tirsdag den 16. december 2014

Landbrugets 10 eksempler på arrogance

Virkeligheden overgår ofte....virkeligheden.
I starten af november bloggedes der herfra om nødvendigheden for at komme landbruget i møde. At opkøbe dets gæld, i forhold til hvor langt man var villig til at imødekomme krav om omlægning til mindst økologisk, mest biodynamisk drift. Læs indlægget her, selvom realiteterne nu har omgået det.

Der er ikke længere tale om et tilbud, vi som samfund kan tilbyde et erhverv, der er kravlet ud på den yderste gren i det højeste gren.

Det er blevet en eneste udvej og det meget hurtigt.

To faktorer, der har udløst dette:

1. Embargoer frem og tilbage imellem Rusland og EU, har hurtigt sat sine dybe spor i dansk svineproduktion. Man anslår selv at 4500 job er i fare for at forsvinde i 2015. Der kommenteres ikke på hvor mange af disse, der alligevelvarblevet flaget ud, men mange af dem er slagteriarbejdsstillinger.

2. Den danske økologiske produktion har firedoblet sin eksport. Link her.

Punkt 2 løser punkt 1, end of story og du kan godt stoppe med at læse videre, resten af indlægget her, er blot en underbygning af samme pointe.



Og dog. For skal vi, som samfund, komme landbruget i møde, er der brug for en seriøs ændring af attituden fra Axelborg og deres allierede i dansk politik.

Lad os se på Landbrugets egne løsningsforslag for den nærværende og akutte krise og derigennem tage en tur ind i en arrogance, som kun kan undre. Ved man i landbruget selv hvor tæt man er på total kollaps?

Listen, som præsenteret på L & Fs eget site. Link her. 

1. Totalt stop for nye byrder – herunder et krav om 24 pct. ammoniakreduktion. 
Øh, der er tale om en langsigtet plan for at nedsætte forureningen af miljøet, fordi den ikke kan omsætte mængden af bla. amoniak. Udsivning tager tid og en fjernelse af, som det skrives; "Blandt andet", vil tage årevis for at slå igennem. Dette er ikke et nødværktøj eller en løsning, men et behov fra en animalsk produktionsform, der er ved at drukne i sit eget lort.

2. Stands bøvlet og udgiftstung lovgivning på mælk og oksekød 
Bemærk ordvalget i både dette og første punkt. "Byrder", "bøvlet", "afgiftstung", der er ingen tvivl om at man gerne vil slå fast at der allerede findes et hårdt åg at bære, når det kommer til afgifter for landbruget. Arbejdet med afgifter, er et særdeles tungt, bureaukratisk, arbejde. Igen ikke et quick fix, men et ældre forslag om en skatte/afgiftnedslag, til et erhverv, der flager ud, opsving igennem 2000tallet eller ej.

3. Ny investeringsordning til generationsskifte og investeringer 
Ældgammelt forslag, der bestemt ikke har nogen betydning for en krise, der truer indenfor et år. Come on, Generationsskifter, ikke just en lynhandling. Neeeext.

4. Lad landmændene spare penge på kunstgødning og bortkørsel af gylle
....for real? For L & F mener vel "endnu mere skatteunddragelse". Lav noget andet end gylle venner. Eller endnu bedre, lav mindre og brug det selv. 

5. Giv ret til at udnytte kapaciteten i eksisterende stalde fuldt ud
Femte forslag er igen ikke en løsning på den krise man står over for lige nu. Men lad os bare se på det. Der er masser af tomme kvadratmetre stalde rundt om i de allerede lukkede landbrug. Moderne lukkede landbrug står sjældent tomme særligt længe, da der findes et særdeles pengestærkt lag i landmandskredse, som opkøber jord og ejendom, så snart den bliver ledig. Man har, fra den sidende regerings side, fået en Naturfond, købestærk med 875 millioner, til opkøb af jord fra landbruget, til naturgenoprettelse. Hvis der fyldes flere stalde med dyr, hvor skal affaldet så køres hen? Har L & F tjekket deres eget forslag 4? 
Eller....vent....Nårh, man vil gerne have støttekroner til opkøb af jord, af stalde, til bortkørsel af gylle og til tilskud for mere over gødskning. Forstået (Men, seriøst, glem det).


6. Rul overimplementering af EU-regler tilbage 
Træk snablen op ad pengekassen, så kan vi tale om det. Noget for noget. 

7. Sæt målrettet regulering i gang straks 
Der er vi så enige. Der skal en stærkere regulering af den kemiske industris jerngreb om fødevareproduktionen til. Faktisk skal vi bare bede dem om at lade vores jord være helt i fred og indtil da, sætte alt ind på de teknonologier, der sørger for at den enkelte landmand bruger mindst mulig sprøjtegift på vores børns havregryn. Der skal også være reguleringer af markstørrelser, ejerforhold, ansættelsesforhold, lånoptagning, beskatning af udenlandske bedrifter, tilskyndelser til divers polykulturel drift af ejendomme; joh, reguleringer, som forløberne for et frit og selvopretholdende landbrug, er vi helt med på.

8. Giv moderniseringstilskud til miljøvenlige stalde
Tjek. Bare de bliver omlagt til økologisk drift. Eller kun bruges til nicheproduktion. Nej, vent, bliver revet ned, så dyrene kan gå hvor de hører til, udenfor.

9. Pres hårdere for EU-hjælp til oplagring af svinekød
Svinekød kan opbevares på frost i 12 uger; godt at se at man i landbruget gerne ser en hurtig løsning af  eksportblokaderne til og fra Rusland. Men, "EU-Hjælp", er det ikke bare endnu, endnu, et andet ord for; "send flere penge"?? Og hvad gør vi til marts, når lagrene skal tømmes? Sylte er noget vi spiser i julen.

