torsdag den 22. september 2011

Statsstyret madkultur smager sært...


En statsstyret smagsmagt; narj vel?

Der er blevet oprettet et organ for vores allesammen måde at spise på; det er blevet (om)døbt "Madkulturen". Denne blog har før behandlet den lange fødsel og den besværlige nynavngivning, læs mere her og her.
Ifølge direktør Judith Kyst(JK) skal Madkulturen samle og binde nye samarbejde i eget regi; ifølge MUND-FULD skal det ses helt omvendt; Madkulturen skal være den der støtter og flytter sig for aktørerne. Det eneste man i Madkulturen bør gøre er at besøge og fundraise. Alt hvad man rører ved fra Madkulturens side, skal være levedygtigt, uden Madkulturens medvirken.

Først skal det handle om de grunde JK fremfører som årsagen og berettigelsen til Madkulturens eksistens. Det starter med en masse ord, der skal avle flere ord. Men mest af alt understreges det at Madkulturen ikke skal tale "til" branche og befolkning, Madkulturen vil skabe rammerne. Rammer, der skal samle alle dele af noget så bredt og uhåndgribeligt som "mad" og "kultur".



Djævelen ligger som bekendt skjult i detaljen og her er mit ynglingscitat fra ovenlinkede artikel fra JK:
(Madkulturen skal være)"Dem, der uvildigt kan sætte vigtige fødevarespørgsmål på dagsordenen. Dem, der ved hjælp af enten økonomisk støtte, blåstempling eller metodeudvikling kan løfte gode ideer til bæredygtige, nytænkende, dagsordensættende projekter. Dem, der er med til at løfte prestigen blandt de hverdagshelte, der hver dag gør en forskel i de offentlige køkkener. Dem, der samler al den viden, alle de gode cases, alle de erfaringer, der allerede findes derude – og gør dem lettilgængelige, så det bliver nemmere for alle branchens aktører at lære af hinandens erfaringer.

Jeg har understreget de ord og formuleringer, der viser at Madkulturens mission jo netop ER at sætte dagsordenen og presse meninger ned over folket. Man vil blåstemple og uddele penge; der skal sættes dagsordenener og der skal samles viden. Den viden skal Madkulturen sidde på, indtil rette modtagere kan findes. Af Madkulturen, vel at mærke.

En anden lille detalje fra dirktørens kommentar:
"Madkulturen skal ikke være de der taler "til" branchen og folket. Vi skal være dem, der skaber rammerne - så banchen og forbrugerne med os som platform sammen kan skabe og udvikle Madkulturen".
Det lader ikke til at det er madkulturen, der skal udvikles; det er Madkulturen. Med stort M. Deltagerne skal altså være med at udvikle organisationen Madkulturen. Og her gik man og troede at det var den anden vej rundt.

Simple spørgsmål opstår; som af hvem og hvordan de "gode" idéer skal udvælges. Er det bestyrelsen, der forresten er totalt blottet for de "hverdagens helte", der nævnes af JK som vigtige for Madkulturen? Er det den daglige ledelse, med Kyst i spidsen? Er det ministeriet eller de økonomiske bidragydere man meget snart bliver afhængige af? 

.

Herfra skal det også handle om konstruktive forslag. 
Og derfor er det også sidste gang at det nævnes at jeg sidder i sene aftentimer og skriver dette; det er ren interesse og trods, der driver værket. Modsat JK og resten af Madkulturen, der tager sig godt betalt for, tilsyneladende, at genopfinde saltet og danne bagtæppe for godhedsindistrien, fødevareindustrien og andre kendte spillere i det nye mode-game; "danskernes spisevaner". Sidste gang, i dette indlæg.
For ja, gu´fanden er vi andre misundelige på Madkulturen. I rummet imellem Claus Meyers´ luxusmadfestival og et (forhenværende)ministerielt ønske om at gøre penge på god mad, er det tilsyneladende nemt at sidde og samle viden, der allerede findes og så lægge den på bordet.  Det kunne jeg da også gøre. Eller mine børn, for at holde læserbrevstonen.

