End of the world as I knew it…

Nogle gange tager livet en drejning og denne uge tog MUND_FULDs et ordentlig swung. Vi mødte råkost i en fordøjelig form.
Råkost er den ældre betegnelse, mens den moderne term er ”raw food” og stammer fra det store udland aka USA. Da en kollega medbragte Jesper Casupeis ”RAW FOOD”, var det med nogen skepsis vi åbnede bogen.

For kogebøger har været en gennemgående indflydelse gennem hele tilværelsen for MUND_FULD og antallet der er bladret igennem, købt, læst, kopieret og bladret igennem igen, overstiger antallet af sesamfrø per kilo; det er mange!

Nogle har fæstet sig mere end andre, de står i skabet og er godt slidt. Næsten som den første kom Rolf Lunds ”Kogebog for fattigrøve”, der lærte os hvor meget man kunne få ud af lidt, hvilket var dejligt på en SU. Det først breaktrough til mad på et andet plan, var dog Henrik Boserups ”Kærlighed”, med tilhørende serie i fjernsynet. Disse fotos, deres opstilling, den ligefremme tone i opskrifter og krav fra forfatterens side om kvalitetsfølelse hos læseren, røg lige ind. Verden var blevet en anden. Råvarekvalitet, duft, udseende, anretning, viden om årstider, blev en del af ungkarlehyblen. Med enkelte missere, som dengang hele månedens budget røg på en bestilling af rødfisk til en fødselsdagsmiddag.

Efter endt uddannelse, blev der for alvor gået efter bøger, der havde noget at berette om mad. Vegetarmaden blev en fast del af middagene med bøger som ” Med vinger til solens køkken” af Kirsten Skårup og ”Grønt er godt for ganen” af Nini Ross Duncan.

Feinschmeckeriet blev kørt i stillinger med rette vendinger og howskisnowskji-holdninger i ”Råt for usødet” af Jesper U. Jensen, dejligt at kunne udbrede sig om foie gras og dekanterering, uden nogensinde at have været i nærheden af nogen af delene. Det historiske rids i køkkenbordet kom med Henry Notaker og hans ”Gastronomi”.
Glæden ved at sylte var allerede stor, men endnu engang blev verden vendt på hovedet med Oded Schwartz’ ”Preserving”, alt kunne jo kommes på glas, mærkelige jødiske skikke og glemt engelsk tradition, viste sig på paletten. Krydderierne fik for alvor et spark ned i gryden med Kille Enna og hendes ”Bazar” og alt det vilde, ukrudtet og naturens spisekammer blev åbnet af Roger Phillips i ”Wild Food”.

Alle er de kære venner, alle føles de som rygmarv, når man bladrer dem igennem. Takket være den dårlige vane med at krydse af hver gang en ret blev prøvet,der har hjulpet på hukommelsen og de mange minder om arbejdet i køkkenet. Så var det råkosten kom ind fra højre for nylig. Ikke vi ikke havde mødt den før, ”3 skåle” af Tom Papas er en god og ufanatisk intro til et semi-råt køkken, andre bøger om ”ren” mad har også fundet deres plads på køkkenhylden for bøger.
Måske er det tid til endnu et skifte, endnu et nyt lag i mit køkkenliv, men dette er en underlig størrelse. Ikke siden faderskabet startede, for snart 6 år siden, har der været nybrud i udviklingen som køkkensnedker og formidler af mad.

Og det var da heller ikke selve bogen, der i første omgang startede chokket. Der blev læst om hvor godt råkost er, at opvarmning skader livsvigtige enzymer, at alle andre skabninger på jorden jo er råkostædere og at beviserne er mange og uiggenemtrængelige. Faktisk var det med en følelse af for megen hellighed bogen blev lagt ned igen. ”Kernesund familie” udsat for veganisme; ikke helt betryggende. Et par af retterne blev prøvet og de var forbavsende velsmagene og nemme at lave.

Nej, det var i går aftes, da jeg kiggede i nogle af de gamle kogebøger, min hird igennem snart mange år og jorden skred under mig.
Jeg så på nogle af opskrifterne og derpå på billederne… og dér slog det til. Flere bøger mødte hives ned og gennemses. Den var god nok, ingen af billederne så ud som de plejede. Al denne stegning, kogning,fritering, ristning og bagning. De mange krydderurter og grøntsager; alle så de underligt slatne og mishandlede ud. Der var sket en fysisk ændring af billederne, de så smattede ud, maden var stillet op, men flød ligesom ned af papiret. Brankede og livløse så peberfrugter og kødstykker ud på mig. Sammenhakket og vendt i risotto, stirrede bladbladet persille mig i øjnene.

I skrivende stund er det ikke helt sunket ind, herfra kan udviklingen jo tage nye drejninger. Men én ting er sikker nok; it´s the end of the world as I knew it, once again.