datoen endda; ét år siden at MUND-FULD gennemgik Claus Meyers bog "almanak" . Læs om forventningerne her .
Og jeg må sige at, når man som jeg kan leve et Meyer-frit liv på alle andre planer; har den bog mere end indfriet forventningerne. Side for side giver bogen en daglig inspiration for en madansvarlig i et hjem, som undertegnede er. Den fungerer simpelthen som en kæmpe indkøbsliste, uge efter uge, hele året igennem. Det er et formidabelt redskab.

Det ser lyst ud, der er mange gode tiltag indenfor madverdenen i DK, ingen tvivl om det. Både i det private og det offentlige, er der fokus på bæredygtighed og det er heldigvis blevet et buzzword for mange lag i befolkningen; omend de nederste klasser stadig hænger gevaldigt bremsen. Dem skal nogen sørge for at få med; ellers står den på stigmatisering og polarisering meget snart. Vi har en dyr samfundsmodel og når partier i vores parlament(læs; Liberal Alliance) seriøst mener at man ikke kan have stemmeret, hvis man modtager offentlige ydelser; er vi allerede langt nede af glidebanen. På et punkt kan man dog godt følge dette rabiate parti, når man er fattig og uden arbejde HAR man mere tid til at tænke alternativt i forhold til hvorledes maden skal anskaffes. Der kan bruges tid på indsamling i naturen, der kan bruges tid på at se nærmere på supermarkederne enorme udsmidning af madvarer; ja jeg mener at stå på hovedet i deres affaldscontainere. Man kan bruge tiden på at bage selv, man kan sylte, presse, salt, koge; alle de ting som et vist andet segment; dem der faktisk HAR råd til at købe Meyers bøger og som opfordres til at gøre det via bøgerne, men aldrig har tid til. Et underligt paradoks.
Og måske noget vi, som fællesskab, endelig skal til at gøre op med; denne stræben imod mere, for "mere´s" skyld alene. Wenneberg og Bom beskriver det så smukt.

Men i dette opgør med de antikverede forbrugsnormer, vil persondykelsen forhåbentlig også træde i baggrunden. Derfor bemærkningen om det "Meyer-frie liv".
Et Meyer-frit liv vil sige at jeg har udviklet en blind plet for mandens enorme dominans på madfronten i DK. På bestsellerlisten for første halvår af 2011 havde hr, Meyer hele tre bøger i top 3; med hans bagebog på 2. pladsen, salatbogen på 3. pladsen og "almanak" på en 6. plads. (Nr. 1 er Kraks vejviser over Købemhavn 2011). Dén slags tal siger vidst det hele; Claus Meyer er en institution her i landet og en force i kampen for et bedre madliv for danskerne.

Denne blog har det bare svært med persondyrkelse som sådan. Og det har intet med Jantelov at gøre; manden har fortjent al den succes han har. Set herfra er der ikke en spekulativ tanke i hele historien om drengen fra Sydhavsøerne, der voksede op på konserves og opbagt sovs, så lyset i Frankrig og siden har ville gøre Danmark til en fødevareelskende land, fremfor et fødevareproducerende land.

Set med mere realistiske øjne, er der vel altid brug for forbilleder, nogen at følge efter. Specielt for et fodslæbende, dovent folkefærd, som det danske. Vi gider jo åbenbart ikke mad, når det kommer til stykket.

Lad os tage hjemmebagningen som et eksempel. Meyer stiller sig op hvorsomhelst og fortæller om glæderne ved at bage selv og særligt de økonomiske fordele. Jeg tror at han angiver en kilopris på små 300 kroner på almindeligt bagerbrød. Havde alle køberne af hans bagebog, der foresten er kraftigt inspireret af Dan Lepards ditto fra 1999, bagt løs; var salget af mel vel gået seriøst i vejret i 2011.
Det får vi at se; i 2010 steg det økologiske salg med 4% overall. Mel var status quo i forhold til 2009, men stadig næsten en fordobling i forhold til 2007. The Meyer Impact?

Små skridt, men i den samme retning...

2011-12-11T13:41:00.001-08:00

Det er de små ting; detaljer som ikke har noget af sagens kerne at gøre, der bringer ændringer med sig. Hos MUND-FULD var det i denne uge en larmende røremaskine og et stort valnøddetræ.

For mange, især mænd, kan der gå sport i hvad som helst. I disse elektroniske tider, er denne sport blevet til en identitetsskabende proces, hvormed vi alle kan danne vor egen person i det elektroniske rum. På denne matrikel, er den sport blevet til en interesse i at finde sammenhængende imellem vane-forbrug-besvær.

For skal vi alle ændre vore vaner i vores forbrugsvaner (og det skal vi), må man orientere sig imod besværsfaktoren. Hvor besværlig er den nye tilstand? Er man i stand til at ændre det nuværende, til noget "mere besværligt"; hvis jeg stadig kan abonnere på den nemme løsning? Vil jeg lave min egen béarnaisesauce, når jeg stadig kan købe industriens produkt; velvidende at industrien smider alt muligt uvedkommende i deres udgave af saucen?

I mange år har skrækkampagner kørt fra diverse statslige institutioner, for at bedre befolkningens ve og vel. Det har ikke virket. Der er nogle psykologiske mekanismer, der lukker ned, når man bliver stillet over farer farer, man alligevel ikke kan gøre noget ved. Man lukker af, vender det døve øre til. Danskerne bliver federe og dummere og der udskiller sig en lille flok af feel-good-mad-mennesker, der ikke når det brede lag og dermed ikke vil have en sundhedsfremmende effekt.

Måske skulle man fokusere lidt mere på hvor nemme vi kan gøre det nye, der er brug for. Vi har brug for at ville have mindre, vi har brug for at slappe lidt af og vi har brug for at vide mere om os selv. Et emne behandlet smukt i artiklen "on the impracticality of a cheeseburger" . Her det belyses hvor besværligt det egentligt er at lave en cheeseburger, hvis man vil lave det hele selv, fra bunden. Det er nærmest umuligt. Meget besværligt.

Er det dermed besværligt at skulle ligge alle vaner om+ Ikke nødvendigvis. Jeg plejer at bage mit eget rugbrød, men ikke om aftenen, for min røremaskine larmer og kan måske vække min lille datter. Det er lidt træls og her til aften besluttede jeg at røre det hele sammen i hånden. Det tog 3 minutter, larmede ikke og dejen blev jævn og lækker. Normalt tager det min Kenwood Chef 12 minutter og alligevel skal jeg stå og røre det sidste sammen i hånden, den larmer ad H til og der er et kæmpe rengøringsarbejde bagefter. No more. Lille skridt, men det hele blev meget mindre besværligt lige pludseligt.

Og Valnøddetræet? Der blev samlet nødder i to timer og nu har vi nok til et år. Og vi har et par høns. Og en kompost. Og skiftet til sparepærer. Og.....
Meget mere velsmagende, meget mindre besværligt.

"Once more into the breach...

2011-12-08T13:18:00.001-08:00

...Or close the wall up with our English dead."

Et noget melodramatisk citat; men når man arbejder i den branche derhedder "madlavning til teenagere"; bliver man nogle gange nødt til attage de ord i brug. Både i arbejdet med dem og i i de overvejelser der kommer ikølvandet.

Intro til emnet. En kollega oplever at eleverne i hendesgastronomi-klasse smider nærmest al den mad de selv har lavet, direkte iaffaldsspanden, da læreren må efterlade klassen den sidste halve time, dernormalt er spisningspause. Efterfølgende bemægtiger misæderne en større del afden risengrød, undertegnede har tilberedt i et tilstødende køkken.

Endnu en sjov dag på efterskolen; det grinede vi meget af den vinter

Eller gjorde vi? Udover den oplagte pointe med teenagere versuslærere/forældre/voksne, så er der, for MUND-FULD, en mere grim virkelighed bag.En virkelighed af børn og unge, der i den grad ikke er blevet opdraget til atville smage på livet. Eller i det mindste bare på den mad der bliver sat forandem.

Efter at have været køkkenleder for en flok unge og deres hverdag, erjeg nu nået tio det punkt, hvor jeg prøver at se hvor langt ned i smag ogniveau man skal med en gruppe teenagere. Der er langt ned, skulle jeg hilse atsige.

Skarpe smagsforskelle, udenlandsk inspiration, vegetarmad, kød påknogle, hele fisk, fisk pers se, supper; alle er de ladt bagude for en tid.

Nu hedder det lagsagne("hvorfor må vi ikkefå ketchup til?"), frikadeller med kartoffelmos("hvorfor må vi ikke få ketchup til?") ogrisengrød("hvorfor skal vi selv blande kanel og sukker?"). Og når detså er sagt, så foretrækkes McDburgeren langt frem for den hjemmelavede fraderes egen hånd. Som fortalt i starten, de kan gå så langt, som at smidemadprodukter de selv har stået med i timer, ud. Istedet foretrækker defødevarer/slik, der gør dem fede og dumme; bestående af fedt og sukker,bindemiddel.

Bevares, det er teenagere, og dem jeg omgås, er bestemt ikke Guds bedstebørn. Der er et hav af udefrakommende årsager, som 1 års ophold på enhusholdningsskole ikke kan lave om på. Jeg ved det.

Men dette er hverdagen for disse unge, dette er deres indgang til et aflivets større forhold; ernæring.

Det gør mig vred, på dem, på deres forældre, på et samfund, der støtteren uhæmmet markedsføring af elendige madvarer og de få midler jeg står med ihverdagen, for at bekæmpe det. derfor de store floskler om at gå frem én gangtil eller falde i forsøget. Med list, kærlighed eller Gordon Ramsay-attitude;jeg vil ikke give op.

Imorgen står den på Saltimbocca(for teenagere; "kød), risotto medporrer og ærter(for teenagere; "pynt")og rodfrugtchips(for teenagere;"smagen af rådenskab og/eller slim").

Det bliver dejligt klamt, unger.

En dag i en drømmeboble og så hjem igen

2011-12-02T11:34:00.001-08:00

At sidde dér, se alle karaktererne folde sig ud; det var etkongeligt skuespil værdigt. Og dog var det overfor det kongelige teaterskulisseværksted, at Madkulturens første konference fandt sted. Læs mere omforventningerne her.

Måltidet; det fælles og det individuelle var emnet og hele affærenstartede fint, Anne Murcott,ved at aflive myten om det fælles måltids hellige plads i vor midte. Detsmytiske evne til nærmest heale alt fra ungdomskriminalitet til Parkinsons, ervidst overdrevet. Faktisk havde den gode professor ikke fundet noget historiskbevis for at denne fantasi om familiens styrke var at hente ved middagsbordet.Hovedpointen hos Murcott var at et samfunds sociale problemer aldrig må hvilepå individuelle løsninger; så som et måltid.

Stærk pointe; den skulle fødevareminister Mette Gjerskov,strategisk forskningsrådsformand Peter Olesen, Mette Toftegård frafødevarestyrelsen, samt de to reklamemænd Weidemann & Byager gå hjem oggruble over.

I stedet havde de ovennævnte valgt at, på hver deres måde,fortsætte med at udlicitere holdninger om mad på samfundsplan, til privatevirksomheders initiativ. Kun hos dagens virkelige helte, en virkelighedenstreenighed; Helle Brønnum(underviser/skribent), Anne Birgitte Agger(KbhsMadhus) og dark horse, Boris Andersen(Ålborg Uni.), var der lys at se. Alle trekunne berette om små lommer ærlighed, menneskelighed og enkelthed i maden omkring os. Hverisær er borgerne i dette land, måske, begyndt at lure hvor meget der gøres forat holde os væk fra at kende, dyrke, høste, tilberede og spise vores egenmad.

Ministeren talte om den travle hverdag og fokus på de fællesoffentlige måltider, som der kun bliver flere af. Ergo, iflg. Gjerskov, enendnu større privat/offentlig sektor udi madleverancer til en stressetbefolkning. Intet steds i ministerens ord var der at finde vinkler som"uddannelse", "bæredygtighed", "visioner for et meremenneskeligt samfund". Økologien blev nævnt, bevares, men økologer brugerogså benzinslugende traktorer og sætter også deres høns for tæt. Nu har denneblog et temmelig stort horn i siden på socialdemokrater, disse socialismenssvar på liberal alliance, så hurtigt videre til de andre oplægsholdere.

PeterOlesen kedede os medulæselige slides i et endeløst indlæg, der næsten fik os til at æde det heleråt. Næsten. Man spidser ører når postulater som " alle fødevarer har enfunktion, hos alle er der en negativ og en positiv side af dennefunktion".

Eller dette; "Klinisk dokumentation for såkaldt sund mad, ersvær at finde".

Eller kongen af sludder fra Olesen dén dag; "At se påborgerens hele livssyn er vigtigt for at kunne fremme innovation ogkonkurrenceevne". MUND-FULD så sig omkring, ingen reaktioner fra publikum,men tonen var klar. Vi, som samfund, er aftagere af fødevareindustriens påfundog vores statslige organer, garanterne for vores sikkerhed og sundhed, har bareat rette ind. Olesen var endda så smart at efterlyse mere interesse fra degodkendende myndigheder til forskningen i nye fødevareområder. På spørgsmålet omhvor denne indflydelse skulle ligge, kom svaret prompte; i godkendelsesfasen.Altså mere gummistempel; til gavn for atter mere økonomisk vækst. Man burde slåefter om der ikke under "dinosaur" i ordbogen, vil være et foto afnetop Peter Olesen. Eller måske i bogen for ordsprog, under "købt ogbetalt"?

Madkulturen var repræsenteret ved direktør og bestyrelsesformand,der kørte en masse undersøgelser af om diverse vaner hos dansken. Men daundersøgelser ofte handler mere om svarerens ønsker, end svarerens reellesituation, springer vi dem over her. Desuden ville det være unfair endnu engangat skulle slå på den mangel på stillingtagen hele projektet lugter af. I stedeten tak for en underholdende og lærerig dag, der bød på sækkestolle tildeltagerne og en meget underholdende gør-det-selv-frokost. Desværre havde vimisset morgengrøden og savnet en formiddagssnack så meget, at lysten til selvat koge sine fiskeboller og snitte sin salat, var.........den var der ikke.

Endelig, endelig var det blevet tid til at noget virkelighed kunnetræde op på podiet. Første bud kom fra Helle Brønnum-Carlsen,der kunne følge smukt op på Marcotts indledning til dagen; måltidet er ikkegivet på forhånd, det er en konstruktion, noget vi må kæmpe for. I hendesseneste, "Mad og æstetik", trawler hun igennem de forskellige aspekter,der skaber et måltid. Som mangeårig underviser, ved Brønnum-Carlsen et og andetom formidling og flytning af mennesker, når det kommer til mad. Hun fanger,ganske rigtigt, pointen i dels at have erindringen med, dels overraskelsen, vedintroduktion af mad for unge, gamle; ja, alle os vanedyr. Måtte den bog, blivepensum for alle lærere, der nogensinde tager en grydeske i hånden foran en flokskolebørn.

MUND-FULD havde høje forventninger til AnneBirgitte Agger (hvorfor skalalle altid introducere hende ved hendes kælenavn, som om vi var slyngveninder?)Og da hendes powerpoint ikke virkede(gudsketakoglov), var banen kridtet op foret anderledes indlæg, der viste sig også at blive dagens bedste. Sagde hunnoget nyt, så? Næh, endnu engang var mennesket fuldstændigt i fokus hosKøbenhavns Madhus´ direktør. Mad leveret med følelse for omgivelser, leg ogglæde, er en succes, hos alle parter. Og hvad er opskriften? Omtanke for hvadder passer bedst for den enkelte, er nøglen.

Men hov, var det ikke også Peter Olesens pointe; den enkelte,behovet?

Jo tak, men hvor er der langt fra at tænke den enkelte som aftageraf produktion og så den enkelte som en del af et læringsmiljø eller et fællesbosted. At tænke den enkelte som en historie, en helhed, samtidigt med attrække denne historie ud i virkeligheden. Så hvordan giver vi bedst vores børnkærlighed igennem maden, når nu de spiser ude mange dage i ugen? Ved at givedem kinder snitter og ostehaps med i en varm madpakke? Eller ved at se til defår veltillavet, enkel mad dér hvor de nu er? Ja, det sidste og så endnu enhåndmad til de mødre, der tror at madpakker fra forstaden forhindrer deres poder i at tagestoffer.

Slutteligt kunne Boris Andersen, Ålborg uni., værerosinen i pølseenden med sit oplæg om unge og deres syn på måltidet. Han kommed endnu flere tal; opløftende tal. Der købes ikke flere færdigretter i 2011end i 1995, der bruges stadig lige så meget tid på madlavning som i 1995 ogspurgt ad, prioriterer dansken stadig fællesmåltidet højt.

Dejligt. Knapt sådejligt var det at 1 % nu laver mad sammen med deres børn, på regulærbasis. Man kunne ane et missing link her, da børn/unge jo faktisk HARundervisning i skolen om mad, at de faktisk bliver motiveret til at lave mad,hvis der er nogen at lave mad til og godt kan lide sanseligheden vedmadlavningen. Må vi ikke bede de forældre, som ser nogle af de 35 timersmadfjernsyn der sendes om ugen, tage den interesse med ungerne ud i køkkenet;like now, please??

Hvilken luksus, at kunne bruge en hel dag på at diskutere noget såenkelt som et måltid mad. Det kan kun være i et rigt land, at man tager sin denslags friheder. Et rigt land, med rigdom baseret på at vi konstant køber noget afhinanden. Hvilket konferencen bekræftede til fulde; vi skal købe, producere,aftage, vide og så aftage noget nyt. Fra minister, over fødevarestyrelse,forskningsråd og reklameverden; de danner ring om os; giver os muligheder. Mendet er muligheder der er af den gamle verden; den uhæmmede økonomiske vækstsverden. En verden af i går. Glæder mig til næste gang, måske er emner somselvforsyning og uafhæninghed af aktieprofittænkende selskaber på tapetet.Emner der for alvor kan befri befolkningen fra vanetænkning og ikke bare gøreet stresset liv endnu mere "bekvemt".

Besæt din tallerken!

Follow the money

2011-11-27T13:45:00.001-08:00

Madkulturen byder til sin første konference og MUND-FULD deltager. Vi deltager gerne for det bliver interessant at se hvorledes man vil håndtere den tøjlelsløse madindustri/fødevaresektor. Hvordan kan man tro at samtale og videnskabeligt baseret viden, kan flytte noget så primitivt, som øget indtjening via mindre indsats?

Well, det tror man på Madkulturen og MUND-FULD kommer til at følge det projekt nært. Hovedanken herfra, er at Madkulturen ikke lader til at ville være en forbrugergarant, men en mikrofonholder, for fødevareindustrien. Please, vis det modsatte.

Tilbage til den aktuelle konference.
"Konferencen vil belyse markedsmæssige og madkulturelle udfordringer og muligheder i tendensen mod det individualiserede måltid – produkter og mad, som er målrettet individuelle sundhedsbehov og/eller indtages alene....Hvordan kan madkulturen og industrien favne begge?"

Madkulturen og konferencens program trækker sin eneste trumf, partnerskabet, og byder på oplæg fra fødevareminstre, direktører, marsters i sundhed og formænd for bestyrelser; der alle har den hellige ild med. De er alle dybt engagerede at gøre danskernes liv sundere og bedre bla. igennem mad.

Mere interessante for denne blog, er oplægsholderne fra den forreste frontlinje, eller skal vi sige den eneste gfra frontlinjen; Anne Birgitte Agger fra Københavns Madhus. Hun vil være den eneste af deltagererne, der dagligt står med hænderne i maden og med ansigtet i øjenhøjde med modtagerne. Det bliver spænende at høre hende.

Det bliver endnu mere spænende at se hvem der sidder iblandt publikum. OG denne blog noterer sig også at de to repræsentanter fra reklameverdenen, har fået luxuspladserne i programmet; lige efter frokosten og til aller sidst.

Med den placering kan ingen da klage over eksponeringen af pengenes magt over mennesket. Er det forresten ikke det vi skal lave om på??

Er det kun Kyster-segmentet der må...og vil, bage selv??

2011-11-24T00:08:00.001-08:00

Det er ikke fordi Carsten Kyster er en ond mand, han virker faktisk meget rar og har igennem en del år snart, arbejdet indenfor mange medier med mad som fokus. Men hvorfor er det en mand som Carsten, der skal på kursus hos én af DKs førende møllerier? Og hvorfor skal vi læse om det i Politiken en søndag i oktober?

Det kan jo være fordi at Carsten og de folk der læser Politiken Søndag udgør det segment af mennesker, der rent faktisk bager derhjemme. Måske.

Skal vi ikke have nogle flere til at bage hjemme? Og hvordan kan vi få det?

Vi kunne jo starte med at opfordre folk som Carsten og firmaer som Skærtoft Mølle til at engagere sig i socialt frivilligt arbejde, med de ressourcer de har. Det ville være befriende at se andre vinkler på det at kunne blande mel, gær og vand sammen i en god rækkefølge, end endnu en feature i et særligt udvalgt medie, der kun betjener et segment, der allerede burde bage meget mere selv.Eller i alle tilfælde, kan sætte igang med det selv. Vi ser gerne et rullende bageri, de turnerer til skoler og viser hvor nemt et brød kan lægges sammen. Gerne sammen med bagere af forskellige skoler og med produkter fra flere møller; det ville give de deltagende firmaer og bagere lidt at gå efter, rent fagligt og det ville lugte mindre af reklame, hvis det var et samarbejde imellem flere.

Denne blog synes ofte er der er nogle velhavende, velmenende og meget travle mennesker, der bliver forfordelt på madfronten i DK. Og at der er mere udsatte grupper, der ville have godt af at blive inddraget i, f.eks bagningens magiske verden. Men begrebet "spelt-mødre" kommer ikke ud af ingenting.

Der ER nogle, der finder mad mere vigtigt end andre. Og det er ofte uddannede, velstillede borgere.

Men på det seneste er det også blevet klart for MUND-FULD, at også det forfordelte segment har brug for en hjælpende hånd. For selvom man er økonomisk ovenpå, bosiddende i behagelige bynære områder og med økohatten skruet godt ned over ørerne, er der også faremomenter, der kan bringe alle de gode intentioner i fare.

Den fare hedder "arbejd-køb-dø" og er markedssamfundets treenighed. Særligt økonomisk velstillede mennesker lever bundet af dette kampråb og i deres bestræbelser på at være gode mennesker, giver de sig mange interesser og lyster, i vold. Det er en dårlig vane, men også en stor del afat være borger i et markedssamfund, der må og skal købes nyt hele tiden. Ting tager blot tid og dukker der en cupcake trend op, ja, så tager det tiden fra andre "likes" på FaceBook, hvis du forstår dén metafor. Der er mange muligheder og det kan være svært at være koncentreret om ét emne længere tid af gangen, når man nu "kan" så meget.

Det er dén fare, den kapitalistiske svøbe, MUND-FULD er til for at bekæmpe.

Fordele ved at bage eget brød:

Hippieargumentet: Den meditative tilstand ved at bage selv, er uovertruffen. Processen ved at finde råvarer frem, lægge dejen, følge hævningen, smage resultatet; unikt.

Det økonomiske argument: Brød i butikkerne er hysterisk dyrt. Hver jeg vender to rugbrød ud herhjemme, har jeg sparet (og jeg kører den hysteriske øko/biodynamiske stil) 55 kroner per kilo, sammenlignet med butikspriser på samme type brød.

Sundhedsargumentet: Senest er det selve indpakningen af bla. færdige melblandinger, der er blev mistænkt for at indeholde giftstoffer. For et par år siden var det selve blandingerne, der indeholdt modificerede hvedeproteiner, til stor skade for vores allesammens helbred. ved at vælge producenter, der er transperante i deres produktion, vælger du alt det fra.

Ælt løs. (Men helt ærligt, så tror jeg ikke på de lange æltetider, herhjemme kører vi Dan Lepard style og det styrer for vildt, dér. Og når vi bager cup cakes, foregår det via dette site: http://bakeanddestroy.net/ )

Er det stigmatiserende at være skralder?

2011-11-14T04:18:00.001-08:00

Efter at have set DR2s udsendelse om madspild, var det tid til at tage sagerne i egen hånd og springe ud som "skralder", eller " Freegan".

For en gammel storbybo, var det et trip tilbage til en ungdom med daglige besøg i skraldecontainere efter alt der kunne bruges i ungdomshyblen. Jeg havde, kort fortalt, ingen problemer med at iføre mig pandelampen og kører byen tynd efter genbrugsmad. Og der var masser at komme efter, se selv billederne her:

Jeg kunne godt få et kick ud af gøre det her et par gange om ugen, no doubt. Dagen efter var der stor glæde i den lille familie; der var frugt til hele børnehaven, der var chokolader og snacks til hele weekenden, der var mad til det meste af en uge. En fed ting at gøre, på så mange niveauer; miljøhensyn, husholdningsøkonomien, affaldsafgift for supermarkedet, listen er lang.

Lige indtil slangen i paradiset kom krybende. Hvordan tager naboen det? Med to mindre børn og en undertegnet far/blogger, der er ligeglad, vil der nok ikke gå længe før at det er ude. Særligt ikke når samme far/blogger bliver passet op af en af de ansatte i hans lokale brugs, med hovedet godt nede i samme brugs container. I skrivende stund bliver sikkert leet højt i baglokalet.

Men hvad med det faktum at der nu er en i lokalområdet, der henter mad ud af en container? Det ville ikke være noget problem for en studerende; men for en 38årig familiefar? Hvilke ting vil der blive sagt om hans børn, hvis/når børnenes omgivelser får nys om det? I storbyen kan man måske gemme sig lidt bedre, det kan endda være at folk i byerne er lift mere ligeglade med hvad naboen foretager sig kl. Snot om natten. Vores familie er derimod bosat i særdeles landlige omgivelser, derude hvor man har tid til at undres over andres opførsel. Det skal blive spænende at se hvad der sker, om noget.

Det er i alle tilfælde ikke sidste gang MUND-FULD har leget superhelt midt om natten, befriende mad, miljø og sin eget madbudget.

OPUS halvvejs; kan vi klare det?

2011-10-02T01:59:00.000-07:00

Ja, vi kan. Eller; det tror jeg nok.
OPUS-projektet har været igang i godt 2 år nu og de første resultater begynder at kunne høstes; det var hvad SHOPUS Erhvervsseminariet en solrig torsdag sidst i september, handlede om.
Men som semnaret skred frem, blev det tydeligere og tydeligere at forskning og dokumentation snart må dele førersædet med handling. For selvom al forskningen i projektet peger i samme retning; ny nordisk mad (NNM) er sundere end den normale danske diæt, må der snarest sættes handling bag ordenen, hvis det ny nordiske projekt skal give bedre helbred, bedre indtjeningsmuligheder og bedre madforståelse iblandt danskerne.
Som Erik Rasmussen, Mandag Morgen, så smukt sagde det; "hvis ikke NNM er et levedygtigt og verdenskendt projekt om 3 år, kan I lige så godt finde på noget andet at lave".

Hurtigt recap af seminaret.
Der var afrapportering fra del-projektet SHOPUS, der har haft en gruppe af danskere til at købe ind efter NNM-dogmet i ½ år. Massser af endnu ikke færdige undersøgelser viser allerede nu at NNMdiæten er endnog særdeles meget sundere end en typisk dansk hverdagsmad.
Den sociologiske del af SHOPUS blev også berørt, selvom resultaterne var langt fra gennemarbejdede, viste de første resultater at det mest er veluddannede yngre kvinder, der synes at nordiske rødder, frø og frugter,var lækre, mens underuddannede mænd fra provinsen er de mest skeptiske. Ja, der er mange spænende aspekter i undersøgelser og så fik vi da slået det fast endnu en gang.

Herefter var det tid til oplægsholdere.
Efter at Madkulturens Judith Kyst fra Madkulturen ( link til tidligere inlæg dette, her) atter havde angivet de noget luftige tanker for at samle dansk arbejde med mad og kultur, var det en lise, ja en befrielse, at høre Mandag Morgens stifter, Erik Nielsen svinge krabasken over alle dokumentationssatanerne. Han borede på smukkeste vis fingrene dybt ned i materien; hvornår kommer vi ud over stepperne? Han ville have fokus på "the knowing-doing gap", altså, hvordan omsættes al denne viden til reel handling.? Og vigtigere, hvem gør det og hvornår.
Fra dette punkt af, ændrede seminaret tone. Alle der havde ordet herefter, forholdt sig til dette faktum, "hvordan og hvornår"
.
På lægterne var vi mange der drog et lettelsens suk, da vi nu hørte Kim Fleischer, fra Skolemadsprojektet i OPUS, Karsten Kolding fra FDB og sidst Claus Meyer himself, alle kommenterer på dette handlingsproblem som det første, når de fik ordet til deres oplæg. Det var så vigtigt et punkt at de måtte gøre det. Vi der sad deroppe, ville have deres stillingtagen og de måtte give den umiddelbart og udenfor manuskriptet.
Og selvom folkene fra OPUSprojeket, som et hele, alle stadig hyldede deres forskning, var de spørgsmål der sidst på dagen blev stillet fra publikum, alle rettet imod dette ene punkt; handling, hvad kan vi gøre, nu?