10. Giv hurtig hjælp til at åbne nye markeder for fødevareerhvervet 
Punkt 10 understreger hele øvelsen med at gennemgå denne liste. Der er ikke et forslag til en hurtig løsning af afsætningsproblmerne(som jo kunne være noget med at komme russerne i møde), det er ikke beregnet for at hjælpe de landmænd, der er i en seriøs fare for at gå konkurs(de er allerede blevet afskrevet af deres egen hovedorganisation)og det er et krav om at få flere penge fra os andre.

Skal vi ikke lige blive enige om at denne "krise" stammer fra landbrugets egen ensidige monokulturelle og eksportmæssige satsninger? Der nu er ved at skride bort? Kan vi blive enige om at det hverken er muslimernes, skolelærernes eller de enarmedes skyld?? Please, så vi kan komme videre?

Så længe man kalder en sådan liste for "indsatsområder", tilogmed påstår at det er gratis for staten Danmark at iværksætte dem, må vi erkende at der stadig er tale om en umoden krævementalitet fra et landbrug, der synes det skal kommandere rundt med resten af os. Som om man havde noget at have det i.

Vi omtale i forrige blogpost "Sultkortet", men her fristes man til at hente det stærkt slidte Nazikort af stalden. For var det ikke Herr Hitler, der sad i sin bunker og flyttede rundt med armégrupper, der enten ikke fandtes eller var indesluttede, mens de blev malet til døde af deres fjender? 

Well, det føles lidt sådan, når landbrugets nye talsperson, Karen Hækkerup stiller op for kameraerne og kræver penge, penge, og ingen kontrol. Vi burde ikke høre efter, men udlevere en cyanidkapsel til det gamle erhverv, købe på klods hos nabolandene i en årrække, mens vi uddannede nye landmænd til at overtage VORES jord igen. 

Og omlæg så til økologi. Mindst. 







mandag den 15. december 2014

Fronterne er trukket skarpt op, desværre

Der er gået et par måneder nu, siden FNs "endelige" rapport for jordens fremtid blev sluppet. På trods af konklusionen, har vore landbrugsorganisationer kun trukket sig endnu mere ind i deres elfenbensslot af tilskud og ødelæggende landbrugsdrift. Det er nu op til os, forbrugere/borgere/mennesker, at forlange en ændring.

Der er ingen tvivl i FNs Klimarapport fra oktober 2014, opvarmningen er menneskeskabt og kan ændres, hvis vi handler NU. Kritikerne må forstumme, der er kun én vej frem og det er den vi er nogle stykker, som har set komme længe.
En total omlægning af vores brug af naturlige ressourcer, for at kunne skabe et livsgrundlag for fremtidige generationer og overlevelse for de nærværende milliarder af mennesker.
En af grundpillerne i denne omlægning er vore fødevareproduktion, for alle skal spise, og det hver dag.

Derfor må en evaluering af denne produktion være på sin plads, på fagligt, på politisk og på forbrugermæssigt plan. Der må liges pres politikerne, således at de kan trykke videre på industrien, der producere vor mad. Pres igennem lovgivnng og en framing af den folkelige opinion, er de eneste redskaber der er tilbage, efter at Landbruget er gået i flyverskjul MED skyklapper på.

Det er blevet kendt som "Sultkortet", den trumf Landbruget mener at have i baghånden, hver eneste gang en kritisk røst rejses. Hvis ikke landbrugsindustrien konstant øger dens udbytte, vil verden sulte. Dansk landbrug tager igen og igen hele verden på sine skuldre, når det kommer til at diskutere hvordan vi driver landbrug i dette land. Fornylig skete det igen, da landkvinden og forfatteren Lone Vitus var i debat på P1. Ikke 5 minutter inde i debatten blev "Sultkortet" trukket af Martin Merrild fra Landbrug og Fødevarer. Man kommer ikke udenom landbrugets evne til at sætte sig selv i scene som verdenreddende industri, for hverken i den benævnte radiodebat eller i den politiske debat som et hele, forholder man sig til dette postulat. Som i øvrigt er rent opspind, der produceres noget nær dobbelt så mange kalorier, som verdensbefolkningen har brug for. Det er fordelingen af dem, der er skæv.

Landbruget har haft et par måneder, siden rapporten fra FN, til at sende helt klare signaler om vilje til omstilling. Dette er ikke sket, det ser heller ikke ud til at ske. Tværtimod.
På fagseminarer for svinproducenter, hylder man kolleger, der har øget antallet af smågrise per so. Rekordholderen får, for øjeblikket, 40 smågrise per år. Det er ikke 15 år siden at en rigtig god so fik 25. Link her.

Fordrejningen har fat langt ind i det politiske system, som er forbrugernes eneste garanter for n kontrol af et erhverv, der ikke ser ud til at ville erkende sin egentlige rolle i samfundet, i centrum for vor fremtid.

Planteproducenterne har igennem længere klaget over de tilladte niveauer for gødning af markerne i Danmark. Anklagerne har bla.lydt, at man derfor ikke kunne nå de krævede indhold af proteiner, der kæves for at kunne bage brød og brygge øl af dansk korn. Bemærk de basale råvarer, man har nævnt; øl og brød. Den intensive og stadig stigende majsdyrkning, nævnes ikke, til trods for at det er en vigtig foderafgrøde for køer. Måske fordi at majsen ikke, slet ikke,er et naturligt foder for køer.

Nej, øl og brød; det ved folkehavet hvad er.

Desværre lyver landbrugslobbyen og deres politiske håndlangere i Partiet Venstre også her. Dansk korn er bestemt ikke dårligt; det kan fint bruges i produktionen af brød og øl, hurtigt bevist af DR programmet Detektor. Link her

Sådanne historier skal skabe en fortælling om et landbrug, der stadig må producere mere og gøre det på det via den metode, man fra den kemiske industri, har drevet landbrugserhvervet ud i gæld og en entydig satsning på monokulturer, til skade for miljøet og ødelæggelse af et vigtigt fagområde som fødevareproduktion er.

Som aftagere og livsafhægige af landbruget, er det vores ret at vide hvilke mekanismer der styrer produktionsledene. Ydermere er det vore ret at have en stemme, der bliver hørt og erkendes, som en retningsgiver for fremtidens fødevarer.





tirsdag den 11. november 2014

Økologisk Amnesti - vi må købe landbruget frit

Fronterne er trukket hårdt op i den hjemlige debat om landbrugets rolle i det danske samfund. Fra at drive regulær skyttegravskrig, er det på tide at rejse sig op, erkende vor gensidige afhængighed og se fremtiden i øjnene sammen.

Fremtidens fødevareproduktion kræver store omlægninger, mentalt som materielt og først når vi erkender at vor fødevaresektor er blevet galt afmarcheret, kan vi komme videre. Derfor må landbruget have en mulighed for en ny start. En frihed fra det tunge gældsåg, vil være en stor del af denne løsning. Derfor må vi andre træde til, række hånden frem og frigøre vore bønder.

Vi skal betale deres gæld for dem. På betingelser.

Danmark, som en enhed, skal beslutte at give landbruget en frikøbsordning fra slavetilværelsen som bankernes lukrativ udlånsforretning. Som det liberale erhverv Landbruget er, vil det også forstå, at en sådan løsning vil kræve en modydelse. Samfundet Danmark vil have sin natur, sin sundhed, sin sammenhængskraft og muligheden for en bæredygtig fremtid, tilbage. Alle bønder, der ønsker at deltage, skal derfor tilslutte sig, som minimum, at drive sit landbrug økologisk. En sådan tilslutning, vil give en 50% løskøbning fra al gæld, kautioneret af statskassen.
Dertil vil der være en række tillægsordninger, strækkende sig over afgrødediversitet, omlægning til produktion af frugt og grønt, biodynamisk drift, lokal afsætning af råvarer, udlægning af natur- og rekreative områder og anstændige arbejdsforhold, der kan give helt op til 100% statsudlignet lån i ejendommen.
Ønsker en landmand ikke at deltage, vil vedkommende skulle leve op til de samme krav og alle eventuelle fremtidige, af den art vi i dag fører for erhvervet. Forslaget er altså et valg imellem at fortsætte den nuværende og af landbruget, meget kritiserede form for restriktive og hæmmende politik eller den fremtidsorienterede og samarbejdende linje. 

Dette er en ordning, der skal vedtages af samfundet Danmark,der udover at kautionere, også binder sig til en tidsbegrænset aftagelse af produktionen og oveni yder støtte til landbrugsorganisationerne, for at øge afsætningen af produktionen til eksportmarkeder.
For at kunne omlægge driften, er det vigtigt at resten af landets borgere viser sig klare og åbne i forhold til at aftage mere dansk produceret mad. Vi skal spise vor kål, med et smil og samtidigt droppe et par bananer om ugen, for dansk produktion er dyrere end den importerede. Endnu et faktum, der absolut ingen mening giver, når man er aftager. Desværre har dansk landbrug selv lukreret på dette og eksporteret tilandre lande, for dermed at underbyde disse landes landbrug. Men nu bider hele dette set up sig selv i halen. Senest har Rusland lukket for importen af danske landbrugsvarer og med et så specialiseret produktionsapparat, som det danske landbrugs, er krisen åbenbar. Svaret fra landbruget var det sædvanlige, send flere penge.

Netop i dag, 11. november(link), var Landbrug og Fødevarer med endnu et velkendt krav, statsstøtte til en presset og uforudset situation. Igen forventes det fra Landbruget, at vi alle skillinger sammen og hjælper det engang liberale landbrugserhverv, igennem en krise.
Den går ikke, ikke igen skal vi først stå for subsidier til en stadig større udflagning og ensporet tro på at majs, køer, korn og svin er den eneste vej for brugen af vore allesammens landskab og bagefter samle skårene op. Og alene det faktum at 350 milliarder i gæld endnu ikke har bragt vore landmænd på andre tanker, bør mane til eftertanke hos vore politikere. Når man står i gæld til halsen og stadig tror på at mere gæld vil redde, er der noget fundamentalt galt med systemet. Og vil politikerne heller ikke bevæge sig, vil de fortsat fiske i rørte vande imellem landbruget og utilfredse, ofte bybaserede, intellektuelle madkyndige, må vi, fra mellemlaget, træde til.

Landbruget er fanget i en skruestik af gæld, landbruget holder stædigt fast i at være den der ved bedst om landbrugsdrift. På begge punkter må man være parat til at give sig.
Samfundet Danmark må markere at vi ikke ønsker en fortsat subsidiebaseret økonomi hos et erhverv, der samtidigt ikke ønsker at vi, der betaler støtten OG er storaftagere af produktionen, har nogen indflydelse på driften af forretningen. Det er ikke sådan man behandlere forretningpartnere.

På den anden side må Samfundet Danmark, ændre synet på landbrugserhvervet og dets produkter. Vi skal købe mere dansk og gerne, så lokalt som muligt. Vi skal betale prisen, besøge bonden, yde håndværket den respekt det kræver og tilskynde vore børn at arbejde inden for fødevare erhvervene, fra muslingefarme til biogasanlæg. Fremtiden har kun et krav til os nu; vi skal tænke bæredygtighed ind i alle valg vi træffer, for at redde verden til vore børn.
FN er har netop givet os 20 år til at vende skuden. Og givet os håb, vi kan godt. Væk med den gamle hørm af mad købt i plast og importeret, kun for at ødelægge naturen og gøre vore egne medborgere arbejdsløse.

Lovgiverne skal mærke det, vi må forlange fordelagtig lovgivning for vor egen landbrugsproduktion, give reel støtte til at det kan betale sig at drive en produktdivers virksomhed på gårdene landet over. Ikke flere sorte huller, hvor intet internet kommer frem,  total satsning på vedvarende energi, etc. Men først og fremmest, en sikring af landbrugets økonomi igennem afvikling af gæld.

