Er det stigmatiserende at være skralder?

Efter at have set DR2s udsendelse om madspild, var det tid til at tage sagerne i egen hånd og springe ud som "skralder", eller " Freegan".

For en gammel storbybo, var det et trip tilbage til en ungdom med daglige besøg i skraldecontainere efter alt der kunne bruges i ungdomshyblen. Jeg havde, kort fortalt, ingen problemer med at iføre mig pandelampen og kører byen tynd efter genbrugsmad. Og der var masser at komme efter, se selv billederne her:

Jeg kunne godt få et kick ud af gøre det her et par gange om ugen, no doubt. Dagen efter var der stor glæde i den lille familie; der var frugt til hele børnehaven, der var chokolader og snacks til hele weekenden, der var mad til det meste af en uge. En fed ting at gøre, på så mange niveauer; miljøhensyn, husholdningsøkonomien, affaldsafgift for supermarkedet, listen er lang.

Lige indtil slangen i paradiset kom krybende. Hvordan tager naboen det? Med to mindre børn og en undertegnet far/blogger, der er ligeglad, vil der nok ikke gå længe før at det er ude. Særligt ikke når samme  far/blogger bliver passet op af en af de ansatte i hans lokale brugs, med hovedet godt nede i samme brugs container. I skrivende stund bliver sikkert leet højt i baglokalet. 

Men hvad med det faktum at der nu er en i lokalområdet, der henter mad ud af en container? Det ville ikke være noget problem for en studerende; men for en 38årig familiefar? Hvilke ting vil der blive sagt om hans børn, hvis/når børnenes omgivelser får nys om det? I storbyen kan man måske gemme sig lidt bedre, det kan endda være at folk i byerne er lift mere ligeglade med hvad naboen foretager sig kl. Snot om natten. Vores familie er derimod bosat i særdeles landlige omgivelser, derude hvor man har tid til at undres over andres opførsel. Det skal blive spænende at se hvad der sker, om noget.

Det er i alle tilfælde ikke sidste gang MUND-FULD har leget superhelt midt om natten, befriende mad, miljø og sin eget madbudget.