Forskning er vigtig, det er grundstenen, men kan man handle uden færdige resultater? Er det ikke at løbe med en halv vind?

Næh, ikke når det kommer til så oplagte resultater og slet ikke når det kommer til noget så vigtigt som fødevare/ernæring/sundhed. For selvom man kan bevise klinisk at kål er bedre end hvidt brød, er det jo faktisk noget vi alle ved allerede. Når man, om føje år, fastslår at børnene i OPUS´ Skolemadsprojektet har haft sundheds- og indlæringsmæssige gavn af NNM, er der mange der, endnu engang kan nikke. Jo, den er god nok.

Men hvorfor dog vente på tallene? De eneste der har fordel af det, er den fødevareindustri, der forlængst har opgivet at ernære og nu bare vil minimeret udgifter. Med den nyligt indførte fedtafgift, er vi, som befolkning, slået endnu et (stort) skridt tilbage, fra at kunne generobre magten over vores egen mad.

Det er tid til politisk handling imod tåbelige love, der er til direkte skade og megen besvær for alle parter. Set fra et anarkistisk synspunkt, er der kun brug for regler, når fællesskabet er truet. At sidde de foreløbige resultater fra OPUS overhørig, at indføre afgifter som den med fedtet, at ignorere et landbrug hvis produktionsformer er forældede og farlige; er til fare for fællesskabet. I en voldelig øko-anarkistisk revolution, ville de første der røg ud bag skuret og fik en kugle for panden, være de der var skyldige i at forgifte vores fødevarer. Heldigvis behøver vi ikke ty til nogen form for vold, når vi har kræfter som OPUS med os. De vil levere resultaterne til skrankepaverne.
Men hvem skal så holde skrankepaverne til ilden? Det skal vi hver især og det kan vi lige så godt begynde med i dag.

Så her er planen for denne blogs ydmyge skribent.
Jeg tager Erik Nielsens 3 år til mig. Om senest 3 år vil jeg være iblandt den flok lærere og undervisere, der slår dørene op for en "jord-til-bord" skole. Skolen vil, hvis det ligger indenfor lovgivningen, være baseret på de frie fagskolers principper. Den vil have 2-3 spor, der giver socialt belastede unge mulighed for at blive uddannelsesparate til at gå videre til jordbrugsskoler, fødevareuddannelser etc. Skolen vil have dyrehold, jordbrug; undervisning i alle aspekter af fødevaretilblivelsesprocesserne og vi vil have løbende gæstelærere fra de bedste hoveder inden for madverdenen.

Om senest 3 år....

Velkommen, Fedtafgiften..

2011-10-01T14:24:00.000-07:00

...og fuck dig btw.

Statsstyret madkultur smager sært...

2011-09-22T23:21:00.000-07:00

En statsstyret smagsmagt; narj vel?

Der er blevet oprettet et organ for vores allesammen måde at spise på; det er blevet (om)døbt "Madkulturen". Denne blog har før behandlet den lange fødsel og den besværlige nynavngivning, læs mere her og her.
Ifølge direktør Judith Kyst(JK) skal Madkulturen samle og binde nye samarbejde i eget regi; ifølge MUND-FULD skal det ses helt omvendt; Madkulturen skal være den der støtter og flytter sig for aktørerne. Det eneste man i Madkulturen bør gøre er at besøge og fundraise. Alt hvad man rører ved fra Madkulturens side, skal være levedygtigt, uden Madkulturens medvirken.

Først skal det handle om de grunde JK fremfører som årsagen og berettigelsen til Madkulturens eksistens. Det starter med en masse ord, der skal avle flere ord. Men mest af alt understreges det at Madkulturen ikke skal tale "til" branche og befolkning, Madkulturen vil skabe rammerne. Rammer, der skal samle alle dele af noget så bredt og uhåndgribeligt som "mad" og "kultur".

Djævelen ligger som bekendt skjult i detaljen og her er mit ynglingscitat fra ovenlinkede artikel fra JK:

(Madkulturen skal være)"Dem, der uvildigt kan sætte vigtige fødevarespørgsmål på dagsordenen. Dem, der ved hjælp af enten økonomisk støtte, blåstempling eller metodeudvikling kan løfte gode ideer til bæredygtige, nytænkende, dagsordensættende projekter. Dem, der er med til at løfte prestigen blandt de hverdagshelte, der hver dag gør en forskel i de offentlige køkkener. Dem, der samler al den viden, alle de gode cases, alle de erfaringer, der allerede findes derude – og gør dem lettilgængelige, så det bliver nemmere for alle branchens aktører at lære af hinandens erfaringer.

Jeg har understreget de ord og formuleringer, der viser at Madkulturens mission jo netop ER at sætte dagsordenen og presse meninger ned over folket. Man vil blåstemple og uddele penge; der skal sættes dagsordenener og der skal samles viden. Den viden skal Madkulturen sidde på, indtil rette modtagere kan findes. Af Madkulturen, vel at mærke.

En anden lille detalje fra dirktørens kommentar:

"Madkulturen skal ikke være de der taler "til" branchen og folket. Vi skal være dem, der skaber rammerne - så banchen og forbrugerne med os som platform sammen kan skabe og udvikle Madkulturen".

Det lader ikke til at det er madkulturen, der skal udvikles; det er Madkulturen. Med stort M. Deltagerne skal altså være med at udvikle organisationen Madkulturen. Og her gik man og troede at det var den anden vej rundt.

Simple spørgsmål opstår; som af hvem og hvordan de "gode" idéer skal udvælges. Er det bestyrelsen, der forresten er totalt blottet for de "hverdagens helte", der nævnes af JK som vigtige for Madkulturen? Er det den daglige ledelse, med Kyst i spidsen? Er det ministeriet eller de økonomiske bidragydere man meget snart bliver afhængige af?

Herfra skal det også handle om konstruktive forslag.

Og derfor er det også sidste gang at det nævnes at jeg sidder i sene aftentimer og skriver dette; det er ren interesse og trods, der driver værket. Modsat JK og resten af Madkulturen, der tager sig godt betalt for, tilsyneladende, at genopfinde saltet og danne bagtæppe for godhedsindistrien, fødevareindustrien og andre kendte spillere i det nye mode-game; "danskernes spisevaner". Sidste gang, i dette indlæg.

For ja, gu´fanden er vi andre misundelige på Madkulturen. I rummet imellem Claus Meyers´ luxusmadfestival og et (forhenværende)ministerielt ønske om at gøre penge på god mad, er det tilsyneladende nemt at sidde og samle viden, der allerede findes og så lægge den på bordet. Det kunne jeg da også gøre. Eller mine børn, for at holde læserbrevstonen.

Er det så svært at se hvad danskerne synes? De har ingen madkultur, dixi og udråbstegn.

Alt hvad der er, er opdelte grupper og deres individuelle fejlernæring. De rige, der nok spiser sundt, men belaster miljøer udnødigt med deres forbrug og køb af f.eks mærkværdige salte fra Himmalaya. Og de fattige, der bare lever traditionelt usundt. De normalvægtiges tal er for nedadgående, til fordel for fedme og anoreksi/overtræning. Danskerne glor madprogrammer som aldrig før og laver mindre mad end nogensinde. Vi bliver federe for hver dag og vores børn kan intet lære i skolerne. Vi kender absolut intet til råvarers kvalitet og lukker øjnene for en subsidieret fødevareindustris mishandlen af jord og dyr.

Har det mon (også) noget med den ringe ernæring og madglæde som et hele i vort land at gøre?

Og tillad mig at svare på det, noget retoriske, spørgsmål: Ja. Ligesom mange andre har svaret ja før. Ja, der er en sammenhæng, kan vi komme videre nu?

Jeg synes at man skulle tage nogle chancer fra Madkulturens side. Først er det vigtigt at forstå at en stat er til for borgerne, ikke omvendt. Altså, må Madkulturen også underligge sig befolkningen, som den er.
Man skal gå imod dokmentationsdiktaturet og gøre sig det klart at vejen til den brede befolknings madhjerte går igennem 2 ting. Pengepungen og Tilgængeligheden.
Det skal/må være billigt og nemt at leve sundt og bæredygtigt. Det gøres ikke ved konferencer og møder imellem madspecialster. Det gøres ude ved bordene,i skolerne, på instiutionerne, i produktionen, ved forarbejdningen, i detailhandlen. Dér skal Madkulturen hen og være.
OG, dette er vigtigt, Madkulturen skal blive der; ikke bare feltundersøge og så løbe hjem på gården og skrive. Skal Madkulturen have en berettigelse, skal den ikke trække folk sammen under sit eget tag; den skal ud og lade aktørerne selv være værter. Lad svinebaronerne åbne døren for økologerne. Lad mejerierne og madskribenterne byde indenfor hos sig selv. Det giver ansigt på hinanden, det giver nærhed at byde modstandere ind i sit hus. Ikke noget med neutrale mødepladser á la Madkulturens lokaler, hvor man kan gå rundt med navneskilte og mapper med konferencematerialer. Her kunne madparnasset nemt forglemme sig i nye nordiske buffeter, mens man forsøgte at løse andres "dårlige madvaner. De kunne jo risikerer at komme frem til den konklusion at hvis folket ike har brød, må de spise kage. Eller er der også nogen der er kommet frem til dén viden før? Og hvad skete der med den viden senere hen?

Man må erkende at kreative rum ikke skabes ved at sætte en masse viden sammen og så brainstorme over et eller andet.Man sætter ikke sig ned og får en god idé. Det kræver masser arbejde og i madsammenhænge, er det bare med at komme ud til gryderne, til haverne og til butikkerne.

Et par forslag.

Giv sådan én som mig nogle penge til mit forestående eventyr i Californien. Jeg vil gerne undersøge hvordan man derovre motiverer seriøst fattige til at lave sundere og mere bæredygtig mad. Og lad være med at stille krav om hvor mange emperiske interwievs jeg skal foretage; jeg kører på intuitionen. Også når jeg kommer hjem og skal berette om det.

Skab midler til at gøre bæredygtig mad mere tilgængeligt for fattige. Brug Jeres sambejdesgrupper til at klemme nogle skejser ud af industrien, vi ved de har dem.

Undervisning; åh; jeg vil have undervisning i alt fra jord til bord. I skoler, på seminarier, på arbejdspladserne, i folketinget; alle steder skal man vide mere om maden.

Hvordan frigøres den enkelte forbruger fra supermarkeder og industris magt over indkøbsvaner? Skal der gives høns til alle med egen have. Skal de have et par frugtbuske oveni? Tør Madkulturen at ville sætte forbruget ned?

Skal der dannes borgergrupper for dyrkning af fællesarealer? For det hjælper bare ikke med 4 trætte plantekasser i en baggård. Få (af staten eller privat) noget jord og indfør statsbrug. Ja, den er god ok; staten som landmand; det er trods alt vores jord; vores allesammens.

Skal der skabes en festival, skal det være en rigtig festival; musik og det hele. Dertil masser af god mad, ikke kamapagnemateriale om god mad, ikke kjeändisoptrædender; blot solid mad.

Lad det blive slået fast igen; der er brug for handling, ikke opsamling af viden. Viden, den er der allerede; ja, om I får det hele med er jo ikke engang sikkert. Og skal der så en undersøgelse mere til for at fastslå det?

Vi, som madkommunikatører, må forstå at der er langt ud til masserne, hvis vi igen sidder i rundkreds og taler om maden. Det eneste der kan gøres er at deltage, når borgerne skaber initiativ. Skabe flere midler, når det er muligt, men ikke gøre projekterne afhæningige af støtten fra starten af eller fra slutningen.

Direkte aktion, tak; så bliver det heller ikke mere anarkistisk.

Food for thought...m+m konference 2011

2011-09-18T22:08:00.000-07:00

MUND-FULD er blevet underholdt, undervist og havde i dén grad undervurderet indholdet af lørdagens tætpakkede oplægs-/workshop-/middagsprogram på Mad+Mediers konference 2011.
Fedt.
En stor flok danske madbloggere i DK var samlet, fredag for at se films om mad, lørdag for at deltage i debat og workshops og søndag for at tage til frugtfestival på Lolland. Denne blog deltog kun lørdag og det er herfra der vil blive pludret denne gang.

Før konferencen,var MUND-FULD ikke sikker på hvad konferencen ville blive, og der var kun to oplæg der umiddelbart virker tiltrækkende. Det skulle vise sig at alle lørdagens punkter var én lang rusken op i madforståelsen for os, der var tilstede. Og det faktum var måske det bedste ved hele eventen; mad+medier havde set igennem det mest oplagte ved madblogs og madmedier og valgt at gå et spadestik dybere.

Direktør Judith Kyst fra Madkulturen; det store statslige tiltag om mad og Danmark, introducerde til projektet og forsøgte at godtgøre for hvorfor man endnu engang skal bruge tid og penge udelukkende til akedemisk undersøgelse og ikke også se på direkte handling via at inddrage de mennesker der faktisk står og laver mad til danskerne her og nu. Det lykkedes ikke så godt.
Vi blev indført i den kritiske journalistiks væsen af DR redaktør Thomas Buch-Andersen. Ikke så mange direkte råd til madverdenen, men interessant og belærende for os lægfolk.
Christian Coff tabte mig noget med sit oplæg om etik og æstetik, men imponerede ved at have overført og brugt sit akedemiske arbejde til også at drive landbrugsfællesskab.
"Honest Cooking" og bagmanden, Kalle Bergman,var et oplagt og lysende eksempel på den innovationslyst, der ligger i mange af madverdenens krinkelkroge. At skabe én af verdens største madportaler på ét år, er noget af en bedrift.
Dagens griner var også dagens kedeligste emne; ophavsret. Man fik næsten lyst til gå til en forlæsning eller to med Morten Rosenmeier. At kunne starte et oplæg, som proffessor, med at konstaterer at nu at man færdig med "det lektorlort"; sweet.
At Christain Bitz faktisk er andet end en dansk Chris McDonald, skulle være dagens mest overumblende nyhed. Nej, pis. Til trods for hypersnak og en noget overfladisk attitude, leder Christian et særdeles spænende projektt på Herlev Sygehus, hvor man faktisk inddrager maden som en del af behandlingen og kan vise gode resultater. Der var noget at lære for undertegnede køkkenleder om præsentation og indlevelse fra modtagerenes side.
Søren Wiuff var der, selvfølgelig. g det er herligt at følge denne mands rejse ind i grøntsagernes sjæl. V smagte på karse, kål og jordskokskud, der alle vidste ahvde mindst to sæsoner på bagen. Den mand har en mission og det kan mærkes.

Frokosten var komponeret af selveste rasmus Kofoed, men det blev ike til så meget for MUND-ULD, der skulle chit-chattes med oplægsholdere, Dorthe fra økologisk Landsforening og Hotel-og Restautionsskolens folk. (det sidste gav endda pay off senere på eftermiddagen hvor man fik fedtet sig til en øl hos de selvsamme; istedet for alt det vinhalløj, der ellers blev budt på.)

Videre til 4 små oplæg fra en flok meget engagerede mennesker, der som et pust fra virkeligheden. Bybi, Københavns Fødevare Fællesskabs havegruppe, Fødevarebanken og Invio fortalt hver på 5 minutter og deres projekt og som alle andre oplægsholdere dagens igennem, var de engagerede så det gnistrede. Hrligt at se og MUND-FULD håber at det brændte igennem til madørerne på lægterne.

For min del, gik workshopsne mest med at tale med de andre deltagere om deres og egne tilgange til vores passion for mad. Der gik en rum tid med at tale med mange om denne blogs interesseområder, så pludselig var der mad og pludselig var det også forbi. Vi var næsten klar til at åbne en skole for jord til bord, mens vi nærmede os Mikkeller Bar, så da Jeppe kunne fortælle spænende nyt fra San Fransisco, var dagen fuldendt. Vi sluttede af med "Black Ball" og selvom dennes brygger smed os væk fra gaden, blev denne MUND for én gangs skyld, FULD.

Over and out...

25 kroner for en kugle is......wft??!

2011-09-16T01:19:00.000-07:00

På åbningsdagen blev MAD Food, den største (københavnske)madbegivenhed i Danmark, kaldt noget i retning af "madverdenens svar på Roskilde Festival". Måske skulle man have kaldt den for madverdenens svar på pamperier.

De var der allesammen, de danske koryfæer indenfor alt i Mad & Kjändis. De trodsede et forfærdeligt vejr og lavede uden tvivl nogle rigtigt spænende ting. Der var DM i hø and what not; MUND-FULD deltog desværre ikke selv.
Det eneste vi kunne, var at følge eventet i,en noget sparsom, mediedækning og så på det kære internet. Og der var særligt ét billede, der fangede. Et foto af en knægt, med en is, foran en isbod. "1 kugle - 25 kr.".

25 slag for en kugle is. Én. Kugle. Is.

Indgangen til MAD Food var 80 for et barn, så den unge mand havde allerede stået sine forældre i 105. Det er der grundlæggende ikke noget i vejen med, men hvor var der mange der ikke kunne være med på den. Og er det egentligt ikke dem vi skal have fat i ?

De seneste års opsving i madinteresse, har to mørke sider; det risikerer at ende som endnu en tredie. Det er en modedille; og den dille er begrænset til et, som sædvanligt, velstillet segment. En sammenblanding af disse to kan ligge grund for en modvilje i andre befolkningslag og arbejde direkte imod en bedre folkesundhed.

Skal alle Claus meyers bøger og alle Camilla Plums tvprogrammer overhovedet have nogen virkning, må vi anderkende at der skal helt anderledes store tanker til en forandring. Kvalitet bliver nødt til at koste mindre, eller tabes den vigtigste del af befolkningen på gulvet Den del der rent faktisk har mulighed for at avancere mest; nemlig de mest udsatte. I bedste fald kan visom samfund række dem hånden; i værste fald vil den gå direkte imod dette madsnobberi, vende det ryggen og bevist vælge usundt og uøkonomisk; i rent trods.

Kan vi madbloggere andet end at tage pæne billeder af kager?

2011-09-15T13:14:00.000-07:00

I den kommende weekend er der fætter-kusine festi madbloggerland; Mad+medier løber af stablen i Valby.
Der er et pakket program, men der er bare to indlæg, der omhandler kritisk journalistik og etik
Det er ét mere end sidste år og MUND-FULD glæder sig til de 50 minutter, der er sat af til områder denne blog behandler.

Madbloggerverden er blevet fremhævet som det næste nye indenfor blogosfæren. Først var modeblogs banebrydende; de præsterede at vippe den trykte presses og etablerede skribenter af pinden indenfor dette emneområde. Mode er en flygtig affære, det er indbygget i moden at den skal skifte og flytte sig; det gør moden til en oplagt legeplads for lægmennesker og deres naive og uspolerede sind.

Mad er bare en anden ting. For nok kan trends komme og gå også i madverdenen , men der er også andre,mere alvorlige ting på spil.

Fødevareforsyningen, sociale skel i sundheden hos befolkningen, forureningsproblemer, landbrugsstøtten, klimaet, råvarerkendskab, uddannelse af skolelærere; der er nok at tage fat i

Ikke sexet som cupcakes; men vigtigt som forplantning.

Fedtafgiften versus den sunde fornuft

2011-09-12T15:24:00.000-07:00

Der er en fedtafgift på vej, den kommer til at skævvride den brede befolknings forhold til begrebet "fedt" endnu mere.

Enkel årsag hertil: uforbejdet fedt og dermed mere naturligt sammensat fedt pålægges afgift, imens emulgatorer, sammensatte fedtprodukter;selv kakaosmør undgår. Grunden er nærmest himmelråbende; det menes nemlig ikke at de, seriøst skadelige produkter, kan betegnes som "fødevarer".

Man straffer altså bøffen, olivenolien, fløden, mens Kærgaarden går fri.

Kapsler med fiskeolie går fri, selvom det er blevet bevist at fiskeolien i kapslerne kan harskes og være nærmest livsfarlige for hjertepatienter. Går mon fisken hos fisken manden fri eller...

Hvilke fødevarer er omfattet af afgift på mættet fedt?

MadX, dit nye navn er allerede brugt...

2011-08-24T14:36:00.000-07:00

MadX havde for 4 måneder siden jobsamtaler til nøglepositionerne, bla. til stillingen som kommunikationschef. Denne stilling vil, i følge stillingsbetegnelsen, blive aflønnet med den nette sum af 650.000 + pension om året. Først i den indeværende uge blev der så kommunikeret fra MadX; man skifter navn.

Denne mastodont på lerfødder vælger altså, efter en særdeles svær fødsel at mudre sin kommunikation med et naveskifte, lige før lanceringen på den københavnske madbegivennhed MAD Food, der afholdes i den kommende weekend. Ord som "røgslør" dukker op på tastaturet.

"Madkulturen" er det nye navn, et navn der allerede er besat af det proggressive madsite Madkultur, gad vide om ejeren af sitet kan score sig en årsløn på slag af domænenavnet?
Og gad vide om man ved hvor man vil hen med MadX/Madkulturen? På MAD Food ønsker direktør Judith Kyst gerne idéer fra publikummer til at give deres bud på hvad MadX/Madkulturen skal arbejde med. Man leder forgæves på nettet efter direktørens egne.
Nogle tanker har man dog gjort sig, men originaliteten ser ud til at være blevet væk på vejen til udførelsen. Ministeren bag, Fødevareminister Henrik Høegh, venter sig nemlig meget af en kommende undersøgelse af danske fødevares og dansk mads kvalitet. Her er MUND-FULDs bud, og det skal kun koste Hr. Ministeren små 300.000 kroner.

Den stinker, kvaliteten! I skal i gang med at uddanne børnene, vejlede de voksne, tage kontrollen over maden tilbage fra de kommercielle interessenter, fratage landbruget den hæmmende EUstøtte og så skal I give borgerne fri jord at dyrke deres egne afgrødre på, til at have dyr på og I skal give dem tid til det. I skal danne skoler for dyrkning og I skal gøre dette land til et mekka for nordisk innovation for fødevarer og madturisme. Og I skal gøre det nu.

How do you like them apples, Henrik, eller bliver du dårlig af dem(igen)?

Imod nye horisonter; California, here I come

2011-08-10T01:03:00.000-07:00

Camilla Plum sagde det bedst i løbet denne sommer; "Vores friske råvarer, er ikke friske nok og de der skal lagres, er lavet alt for hurtigt".
Dette blev også sommeren, hvor MUND-FULD blev interviewet af landets langsomste medie, weekendavisen, om Svendborg og byens status som Citta Slow. Da fingrene ikke blev lagt imellem, er det overaskende at se at artiklen er at finde her, som link på Svendborg Kommunes officielle Cittaslow site . Hatten af for det. Og hatten af, igen, for at man, også i Svendborg Kommune,har besluttet at bruge de indtjente parkeringsafgifter på gratis bybusser i 3 måneder. Så er vi på sporet igen. Link på modkraft.dk her

Dejligt; alligevel har det været en tankefuld sommer; for hjælper det noget at bare brokke sig og være den lille dreng, der tør sige de voksne imod?

I løbet af denne blogs historie, er megen energi gået med at lange ud efter de der handler, hvad MUND-FULD anser for, forkert. Det har givet respons og debatmuligheder, men også en tom følelse af at blot pege fingre; og ikke handle nok. Det bliver nødt til at blive ændret, nu.
For nok har MUND-FULD ret i sine udbrud og antydninger, bevares, men det er også vigtigt at kunne vise en anden vej, en bedre løsning på de anråbte problemer.

2 ting; 2 handlinger er sat i værk. Den ene er selvforsyningstanken. I det små, dette er ikke et tvprogram, men der er hønsegård nu, slagtekaniner, køkkenhaven, leverer lidt, blomstrene bliver snittet til gaver ; kort sagt, der dyrkes og høstes.

Den anden handling er at undersøge og lære.
Fra februar 2012, vil MUND-FULD være at finde i San Francisco,Californien; hvor der skal ses på hvordan man formidler mad, underviser om mad, har en kultur omkring mad, på et lidt større plan end den danske andegård. Målet er at suge så megen viden og erfaring op, at der vil være noget at give af ved tilbagekomsten.
MUND-FULD har valgt at lægge sin lod i Slow Food bevægelsens skål. Denne, i Danmark lidt rødvinsplettede og ikke alt for ungdomsorienterede organisation, har været længe igang i det vestlige USA. Med frontkæmpere som Alice Waters, lader det til at man derovre ikke lade det være ved turene til Toscana og en hyggelig sammenkomst omkring kvalitetschokolade. Derovre drejer det sig om læseklubber, selvforsyning, skolehaver mv. Og selvfølgeligt også markeder, hvor forbrugeren kan møde producenten direkte. I en tid hvor de danske Farmers Markets ser ud til at være i tilbagegang eller i bedste fald, i stilstand, vil det være interessant at se hvorledes man gør det andetssteds.
Har du idéer, kontakter eller andet, vil det blive modtaget med kyshånd herfra.

Meget mere senere; jeg skal ud og plukke bønner nu.

Fynsk gastronomi ikke repræsenteret på Israels Plads

2011-07-13T12:27:00.000-07:00

Så kom den; listen over standholdere på "det nye" Israels Plads I København(link).
Er Sydfyn repræsenteret, som MUND-FULD før har foreslået? Nej, det var ikke overraskende. Hvad der måske var overraskende at to andre danske regioner; Bornholm og Møn, har fået deres eget springebræt ind i Københavnernes hjerter og tegnebøger ved at få sig en standpalds hver

Det er sørme ærgerligt at hjemstedet for Danmarks største fødevaremarked; øen med to foreninger; "Kulinarisk Sydfyn" og "Smagen af Fyn", ikke er repræsenteret fra starten af. Vi må håbe at det er noget man kommer efter, i alle tilfælde er det ikke kun denne blog, der har set lyset langs bordene i det centrale København.

Så, hvorledes kan man modtage fremmede og stadigt være et stærkt lokalsamfund, der i denne sammenhæng, skal sælge Fyn som et fødevareproducerende mekka? Hvordan skabes det folkelige grundlag for at påstå dette?
Nu har MUND-FULD jo allerede foreslået at få en stand på Israels Plads, her er et andet gratis råd.

Vær tilstede dér, vor folket er.
De er på FaceBook....eller et eller andet socialtmedie. Denne blog skal være den første til at beklage dette, men de sidder der altså og glor ind i skærmen. Lad os se hvad det hvo´n det går med at ramme fynboerne med madvisioner via FaceBook:

Smagen af Fyn, ikke tilstede på FaceBook.
Kulinarisk Sydfyn, 7 personer i gruppen på FaceBook.

Nå, men hjælper det også overhovedet at være aktiv på det medie? Ja, det gør og her er præmieeksemplet.

Hugh´s Fish Fight(link), kendt engelsk TVkok og indehaver at River Cottage, indleder for ca. ½ år siden en kamp imod det massive spild af fangede fisk i de europæiske farvande. Noget med at for hver fisk der kommer til butikkerne, er 10-12 andre blevet smidt bort, døde.
Idag, 13. juli 2011, har EU Kommissionen(link) selv foreslået et totalt forbud imod ethvert misbrug og udsmidning af fangede fisk. Og hvilket medie tror du kære læser, var det stærkeste for at skabe et folkeligt forståelsesgrundlag og ditto, opbakning?

Nemlig! FaceBook!

Så kære Fyn, få lavet dig en FaceBookprofil og begynd at samle folket. Ser man i aktivitetskalenderen for madarrangementer, er der jo masser at fortælle om:

Smagen af Fyns website/aktiviteter, senest opdateret i maj 2011
Kulinarisk Sydfyns website/aktiviteter, seneste opdateret 3. juli 2011

Skyldes denne fodslæben noget særegent fynsk måske? Kan det tænkes at der på Fyn er en særlig tankegang, der betyder at de organisationer, der kunne tænke progressivt og faktisk benytte sig af området kvaliteter, har svært ved at komme i kontakt med fynboerne per se?

Som tilflyter på 6.år er det min personlige og erhvervsmæssige erfaring af fynboerne, generelt set, godt kan lide selskab. Deres eget selskab. Der findes stadig svenborgensere der begræder den dag "de røde" kom til byen og overtog en stor del af det udadvendte Svendborgs aktiviteter. Det er næsten 40 år siden!

Disse "røde" skabte hele det renomé som Svendborg idag overlever på; de skabte bevidstheden om en slags dansk californien, med hippieværdier som samvær, nærhed til naturen, lærdom, medmenneskelighed.

De var tilflyttere, der så værdier, som de lokale ikke var bevidste om. Derfor var de også bedre eksponenter for disse værdier, de ville faktisk gerne bo i dette landskab. Således er det vigtigt at sætte pris på tilflyttere, fremmede, der faktisk vælger at bosætte sig som din nabo. For de vælger at bo dér, det gør de fastboende ikke, de er der jo allerede. Og jeg skulle hilse at sige at alle idéer om et bedre samfund burde være velkomne, for Fyn er også udkantsdanmark, ligesom Bornholm og Møn.

