Et nyt kuld

Efterskolensæsonen åbner i de kommende dage og denne lærer er ved at skrue den opdragende attitude på. Er det virkeligt besværet værd at bare prøve at fortælle 16årige om at broccolli og purløg ikke er det samme; bare fordi de begge er grønne?

Indrømmet; det kan være en belastning at skulle gentage selv de mest basale ting igen og igen et helt skoleår igennem. Det ligger ikke til tidens unge at høre efter i timesvis, de surfer hellere porno end opskrifter på nettet og de er midt i et oprør imod alle voksne. Oveni er eleverne på vores skole hverken Guds bedste eller værste børn; de har ofte vigtigere ting end det italienske køkkens historie at bekymre sig om.

Og heri liger jo gaven for en lærer; at kunne møde eleverne dagligt uden at skulle forvente noget som helst og til stadighed blive overrasket over deres umiddelbarhed og pludselige engagement. Et engagement der året igennem modens og bliver til rutiner og selvstændige initiativer. Der vokser anvsar og overblik ret for ens øjne.Når året slutter, slippers de med en forstærket tanke om at de i alle tilfælde har prøvet at stå i et rigtigt køkken og snuset til en frisk fisk.

På et lidt bredere plan bør det dog give grund tilen seriøs overvejelse af vore værdier. Billedet af elever der ikke kender forkel på blomkål og blommer er ikke fiktivt. Det hører til undtagelsen at vi får elever der har haft deres gang i en køkkenhave eller kan splitte en kylling i 10 dele uden at væmmes.
Det er ikke hos børnene vi skal finde problemet, de er blot resultatet af de sidst 50-60 års fattiggørelse af vore fødevarer og madkultur. En kultur ikke længere oppebæres i vore hjem,men så i det mindste i madtemplerne rundt om? Disse madtempler, der optræder i magasiner og madprogrammer, må da bære faklen højt. Her kan vi vel søge til, når vor egen viden er forsvundet. Nej, faktisk medvirker retaurationsbranchen blot til derouten.Vi er dernede hvor vi endda på restauranter præsenteres for spansk fritatta og et tapaskøkken der er lukket. Måske ikke to oplagte eksempler, forklaring følger her.

Frittata er en ærke italiensk æggeret(og ikke spansk, selvom Wikipedia påstår det), men det ved alle jo ikke. Men tager man, som spisested, sig ulejligheden at ville kreere retten til betalende gæster og beskrive den på glittet papir, kunne man da i det minste sætte sig ind hvad man taler om. Eksemplet med tapaskøkkenet, der er lukket, er endnu mere graverende.
Tapas er spansk barsnack, finger food. Der er tale om meget simple retter som tortilla, steget pølse, sardiner i eddike; den slags. Fællesnævneren for disse retter er netop at de er klar til servering fra disken, gæsten udvælger sig sine favoritter, bartenderen serverer. Et tapaskøkken kan ikke lukke, for der er tale om mad der allerede ER færdig. Dette er hvad danske retauranter møder deres gæster med,; vildledning.
Udover lange ventetider, uuddannet tjenerstab og ukoordineret aflevering af maden; den slags småting. Restauranter, der burde være eksempler for deres gæster, sjofler i stedet gæsterne og får dem ovenikøbet til at betale for det.

I den nærværende sommer havde landbrugets organisationer endda den frækhed at stille forslag om at vi som stat, støttede denne gældstyngede industri økonomisk. Og det samtidgt med at den danske stat er blevet trukket for EU retten, med anklager om at yde ulovlig brakjordsstøtte for 750.000000. Magen til frækhed skal man vidst da opfinde nogle fordomme om italienere og grækere, for at matche.
Nej, det danske landbrug har satset og tabt. Masseprodution er ikke rentabelt i et land af Danmarks størrelse og bør snarest afvikles til fordel for økologisk drift. Med landbrugets grådighed og mangel på vilje til at involvere det omgivende samfund, har det tabt. 3%, det er den dels landbrugets arbejden sjæle har iden samlede arbejdsstyrke. I det værst "udkantsramte" kommuner, er landbruget det dominerende arbejdsområde. selve skabelsen af vor føde er distanceret i en grad der aldrig er set før.


Enden er nær og derfor liger svaret også ligefor; vi må bryde denne dødsspiral for den danske madkultur ved at opfinde den igen. Vi importerer fødevarer som aldrig før, vi spiser færdigtilberedt mad som aldrig før, vi lyver os økologiske og køber industrikyllinger som aldrig før. Det skal vi holde op med.
Vore børn og unge har brug for voksne der viser gode eksempler, ved at tænke over dette. Som ansvarlige for os selv og vore børn, bør vi overvejer hvor mange tilfælde af allergi, diabetes og fedme vi vil finde hos vores ophav.