· vi skal ikke stå i et studie
· vi skal ikke have faste sendetider
· værten er ikke nødvendigvis den der laver maden
Men hvad kræver det mon at have sit eget show om mad på TV? Hvilke talenter er der brug for i dagens Danmark for at formidle sundhed, glæde, viden og drømme om mad? Tilsyneladende ikke særligt mange og det er MUND-FULD naturligvis helt med på, for så ER der jo også plads til os.
Lad os se på udbuddet anno maj 2010.
”Spise med Price” f. eks er populært. 2 middelsvært til svært overvægtige brødre bryder konventionerne og laver en række temaprogrammer, med ”rigeligt smør”. Underholdene og med tilpas stor udenomssnak til at vi får det hele med. Tilsyneladende er det røget hen over de to brødres hoveder at andre mennesker ikke har økonomi eller tid til at eftergøre løjerne, hvilket vidst heller ikke er meningen. Mandemad med gadets og indforstået humor.
”Helvedes Køkken” sendes for tiden umiddelbart lige efter brødrene Price og giver et godt billede af det præcist modsatte. Godt nok er deltagere i dette ”X-factor for kitchenhands” ikke amatører, men de opfører sig sådan. MUND-FULD hører at værten på programmet skulle være en helt fin fyr, det passer nok, da han udfylder rollen som Danmarks Gordon Ramsey meget dårligt. Maden ser vi ikke meget til, den er for det meste vidst også både kold og rå.
”4-stjerners middag” har vi aldrig set, men er det ikke 5 stjerner der er det bedste? Kendte laver mad til andre kendte, det er sikkert hyggeren for dem.
”AnneMad i Spanien” det kan vi ikke lide. Indrømmet, vi er misundelige. Misundelige og sure. For tilsyneladende er det kvalitetsfjernsyn at sende en kvinde, hvis højeste superlativ er ”mums”, af sted for at lave tomatbrød og dybtstegt aubergine. For sulan, det kan jeg sgu´ også og jeg ville endda bestræbe mig på at lave spansk mad…
”Camillas Sorte Gryde” eller sådan noget. Hun er en kapacitet, men skal vidst ikke undervise i hverken hygiejne eller mængdeudmåling. Hun er med til at trække danskerne ud i verden og vi takker hende for det. Med årene er hun blevet lidt indforstået med sig selv, det er helt i orden, bare du ikke laver saltsyltede citroner nogensinde igen.
Tilbage til vores egen drøm og et tv-program.
Som nævnt ville der ikke være faste sendetider, for det hele ville foregå på vores eget spisested, fastmonterede kameraer overalt i biksen, kamerafolk på til udvalgte situationer som udskæring af fisk, vigtigheden af et rent køkken, pausesnak ude bagved, action ved klappen midt i fredagsservice, diskussioner med leverandører kl. 4 om morgenen. Den slags.
Til dette ville det jo kræve mere end bare én vært, men en restauration har jo også snildt 10-15 mennesker ansat. Alle med deres stilling, deres tid på stedet og helt sikkert med noget at bidrage med; for giver vi det tid, har alle noget fornuftigt at sige, noget vi andre kan blive klogere af.
Seere/gæster ville kunne komme på, give deres besyv, deres spørgsmål og frustrationer over madens tilstand i kongeriget. Vi ville invitere madproducenter, importører af øl, den lokale shawarma-kurder; høre deres tanker. Gå på indkøb med Fru Olsen, køre i kødbyen og hurtigt hjem igen, køre til basar vest og bliver der længe. Tage tiden til snakken og medfølgende udenomssnak.
Dette dagligliv på et spisested ville indeholde alle de nødvendige facetter til godt fjernsyn om mad.
Det ville være ægte og uden unødvendigt fyld som voice overs, medvirkende kameramænd og –stemmer, der lige skal have stoppet noget mad i munden, sådan ”bag om kameraet”.
Vi slipper også for opskrifter og bogen, der normalt følger madprogrammer. Dette er den rigtige verden; vi kopierer alt det vi kan og vil du i øvrigt se hvordan mad rent faktisk laves, må du se hen over skulderen; ikke have metoderne ligge og ligne et pornoblad, sådan ”tilfældigt” på køkkenbordet i hardcover.
En dag er ikke engang dette program spænende mere, men det er helt ok. Vi piller bare kameraerne ned og fortsætter vores job; det var hyggeligt at have jer på besøg.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar