Gratis mad er cool

I aften tager jeg ud igen, ud og vipper låget op på supermarkedernes affaldscontainere og hiver den kommende uges mad op af dem. I disse kolde vintermåneder bruger denne familie på to voksne og to mindre børn, mindre end 300 kroner om ugen på indkøb. Det vi køber er faktisk mere de ting der ikke er direkte spiselige; vaskepulver,  lyspærer o.l.

Det kan tænkes underligt, men jeg giver denne frontrapport, for at få flere til at se lyset og skaffe sig noget gratis føde og samtidigt gøre en indsats for at mindske vores katastrofale madspild.

Først vil jeg dog lige takke de samlede danske detailhandlende for et rigtigt godt udvalg af brød, konstant leverance af allehånde mælkeprodukter, de 15 pakker smør jeg har i fryseren, de 20liter juicer, der ligger ved siden af smørret, samt de 8 speepølser, der også i smidt oveni. Jeg vil også gerne kvittere for de 16 poser kaff, fra forleden. De havde holdbarhed til næste april, men der var vidst tabt en juice over de første tre poser!  Mine kaniner er de bedste fodrede i nabolaget, det samme er kattene og hønsene. Vores køleskabe bugner af grønt og mælk, ymer, you name it. Skabene fulde af tørrede produkter som hirse bønner, spahetti, kikærter, quinoa, havregryn, mel(alle typer). Min kone får blomster mindst en gang om ugen nu, mine børn en mælkesnitte, når deres far ikke kan bære at se 2-3 dusin af dem ligge der.

Ligge der i containeren, er det ikke vildt klamt?

Joh, en affaldscontainer er da noget beskidt, derfor er jeg sæsonskralder, fra september til april; sommeren er hård ved madvarer. Men ellers ligger det hele jo der, lidt rodet, men på køl. Lige til at snuppe.  

De varer jeg møder, når jeg åbner en typisk container er alle blevet kasseret af forskellige årsager. Ingen af dem er bundrådne eller bare noget der ligner(medmindre det er den der en appelsin ud af 10 i et net), for det kommer jo altså lige fra hylderne et par timer tidligere.

Oftest er det datoen den er gal med, ferskvarer som mælk, pålæg, kød, æg, fisk; har alle en ”sidste salgsdato”, ikke at forveksle med en ”bedst før –” dato.  Jeg tager ikke æg eller fisk og også kødet har jeg rigeligt af hjemmefremstillet. Alligevel hjemtager jeg kød, der netop er gået på datoen, til husdyrene.

Grøntsager falder for en eller anden udseendesmåleenhed jeg ikke helt kender. Nogle er selvfølgelig blevet ubrugelige, men det ser ud til at man, fra supermarkedets side ikke ser på resten af partiets tilstand. En aften fandt jeg 3 kasser ananas, ikke en skramme, men under dem lå 3-4 dårlige af slagsen. Det tyder påat nogen har sagt noget i retning af ”De par stykker er ved at være færdige, vi må hellere rydde hele partiet, for at være sikre. Well, de tre kasser fejlede ikke en dyt og vi havde tropefest hele ugen.

Tørvarer har selvfølgelig også en ”bedst før”-dato, men det betyder ikke at varen er dårlig. Har ikke tjekket lovgivningen, men mener at vide at denne dato er producentens rygdækning for ikke at skulle leve op til gængse kvalitetskrav for den pågælende vare efter denne dato. Hm, havregryn bliver altså ikke dårlige af at stå en dage eller 20 over datoen. Faktisk vil jeg sige at det eneste man skal undgå at tage, med en udløbet dato, netop er de varer med en ”sidste anvendelse”-mærkning. Og så igen, mælkeprodukter holder sig snildt en uge, måske endda to.

En del varer er blot beskadigede, så ingen vil købe den; bulede pakker, huller, skår. Nogle er bare blevet til overs på en eller anden hylde og så må den jo hellere smides ud. Har bla. fundet toiletpair, lyspærer, 12 pakker tandpasta, 8-10 kilo nytårspynt fra dén afdeling.

Og så er der hele jagtkicket. For efter jeg har sparet i tusindvis af kroner, ved at bruge 1½ time et par gange om ugen i containerne, så er der jagten.Hvad gemmer sig, hvad har fjloserne ment ikke var værdigt at have i ders butik i dag? Åh, to kasser spagepølse, bare fordi den hedder noget med ”jule-”  og det er nytår? Flødeboller, i kassevis, med tre dage tilbage på datoen?

Hvilket leder mig til en lille sjov ting, jeg oplever, når jeg diskuterer dette med bekendte. Man køber en mælk, den er et par dage fra at være udløbet. Når den når datoen, bliver den tit hældt ud, fortæller folk. Men lige så tit, får den lov at blive stående. Det samme gælder i høj grad, andre produkter, pålæg, ost, marmelader, remoulader, smør, alle bliver de oftest hængende, til de er brugt op. Overløben dato eller ej.

Min påstand er at maden i mit køleskab, i mine køkkenskabe og i kælderen, er maden friskere end din. Og jeg har ikke betalt for den heller. Tihi.

Uoriginal fynsk ølreklame

Fynske bryggerier er gået sammen om at kopiere en amerikansk reklamefilm om mikrobryg.

Tekst, billeder, klipning, selv musikken, er taget ud af den originale sammenhæng fra USA og sat ind i en amamtøragtig, dansk kontekst. Den fynske udgave kalder sig for "Kampen mod ligegyldig øl"(link) , originalen "I Am A Craftbrewer"(link) .

Vand, malt, gær og humle; det er hovedbestanddelene i al øl og derfor kan det jo være svært at tale om originalitet i dén branche. Det var måske en undskyldning, der kunne bruges for år tilbage.
Men ikke nu, ikke i disse år, hvor øl er blevet så meget mere en end tørstslukker over hækken. I nutidens ølbranche kræves der originalitet og personlighed, for at kunne stå frem for sine kolleger/konkurrenter. Der bliver eksperimenteret som aldrig før med øllet. Det vil sige; nogle bryggerier eksperimenterer som aldrig før. Andre fortsætter deres produktion som før og på den måde burde det vel være fint; sådan at holde sig til hvad man gør bedst.

At bryggerier som Albani derfor synes at de bør deltage i en kopiering af velestimerede bryggere fra USA, kan derfor undre, ja frembring latterbrøl hos denne blog. Hvad tror de er? Mikro? Eksperimenterende? Gode til at optræde i amatørfilm?

Grinet hos mig forstummede dog helt og aldeles, da det blev MUND-FULD bekendt at dette lille fynske Copy-Paste-projekt ikke er en glad samling amatørers produkt. Det er resultatet af en koordineret samarbejde, med reklame firmaet Red Ink som samlende faktor. Et fynsk reklamefirma, der på deres websites forside proklamerer at man skal "Slå Autopiloten Ihjel"(link) .

Nu er der penge involveret, nu er det jo alvorligt. Der er, tilsyneladende blevet sakset 100% fra reklamebureauets side og bagefter har det modtaget mindst 41.000 kroner fra Energi Fyn, for at aflevere resultatet.( Det viser sig nu, +1 dag efter dette indlæg, atde 41.000 kroner, er blevet udbetat til Red Ink for at producere onlinemagasinet " En kulinarisk rundtur på nettet - fra Abildgård til humlehave" release d. 7. februar 2013. Bliver spænende at se hvor inspirationen til det produkt er kommet fra.) Bryggerierne har vel også spyttet i kassen, gad vide hvad slutbeløbet endte med? Gad vide hvor mange andre af Red Inks produkter der er stjålet? Ikke inspireret af, men direkte kopieret?

Det må kunderne jo i sidste ende bedømme, som gammelt reklamemenneske bedrøver det mig blot at reklamebranchen, endnu engang viser sin dårligste side frem; plagiatet.

Tilbage står samlingen af fynske bryggere, der vel havde regnet med flere end de foreløbige 852 hits på deres Youtube stunt, og vel også havde regnet med at de havde fået et originalt produkt for deres tid (og måske penge?).

Eller vidste de hele vejen at deres forsøg på at være originale,  i deres kamp mod ligegyldigt øl, var en kopi af noget der faktisk ER originalt og alt andet end ligegyldigt?
Vidste de fynske bryggere godt, da de havde set den amerikansk original, at dér ville de aldrig nå op, men at de lige så godt kunne prøve at se ud som om de kunne? Det undrer mig såre at man kan påstå at man kæmper for de små, det lokale og den håndværksmæssige respekt for råvarerne, (eller hvad det nu er størstedelen af danske småbryggere ynder at skrive i deres anprisninger af eget produkt) med ene hånd og så stjæle andres håndværk, med den anden.

Gad vide hvordan øllet smager rundt om på Fyn i disse dage; mere surt end det plejer?

Kan du slå det ihjel, kan du spise det.