Samfundet køber gælden, erhvervet efterlever det folkelige, politiske og miljømæssige krav om en omlægning til bæredygtig drift.

Sådan, det var løsningen; sæt i gang.

tirsdag den 28. oktober 2014

Når tabte idealer bliver til dødsangst, er vi alle f%&#=d

Vi lever i en dystopisk frygtkultur, senest afspejlet af Ulla Holm, der hylder konventionelt landbrug som den eneste redning af denne verden og hænger befolkningen ud for at "hade" denne selvsamme succés.

Forhåbentligt er det frygtkulturen, der vil dø først.

Det er ikke ved at konstatere frygtens tilstedeværelse, vi kan komme fri af den og sikre fremtiden for vore børn. Det er ved at erkende frygtens inderste; Dødsangsten. Den dødsangst, der stadigt mere tydeligt driver den vestlige kulturs frontløbere, babyboomerne, 68erne.

I en gang omvendt psykologi, fordrejer Holm fakta(link), og bruger en række tilfældige akademiske udsagn til at underbygge(endnu)en svag tese om at "vi" frygter og gruer over begrebet "factory farming", fordi det betyder massen over individet, stadig i følge Holm. Den ærede sociolog er, kort sagt, helt væk fra skærmen i sine konklusioner, men livssynet; at individet MÅ foretrækkes over massen, ER et faktum i vor tid. Hvor er det nu denne tro på individets overherredømme, stammer?

Debattører som Ulla Holm, viser at børnene af babyboomerne, for en stor del, har købt livssynet; det handler om at sikre mere materiel vækst. Og dermed begynder én fejlslagen generations konklusioner at blive til den næstes sandhed. Holm, der tilhører generationen efter Babyboomerne, har købt premissen om individets herredømme, uden at se til de ødelæggende resultater, det har ført med sig. Ved at videreføre troen på evig materiel vækst, aka Evig Ungdom, er Holm med til at gøre en løgn om til en sandhed.

Konventionelt landbrug er ikke svaret på fremtidens forsyning af mad til Holms masser eller bare befolkningen som et hele. Konventionelt landbrug og dets blinde tro på kræmmerkapitalismen, har skabt krige, befolkningsvandringer, gældskriser, klimaforandringer og en syg overforbrugskultur, for bare at nævne et par bivirkninger. Indtjeningen til den enkelte, er blevet en svøbe for alle.


Med udgangspunkt i en sen aftens gensyn af filmen "The Road"(link) , samt en større og større undren over den politiske elites hysteriske toneleje, gik det op for denne blog, at det hele drejer sig om angst for døden. Rettere, nogle helt særlige menneskers død; de ledende, de, der har domineret vor kultur i snart 50 år og som nægter at erkende deres egen dødelighed.  Er hippiegenerationens mistede idealer egentlig grobunden for at vi, som et hele, ikke tror på fremtiden mere?

De sidder stadig overalt i vort system, nægtede deres børn at gøre oprør og overøste dem med gaver i stedet. De kæmpede for frigørelsen af individet, men blev fanget af en materialitet verden aldrig har set mage. Og nu, da fremtiden er kortere end fortiden for dem, vil denne græshoppegeneration tilsyneladende ikke end efterlade en tro på fremtiden til deres børn og særligt, børnebørn. De tager æren for en mere økologisk indgang til mad , men glemmer at det er i deres tid, vi har perverteret landbruget.

Heldigvis, som i føromtale film, viser det sig at fremtiden ikke nødvendigvis dyster og farlig. Faderen, der filmen igennem har skærmet sin søn, holdt drengen borte fra kontakt med andre mennesker, har ledt drengen til at tro at frygten er en konstant, må dø tilsidst. Og først da han udånder på en tom strand, kun efterladende sin søn en pistol med én kugle, viser der sig en fremtid. Tillidsfulde mennesker tør at nærme sig drengen, der fulgtes med den farlige mand, der dræbte og kun vist foragt for andre i nød. 

På samme vis, har den aldrende, men indbildt evigt unge, babyboomergeneration fået sine egne børn til at tro at der ikke kommer noget efter de gamle. Konventionelt landbrug er det eneste, der virker, f.eks. 
Tjoh, men der var ukonventionel landbrug i tusindvis af år før babyboomerne og det gav en frugtbar jord videre, generation efter generation.

Skal 68erne dø, før vi ser at bla. det konventionelle landbrug har været en fejltagelse og ikke den velsignelse som Ulla Holm mener?

Senere denne uge kommer FNs klimapanel med endnu en rapport, der vil vise os at vi har brug for seriøse omlægninger i især den vestlige livsstil, for at kunne tilpasse os de store ændringer, der pågår i naturen. Det skal blive spænende at læse den igennem, med fødevarebrillerne på. Og særligt spænende, når man bla. fra tænketanken(suk) Sustania faktisk mener at vi KAN ændre ændringerne i miljøet, ved individuel handling.

Det bliver bare ikke med de blomsterelskende hippiebørn/gamle, ser det ud til. De har forlængst opgivet deres gamle VW Rugbrød og købt en Cayenne. De blev deres eget værste mareridt. 

Nu er det op til os, deres forskrækkede og forkælede børn at give vore egne unger, de netbaserede og frie, lysten til livet tilbage.



N.B.
Holm har før hasseleret over den såkaldte "Speltelite"s had til konventionelt landbrug og denne overklasses mangel på kontakt til resten af befolkningens syn på sagen. Denne blog omtalte det her. Nu lader det til at Holm mener at denne foragt, har bredt sig til alle samfundslag. Nu betyder det så ikke så meget for Holm, nu er vi alle bare gal på den.










søndag den 19. oktober 2014

Madmarkeder i København, tænk Jer godt om

I disse "1864"-tider, ligger klicheerne lige til højrebenet. Her kommer en til; Danmark er et bange, lille land.

Gang på gang i de senere år, Madkulturen, OPUS, nationalretten anno 2014 og senest, Måltidstænketanken, har vores politikere excelleret i at nedsætte gruppe af mennesker til undersøge det oplagte.

Og Københavns kommune vil ikke halte efter.
Man har set lyset i form af noma og Torvehallernes "succés" og vil mere. Hvad gør man, hvor får man sig købt sådan én? En Madmarkedstingeling, der kan skaffe vor hovedstad mere prestige på madfronten? Det ville lune med et par artikler i trendy udenlandske glittede magasiner og ditto websites. Nettet, der hvor de unge er. Og bøsseren. Dem med penge, skal komme til et nyt Skandinavisk Madmarkeds Mekka.
Man hører glassene klirre på Rådhuset,de er glade deroppe, og råber "Madmarked" hvert andet øjeblik, ud i natten, mens de nyder specialøl og friskplukket skvalderkål fra Tisvilde Plantage.

Men, men, hvordan får vi det skubbet i gang, tænker politikerne dagen efter. Og så kører den efterhånden lidt slidte mølle. Politikerne vil have eksperter, til at validere deres idéer, intet er så godt som en ekspertudtalelse.
Og hvad er bedre end en by-geograf og madmarkedsekspert? Han bliver sat i arbejde, rejser Europa, ja verden, rundt. Og falder i den sædvanlige fælde, eksperten besøger "Barcelona, New York, Paris, London samt mere overfladisk på Stockholm, Malmø, Helsinki og Amsterdam". Altså, de fede turistmål og kun perifert de nærmeste, lokale byer, der kunne give grund og mening at beskæftige sig med for vore breddegrader. Der er jo nok også lidt federe i BCN end i Helsinki, sådan at studere.

Eksperten finder ud af at det er en god idé at have markeder, man skal bare have dem først. Og det skal jo helt ikkekoste nogen penge for kommunen. Uhah, nej, for tænkt hvis det ikke blev en succés, så må man jo have nogle private aktører at tørre den af på.Ikke noget med at vove pelsen. Ikke noget med at starte fra nul, med et kommunalt støttet marked og se hvordan det spænder af. nej, det ville være for lidt. I denne artikel estimerer eksperten at der skal mindst 5-10-15 markeder op at stå.

Og de skal være billige, for det er det danskerne vil have. Modsat turisterne, der før blev nævnt,de vil gerne have det dyrt og eksklusivt. Men her tager vi måske fejl? For nogle politikere på Københavns Rådhus vil gerne lige pointere det der med det danske.
Christian Ebbesen(DF, Kultur- og fritidsborgmester) udtaler at "det skal handle om nordiske madvarer og madkulturer – det skal ikke være basarer, der repræsenterer andre madkulturer. Det ville være misforstået. Men hvis vi kan bygge oven på det ry vi har fået med verdens bedste restauranter, kan jeg se det som et led i forhold til vores turismestrategi"

Så altså, ærkedanske markeder, kun med danske varer og danske stadeholdere, tænker jeg. Men det gælder altså ikke lige dem der skal stå for markederne, det skal ikke være den danske kommune, København. De kaldes forresten for "operatører" nu, det er jo ikke bare et enkelt marked vi taler om. Men 15!!
Nej, der kan vi godt bruge udenlandske erfaringer, franske  f. eks., som det nævnes i artiklen. Dem siger eksperten også god for. Og helt ovre i New York har han været. Der drives 53 af byens 140 farmers' markets af en privat NGO. Og det er en succés. Hvilket jo må være brandærgerligt for de resterende 87 markeder, de må jo gå ad helvede til, sådan uden en "operatør".

Men, tilbage til det der egentligt skal på disken, danske råvarer. Plukket af polske hænder, fristesman til at sige, men nok om det. Man har nu en fantasi om et Nordisk MadMekkas (selvom lige dén by, Mekka, nok må skiftes ud med et andet bynavn på et tidspunkt, jvf. DF i København) , en ekspert, der siger god for fantasien og derefter belønnes med en ansættelse ved kommunen, man har et ønske om at gøre varene danske(med ikke nødvendigvis "operatøren", der altså kan være den, der virkeligt kan komme til at tjene på en succés), nu mangler vi bare de fysisk varer og kunderne.

Varerne først. Hvor kommer de fra? Danmark, men hvor? Lokalt, 100kms grænsen er nogle steder et parameter. Mad skal produceres maksimum 100km fra kundens køkkenbord. 15 markeder, det er en masse producenter og husk, de skal producere "Friske fladfisk til en tier på Sønder Boulevard tirsdag og lørdag eller årstidens sprøde Belle de Boskoop-æbler, Conference-pærer og sveskeblommer til en lav kilopris på Trianglen mandag og fredag."

Men de var der ikke, de små fiskerbåde, gartnerne, frugtavlerne og hønseavlerne. De er væk fra Københavnsområdet for decener siden. Og det er specialforretningerne, garanterne for kvalitetsvarer forresten også. Ingen kan nemlig tjene penge på at producere kvantitet af fødevarer i Danmark mere. I hele Danmark.

Bare lige så de også hører den inden på Københavns Rådhus:
INGEN KAN LEVE AF AT PRODUCERE KVANTITET AF FØDEVARE I DANMARK MERE!

Problemet? Man overser at dansken er en lille forskrækket mand, der ikke gerne bruger sine penge på mad. Man overser at denne lille danske mand formentlig er ved at blive skubbet til side af en ligeså lille dansk kvinde, der gerne vil, men ikke gider, at sætte sin fod på en gård. Hun vil hellere have markeder, men ikke med billig mad. Hun vil have dyre varer, for det giver prestige og ser godt ud på Instagram. Så giv hende det dog. Lad de danske producenter få fordele frem for udenlandske. Arrangøren af Bondens Marked, et marked, der rent faktisk allerede eksisterer den dag i dag, skiver selv om det her

Københavns kommune og deres ekspert, ser ret henover civile tiltag, som Bondens Marked, en treårig lidelseshistorie om blod, sved og gejst. Med masser af erfaringer fra arbejdet med at drive et marked på helt stenbrosnært plan. En ægte "operatør". Hver gang Bondens Marked er oppe, kan det være sidste, de hænger i tåneglene. Bla. fordi det ikke er til at opdrive producenter. Det må der gøres noget ved. ellers bliver det bønner fra Kenya, som i Torvehallerne og det vilde nok ikke synes er så skide fedt, derovre i DF.
I følge Københavns Teknik- og Miljøborgmester, Morten Kabell (Ø), er det jo også netop sunde råvarer man søger og dermed vel mindst økologisk? Eller? Biodynamisk? Men hvis ikke, så bare "lokalt"?