Er det så svært at se hvad danskerne synes? De har ingen madkultur, dixi og udråbstegn. 
Alt hvad der er, er opdelte grupper og deres individuelle fejlernæring. De rige, der nok spiser sundt, men belaster miljøer udnødigt med deres forbrug og køb af f.eks mærkværdige salte fra Himmalaya. Og de fattige, der bare lever traditionelt usundt. De normalvægtiges tal er for nedadgående, til fordel for fedme og anoreksi/overtræning. Danskerne glor madprogrammer som aldrig før og laver mindre mad end nogensinde. Vi bliver federe for hver dag og vores børn kan intet lære i skolerne. Vi kender absolut intet til råvarers kvalitet og lukker øjnene for en subsidieret fødevareindustris mishandlen af jord og dyr. 
Har det mon (også) noget med den ringe ernæring og madglæde som et hele i vort land at gøre? 
Og tillad mig at svare på det, noget retoriske, spørgsmål: Ja. Ligesom mange andre har svaret ja før. Ja, der er en sammenhæng, kan vi komme videre nu?


Jeg synes at man skulle tage nogle chancer fra Madkulturens side. Først er det vigtigt at forstå at en stat er til for borgerne, ikke omvendt. Altså, må Madkulturen også underligge sig befolkningen, som den er. 
Man skal gå imod dokmentationsdiktaturet og gøre sig det klart at vejen til den brede befolknings madhjerte går igennem 2 ting. Pengepungen og Tilgængeligheden. 
Det skal/må være billigt og nemt at leve sundt og bæredygtigt. Det gøres ikke ved konferencer og møder imellem madspecialster. Det gøres ude ved bordene,i skolerne, på instiutionerne, i produktionen, ved forarbejdningen, i detailhandlen. Dér skal Madkulturen hen og være. 
OG, dette er vigtigt, Madkulturen skal blive der; ikke bare feltundersøge og så løbe hjem på gården og skrive. Skal Madkulturen have en berettigelse, skal den ikke trække folk sammen under sit eget tag; den skal ud og lade aktørerne selv være værter. Lad svinebaronerne åbne døren for økologerne. Lad mejerierne og madskribenterne byde indenfor hos sig selv. Det giver ansigt på hinanden, det giver nærhed at byde modstandere ind i sit hus. Ikke noget med neutrale mødepladser á la Madkulturens lokaler, hvor man kan gå rundt med navneskilte og mapper med konferencematerialer. Her kunne madparnasset nemt forglemme sig i nye nordiske buffeter, mens man forsøgte at løse andres "dårlige madvaner. De kunne jo risikerer at komme frem til den konklusion at hvis folket ike har brød, må de spise kage. Eller er der også nogen der er kommet frem til dén viden før? Og hvad skete der med den viden senere hen?


Man må erkende at kreative rum ikke skabes ved at sætte en masse viden sammen og så brainstorme over et eller andet.Man  sætter ikke sig ned og får en god idé. Det kræver masser arbejde og i madsammenhænge, er det bare med at komme ud til gryderne, til haverne og til butikkerne.


Et par forslag.

Giv sådan én som mig nogle penge til mit forestående eventyr i Californien. Jeg vil gerne undersøge hvordan man derovre motiverer seriøst fattige til at lave sundere og mere bæredygtig mad. Og lad være med at stille krav om hvor mange emperiske interwievs jeg skal foretage; jeg kører på intuitionen. Også når jeg kommer hjem og skal berette om det.

Skab midler til at gøre bæredygtig mad mere tilgængeligt for fattige. Brug Jeres sambejdesgrupper til at klemme nogle skejser ud af industrien, vi ved de har dem. 

Undervisning; åh; jeg vil have undervisning i alt fra jord til bord. I skoler, på seminarier, på arbejdspladserne, i folketinget; alle steder skal man vide mere om maden. 

Hvordan frigøres den enkelte forbruger fra supermarkeder og industris magt over indkøbsvaner? Skal der gives høns til alle med egen have. Skal de have et par frugtbuske oveni? Tør Madkulturen at ville sætte forbruget ned?

Skal der dannes borgergrupper for dyrkning af fællesarealer? For det hjælper bare ikke med 4 trætte plantekasser i en baggård. Få (af staten eller privat) noget jord og indfør statsbrug. Ja, den er god ok; staten som landmand; det er trods alt vores jord; vores allesammens.


Skal der skabes en festival, skal det være en rigtig festival; musik og det hele. Dertil masser af god mad, ikke kamapagnemateriale om god mad, ikke kjeändisoptrædender; blot solid mad.

.

Lad det blive slået fast igen; der er brug for handling, ikke opsamling af viden. Viden, den er der allerede; ja, om I får det hele med er jo ikke engang sikkert. Og skal der så en undersøgelse mere til for at fastslå det?


Vi, som madkommunikatører, må forstå at der er langt ud til masserne, hvis vi igen sidder i rundkreds og taler om maden. Det eneste der kan gøres er at deltage, når borgerne skaber initiativ. Skabe flere midler, når det er muligt, men ikke gøre projekterne afhæningige af støtten fra starten af eller fra slutningen. 

Direkte aktion, tak; så bliver det heller ikke mere anarkistisk. 

5 kommentarer:

  1. Kære Ivan

    Nu skal jeg ikke i udgangspunktet gøre mig klog på intentionen i dit blogindlæg - i så fald ville jeg begå den klassiske fejl, hvor vi begynder at "flytte ind" i hovederne på hinanden, og herfra forestiller os, at vi kan gennemskue hinanden på baggrund af nogle få linier, skrevet i en sen aftentime.

    Når det så er sagt, så vil jeg dog alligevel forbeholde mig retten til, at kritisere din kritik. Jeg skal dog først nævne, at jeg selv ELSKER kritik - at give den, at modtage den, at diskutere den og at blive klogere på baggrund af den - men dog ikke at fremføre den for kritikkens egen skyld.

    Når jeg derfor mener, at din kritik - langt henad vejen - rammer noget forbi målet, så skyldes det nok det umiddelbart manglende forsøg på at iagttage Madkultur som et grundlæggende POSITIVT tiltag for den madkultur, som jeg er helt enig med dig i er ikke-eksisterende i Danmark. Jeg har svært ved at forstå (men vil dog meget gerne), hvorfra din indignation oprinder - og endnu sværere ved at gennemskue, hvorfor/hvordan Madkultur NØDVENDIGVIS kan reduceres til et neoliberalt, strategisk, statsligt projekt, som har til formål at styre danskernes madkultur på distancen. Hermed ikke sagt, at det IKKE kan udvikle sig til noget sådant, men omvendt vil jeg da gerne give projektet en fair chance, før jeg besegler dets skæbne med en så negativ retorik.

    Et par spørgsmål, som ligger mig på sinde er derfor:

    1) Hvorfra stammer din indignation? Jeg kan formentlig bedre forstå dig, hvis jeg kender baggrunden for kritikken - bygger den f.eks. på konkrete erfaringer med Madkultur; generel kritisk stillingtagen til noget der minder om statslige styringstiltag; behov for at italesætte din eget projekt som i opposition til Madkulturs? Jeg kan jo kun spekulere - so please enlighten me! :-)

    2) Er der nødvendigvis en modsætning mellem en "akademisk indsamling af viden" og "konkret handling"? Hvordan adskiller MadKulturs fokus på - i en dansk kontekst - at indsamle og bringe en forskningsmæssig OG evt. praktisk viden i spil den offentlige debat sig fra dit eget fokus på at indsamle viden om fattiges brug af en positiv måltidskultur i Californien? Hvorfor sætte denne - i min verden - falske modsætning op? Hvad gør den godt for (og skidt for) og hvad er dens formål?

    3) Hvordan skal vi udvikle en mad- og måltidskultur i Danmark, hvis vi ikke tør bekende os til, at det både kræver viden, politisk tæft, økonomiske ressourcer, inddragelse af den private sektor (og herunder nogle meget ambitiøse forpligtelser på at smide skodprodukterne ud sortimentet og erstatte dem med nogle gode), en hidtil uset brug af en bred palet af medier til at formidle en positiv mad- og måltidskultur, som ikke forlader sig på, hvad man får præsenteret i en række brækfornemmelsefremkaldende, livsstilssegmenterede tv-programmer, der ofte kun formår at appellere til den dårlige samvittighed, når man for gud ved hvilken gang vælger at købe 1,5 kilo kyllingebryst på tilbud for 99,- i Bilka fremfor en økologisk, frilands kylling til over det dobbelte? Opsummeret: Hvordan skaber vi efter DIN mening den faktiske, nødvendige handling, som du efterlyser - når det øjesynligt ikke er gennem et initiativ som Madkultur?