Igennem årene har den blog f'ølt sig lidt frem i det veganske; hvad gør egentligt at man vælger at leve helt uden animalske produkter? Og vigtigst; hvad er udgangspunktet for at gøre det?

Vi har været der; den positive overraskelse over raw food (link) og erkendelsen af dens begrænsninger. Vi har læst os igennem Jonathans Safran Foer´s bestseller om at gå undercover i kødbranchen (link) og set at det er en lidt anden verden at producere kød i USA, måske.

Senest har vi genset filmen, der efter sigende, skulle omvende folk til at gå 100% veganer efter en gennemkigning; Gary Yourrofskys foredrag på Georgia Tech fra 2010 (link) . Og for et par dage var det så den æstetisk smukke, men afskyvækkende "Holocaust on a Conveyor Belt - Assembly Line of Death" (link)

Alle stærke fortalere for at droppe ud af kødshowet og begynde at gnaske grønt på fuld tid. Dervar en tid hvor jeg foretrak det grønne, men et alt for travlt arbejdsliv med børn, har trukket vores familie tilbage til mange måltider, hvor allehånde hakket kød og bryststykker indgår. I en længere periode, var denne pen diktatorisk herre over alle andres diæt, hvilket jo endte med oprør og kollaps hos undertegnede. Alle de gode intentioner om mindst økologi, mindst muligt kød, mest mulig smag; strandede på forskrækkede børn, forsmåede hustruminer, stress over madlavningen og mangel på samvær, for der skulle laves mest muligt selv.
Det var lige ved at gå galt; der måtte en kollaps fra denne side til. Jeg smed forklædet og forlod køkkenet, såret, vred over deres mangel på viden, deres rynken på næsen, deres utaknemmelighed over hvad jeg gjorde for dem, deres sundhed, udvidelsen af deres smagshorisont, deres mangel på medfølelse og overbærenhed, når eksperimenterne ikke lykkedes.

Så gjorde vi det vi skulle have gjort fra starten af; vi begyndte at lave mad sammen.

Og nu er det på vej tilbage. Vi finder sammen ud af hvad vi kan lid, hvad vi vil lave; det er først startet, men det er klart bedre at være i nærheden af køkkenet og spisebordet nu.


Her er det kødet kommer ind; gider vi spise det og hvad er prisen vi vil betale? Den yngste datter sorterer ubevidst kødet fra,den store søn spørger til hvordan dyret så ud, hvordan det havde det og hustruen, blev i sin tid vænnet tilbage til at spise kød af undertegnede, der synes det ofte er sjovere at lave mad med grønt end kødstykkerne. Alt i alt, vi burde ikke have svært ved at blive veganere, i hvert fald vegetarer.

Der er mange argumenter for at kun spise grønt, men lad os tage de to, der ser ud til at dominere. Der er det biologiske argument og der er det etiske.

Der bliver argumenteret for at vi slet ikke er bygget til at spise animalsk. Vore tænder, vore nærmeste slægtninges vegetarisk dominerede diæt, vores fordøjelsessystem er ikke bygget til animalsk føde, sygdomstyper som cancer, der ser ud til at stige i befolkninger, der spiser meget kød. Listen på skrækscenarier er lang og sikkert helt beviselig.

Så er der det etiske. Måden vi frembringer vores kødprodukter på er syg; det er et perverst livsyn at opdrætte andre dyr, med formål at fortære dem og deres sidegevinster, som mælkeprodukter. Denne blog har mange gange støttet dette argument med eksempler på stadigt forringede forhold for dyr og mennesker i den animalske fødevaresektor.

Alligevel ser det ud til at vegetarismen og den rene veganisme ikke får et ben til jorden hos toneangivende grupper som politikere og fødevaresektoren. For tiden ser det jo ud til at lille DK, med nærværende fødevareminister i front, skal stå for hele Kinas svinekødimport. Der er masser af penge at tjene og så er alt godt.


Men nu skal jeg jo ikke blive revet væk her; denne tid er ren meta for undertegnede; hvad kan jeg selv gøre, hvor langt er jeg villig til at gå, med familien taget med på råd og behov.
For mig er det ikke biologiske eller etiske grunde der skal afholde mig fra at spise kød; det er min mangel på overblik. Overblikket over hvad det er jeg kommer i munden, for som det er nu, ved jeg det ikke Altsådet kød jeg køber i butikkerne, jeg aner ikke hvad det har gennemgået, før det ligger i min indkøbspose  eller i rygsækken. De, producenterne og detailhandlen, kan jo bilde mig hvad som helst ind. Og det ser ud tilde gerne vil fortælle mig gode historier om græsmarker og, næsten, smilende dyr, på vej til slagtehuset.
Jeg gider ikke at blive løjet for, så derfor vil jeg gøre afstanden til min animalske føde så kort som mulig.