Endnu en gang bruger BureaukratiDanmark uendelig midler på at konstatere det oplagte og derefter på at smide hele id´´en ud til private, udenlandske "operatører" og/eller en tænketanke eller to. Suk.

Det bliver sindssygt spænende at følge denne fantasi, en fantasi som forresten allerede er udtænkt og formuleret af Aarstiderne for mindst 5-10 år siden. Video om idéerne her.
 En lille omlægning af vore tanker om hvordan dansk landbrug skal administreres og vupti, der er danske råvarer på nordiske madmarkeder til fremmede turister.

Den sidste her, var en gratis omgang til politikerne på Københavns Rådhus.
De nada, vi er her jo for at hjælpe hinanden.




onsdag den 8. oktober 2014

Mad til ældre; man høster som man sår

Fødevarer og mad trækker store overskrifter i disse dage, hvor Danmark ellers atter går i krig.
 Maden til de stakkels ældre biver stadig mere elendig, medierne går i selvsving, skandalen er total. Ofrene tages i forsvar, de har intet valg, lyder det. Og det har de nok ikke. Ikke mere. Nu lever de af andres nåde, vores.

Men hvilke valg har de, der nu er gamle, foretaget i gennem deres liv, i forhold til fødevarer som et gode og en værdi?

Hvad har de seneste 50-60 års samfundsvalg og udefrakommende begivenheder betydet for at vi nu står med denne absurde situation, at skulle servere langstids holdbar mad med fuldt overlæg?
Og oveni købet se borgmestre, der træder op i TV og fortæller hvor herligt og ligefrem indbydende den slags føde ser ud?

Vi må op over støvskyen af nyheder og drama og se på hvilke mekanismer, der har ledt hen til dette. Vakuum- pakket mad til de gamle, de mennesker, som har båret samfundet på deres skuldre igennem et helt liv og nu burde nyde vores ydelser til dem. Det lyder ikke godt.

Fakta:
Et udvidet arbejdsmarked.  
En akademisering af store befolkningsgrupper.
Institituationalisering af omsorgsopgaver.
Den sidste transformation fra landbrugsland, til industrisamfund, til videns baseret sammenhængskraft.
En stadig øget rejseaktivitet.
Indvandring fra lande beliggende langt fra Skandinavien.

Der er sket store forandringer og de dobbelttydige resultater er til at føle på.
I et arbejdsmarked, der var i stor fremdrift, blev der brug for at også de mange hjemmegående kvinder blev deltagere, væk fra hjemmet, for at udfylde stadig mere højtuddannede stillinger i erhvervslivet. Dette afførte sære stille køkkener, hvor familierne hurtigt ikke kunne løfte de opgaver et køkken før havde krævet. Lange tilberedelsesprocesser blev afløst af hurtige opskrifter. De lange dage med gang fra købmand, til fiskehandler, til bager, blev afløst af de altfavnende supermarkeder, der rummede alle varegrupper. Industrisamfundet vandrede sin sejrsgang over det traditionelle og hæmmende klassesamfund, nu ville uddannelse og frisind sætte os alle fri. Alle, der kunne.

Børnene og de gamle skulle nu passes af professionelle, der var uddannede og bar lysten til til dette arbejde med sig. Alle de, hovedsagligt kvinder, der før var tvunget til sådanne opgaver, kunne nu selv vælge arbejdsliv og, som det ses frem til vor tid, det førte il en stadig større akademisering af befolkningen som et hele. Der er stadig et kæmpe glasloft i den akademiske verden, men uddannelsesdrømmene er nået. Uddannelse, skolet uddannelse, er blevet normen i dag. For alle der kan.

Tilbage og glemt blev bla. måltidet som samlende faktor. Ikke i 2014, men i 1960erne og 1970erne; dengang nutidens gamle, var datidens voksne, forældre, arbejdsstyrke. I bestræbelserne på at kunne gøre hvad de ville, havde de måske glemt at der er handlinger, ritualer, øjeblikke, der giver os en fornemmelse af noget større end os selv. Ungdomsoprøret var måske ikke alles, men det fik indflydelse på alle. Traditioner og hirakier forsvandt hurtigt, allerede i 1950erne. De var helt væk efter få årtier. Megen grundkultur og dannende, ikkereligiøst, røg også ud med badevandet. Det savner vi nu.

Også de gamle landbrugs- og højskoler gled endeligt ud i denne periode, da landbefolkningens sidste rester flyttede til byerne, som en del af jagten på et bedre liv, et ubegrænset liv. Med disse skoler, husholdningsskolerne også, forsvandt en hel kultur, der i sin grundvold; konservering og tilberedelse af mad, var så konservativ at den aldrig har rejst sig igen. Den emmede af kulde, kartoffelferier, lange eftermiddage med evindelig bærplukninger, at skulle spise igennem glas efter glas af henkogt grønt. Næh tak, der måtte luftes ud. Og smides bort. Pladsen og tiden blev udnyttet med egeninteressernes filosofi, lysten blev trumf over de store livsvalg.

