tirsdag den 9. september 2014

Tænk selv Dan Jørgensen, please?

Der var blevet tomt indeni; tomt og skuffet. Trods årevis af deltagen i debatterne, blev der fra magthavere og industri handlet stik imod fællesskabets bedste igen og igen og ingen lyttede. Det var de mørke dage, de ligeglade og opgivende dage. Men modløsheden er overvundet, man kan ikke undsige sig sine inderste tanker, drømme og lyster; MUND-FULD er tilbage.

Dan Jørgensen, et håb da han tiltrådte sin post som Fødevareminister, har med et pennestrøj vækket en døende frontsoldat til live. Lyset var fristende, at lade kamp og modvind og vrede være, bare flyde med, det var så lokkende. Falde ind i et modent livssyn, blive konform, tænke sig selv først; hvor var det dog fristende. Og fuldstændigt umuligt. Et forræderi som Dan Jørgensens, var ikke muligt for denne blog. Det var ikke muligt at søge magten ved at gå i seng med den fjende, der bare venter på at humanismen igen skal vende sin bløde mave opad, bare for at hugge sine tænder i den.

MUND-FULD ville aldrig deltage i en tænketank, der åbentlyst blot er en syltekrukke og med formand af selveste Søren Gade, Lndbrug og Fødevarer. Gad vide hvor grøntsager og bæredygtighed er henne i dén mands agenda. Alene den udnævnelse er et hån imod de tusindvis af mennesker, der idag arbejder med at at dæmme op for et industrielt landbrugs fortsatte ødelæggelse af vores allesammens natur. En hån, hr. Minister.

At gode folk som Per Kølster, Søren Ejlersen og Anne-Birgitte Agger deltager, vidner blot om deres ukuelighed og herligt konstruktive tilgang til deres metier.De mener sikkert at de er konstruktive, jeg siger at de er naive.

Listen er således:
Formand Søren Gade, administrerende direktør for Landbrug & Fødevarer

Adam Price, manuskriptforfatter, dramatiker, madanmelder og
restauratør
Anne-Birgitte Agger, direktør for Københavns Madhus
Arne Astrup, professor i ernæring, Københavns Universitet
Bjarne Hastrup, formand for Ældresagen
Bo Bomuld Hamilton-Wittendorff, forfatter og kommunikatør
Christian Bitz, foredragsholder, forskningschef og TV-vært
Claus Egeris Nielsen, sekretariatschef for Måltidspartnerskabet
Claus Meyer, kogebogsforfatter, iværksætter og foredragsholder
Ghita Parry, formand for Kost & Ernæringsforbundet
Helle Brønnum Carlsen, lektor Zahles Seminarium og madanmelder
Jacob Grønlykke, bestyrelsesformand for Løgismose A/S
Jesper Uggerhøj, administrerende direktør for Irma
Jørgen Dirksen, administrerende direktør for Rynkeby Foods A/S
Lotte Holm, professor i madsociologi, Københavns Universitet
Ole G. Mouritzen, professor i fysik, Syddansk Universitet – Leder af
Smag for livet
Ole Wehlast, formand for fødevareforbundet - NNF
Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening
Søren Ejlersen, kok og medstifter af Aarstiderne og Haver til Maver
Torben Hansen, professor i forbrugeradfærd, Copenhagen Business
School


Lidt meningsdannere, lidt uddannelsesfok, lidt kendisser "med fingeren på pulsen" et par professorer m.m. til at validere soliditet og særligt udvalgte personer, til at være overgangsfigurer imellem de mere kreative i gruppen og så de tunge drenge, industrien og deres partnere i fagforeningerne. 
Det spænende er det mellemste lag, de der skal stå imellem det vidtløftige Agger-fløj og produktionsapperatet i form af Løgismose, Irma, Rynkeby, NNF og formanden selv, Landbrug og Fødevarers formand.

Astrup, Meyer, Holm og Hansen. 
Altså, fire vigtige personer, med erfaringen, videnen og meningerne i industriens favør. Gad vide hvor progressive de vil være med  deres erfaringer, hvor meget af deres output skal tilpasses fortidige arbejder og nuværende økonomiske interesser?