Vi har haft kaniner i et 1½ år nu og i julen, var det tæt på at jeg slagtede de tre sidste moderdyr og glemte alt om det. Det tager tid, koster penge, sviner lidt; var det virkelig det værd? Men fanden tage mig.
Hvad jeg er blevet klar over, i en sen alder, er at jeg må vælge. Og jeg vælger at kunne se mig selv i øjnene. Så jeg vælger at slå mit eget kød ihjel; det er prisen for mig. Kan du slå det ihjel, så kan du spise det.
Og, modsat alle de hjerteskærende film på nettet, så tror jeg på at dyr og mennesker, er skabt til at dræbe for at overleve. Overalt i naturen bliver slået ihjel, som en del af livet. Jeg som nulevende menneskedyr, bebor i et uhørt komplekst samfund, der betyder at jeg aktivt kan og skal vælge hvordan jeg vil overleve. Vi har blot glemt de helt basale krav, blandt andet altså, at kunne slå ihjel, at døden er en faktor i vort liv. Lidt mere fra en kendiskok her.(link)

Det tager ca.20 sekunder, fra jeg har fået fat i en kanin, der skal slagtes, til den er stendød. Og de 10 er gåtid fra burene om til skuret. 20 sekunder ud af et helt liv, fuck, det er da den måde jeg selv vil dø på. Slået i baghovedet et par gange, halsen skåret over, jeg sidder ved hvert enkelt dyr, mens det kramper og spjætter og jeg ser at øjnene er døde før jeg end fører kniven. Jeg har intet problem med at spise de dyr. Og hvem siger ikke at gulerødderne skriger, når det bliver hevet op?

Guess it personal this time...

Nytåret er tiden for fremtidvisionerne. Og for denne blog er det i år blevet tiden for at se lidt tilbage på de første tre års bloggerier og fundere lidt over hvad der skal kendetegne MUND-FULD fremover.

Der har været to spor, so far. Et spor der er det personlige, det har handlet om indtryk af omgivelsernes påvirken af et almindeligt liv, der gerne vil have mere af det rene og mindre af det gedulke og det uforståelige. Et andet har arbejdet mere på de brede linjer, taget landbrugets indvirken på økonomien, Citta Slowidéen og dens udførelse, et par boganmeldelser, følgen op på OPUS, detailhandelens greb om forbrugerne etc.

Fremover vil MUND-FULD nok blive lidt mere personligt orienteret, indlæggene vil springe fra det selvoplevede og mindre fra overskrifter og læsninger på nettet; af flere årsager.

Den største er at man skal vide hvad der giver en størst glæde, også når man har en blog. Den største glæde jeg får, er at kunne undgå industriens massive påvirkning af min og mi families ernæring og i det hele taget, forbrugerismens kamp imod det enkelte menneskes drømme om andet end at være en købsslave. Og lønslave, for den sags skyld. Vil det være muligt at skyde sig fri af, uden at skule ende som huleboere i skoven? Vi prøver også selvom det ofte er med små skridt. Men måske netop derfor vil det også være interessant for andre, at følge denne rejse imod..... noget andet.

For det andet er der andre blogs, hvos arbejde med at holde sig orienteret imod den helt store verden, gøres så meget bedre, at undertegnede faktiske hellere vil læse deres skriverier, end at skulle udgive sin egen halvkvædede vise. det drejer sig selvfølgelig om Madkultur , hvis skarpe pen og rolige, men drilske tone, er en fornøjelse hver gang. Senest er der også kommet en ny dreng i klassen, MadDetektiv , som arbejder seriøst og målrettet på at blive en forbrugeroplysende blog. Sidst er der også Beretninger fra et autentisk landbrug , der både poetisk og med snert, skriver om de små og derfor de helt store ting for et landbrug med holdninger.

I denne treenighed, føler denne blog sig ydmyg og lidt hjælpeløs, i dette selskab lærer jeg noget hver gang jeg læser teksterne igennem. Og jeg prøver at finde min egen vej. Derfor kan det godt ske at der vil være mere, "Der er blevet lagt kartofler til spiring" og lidt mindre "skifergas i Alaska, truer Grizzlybjørnebestanden", fra denne blog fremover. Når kræfterne mestendels bliver brugt på at ville arbejde med jorden og dyrene og køkkenet, så er det også derfra tankerne springer. Det er alligevel svært at nå til alle de spænende konferencer og sammenkomster i det indre København, når man bor på Sydfyn.

