madsnobberi og ditto -ordninger

Vi er nu en uge inde i den regeringsbestemte, landsdækkende madordning for børneinstitutioner. Vi er også i gang med den årlige renselse efter madorgierne i julen; nu skal der trænes og spises sundt. Det giver anledning til at kommenterer lidt på et par modsætninger iblandt de spisende danskere.
Madordningen først og lad det være sagt fra starten af; heromkring er vi ikke glade for den. Den modarbejder faktisk alt hvad der giver fornuft for MUND-FULD, det umyndiggører slet og ret den enkelte borger fra hendes ansvar.Mange forældre har også reageret stærkt imod ordningen og efter en uge, er der harmdirrende rapporter om sultne børn og alt for kompliceret mad. I København bliver der jongleret med honningglaserede kyllingelår, rygeostdip og laksepastasalat, men poderne går sultne fra bordet. Pædagogerne udtaler at børnene ikke kan lide maden og at det ikke svarer til hvad de er vant til at have med i madpakken.

Èt er tilvænning, bliver man ved længe nok, skal de små sgu´nok overgive sig, det er er værre med de voksne. Pædagoger der står fast og ikke fortsætter i det uendelige med at smørre klemmer til de sultne og forældre der her har chancen for også at ændre madvanerne derhjemme. Noget jeg fornemmer Anne Birgitte Agger fra Københavns Madhus også indikerer i sin udtalelse om "....vi voksne må væbne os med tålmodighed og spise brød til...".
Og lader vi det andet nøglepunkt træder ind; madsnobberi.
I teorien er det de selvsamme forældre der harselerer imod madordningen, der gerne vil være åh-så økologiske og sunde, på egne og i særdeleshed, deres børns vegne. Der er nemlig mode og signaleffekt i at købe "de rigtige" mærker indenfor fairtrade og bæredygtighed. De samme forældre der gerne vil give deres børn tøj, som ikke er produceret under slavelignende forhold og som har gået til graviditetsyoga, er utilfredse med madordningen. Madordningen, der altså serverer deres børn særdeles varieret kost. Der er ikke tale om vakuummad her, det produceres dagligt, bringes ud dagligt, er så økologisk som muligt (det må kræve rescouser til vanvidshøjder).

Dette må kaldes et paradoks, der burde jo være jubeldans i de små østerbrolejligheder; nu kan vi spare tiden, ungerne får den samme mad som herhjemme. Men ungerne afslører jo deres gamle, det er ikke den mad de er vant til derhjemme. Dyre køkkener, pornolignende kogebøger og en tur i de små dyre specialforretninger smitter ikke af på poderne. Det hele lugter lidt af snobberi, man kan godt give dan gas med de dyre fornemmelser, men at lære sine børn at spise kikærter og savoykål , er en kamp man ikke har taget og derfor stejler børnene henne i børnehaven.
Madordningen kan godt gå hen og blive en seriøs håndsrækning til forældrene, men endnu engang lader vi forældre lærere og pædagoger tage det hårde og sure slid med selve arbejdet.
Det er bare for sløvt af den danske forældre per se.

Måske burde vi alle overveje lidt mindre tid brugt på shopping og lidt mere ved gryderne med de små. Og så behøver sundhed og bæredygtighed ikke at være hverken fint og dyrt; der er økologisk mælk i Lidl, de har også øko-kartofler og i denne uge var der danske Lucas-pærer til 12 per 2 kilo.