De har erfaringer fra begge sider af bordet, både i uddannelsessektor og i erhvervslivet. Hvor ligger deres lod? Ja, vi ved Arne Astrup igen og igen har satset på forskning, der har vist sig at tilgodese de selvsamme der betalte hans løn. Claus Meyer har en ordentlig kommerciel indsigt og indflydelse i de større byer og en ditto vinding for øje. DEn blinde makker er Lotte Holm, der er en seriøs og respekteret forsker, hældende til det konservative, senest i sin udmelding omkring tænketanken, hvor hun stiller sig tvivlende overfor om spagetti bolognese nu også er så slemt. "Man skal i hvert fald træde forsigtigt. Måltider og fødevarer er et meget normbesat område. Man kan hurtigt komme til at stikke nogle bestemte normer ud, hvor folk føler sig ekskluderet,« siger professoren.(link)

Jokeren hedder Torben Hansen, professor(mindre kan åbenbart ikke gøre det, der er hele tre med i tænketanken) på CBS og som allerede i 2008 udtalte at Aarstiderne(med i tænketanken) og Irma(med i tænketanken) og lokale gårdbutikker m.m. var de tre største fødevare kommunikative succéser i landet. (link) og som siden har analyseret købsmønstre o.l. særdeles grundigt. Vil Hansen kunne, med sin nøgterne tilgang til fakta, information og viden, kunne trumfe de underliggende dagsordner i gruppen?

Hvor er de folkelige, de udførende og de modtagende repræsentanter i denne tænketank? Er de ikke repræsenteret ved Agger-fløjen? Jo, det er "de gode", de repræsenterer folkekøkkener, foreningen Praktisk Økologi og beviset på økologisk økonomisk bæredygtighed. Agger melder selv ud, på dagen for offentliggørelsen af tænketanken, at hun har sin tvivl; "For få kvinder, for lidt kant, for meget konventionelt landbrug, for lidt reel madkamp, for mange ord og for lidt handling..."

Handling. Der er nemlig ingen handling i dette oplæg, fra en stækket minister, der, som socialdemokrater altid gerne vil, i sit behov for at gnubbe skuldre med de rigtige kapitalister, glemmer sit eget fokus. Som allerede er en tabersag. Staten lave om på danskernes spisevaner? Det sker ikke uden industriens medvirken. Det har det aldrig gjort og det ved den. Men åbenbart ikke ministeren
Ved han heller ikke at staten, som meningsdanner, har spillet fallit, for længe siden? Tag et smut i det nærmeste supermarked og tjek selv; det vi vil købe, er billigt til fals og det består oftest af industrielt sammensat salt, sukker og fedt. At ministeren er facineret af sydlandske lande, der har begreber som "madglæde" og "måltider sammen" på deres liste over sunde madvaner, betyder jo ikke at de opfundet inde i statsapperatet. Fransk og brasiliansk madkultur er netop eksempler på at leve på trods af staten. Det er rebelkulturer, og Dan, du er minister for en provensionel lilleputstat, der aldrig har evnet "handling". Din tænketank er en stor selvmodsigelse og det ved industrien, der grinene tager til møder med dig. I kan så lege ansvarlige og fortsætte som I plejer bagefter. Ministeren har handlet, resultatet blev....ingenting.

Heldigvis er undergrunden derude lige nu, i køkkener; i gårdbutikkerne, i haverne, på rejserne, de træder deres barnesko i tomme skolekøkkener, de bytter sig til varer, de søger alternative samfundsformer. De er annonyme og de må endelig ikke fanges ind til lange borde med økologiske sodavand og formænd for landbrug og industri. De vender i stigende grad ryggen til et stivnet system, der siger det tror på vækst og "handling", samtidigt med at det er det sidste systemet vil. De er livet levet, ikke tænkt. DE er fremtiden af i dag.

Mit forslag til deltagere i en tænketank? Tænk selv, money well spend.




onsdag den 16. oktober 2013

Det virker, Selina

Dette burde vel egentligt blot være en personlig mail, men dette er en bevægelse af ressourcer, større end noget mail. Faktisk er det i dag, 16 oktober, (link) World Food Day.
Men, Selina, din kamp imod madspil virker; jeg finder jo nærmest ingenting i containerne, når jeg skralder. Herunder vil jeg komme ind på hvilke årsager det kan have, men den altoverskyggende er følgende;det personlige initiativ vil altid vinde.

I Danmark har kampen imod madspil være personificeret af Selina Juul, stifteren af (link) "Stop Spild Af Mad" - en bevægelse  jeg ikke har haft noget at gøre med, siden jeg meldte mig ud af Facebook gruppen for år tilbage, fordi man nærmest blev spammet halvt ihjel derfra. Siden har jeg kunne følge optrædender af stifteren på TedX, i TV, ved bogudgivelser og på nettet. Og nu har jeg set det med mine egne øjne, der hvor det tæller aller mest, i affaldcontainerne.

Jeg havde mine betænkligheder ved at skulle indlede denne sæson af affaldskravlerier. Det er min egen snobbethed, der gav mig griller.Jeg gider jo ikke at købe det meste af det jeg finder i containerne, men fordi det er gratis, rager jeg det hjem til martriklen. Når jeg køber ind, er det helst biodynamisk, med økologisk gåran. Meget få madvarer, som jeg har håndret over, er konventionelle. Det er meget af det der er i containerne derimod og det tager jeg gerne med hjem. Det er blevet lidt en belastning at tænke over i løbet af denne sommer, men løsningen kom fra en uventet side. Der er nemlig ikke særligt meget derude nu.

Jeg har før skrevet om hvor meget jeg har kunne hjembringe, nogle gange så meget at supermarkedesbesøgene blev 14-dages begivenheder. Sådan ser det ikke ud til at blive i denne vinter.Af flere årsager, skulle jeg mene. Den altoverskyggende er berørt; Takket være "Stop Spild Af Mad"-bevægelsen og dens ivrige forkæmpere, er detkommet på dagsordenen  at vi smider alt for megen brugbar mad ud.
Man har det seneste år, kunne konstatere at nærsagt alle supermarkeder har 10-kroners områder, hvor udgåede non-foodvarer sælges til nedsat pris. Det er man ikke for fin til mere i Føtex heller.
Og hvad angår fødevarer, er det det samme. Varene bliver samlet og udbudt til en ofte endog, meget nedsat pris, pga. datoen, som der står. Jeg har ikke fået sat mig ind i om lempelsen i forhold til datomærkningen faktisk blev indført; et eller andet er der sket. Mejeriprodukter er stort set fraværende, det frugt og grønt der findes er i væsentlig dårligere stand end førhen(sidste vinter) og der er nærmest ingen non-foodvarer at finde nu.

Følgeårsager af bevægelsens kamp kunne være følgende.

  • Man sælger rent faktisk flere varer inde i supermarkedet. Med billigområderne, kommer kunderne til at hjemtage store mængder af varer, der ellers var blevet smidt.
  • Medarbejderne tager deres del. Det er blot en teori, men som lavtlønnet ansat, har det altid undret mig at man kunne stå og smide udmærkede varer direkte i affaldscontainerne. Som en lokal trubadur jeg hørte synge i går, sagde: "Jo vigtigere vort arbejde er, jo mindre er det værd. Dén tanke har måske nået lidt flere ansatte nu, også,med det fokus man fra firmaerne bag supermarkederne, har fået. Hvorfor ikke selv tage den pakke havregryn med hjem, i stedet for at smide den ud, når eneste problem med den, er at den har fået et hul? Ja, den er i hvert fald ikkei affaldet mere.
  • Der er kommet flere skraldere. Jeg har allerede nu, tre uger inde i min privaterklærede "sæson" mødt flere end jeg gjorde hele forrige år. Flere skraldere, mindre at finde for den enkle.
  • Flere aflåste containere. Nogle af mine "kolleger" har desværre, med deres rod og svineri, sat en effetiv stopper for stadigt flere containere, da disse bliver aflåst ved lukketid.  Jeg kan kun, igen, beklage dette og advokere for "ninja-styl": Sort tøj, ingen rod udenfor caontainerne, ingen opsnittede poser i containerne, hurtige besøg, natlig aktivitet og høflig optæden, når man bliver antastet af ansatte fra forretningerne.
Det er rigtig, rigtig gode tegn og jeg håber at jeg en dag kommer fuldstændigt tomhændet hjem. 

Mit private indsamleri har dog også skiftet lidt fokus, nu går jeg hovedsageligt efter mad til kaniner og høns og det er der stadig rigeligt af. 
+ de 4 kilo løg, de 12 fennikel, de 5 dåser ricottaost, rugbrød, alle slags brød, rødkålshovedet, de fire majskolber, appelsinerne og mandarinerne og den 1 kilos pose med Sure Fisk jeg satte til side her til aften.

tirsdag den 8. oktober 2013

Den søde høsttid

De kører nu, mens jeg skriver.
De enorme traktorer med de enorme anhængere, fragter "majs" fra markerne og til det lokale kvæg-stordriftslandbrugs siloer. Majsen har groet sig meterhøj rundt på markerne og nu er det blevet tid til at høste den. Majsen, denne snigende hævn fra de dræbte inkaer i fortidens sydamerikanske jungler.