I 1960-80erne i form af udlandsrejser og ferier for rigtigt mange danskere, charterferier til Grækenland og Spanien, blev afløst af rygsækrejser rundt om hele kloden.  De kom afsted, ud og oplevede, spiste måske endda de fremmede landes mad, tog koriander, chili og sushi med hjem. De nedlagde køkkenhaverne og fik parcelhuse med græsplæner og terrasser med plads til en grill.
Samtidigt inviterede vi store grupper af gæstearbejdere hertil, for at de kunne hjælpe i ufaglærte stillinger i vores industri. De tog de jobs, der siden hen forsvandt ud af landet, mens gæsterne blev hængende. I dag er der store sociale problemer med disse grupper, der løbende er blev spædet op med stadigt mere eksotiske medlemmer. Vi anser dem som fremmede stadigvæk og, interessant nok, en af de ting, som aldrig er blevet favnet af indvandrere og flygtninge, er vort danske køkken.

Dét er nok et større problem, end vi lige lader til at være opmærksomme på. For samtidigt med at vi begyndte at opdage verden, glemte vi vor egen historie; vore teknikker og erfaringer med hushold forsvandt på 1½ generations tid.  Og samtidigt begyndte v at se skævt til medborgere af anden etnisk herkomst. Det frmmede var kommet for tæt på. Og deres madkultur var stærkere.

De spiser ikke vores mad. Det er ikke gode gæster, de ikke spiser hvad der bliver serveret. De gamle af i dag udgør en stor del af den fremmedfjendske højrefløjs stemmeophav. De selvsamme gamle, der i stort tal rejste til parcelhuskvarterene for at leve og til de varme lande, for at feriere, ser i dag en reel trussel fra fremmedheden, bla. i deres familie- og traditionsbundne måltidskultur.

Nu står vi her, de sidste 50-60 års samfundsudvikling har stået på et nødvendigt opgør med autoritet, men har desværre skabt et samfund, hvor vi er evigt stræbende, aldrig står stille. De gamle af i dag, har været meget igennem, men det meste har stået med deres egne behov for øje. De måtte ud, se andet og sendte fortiden på møddingen. Den mødding vi, deres børnebørn nu kravler undt på for at redde rester af madkultur ud af. For vi lever i en verden, der ikke mere er uendelig, den skal plejes.
Ligesom de gamle.

Muligheden for at skabe en fremtid, med lige dele tro på det oplyste, selvstændige menneske og en rækken bagud til fortidens enkle liv, står foran os. Med de teknologier vi har, vil det være muligt at skabe sociale og økonomiske stabile produktionsforhold, hvis der er nogle af os der vil og resten vil være villige til at betale prisen. Prisen i form af dyrere råvarer, prisen i form af mere tid i køkkenet, om vi er villige til at bruge mere tid på simpelthen at genoprette en organisk tilgang til vores valg. Uden fortidens hæmmende og religiøst styrede rammer.

Om vi tør, vende os bort fra det helt basale menneskelige behov for at skrabe sammen, skal være usagt. At det er en nødvendighed, at finde nydelsen, respekten for low tech arbejde og modet til at kræve det fra vore politikere, skal være usagt. Lidt endnu.


onsdag den 1. oktober 2014

Eftertanker, i en søgen på meningen.

Det er tåget på landet i dag, tågen bringer ro og eftertanke.
I årevis har denne blog skrevet om mad og de mekanismer, der findes i vores forbrugsmønstre og de problemer der kan medføre. Der er ændringer på vej, har der der tit stået i disse linjer. Ændringerne ligger ikke i store ord, men i små handlinger. Efterhånden som ordflommen herfra blev brugt på og kræfterne til at holde vreden ved lige, ligeledes er svundet ind, synes der at blive plads til andet.
Eftertanke.

De ændringer i livsstil og verdensbillede som vi, som samfund, går i møde, er overvældende. Monumentant overvældende. Og skylden ved at være et forbrugende menneske er mindst af samme størrelse. Jeg forstår godt den store del af os bare fornægter og prøver at få hverdagen til at hænge sammen Jeg er der jo selv, bare med økomærke på. Og det er ikke en tøddel bedre herovre, jeg lider under det og har brug for mere.
Nye tankesæt.

Ingen tvivl om at vi har svære problemer på lands og verdensplan. Men den mundfuld er blevet for stor at kapere lige nu, tankerne går indad. 8 års liv som eksilkøbenhavner sætter sine spor, erfaringerne fra de store tanker om landlivet bliver høstet til overmål i disse dage, så meget at der ikke er plads til meget andet. Ikke til job, ikke til børn, ikke til hustru, dyrene bliver passet, haven ligeså, men så heller ikke mere.
Nye tankesæt.

Livet anno 2014 leves på overfladen,som helt almindeligt menneske er jeg fyldt op, overfyldt, med hver eneste dags to-do liste. Den er lang og jeg kollapser foran en af flere skærme hver aften, træt og er ikke istand til andet end at trykke på endnu en tast. Det liv tror jeg mange lever. Havde jeg venner og bekendte lidt tættere på, ville jeg måske også sætte lidt flere underholdningspræmier op til mig selv. Bowlingaftner med drengene, ture til kunsthaller, cafébesøg, men det findes ikke herude, jeg er efterladt med tågen, eftertanken.

Og nu vil jeg ikke løbe fra den mere. Det der startede som et eventyr og blev til et mareridtslignende hverdagshelvede af ting, der hele tiden skulle nås, må få en ende. Jeg ved endnu ikke hvordan, men jeg er begyndt på en proces, der ikke er til at stoppe. Og det mindste jeg vil få ud af det, er at jeg bliver et bedre menneske. I årevis har jeg skrevet her om hvad "man" skal gøre, om hvis skyld det er. Det har efterladt et handlingsløst hul, for hvis det er de andres skyld, er jeg konstant magtesløs. Og hvis det er min, så kan jeg kun alene løse det.
Men der er ingen skyld, der er bare liv. Et liv, der leves. I et helt år har jeg ikke været til tasterne på denne blog. Leden ved konstant at skulle kommentere nye skandaler og tiltag, føle sig forurettet og vred, blev for stor. For megen råben op i tomme taster. Vrede er en naturlig energi, der kan trække i gang, give luft, komme videre. Men vreden kan ikke stå alene.
Eftertanke.