    -----------FORTSÆTTES------------------------

    SvarSlet
  2. --------------FORTSAT-------------------------

    Handling er rigtigt, rigtigt mange forskellige ting - og selvom jeg er meget stor tilhænger af, at man f.eks. benytter sig af nogle af de græsrodstiltag, som du nævner sidst i dit indlæg, så er jeg (desværre!) også meget overbevist om, at det langt, langt, LANGT fra er nok, hvis madvaner og madkultur på længere sig skal ændre sig. Ændringer af vaner tager tid; ændringer af en hel (forbrugs-)kultur tager endnu længere tid. For vi er ganske enkelt oppe mod kræfter, der overgår de fleste menneskers fatteevne - mere præcist markedskræfter! Og de lader sig desværre ikke tæmme af det lokale gårdudvalgs gode intention om at skabe en dejlig, velassorteret urtehave - vel at mærke til glæde for GÅRDENS beboere. Det er ganske enkelt en ulige kamp, der kræver en viljestyrke, som de færreste civilsamfundsborgere formår at mønstre.

    Herregud - vi orker sgu ikke engang at smutte ned på grillen efter pizza og cola - næ, den skal da bringes ud (ellers var Justeat.dk nok ikke blevet en af de absolut største succeser som online-butik herhjemme)! Og udbringningen sker endda i en gammel, rusten Fiat, så den lokale tankstation kan sælge noget "bio-benzin" - som jo for 5 procents vedkommende er lavet af biomasse - baseret på (SPISELIG!)majs - eller i allerbedste fald - halmrester.

    Jeg har stor respekt for det idealistiske projekt om at lave forandringer "bottom-up", og ser også meget gerne, at langt flere mennesker rekonstruerer deres rolle som "forbrugere" til at være "borgere" - for hvad er lige forskellen på at være forbruger og borger? Mit bud er, at forbrugeren kun stiller krav, hvis han/hun VIRKELIG bliver snydt - og herefter brokker sig over det. Borgeren? Tjah den "ægte borger" (i den oprindelige, antik-græske betydning) tager ansvar - for sig selv; for sin kultur; for sit samfund - både i det nære og i det fjerne. Borgeren stiller sig ikke tilfreds med tingenes forkvaklede tilstand - han/hun kritiserer, debatterer, udvikler. Ihvertfald ideelt set...

    I den sviende erkendelse af manglende "borgersind", så må vi spille på flere heste, hvis det skal lykkes, Ivan. Nestlé, MacDonalds, The Coca-Cola Company og andre firmaer i den størrelselsesorden har (og vil formentlig altid have) kun ÉN eneste interesse: Money, my friend! Og hvis du tror du kan udfordre virksomheder af dén kaliber ved at tage til Californien og foretage nogle empiriske interviews "på din intuition", så er du godt gammeldags naiv. Og vel at mærke på den blåøjede, uproduktive måde, som ikke rykker en tøddel ved folks bevidsthed om, hvad de kommer i kæften (undskyld - jeg ved godt, at jeg maler det lidt kraftigt op i sort-hvide nuancer her ;-)).

    Men naivitet kan også være godt - men den er nødt til at gå hånd i hånd med en hvis grad af realisme, som kan bringe idealerne i en vis balance. Og MIT håb er derfor, at der både er plads til initiativer som Madkultur - og til initiativer som dit eget - som jeg afslutningsvis synes lyder HØJST interessant!

    Hvor kan man evt. læse mere om det??

    SvarSlet
  3. Først, undskyld det sene svar; jeg er uden pc for tiden. Jeg skal vende tilbage snarest, nok imorgen d. 16. november.