Majsen fra markerne rundt om vores bosted bliver ikke plukket og kernerne bliver ikke pillet fra til kreaturerne. Store markuleringsmaskiner på hjul kører igennem rækkerne og flår majsplanterne om, til en tilstand der bedst kan sammenlignes med træflis; bestående af alle plantedele fra majsen. Det er dette produkt som traktoerne fragter forbi mit hus og ud til kvægbrugene. Det er en gæret/syltet version af dette produkt,  malke- og slagtekøer i mange konventionelle landbrug bliver fodret med. Det er altså i sidste ende det vi jo så selv spiser og drikker og bliver en biologisk del af. Ved at spise noget, der ikke er en naturlighed, rører vi også ved vores egen biologiske tilstand.

Et dyr, som er bygget til at spise græs, bliver fodret af med en plante, som aldrig har været naturligt forekommende for det og det gør dyret sygt på længere sigt. Det betyder ikke at køer ikke kan leve af en diæt bestående hovedsageligt af majs, det kan de sagtens. Og da majs er et billigt produkt, der ovenikøbet gør dyrene hurtigere fede, end græs, har erhvervet grebet majsen med kyshånd. Forresten dør køerne for boltpistolens slag imod panden, længe inden de har udviklet alvorlige ernæringsmæssige mangelsygdomme.
Men deres mikrobilogi lever videre.I køernes formaver har der udviklet sig helt nye variationer af e-coli bakterier, for at denne livform fortsat kunne overleve i en ko. Disse bakterier er nye og dermed ukendte for de værn man i hospitalsvæsenet har udviklet for at imødegå alvorlige forgiftnings tilfælde. En resistent bakterie er født og vi er på skideren, hvis den breder sig.

Men selvom vi ikke alle vælter omkuld,  diarré, feber og smerter til vi dør, så er der alvorlige betænkeligheder ved at indtage føde, der er produceret udfra en præmis, der hedder "mest for kronerne" og ikke "mest samfundsværdi for kronerne".

Hvad er det vi vil, som nation? Vi vil gerne ud af krisen og vi vil gerne kunne imødegå kinesernes invasion af vores hævdvundne ret til at være de rigeste og mest uddannede i verden. Det er som MUND-FULD læser det politiske parnas for tiden.
Hvordan gør vi det? Vi giver vore børn de bedste redskaber til at dygtiggøre sig fagligt, personligt og som gode samfundsborgere i hele maskineriet.
Svaret har i mange år været at uddanne os alle mere, at jo højere en uddannelse vi får, jo bedre vil vi kunne forme og styrke vort samfund. En smuk tanke, særligt i disse tider, hvor man har genopdaget behovet for og værdien af, andre uddannelser end akademiske.At det nok er generalerne der planlægger krigen, men soldaternes evner, der vinder den.

Men hvad fodrer vi disse kommende samfundstøtter med, hvilken daglig medicin giver vi dem, som den nærværende regering stræber efter skal blive "Den Bedst Uddannede Generation"?
Vi giver dem sukker af krigserstatningslignende produkter, som roesukker. Vi giver dem grøntsager med seriøst høje koncentrationer af pesticider og vi giver dem kød, hvis grundbestandele, der ikke er naturlige for netop disse dyr kødet kommer fra.

Diagnoserne bliver uddelt med jævn hånd over mange børn og unge for tiden. Kan der være en sammenhæng imellem, den måde vor mad er blevet til på, mængden af ensartede fødevareemner vi indtager og det stigende antal af socialt og mentalt utilpassede mennesker vi har i vort samfund? Måske bliver man faktisk det man spiser.

Man høster i alle tilfælde det man sår.





onsdag den 31. juli 2013

Askese

For nogle dage siden undlod jeg at spise i 2½ dag; bare for at se hvordan det ville være. Et madmenneske, der lever fra måltid til måltid. Fra såning af den ene afgrøde,til høst af den næste. Som underviser i mad, som fader. Hvordan ville jeg kunne klare bare 2 timer uden mad?
Glimrende, viste det sig. Sulten var slet ikke til stede den første dag og bare som en lille rumlen den næste. Tanken om mad, derimod, var svær at deale med. Ikke at spise, men at røre ved, sætte den sammen til nye retter. Pludselig havde jeg al denne tid på mine hænder også selvom jeg lavede lidt mad til resten af familien. Vand og the holdt mig i gang, men på trediedagen kunne jeg ikke stå og smøre mad til andre, det var for fistende at begynde at tænke i smage og dufte, jeg ikke kunne have. Det var hårdt.

I maj afleverede jeg et kæmpe stykke arbejde; planlægningen og udførelsen af den måske mest betydningsfulde ølfestival i Europa. Små 9 måneder blev fyret af på to hæsblæsende dage, flere erfaringer blev høstet og CBC fortsætter i 2014. Jeg blev ikke bedt om at gentage succesen, da støvet havde lagt sig. En anden form for askese indfandt sig, manglen på at være i top-ydeevne-mode og fornemmelsen af at være tilstede i orkanens øje. At være med til at løfte en begivenhed af denne karat og så vide at det smarteste/bedste og naturlige for den fortsatte udvikling af festivalen, vil være at skære sig selv løs, så luftskibet kan flyve endnu mere strømlinet, er en svær erkendelse. Men også her rammer en følelse af at det netop ikke er kicket ved at være med i et innovativt og ledende crew, det er ikke at vide det nyeste og mest hemmelige, jeg savnede i månederne efter. Det var skabelsen, kreativiteten, der blev sat fri og ikke fandt afløb. Så da de første abstinenser, sulten, efter at være på forsvandt, da kreativiteten er blevet sat fri igen og ikke er 100% bundet op i et enkelt felt, da hjælper afsavnet faktisk som motivator. Det føles fint.

Haven har leveret godt i år og vores familie har i stor grad kunne trække på dens produkter til aftenmåltidet og til de små måltider igennem dagen. Vi har kunne supplere med supermarkedsindkøb, vi har levet i en dejlig frihed, en drømmende askese, fra at skulle bruge penge i den udvandende og sørgelige danske supermarkedsindustri. Dét er i sandhed vidunderligt, afsavnet kan kun blive større fremover; der er købt slagtekyllinger forleden.

3 eksempler på askese, at undvære, skulle give afkald på noget jeg troede uundværligt. I alle tilfældene har det haft omkostninger og gevinster. Et par tab i form af mennesker, der følte sig forbigået og projekter, der måtte skrinlægges, var omkostningerne. Mest gevinster, i form af vigtige erfaringer og en øget indsigt i hvilke værdier, der egentlig er de vigtige at holde for øje.

Nysgerrigheden er vigtig. Hvad sker der, når man gør sådan? Eller sådan? Er den blinde og for lange omvej, det hele værd? Det er den, hver gang.
Ligeledes det enkle, i de omtalte tilfælde er det den helt rene sansning, kropsligheden, alle sansernes indtryk, der træer frem.

Til sidst; grunden til ens handlinger. Hvorfor gjorde du det, kommer resultaterne ud bedre end konsekvenserne? Er din grundholdning rystet, din samvittighed god, dit tidsforbrug?

Store ord, men dette er også det første indlæg i mange måneder, tankerne har været vidt omkring. Og på sommerferie ovenikøbet. (Denne blogs rejseanbefalng skal være Markthalle Neun, Eisenbahnstrasse i Kreuzberg,Berlin;  alt hvad alle danske fødevare- og kunsthåndværkermarkeder ikke har).


søndag den 17. februar 2013

Gratis mad er cool


I aften tager jeg ud igen, ud og vipper låget op på supermarkedernes affaldscontainere og hiver den kommende uges mad op af dem. I disse kolde vintermåneder bruger denne familie på to voksne og to mindre børn, mindre end 300 kroner om ugen på indkøb. Det vi køber er faktisk mere de ting der ikke er direkte spiselige; vaskepulver,  lyspærer o.l.
Det kan tænkes underligt, men jeg giver denne frontrapport, for at få flere til at se lyset og skaffe sig noget gratis føde og samtidigt gøre en indsats for at mindske vores katastrofale madspild.
Først vil jeg dog lige takke de samlede danske detailhandlende for et rigtigt godt udvalg af brød, konstant leverance af allehånde mælkeprodukter, de 15 pakker smør jeg har i fryseren, de 20liter juicer, der ligger ved siden af smørret, samt de 8 speepølser, der også i smidt oveni. Jeg vil også gerne kvittere for de 16 poser kaff, fra forleden. De havde holdbarhed til næste april, men der var vidst tabt en juice over de første tre poser!  Mine kaniner er de bedste fodrede i nabolaget, det samme er kattene og hønsene. Vores køleskabe bugner af grønt og mælk, ymer, you name it. Skabene fulde af tørrede produkter som hirse bønner, spahetti, kikærter, quinoa, havregryn, mel(alle typer). Min kone får blomster mindst en gang om ugen nu, mine børn en mælkesnitte, når deres far ikke kan bære at se 2-3 dusin af dem ligge der.

Ligge der i containeren, er det ikke vildt klamt?
Joh, en affaldscontainer er da noget beskidt, derfor er jeg sæsonskralder, fra september til april; sommeren er hård ved madvarer. Men ellers ligger det hele jo der, lidt rodet, men på køl. Lige til at snuppe.  