Copenhagen Beer Celebration - MUND-FULD får sin vilje!

2011-07-11T02:45:00.000-07:00

MUND-FULD drømte om det og nu er det virkelighed; Copenhagen Beer Celebration er en realitet 2012, 11. og 12. maj.
Det kommer til at dreje sig om øl og mad, igen, MUND-FULDs spidskompetence og det bliver cremen af cremen. So long cykelshorts og grillpølser; hello smag, velvære, udfordring.

Det blev skrevet som et håb om at nogle kompetente mennesker ville tage op og nu er det gjort af Mikkel Himself, Mikkeller, der har taget handsken op og indbyder 1000! publikummer per dag til at undersøge, væmmes og/eller få oralorgasme af verdens bedste bryg.

Dette bare en jubelpost, læst mere og bedre på Beerticker.dk

YES!!!

Kulinarisk Sydfyn 2011, født på ny

2011-06-27T14:36:00.000-07:00

Endelig, endelig, endelig er Kulinarisk Sydfyn kommet ind i Svendborg midtby og det er som om der aldrig har været noget andet. Væk er de lange, klaustrofobiske og trange telte, hvor publikummerne tråtet hælene af hinanden i endeøse køer foran langbordene.Nu kan man i ro og mag spadsere rundt i gaderne og nyde smagsprøver, grønne træer og byen som ramme. Måtte kritikere og skeptikere for evigt tie; dette er det eneste rigtige for en madoplevelse ud over det sædvanlige på dansk grund.
MUND-FULD var så heldig at deltage med et oplæg i en desværre lidt hengemt "Slow Food Skole" og herunder er ordene:

"En beskrev det, som at lade hånden glide igennem en græsmark, kildende, varmt. En anden kunne fortælle om flere dyrkningsmetoder end jeg kender danske kongenavne, en tredje igen fortalte om smil og ord, der lød som sang. Dette ”Citta Slow” måtte jeg se.

Allerede længe før selve byen kunne anes, gav omgivelserne indtryk af at være anderledes. Der var knapt så mange majsmarker og endeløse rækker af korn. Her var der også store områder med kartofler, gedeopdræt, kødkvæg, kål, en masse grønne toppe, der kunne være alt fra gulerødder til pastinakker. Der var andefarme og fiskeopdræt, og i lokalradioen blev populærmusik afbrudt af det daglige digt oplæsning, reklamer og programmet for dagens arrangementer, på tre sprog endda.

En sær lille skov af skilte tog til langs vejen, efterhånden som jeg nærmede mig byområderne. ”Pluk selv”, ”Bed and Breakfast”, ”Delekontorer med udsigt over vandet”,” Højskolen for selvforsyning”, ”Dansk Bølgehøvl Industri”; det føltes til sidst som om hver eller hver anden ejendom skjulte en skat af viden, virketrang og egnssærkender.

Og på vej igennem de første parcelhuskvarterer, viste byen sig for alvor at være noget helt andet. Haverne var pæne, som regel, men alle havde de en svær overvægt af dyrkede arealer; drivhuse, bistader, frugtbuske, hønsegårde; meget af dette blev tilset ikke af husejerne, men af ældre mennesker, der nød solen og det givtige arbejde. Alt dette ”havedyrkeri” var blevet startet i byens såkaldte ”ghettokvarterer” hvor en håndfuld frø og lidt for god tid til beboerne, var resulteret i haver i stedet for tomme græsplæner. Diverse transnationale madlavnings- og kulturforeninger med resten af byens borgere var opstået. Stille og roligt havde samvær imellem mennesker afløst kabeltv og andre beboere i byen, havde altså taget idéen op. De eneste der havde beklaget denne udvikling havde været udbyderne af kabeltv; forretningen var ligesom gået i stå i dette område. Derimod havde malermesteren vidst haft en fest; husene var spraglede, med grønne tage, plettede facader; træer, der voksede ud af husene, runde huse, sammenbyggede parceller til bofællesskaber; selvom man kunne ane fordoms retlinede byggeri her og der.

Vel fremme i byens centrum, kunne jeg parkere underjordisk, biler var ikke en stor del af midtbyen. Det var gademusikanterne og deres årlige festival derimod. Og dét sammen med Klovnefestivalen, Poesifestivalen ”Ordskælv” og de to skoler for henholdsvis internationale forfattere og økologisk formidling. Ord genlød i gaderne; talte og skrevne. Den gamle idé med en vægavis, nu i elektronisk form, var fundet frem og hilste folk i møde og om ikke andet, så for at de kunne mødes, altså folkene. I gågaderne var de landsdækkende kæder repræsenteret, men deres stive konceptbutikker kunne ikke altid følge de kommunale tiltag som kærlighedsuge, en hvilestol i hver butik, konkurrencen om Flest-papkasser-stablet-til-genbrug-foran-butikken-i-en-selvvalgt-skulptur eller karnevallet, som altid lukkede butikkerne ned den første tirsdag i marts kl. 12.04 og tiltrak i hundredvis af publikummer; hvilken butik skulle i år rende med bedste udklædning? Efterfulgt af bal for alle på torvet.

Efter lange og seje forhandlinger, havde man endda nået en specialhusleje for butikker der solgte minimum 50 % danske eller nordeuropæiske varer. Eftersom hele midtbyen var ejet af en håndfuld personer eller selskaber, havde dette desværre været en problematisk proces; trusler og retssager havde været luftet, men der var trods alt sikret ejerne et overskud. Og hvem ved, måske en kærlig tanke fra byens borgere? Borgere, der som ejere af byen, havde sat handling bag de smukke ord om en speciel by og åbnet den op for verden. Ikke alene husede man derfor forfulgte forfattere fra udlandet og landets eneste skole for konfliktløsning, men man var også villig til at arbejde for sagen. Væk var de gamle vaner med lukning af butikkerne kl. 13 om lørdagen; kom der en forkølet hollænder ind i havnen sent lørdag, kunne han være vis på en åben bager og en påfyldning i skibsprovianteringen; han kunne sågar gå i flere tøjforretninger. Og det kunne man for resten også hvis man kom fra en mindre heldig by i nærheden; her var der altid plads til en handel.

Saltet og tjæren rev lidt i næsen; nede af havnen til kunne man nyde rebslagerens lange udspændte liner. De var dog ikke opstillet til tilskuernes fornøjelse; her blev der skabt materialer til den lille flåde af historiske både og andre sejlere, der ville have kvalitet. Da man havde set hvorledes dette gamle skibserhverv havde fået nyt liv på havnen, var mange andre uddøende fag rykket til byen. Den ene gørtler af blot to på landsplan, lå her; det samme gjorde herreskrædderskolen og en lille rosengartneruddannelse. Der var på privat initiativ åbnet to fagkurser i naturfag; man havde i Citta Slow kort og godt fundet en niche i små fagområder, der var blevet presset i den store globale maskine af ensartethed i erhvervslivet.

Grøn teknologi havde også fundet vej, men tung produktion var udelukket, dels fordi virksomhederne fik det billigere udenlands, dels fordi man hellere ville trække på en mere unik teknologi til byen; én der ikke kunne kopieres direkte.

Denne teknologi var byen selv og dens unikke placering. Kun her kunne man få mere end 100 æblesorter, eksporten steg stødt. Kun her kunne man se Europas største solfanger. Sociale flygtninge var blevet sociale gæster i et af de eneste projekter med værtsfamilier og arbejde som hovedingredienserne. I denne by var ”Velkommen” det første man sagde til fremmede; ”kom giv et nap med, vis hvad du kan”. En by, hvor pulsen er rolig og sund, som omgivelserne og naturen omkring den.

Dette var en vision om Citta Slow; det kunne blive Svendborg Citta Slow, men det er det ikke.

Svendborg har i stedet:

• En turistchef og en kommunal kommunikationschef, der vil sælge byen med en Madellainekage som spydspids, en kage man end ikke kan købe i byen.

• En socialdemokratisk borgmester, der mener at hans by allerede er så stor en succes, at Citta Slow allerhøjest kan spille en birolle i fremtiden.

• En formand for handelsstandsforeningen, der er så fornærmet over at hans medlemmer skal betale for at bruge byens rum, at han har afskrevet enhver brug af Citta Slow. Og som mener at Build-a-Bear konceptet kan gøre mere for byen, end den selv.

• En borgerlig politisk fløj, der kæmper imod en nationalpark og udviklingen af havnen, fordi man tror at fremtiden ligger i stordriftige landbrug og produktionstunge virksomheder.

• En forening, Kulinarisk Sydfyn, hvis medlemmer synes at Toscana er mere interessant at rejse til, frem for at opsøge steder som Canada og England, hvis geografi ligner Svendborgs bare en smule mere og dermed kunne inspirere direkte til mere og bedre af landets største madfestival.

• En gågade, der har højere huslejer end indre København og som lukker kl. 13 lørdag, hele året rundt.

I stedet for at bruge det forhåndenværende søms princip, mener man tilsyneladende i Svendborg at Citta Slow på den ene side er noget frygteligt dyrt noget og på den anden at Svendborg i forvejen har alt der skal til for at være verdens bedste Citta Slow; så hvorfor overhovedet bruge energi på at fortælle os selv og andre om det? Ja, det var et retorisk spørgsmål, foringen kommer sovende til noget. Man kunne måske endda sige at kun mareridt kommer af sig selv, ønskedrømme er noget man må arbejde for.

Fyns Amts Avis besøger i december 2010 den norske by Sokndal, for at lære om brugen af et Citta Slow certifikat og mødes tydeligvis af et lille samfund, der nyder at finde på små finurligheder, der kan gøre deres by værd at leve i, værd at besøge. Deroppe ved de allerede at Citta Slow intet har at gøre med penge, erhvervsliv og branding; de har bare et godt liv og kan dermed leve af det, oven i købet.

De begraver janteloven symbolsk og mødes én gang hvert år for at trampe på gravstenen, de har en hvilestol i alle butikker, de har en kærlighedsuge. Gad vide hvor meget det har kostet Sokndal Kommune?

Vi står i dag i landets suverænt største og bedste fødevaremarked og der er lokale producenter af alskens spiselige specialiteter. Det var i sin tid Kulinarisk Sydfyn, der fik mig til at vælge at slå mig ned her, og nu hvor vi står her, burde jeg jo skamme mig, når jeg nu siger at en fraflytning ikke ligger mig fjernt fra.

Den sydfynske region er ved at spille sig helt af bordet, når det drejer sig om at skabe et helt særligt område og årsag nummer ét er en konservativt tænkende befolkning, tæt fulgt af nummer to, konservativt tænkende politikere.

Tilsæt en håndfuld storbønder og til overmål af stivnet erhvervsliv og voila; vi ender med ren fernis. Overflade, der enten løber af og bort eller tørrer ind

Jeg vil gerne tale om mulighederne for udvikling for et udkantsområde, der må blive mere selvbevidst, mere frygtløst og målrettet.

· Citta Slow; et kommunalt branding projekt uden bund i den lokalebefolkning.

· Nationalpark omkring Sydfyn, en vingeskudt svane.

· Smagen af Fyn, der risikerer at miste grebet, før den fik fat.

Jeg vil gerne uddybe mine påstande, hvis der bliver tid til det. Lige nu vil jeg, med udgangspunkt i madkultur og hvilken form for fremdrift det kan skabe for Sydfyn, komme med eksempler på at løsningerne ligger lige for. Jeg vil også ende med at konkludere at alt hvad det kræver, er mod til at tage det første skridt.

· Citta Slow-dogmet må integreres i alle aspekter af Svendborg Kommunes aktiviteter. Med udgangspunkt i den alenlange liste over gode tiltag man kan gøre for sine borgere, bør kommunen konsekvent følge doktrinen, når der tænkes udvikling. Først da vil borgerne se at man fra det administrative og politiske lag mener det. Konsekvens afføder respekt, simpel pædagogik.

Og hvorfor skulle Svendborg så opgive drømmene om at blive et erhvervscentrum med handel og produktion? Af den simple årsag at der i DK kun er én stor by og den hedder København. Som nation, er hele vores opmærksomhed rettet imod denne wanna-be metropol, den trækker luften ud af alle andre der ville spille ”storby”. Sådan er det og derfor bør vi hernede gøre op med tanken om at ligne ”en rigtig by”. Sydfyn er provins, lev med det og lad os benytte os af fordelene derved.

For, jo flere mennesker vi banker ind i en storby, jo mere opland i form af rekreation, fødevareproduktion og trivsel, vil den nemlig kræve. Endelig, lad os få flere endeløse rækker af høj- eller parcelhuse, med små arbejdsmyrer, på vej til arbejdskasserne og jobbet på de stadig mere teknokratiske kommunekontorer. Når alle disse håbefulde sjæle, så skal holde fri, altså helt fri, vil de se sig omkring og mangle kontakten til naturen og der igemmen også, fødevarer, samvær; direkte kontakt til omgivelserne. BANG; her står Sydfyn til de herskabers rådighed”

· Nationalparkplanerne. MUND-FULD er helt og holdent for en nationalpark; faktisk er det sådan at vi mener at man lige så godt kan omdanne hele landet til en økologisk nationalpark og gøre klar til at være et oplevelseland og ikke et produktionsland. At være first mover som hel nation vil skabe fordele, frem for andre (lande) der bagstræberisk vil holde fast i et subsidieret og forurenende produktionsapparat, a la det nuværende danske.

Det var spænende at se programmet "De Grønne Pionerer" hvor fødevarer var i fokus. Her blev en belgisk kantinekok, en fransk grøntsagsavler og en polsk udviklingskonsulent præsenteret, med hver deres løsninger på et fremtidigt fødevareforbrug.
Belgieren havde omlagt sin kantine til økologi og lokal produktion, i et økonomisk ansvarligt niveau
Franskmanden havde et socialt projekt med grøntsagsproduktion kørende; to succéer ud af to.
Polakken arbejde med at bevarer lokale traditioner i landsbyer, ved at skabe bevidsthed om det, for de lokale selv.

Meget interessant, for det burde jo også være vejen for et lille, vævert land som Danmark. Den nærmeste fremtid vil vise os om vi kan efterligne vore forfædre og skabe innovation i national skala; til forbillede for resten af verden.

Et faktum, der tegner for, er de 15 % fødevare er steget i pris det seneste år. It´s wake up time, folks!

Så vidt jeg er orienteret, er den massive modstand imod dette Nationalparkprojektet domineret af en frygt for restrektioner udefra. Det er på tide at det danske konventionelle landbrug forstår at jo større bedrifter er, jo mindre indtjening. Derfor skal der herfra lyde en opfordring at man, i det sydfynske landbrug, griber chancen for at igen gøre en ære ud af betegnelsen ”liberalt erhverv”. Man bør begynde at arbejde med nye indtjeningsmodeller; leasing af areal til småbrug, økologisk forskning, nicheproduktion, dyrkning af randafgrødrer, skovhaver omsat til ”Skov-marker”, Genopdage og optimere dyrkning af nordiske grøntsager, bær og frugter, Indsamlingsguides til naturen, Kystnært fiskeri og dyrkning af tang, Jagtområder til offentligheden, Udlægning til nyttehaver, Økologisk drift, Landbrugsturisme; mange variationsmuligheder her, Samarbejde med større byer om bybrug Obligatorisk undervisning af skoleelever Friluftscentre.

Det er ingen skam at søge inspiration til hvordan; den findes, hvis man tør sige sig fri fra subsidiecirkusset.

· Smagen af Fyn, en fantastisk samling af producenter og forædlere af fynske råvarer. Nu er foreningen på vej til at drukne sig selv i markedsundersøgelser og storytelling. Fyld dog en lastvogn med Fyns bedste madprodukter og send den til de nye torvehaller i hovedstaden i stedet for at pengene forsvinder ned i reklamedrengenes lommer. I stedet kunne man vende sig imod landbruget og bearbejde det med argumenter for omlægning fra kvantitet til kvalitet.

Der foregår en kamp i disse tider, der er ved at ske en tilbagerullen af midler til "den jyske motorvejsmafia", der kræver deres af materialitet og storcentre. Det er jo helt galt. "Landet" er ikke en storby og der findes ikke noget mere patetisk end diverse provinsbyer, der forsøger sig med indkøbscentre og udsigtslejligheder ved havnene.

For MUND-FULD er der en sammenhæng imellem et liv i forstæderne og den lammende tilstand hele den vestlige kultur har sat sig i. En sammenhæng, der strækker sig længere end et clash imellem land og by. Det her er større end fastfood versus Camilla Plum. For denne passivitet og tilfredsstillelse via materialisme præger også landområderne. Lige nu sidder mine naboer herude også og klaprer løs på FB eller glor TV. Det gør de/vi hver aften, ligesom ind i byerne. At der er kortere afstand imellem caféerne og fetishfesterne i København end i Svendborg, gør ikke den store forskel. Det er alligevel en kort periode i vort liv at vi rent faktisk benytter disse steder, i en dansk kontekst. Der kommer børn og jobs i vejen for mangt et godt værtshusbesøg ved vores livsstil.

Denne passivitet er født af tom åndelighed og et deraf følgende behov for at finde trøst/tro/mening igennem selvrealisering. Smukt gennemgået af en tidligere frontsoldat i Information, der beskriver sin hjemvenden til dette rige land, hvis befolkning afskærer sig fra yderligere åndelig og menneskelig udvikling, ved at søge tilflugt i fordummende underholdning. Som om vi, om tænkende væsner, skulle have brug for "at slappe af" ved at se andre danse, se andre kvaje sig, se andre spille superhelte. Vi kan selv.

Landområderne kan selv, vi kan give slip på dette tomme billede af et ødeland, en udkant, der suges tør for intellekt. Hvornår var det lige at det blev mere klogt at kede sig på stenbroen end i Stenstrup?

For kede os, er det vi må gøre, hvis vi skal komme videre. Slukke for kassen og kede os. Glo ud i luften, få medieabstinenser, gå en tur i skoven, gå hjem, kede sig videre. Og så, genopdage vores kreativitet. Se os omkring og se hvad der er på landet af muligheder for et intellektuelt menneskeliv. Uden materielle exoskelletter, eller rettere; med det rette midler, der kan skabe et liv i lys, plads, natur og nærvær.

København er allerede fyldt til renden med bonderøve, der måtte flygte fra landet, for at opsøge et liv i mængden. For nogle af os, der tog den modsatte tur, er der måske ikke latte på kanden, måske ikke den store omgangskreds at udveksle iPhoneaps med, men der er mulighed for at skabe et liv. Et liv, som alskens citygardens og rekreative byområder ikke kan konkurrere med. Herude har vi vejret, langsomheden og manglen på spekulation at kunne bruge; selvom det, indtil videre, dominerende landebrug, gør sit for at ødelægge det.

Dette liv kunne også gøres profitabelt. Som man ser i Norge, er der en fremtid i turisme på landet. Der er organisationer, der har til mål at fremme turisme på landet, som et internationalt felt. I Danmark er der endda foreninger, både øko eller ej du kan kontakte, som bybo, og således komme ud og se dig om på en "rigtig bondegård". Men det standser jo ikke der, hvorfor skulle man dog også tro at landet bare var grisestier og hestefolde?

Turisme på landet, nicheproduktion af gode, solide fødevarer, samt ren og skær leasure; 3 gode bud på hvorfor "landet" bare kan flytte til byen og naturen, lyset, roen og pladsen stadig vil være tilbage, for at gavne alle."

Madblogs? It´s the old black

2011-06-17T11:50:00.000-07:00

Madblogs, per se, er et stigende fænomen i DK. Her er denne blogs fem flade om fænomenet, som den befinder sig midt i.

Opskrifter og hipstamatics, krydret med store og små kommentarer fra bloggerne og deres venner, begynder at trækker seriøse læser-/seertal. Det kan ikke overraske at der er mange, bloggere og etablerede medier, der mener at kunne spinde guld (i det mindste et par guldtråde) på denne nye trend. Bloggere bliver inviteret ind i varmen hos de store og er de heldige, er der løn med i aftalen: ansættelser m.m.

Hvornår holder en blogger op med at være en selvstændig organisme, autonom, og bliver en del af et fast kodeks af firmamanualer og -politik? Kan man opretholde en fri tanke, når man står på lønningslisten hos nogen?

Spørgsmålet blev ikke besvaret af denne blogs forfatter, det blev det af hans smukke hustru. Men eftersom spørgsmål, i sig selv, er vigtigere end svar, tillader jeg mig at tage æren og brugen af det hele. Tak, min søde.

Jo, en blogger kan sagtens komme på lønningslisten og stadig beholde sin intigritet, så længe vedkommende spiller på sin egen banehalvdel. Dvs. holder sig til sit oprindeligge udgangspunkt og ikke viger fra det. Det kunne være en ledende landbrugsorganisitation, der bad MUND-FULD om at forholde sig til småbrug og deres værd i en global forsyningssituation.

Nettet vrimler med firma-etablerede blogs, der bare hænger på en hjemmeside og aldrig bliver brugt af nogen. Erhvervsliv og den gamle mediebranche ved at det kræver en selvstartet bloggers energi og målrettethed, at holde en blog i live. Dette kan de få fra selvstændige bloggere, så det prøver de etablerede at få tag i. Vampyrer som de er.

Ja, det lyder enkelt, men er svært. Freelancejournalismen, for det er herovre af vi bevæger os rundt, har jo altid bevæget sig på grænsen af at være i nogens sold og være uafhængig. Vil bloggere gerne beholde den good-will de opbyggede i starten af deres arbejde, må de altid holde sig til grundidéen for deres arbejde. Dette kræver at bloggerne har mod nok til at leve i en konstant nomadetilværelse, vandrende fra opgave til opgave. Alternativet er at lade sig opsluge af snart det ene, senere det næste, bladhus´eller mediekoncerns givne kodeks for god presse/journalisme/økonomi.

I disse tider, hvor politikere og medier udkæmper kampe om hvad der relevant eksponering, vil bloggere ligge lunt i svinget, hvis beholder deres autonomi; med enkelte aftaler, der holder dem helt på deres egen sti.

Sagt på ungdomsk; don´t be a sell-out.

Ølfestival 2011 - alternativer, tak (part 1)

2011-05-31T13:29:00.000-07:00

Danske Ølentusiasters årlige begivenhed er forbi, er det tid til at udfordre deres monopol på øl?

Der var masser af folkelighed på ølfestivalen og mens denne blog tit har raset imod lukkede miljøer og rygklapperi, er den modsate grøft; den laveste fællesnævner, lige så slem.

MUND-FULD deltog som øludskænker på den mest flabede stand på hele festivalen og det var ikke et tilfælde at det var her tanken om en anden slags festival opstod. For ikke alene følte vi på Mikkellerstanden at vi stod med det bedste produkt, vi havde også svært ved at se det relevante i at skulle være vidner til tykke mænd i cykelshorts og flasker med 30 år gamle Bjørnebryg.

Vi smagte masser af godtøl i de 3½ dage festivalen varede for denne pen.
Onsdagens bedste øl var Cigar Citys "Niels Bohrium".
Torsdagens var Crooked Moons "Lawnmover".
Fredagen var der to og de var i hver sin ende af skalaen; Svanekes "Kabanoosi Keller" og Nørrebro Bryghus´"Honey Oakwine Tempranillo Barrel".
Lørdag opdagede vi hvor få notater vi havde lavet de første dage og opgav helt at skrive noget som helst.

Det var fint nok, for første gang var der kun et sted; Holbæk Bryghus eller Holbæk Bryg; et af de efterhånden mange bryggerier omkring Holbæk(programmet var også i tvivl), hvor man fik serveret direkte udrikkeligt øl; den kvalitetssans vi efterlyste i sidste indlæg, ser ud til at have indfundet sig. Den jævne danske kan se frem til mange gode stunder med øl fra de små bryghuse. Tillykke med det.

Der blevet ikke ratet igennem fra MUND-FULDs side i år, igen. Vi observerede og så den fædrende generation, mænd i 55-60 års alderen holde en solid havefest. Byens største pølser og hammondorgel. Joh, der blev snakket om hvorvidt årets øl nu var giftig eller ej.
Gab! Når nu bryggeren af samme øl (også) kunne afsløre at også kaffe er forbudt i øl; det indeholder koffein = forbudt. Hvor gangster er det så?

Mig; jeg småkedede mig og så mest frem til at publikum gik hjem, så jeg kunne hænge lidt ud med raters, tabers og hipsters. Gad vide om ikke de kunne finde ud af afholde deres egen lille ting? En sideløbende event, uden for megen pøbel, uden for megen plads til alle; kun med plads til godt øl?

Er det pludseligt for elitært at tænke sådan?
Måske, men når DØEs tidligere formand i en helsides artikel på festivalens første dag ikke nævner Mikkeller Bar i mellem de 5 bedste ølsteder i KBH. Når nu DØE vælger at prøve at snyde det eneste ølsite der holder i DK, Beerticker.dk., mens foreningens egen hjemmeside er laaaaaaaangt fra opdaterert. Når nu foreningen vælger at en "folkelig" ølfestivals tilbud af mad og underholdning skal passe til segmentet 55+, hvorfor så ikke tænke i et alternativ?

(og citere kendte, døde, mennsker: "Every day you may make progress. Every step may be fruitful. Yet there will stretch out before you an ever-lengthening, ever-ascending, ever-improving path. You know you will never get to the end of the journey. But this, so far from discouraging, only adds to the joy and glory of the climb."

Sir Winston Churchill (1874 - 1965)

Hvordan ville en alternativ ølfestival se ud?

For det første ville det ikke hedde "ølfestival", det ville hedde "Drink Or Die", No more no. 16" eller "Burning Hops".
Dogmer, noget der ville binde hele begivenheden sammen; en støttesag, en årstid, et område; hvilket bryggeri intigrer bedst temaet.
Eller helt droppe"festival"-tanken. Ingen stande, ingen bannere, bare haner i lange rækker og navne på en væg.
Music, please. Øl gør dig fuld. Drop den overbelyste hal og lav hele cirkusset til en fejring af øllet. Liveoptrædender, sideløbende med releases af nye bryg; drik hjernen ud til dubstep og rock ´n´ fucking roll.
Og, ikke at forglemme, mad til gæsterne. lad den vide at øl er en ædel drik, der bør følges på vej af godt kød, veltilberedte grøntsager, solide desserter. Lad kokkene komme til, hvis de kan. Lad en ordentlig pølse eller vildsvinemedaljon lande på tallerkenerne.
Konkurrencer i alt. Drikkekonkurrencer, gær flest stilarter, hjemmebryg, den underligste øl, den nøgneste øl...............................

AAARRGHH; det er ved at vælte det her, idéerne er ikke gode nok, men hvad synes DU kunne gøre et godt ølevent, hvad er vigtigst, hvad kunne gøre øllet mindre bumset, mindre parcelhus, sparke det helt frem i bussen?

Er køkkenhaven samfundsomstyrtende?

2011-05-10T14:30:00.000-07:00

Man læner sig tilbage og åbner endnu en flot kogebog; pludselig står det pludselig klart; ved at dyrke sine egnefødevarer, ligger man afstand til den kapitalistiske udbytning af borgeren.

Ja, hov, det var da lige noget gammel kommunistsnak på din skærm.
Forkert!
Det er noget grøn anarkistisk propoganda, for at du kan komme ud og blive et helt menneske igennem at dyrke dine egne gulerødder eller holde dine egne høns.

Det ligger jo lige for, at når borgeren selv har høns i baghaven, vil han ikke være afhængig af at skulle købe dem i supermarkedet. Simpelt ergo, han er i oprør med købmandssamfundet af idag. Var han og hans familie klar til det, kunne de nok gøre sig helt fri at skulle købe ind. Hvis de skrev sig helt ud af et hverdagsliv, som vi kender det. og hvem vil det? Hvem kan? Ikke mange er villige til det.

Så lad os tage det lidt for oven, mens vi pakker dagligvarene ud og læser lækre kogebøger.
Som nu den føromtalte; "Gris & Søn" af Stéphane Reynaud. 360 sider om at spise alle dele af en gris.
MUND-FULD har med vilje ikke googlet manden, men han ligner en fransk udgave af Claus Meyer, en stout herre, med lokale råvarer, nytænkning og tradition i baghånden. Han har en restaurant lidt udenfor Paris og lur mig om ikke også der er et par luxusglas med patéer og marmelader, lavet til større luxussupermarkeder, der bærer hans kontrafaj.

Der er blot en afgørende forskel på de to forkæmpere for en bedre forståelse for fødevarer. Kulturen. Mens Hr. Meyer fik sin gastronomiske genfødsel på en rejse til Frankrig; Monsieur Reynaud er født fransk. Et lille Calivinistisk og nedkølet land versus et stort, revolutionært med plads til forskellighed.

Helt konkret; side 22-25 i Reynauds bog viser svidningen af en hjemmeslagtet gris. Utænkeligt i Danmark, her må Hr. Meyer nøjes med at opfordre os andre til at plukke skovmærke og bøgeblade. Hvis vi respekterer reglerne omkring skovenes brug. Reglerne.