    SvarSlet
  4. Hej , nu har jeg fået mig en times tid til at svare på dine bemærkninger og dermed gøre rede for mine skriverier. Tak for din tid til responderer, det luner i de sene nattetimer.
    Denne blog er først og fremmest ikke ”et projekt” og dermed ikke noget jeg skal fremhæve på bekostning af bla. Madkulturen. Der er ingen ambitioner om, ved at støje og råbe op, komme ind i varmen i en elitær madelite, der sidder og deler godbidder med hinanden, mens de ”redder danskernes madkultur” via TV, vidensgrupper, konferencer og en kampagne i ny og næ. Derfor kalder jeg det en anarkistisk blog; der er ingen anden dagsorden end den forhåndenværende lyst at deltage med al den lyst og styrke én person kan bringe til torvs, til glæde for fællesskabet. Man kan mene at mine skriverier er naive, jeg holder selv meget af kunstnere som Paul Klee, Marc Chagall og Henry Heerup. De var også naive, men det hindrede dem ikke at få en stemme.
    Stemmen fra MUND-FULD er baseret på en social indignation over en markedsstyret madkultur i vort land. Hvis du har læst et par af mine andre indlæg, også dem om MadX/Madkulturen, vil du se at den røde tråd er en pegenfingre af uretfærdigheder, begået af industrien, detailleddet, madguruerne og staten. På hver deres måde taler disse til os borgere, som var vi både dumme og utilregnelige. Disse fire ”onder” har skabt et tæt samarbejde.
    Fra en storindustris behov for profit; de bestemmer vores diæt igennem hvad der er mest overskud i at fremstille.
    Det går videre til detailleddet, hvor supermarkederne intensiverer markedsføringen af visse produkter frem for andre; både du og jeg ved at der ikke er noget der står tilfældigt de steder.
    Madguruerne indgår i tæt samarbejde med både detailled og medier, for at fremfører guruerne selv og samtidigt en række produkter, man har udvalgt skal være i fokus. Det handler altså om egoet, på bekostning af nogle mere eller mindre velbegrundede argumenter for at købe bøger, gå til foredrag o.l.
    Staten slutter nydeligt ringen af, med at være det moderlige led, der vil fortælle om hvilke sygdomme vi kan få/undgå ved at f.eks følge madpyramider og forskningsresultater. Madpyramider og forskningsresultater, der så skifter udseeende efterhånden som ”man” bliver ”klogere”. Eksemplet med margerine kan måske bruges her. Margerine er et nødprodukt, opfundet i krisetider, senere markedsført som sundt, men netop afsløret som en kæmpekilde til transfedtsyreindtag. Min egen far har et enormt højt kolestoroltal, manden har levet af fisk, gryn, lyst kød OG margerine på brødet hele sit liv. Hvad er sandt?
    Hvordan kan jeg, med det udgangspunkt, tage et positivt udgangspunkt til et tiltag som Madkulturen? Jeg kan læse at du gerne vil og med de lønbudgetter, der tilsyneladende er stillet til rådighed, ville jeg gerne male mig lyseblå og synge Lars Lilholt dagen lang, så jeg forstår godt at du vil prøve. Jeg tror bare vi havner på den samme bænk; uden for det gode selskab, så snart vi bliver for nærgående. Hvordan kan jeg stille mig positiv overfor en bestyrelse hos Madkulturen, når den ikke har en eneste kok, fisker, landmand, lærer, naturvejleder eller læge, med?
    ------------------------------------------->

    SvarSlet
  5. ---------->
    Jeg giver ikke en hylende fis for den ovennævnte perlekæde af fødevareinsttutioner og deres gode intentioner, for, når det kommer til stykket, er det ikke folket, men markedsvinding og personlige karrierer, der tæller for disse.
    Jeg synes du overser disse tætte bånd. Måske fordi du, lidt naivt, tror at du kan ændre noget indefra. Jeg forstår at Madkulturen skal være samlende for alle dele af vor madkultur; men vil den stille krav om sundhed/glæde/uafhæningighed, frem for profit?
    Min rejse til Californien er heller ikke ”et projekt”; den er kommet i stand af familiære årsager. Jeg ville fagligt set, få mere ud af at tage til Tyskland eller Norge; hvor begreber som Social Farming og Grøn omsorg er gengse begreber. Men du har ret, der skal mere end en smuttur til Californien til. Der skal også mere end at ville tale med industrien; for den er måske god til at holde konferencer og vise gode miner, men de går hjem og tænker på indtjening og så kommer alt Jeres arbejde i anden række. Det er fakta.
    Ja, det er naivt at tænke udenom kapitalen, men jeg vil foreslå at I bruger pengene på at give hønsegårde i samlesæt til borgerne, at I kaster Jer ud i at danne skolehaver og fælleskøkkener på alle skoler. Drop møderne med Nestlé, selvom de giver kaffen og giv Jer til at deale med madspild, giv goumetkokkene bank for at promovere en pervers madkultur, Rejs til Tyskland og lær om ”Social Farming” og ”Grøn omsorg”. Vær borgernes garanti for at det handler om viden, læring, hverdag og glæde. Læs Mikkel Hindhede og alt hvad der derefter er skrevet; for forskningen har allerede fastslået at slik er usundt og gulerødder er sunde; Du ved sikkert bedre end jeg, hvor du kan finde det materiale. Vi har ikke brug for endnu mere af dén skuffe, så forskningen er foretaget.

    Det var ordene for nu; der kommer sikkert mere.

    SvarSlet