De varer jeg møder, når jeg åbner en typisk container er alle blevet kasseret af forskellige årsager. Ingen af dem er bundrådne eller bare noget der ligner(medmindre det er den der en appelsin ud af 10 i et net), for det kommer jo altså lige fra hylderne et par timer tidligere.

Oftest er det datoen den er gal med, ferskvarer som mælk, pålæg, kød, æg, fisk; har alle en ”sidste salgsdato”, ikke at forveksle med en ”bedst før –” dato.  Jeg tager ikke æg eller fisk og også kødet har jeg rigeligt af hjemmefremstillet. Alligevel hjemtager jeg kød, der netop er gået på datoen, til husdyrene.

Grøntsager falder for en eller anden udseendesmåleenhed jeg ikke helt kender. Nogle er selvfølgelig blevet ubrugelige, men det ser ud til at man, fra supermarkedets side ikke ser på resten af partiets tilstand. En aften fandt jeg 3 kasser ananas, ikke en skramme, men under dem lå 3-4 dårlige af slagsen. Det tyder påat nogen har sagt noget i retning af ”De par stykker er ved at være færdige, vi må hellere rydde hele partiet, for at være sikre. Well, de tre kasser fejlede ikke en dyt og vi havde tropefest hele ugen.

Tørvarer har selvfølgelig også en ”bedst før”-dato, men det betyder ikke at varen er dårlig. Har ikke tjekket lovgivningen, men mener at vide at denne dato er producentens rygdækning for ikke at skulle leve op til gængse kvalitetskrav for den pågælende vare efter denne dato. Hm, havregryn bliver altså ikke dårlige af at stå en dage eller 20 over datoen. Faktisk vil jeg sige at det eneste man skal undgå at tage, med en udløbet dato, netop er de varer med en ”sidste anvendelse”-mærkning. Og så igen, mælkeprodukter holder sig snildt en uge, måske endda to.

En del varer er blot beskadigede, så ingen vil købe den; bulede pakker, huller, skår. Nogle er bare blevet til overs på en eller anden hylde og så må den jo hellere smides ud. Har bla. fundet toiletpair, lyspærer, 12 pakker tandpasta, 8-10 kilo nytårspynt fra dén afdeling.

Og så er der hele jagtkicket. For efter jeg har sparet i tusindvis af kroner, ved at bruge 1½ time et par gange om ugen i containerne, så er der jagten.Hvad gemmer sig, hvad har fjloserne ment ikke var værdigt at have i ders butik i dag? Åh, to kasser spagepølse, bare fordi den hedder noget med ”jule-”  og det er nytår? Flødeboller, i kassevis, med tre dage tilbage på datoen?

Hvilket leder mig til en lille sjov ting, jeg oplever, når jeg diskuterer dette med bekendte. Man køber en mælk, den er et par dage fra at være udløbet. Når den når datoen, bliver den tit hældt ud, fortæller folk. Men lige så tit, får den lov at blive stående. Det samme gælder i høj grad, andre produkter, pålæg, ost, marmelader, remoulader, smør, alle bliver de oftest hængende, til de er brugt op. Overløben dato eller ej.
Min påstand er at maden i mit køleskab, i mine køkkenskabe og i kælderen, er maden friskere end din. Og jeg har ikke betalt for den heller. Tihi.


søndag den 3. februar 2013

Uoriginal fynsk ølreklame

Fynske bryggerier er gået sammen om at kopiere en amerikansk reklamefilm om mikrobryg.

Tekst, billeder, klipning, selv musikken, er taget ud af den originale sammenhæng fra USA og sat ind i en amamtøragtig, dansk kontekst. Den fynske udgave kalder sig for "Kampen mod ligegyldig øl"(link) , originalen "I Am A Craftbrewer"(link) .

Vand, malt, gær og humle; det er hovedbestanddelene i al øl og derfor kan det jo være svært at tale om originalitet i dén branche. Det var måske en undskyldning, der kunne bruges for år tilbage.
Men ikke nu, ikke i disse år, hvor øl er blevet så meget mere en end tørstslukker over hækken. I nutidens ølbranche kræves der originalitet og personlighed, for at kunne stå frem for sine kolleger/konkurrenter. Der bliver eksperimenteret som aldrig før med øllet. Det vil sige; nogle bryggerier eksperimenterer som aldrig før. Andre fortsætter deres produktion som før og på den måde burde det vel være fint; sådan at holde sig til hvad man gør bedst.