At kanalisere sin magtesløse vrede over i (kærlig)handling, er blevet et mål for mig. Men handling er tit løbet ud i sandet for mig, hverdagen tog over, hverdagsmennesket var stærkest. Jeg ville måske før have skrevet at det var et mål for hele vort samfund, men lige nu, er der ikke plads til mere end at selv famle sig frem. Se sig omkring. For alvor mærke efter, hvor er følelsen af ro, ægte tilstedeværelse. Jeg søger.


Jeg læser "Og Den Store Flugt" af Andrea Hejlskov , om flugten fra det forbrugs- og overfladeliv vi lever i Danmark og ud til en 16 kvadratmeter stor hytte i en svensk skov. Det starter dårligt og derfra går det bare nedad. 4 børn og 2-4 voksne kæmper i kulden og mørket med at genopdage hvordan et liv kan hænge sammen, når alt der hedder modernitet, er skåret væk. De er elendige til det, de tog ikke engang et par høns med, men lever bla. at skralde og kan ikke forstå hvorfor affaldet hober sig grimt op bag huset. Sygdom, had og klam kulde bliver hverdag, noget er gået tabt. De møder folkene i skoven, fantasten uden livslyst, der rabler om et utopia uden for samfundet, men ikke kan løfte det selv. Skovejeren, der interesseret følger deres kamp med blot at lave ild og så kører hjem til sit moderne hus. Fortællingen er grim og hudløst ærlig.

Et vigtigt dokument for den gruppe mennesker, som jeg selv tilhører; os der bør rive ned, men ikke tør.

En anden fortælling, "Under landet" af Lone Vitus, viser hvor langt ud vi kan komme, når tankerne går i rundkreds og øjnene vender nedad. Alt samler sig om krampagtigt at holde fast i det kendte, det vante og imens går verden videre. "Under Landet" er beretningen om den konventionelle bonde, ham der bliver færre og færre af og som meget få mennesker kender og da slet ikke for det gode. Om hans stædighed og tro på fortidens mål og hvor sølle og udsat det liv bliver, uden rum i den omgivende verden. Et sted viser denne stadige verdensfjernhed sig i at den trefarvede is, regnbueisen, ikke vil blive at finde i butikken snart. Der købes ikke så meget mere af den, den glider ud af sortimentet. Manden er rystet og skynder sig hjem i sin aldrende moders køkken på gården; verden er af lave. Og alt imens lægger han store planer for fremtiden, planer, der har deres rod i en fjern fortid allerede.
Jeg føler lede ved hovedpersonen, men ser også mine egne skyklapper. Om jeg synes de skal fjernes, ved jeg ikke endnu.

For mens hovedpersonerne i de to omtale bøger, udstiller sig selv, har jeg altid forsøgt at vende mig udad. Sagen, ikke personen. Sagen er bare, at jeg også er et subjekt, en person med historie og at det ikke kan gøres til en objektiv betragtning at leve et opmærksomt liv.
Eftertanke.

Som generation Xer, tilhører jeg den tavse generation, dem der kom efter de larmende 68ere, dem som sidder og gemmer sig bag hække og kører mountainbike om søndagen. Dem uden engagement i andet end IKKE at gøre noget. Kan jeg stadig bryde op? I alle tilfælde luner det at se dokumentarprogrammet "Freak Out" på DR, der viser at heller ikke 68erne var forbandet originale. At deres verdensomstyrtning også hvilede på andres skuldre. Og at revolutionen kan komme indefra, også i tider som under den første og anden verdenskrig. Se den og bliv klogere på hvor langt man kan være parat til at gå. Og også hvor hurtigt en kommerciel og præstationshungrende verdensorden kan indhente selv de mest reformivrige. At revolution og ændringer er forbundet med smerte og hvor vigtig den smerte er, for forståelsen.
Jeg lever en smertefri tilværelse, det giver ikke megen lyst til forandring. Med mindre jeg ser mig omkring og ser den tynde, tynde fernis vi går rundt på og som vi kalder livet. Der er kilometervis af liv levet før os, under os, erfaringer nedfældet i hvert eneste sprække, og alt vi tilsyneladende gør, er at vende ryggen til. Som servicemedarbejderen i vore flotte supermarkeder, der ingenting ved om varerene han sætter på hylden og det er nok derfor at der står "SERVICE" på ryggen af ham. For det er den side jeg oftest ser. Vi er på gyngende grund.

Er jeg som mennesker i stand til at virkeligt drage de konklusioner mine høje intentioner kræver? Kan vort samfund, vor verden? Engang udtalte jeg de senere så berømte ord, "det eneste danskerne har brug for er en ny krig eller eller en miljøkatastrofe. Før får de ikke ikke fingeren ud og finder nye veje, der løser dem fra lønslavetilværelsen".

Eller noget lignende. Og det var i 90erne. Og jeg havde drukket tæt.

Sandheden er vel snarere at vi, endnu, har tiden til en stille, en eftertænksom revolution. For hverken 12 års krig i fjerne lande eller uhørte regnmængder, kan få os til at rykke alligevel. Vi har uddannelserne og leveniveauet til det. Jeg har og jeg vil gøre noget. Men der skal ro til, larmen er svundet bort, alt er skrøbeligt lige nu. Hvordan griber jeg verden, uden at den forgriber sig på mig? Hvordan kan jeg styre mig igennem denne larm af overflade, for at nå ned i de ting der egentlig betyder noget,for mig, for min familie, for os alle? Uden at skulle udsætte mig for projekter, der er dømt til at mislykkedes; det være sig klamme svenske hytter, landbrugsdrift eller utopiske fællesskaber, alle er de jo virkelighedsfjerne, så længe jeg jo faktisk ønsker at være en del af noget sammenhægende for mange mennesker.
Eftertanke.