Reglerne siger følgende: "§ 13. Slagtning eller aflivning af enhovede dyr, kvæg og strudsefugle må kun foretages af dyrlæger, slagtere, personer med jagttegn eller andre personer, der har modtaget uddannelse i slagtning eller aflivning." (Bekendtgørelse om slagtning og aflivning af dyr)

Så ville jeg have lyst til at holde mig en gris, med det formål at slagte den, skal jeg i Danmark få den fragtet til et slagteri og tilbage igen. En væsentlig udgift, der vil ødelægge hele idéen om at have svinet gående. Dette regelrytteri bunder måske i åringers erfariner med forkerte metoder og dyremishandlinger. Måske. De kan jo også bunde i at et par faggrupper og en industri, der gerne vil have monopol på denne arbejdsdel i vort samfund. Således bliver vi andre koblet af en helt menneskelig funktion, at skaffe sine nærmeste føde, via "fornuftige" regler og en frygtkultur omkring fødevarer som et hele.

Det er ting som dette, der får denne blog til at kalde sig anarkistisk; den gider ikke den slags ævl og formynderi. Denne blog tror på at mennesker egentlig gerne vil gøre deres bedste. Derfor anarkisme.

Anarkisme er idealet om den enkeltes følelse for ansvar i gruppen, uden nogen form for udefrakommende direktiver. Så simpelt er det og tænker du sådan, vil der være meget få regler der er nødvendige. Få regler betyder få håndhævere af disse regler og dette vil være undergravende for nærmest alle samfundssammenhænge og derfor er din selvforsyning af radiser i disse skønne majdage, en samfundsomstyrtende handling.

Ingen fagfolk i MadX´s bestyrelse...

2011-05-09T16:13:00.000-07:00

Danmaks nye Madeksperimentarie har konstitueret sig med en besyrelse uden nogen repræsentanter for de gastronomiske fag; nuff said: De 12 bestyrelsesmedlemmer er: Fie Hansen-Hoeck, ejer af Retail Network (formand), Nicolas Symes, ejer af Nordic Law Firm, Rune Roepsdorff Nissen fra Uddannelsescenter Roskilde, Lene Lange, der er professor på Aalborg Universitet, Per Krogsgaard Christiansen, afdelingschef i Fødevareministeriet, Alfred Josefsen, direktør for Irma, Peter Giøtz, landedirektør i Arla, Claus Hein, salgsdirektør i Danish Crown, Anthony Aconis, stifter og direktør af Fireball. Line Rix, adm. direktør i 1508 A/S, Hanne Risgaard fra Skærtoft Mølle, Adam Price, manuskriptforfatter og madanmelder samt en endnu ikke udpeget repræsentant fra Økonomi- og Erhvervsministeriet.

Endnu en gasballon?

2011-05-05T14:13:00.000-07:00

"Smagen af Fyn" er foreningen, der skal bringe fynske fødevarer ud i verden. Nu er der kommet penge til at sætte handling bag ordene. Vil de forsvinde i snak og møder?

1,5 mill. kroner skal nu bruges af den førhen lidt hengemte interesseorgaisation, til at dels skabe et fælles fodslag, dels finde løsninger til at få varerne ud til forbrugerne. I skrivende stund, er det kun på 3. hånd og igennem pressen at MUND-FULD er orienteret om arbejdet, men herfra skal det blot pointeres at faren for at falde i snikkesnakke-fælden, er snublende nær. Med Svendborgs Citta Slow arbejde in mente, må det være på sin plads med et heads up.

Første omtale af arbejdet tegner ikke godt:

Man samler en gruppe producenter og udsætter dem for et reklamebureau.
En markedundersøgelse fremlægges; københavnere kender ikke til fynske fødevarer.
Professor fastslår at producenterne har for travlt med at arbejde, de mangler en brandingsplatform.
Der skal foretages en rundtur til producenterne af brandingseksperterne.
Der skal fortælles en fælles historie om det fynske madeventyr.

Gad vide om der ikke også skal skabes en form for karavane, måske er den på benene allerede til luxusfestivalen MAD Foodcamp i KBH til august. Det kunne være flot. Det er altsammen meget flot.

Men!
At ville sælge fødvarer er jo bare ikke en ny opfindelse. Der må da være nogle der kan se luften blive pumpet ind i endnu et luftkastel af godhjertet tro på at analyse og gårdbesøg, samt et lækkert website?

Har man tænkt på de kommende torvehaller, der åbnes til sommer på Israels Plads, midt i Hovedstaden? Var det ikke noget at stoppe en ladvogn med fynske fødevarer, få sig en stand og sælge skidtet? Og så gentage det dag efter dag?

Det er underligt at se at man skal have en hær af sort- og slipseklædte reklamefolk til at gå hele vejen over Rusland, for at komme til Roskilde. Særligt, når der kun er 1,5 million at komme med til hele projektet.

Hvis man kigger helt banalt på det, så er drømmen om det fynske fødevareeventyr måske bare en tænkt tanke, uden rod i realiteterne? Man har spurgt københavnerne om fynske egnsspecialitetter, men det kunne jo være ineressant at høre hvad fynboerne selv kender til det felt. Med afsæt i Svendborg Citta Slow, ser man jo en total mangel på rodfæste i lokalbefolkningen. Projektet lever på trods og gode hensigter, men er ikke en del af livet i byen.

De fynske fødevarerproducenter er der og de har brug for hjælp. Hjælp til at sælge deres varer mere loklat, så de ikke alle skal ende som svineavleren, der sender sine skinker til Parma. Det må vi håbe at de får. Det må der være gamlekendte købmandskneb der kan bruges til. Nogle man ikke skal opfinde på ny.
Men så kan det jo være at der ikke er andre end de egentlige hovedrolleindehavere, der vil tjene penge på projektet. Og så har reklamefolkene og markedsundersøgelserne jo ikke noget at lave. Og det kan vi jo ikke have?

Jeg er gået i haven et smut...

2011-05-02T13:51:00.000-07:00

Der er to grunde til at MUND-FULD har været knapt så rapkæftet på det sidste;det er blevet have-tid OG så er det måske ikke det helt fede denne blog har gang i.

Den første grund er simpel nok; jeg synes det er sjovere at omplante blåbær, få nye høns, bygge endnu et højbed, endelig få sig et jordbærbed, flytte brænde,drikke øl i solen og slå græs end det er at sidde og skrive om mad og den slags.

Den anden grund har lidt med selvrensagelse at gøre. I ca. 1½ års tid har denne blog prøvet at trænge igennem til....ja,til hvad??
Igennem indlæg om manglen på ærlighed, behovet for en basal viden i befolkningen og generel stikken til godhedsindustrien, har MUND-FULD prøvet at gøre opmærksom på forskellen imellem at sige noget og gøre noget andet. Der er et spænende felt, men det er som om at der ikke er resonans derude for den slags skriverier.

Obsternasihed er ikke et godt netværksværktøj og der har ikke været den store feedback til indlæggene på denne blog. Det betyder at man siddder og skriver ud i intetheden og så kan godt føles lidt ensomt at være kritisk madblogger.

Madblogger; ja, for hvad er en madblogger egentlig?
Kigger man ud i bloguniverset i Damark, er madbloggere typisk elskere af lækker mad; at lave den, at tage fotos af den, at blive inviteret ud af madproducenter, at anmelde lækre madsteder og af at omgive sig med lækkert madværktøj. Altsammen meget spænende og interessant; men måske lidt for indelukket i længden.
Skulle man tro; men madbloggere med netop de disse karastaristika blomstrer for tiden. Lækkerhed i opskrifter, produktomtaler og rejsebeskrivelser giver nogle bloggere jobs indenfor mere etablerede medier. Der er for tiden hele to konkurrencer for at finde "Danmarks Bedste madblogger", begge afholdt af kommercielle spillere i det store spil om vores allesammens næring.

MUND-FULD kan ikke lide dette, men står tilsyneladende alene med det synspunkt at en blogger netop er en blogger og ikke en hyret hjælp for industrien og dens stadig nye og bedre metoder til at få forbrugerne til at købe udvalgte varer.

Er det Arla eller den lokale gårdbutik; deres mål er kommercielt med alt hvad deraf kommer af at ville tjene mest muligt på sine varer. Fred være med det, men ernæring bør ikke være forretning, det er den første og mest basale menneskeret.

At mange madbloggere ser det som deres opgave at deltage i forbrugscirkusset omkring madindtagelse undrer denne blogs forfatter. At madbloggeriet tilsyneladende går imod en endnu større omfavelse af købmandstankerne omkring måltidet, får os til at vende os imod haven med dens mulighed for frigørelse for dem der bare vil sælge noget gammelt i nye indpakninger.

Derfor, hvis der er nogen der ringer; så er jeg gået i haven...

MUND-FULD, nu også som grafisk bureau

2011-04-13T12:12:00.000-07:00

Mad+Medier; navnet på netværket og konferencen for danske madbloggere. De vil gerne have et top-nice logo og udskriver en konkurrence. Så selvfølgelig springer MUND-FULD til og bringer det bedste frem i nyere dansk grafisk formgivning. Herundner ses forslagene og MÅ du virkelig vide hvo´n konkurrenterne prøver sig frem, kan du jo tjekke facebookgruppen for konkurencen her. (men du bed jo godt hvor du har set vinderbidraget).

Links renset for kendisser; adgang til bedre mad

2011-03-29T13:29:00.000-07:00

Her gik man og troede at det blot var de laverstående klasser, der intet anede om god ernæring. Men nej, det står meget værre til; også de bemidlede, dem med jobsne, stillingerne, overskuddet og de gode meninger, har tilsyneladende valgt frisk fisk fra.

En Føtex vælger at lukke sin fiskeafdeling og en madelsker bliver deprimeret. I (havne)byen, der huser Danmarks største fødevaremarked, er salg af frituremad til sejlerne i sommerhalvåret, det eneste der holder fiskehandleren oppe.

Mad er hvermands eje og nødvendighed, så hvorfor kan et supermarked i den dyre ende ikke holde gang i en fiskeafdeling?

Her gik man og troede at den del af befolkningen, som holder gang i livsstilmagasiner, pornofikserede kogebøger og den uendelige rejse igennem kendiskokke/madmennesker, i det mindste kunne holde måsen oppe på leverandørene af råvarer til det gode liv i køkkenet. Og særligt når det kommer til en fiskeafdeling, midt i et supermarked; nemmere bliver det vel ikke.

Verdensmestre i kok og restaurant. Danmark har fostret Klaus Meyer, Brdr.Price, Camilla Plum, Kille Enna, Erwind Lauterbach, Søren-drengen, Boserup; altså et hav af engagerede madmennesker og et højt fagligt niveau på en række restauranter.
Stadig mangler den folkelige opbakning til projektet og MUND-FULD stiller spørgsmålet om den nogensinde vil komme. Muligvis er det kun igennem en massiv indsats fra kendisser og glitterblade, at en basal interessse og læring, vil fremkomme. Som Hr. Meyer har sagt så mange gange; I Danmark må en madrevolution komme fra oven".

Muligvis, men her kommer en lille samling links til websites, der renset for den slags. Projekter og sites, der koncentrer sig om at lave god mad, forske i god mad; elske maden for madens skyld.

OPUS-projektet

CivilEats

Madkultur.dk

Sustaniablog

grist

nuttyfig

nordic kitchen

Den Sydfynske Køkkenskole

MUND-FULDs indlæg på årsmødet i Økologisk Landsforening 2011

2011-03-06T10:28:00.000-08:00

Indrømmet, "årsmøde" og "-landsforening" er ikke to skide ophidsende eller sexede ord, men dette er vigtigt.
Livsglæde igennem naturlige produkter, naturlig spisning og naturligvis, sund fornuft, er meget, meget vigtige sager for s alleog økologien er et skridt den rigtigte vej.

Derfor havde MUND-FULD sagt ja tak, til at bidrage med et indlæg på én af workshopsne på årsmødet. Dette er ordene, som de blev læst op.

"I den forgangne uge fik TV journalisten Clement Kjærsgaard til delt Publicist Prisen. Det kvitterede han for, ved at revse den samlede journalststand i Danmark. Og selvom jeg ikke har fået en pris i dag, vil jeg gerne benytte mig af samme fremgangsmåde.

Dansk økologi er på vej ud i farligt land; for ”ØKOLOGI” er blevet et brand i stedet for et naturligt valg.

Økologi er, skal, være en naturlig ting for vores familie. Det er som i ordets egentlig betydning, en del af vores husholdning. Med hjælp fra Økologisk Landsforening, kan det blive en større del af hele Danmarks.

I mit indlæg, vil jeg prøve at angive to problemfelter for økologien. Områder jeg ville ønske økologien ville tage stilling til, således at jeg igen kunne støtte op om tanken 100 %. For som alt andet, er økologi ikke en sort/hvid størrelse, og derfor heller ikke en fanatisk del af min families hverdag. Faktisk er den blevet en mindre del efter vi flyttede på landet.

Med de mange tiltag ØKL står for, kan hjertet jo kun blive varmt, der er brug for ØKL.

Vor familie bor ikke i en by.

Det betyder, kort fortalt, at økologi ikke er på børneinstitutionernes agenda, det er ikke på naboernes agenda, det er ikke på spisestedernes agenda. I alle tilfælde ikke som i større byer, hvor det flertallet af det kommunikerende lag af økologiske forkæmpere ser ud til at bevæge sig rundt. Økologi bliver ikke brugt som et salgsargument andre steder end i gårdbutikkerne og i supermarkederne. Underligt, når nu Sydfyn ER Danmarks have. Men hernede i Svendborg er det mere low key; i køer bare ind i Økomor, den lokale butik, og så er det det.

Derimod er der boder ved vejsiden, fiskere på havnene, æbler i haverne, hvor vi bor.

Det er en stor forskel.

På landet er selvforsyningen en mulighed og oftest er det ”økologisk”, eller rettere, det er artsdifferentieret, det er årstidsbstemt og måske har det fået hjælp af et skud ”vitaminer”. På landet er der masser af vilde bær og nødder, vi har en lokal kødkvægavler(ikke økolog), vores lam kommer fra venner i den lille by vi bor. Vi får høns til foråret, vi dyrker lidt i have med grønt, der er nogle gange en fasan i vejkanten.

Bylivet er ikke selvforsynende, men det er økonomisk set, rigere. Kan man derfor bringe en følelse af sundhed, nærhed, naturlighed og velfærd til forbrugeren, har man vundet sig kunder. Kunder der kan betale for at få bragt æbler ind fra Chile og gulerødder fra Polen, selvom DK burde være selvforsynende i netop disse råvarer.

Der er flest mennesker i byerne, så selvfølgelig er det her pengene skal hentes. Men vi taler ikke naturlighed, vi taler brand; et blandt mange.

Økologi koster mere, udvalget er begrænset, kvaliteten varieret og jeg skal stadig lede mere efter det. Ligesom alle andre luxusmærker, køber jeg en drøm og håber på det bedste.

Men graver jeg lidt, giver reklamerne med grønne marker, smilende køer og blomster på kartonen, ikke altid mening. Og hvor er min drøm så henne?

Dette er ikke det billede jeg håbede at ville stå med som familiefar og travl forbruger. Jeg havde håbet at man have undgået at netop ende som endnu et mærke. Jeg havde håbet på et politisk projekt, med en god smag oven i købet. Det, går jeg ud fra, er ØKL mål; at bringe økologi ud til hele Danmarks befolkning.

På min arbejdsplads, Husholdningsskolen ”Skårupskolen” har vi ½ års tid gået og brygget på at danne en række eksterne kurser. Kursernes formål skal være at danne bro imellem lokale producenter og forbrugere igennem madlavning, debatoplæg, besøg hos og af producenterne samt personligt nærvær. Vi har diskuteret hvor økologien skulle passe ind i disse kurser. Da jeg for tiden, er ret skeptisk overfor en økologisk fanatisme, holdt jeg mig lidt fri af den snak. Det viste sig hurtigt at økologi allerede nu har lidt skrammer hos den ”almindelige lærer” og dermed en almindelig lærer. Er blevet snakket om ihjelhakkede høns og den lokale storøkolog, Skiftekjær, der pakker udenlandske varer på sit pakkeri. I stedet for de sundhedsfremmende egenskaber, var det dette i stedet emnerne blandt arbejdsgruppen. Det synes jeg er rigtigt ærgerligt, for jeg vil mægtigt gerne meget mere økologi på kurserne og på vores skole.

Bemærkelsesværdigt nok, så er vi på vores skole meget interesserede i at få et økologisk spisemærke; som et hvert andet brand, vil det jo se godt ud på døren ind til spisesalen. Igen, signalpolitik, mens der bagved måske mere ligger et ønske om mere lokal forankring i arbejdet med ”mad” i undervisningen, i køkkenet.

Nu til det der kunne gøre økologien mere vedkommende for min familie.

Der er stor brug for fødevarer og det siges at vi har krise.

Snart vil økologien udsættes for pres af konkurrenterne. Når det går op for det konventionelle landbrug at man ikke kan vinde den jævne dansker med Jørgen Leth voice overs og pyntede tal i regnskaberne, vil man bruge det tunge, det ubehagelige, det undergravende skyts.

Som repræsentant for en nu fast etableret band i valget af fødevarer, ser det for mig ud til at man skal til at bruge bokstermer og ramme debatten dybt og højt. Med det mener jeg at der brug for et langsigtet og for økologien, styrkende imagearbejde, samtidigt med at man skal tage de store chancer og debatter, når de byder sig.

Ser jeg som privatmenneske en strålende fremtid for økologien som blot endnu et brand? NEJ

I stedet ville det ære rar med klare udmeldinger, der udviser det eneste vi i fremtiden kan stole på i den store mediestrøm; troværdighed

Jeg lovede to områder i starten af mit indlæg. To områder, der kunne gøre området lidt tilgængeligt for forbrugerne at købe mere økologi.

Det kunne også hedde ”Nem adgang for forbrugeren” og ”Klarhed om økologi”

Det må blive meget nemmere at få fat i økologi, det arbejdes der tydeligvis på, men der hænger en em af luksus over Ø-mærket, der skræmmer mange af de der ikke bor på Østerbro i København, væk.

Gør det naturligt igen. Lad være med at fortælle om ”den gode smag”, når det gang på gang påvises at der ikke er smagsforskel og særligt når stort set alle økologiske gulerødder, med alle mener jeg de store 2kg poser, uden sortsangivelse, dyrkningsangivelse og produktionsland, smager af sæbe.

Lad det være op til forbrugeren at finde gode råvarer, vær oppe på beatet med de kolde fakta om produktet og drop den smilende landmand, med navne som ”Henrik Pedersen, 4. generation på ævlebavlegaard”. I stedet skal der bruges kræfter på at vise at økologi er viden, om sorter, holdbarhed, oprindelse. Hvad er lige de her jordskokker gode til, hvilke æbler er bedst om vinteren? Og hav dem tilgængelige.

Mere klarhed
Svar på følgende spørgsmål:

Hvorfor må økologer tilsætte 25 % gødning fra konventionelle landbrug til markgødningen?

Hvordan forklarer man det faktum at, grundet et mindre udbytte, må man bruge mere landbrugsareal. Og dermed at gøre et større indhug i naturområder?

Hvor står man henne i den kommende mangel på fossile brændstoffer?

Tag de store emner op, når de rammer debatten, vær selv med til at skabe debatten.

Clement Kjersgaard vil have det bedste frem i sit fag. Han hævder at danske journalister af i dag benytter sig de dårligste træk fra journalisme og den akademiske verden. Utålmodighed og arrogance.

I fremtiden så han gerne at de bedste træk blev fremelsket; uafhængighed og grundighed.

Og er det svært at komme med i Debatten på DR 2, så arbejd på gadeplan, på institutionsplan, benyt jer af tilstedeværelse, ikke på nettet; personlig tilstedeværelse.

Jeg ved at dette har kunnet høres som en fraskrivelse af økologi, intet er mere fjernt. Vi handlede gerne mere økologisk, men jeg tror at fremtiden, på et bredt forbrugerplan, kommer til at hedde lokal oprindelse og mere viden om produkterne.

Jeg glæder mig til at følge ØKL i fremtiden

Nationalpark DK

2011-02-16T04:39:00.000-08:00

Der er nu offentilg høringsrunde om Nationalpark Sydfyn og herfra skal du også opfordres til at give dit besyv med. Det kan man her .

MUND-FULD er helt og holdent for en nationalpark; faktisk er det sådan at vi mener at man lige så godt kan omdanne hele landet til en økologisk nationalpark og gøre klar til at være et oplevelseland og ikke et produktionsland. At være first mover som hel nation vil skabe fordele, fremfor andre (lande) der bagsræberisk vil holde fast i et subsidieret og forurenende produktionsapperat, a la det nuvæende danske.

Kampagnevideo FOR nationalparken(med en noget tilknappet herre) her
Det eneste, sjove, men noget tyndt argumenterede, modstykke her

Det var forresten spænende at se programmet "De Grønne Pionerer" i fredags, hvor fødevarer var i fokus. Her blev en begisk kantinekok, en fransk grøntsagsavler og en polsk udviklingskonsulent præsenteret, med hver deresløsninger på et fremtidigt fødevareforbrug.
Belgieren havde omlagt sin kantine til økologi og lokal produktion, til etøkonomisk ansvarligt niveau
Franskmanden havde et socialt projekt med grøntsagsproduktion kørende; to succéer ud af to.
Polakken arbejde med at bevarer lokale traditioner i landsbyer, ved at skabe bevidsthed om det, for de lokale selv.

Meget interessant, for det burde jo også være vejen for et lille, vævert land som Danmark. Den nærmeste fremtid vil vise os om vi kan efterligne vore forfædre og skabe innovation i national skala; til forbillede for resten af verden.

Et fakta,der tegner for, er de 15% fødevare er steget i pris det seneste år. It´s wake up time, folks!

Fødevarekrise?? Hvarffor´ en krise; jeg har da lige købt kurven fuld i Netto??

2011-02-09T12:47:00.000-08:00

Bliver det en skrækfortælling om dårlige spisevaner eller udbytning af tredjeverdens lande og deres befolkning?? Nej, det bliver meget værre; det handler om at der faktisk ikke er hverken mad, olie eller forståelse nok til at fortsætte den livsstil vi i den vestlige verden, har sat som mål for hele jordens befolkning

Spiser du hver dag, er du lige i målgruppen for dette indlæg; der er en samling eksempler på at du, landbruget og fremtiden har meget med hinanden at gøre. Og det gælder faktisk særligt dig der ikke har det fjerneste begreb om hvor din mad stammer fra.

Vi starter med dagens chok i den dankse andegård.

Venstrelandbruget har tvunget sig igennem igen og fået udsat en række miljøkrav med endnu 15 år. Fra den nærværene regerings side er 19000 tons blevet til 9000tons, der igen er blevet til 0. Og det bare på 1½ år efter at ”Grøn vækst” udspillet skulle reducere udledningen af kvælstof med de førstnævnte 19000tons om året. Det påståede grundlag? Der vil forsvinde danske jobs i landbrugssektoren.
Vi synker lige spytet og påpeger, atter og endnu en gang, at fremtiden for dansk landbrug IKKE ligger i maksimering, men i kvalificering og specialicering.

Dansk landbrug er insolvent; på godt (bonde)dansk, ejer ikke det salt, de ikke har til et æg.
Læs denne interessante redegørelse for hvad landbruget i og omkring den påtænkte nationalpark på Sydfyn får, samtidigt mad at samme landmænd langer ud efter "et initiativ, hængt op på støttekroner". Kort fortalt; de får kassen for at bevare et uddødt erhverv.

Ja, der blev skrevet "udødt".
MUND-FULD følger jo debaten om landbruget løbende og det bliver mere og mere klart; dette stolte land, med fødderne begravet i vikingemuld, kan ikke opretholde et selvstændigt landbrug. Vi er, som indbyggere, blevet for rige og for fjerne fra danskproduceret mad. Ergo; luk butikken.

Nationaliser den jord, landmændene påstår de ejer og for at gøre det spiseligt for de kære bønder; sæt en fed streg over gælden.
Vupti, 350 milliarder, væk, samfundet betaler regningen. Og nu ejer samfundet den jord samfundet selv betræder. Et noget drastisk træk og noget underligt, sådan at skulle betale for noget man i forvejen ejer, men det må være løsningen.
Og hvad så? Ja, så er der rum til at tænke i helt nye baner.

Således frigjort fra de langmodige bønder og deres megarexia, kan vi begynde at leje jorden tilbage til de der vil fortsætte i erhveret. På den mådeskal en ny landbruger ikke gældsætte sig for 10-20 millioner fra dag 1 og vi vil stå tilbage med en samling bønder der virkelig vil erhvervet. Væk med spekulanterne.

Vi kan begynde at bruge vor natur rekreativt, der kommer i fremtiden til at være et veritabelt hav af af indere og kinesere, der søger at opdage verden. Når nu vesterlændingene har brugt de sidste 100 år på at lege globetrottere, kunne vi vel snildt omdanne, say, Langeland, til det nye Goa? Et indendørs og nordisk et, men stadig, tanken kunne der leges videre med. Husk på at vi, endnu, har en kyststrækning, der er meget lidt plaget f privt spekulation, det er unikt. Er det virkeligt såadan at vi skal tillade private at opføre egne villaer lige i havstokken og sætte hegn op hele vejen om? Det er jo ikke personlig frihed, det er grådighed.

Der er fødvarer som er unikke for vores verdensdel. Hvorfor ikke bliver verdensførende i æbler, rodfrugter og lammekød? Man fik i 1970erne massive tilskud til at nedlægge frugtplantagerne, nu må vi bide i et surt belgisk æble og plante igen. Et sundt samfund, er et samfund, hvor gamle mænd planter træer, de ved de aldrig kommer til at sidde i skyggen af. Og det behøver ikke at stoppe her, som denne artikel fortæller.

Der er også perspektiver i at dyrke energiafgødre, algeproduktion og vindkraft. Man kan jo undre sig over hvor meget ekstra energiregningen skal stige for den enkelte dansker, før nogen begynder at slår bremsen i. Helt koldt kan det jo bemærkes at der faktisk er lidt ærgeligt at de store efterkrigsårgange skal hænge ved livet endnu et par årtier. Al deres rejsen verden rundt og byggen ud af parcelhusene, vil blive dyrt og når nu deres børn ikke har fået muligheden for at blive ligeså rige, hvem skal så overtage sådanne monstrøse byggerier og livsholdninger?? Måske skulle vi bare indføre en stemmeret for voksne immellem 18 og 59? Dt ville i alle tilfælde gøre noget ved prioriteringerne i fremtiden. men, tilbage til sporet, vores fremtid.....nå, ja, så fremtiden for os alle som spisende eksistenser.

For her kommer den vigtigste pointe i denne utopi; vi skal ikke skælde ud på de gældsatte landmænd eller de generationer, der kom på vildspor. Vi skal have rygrad nok til at tage fremtiden i vore egne hænder.

Vi kunne begynde med at sørge for at vi faktisk, som land, var selvforsynende med fødevarer. Begynde ved at se vanviddet i at man sælge lammekøller fra Uruguay i danske forretninger og ved at vælge det fra. Fravlaget, dette fyord, denne påståede asketiske ytring, vil bane vej for vore børns fremtid. Som generation Xér ville jeg være stolt af at kunne stå ved at jeg efterlod en bedre verden end den jeg overtog.

Seminar om rodfrugter giver håb om sammenhold

2011-01-20T03:05:00.000-08:00

MUND-FULD var for nyligt til "Seminar om rodfrugter - fra mark til måltid". Anledningen var en anden bloggers opfordring og netop netværket og sammensætningen af mennesker fra alle lag, på seminariet, giver denne pen fornyet energi i kampen for måltidet som samfundsomvælter.

Spænende oplæg om rodfrugens fortid i DK og Trine Hahmans eskapader på amerikanske ambassader med rødbedefrikadeller, overskyggede heldigvis IKKE seminariets daglange debat om hvordan vi får rodfrugterne(og sundheden) HELT ud til den jævne dansker.

På seminariet var der tre workshops; gulerødder, jordskokker og rødbeder. Her drejede det sig dels om tilberedningsmetoder, dels om sorter. Og faktisk er gulerødder jo ikke gule, men hvide, gule, orange, lla og blå, mens rødebeder er alt fra gule, over stribet, til nærmest dyb mørk violet. Jordskokkerne var repræsenteret med 17(!) forskellige sorter.

Ved alle workshopsne drejede sankken sig om hvorledes man i alle led kune arbejde sammen om at få frø, sortskendskab og tilberedning ud til den enkelte forbruger, hvilket kan være uoverskueligt for den enkelte underviser eller avler.

