"Once more into the breach...

...Or close the wall up with our English dead."

Et noget melodramatisk citat; men når man arbejder i den branche der hedder "madlavning til teenagere"; bliver man nogle gange nødt til at tage de ord i brug. Både i arbejdet med dem og i i de overvejelser der kommer i kølvandet.

Intro til emnet. En kollega oplever at eleverne i hendes gastronomi-klasse smider nærmest al den mad de selv har lavet, direkte i affaldsspanden, da læreren må efterlade klassen den sidste halve time, der normalt er spisningspause. Efterfølgende bemægtiger misæderne en større del af den risengrød, undertegnede har tilberedt i et tilstødende køkken.

Endnu en sjov dag på efterskolen; det grinede vi meget af den vinter

Eller gjorde vi? Udover den oplagte pointe med teenagere versus lærere/forældre/voksne, så er der, for MUND-FULD, en mere grim virkelighed bag. En virkelighed af børn og unge, der i den grad ikke er blevet opdraget til at ville smage på livet. Eller i det mindste bare på den mad der bliver sat foran dem. 

Efter at have været køkkenleder for en flok unge og deres hverdag, er jeg nu nået tio det punkt, hvor jeg prøver at se hvor langt ned i smag og niveau man skal med en gruppe teenagere. Der er langt ned, skulle jeg hilse at sige.

Skarpe smagsforskelle, udenlandsk inspiration, vegetarmad, kød på knogle, hele fisk, fisk pers se, supper; alle er de ladt bagude for en tid. 

Nu hedder det lagsagne("hvorfor må vi ikke få ketchup til?"), frikadeller med kartoffelmos("hvorfor må vi ikke få ketchup til?") og risengrød("hvorfor skal vi selv blande kanel og sukker?"). Og når det så er sagt, så foretrækkes McDburgeren langt frem for den hjemmelavede fra deres egen hånd. Som fortalt i starten, de kan gå så langt, som at smide madprodukter de selv har stået med i timer, ud. Istedet foretrækker de fødevarer/slik, der gør dem fede og dumme; bestående af fedt og sukker, bindemiddel.

Bevares, det er teenagere, og dem jeg omgås, er bestemt ikke Guds bedste børn. Der er et hav af udefrakommende årsager, som 1 års ophold på en husholdningsskole ikke kan lave om på. Jeg ved det. 

Men dette er hverdagen for disse unge, dette er deres indgang til et af livets større forhold; ernæring.

Det gør mig vred, på dem, på deres forældre, på et samfund, der støtter en uhæmmet markedsføring af elendige madvarer og de få midler jeg står med i hverdagen, for at bekæmpe det. derfor de store floskler om at gå frem én gang til eller falde i forsøget. Med list, kærlighed eller Gordon Ramsay-attitude; jeg vil ikke give op.

Imorgen står den på Saltimbocca(for teenagere; "kød), risotto med porrer og ærter(for teenagere; "pynt")og rodfrugtchips(for teenagere; "smagen af rådenskab og/eller slim"). 

Det bliver dejligt klamt, unger.