Bare rolig, det er faktisk ikke sikkert at der ændre særligt meget, men der er sket ting og sager bag denne pandelap og vinklen på livet er blevet ændre en smule.

Og nu; videre....

Endnu et år rinder ud

2012 er snart slidt op og det skal tilsyneladende ikke blive nemmere at være tænkende forbruger i dette land i 2013. Efter at have skulle komme sig over det rekordstore overskud hos både Arla og Danish Crown, var det bestemt ikke nemt at skulle rejse sig af sengen d. 14 december. Den dag brød et vigtigt værn imod usaglighed og løgn om fødevare sammen, den dag måtte der trykkes "anprisninger" på vore fødevarer. Fra den dag kunne vi møde dette syn i vore dagligvarebutikker:

En leverpostej med lovprisninger af dens indhold af jern. Eller margarine, der stråler af sunde planteolier. Chokolade er "sundt" pga. kalkindholdet. Tilsatte vitaminer, gør guldkornene sunde. 
En Jakabov med nøglehulsmærket. Og som alle jo ved; nøglehulsmærket garanterer sunde og bæredygtige fødevarer. 

Eller sådan noget; det er i alle tilfælde noget staten har godkendt som god og tryghedsgivende mad. Eller sådan noget. Eller hva?

En mærkningsordning er som nøglehullet er blottet for troværdighed og atter en gang sidder man tilbage med fornemmelsen at den der store og farlige fødevareindustri sgu´har fat i den lange ende. De protesterer højlydt imod alle ordninger, der gør det gennemskueligt for forbrugeren hvad der egentligt er i den mad vedkommende køber. hvis det ikke hjælper, appelleres der til de ledende politikeres "sunde" fornuft, fordi al gennemsigtighed for forbrugerne, tilsyneladende er svækkende for eksporten. Og gennemføres reglerne alligevel, bearbejdes de via lobbyarbejde, til resultatet er den totale gennehulning af lovens intention.

Tilbage står et statsapperat, der har brugt midler på at gøre en mærkning troværdig, en forbruger der køber mærkets præmis og en fødevareindustri, der kan fortsætte som sædvanligt. Nu endda med lidt bedre ry. For når nu Jakaen har fået Nøglehullet, så er den da ikke helt så slem.

Nej, det er ikke nemt og hvad kan man stille op?

Samtidigt har denne selvforsyner mødt muren og må erkende at et dyrehold og en køkkenhave aldrig helt bliver passet godt nok. Bondemanden har altid travlt, jo tak. Når man (undertegnede) så samtidigt skal passe ike mindre end 4 forskellige jobs/projekter + projekt "familie2 og projket "hus", så kan man godt løbe træt i det. helt bogstaveligt. 

Der er gået tænkehat i den heromkring. For hvad er jeg, personligt, god til og hvad stinker jeg til? Og hvem kan hjælpe mig med det sidste? Ja, efter snart 7 år som landbo, må vi erkende at der ikke altid er så dejligt ude på landet, at græsset gror længst i egen have etc.

Skal man pakke sydfrugterne og forlade lille DK og søge udenlands? Skal man finde et fællesskab og søge det grønne og autonome liv der? Skal man hele vejen tilbage til den eneste ene storstad i kongeriget? En anden storlille stad? Erfaringerne er blevet mange og én ting er sikkert. Hvis ikke jorden går under d. 21. december d. å., vil der ske et eller andet med denne bloggers liv og levned i 2013. 

See you on the flipside.

Og så en lille sang med pigekoret, det er jo trods alt nytår snart....

Vi skal drukne et website, folkens...

Der er tre måder man, som menneske og forretning kan eksistere. Stort, småt og råddent. 

Når en forretning, et levebrød, et wbsite som Findopskrifter.dk; baseres på at snyde andre, til at gøre forretningsmæssigt eller rettere, hitmæssigt, selvmord; er det bundråddent. 

Heldigvis kan det stoppes; derfor dette indlæg om madbloggeres ret til deres eget indhold. Det handler også om at eksekvere den stærkeste magt, man har som menneske; retten til at fortælle andre sin side af sagen.

Vil du vide hvad det tekniske og grundlæggende går ud på; tjek MadbeVægelsens forklaring her. og det helt detaljerede på Grydeskeen.dk her

Dette er sagen som den lægges ud via Bergholdt.net:

"På dansk grund er Findeopskrifter et eminent godt eksempel på en dot com-inspireret parasit. En parasit, der igennem basale psykologiske mekanismer snyder danske madbloggere til at tro, at det er en god idé for dem at tilmelde sig madportalen.

Men det er det ikke. Findeopskrifter beder bloggerne tilføje et lille badge med et link til hjemmesiden. For hver side på en blog genereres et link. Bloggerne bliver lovet øget synlighed og trafikafkast til gengæld. Når Findeopskrifter linker til de madblogs, der deltager, sættes der et ‘vi stoler ikke på dig’-signal på linket (en no-follow-attribut)."

På papiret får siden hits; i realiteten havner de alle hos Findopskrifter.dk. Sagt lidt mere enkelt; når en madblog er meldt ind hos Findopskrifter.dk, vil hvert hit via Findopskrifter.dk for altid mærke den gældende madblog, som no go for den søgende computer. Ikke flere hits til madbloggen, der ingenting opdager, for der tælles jo stadig hits hos Findopskrifter.dk. 

Hm, så det er vel bare det. Den kloge narrer den mindre kloge; det handler alt sammen om at dele og tage; der der tager mest, har vundet. Særligt i dag, med det hersens internet, hvor alt kan deles og bliver gjort.
Jeps, helt sikkert, hvis man vil leve et råddent liv. At tage madbloggeres, nærmest allesammen rene amatører; tage deres trafik fra dem, så de langsomt dør hen; efter at have inviteret dem til netop at gøre det imod sig selv. Hvordan kan man stå op om morgenen og tage afsted til den slags arbejde? 
Ikke engang en bændelorm er interesseret i at dens vært dør, men i en verden af perversiteter, er det blevet helt legitimt at bløde andre forretninger ihjel, og tjene penge på det. Vi ved det kan gøres; det gør det ikke rigtigt.

Forargende, men efter at vreden har lagt sig, bilver man også mere klarsynet. Det er allerede nævnt at dette indlæg, er en støtteerklæring til de madblogs, der lider under dette. Og bedst af alt, ved at læse dette indlæg, er du allerede med i kampen imod Findopskriften.dk. Dette indlæg linker nemlig til en anti-links-site, som vil få Google til at gøre præcis det samme ved Findopskriften.dk, som sitet gør ved andre; bombe det ned af søgelisterne, for at det så kan lide en stille død, langtnede i søgelisten hos Google.

It´s called citizen activism, baby. Tak for at du læste med her.

Link til Bergholdts skriv om sagen, her


Bidragende til kampen i mod udnyttelse og ihjelslåning afmadblogs stiger stadigt; her er en række links fra Dag 2(direkte nolet fra Klidmoster.dk

Klidmoster: http://klidmoster.dk/2012/10/findeopskrifterdk-bloglands.html:

Grydeskeen: Findeopskrifter.dk – Millionomsætning på bloggeres indhold uden at lave noget selv

Det Lyseblå Køkken: Findeopskrifter.dk - En parasit, der bør udryddes! 

Kristinas Køkken: Findeopskrifter - nej tak

Madbevægelsen: Findeopskrifter.dk: Kunsten at fodre hunden med dens egen hale & tjene penge på det samtidig

Bergholts Opskrifter: Findeopskrifter er en parasit, der bør udryddes

GASTROmad: Det er mine Indlæg – Findeopskrifter

Heidis Verden: Hvorfor du som blogger bør sige nej til at være med på Findeopskrifter!

Det Lille Køkken: Hov, hov – det er min blog!

Rigeligtsmør.dk: Findeopskrifter.dk udnytter danske madbloggere 

Spisekammeret: Findeopskrifter.dk - et stærkt vanedannende stof

Ugens 7 Dage: Nallerne væk Findeopskrifter!

Restaurant Day 17. november; vi er med igen

Vi deltager igen i Restaurant Day

Phar & Söns Skovtursbod

Vi har flæskestegssandwich og varm ciderglögg, to go. Med maden, får du et kort over skovene omkring Brændeskov og er vi alle heldige med vejret; bliver det en fantastik dag med vandretur, varm drik og god mad i lommen.

How cool is that, lige?

Restaurant Day er et fedt koncept og hvis du ikke har mulighed for at besøge os; så lav din egen restaurant for en dag; de er frit spil for alle idéer.

Website for den danske del af den verdensomspænende begivenhed, her.