Men den afsluttende debat gav godt mod på opgaven. Fra alle sider i salen, var der idéer og løsnigsforslag til at komme igennem hele vejen ra marken til måltidet og her følger de udpluk som MUND-FULD fik med hjem

Fra avlernes side, er det faktisk mulligt at få indkøberne til at følge nye tiltag i form af nye/gamle sorter, fordi at disse vil forlænge forhandlingssæsonen, nicheprodukter og egnssærkender.
Der skal også spire en glæde ved produktet fra avlernes side, derved kan man jo også bedre stå ved sit produkt.
Udvidet samarbejde imellem landbrug og skoler; børnene er uhørt vigtige. Der arbejdes allerede med en række undervisningsforløb, men endnu er leddet imellem de to ikke særligt udbygget.
Danmark er et unikt område for dyrkning af rodfrugter, hvorfor ikke gøre dette faktum til et nyt bacon-eventyr?
En erkendelse hos "smagsdommerne" i debatten om at det skal være nemt og økonomisk for den enkelte forbruger at bruge rodfrugter. F. eks skrællede jordskokker, opskrifter i pakningen, små portioner.
Samarbejde imellem frøbanker og frøfirmaer, således at diversiteten også bevaree via privat havebrug.
En tro på det nye nordiske køkken, det er faktisk allerede 30 år gammelt allerede og rummer mange gastronomiske værdier.

Der er væsentligmere at finde på Gourmetroots

Fremtidens landbrug er uden olie - anbefaling af dokumentarfilm

2011-01-16T03:53:00.000-08:00

Dette kunne, skulle vel, have været et velbegrundet stykke om hvordan fremtidens fødevaresituation skal reddes. men jeg ved det ikke. Alt jeg ved, er at vi snart løber tør for olie og hvad så??

Ja, mens andre har gået og frygtet en flok håndklædehoveders angreb på Nørre Port station i København, har frygten hos MUND-FULD været fremtidens mad. Hvordan skal vi dog føde alle de munde, munde der er sultne, hver dag, allesammen.

Nogle af problemerne og heldigvis, løsningerne, bliver skåret fint ud for os i dokumentarfilmen "A Farm For The Future" , som er til gratis beskuelse via linket.

Se den, den er forstemmende, men løsningerne er der; tættere end man skulle tro.

Særligt det lille klip med pløjning ramte mig.
Alle haveejere ved at jorden egentligt íkke har så godt af at blive forstyrret. Et højbed må slet ikke røres, mens jorddækning også er et stort område. Lnadmændene pløjer deres jord hvert år, nogle to gange i løbet af vækståret. Derved blotligges de øverste lags sårbare og livsvigtige mikrofauna. da jeg så det, gik det op for mig at det er præcis min egen observation herude på landet, når jeg ser en traktor pløjer. For 30 år siden, var der flokke af fugle, spisende af orme o.l. Nu er der ingen fugle, jorden er gold og kan kun gøres frugtbar med kunstgødning, helt skævt.

So long, Citta Slow

2011-01-02T14:27:00.000-08:00

En beskrev det, som at lade hånden glide igennem en græsmark, kildende, varmt. En anden kunne fortælle om flere dyrkningsmetoder end jeg kender danske kongenavne, en tredje igen fortalte om smil og ord, der lød som sang. Dette ”Citta Slow” måtte jeg se.

Allerede længe før selve byen kunne anes, gav omgivelserne indtryk af at være anderledes. Der var knapt så mange majsmarker og endeløse rækker af byg. Her var der også store områder med kartofler, gedeopdræt, kødkvæg, kål, en masse grønne toppe, der kunne være alt fra gulerødder til pastinakker. Der var andefarme og fiskeopdræt, og i lokalradioen blev populærmusik indimellem afbrudt af den daglige digt oplæsning, reklamer og programmet for dagens arrangementer, på tre sprog endda.

En sær lille skov af skilte tog til langs vejen, efterhånden som jeg nærmede mig byområderne. ”Pluk selv”, ”Bed and Breakfast”, ”Delekontorer med udsigt over vandet”,” Højskolen for selvforsyning”, ”Dansk Bølgehøvl Industri”; det føltes til sidst som om hver eller hver anden ejendom skjulte en skat af viden, virketrang og egnssærkender.

Og på vej igennem de første parcelhuskvarterer, viste byen sig for alvor at være noget helt andet. Haverne var pæne, som regel, men alle havde de en svær overvægt af dyrkede arealer; drivhuse, bistader, frugtbuske, hønsegårde; meget af dette blev tilset ikke af husejerne, men af ældre medborgere, der nød solen og det givtige arbejde. Alt dette ”havedyrkeri” var blevet startet i byens såkaldte ”ghettokvarterer” hvor en håndfuld frø og lidt for god tid til beboerne, var resulteret i haver i stedet for tomme græsplæner. Diverse transnationale madlavnings- og kulturforeninger med resten af byens borgere var opstået. Stille og roligt havde samvær imellem mennesker afløst paraboler og de mere etablerede beboere i byen, havde altså taget idéen op. De eneste der havde beklaget denne udvikling havde været udbyderne af kabeltv; forretningen var ligesom gået i stå på det område. Derimod havde malermesteren vidst haft en fest; husene var spraglede, med grønne tage, plettede facader; træer, der voksede ud af tage, runde huse, sammenbyggede parceller til bofællesskaber; selvom man kunne ane fordoms retlinede byggeri her og der.

Vel fremme i byens centrum, kunne jeg parkere underjordisk, biler var ikke en stor del af midtbyen. Det var gademusikanterne og deres årlige festival derimod. Og dét sammen med Klovnefestivalen, Poesifestivalen ”Ordskælv” og de to skoler for henholdsvis internationale forfattere og økologisk formidling. Ord genlød i gaderne; talte og skrevne. Den gamle idé med en vægavis, nu i elektronisk form, var fundet frem og hilste folk i møde og om ikke andet, så for at de kunne mødes, altså folkene. I gågaderne var de landsdækkende kæder repræsenteret, men deres stive konceptbutikker kunne ikke altid følge de kommunale tiltag som kærlighedsuge, en hvilestol i hver butik, konkurrencen om Flest-papkasser -stablet-til-genbrug-foran-butikken-i-en-selvvalgt-skulptur eller karnevallet, som altid lukkede butikkerne ned den første tirsdag i marts kl. 12.04 og tiltrak i hundredvis af publikummer; hvilken butik skulle i år rende med bedste udklædning? Efterfulgt af bal for alle på torvet.

Efter lange og seje forhandlinger, havde man endda nået en specialhusleje, for butikker der solgte minimum 50 % danske eller nordeuropæiske varer. Eftersom hele midtbyen var ejet af en håndfuld personer eller selskaber, havde dette desværre været en problematisk proces; trusler og retssager havde været luftet, men der var trods alt sikret ejerne et overskud. Og hvem ved, måske en kærlig tanke fra byens borgere? Borgere, der som ejere af byen, havde sat handling bag de smukke ord om en speciel by og åbnet den op for verden. Ikke alene husede man derfor forfulgte forfattere fra udlandet og landets eneste skole for konfliktløsning, men man var også villig til at arbejde for sagen. Væk var de gamle vaner med lukning af butikkerne kl. 13 om lørdagen; kom der en forkølet hollænder ind i havnen en sen søndag, kunne han være vis på en åben bager og en påfyldning i skibsprovianteringen; han kunne sågar gå i flere tøjforretninger. Og det kunne man for resten også hvis man kom fra en mindre heldig by i nærheden; her var der altid plads til en handel.

Saltet og tjæren rev lidt i næsen; nede af havnen til kunne man nyde rebslagerens lange udspændte liner. De var dog ikke opstillet til tilskuernes fornøjelse; her blev der skabt materialer til den lille flåde af historiske og andre sejlere, der ville have kvalitet. Da man havde set hvorledes gamle havneerhverv havde fået nyt liv på havnen, var mange andre uddøende erhverv rykket til byen. Den ene gørtler af blot to på landsplan, lå her; det samme gjorde herreskrædderskolen og en lille rosengartneruddannelse. Der var på privat initiativ åbnet to fagkurser i naturfag; man havde i Citta Slow kort og godt fundet en niche i små fagområder, der var blevet presset i den store globale maskine af ensartethed i erhvervslivet.

Grøn teknologi havde også fundet vej, men tung produktion var udelukket, dels fordi virksomhederne fik det billigere udenlands, dels fordi man hellere ville trække en mere unik teknologi til byen; én der ikke kunne kopieres direkte.

Teknologien var byen selv og dens unikke placering. Kun her kunne man få mere end 100 æblesorter, eksporten steg stødt. Kun her kunne man se Europas største solfanger. Sociale flygtninge var blevet sociale gæster i et af de eneste projekter med værtsfamilier og arbejde som hovedingredienserne. I denne by var ”Velkommen” det første man sagde til fremmede; ”kom giv et nap med”. En by, hvor pulsen er rolig og sund, som omgivelserne og naturen omkring den.

Dette var en vision om Citta Slow; det kunne blive Svendborg Citta Slow, men det er det ikke.

Svendborg har i stedet:

• En turistchef og en kommunal kommunikationschef, der vil sælge byen med en kage, man end ikke kan købe i byen.

• En socialdemokratisk borgmester, der mener at hans by allerede er så stor en succes, at Citta Slow allerhøjest kan spille en birolle i fremtiden.

• En nytiltrådt formand for handelsstandsforeningen, der er så fornærmet over at hans medlemmer skal betale for at bruge byens rum, at han har afskrevet enhver brug af Citta Slow. Og som mener at Build-a-Bear konceptet kan gøre mere for byen, end den selv.

• En borgerlig politisk fløj, der kæmper imod en nationalpark og udviklingen af havnen, fordi man tror at fremtiden ligger i stordriftige landbrug og produktionstunge virksomheder.

• En forening, Kulinarisk Sydfyn, hvis medlemmer synes at Toscana er mere interessant at rejse til, frem for at opsøge steder som Canada og England, hvis geografi ligner Svendborgs bare en smule mere og dermed kunne inspirere direkte til mere og bedre af landets største madfestival.

• En gågade, der har højere huslejer end indre København og som lukker kl. 13 lørdag, hele året rundt.

I stedet for at bruge de forhåndenværende søms princip, mener man i Svendborg at Citta Slow på den ene side er noget frygteligt dyrt noget, på den anden at Svendborg i forvejen har alt der skal til for at være verdens bedste Citta Slow; så hvorfor overhovedet bruge energi på at fortælle os selv og andre om det?

Fyns Amts Avis besøger den norske by Sokndal, for at lære om brugen af et Citta Slow certifikat og mødes tydeligvis af et lille samfund, der tydeligvis nyder at finde på små finurligheder, der kan gøre deres by værd at leve i, værd at besøge. Deroppe ved de allerede at Citta Slow intet har at gøre med penge, erhvervsliv og branding; de har bare et godt liv og kan dermed leve af det, oven i købet.

De begraver janteloven symbolsk og mødes én gang hvert år for at trampe på gravstenen, de har en hvilestol i alle butikker, de har en kærlighedsuge. Gad vide hvor meget det har kostet Sokndal Kommune?

Som tilflytter, er jeg skuffet helt ind til benet over Svendborgs håndtering af denne ene unikke chance. Som mulig fraflytter, vil dette være historien om Svendborg jeg bringer med mig.

Årets eneste opskrift; en revolution i det nordiske køkken

2010-12-30T13:03:00.000-08:00

Morgener + børn + rester = havregrødsklatkager.

De udrydder den der klat, der altid ligger tilbage og der er væsentlig flere fibre i end den udbankede version med risengrød.

Velbekomme, godt nytår og kom så ikke og sig at denne blog aldrig har givet dig en opskrift; ligesom en rigtig madblog gør.

Rengøring og madlavning - keep it simple

2010-12-26T13:06:00.000-08:00

Keep it simple.
Måske ikke det, der bliver tilberedt i køkkenet, men måske mere alt det udenom. Færre dimser = mindre rengøring.

Efter at have haft et projekt "rengør oven" det meste af dagen, har tankerne snoret sig omkring alle de herlige kogebøger og, særligt, køkkenapperaturer, der må have ligget under træerne i juledagene og hvor meget der egentligt er brug for dem.

I disse tider, hvor madspild er det nye sort, må man vel kunne udvide horisonten lidt og se efter andet der måske ikke lige er så forbandet vigtigt at have i et køkken. Flere vil her ophøre med at læse videre, fordi deres lyst til at omgive sig med apperater og værktøj, er en stor del af deres køkkenliv. Bliv lige lidt.

For som altid, når noget skal sælges, må der en præmie/lokkemad/fordel på bordet. I dette tilfælde kan der lokkes med...mindre rengøring...

Tænk det igennem og se om ikke du kan nikke genkendende til den følge liste af hvad du virkelig har brug for i dit køkken.

Rengøringsmidler:
Eddike
Brun sæbe
Soda

Denne hellige treenighed bruges i nævnte rækkefølge og kan du ikke rengøre dit emne med dem, er det på tide at overveje at smide det ud og lære at behandle dine ting pænere.

Køkkenværktøj; skal en kniv virkeligt koste 3-4000 kroner, før du er tilfreds? I tilfælde af at det er en nødvendighed, er en kort liste over værktøj vel endnu mere vigtig.

Dette er hvad du har brug for:
Ovn & komfur til gas, for din egen og miljøets skyld.
3 skåle; 2 5-liters, 1 1½-liters
2 træskærebrædder , fordi løg er en pain, når du skærer banan eller ananas på det samme bræt og fordi træ er antiseptisk
1 urtekniv
1 kokkekniv
1 tyndskræller
1 slibesten
1 strygestål
1 grydeske i træ
1 paletkniv i træ
1 piskeris
1 rivejern(mandoliner er et helvede at rengøre og du kan godt skære tyndt med en kniv)
1 stegepandei smedejern
1 kasserolle, 1,25-liters
3 gryder; 2 5-liters, 1 2-liters

Ovenstående ville være lir for den mand, du i sommers købte dit livs bedste curry af i Indien, men for os amatører, er det must-haves. Alt ud over dette, ER lir.

Lir er OK, jeg kunne nok ikke få det til at spille uden røremaskine og blender. Og så længe det er kvalitet der købes, kan maskinerne jo gå i arv.

Der er også en anden ting, der spiller ind. Hvor meget vil du lave selv?
Vil du lave dine egne pølser? Din egen rullepølse? Skal der store lerkrukker til, så surkålen er hjemme? Muffinsforme er vidst et must i alle køkkener dominerede af kvinder i dette halvår.

Du sætter selv standarden for hvor meget gear du har brug for, men de to ovenstående lister, er vitterligt alt du behøver.

Godt nytår til alle.

Tak skal du have, Claus - en gennemkigning af "almanak"

2010-12-15T11:27:00.000-08:00

Det tog mig et stykke tid at ryge med på hypen, men nu ligger den på køkkenbordet, "almanak" af Claus Meyer. Der er en eneste grund til at den bog er blevet et instant hit hos denne husholdning og det er dens evne til at samle de sidste 15 års nye danske køkkenkultur i et brugbart værktøj for den almindelige, flade dansker.

Sølle 696 sider, mere skulle Claus Meyer og Mikkel Karstad ikke bruge for at lave dette landemærke af en fortælling om det nye årtusindes køkken i Danmark. Med sine ca 25x30cm, er der tale om en stor bog, i bogstaveligste forstand. Og med et gennemført grafisk forlæg, er hvert opslag en fornøjelse at gennemse. Fornøjelsen har helt været på grafikerne side, man har endda haft overskud til at nævne de brugte skrifttyper i kolofonen, en skik, der bruges alt for lidt nu om dage. (Hvilket kan undre, når nu der aldrig har været så mange skrifttyper til rådighed, som nu.) Selve designet forholder sig klogt i forhold til Hr. Meyers sædvane for klare, barnlige farver og forkærlighed for klodsede skriftsnitsvalg. Det er et rent design, der giver overblik og flow hele vejen igennem; der er stop med helsides billeder lige præcis hver gang man er ved at gå død på den lange, lange opremsning af opskrifter.

Indholdsmæssigt har Hr. Meyer allerede i forordet gjort det klart for læseren at dette ikke er en lærebog, men et opslagsværk. Han tager også fornuftig afstand til faren for at falde ned i den fanatiske Nyt Nordisk Køkken Sekt, med dens strandurter og selvplukkeri. Han antyder blot værdien ved alt det nære og giver den så gas i opskrifterne og de tilhørende beskrivelser af enkelte råvarer. På den måde synes jeg at han kommer fint fri af den kritik, der må komme af dette propogandaværk om gammelkendte tilberedelsesformer, ny-holistisk tankegang og hverdags-Noma.

I skrivende stund er der ikke blevet produceret én eneste ret fra værket her i huset, fatisk hænger plastikstanken af indpakningen stadig over bogen. Og selvom den ikke passer ned i bogholderen på køkkenordet, skal de nok få sin del af pletter og slagmærker; den her er røget ind i top 5, når det kommer til brugbare opskriftbøger i MUND-FULDs samling allerede.

Er det det så de mange opskrifter til hver eneste dag,der gør den til en vinder? Er det årstidskonceptet eller det nordiske islæt? Kan det være at det er fordi det er min generations mest fremsynede madtænker, der er forfatter, kunne det være de mange flotte fotos? De mange kvalificerede konsulenter så? Er det så det faktum at bogen ser ud til at ligge under ca. 1,3millioner juletræer og dermed bliver et madkulturelt fremstød, ikke set før i Danmark? Eller snobeffekten ved at der også er en "almanak"butik?

Nej og særligt ikke det sidste. Bare tanken om at det københavnske østerbro-segment (endnu engang) skal komme stryende ud af den forretning og fortælle os andre, bonderøvene og de andre tabere, at korn og køer der har gået på saltenge, har en helt særegen smag, giver mig smag af opkast i munden. Vi ved det, venner og imodsætning til Jer, lever vi med det hver dag, fordi vi ikke har bosat os i asfaltjunglens fattigdom af et metrobyggeri. Jeg har plukket slåen hvert år i 20 år nu(næsten), og det gøres i oktober og så fryser man bærrene ned. At der d.d. på almanaksitet fortælles om slåen, må være en joke, solsorten var der for to måneder siden, tro mig.

Nej, det er ikke samtaler med Hella Joof i Meyers Deli, der får denne pen til at svinge sig i lieanerne af glæde over "almanak". Det er maden. Solid, let tilgængelig og sund mad i lange baner. Og anrettet som i bogen; med let hånd og udsyn til alle råvarer.

Tak skal du have, Claus.

Et par rigtigt gode idéer af Lars Myrthu-Nielsen

2010-11-30T01:04:00.000-08:00

Ord fra kronikken; national handlingsplan, staten går forrest, folkeoplysning, nordisk og internationalt samarbejde. Klik på teksten for at læse hele kronikken.

MadX; vi kræver at der ruller hoveder og ikke bare dem af kål

2010-11-25T15:14:00.000-08:00

Med en langtrukken og pinligt amatøragtig, til og med, forsinket proces, er det så besluttet at et statsligt udviklingscenter for madkulturen i Danmark, skal ligge mest i Roskilde, og en lille smule i Hirtshals og Odense.

Det skorter ikke på fine hensigtserklæringer om et kommende madeksperimentarium, MadX, i den afleverede rapport. Man udråber det, kort sagt, til epicentret for europæisk madformidling per se. Flotte ord, som, hvis man bare moderat interesserer sig for danskens madkultur, kan bruge en rum tid på at funderer over.

Men her skal det dreje sig om det faktum at MadX er bestemt til at ligge i Roskilde, Hirtshals og Odense..............det var Roskilde, Hirtshals og Odense........

Nå, undskyld; jeg sad hensunken i en sær tomhed.

Hvorfor, spørger man? Jo, nærmest på dagen for offentligørelsen, erkender Fødevareministeren følgende:
"I bagklogskabens klare lys burde vi i stedet for selv at pege på, hvem vi troede kunne være aktuelle at snakke med, have kastet det op i luften fra start med klare kriterier, så folk kunne have meldt ind." (fra Altinget.dk)

Ministeren vedkender blankt at der er gået nepotisme i hele historien og at, hvis han dog bare kunne. ville gøre det om. Hvis han dog bare kunne, men nu er terningerne jo ligesom kastet, selvom ministeren da godt kan se at det ville være bedre at vælge den bedste kandidat. Den mand havde fået 10 minutter til at pakke sine sydfrugter og skride ud sit ministerium, stod det til MUND-FULD. Først for at undergrave en truffen beslutning, men hovedsagligt for at lede en så elendig beslutningsproces.

Om vi i provinsen ikke bare er bitre? Det kan man da sige, men tilad mig at henvise til en anden udtalelse fra minsteren; denne gang om beslutningsprocessen, før afgørelsen var truffet.
”For mig er det afgørende, at MadX placeres et sted, hvor der eksisterer et stærkt fødevarefagligt miljø med tilknytning til uddannelsesinstitutioner, og hvor der er en stærk lokal og regional opbakning. Men uanset hvor i landet, MadX kommer til at ligge, så skal det være hele Danmarks MadExperimentarium”(Altinget.dk)

Man søger altså den bedste kandidat; med lokal forankring, uddannelsesinstitutioner og et stærkt fødevarefaglig miljø. Det beslutter man at ligge i Roskilde, Hirtshals og Odense.

For crying out loud, Roskilde, Hirtshals og Odense.

Hvornår i hede hulen Milena Penkowa, har der været noget som helst der lignede lokal forankring, uddannelsesinstitutioner og et stærkt fødevarefaglig miljø i Hirtshals? I Roskilde har man en slagteriskole og i Odense......en fransk kødbutik og en bazar drevet af indvandrere(de to sidste er forresten superbe indslag i en grå masse af supermarkeder).

Der er kun et sted MadX fortjener at ligge; på SydFyn.
Jeg remser kort op fra hukommelse, inden jeg søger trøst i noget alkoholisk. Kulinarisk SydFyd, landets suverænt største og bedste fødevarefestival, initiativer som Køkkenspirer(samlet undervisning for skolebørn), Måltidets Hus(siger vel sig selv, MadX på fynsk) og nordens største ostefestival. Svendborg er Cita Slow. Foreninger som Smagen af Fyn og Ø ma´. En særdeles lang liste af frugtavlere, landmænd, brændevinsbrændere, gartnere, slagtere, vinbønder, mejerier, chocolatiers, svampeplukkere, restauratører, fiskere, jægere, bryggerier, der alle søger det ypperste i det lokale. Et forsøgscenter i Årslev, med over 20 sorter af rabarbere(spørg selv hr Meyer, de er helt unikke for landet. Der er nok noget jeg har glemt, men de 3 udnævnte byer blev da vidst også overgået for længe siden, ikke sandt?

Man harmes. Personligt er dette også en hård en at skulle arbejde med, da jeg jo nærmest er selvskrevet til at arbejde på MadX, i al beskedened, naturlgvis. Hustruen arbejder endda på RUC allerede. Er det virkeligt nødvendigt at dræne provinsen for folk som os, bare fordi nogle tilfældig ministre i en snart afgået regering, skulle redde sig et par lokalpatriotiske lunser?

MUND-FULD er en protest-blog og er rigtig god til se de negative aspekter i dansk madkultur. Indrømmet, vi har det bedst med at vrisse. Men dette er mere end bare en laterliggørelse, dette er meget mere alvorligt; dette er nepotisme af værste og mest ødelæggende skuffe. Vi forlanger genåbning af processen og ministerens kålhovede på et fad.

Mobberi i en udviklingstid, nej tak.

2010-11-14T13:19:00.000-08:00

Der er brug at tænke kreativt i disse tider. Kreativ tankegang er at tænke ved siden af normen; det er ikke at distancere sig fra andre, i håb om selv at komme ud på toppen, når slagsmålet er overstået. Udviklingsarbejde er fremtidstænkning og ingen kender fremtiden. Alliancer og samarbejde støtter ens eget arbejde; fremmedgørelse og nedladenhed ødelægger den gode stemning.

I Svendborg er der tilsyneladende et overskud af den "kreative klasse", folk der, som jeg selv, er uddannnet til at give form til tanker. Nogle af disse kreative har samlet sig i foreningen GE9, en forening af frie selvstændigt erhvervsdrivende og det er deres formand, Bo Torstensen(BT), der mener at vejen til udvikling, kommer igennem at kalde den anden gruppe af fremadtænkende mennesker i området for rabarberkompotsproducenter Og det er ment på en negativ måde, for tilsyneladende vil BT hellere se spilten i sin broders øje end granraften i hans eget.

Skal man leve op til BTs standard af omtale af andre mennesker, kunne man se GE9 som en samling mennesker,der var virkelig gode i formning eller elektronik engang i slutfirserne, som måske har været et smut i det store pulveriserende København for at være helt fremme i bussen. Men ikke klarede den og som derfor er tilbage i provinsen, hvor de tilstadighed forsøger at gå i mangefarvet tøj og arrangere åbninger af hinandens udstillinger eller butikker.

There, det er sindsygt nemt at hænge andre menesker ud, men det gavner hverken en selv, de der hænges ud eller de fælles opgaver man står overfor.

Enten skal en fremtidig økonomi i dette land baseres på teknologisk udvikling af...noget, eller vi må koge en masse rabarberkompot og klæde os i nationaldragter, mens vi venter på a kineserne kommer forbi. Eller også skal vi nosse os sammen og skabe noget helt nyt. Det nye er ikke elektronik eller rabarberkompot; men det er måske elektronisk rabarberkompot.

For MUND-FULD er der ingen tvivl om at mulighederne i Citta Slow Svendborg er ubegrænsede og hvis man hos GE9 føler at det hele er druknet i Kulinarisk Sydfyn og Nationalpark, har man ikke orienteret sig ordentligt, men det kan frygtes at man i Svendborg Kommune er kæntret lidt for meget over i afdelingen for kompotter og andet spiseligt. Citta Slow idéen er ikke en tanke om bedre bøffer fra det lokale opland, det er håbet om et bedre byliv, forankret i det omgivende samfund. En cittaslow inkluderer; som det fremgår af cittaslowkriterierne her .

Magasinet "Copenhagen Food" og andegården vi lever i

2010-11-07T12:28:00.000-08:00

At det ny foodie-magasin er en reklamesag er én ting, men at vi i Danmark ikke evner at levere et stykke reelt og ikke-nepotistisk fortælling om vort kommende guldæg; nordisk mad, er sørgeligt.

Jeg sidder og har betalt 50 spän for en pæn reklamesag; heldigvis vidste jeg det godt. Det nyeste skud på den danske madblads himmel hedder "Copenhagen Food" og er udgivet af COFOCO-folkene. Det er et københavnerlækkert blad og ligger heldigvis ikke skjul på det. 2. nummer er lidt heftigere sat til med reklamesider og " 3 must haves..."ditto end det først udgivne, men ellers leverer bladet artikler om rejser, opskrifter, trends og deslige, supert at bladre igennem.

Det er først ved anden gennemkig at man ser djævlen i detaljen; dette er blot et udvidet skoleblad oveni at være en reklamesøjle.

For det første er designet plagieret efter det hedengangne "CPH LIVING", siden "Copenhagen Living"; helt ned til de håndtegne ilustrationer versus det meget enkle og stramme grid/layout. Men fair nok, "CPH LIVING" var jo banebryende i dansk grafisk formgivning, for 10 år siden.

Sådan så CPH LIVING ud

Sådan ser Copenhagen Food ud

Det bliver mere krasbørstigt, når man laver artikler, hvor venners venner og ansatte optræder som fotomodeller og fotografer. Jeg ved ikke om skribenterne også har drukket dus med folkene fra COFOCO, tanken ligger nær. Stadig, det er der vel intet i vejen med, nepotisme og selvhævdelse er jo faktisk kimmen til rigtig mange kreative samarbejder; jeg ved bare endnu ikke om jeg gider smide en halvtredser hver gang andre vil se sig selv på glimmet papir.

Nu er min interesse vagt, hvad er det egentligt der skal gøres med dette blad? Har man noget på hjerte? Jeg sidder endda og får den grumme tanke at hver og én "artikel" er købt og betalt, allerede FØR jeg købte bladet.
Der er arikler om "Joe And The Juice"(reklame), hele butikssegmentet fra Østerbrogade/Rosenvængets Allé(reklame), Christian Bitz(rekalme på siden efter, for samme mands nye bog) og det sammen med en ordentlig samling af disse opslag over dimser jeg skal købe(reklame) og annocer for COFOCOs julemenu.
MEN igen, det er en reklame, jeg havde bare forventet lidt mere solid skrivning her.
Får jeg så det i artiklerne, der er tilbage? Der er i hvert tilfælde mange opskrifter at tage af og lækre fotos at kigge efter, når jeg nu står der og laver vaniljekranse; hvordan var det nu lige, nåh ja, runde kranse, runde kranse.

Som sagt mange gange allerede, dette magasin er et forstørret reklameblad, men en radaktionel linje, der satte en højere stadard for indholdet, kunne være fedt.Når nu formen er så flot.
Man kunne da i det mindst få luget ud selvsmagende kogebogsforfattere, der givet 4 bøger at anbefale; anbefaler sig selv og så bør man heller ikke omtale Ølfabrikkens produkter som"udsøgte og specielle"; ikke hvis man vil fremstå som en kvalitetsmagasin. Men hov, dér var bagsidenannoncen for Harboe(ejer af brandsne "Ølfabrikken" og Gourmet Bryggeriet) jo så også, alting hænger sammen.