At bryggerier som Albani derfor synes at de bør deltage i en kopiering af velestimerede bryggere fra USA, kan derfor undre, ja frembring latterbrøl hos denne blog. Hvad tror de er? Mikro? Eksperimenterende? Gode til at optræde i amatørfilm?

Grinet hos mig forstummede dog helt og aldeles, da det blev MUND-FULD bekendt at dette lille fynske Copy-Paste-projekt ikke er en glad samling amatørers produkt. Det er resultatet af en koordineret samarbejde, med reklame firmaet Red Ink som samlende faktor. Et fynsk reklamefirma, der på deres websites forside proklamerer at man skal "Slå Autopiloten Ihjel"(link) .

Nu er der penge involveret, nu er det jo alvorligt. Der er, tilsyneladende blevet sakset 100% fra reklamebureauets side og bagefter har det modtaget mindst 41.000 kroner fra Energi Fyn, for at aflevere resultatet.( Det viser sig nu, +1 dag efter dette indlæg, atde 41.000 kroner, er blevet udbetat til Red Ink for at producere onlinemagasinet " En kulinarisk rundtur på nettet - fra Abildgård til humlehave" release d. 7. februar 2013. Bliver spænende at se hvor inspirationen til det produkt er kommet fra.) Bryggerierne har vel også spyttet i kassen, gad vide hvad slutbeløbet endte med? Gad vide hvor mange andre af Red Inks produkter der er stjålet? Ikke inspireret af, men direkte kopieret?

Det må kunderne jo i sidste ende bedømme, som gammelt reklamemenneske bedrøver det mig blot at reklamebranchen, endnu engang viser sin dårligste side frem; plagiatet.

Tilbage står samlingen af fynske bryggere, der vel havde regnet med flere end de foreløbige 852 hits på deres Youtube stunt, og vel også havde regnet med at de havde fået et originalt produkt for deres tid (og måske penge?).

Eller vidste de hele vejen at deres forsøg på at være originale,  i deres kamp mod ligegyldigt øl, var en kopi af noget der faktisk ER originalt og alt andet end ligegyldigt?
Vidste de fynske bryggere godt, da de havde set den amerikansk original, at dér ville de aldrig nå op, men at de lige så godt kunne prøve at se ud som om de kunne? Det undrer mig såre at man kan påstå at man kæmper for de små, det lokale og den håndværksmæssige respekt for råvarerne, (eller hvad det nu er størstedelen af danske småbryggere ynder at skrive i deres anprisninger af eget produkt) med ene hånd og så stjæle andres håndværk, med den anden.

Gad vide hvordan øllet smager rundt om på Fyn i disse dage; mere surt end det plejer?

søndag den 13. januar 2013

Kan du slå det ihjel, kan du spise det.

Igennem årene har den blog f'ølt sig lidt frem i det veganske; hvad gør egentligt at man vælger at leve helt uden animalske produkter? Og vigtigst; hvad er udgangspunktet for at gøre det?

Vi har været der; den positive overraskelse over raw food (link) og erkendelsen af dens begrænsninger. Vi har læst os igennem Jonathans Safran Foer´s bestseller om at gå undercover i kødbranchen (link) og set at det er en lidt anden verden at producere kød i USA, måske.

Senest har vi genset filmen, der efter sigende, skulle omvende folk til at gå 100% veganer efter en gennemkigning; Gary Yourrofskys foredrag på Georgia Tech fra 2010 (link) . Og for et par dage var det så den æstetisk smukke, men afskyvækkende "Holocaust on a Conveyor Belt - Assembly Line of Death" (link)

Alle stærke fortalere for at droppe ud af kødshowet og begynde at gnaske grønt på fuld tid. Dervar en tid hvor jeg foretrak det grønne, men et alt for travlt arbejdsliv med børn, har trukket vores familie tilbage til mange måltider, hvor allehånde hakket kød og bryststykker indgår. I en længere periode, var denne pen diktatorisk herre over alle andres diæt, hvilket jo endte med oprør og kollaps hos undertegnede. Alle de gode intentioner om mindst økologi, mindst muligt kød, mest mulig smag; strandede på forskrækkede børn, forsmåede hustruminer, stress over madlavningen og mangel på samvær, for der skulle laves mest muligt selv.
Det var lige ved at gå galt; der måtte en kollaps fra denne side til. Jeg smed forklædet og forlod køkkenet, såret, vred over deres mangel på viden, deres rynken på næsen, deres utaknemmelighed over hvad jeg gjorde for dem, deres sundhed, udvidelsen af deres smagshorisont, deres mangel på medfølelse og overbærenhed, når eksperimenterne ikke lykkedes.

Så gjorde vi det vi skulle have gjort fra starten af; vi begyndte at lave mad sammen.

Og nu er det på vej tilbage. Vi finder sammen ud af hvad vi kan lid, hvad vi vil lave; det er først startet, men det er klart bedre at være i nærheden af køkkenet og spisebordet nu.


Her er det kødet kommer ind; gider vi spise det og hvad er prisen vi vil betale? Den yngste datter sorterer ubevidst kødet fra,den store søn spørger til hvordan dyret så ud, hvordan det havde det og hustruen, blev i sin tid vænnet tilbage til at spise kød af undertegnede, der synes det ofte er sjovere at lave mad med grønt end kødstykkerne. Alt i alt, vi burde ikke have svært ved at blive veganere, i hvert fald vegetarer.

Der er mange argumenter for at kun spise grønt, men lad os tage de to, der ser ud til at dominere. Der er det biologiske argument og der er det etiske.

Der bliver argumenteret for at vi slet ikke er bygget til at spise animalsk. Vore tænder, vore nærmeste slægtninges vegetarisk dominerede diæt, vores fordøjelsessystem er ikke bygget til animalsk føde, sygdomstyper som cancer, der ser ud til at stige i befolkninger, der spiser meget kød. Listen på skrækscenarier er lang og sikkert helt beviselig.

Så er der det etiske. Måden vi frembringer vores kødprodukter på er syg; det er et perverst livsyn at opdrætte andre dyr, med formål at fortære dem og deres sidegevinster, som mælkeprodukter. Denne blog har mange gange støttet dette argument med eksempler på stadigt forringede forhold for dyr og mennesker i den animalske fødevaresektor.

Alligevel ser det ud til at vegetarismen og den rene veganisme ikke får et ben til jorden hos toneangivende grupper som politikere og fødevaresektoren. For tiden ser det jo ud til at lille DK, med nærværende fødevareminister i front, skal stå for hele Kinas svinekødimport. Der er masser af penge at tjene og så er alt godt.


Men nu skal jeg jo ikke blive revet væk her; denne tid er ren meta for undertegnede; hvad kan jeg selv gøre, hvor langt er jeg villig til at gå, med familien taget med på råd og behov.
For mig er det ikke biologiske eller etiske grunde der skal afholde mig fra at spise kød; det er min mangel på overblik. Overblikket over hvad det er jeg kommer i munden, for som det er nu, ved jeg det ikke Altsådet kød jeg køber i butikkerne, jeg aner ikke hvad det har gennemgået, før det ligger i min indkøbspose  eller i rygsækken. De, producenterne og detailhandlen, kan jo bilde mig hvad som helst ind. Og det ser ud tilde gerne vil fortælle mig gode historier om græsmarker og, næsten, smilende dyr, på vej til slagtehuset.
Jeg gider ikke at blive løjet for, så derfor vil jeg gøre afstanden til min animalske føde så kort som mulig.

Vi har haft kaniner i et 1½ år nu og i julen, var det tæt på at jeg slagtede de tre sidste moderdyr og glemte alt om det. Det tager tid, koster penge, sviner lidt; var det virkelig det værd? Men fanden tage mig.
Hvad jeg er blevet klar over, i en sen alder, er at jeg må vælge. Og jeg vælger at kunne se mig selv i øjnene. Så jeg vælger at slå mit eget kød ihjel; det er prisen for mig. Kan du slå det ihjel, så kan du spise det.
Og, modsat alle de hjerteskærende film på nettet, så tror jeg på at dyr og mennesker, er skabt til at dræbe for at overleve. Overalt i naturen bliver slået ihjel, som en del af livet. Jeg som nulevende menneskedyr, bebor i et uhørt komplekst samfund, der betyder at jeg aktivt kan og skal vælge hvordan jeg vil overleve. Vi har blot glemt de helt basale krav, blandt andet altså, at kunne slå ihjel, at døden er en faktor i vort liv. Lidt mere fra en kendiskok her.(link)

Det tager ca.20 sekunder, fra jeg har fået fat i en kanin, der skal slagtes, til den er stendød. Og de 10 er gåtid fra burene om til skuret. 20 sekunder ud af et helt liv, fuck, det er da den måde jeg selv vil dø på. Slået i baghovedet et par gange, halsen skåret over, jeg sidder ved hvert enkelt dyr, mens det kramper og spjætter og jeg ser at øjnene er døde før jeg end fører kniven. Jeg har intet problem med at spise de dyr. Og hvem siger ikke at gulerødderne skriger, når det bliver hevet op?