Næh, mere interessant, er at dette blad har potentiale til at kunne sprænge rammerne for dansk madformidling. Det er et flot blad, de skriver om madtatoveringer og rejser efter Gordon Ramsay, som aldrig bliver fundet; det er sgu´ da friskt. Men så hold da stien ren og skær sideantallet ned, hvis det kan spare på behovet for productplacement og andet lir. "Copenhagen Food" ender som et hvert andet dansk madblad,fyldt med vennerne og blottet for redaktionel hårdhed og kritik. Pokkers.

Der findes nok et eller andet fransk magasin, der giver fanden i hvad annoncører og branchen tænker, men jeg kender det ikke. Det er jo nok derfor jeg blogger.

Kunne man for sulan da så bare, på landsplan, producerer et magasin som canadiske "LCBO Food & Drink". Et magasin, der som Copenhagen Food, har side op og side ned af reklamer og reklameartikler og massevis af lækre fotos til de overdådige opskrifter. Lir, og atter lir.

Men 2 ting adskliller det fra dets danske pendant.
1. Det er gratis, betalt af Liqour Control Board of Ontario. Jeg kan få udleveret 200+ sider om mit yngligsemne ved døren af min lokale vinbutik, boede jeg i Ontario. Det ville være en dejlig måde at få brugt sin overbetaling af spritus på.
Og 2. Der er ikke et eneste indlæg om enkeltpersoner; alt drejer sig om mad, madsteder, madtilberedelse, madkærlighed. Ikke skyggen af X-faktorsygen.

Så dette er ikke et indlæg om et blad der krænker min Jantelovsbevidsthed; det er den anden vej rundt; jeg opfordrer bladet til at komme fri af selvsamme lov. Eller rettere; jeg håber at en ikke kommerciel udgiver vil tage chancen med madkulturen i DK.

Send endelig landet til byen

2010-11-01T15:07:00.000-07:00

Danmark er et meget lille land og med én storby, har vi sikkert nået loftet, for hvad vi kan magte i gamet om "de store metropoler".

I sin kronik redegør lederen af (Copenhagen)Golden Days, Ulla Tofte, for hvorfor vor allesammens hovedstad, bør få tilført alle de midler det kræves, for at opretholde en Metropols´ status. MUND-FULD er enig, go ahead.

Jo flere mennesker vi banker ind i en storby, jo mere omliggende opland i form af rekreation, fødevareproduktion og trivsel, vil den nemlg kræve. Endelig, lad os få flere endeløse rækker af høj- eller parcelhuse, med små arbejdsmyrer, på vej til arbejdskasserne og jobbet på de stadig mere teknokratiske kommunekontorer. Når alle disse håbefulde sjæle, så skal holde fri, altså helt fri, vil de se sig omkring og mangle kontakten til naturen og derigemmen også, fødevarer, samvær; direkte kontakt til omgivelserne.

Der foregår en kamp i disse tider og, som Ulla Tofte også påpeger, der er ved at ske en tilbagerullen af midler til "den jyske motorvejsmafia", der kræver deres af materialitet og storcentre. Det er jo helt galt. "Landet" er ikke en storby og der findes ikke noget mere patetisk end diverse provinsbyer, der forsøger sig med indkøbscentre og udsigtslejligheder ved havnene.

For MUND-FULD er der en sammenhæng imellem et liv i forstaderne og den lammende tlstand hele den vestlige kultur har sat sig i. En sammenæng, der strækker sig længere end et clash imellem land og by. Det er større end fastfood versus Camilla Plum. For denne pasivitet og tilfredsstillelse via materialisme præger også landområderne. Lige nu sidder mine naboer herude også og klaprer løs på FB eller glor TV. Det gør de/vi hver aften, ligesom ind i byerne. At der er kortere afstand imellem caféerne og fetishfesterne i København end i Svendborg, gør ikke den store forskel. Det er en kort periode i vort liv at vi rent faktisk benytter disse steder, i en dansk kontekst. Der kommer børn og jobs i vejen for mangt et godt værtshusbesøg i disse tider og gjorde der ikke, skulle nupuritanerne rundt om, nok få det stoppet; hjem og passe unger.

Denne pasivitet er født af tom åndelighed og et deraf følgende behov for at finde trøst/tro/mening igennem selvrealisering. Smukt gennemgået af en tidligere frontsoldat i Information, der beskriver sin hjemvenden til dette rige land, hvis befolkning afskærer sig fra yderligere åndelig og menneskelig udvikling, ved at søge tilflugt i fordummende underholdning. Som om vi, om tænkende væsner, skulle have brug for "at slappe af" ved at se andre danse, se andre kvaje sig, se andre spille superhelte. Vi kan selv.

Landområderne kan selv, vi kan give slip på dette tomme billede af et ødeland, en udkant, der suges tør for intellekt. Hvornår var det lige at det blev mere klogt at kede sig i Brønshøj end i Brændeskov?

For kede os, er det vi må gøre, hvis vi skal komme videre. Slukke for kassen og kede os. Glo ud i luften, få medieabstinenser, gå en tur i skoven, gå hjem, kede sig videre. Og så, genopdage vores kreavitet. Se os omkring og se hvad der er på landet af muligheder for et intellektuelt menneskeliv. Uden materielle exoskelletter, eller rettere; med det rette midler, der kan skabe et liv i lys, plads, natur og nærvær.

København er allerede fyldt til renden med bonderøve, der måtte flygte fra landet, for at opsøge et liv i mængden. For nogle af os, der tog den modsatte tur, er der måske ikke Latte på kanden, måske ikke den store omgangskreds at udveklse iPhoneaps med, men der er mulighed for at skabe et liv. Et liv, som alskens citygardens og rekreative byområder ikke kan konkurrere med. Herude har vi vejret, langomheden og manglen på spekulation at kunne bruge; selvom det, indtil videre,dominerende landebrug, gør sit for at ødelægge det.

Dette liv kunne også gøres profitabelt. Som man ser i Norge, er der en fremtid i turisme på landet. Der er organisationer , der har til mål at fremme turisme på lndet, som et internationalt felt. I Danmark er der endda foreninger, både øko eller ej du kan kontakte, som bybo, og således komme ud og se dig om på en "rigtig bondegård". Men det standser jo ikke der, hvorfor skulle man dog også tro at landet bare var grisestier og hestefolde?

Turisme på landet, nicheproduktion af gode, solide fødevarer, samt ren og skær leasure; 3 gode bud på hvorfor "landet" bare kan flytte til byen og naturen, lyset, roen og pladsen stadig vil være tilbage, for at gavne alle.

Min kage vandt heller ikke...

2010-10-17T15:29:00.000-07:00

...ligesom Svendborg Kommune ser ud til at have spillet sig selv ud af Citta Slow; byens og regionens eneste mulighed for at gøre en forskel.

Denne weekend lykkedes det endnu en gang den frivillige forening Kulinarisk Sydfyn og det ligeledes progressive Maritimt Center, at sætte begrebet "Citta Slow" et par gear op.

Hvor man i flere år nu har haft et "Æbleræs", med æbleskuder kommende ind til havnen i Svendborg for at sælge lokalt dyrkede æbler + de mere sporadiske aktiviteter heromkring, er der nu helt andre boller på suppen.

Allerede i august blev forsamlingshusene i kommunen inviteret til at samle æbler ind til presning og lokale kagekonkurrencer. Mosten blev præsenteret ved det netop afholdte "Æbleræs" som " Sydfynsk Forsamlingshusmost". Vinderne fra de lokale bagekonkurrenecer blev bedømt af lokale smagsguruer og det var så her at undertegnedes kage ikke engang klarede den til finalen.

Efter fadæsen med at flytte Svendborgs "Farmers Market" fra havnen til torvet, se indlægget om den historie her, var det tilbage ved Maritimt Center med alt hvad efteråret kan byde på. Der var æbleskole for børnene, der var græskar, man kunne få sortsbestemt sine æbler. Og havde vinden ikke drillet, havde dykkerklubben gudhjælpemig ligget på bunden af havnebassinet med 2 sække æbler til brug for børnenes æblesejlads.

Ikke et øje var tørt.

Særligt idéen med at starte 2 måneder før arrangementets start og derfor grundfæste dagen i lokaleområdet, er genial og nytænkt for Kulinarisk Sydfyns aktiviteter. Fra foreningens side lægger man heller ikke skjul på at "Æblræs" skal blive efterårets afdeling af hovedbegivenheden "Kulinarisk Sydfyn". Læs indlægget om årets marked her.

Foreningen Kulinarisk Sydfyn har ambitionen om at skabe et "Måltidets Hus" på havnen i Svendborg og i anden omgang af ansøgninger, er det endelig lykkedes at inddrage Svendborg Kommune. Ikke som bidragende økonomisk, men blot ved navns nævnelse. Ved weekendens arrangement så man langt efter repræsentanter for enten kommunen eller kommunens regi i Citta Slow. De kan have været der, bevares, men hvor var de så henne ved diverse løbsstarter, præsentationer og præmieoverraskelser? Kunne man ikke se fordelen ved at eksponeres ved et sådant nyskabende tiltag i byen?

Hvor længe skal der endnu gå før man på politisk plan forstår at den eneste chance vor by har, er at gribe "Mad" som begreb og implementere det i al aktivitet fremover? Dette at denne by er Citta Slow er guld værd for at kunne blive hele Danmark Frugtkurv (med meget mere) igen. Det er sagt før på denne blog; Svendborg og de omliggende kommuner, rummer om noget sted i hele kongeriget vækstlaget til at blive et dansk Toscana, et overflødighedshorn af kulinariske oplevelser. Det kan ikke siges mere tydeligt.

Hvor er det dog fattigt at se, eller rettere, ikke se, hvordan man støtter de lokale foreninger, forsamlingshuse og enkelt personer i at skabe dette. Og hvor er det dog befriende at se at der alligevel fortsat er vilje til selv at kunne. For selvfølgelig skal kommunen ikke være primusmotor i sådanne tiltag, det er en naturlov at kreativitet ikke komme fra et administrativt lag i samfundet. Men at man ikke evner at ligge sig i slipstrømmen af succesen, er slet og ret dumt.

Har du lyst til at følge denne blogsskriverier om Svendborg som Citta Slow, er der mere her, her, her , og her .

ce n'est pas une recette...

2010-09-18T11:37:00.000-07:00

Nej, opskrifter er ikke det vi giver os mest af med på MUND-FULD. Og her er grunden, det er så forbandet nemt uden.

Alt hvad det kræver er tilstedeværelse, mega-zen og selv det enkelste sidder i skabet. Som for eksempel med denne kvälls middag:

En hanekylling brunes i olivenolie & smør og en håndfuld urtesalt, får en flaske Chardonnay, simrer en time.

3 kg gulerødder/rødbeder skrælles, skæres smukt på skrå, får masser af timian, ldt olie, 200 grader, 35 min

Kyllingen trækker og der piskes en kvart piskefløde i gryden istedet.

300g couscous får citronskal og lidt olie.
Serveres,det tager næsten længere tid at skrive end at lave. Velbekomme

PS
Jo, alt der kunne være det var øko, alt der kunne være det, var hjemmefremstillet, alt der kunne være det, var af en eller anden, for mig, særlig god produktion; men pointen er; tilstedværelse.

Alle kan lave mad uden opskrift, men med tilstedeværelse. En god kick start vil være at finde i Glynn Christians "How to cook witout recipes"

Red dansk landbrug og din egen smagssans, part IV

2010-09-15T16:01:00.000-07:00

Her er, hvad et bæredygtigt fødevareproduktionssystem faktisk har brug for at du gør.

Det hele er rippet fra de mange sider på det store WWW; uden nogen bestemt rækkefølge

Uddan dig selv:
Tag ikke noget for pålydende - læs, lyt, observer, forskning. Kig på begge sider af en sag, og alle punkter ind imellem.

Lær hvorfor landmænd og kvægfarmere, der ikke tjener nok til at dække deres omkostninger er et samfundsproblem; hvad enten det er kvalitet, dyrevelfærd, jordstyring, lønninger, sundhedspleje, mental & fysisk sundhed, eller familieliv.

Forstå hvorfor en bæredygtig fødevareproduktion faktisk bør koste 50 til 100 procent mere end industri-, konventionelle fødevarer.

Find ud af hvordan du købe mad mere direkte fra landmændene, hvis du vil undgå transport- / distribution- / detailomkostninger.

Kend navnene på flere landmænd og kvægfarmere end kendte kokke, herunder mindst én du kan ringe til - og spørge, hvordan deres børn klarer sig.

Forstå, at hvis du ønsker at se arbejdsvilkår og lønninger komme gå til opdræt, forarbejdning af fødevarer og arbejdstagere, bliver du nødt til at betale mere for mad. Og vær OK med det.

Slap af:
Forvent ikke at have en landmand tilgængelig året rundt. Skift din kost til at matche de sæsonmæssige høsten i dit område. Væn dig til ikke at spise tomater før mindst juli, æbler i slutningen af august til december, citrus om vinteren, salater i foråret. Vær OK med det.

Indse, at selv animalske produkter er sæsonbetonede, fordi dyrene er biologiske kredsløb. Vid, at kyllinger producerer færre æg om vinteren, når dagene er kortere og endda helt stopper, når de udskifter deres fjer. Spis færre æg og betal mere for dem i denne tid.

Forvent ikke, at landmanden ofrer sundhed og dyrenes velfærd for dit særlige lune (ingen majs, ingen soja, ingen hvede, ingen kerner, ingen antibiotika nogensinde, selv om dyret vil dø, ingen kunstvanding , ingen hybrid racer, ingen kastrerende, ingen vacciner ... hvad er moden i denne uge?)

Forstå at mørbrad /filet er den dyreste muskel på dyret, og at der er meget lidt af det. Forvent ikke, at der filet, hver gang du går til supermarkedet. Der er begrænsede dele af et dyr. Lær at lave mad af andre dele.

Hvis du ønsker en bestemt udskæring, så køb en halv eller hel dyr, så du kan bede slagteren til at gøre det til at ske selv.

Lad være med at bestille dit kød ugen før du skal have den store sommer grillfest, forhør dig om leveringstidspunkter. Vi er ikke tryllekunstnere, blot landmænd.

Få noget jord under neglene:
Arbejd på en gård engang.

Deltag i slagtningen af et dyr, du spiser.

Lær at stege en steg. Du behøver ikke bøffer og koteletter til at lave et fantastisk måltid.

Få en kummefryser og sæt noget mad ned i den.

Tilbered og nyd mindst én af følgende: kyllingefødder, kråse, lever, hjerte, nyrer, søde brød, hoved ost eller kallun.

Gem dine ben til suppe, bønner, lager, eller til naboens hund!

Hvis du ejer arealer, er ikke dyrkes, fortæl det til nogle der vil dyrke om det.

Hjælp din lokale landmænd gør deres job: Bring dine børn/ børnebørn/niecer & nevøer til de landbrugere der holder Høstmarked, så ofte som muligt.

Giv mere end bare penge til en landmand - måske et julekort, indbydelse til en fest, tilbud om spice deres hjemmeside op, eller pas deres barn i en time når de holder Høstmarked.

Læg dine penge hvor din mund er
Klag ikke over priserne. Hvis prisen er et problem for dig, så spørg gårdbutikken pænt, hvis de har nogen billigere udskæringer (eller kosmetisk udfordret, "sekunderet"), mængderabatter , o.l. Men du behøver ikke bede landmanden at tjene færre penge for hans hårde arbejde.

Sammenlign ikke priser mellem gårdbutikker, der forsøger at gøre dette for en levebrød og dem, der gør det kun som en hobby (og ikke behøver at leve af, hvad de producerer og sælger).

Køb lokalt, når du kan, men også certificeret Fair Trade, Økologiske produkter, når du køber noget, der dyrkes i tropiske lande.

Køb økologisk ikke kun for dit helbred, men for sundhed jord, vandveje, dyreliv, og arbejderne på disse områder.

Find ud af den håndfuld af restauranter, der køber og tjene rigtig bæredygtig fødevareproduktion og bliv loyale over for dem. Give dem positiv feedback og tak dem.

Hvis dit budget ikke tillader dig at spise ude ofte, spis ude sjældent, men på de steder med den bedste integritet, som kan være dyrere.

Spørg tjeneren, hvor restaurantens kød eller fisk kommer fra og hvordan det blev produceret, før du bestiller den. Hvis tjeneren giver en utilstrækkelig begrundelse, forlad stedet og fortæl dem, hvad du ønsker at se næste gang, hvis de ønsker dit besøg igen.

Lad være med at købe kød fra supermarkedskæder. For dem drejer det sig om at få kød i store mængder, året rundt. De skal arbejde med store distributionsnet og ofte internationale leverandører, og betaler ikke nok til producenterne for dem, for selv at selv at få dækket deres omkostninger.

Få de fleste af dine produkter, kød, æg, mejeriprodukter, brød, tørret frugt, nødder og olivenolie fra lokale landmænd, gårdbutikker og lokale markeder, med økologisk drift eller lignende certifikater. Prøv at købe direkte fra landmanden, ikke en mellemmand. Få resten af din mad; mejeri, eller bageri i din lokale uafhængige butik.

Betal det maden koster. Har du ikke råd til at opretholde et stort indkøb, når du skifter til lokale og/eller økologikse råvarer, må du jo bare spise mindre mad (sorry, men de fleste danskere kunne godt gøre en smule ud af dette punkt).

Jeg indrømmer, det er meget at fordøje.

Pointen her er, at vi ikke kan være ligeglade med den madkultur vi ønsker. Hvis ikke flere mennesker viser nogle engagement, og deltager i nogle af de hårde arbejde, landmænd, grøntsagsavlere, frugtplantager gør på daglig basis, så kan vi ikke bygge et bæredygtigt fødevareproduktion system.

Du behøver ikke at være en passiv forbruger, du er også en del af dette system.

Spis; med mening!

Red dansk landbrug og din egen smagssans, part III

2010-09-09T15:07:00.000-07:00

Når nu det er konstateret at dansk landbrug er seriøst på hælene, er det tid til at komme med de kreative tanker. Med landbrugets tilsyneladende ambitioner om blot at vade længere ud i moradsset, står MUND-FULD nu parat til at give en hånd; op og fremad.

"Kreativitet" står højt på listen over danskens styrker. På side 1 i Håndbogen for kreative står at man skal bruge de-for-håndenværende-søms-princip; brug hvad du har let adgang til, brug hvad du ser i din nærhed.

Er der hvedemarker så langt øjet rækker og vigtigere, er der plads til flere? Er der uopdyrket regnskov, der står klar til at blive indvundet til dyrkningsjord? Er der endeløse vidder til endnu flere grisefabrikker og gyllemarker? Er der oceaner af ufisket hav omkring vore kyster? Er der brug for hoteller langs strandkanten?

Ja, det er retoriske spørgsmål alle sammen.
For, nej, vi har ikke uanede natureserver at tage af i Danmark. For længe siden er vort lille land blevet kultiveret forfra og bagfra; dyrket op så hårdt teknologierne overhovedet har givet os mulighed for. Stadig er det ikke, økonomisk set, nok. Alligevel må landskabet snart give fortabt. Landet; jorden, tjener ikke de penge ind, vore landbrugere putter i det mere. Landbruget har gældsat sig og og alle os andre for 350 milliarder kroner.

Så selvom vi ser ud over det samme gamle landskab, må vi se med andre øjne. Med omverdenens øjne måske. Med hvilke værdier ser resten af verden på Skandinavien?
Lighed, samfundssind, uddannelse, hygge, naturlighed, stabilitet, ville være ord der nok kom op i en spørgerunde. Danmark er ikke "Verdens kontor" eller "Verdens Svinefabrik". Vi rummer det ikke, rent fysisk og rent menneskeligt. Og slet ikke på fødevareområdet. Forbrugerne i Danmark er trætte af burkylliger og tremmekalve; i alle tilfælde på papiret.

Vi er ikke længere en stolt landbrugsnation; vi er en urbaniseret nation, der vidst nok har et landbrug, et sted derude.

Hvis ikke maksimeret drift kan bringe os videre, måske så optimeret drift kan.
Vi har jo foran os et landskab og en befolkning, der igennem generationer har kultiveret hinanden. Vi er blevet et rigt land, et uddannet folk, ved at bruge landet omkring os. Måske kan vi komme videre, ved at vise omverdenen at vi også magter at passe på det land, der har givet os så meget? Drift, viden, forædling og kultur, disse områder kan løftes fri af denne fanatiske tro på at mere er bedre. Nej, vi må til kun at satse på "bedre".

Bedre til samspil med naturen, bedre til nicheproduktion, bedre til at være et gæstfrit land igen. Vi har den historiske og faglige viden, Vor tid rummer store muligheder for at trække de bedste eksempler på gode råvarer og produktionsmetoder til os, ja, til at opfinde dem selv, og sætte dem øverst på dagsordenen.

Afsættet er endda allerde taget med Det Nye Nordiske Køkken(NNK), et manifest, der har drevet vor restaurationsbranche til at præstere det ypperste i form af kåringen til verdens bedste spisested anno 2010.
Mens NNK er specifikt rettet imod én branche, har man i OPUS-projektet taget skridtet videre og arbejder med hele ernærings- og sundhedsaspektet i en ny nordisk madkultur, de kalder dette for Ny Nordisk Hverdagsmad(NNH).

Direkte citeret fra OPUS´ formålsbeskrivelse hedder det:

- "Ny Nordisk Hverdagsmad skal sikre det videnskabelige grundlag for at kommende generationer af danskere igennem en sundere livsstil og en regionalt baseret kost og madkultur vil udnytte deres potentiale til bedre trivsel, positiv mental og fysisk udvikling, optimal sundhed og sygdomsforebyggelse."

Det politiske i denne formulering er tydeligt og selvom man fra OPUS´ side af stadig holder sig til det rent forskningsmæssige med klarlægning og undersøgelse, kan der ikke være tvivl: OPUS vil kunne danne skole for fremtidens danske landbrug; hvis ikke en omlægning af vort samfunds samlede mål. Set fra MUN-FULDs side, kan dette være vejen ud af økonomisk afhængighed og en død industrialiseret
tankegang.

En kort idéliste over fremtidige arbejdsområder for dansk landbrug:

• Genopdage og optimere dyrkning af nordiske grøntsager, bær og frugter.

• Indsamlingsguides til naturen

• Kystnært fiskeri og dyrkning af tang

• Jagtområder til offentligheden

• Udlægning til nyttehaver

• Økologisk drift

• Landbrugsturisme; mange variationsmuligheder her.

• Samarbejde med større byer om bybrug

• Obligatorisk undervisning af skoleelever

• Friluftscentre

Danmark skal være fyrtårnet; Moderniteten er naturen.

more to come...

Part I
Part II

Jeg er PlusSkredet

2010-09-04T14:32:00.000-07:00

Det er slut nu, jeg er ikke længere medlem FDBs indkøbsklub, eller nogen anden for dén sags skyld.

Det er nu godt 30 år, siden jeg samlede bonnerne sammen med mine forældre. Lyserøde sedler der blev samlet i skuffen og når det var tid, blev alle sat på rad og række i de grå-gule dividendehæfter, der efterfølgende blev taget med til den årlige udbetaling i kolde kontanter i Slangerup Brugsforening. Forsiden står stadig lysende klar for mig; FDBsløjfen og "1 %"tryk med sort. Barndomsminder.

Hvad er det lige jeg får ud af at være med i diverse indkøbsklubber, jeg, nu som voksen med egne børn, tilbydes? I det seneste brev fra FDB (havde de ikke skiftet navn til COOP?), kan jeg allerede ved at tilmelde mig dags dato, få 100 Pluspoint.
Wauw, til hvad?
Til fordelagtige køb, fremgår det, på PlusTorvet.dk. Spænende, men jeg forstår ikke; hvad er det jeg skal købe? Hvis jeg nu allerede foretager mine daglivareindkøb hos denne kæde og dens mange udgaver af den samme butik, med det samme vareudvalg og de samme irriterende trækkurve, der får mig til at føle mig som en 80årig dame med trollyen efter sig. Hvis jeg nu allerede gør det, hvad er det så mere jeg skal gøre for få min PlusSaldo til at vokse?

Tjekker CoopPlus.dk

Der står "Susanne"(fuck, er alle hippienavnene på vej tilbage i markedføringen gen?) og fortæller mig at jeg kan få "alle fordelene ved at være medlem af FDB + meget mere". Ved at taste koder og passwords og whathaveyounots ind fra brevet, kan jeg "få alle fordlene ved at være medlem af FDB + meget mere".
Flot klaret, sådan at få det samme budskab fyret af 2 gange, i én sætning.

Efter den svada, står PlusSusanne og ser afventende og sigende på mig.
Hun står der endnu, nu taler hun ike til mig mere, jeg kan ikke engang klikke mere tale ud af hende.
Jeg troede ellers hun var ved at sælge mig noget spænende her, men jeg gør vidst ikke helt hvad hun forventer af mig. Og så kan jeg vidst ikke få "meget mere"

Problemet er ligesom at jeg stadig ikke ved hvad det hele drejer sig om og nu gider jeg ikke mere.
Skal jeg være en trofast kunde, der giver COOP/FDB meget mere af mine penge, skal de ikke fortælle mig hvad jeg skal og ikke skal, med deraffølgende udlukkelse, hvis ikke man følger den dikterede vej.

Skrid selv, FDB/COOP. Hvem tror I at I er? Og nu går jeg glip af alle fordelene måske?
Fuck Jer; I har jo ikke engang fortalt hvad det er I gerne burde bede pænt om, i bytte for mine penge.

Og hey forresten, jeg har igennem længere tid noteret mig at man godt kan blive tiltalt med et tomt "Hej" ved jeres betalingskasser, men at det skorter lidt på "Tak", når jeg betaler.
Om det skal være på beløbet? Tjah, nu kunne jeg jo godt bruge "meget mere"af min løn hos Jer, men hvorfor skulle jeg dog det, I har jo allerede bestemt prisen for mig. Fordelene er vidst kun Jeres, men nu trækker jeg min eneste trumf; jeg går min vej.

Hvorhen? Det ved jeg ikke, men mere og mere af mit dagligvareforbrug køber jeg hos små erhvervsdrivende, der altid er parate til en snak og en handel, samtidigt med at de ved hvad de sælger. Det fortæller "Susanne"mig jo intet om og hun står der endnu.
Om jeg ikke er ked af at miste alle fordelene? Er det de dersens kina-cykler og Webergrills jeg nu må købe hos en fagmand, I mener?
Nej, den slags fordele kan jeg godt leve uden. Lidt kontant rabat, som i dividendedagene ville dog ikke være af vejen.

MUND-FULD; ej Avant Garde, men Grognard

2010-09-02T15:18:00.000-07:00

Vi går meta idag. Vi skal, efter et meget inspirerende madbloggersymposium, have slået fast hvilken størrelse denne blog er.

Inspiration til meget mere
Der var tons af inspiration at hente og i løbet af formiddagen gik det op for mig, hvor alvorligt jeg mener dette. Denne blog vil have fat i mennesker, den vil foreslå, ændre og omgå konventioner i dansk madkultur, i fødevaredebatten og i den daglige kamp den enkelte forbruger fører, for at finde hoved og hale i noget så simpelt som et måltid mad.

Vigtigst af alt, så fortalte inlæg fra Trine-Maria og Kasper Bergholt at blogging kan gøre en forskel for bloggeren. Ikke på den måde som måske er den direkte drøm;
- "Mand, hvor ville det være fedt at kunne leve af at blogge".
Men mere at alt dette tænkeri, al denne skrive- og virketrang faktisk kan gøre en forskel i det fysiske liv. Med denne blog kan der skabes kontakter med rigtigt mange mennesker og derigennem, kan der skabes grobund for endnu mere arbejde med emnet. Måske en oplagt tanke for nogle, men den blev først helt konkret for mig på symposiet.

Noget der blev bakket godt op af indlæg fra den fysiske verden af beretninger fra Lilleø Vin (Anders Selmer) ,Friis-Holm ( chokolademager Mikkel Friis-Holm) og fødevareinspiratoren par exelence; Claus Meyer .

Form
Det var også spænende at følge debatten, om hvorledes blogs i det hele taget, påvirker det omgivende samfund. Efter at se-mig-hør-mig-blogs blev erklæret døde for et par år siden, er niche-blogs nu er på fremmarch; særligt blev mode-blogs nævnt.

Er MUND-FULD så Avant Garde; med i den forreste linje, skabende nyheder og trends, med på det sidste nye beats indenfor gastronomi, kommenterende og deltagende på de nyeste steder? Nej, det er den ikke.

Denne blog er une Grognard, opkaldt efter de mest trofaste af de trofaste i Napoleons hær. Soldater, med så stor dedikation og erfaring, at de turde tale kejseren direkte imod i hans påhør. Den Gamle Garde, der ventede, mens deres kejser var i eksil og som forlod deres civile hverv, da han atter trådte op, med hånden under frakken. Krigere, hvis motto var "garden dør, men overgiver sig aldrig".
Denne blog elsker nemlig mad og dets vigtighed for vor samværd, vor ernæring og vor fremtid, så meget at vi tør tage ordet når selve producenterne, formidlerne og aftagerne er blevet forledt.

Denne blog følger dog en ny tendens i vores allesammen medie- og meningsverden. Den er uafhængig.
Fri for bindinger af nogen art, fri til at omtale, rose og revse, som den finder bedst, når den finder bedst. Når MUND-FULD siger at dette er et godt stykke kød, en god artikel, en interessant udvikling; jamen, så kommer det fra hjertet, for det er skrevet med dedikation for emnets essens, uden hensyntagen til hverken afsender eller modtager. Respekten for emnet mad over alt.

Kort sagt, MUND-FULD er en politisk orienteret blog om mad. Masser af mening om den omgivende verdens forhold til mad.

Enjoy

Red dansk landbrug og din egen smagssans, part II (copy-paste indlæg fra Information)

2010-08-23T14:34:00.000-07:00

Som amatør-debatør, render man jo ofte et skridt bagefter.I dette tilfælde er det dog lykkedes denne klumme at i det mindste være på omgangshøjde med de seneste bevægelser på området om det hensynende danske landbrug. Følgende kronik er hentet i Information 23. august 2010.

Et kort resumé til den utålmodige.
Konference for "Multifunktionelle landbrug", med specielt fokus på det helende og terapeutiske i den tætte kontakt der er med natuen i landbrugsdrift.
Deltagelse fra landbrugets side, istedet for den nærværende tilskudsfælde.
Eksempler fra Norge og opfordring, samt forslag til danske projekter.

Kronikken i sin helhed:

Landbrug som behandling og terapi

Når vi går i haven, sår og høster, kommer vi i kontakt med noget dybere i os selv, en meningsfuld følelse af at være i forbindelse med vores oprindelige forbundethed med naturen. Noget vi måske næsten havde glemt. Det er synligt og indiskutabelt. Menneskets kontakt med dyr har ligeledes helsegivende værdier gemt i sig.

Forskere fra hele Europa mødes i Witzenhausen i Tyskland den 24.-26. august til den 5. Internationale COST866 konference om Green Care in Agriculture for at konkludere på fire års tværfagligt samarbejde om at beskrive og definere, hvad landbruget kan gøre for udsatte menneskers psykiske velbefindende. I Danmark, der er et grønt landbrugsland, bør dette have den allerstørste interesse. Med vores baggrund i økonomi, politik, forskning og daglig praksis kender vi behovet. Behovet for at kunne dokumentere og validere behandlingsmetoder, behovet for ad politisk vej at skabe rum for udvikling af nye metoder for behandling af samfundets ringest stillede på menneskelig forsvarlig og økonomisk bæredygtig vis.

Det handler om lokale tilbud af høj kvalitet med rod i landdistrikterne. Hertil kommer, at det har vist sig, at Green Care-modellen har helt særlige forudsætninger for at skabe en verden med mere inklusion, større inddragelse og bedre plads til mennesker, der ellers har svært ved at passe ind i et moderne liv.

I lande som Norge, Holland, Belgien, Italien, Tyskland og Storbritannien har man fra officiel side Green Care-programmer.
Oftest er der tale om landbrug, enten selvejende eller kommunale, der har forskellige sociale opgaver knyttet til landbrugsproduktionen. Det kan være børnehavegrupper, støttet beskæftigelse af psykisk syge eller udviklingshæmmede, skoletjeneste og særlige tilbud til børn med vanskeligheder i skolesystemet, og det kan være tilbud til ældreplejen, hvor især demente kan have stor glæde af tilbuddet. I Norge er der mere end 300 af sådanne landbrug i programmet Grøn Omsorg: umb.no/greencare/

Green Care kendes mest som »multifunktionelle landbrug«, men inden for begrebet rummes også haveterapi, terapi støttet af dyr (rideterapi), vildmarksterapi, økoterapi, og faciliteret grøn træning.
Der er altså tale om aktiviteter, der strækker sig fra psykoterapi, hvor naturen bruges som ramme og redskab for almindelige helsebringende daglige aktiviteter og undervisning, helt frem til øget bevidsthed om, hvilken virkning vores omgivelser har på vores almindelige velbefindende, og hvordan vi kan bruge naturen i bred forstand til at øge folkesund- heden.

Virker helbredend

Der har gennem århundreder været en erkendelse af, at naturen virker helbredende. Lige siden Middelalderen hvor klostre med tilknyttede hospitaler brugte haver og natur i behandlingen af syge, frem til forrige århundredes lungesanatorier og bygningen af de store psykiatriske institutioner nær vand og skov og med tilknyttede landbrug.

Den tiltagende urbanisering tilskrives en del af æren for, at flere mennesker i dag bliver syge med stress eller har svært ved at finde mening og mål i livet. Dette er muligvis en af årsagerne til, at forskersamarbejdsprojektet COST866 har fokuseret på, hvilke helsebringende værdier, der ligger i naturen og menneskets forbindelse med den.

Vi erkender det intuitivt, og forskningen bakker det op. Det påvirker os positivt at gå en tur i en skov eller langs stranden, når vi er stressede, urolige eller triste. Når vi går i haven, graver, sår og høster, så kommer vi i kontakt med noget dybere i os selv, en meningsfuld følelse af at være i forbindelse med vores oprindelige forbundethed med naturen. Noget vi måske næsten havde glemt. Det er enkelt, synligt og indiskutabelt.
Menneskets kontakt med dyr har ligeledes dybereliggende værdier gemt i sig. De giver os mad, tøj og gødning og er oven i købet hengivne og opmærksomme i kontakten med os. Målinger har vist, at f.eks. psykoterapi med hest giver helt særlige muligheder for forløsning af fysisk bundne, mentale konflikter.

Det multifunktionelle Green Care-landbrug betyder meget for udviklingen af lokalsamfund, hvor de findes. Både med hensyn til landbrugets og naturens betydning i offentligheden, men også for de enkelte kommuners mulighed for at udvikle kvalitative tilbud, der er lokalt forankret i landdistrikterne. De bliver værksteder, hvor naturpleje, kommercielt landbrug, terapi og socialt arbejde går hånd i hånd.
Bondens rolle er i den forbindelse blevet undersøgt. Bonden har en helt særlig rolle at spille som brobygger og formidler. Bonden har en særlig autoritet, fordi han kender jord, dyr og maskiner. Rammen er meget synlig og autoriteten er klar.

Derfor kan bonden uden særlige forudsætninger formidle viden og være forbillede for børn, unge og gamle. For at bonden kan have denne rolle på en troværdig måde, så er det vigtigt, at der rent faktisk er en kommerciel produktion på landbruget, og det således ikke blot er en terapeutisk, pædagogisk foranstaltning.

Landbruget er rammen

I Norge er Grøn Omsorg en indsats, der står på to ben. Dels giver programmet opgaver til en landbrugssektor, der naturgivent er rimeligt ekstensivt i mange områder, altså landdistriktsudvikling, men samtidig er der også et stort behov for lokale kvalitative tilbud til mennesker med særlige behov. I Grøn Omsorg er landbruget rammen, der kan indeholde mange forskellige tilbud, hvilket har været en stor fordel i kommuner, der ligger afsides. Der er således andre argumenter af politisk art, der spiller ind, men disses relevans bygger på den forskning og de erfaringer, der efterhånden er udført.

Selv om Norge er meget forskellig fra Danmark, kan man godt forestille sig, at visse egne i Danmark kan have stor glæde af en impuls som denne. Mange kommuner slås med at finde rammer og muligheder for at løse komplekse sociale problemer. Og der skal nok findes de landmænd, der kunne tænkes at ville vælge en Green Care model frem for at skulle rejse kapital til endnu en udvidelse af produktionsapparatet.

Forsøg med Green Care har dokumenteret store økonomiske fordele, hvor f.eks. stressudbrændte patienter kommer tilbage på arbejde på den halve tid i forhold til brug af traditionel medicinsk behandling.
I Tyskland har delstater, der vil fremme økologisk landbrug, og Green Care etableret multifunktionelle landbrug, hvor landbrugsproduktionen er forpagtet ud på særlige vilkår, se f.eks. www.landwege.de.

Men også bylandbrug, udviklingen af byrum, integrering af viden ved etableringen af ny hospitaler til sindslidende, jobtræning, genoptræning, repatriering af veteraner og behandling af demens kan efter vores mening styrkes med øget fokus på området.

I Danmark kan man tage en diplomuddannelse i haveterapi ved Københavns Universitets Institut for Skov og Landskab, hvor der også arbejdes med udvikling og forsøg med haveterapi i samarbejde med Kalmia stress- klinik. Men det er praktikerne, der gennem flere år har været bannerførere for Green Care. Der findes f.eks. en række mindre private/selvejende institutioner, der arbejder med mennesker med særlige behov og som anvender principperne: Hertha levefællesskab i Skanderborg Kommune er et. Pionergruppen på Kragebjerg ved Sorø et andet.

Men også det danske fængselsvæsen har aktiviteter i den retning, idet de driver nogle af landets største økolandbrug.

Efter vores mening er der brug for en dansk handlingsplan. Den politiske interesse har endnu ikke været mærkbar, men vi bør kortlægge, hvad erfaringerne fra COST 866-projektet kan komme til at betyde for landbrug, landdistrikter, landkommuner og den sociale indsats for mennesker med særlige behov.
Vi bør undersøge, hvilke initiativer, der rent faktisk falder inden for rammen i Danmark, og hvilken betydning de har haft. Samtidig bør vi sørge for at deltage i den internationale forskning på området.
Vi må høste erfaringer og udvikle pilotprojekter i Danmark.

Tilbage står, om det er muligt at finde den nødvendige politiske og økonomiske opbakning. Vi arbejder på at formidle ideen og at gøre det muligt at udføre relevant forskning på området. Som henholdsvis politiker og forsker opfordrer vi til, at der skabes rum og kapital til relevante pilotprojekter, hvor metoder kan afprøves, måles og evalueres.

Carsten Ørting Andersen er leder af det pædagogiske initiativ Pionergruppen på Kragebjerg og folketingskandidat for Radikale Venstre

Henrik Saxe er lektor på Fødevareøkonomisk Institut, Københavns Universitet og national repræsentant for EU’s COST866 netværksprojekt"

(Vi har meddelt kronikkens forfattere om vort plankeri)

Det er altsammens hippiernes skyld...

2010-08-22T14:55:00.000-07:00

En anden måde at overbevise dansk landbrug om dets utilstrækkelighed, er at blive selvforsynende.

Stille og roligt omlægge flere og flere af dine fødevare indkøb til egen produktion. Selv bager jeg mit brød, får et par høns, krydderurterne er i haven, det samme kommer grøntsagerne, lammene købes hos naboen, gåseklubben er en realitet fra næste forår, skov og hegn deler flittigt ud af sine skatte; jo, der er mange erstatninger for at gå i supermarkedet.

Ved at se igennem denne tynde hinde af kvalitet og manipulation af vore følelser, kan vi give landbruget den opvågnen til virkeligheden, som det behøver. Og heldigvis er skindet på den opfedede gris som et subsideret landbrug er, begyndt at sprække her og der. Et par eksempler MUND-FULD er faldet over i ugens løb:

- Månedsmagasinet "TÆNK" gør det i det seneste og kommende udgaver; sætter fokus på storindustriens kneb for at give kunderne en falsk tryghed ved det nære. F.eks hældes mælk fra samme tank på en røkke forskellige kartoner, alt efter hvilket "landmejeri" supermarkederne har i deres butikker. Hvor fake er det ikke?

- Som del af sin succésfulde projekt "River Cottage", har Hugh Fearnley-Whittingstall etableret "Landshare", et forbindelses-website imellem mennesker der har jord og mennesker der gerne vil dyrke jord. Enkel og dermed, genial idé, som savner et sidestykke i Danmark. Med vanlig (og ærkedansk) skepsis kunne vi have vores tvivl om danskerne vill overlade dele af deres parcelhaver til andre.

- Byggeriet "VM-bjerget" giver beboerne mulighed for at udleve en lille drøm, ved at give dem ca. 100m2 have for hver lejlighed. Her kan man dyrke alskens sager i krukker og spande og modsat andet blokbyggeri, har man også, via diverse arkitektoniske krumspring, et ugeneret stykke grønt, omkranset af plantekasser, der forsynes af et centralt og genbrugsbaseret vandingsystem. Hvilke fremtidige rigtige haveejre og -dyrkere fødes ikke ved at bebo sådanne omgivelser? Mon de vil slå sig til tåls med produkter der er "...produceret for..."?

Denne blogs forfatter tilhører generation X, vi der også kaldes for Jeg-generationen her i landet. Det var os der, da vi var teenagere og yngre voksne, ikke gad høre efter. Vi var "dovne og selvoptagne" og til denne dato hører vi stadig for ikke at have præsteret et oprør som det i 70ernes studentikose miljøer. Måske er demografien ved at være med os, måske er verden bare blevet 20 år ældre, i alle tilfælde er generationskonflikten imellem unge og gamle trådt i karakter.

Og måske skinner generation Xs oprør igennem nu, da hippierne endeligt har opgivet at forsvare idealer de forlod for endnu længere siden. Nu ser vi hvilken verden de har tænkt sig at efterlade os og vi ser hvilken løgn de har levet, mens de fortalte os at kun ved at rette ind, kunne vi leve op til dem.

Farvel hippier, tag jeres forstilte løgne og lad os være i fred, mens vi genopdager de egentlige værdier ved livet; børn, mad og glæde; helt nede i jordhøjde.
Vores oprør er et oprør imod jeres larmende og lammende selvtilstrækkelighed, der nær kvalte Jeres egne børn. Nu dyrker vi vores egne grøntsager, har høns til vore børns uddelte begejstring og vi ved hvordan man brygger godt øl. Uden at slide verden op, giver generation X hinanden glæde uden at forvente noget igen.

Stille og roligt kan vi give alle de systemer 68erne byggede op, fingeren. 68erne, der har for travlt til at besøge børnebørnene, fordi I skal holde idéen om evig ungdom i live. Vi er mere voksne end Jer, vi ser livets faser som smukke, ikke som frygtscenarier. Det oprør I troede aldrig skete, var en stille flod af selvværd, overskud og ægte autonomi fra Jeres dogmer. Vi tager den herfra, I er sat af holdet for I har aldrig været holdspillere...

Fuck you; I won´t do what you told me...

Red dansk landbrug og din egen smagssans, part I

2010-08-11T14:37:00.000-07:00

Der er flere årsager til den for vort land, så fattige fødevarekultur; en af dem er landbrugets deroute.

I denne høsttid, er det tankevækkende at alle de store maskiner kører derude og sætter penge til. Tilsammen skylder de 13.000 fastansatte ved dansk landbrug 350 milliarder kroner. Når der så ovenikøbet produceres for kvantitet fremfor kvalitet, bliver man tavs. Og når man så ser at mange storbønder(er der efterhånden andre?) suser rundt i store firhjulstrækkere, bør man som borger spørge sig selv om hvor længe man gider at sponsorere det cikus.

Det kan hævdes at landbruget producerer det der er flest penge i; menes der dermed flest EU-tilskud, er det korrekt. Siden indmeldelsen i EF, er det danske landbrug gået benhårdt efter at producerer så meget som muligt, for jo større tilskud og unaturligt høje afsætningspriser kunne man få. Til gavn for bonden, men til skade for forbrugeren. En forbruger, der betaler for meget i butikkerne og har alt for få produkter at vælge imellem. En forbruger der tvinges til at æde det maseproducerde slim der afspejler 95% af vort lands fødevareproduktion. Således grundlægges en fordummelse af hele befolkningens viden om fødevarer.

Tænk dig om; hvor kommer din mæk fra, dit kød? På det helt nære plan, hvor mange prodcenter af haveredskaber kan du nævne? Og når du så har nævnt de to du kender, svar så på hvorfor alle danske supermarkeder fører de samme produkter, til de samme priser? Mafia er hvad det er.
For flere fakta om dansk landbrugs aflivning af sig selv, har vi Prof. Søren Kjeldsen-Kragh til at anskueliggøre så smukt. Artikel her og radioprogram her.

I dette indlæg skal det handle om hvordan det aktive menneske kan bidrage til et fundamental ændring af det dyrkende areals udnyttelse. Hvordan kan vi både få et naturligt drevet landbrug og få smagen tilbage på middagsbordet?

Kendskab i hverdagen. Desværre har subsidie-landbruget gjort det umuligt at få et varieret udbud af sorter, racer og produkter. Idag er det vidst sådan at der skal stå sort på kartoffelposen de første 3 uger efter høsten. Derefter kan sorterne blandes efter forgodtbefindende; hvilket totalt umliggør det at kunne vide hvor meget en Sava skal have i forhold til en Friesländer. Men efter de 3 uger er det jo også ligemeget...
Svaret ligger i en ændring af vore hverdagsvaner; mindre TV, mere havedyrkning og lignende selvforsyning. På landet og i parelhushaverne er jorden lige udenfor døren, brug den dog.
Har man politisk mod, vil man, når det kommer til forsyning af større byer, drage fordel af erfaringerne fra Detoit, hvor man omdanner kvadratkilometre af øde industri-og bolgområder, til "bybrug". Alene sidste år blev der etableret 900! køkkenhaver i byen, der har ca. 900.000 indbyggere. Det mest ambitiøse projekt har sat sig sommål at opdyrke 20 hektar; MoTown er blevet til GrowTown.

Og hvorledes griber man så disse enorme udfordringer an i DK? Man laver en kunstevent ud af det. Al mulig respekt for kongelige monogrammer af grøntsager, men det sætter tingene lidt i perspektiv. I de større byer er man åbenbart så bange for ikke at kunne bygge endnu flere dyre lejligheder, at man har glemt de borgere der allerede bor der.

Bliver byhaver og anderledes livsstil for abstrakt og giver det frygt for et kommende genvalg, kan politikerne jo se sig om i andedammen. Der går Thomas Harttung fra Årstiderne nemlig rundt og har allerede løsningen. Medstifteren af Årstiderne gjorde sig sidste år, ved den første OPUS-konference, nogle meget konkrete tanker om lokal forsyning af storbyer. Kort fortalt drejer det som om at skabe mindre enheder i landbruget, der er mere allround- og årstidsproduerende. Tjek hans slideshow fra konferencen her.

Det er muligt at opgive et subsidiestyret landbrug, der hæmmer al udvikling af vor sundhed, vor økonomi og vores fremtidige værdier. Giv jorden tilbage til folket istedet for at gældsætte endnu en generation af bønder.

More to come

Et nyt kuld

2010-08-07T14:36:00.000-07:00

Efterskolensæsonen åbner i de kommende dage og denne lærer er ved at skrue den opdragende attitude på. Er det virkeligt besværet værd at bare prøve at fortælle 16årige om at broccolli og purløg ikke er det samme; bare fordi de begge er grønne?

Indrømmet; det kan være en belastning at skulle gentage selv de mest basale ting igen og igen et helt skoleår igennem. Det ligger ikke til tidens unge at høre efter i timesvis, de surfer hellere porno end opskrifter på nettet og de er midt i et oprør imod alle voksne. Oveni er eleverne på vores skole hverken Guds bedste eller værste børn; de har ofte vigtigere ting end det italienske køkkens historie at bekymre sig om.

Og heri liger jo gaven for en lærer; at kunne møde eleverne dagligt uden at skulle forvente noget som helst og til stadighed blive overrasket over deres umiddelbarhed og pludselige engagement. Et engagement der året igennem modens og bliver til rutiner og selvstændige initiativer. Der vokser anvsar og overblik ret for ens øjne.Når året slutter, slippers de med en forstærket tanke om at de i alle tilfælde har prøvet at stå i et rigtigt køkken og snuset til en frisk fisk.

På et lidt bredere plan bør det dog give grund tilen seriøs overvejelse af vore værdier. Billedet af elever der ikke kender forkel på blomkål og blommer er ikke fiktivt. Det hører til undtagelsen at vi får elever der har haft deres gang i en køkkenhave eller kan splitte en kylling i 10 dele uden at væmmes.
Det er ikke hos børnene vi skal finde problemet, de er blot resultatet af de sidst 50-60 års fattiggørelse af vore fødevarer og madkultur. En kultur ikke længere oppebæres i vore hjem,men så i det mindste i madtemplerne rundt om? Disse madtempler, der optræder i magasiner og madprogrammer, må da bære faklen højt. Her kan vi vel søge til, når vor egen viden er forsvundet. Nej, faktisk medvirker retaurationsbranchen blot til derouten.Vi er dernede hvor vi endda på restauranter præsenteres for spansk fritatta og et tapaskøkken der er lukket. Måske ikke to oplagte eksempler, forklaring følger her.

Frittata er en ærke italiensk æggeret(og ikke spansk, selvom Wikipedia påstår det), men det ved alle jo ikke. Men tager man, som spisested, sig ulejligheden at ville kreere retten til betalende gæster og beskrive den på glittet papir, kunne man da i det minste sætte sig ind hvad man taler om. Eksemplet med tapaskøkkenet, der er lukket, er endnu mere graverende.
Tapas er spansk barsnack, finger food. Der er tale om meget simple retter som tortilla, steget pølse, sardiner i eddike; den slags. Fællesnævneren for disse retter er netop at de er klar til servering fra disken, gæsten udvælger sig sine favoritter, bartenderen serverer. Et tapaskøkken kan ikke lukke, for der er tale om mad der allerede ER færdig. Dette er hvad danske retauranter møder deres gæster med,; vildledning.
Udover lange ventetider, uuddannet tjenerstab og ukoordineret aflevering af maden; den slags småting. Restauranter, der burde være eksempler for deres gæster, sjofler i stedet gæsterne og får dem ovenikøbet til at betale for det.

I den nærværende sommer havde landbrugets organisationer endda den frækhed at stille forslag om at vi som stat, støttede denne gældstyngede industri økonomisk. Og det samtidgt med at den danske stat er blevet trukket for EU retten, med anklager om at yde ulovlig brakjordsstøtte for 750.000000. Magen til frækhed skal man vidst da opfinde nogle fordomme om italienere og grækere, for at matche.
Nej, det danske landbrug har satset og tabt. Masseprodution er ikke rentabelt i et land af Danmarks størrelse og bør snarest afvikles til fordel for økologisk drift. Med landbrugets grådighed og mangel på vilje til at involvere det omgivende samfund, har det tabt. 3%, det er den dels landbrugets arbejden sjæle har iden samlede arbejdsstyrke. I det værst "udkantsramte" kommuner, er landbruget det dominerende arbejdsområde. selve skabelsen af vor føde er distanceret i en grad der aldrig er set før.

Enden er nær og derfor liger svaret også ligefor; vi må bryde denne dødsspiral for den danske madkultur ved at opfinde den igen. Vi importerer fødevarer som aldrig før, vi spiser færdigtilberedt mad som aldrig før, vi lyver os økologiske og køber industrikyllinger som aldrig før. Det skal vi holde op med.
Vore børn og unge har brug for voksne der viser gode eksempler, ved at tænke over dette. Som ansvarlige for os selv og vore børn, bør vi overvejer hvor mange tilfælde af allergi, diabetes og fedme vi vil finde hos vores ophav.

Faster pussy cat; kill, kill

2010-07-26T14:00:00.000-07:00

Er nem mad også god mad? En stigning i salget af convenience-produkter, vidner om at danskerne synes det.

Det er en fysioterapeut i mit nærområde der ynder at skrive små hilsner til de forbikørende foran sit hus. Forleden var budskabet; ”livet bliver længere, hvis det leves langsommere”. Lyder sundt og sandt, men i realiteten løber danskerne hurtigere og hurtigere. Og netop fordi vi har så travlt, er salget af ”forberedt mad” eller convenience-produkter steget. Alle supermarkedskæder meddeler at de i fremtiden satser på at der vil blive endnu mere salg af snittet grønt, skivede champions, formarineret kød og frisk pasta; ofte paket i en færdig måltidskasse med opskrift.
En løsning som tiltaler stort set alle. En rundspørge foretaget af Coop før åbningen af deres nye butikskoncept ”C”, viste at 62 % af kunderne ville købe sådanne forberedte produkter. Nem mad at tage med hjem og oftest er der tale også endog meget sunde retter.

Som deltager i en børnefamilie kan det også tiltale undertegnede at kunne skippe de kedelige snitte- og hakke situationer. Hvis ikke lige det var en af de bedste måder at mediterer på.

Som travl far ville det også være dejligt nemt at kunne få maden overstået hurtigt, så jeg rigtigt kunne ned mine børns selskab. Hvis ikke lige det var fordi at et samvær henover en gang grønsagsvask og ditto tilberedelse, er en rigtig god måde at være sammen med sine børn på.

Som tidligere idrætsudøver og nu 5-6 kilo-for-meget-på-maven-indehaver, ville det også være nemt at få inspiration til hvilken mad jeg skulle spise i butikken. Hvis ikke det lige var fordi at jeg ugentligt laver en madplan, der inddrager hele familiens ønsker og lyster, samt giver mig mange gode timer i kogebøgernes selskab. Og hvis ikke lige jeg vidste at importen af helt almindelige frugter og grøntsager er steget fra 5 til 35 milliarder kroner de sidste 15 år; meget af dette til industriens færdigprodukter.

Der er noget fundamentalt forkert ved at konstant skulle gøre livet ”nemmere”. Det næste der står i vente er vel i form for kosttilskud eller injektion, der holder vores krop i god kondition for os. Det er der sikkert mere end 62 % af os der ville abonnere på, hvis vi kunne. Hvad er det der skal være plads til, når nu alt skal gøres så ”nemt”?
Ser man sig omkring, er det jo ikke fordi danskerne bruger al deres nemt tilkommende tid særligt udviklende eller kreativt. Nuvel, nogen af os mener jo at vi redder verden ved at blogge, men all in all; hvor er det lige at vi står og må spare måltidet væk; hvem har fordel af det?

Det har din chef. Ved at skabe et produkt som ”convenience-food”, et begreb vi nok heller ikke får et dansk ord for, tager man trykket en lille smule af det stress, der opstår sidst på eftermiddagen hos de ansatte. Nu vil der blive lidt længere tid til liiiiiige at nå det og det.
Men lur mig om ikke den sparede tid vil gå op i det lille stykke arbejde, så vi stadig vil styrte hjemad for at handle og hente børn. Børn, der forresten også vil kunne passes alle døgnets timer på udvalgte institutioner. Eller vil vi mon sidde, i sluttet kreds og sende kærlighedsbølger til fremmede planeter, nu da alt bliver fixet for os af industriens påfund?

Ja, sarkasmens tykke tåge hænger over MUND-FULD i dag, for det er en sørgelig udvikling vor måltidskultur har taget sig her. Det er denne blogs overbevisning at vi lever for at være sammen, i alle livets sammenhænge. Men særligt de mest naturlige; formering, fødsel, spisning, søvn, læring og død, lader vi til at ville afskaffe med vort ønske om lette løsninger.

Hvor bliver samværet, læringen, årstidskendskabet, overraskelsen, eventyret af, når det hele skal serveret i mundrette bidder for os? Det forsvinder sgu´ da, sammen med de enorme mængder af affald fra de skivede champions, den snittede kinakål og det færdigmarinerede kalkunlår. Øv!

Og så noget helt andet. Som en lille forbedring, har MUND-FULD lagt Feedzillas nyhedstjeneste ind på bloggen. Feedzilla er en roterende nyhedstjeneste, der døgnet rundt opdateres med nye links. På denne blog vil der køre artikler om bæredygtig livsførelse. Enjoy.

Nå, men så skål….i ØL!

2010-07-05T16:05:00.000-07:00

At blive taget alvorligt, er ikke altid nemt. At blive hørt, kan nogle gange være sværere. MUND-FULD spurgte de 40 nominerede restauranter til ”Nordic Prize 2010; 2 svarede.

Et hurtigt resumé.
MUND-FULD ønskede Noma tillykke med titlen som verdensmester og spurgte, meget retorisk, restauranten hvor øllet var blevet af i al denne stræben imod det sublime nordiske køkken. Overraskelsen var til at føle på, da indlægget blev til en seriøs kontakt fra Noma, der gerne ville begrunde deres valg på området. Man arbejder på Noma med ”små smage”, ”subtile og forfinede indtryk”, der kalder på vinens tilbageholdenhed og (tilsyneladende) nuance. Tak Noma, for jeres lyst til at være med.

Ansporet af dette, blev MUND-FULD ambitiøs og tog diskussionen ud tilde 40 restauranter i norden, der er nominerede til ”Nordic Prize 2010”, for deres arbejde med mad på topplan og deres ambitioner om at bringe nordisk gastronomi, ikke nødvendigvis Der Nye Nordiske Køkken, op på et endnu højere plan. Vi udfærdigede en række spørgsmål, gennemgik hjemmesider og personlige udsagn fra ejere, kokke og somaliers og resultatet står nu frem, 5 uger senere.

2 svar. De er fra AOC(København) og Ravintola Savoy(Helsinki). Savoy baserer deres drikkevarevalg på maden og tradition, AOC har Jacobsen, GourmetBryggeriet (Harboe)og Herslev i deres udvalg, men satser ikke stort på øl. Det var så det.
Måske en fiasko, men det afholder da heldigvis ikke denne blog fra at storme videre med øllets fane højt hævet over det nordiske gourmetkøkkeners faldballader på designerbordene.
MUND-FULD er overbevist om øllets fortræffelighed til al mad. Også på de tallerkener, hvor prisen er en halv månedsløn. Fra ramsløg til koldskål og sushi; øl kan matche dem alle. Og i mange tilfælde, med op til flere meget forskellige varianter, hvor vinen kæmper med blot at stille en enkelt kandidat.

Øl og vin er forskellige som vand og olie, indrømmet.

Vin er ”terroir” i ordets egentlige betydning. Vinen har frugten, gæren, modningen og traditionen på sin side. Man fristes nærmest til at kalde det en Guddommelig drik, da høsten varierer fra år til år, helt uden for menneskets rækkevidde. Åh, hvilken fryd at svæve med guderne og smage deres nektar, kun for indviede. Men industrien, den menneskelige, har efterhånden sat sit store aftryk på vinfremstillingen. En dyr flaske vin er ikke nødvendigvis en god flaske, den kan ofte bare lukrere på fordums gode rygter og nutidens hang til ekstravagance. En vinkenderven rådede os engang til aldrig at købe en flaske vin til over 500 kroner, ”resten er lir”.500 spän er også en slags penge og den slags beløb sidder ikke altid øverst på indkøbslisten hos de fleste.

Enter øl.

Øl er hvermandseje, øl er proletariat og øl er 100 % menneskeskabt. Selvom vi på MUND-FULD endnu ikke har afprøvet evnerne udi bryggerkunsten, kender vi dog en smule til håndværket. For håndværk er det. Fra start til slut, er en øl tænkt og udført af menneskehånd. Dette giver en kæmpe fordel, når det kommer til at kunne forme smagen lige derhen hvor bryggeren vil have den. Alle kneb gælder, ikke engang lagring af øl på vinfade står bryggerne af i dag tilbage for, bare for at få den der lille note af whatever der nu skal findes.

Vil vi gerne her komme med et par eksempler på øllets suverænitet, når det kommer til at balancere med mad. Med risiko for at rage uklar med forfatteren, vil eksemplerne fra vinens side, komme fra Søren Franks bog ”Vinen til maden” udkommet i 2004.
På daværende tidspunkt er ”ølrevolutionen i DK, måske 6-7 år gammel og har allerede præsteret nationale perlebryg som ”Little Korkney” og ”North Bridge Extreme” fra Nørrebro Bryghus, den oprindelige ”Ølfabrikken" huserede stadig i et nordsjællandsk sommerhuskvarter, Bøgedal var i gang og der havde i årene op til 2004, været et enormt fokus på belgisk ølkultur. Beviserne på topdollar-øl var kørt i stilling, selvom der stadig var langt til überhumlet IPA, Imperial porters, danskproduceret kriek og fadlagring af alskens slags.

I ”Vinen til Maden” er der en minutiøs gennemgang af råvarer og hvilke vine der passer til. Det lader at være en kamp mere end en nydelse, når vi nærmer os andet end brassieret oksekød og frugtkage.
Citrusnuancer er ”noget af det sværeste, når det kommer til vin”. Grisekød ” udgør nogle af de største udfordringer”, alle nødder får en portvin og så videre. Dette er ikke en hængen-ud, dette er eksemplificering fra en vinkenders egne erkendelser. Gennemgående bliver ydergrenene som Champagne, muscat- og portvin brugt rigtigt meget i Franks bog.

Øl kan trække på alle tilsætningsmidler, for at opnå en smag, så simpelt er det. Mens vin har det svært med stort set al mad der ikke er en form for udjævning af de individuelle smagsgivere, kan øl matche al den overvægt der bliver smidt efter det. Hele det sensoriske billede af et måltid er smag, men også mundfølelse, duft, temperatur, lyden, de trigimale elementer; alle faktorer der kan må balanceres med drikkevarerne. I gourmetkøkkenet bliver der arbejdet med små smage, et lille hop denne vej her eller der. I tiden op til det molekylære køkken og nu det ny nordiske, var gourmet mere om udseende end smag. Med introduktionen af baconis og ramsløg, er smagen atter kommet i fokus hos de ledende kokke og dermed alle os andre om et øjeblik.

Derfor har MUND-FULD forsøgt at få madens mestre i tale om hvorvidt ikke øl er en bedre ledsager til et vellavet måltid mad.

Det er det tredie ind læg af tre, om øl og gourmetmad. Læs det første og det andet

Sats alt på Orange

2010-06-28T15:01:00.000-07:00

Kulinarisk Sydfyn 2010, nordens største fødevaremarked, har lukket ned for denne gang. En årlig festliggørelse af god stil på madfronten skal strækkes over hele året og det kræver mere end en frivillig forenings heroiske indsats. Endnu en succes på havnen i Svendborg råber til højere magter om at gribe chancen for at skabe et nationalt madcenter i byen Svendborg, i regionen, ja; i Europa.

MUND-FULD var så heldige at deltage helt oppe forrest på markedet, vi stod faktisk i indgangen og kunne begge dage følge slagets gang i blandt boderne. Fra markedets start i 2002, har målet været at præsentere det optimale indenfor fødevarer for et bredt publikum og med godt 12.000 publikummer, må der siges at have været mange mennesker. Særligt med en økonomisk krise hængende over hovedet og med en stigning i indgangen fra 25 til 40 kroner, kan man kun være tilfreds.

Det er fantastisk, slet og ret; at se alle disse mennesker arbejde for at vise publikum det ypperste indenfor luxus ernæring. Luksus og et meget voksent publikum, det er indtrykket der står tilbage nu.
Her på bloggen har vi før slået fast at disse to er hinandens perfekte partnere. Og i foreningen bag er der vilje til at inddrage nye vinkler på markedets mål, som er:

"… at synliggøre og markedsføre regionale råvarer, producenter og spisesteder, herunder skabe en national bevidsthed om Sydfyn som et kulinarisk område med en kvalitetsbevidst kost- og spisekultur og som et nationalt mødested for ”madfolk” i bred forstand."

Nytænkningen på 2010-udgavens ændringer/forbedringer kom i to udgaver.
De helt nye og rodskuddene med egne rødder. Til den sidste kategori hører ”Nordisk Festival”. Den er nu lagt på et helt andet tidspunkt, sidst i maj og her giver den endnu mere opmærksomhed for Svendborg som et internationalt madcenter. De nye tiltag bestod i at inddrage anderledes medspillere. Således fik de lokale og de økologiske i år selskab af Danish Crowns undervisningstelt. Ikke til udelt begejstring blandt fanatikerne kan man forestille sig, men sammen med Årstidernes madlavningstipi og den lille grønne vogn fra kommunen, viser de vejen til den formidlingsdel om fødevarer som må være et naturligt skridt fremover. Det naturhistoriske museum Naturama deltog med nordiske dyr og den forventede desikering af et dyr, god underholdning for børnene og der var oplæg fra producenter og vidensmennesker i Slow Foodteltet hele markedet igennem.

Som forening har Kulinarisk Sydfyn efterhånden nået sin maksimale kapacitet. Der er masser af idéer, masser af vilje og masser af know-how blandt disse arrangementsveteraner. Men det er også de samme personer der træder op hver gang. Med hvert nyt tiltag, bliver disse mennesker presset yderligere i deres formåen.
Som by har Svendborg draget enorme fordele ved dette arbejde, det er snart tid til at satse alt på den orange farve som Citta Slow sneglen bærer og byde ind med resourcerne til komme op på næste niveau. Faste lønsummer til nøglemedarbejdere og beviste valg i nye tiltag for at promovere kommunen.
Vi savner endnu at se politiske tiltag i form af søgning og etablering af helårs aktiviteter, sprunget ud af Kulinarisk Sydfyns madorgie.

Lad os da få en seriøs drøftelse af det tænkte MadEksperimentarie/MadHus/FødevareMekka, bruge nogle kræfter på et prospekt og få sendt nogle følere ud.
Mad er jo bare en gren af hele konceptet og vil man inddrage nye tiltag; musikfestivaler,turistkampagner, temaparker, er det da klart at det skal tegnes i lignende orange farver udad til. Nok er Svendborg en perle, med et fortjent renomé som kulturby og vel er Citta Slow Diplomet fortjent.
Men så længe man har travlt med at konstatere dette, i stedet for at tænke ud af kassen, så længe der bruges mere tid på at nyde frugten af andres arbejde, frem for at give mere plads, vil det politiske niveau være en stopklods for ambitionerne om et sydfynsk madcenter i Europa.

Så hvem vil bo i en Citta Slow?

2010-06-20T12:30:00.000-07:00

2008 4 større borgerinddragende arrangementer om Citta Slow.
2010: O
Hvem er det egentligt man forventer at tage teten i denne unikke mulighed for Svendborg?

I 2008 blev der lagt op til borgerinddragelse. Debatmøde på Naturama, til et andet møde inviteres "eksterne", mennesker med lyst og holdninger til Svendborg. Efterfulgt af folderudgivelse og deltagelse i "Øhavets dag". Dengang arbejde man også, fra kommunalt hold, på den nu færdige "Handleplan for Citta Slow (Svendborg)". Nu er det 2 år siden, hvem har taget udfordringen op, hvor handles der konkret for at få denne, Danmarks eneste Citta Slow, op og i gang?

Er det kommunen?

Kommunen har taget Citta Slow konceptet til sig. Som omtalt tidligere, er der seriøse problemer med at få det ud over skranken deroppe fra, men der er vilje rundt om i kontorerne. faglig, så vel som politisk. Siden 2008 virker det som om at man lidt har lukket sig omkring sig selv, papirarbejdet har været overvældene, men ikke tilstedeværelsen de rette steder. Nu er det jo ikke embedsmænd og ditto kvinder der trækker læsset i kommunens visioner, den slags har vi politikerne til. Det man kunne savne fra politisk hold er en direkte omfavnelse af idéen om en langsommere by. direkte vilje til at bruge byens aktiver, til at gøre Svendborg til DKs mest menneskelige by.

Et konkret forslag; udlæg en del af torvets areal til Farmers Market folkene, så deres lokale og ofte, økologiske varer får plads og mulighed for at blive solgt. De nuværende mafialignende tilstande er hverken liberale eller givtige for byen. Giv om nødvendigt de "stakkels" GASA-sælgende stader en kompensation - en mulighed for at blive en del af Farmers Market med gratis stade i 6 måneder. ja, det er sørme uretfærdigt, men varerne fra Farmers Marker er de lokale varer, de er ikke kørt til fra det store udland, de er i sæson; dem skal man værne om. Kommunen ejer torvet, de må sætte vilkårene og ikke ligge under for "plejer". varer købt på det store grønttorv er de samme som dem der findes i supermarkederne at købe dem er blot en falsk idé om markedet som en Citta Slow værdi.

Og må MUND-FULD så ikke ønske Svendborg Kommune tillykke med de nye betalingstakster for brug af byens gadearealer til udstilling af varer og udeservering; 600,- om året er billigt sluppet.

Er det det lokale erhvervsliv?

Som meget rigtigt pointeret fra kommunalt hold; private firmaer gør kun noget, hvis der er noget at tjene på det. Så sandt, så sandt. Jvf. ovenstående leje af byens aktiver, gav dette store dønninger, det var en begrænsning og en told af fri handel. Man så åbenbart intet problem med at bruge gaderne, byens ejendom, gratis før. MUND_FULD deltog også i møderne i 2008 og husker særligt hvordan forslag om længere åbningstider i sommerhalvåret, fra lokale erhvervsdrivende blev afvist. "I Svendborg skal folk have tid til at sejle og derfor lukker vi tidligt i weekenden. Tris, men sandt og turister henvises til at henslæbe resten af deres weekendophold i tomme, lukkede butiksgade. også på Ærø, et sted man måtte tro at der blev satses alt på turisterne, lukkes der kl. 13 om lørdagen. Gad vide hvorfor store butikscentre er så populære?

Nej, den svarer vi selv på. DET ER FORDI DE HOLDER ÅBENT.

Selvfølgelig ville en længere åbningstid være en udgift i starten, en den kloge ville vide at rygter spreder sig, mon ikke man ville se en positiv virkning efter et stykke tid, say en enkelt sæson?

Er det borgerne?

Ja, gu´fanden er det da borgerne. Mens kommunen søger fonde til overhovedet at have folk ansat til at administrere konceptet(sært at man ikke kan spare sig til en stilling eller to, når nu man er i gang med sparerunder) er det op til beboerne at holde jernet varmt. Det siges at man jo ikke behøver at gøre så meget, der var jo en grund til at Svendborg blev godkendt i første omgang. det er rigtigt, men når man kommer fra Italien og ser en bybus der overholder tiderne, giver det automatisk topkarakterer. Det samme gør hele vores daginstitutions system, idrætstilbud o.l. Så i stedet for at stræbe imod nye mål, ser nogle det som værende en blåstempling af byens nuværende tilstand. bagstræberisk, mildt sagt. Borgerne er motoren og viljen, motoren der holder kommunen i gang, viljen til at købe dyrere på torvet end i centret. I den kommende weekend er der Kulinarisk Sydfyn på havnen i Svendborg. Denne gang større end nogensinde. man har valgt at tage Danish Crown og deres publikumskøkken med, Naturama komme, bare de ikke skærer endnu en sæl op og så er Citta Slows lille campingvogn også kørt i stilling. Der er lagt op til 2 dages madorgie, selve nerven og oprindelsen til at Svendborg er en langsom by.

Nu er det op til borgerne at sørge for at der ikke bare kigges og smages denne weekend, de skal ederperkemig også sørge for at handle lokalt resten af året.

Er øl da godt nok til en prisvinder?

2010-06-14T04:55:00.000-07:00

Efter vort indlæg om øl og ramsløg, har vi brygget lidt videre på historien om øl i det moderne nordiske køkken, eller jo altså, manglen på samme.

MUND-FULD blev kontaktet af NOMA, der gerne ville tale mere om dette med nordisk køkken og øl. Det blev til en særdeles spænende snak med stedets somelier Pontus Elofsson.
Pontus pointerede at Noma er et nordisk køkken med stort N og at de valg der bliver truffet mht. drikkevaresammensætningerne, har dette udgangspunkt.

”Nomas mad er elegant i sin sammensætning; elegant og subtil smag, forudsætter en ligesindet elegant ledsager”.

I en uddybning forklarer han at øl er for volminøs i sin sødme og bitterhed til de mere forfinede smagslag, der er i et gourmetmåltid på Noma.
”Knivmusling med dild/muslinge juice har et så klart og køligt udtryk at den syre og mineralitet en vin kan præstere, er langt bedre end en øl”, siger Pontus.

Han ser også de vildtgærede øltyper, lambik, og geuze, som værende for potente, måske endda for primitive, til muslingen.Yderligere gives svær adgang til bryggeriernes distribution som en grund for et mindre fokus. Øl er heller ikke særligt efterspurgt på Noma, der jo ikke har som ambition at være en ølrestaurant; som Pontus formulerer det. Man sælger nærmest kun sin egen øl og gerne som en opstart, før måltidet. Pontus Elofsson betegner sig selv som en af de someliers, der ved mest om øl i landet; hvilket godt kan ses af kortets øludvalg.

Nordic Prize 2010
Noma er nemlig den restaurant, af de 40 nominerede til årets ”Nordic Prize”, der har det klart bedste ølkort. 26 øl er det blevet til. Ved en gennemgang af øllene, bæger de dog præg af at være udvalgt særdeles tilfældigt, efter kvaliteten at dømme. Således er sublime bryggerier som danske Mikkeller, norske Nøgne Ø eller svenske Närke, ikke repræsenteret på kortet. Det er derimod Fur, Jacobsen, Klosterbryggeriet og Claus Meyers Bændeale. Som eneste klare kvalitetsvalg finder vi Nils Oskar fra Sverige og danske Bøgelund.

Nu ikke mere om Nomas øludvalg; vi har prøvet at tage dette, for MUND-FULD meget vigtige, spørgsmål et niveau op.

”The Nordic Prize” er en Danish Crown og Arla sponsoreret pris, der skalkåre en årlig bedste nordiske restaurant. Af bedømmelsesmaterialet fremgår det:
” In recognition and respect of the Nordic gastronomy and Nordic cultural values selected connoisseurs of gastronomy in the Nordic countries have teamed up to elect ”Restaurant of the year in the North”, an initiative that will bring further focus on the Nordic markers.”

Man vil altså belønne arbejdet med nordisk gastronomi og nrdiske kulturelle værdier. Nu er øl ikke suverænt et nordisk produkt, men det er vin heller ikke. Alligevel er det en tydelig tendens, ved gennemgang af de nominerede restauranters hjemmesider, at de vægter vinen lant over øllet, til deres mad. En mad og et arbejde, der ellers, af siderne selv, omtales som evigt fremadstræbende i arbejdet med at skabe den bedst mulige oplevelse for gæsten.
31 restauranter nævner ikke øl med et ord på deres sites. 4 har anført brygerinavne, mens 6 nævner ”øl” og en pris, men ikke bryggerierne. Ikke så imponerende, I dsise Nordic Kitchen-tider.
Finske Olo, Helsinki, beskriver vin således; ” The Nordic kitchen is fairly tolerant with various wine tastes”. Andre restauranter er ikke så præcise I arbejdet med at sætte druesaft from around the world BUT Scandinavia, til dette nye nordiske koncept, men hævder hist og her at have kendskab til øl, eftersom de har en filosofi omkring deres drikkevarer som et hele.

Så må man jo spørge sig for
Derfor har MUND-FULD udfærdiget og sendt nedenstående brev og spørgsmål til de 40 restauranter, med en 10 dages respitid, så får vi jo alle sammen at se hvad der rører sig indeni i disse potentielle prisvindere og reelle meget kompetente restauranter, der skal repræsenterer det ypperste i nordisk kokkehåndværk; mad.

Mailtekst:

Reguarding your restaurants use of beer and work with the Nordic Cuisine

Dear owners, chefs and sommeliers

I´m a Danish blogger on food and education. In my search for a valid reason to the lack of beers in the Nordic gourmet kitchen, I write you ,in the hope that you can help me. Since your restaurant has been nominated for the “Nordic Prize” award this year, I hope to address this to restaurants on the highest level, with interest in Nordic Cuisine and a never stopping desire to be on the forefront of gourmet cuisine.

So, I have made a list of questions I would hope you could find the time to answer, for my education, for my readers and the further work with the topic.

Thanx in advance
Yours truly

My blog (I´m afraid it´s in Danish)
http://mund-fuld.blogspot.com/

Quesions:

• Briefly describe your work with the Nordic Cuisine.

• Can you give a description, maybe in pictures as to how a meal at your restaurant is intended

• What are your views on beverages for meals?

• What requirements are you asking for wine when you assemble it with your food?

• To what extent are beer used in your restaurant?

• What is the background for your restaurant to carry beers?

• What background underlie your choice of beer?

• What requirements are you asking for a beer when you assemble it with your food?

• What education / training / travel underlie your knowledge of beer?

• Based on your focus on the Nordic kitchen, what reasons are there to overwhelmingly use wine in your restaurant?

• What can be the basis for the restaurant industry's greater emphasis on wine rather than beer for dinner?

• Have your restaurant's plans to include more beer in your work?

Dette er det andet indlæg af tre om øl og gourmetmad. Læs det første og det tredie.

The missing link

2010-06-08T11:57:00.000-07:00

Der er en sær ubalance imellem det antal mad-shows dansken ser og den kvalitet hans mad bærer præg af.

Rækken af dansksprogede madmagasiner stiger støt, der er madprogrammer til alle segmenter i befolkningen, nogle tager på gastro-ferier i udlandet, (hvorfor er det for resten ikke blevet kæmpestort i Danmark?) alle medier med respekt for sig selv anmelder, beskriver og behandler mad. Man skulle tro at vi, som nation, havde hjertet placeret sted imellem vores familie, vores jobs og så vores ernæring. At vi slyngede om os med egnsretter og familietraditioner om mad. Man skulle næsten tro at vi, som nation, vidste hvad vi reelt går og spiser.

Hvad vi spiser ved vi måske også, på overfladen, men det ser ikke ud til at have noget som helst at gøre med ernæring, endsige madkultur.

Et eksempel kunne være vores drikkekultur. En lang, nærmest Calvinistisk forhistorie, har gjort alkohol til et tabu i Danmark, ergo noget der er særdeles tiltrækkende. Og som alle lovbrud, kan det kun gøres i begrænset mængde og kræver en vis portion mod. Når så endelig modet er på plads, gennemføres opgaven med fuld kraft. Danskerne kan bare ikke drikke, uden at de skal helt ud i den yderste ende af hegnet, derude kaster de op og så fortsætter de gildet. Den nys overståede Distortion-festival i København er et godt eksempel på en gadefest forvandlet til drukgilde.
På samme måde blev der, indtil for få år siden, bygget luksuskøkkener over det ganske land, magasinet Gastro opstod f.eks. pga. denne nye verden af dimser og lir. Vi har været vidner til stjernekokkes mere eller mindre heldige programmer i TV, til deres mere eller mindre heldige, men altid lækkert indpakkede, bøger om emnet.

MAAAAAAAD. Vi kan ikke få nok og det må gerne set godt ud samtidigt.

Men ved vi egentligt noget om hvad der er indeni? Eller, rettere; ved vi noget om hvordan vi sætter råvarerne sammen, så vi faktisk véd hvad der er indeni? Hvordan kan vi have så mange "positive" og lærende påvirkninger om mad fra medierne, når vi alligevel spiser og køber ind som vi gør?

Lad os tage en lille citatrundtur:

” - Forbruget af dagligvarer ser ud til at være nulstillet, og samtidig har der været en stor tilgang af discountbutikker.” Bent Aarrebo Pedersen, formand for Danmarks Handelsstandsforeninger. Kristligt Dagblad 2004.

”- Folk bliver ved med at købe godt kød og lækker is - det vil de ikke undvære trods krisen, og de vil gerne signalere, at de ikke er ligeglade med, hvad de køber. Men når det kommer til de varer, som ikke står fremme i det daglige - for eksempel rengøringsmidlerne under håndvasken - så går mange konsekvent efter billigere produkter nu, end de gjorde før. Det er ikke nær så vigtigt med det eksklusive, hvis det ikke sender et stærkt signal”, Jens Juul Nielsen, Informationsdirektør, Coop. Politikken 2009

Signalværdi og discount, kombineret med total ignorence af hjemkundsskabskultur = dansk forbruger anno 2010

Som underviser for en flok 9. og 10. klasser, må det konstateres at de i hvert fald ikke ved nok. Men gjorde jeg selv det som 16årig? Helt sikkert ikke, gjorde min mor? Nej, det gjorde hun ikke. Fik jeg undervisning om mad og ernæring i skolen, har det ikke fæstet sig særligt godt. Så da jeg, som 16årig, flyttede hjemmefra, var jeg helt blank på mad. De unhe af idag er ikke bedre rustet. jeg har prøvet at tænke hele processen igennem og ser én hovedårsag til hele problemet; mangel på (ud)dannelse.
Mangel på viden hos forældrer, giver uvidende nye voksne. Mangel på undervisning i skolerne, senest har man fjernet hjemkundsskabprøven i 10. klasse, giver endnu mere uvidende unge.

Der skal skabes forbindelse imellem den unge befolkning og de fagområder der ved noget; stjernekokkene må ud i skolerne. Jamie Oliver gør det allerede, vi kan kun håbe på at det vil ske i Danmark.

Det der skal ske, er en revolution af ernæring og måltidskultur, intet mindre. Vi må mase de unges og børnenes næser ned i hyldeblomsterne, vise dem forskellen på lam og kylling; gøre dette område "mad" til en så væsentlig del af deres intellekt, som det er af deres krop.
Lige nu står vi et sted hvor mad er lig med selvpineri, narkomani, askese og dårligt indhold for rigtigt, rigtigt mange unge. Dem, der faktisk står til at få et kortere liv end deres forældre, hvis ikke de har råd til at blívere repareret for deres livsstilssygdomme.

Mere om dette altafgørende emne senere; indtil da; læs dette fra Ugebrevet Mandagmorgen, hvor bla. Arne Astrup fortæller om OPUS, BO Jacobsen om sund fornuft og uddannelse og Forbruger Rådets Rasmus Kjelddal om offentlige initiativer der bør tages i kampen imod kommercielle interessers devaluering af vores fødevare.

Øl er nok bare ikke fint nok til ramsløg

2010-06-01T10:34:00.000-07:00

Mens man scanner ned over 56 sider vinkort, kan man gruble lidt over hvor nordisk et køkken Noma nu har. Og, ja, vi tillader os hermed at tage "verdens bedste restaurant" i de der hår lige foran ørene og kræve mere!!

Faktisk tager vi hele den danske restautionsbranche til ansvar for at spille sig øllet af hænde og vedblive at bruge vin til deres ellers så innovative menuer. Specielt i disse år, hvor danske lokale og nordiske produkter tordner frem, synes det som om at de gamle skandinaviske traditioner med øl til god mad, er glemt.

Efter en flytning ud af København og til det miderste Danmark, brugte denne blogs indehaver en god del tid og en lidt mindre hoben penge, på at arbejde på dette problem. Der blev taget kontakter, lavet aftaler og afholdt møder. Ved hvert møde madbragtes et udvalg af landets bedste bryg og med baggrund som Nørrebro Bryghus´ første ølambassadør, blev der så ellers berettet om de fantastiske dråber og deres værd til maden. Listen over besøgte steder blev valgt på baggrund af deres ambitioner, vi var ikke på det lokale pizzaria. Med næsten 25 besøg på toprestauranter, var resultatet nedslående.

Det var så grelt at vi på Falsled Kro blev tilbudt at stedet da kunne købe et par kasser af det øl jeg "bryggede, så personalet havde lidt godt til den kommende skovtur". Fransk humor, når den er mest ironisk velsagtens, men man havde altså ikke engang forstået at jeg kom med flere bryggeriers produkter, endsige at jeg var uafhængig promoter af disse. Jeg var bare endnu en sælger. Andre steder havde man da lavet sig en gang is med stout og så var den fisk vidst da også skællet.
Andre steder igen var man mere ærlige; der er simpelthen ikke det samme proveneu på øl som på vin.

Igen skal økonomien have sin ret. Man kan(atter) undre sig over hvad det koster at få mos fra Øvre Finland og røget kølle af moskus fløjet ind, siden det åbenbart er en overkommelig udgift. Vi ser bort fra økonomien her. Vi skal nemlig længere ind.

Da det ikke forløb godt med at rende restauranterne på dørenene, henvendte vi os istedet til Kold´s i Odense; restaurantskolen blandt meget andet. Vi ville gerne være med til at hæve kommende kokke og tjeneres viden på området. Dette år er det tredie vi sender et oplæg afsted til skolen, forud for skemaplanlægningen, og går det som de forrige to, er der ingen respons denne gang heller.
Rønnebærene ER bitre og det er surt at hedde Kurt og ikke blive hørt. men endnu vigtigere er måske nok denne kategorikse afvisning, i alle branchens led. Er der tale om konspiration eller mangel på mod?
Når man endelig møder et udvalg af "specialøl", så er det gennemgående at de alle kommer fra samme leverandør. En bedre sælger end undertegnede har været igang og har fået afsat sin pulje her. Dejligt, for med mit kendskab til øl, er det intet problem at vælge IPA frem for keller og Mikkeller fremfor Klosterbryggeriet. men hvad gør Peter Madsen-jeg-tror-da-jeg-snupper-mig-en-øl-istedet? Han spørger betjeningen og her kommer vi til et kardinalpunkt; niveauet af viden om øl i retsaurationsbranchen.

Udover at de smitter dejligt med deres friske ungdom, er unge piger og drenge i tyverne ikke meget bevendte i dansk restaurationsliv. De ved ganske enkelt ikke nok, særligt når vi kommer til andet end det der ligger på tallerkenen. "Den er vidst meget stærk" kan være en udmelding om en given øl; stærk kan forresten strække sig over en betegntelsen af farven, til alkoholstyrken eller graden af humle tilsat. Resultatet er endnu en solgt carls fra fad og en restauratør der ikke tager chancen med øl igen; han sælger jo ikke noget af det skidt.

Mangel på viden er nøgleordet her. Viden hos uddannelsestderne, hos restauratørene og hos de stakkels ansatte. Så mens en ukrudtsplante som ramsløg er blevet hverdag, kan vi stadigt kigge meget langt efter en øl der passer til.

Forresten så ville mesteren her selv sætte enten en tør pilsener, en geuze eller måske en af Herslevs aspargesøl til en ristet aborre med ramløgspesto og en gang grillede asparges.

Dette er det tredie indlæg af tre, om øl og gourmetmad. Læs det andet og det tredie.