Jeg er gået i haven et smut...

Der er to grunde til at MUND-FULD har været knapt så rapkæftet på det sidste;det er blevet have-tid OG så er det måske ikke det helt fede denne blog har gang i.

Den første grund er simpel nok; jeg synes det er sjovere at omplante blåbær, få nye høns, bygge endnu et højbed, endelig få sig et jordbærbed, flytte brænde,drikke øl i solen og slå græs end det er at sidde og skrive om mad og den slags.

Den anden grund har lidt med selvrensagelse at gøre. I ca. 1½ års tid har denne blog prøvet at trænge igennem til....ja,til hvad??
Igennem indlæg om manglen på ærlighed, behovet for en basal viden i befolkningen og generel stikken til godhedsindustrien, har MUND-FULD prøvet at gøre opmærksom på forskellen imellem at sige noget og gøre noget andet. Der er et spænende felt, men det er som om at der ikke er resonans derude for den slags skriverier.

Obsternasihed er ikke et godt netværksværktøj og der har ikke været den store feedback til indlæggene på denne blog. Det betyder at man siddder og skriver ud i intetheden og så kan godt føles lidt ensomt at være kritisk madblogger.

Madblogger; ja, for hvad er en madblogger egentlig?
Kigger man ud i bloguniverset i Damark, er madbloggere typisk elskere af lækker mad;  at lave den, at tage fotos af den, at blive inviteret ud af madproducenter, at anmelde lækre madsteder og af at omgive sig med lækkert madværktøj. Altsammen meget spænende og interessant; men måske lidt for indelukket i længden.
Skulle man tro; men madbloggere med netop de disse karastaristika blomstrer for tiden. Lækkerhed i opskrifter, produktomtaler og rejsebeskrivelser giver nogle bloggere jobs indenfor mere etablerede medier. Der er for tiden hele to konkurrencer for at finde "Danmarks Bedste madblogger", begge afholdt af kommercielle spillere i det store spil om vores allesammens næring.

MUND-FULD kan ikke lide dette, men står tilsyneladende alene med det synspunkt at en blogger netop er en blogger og ikke en hyret hjælp for industrien og dens stadig nye og bedre metoder til at få forbrugerne til at købe udvalgte varer.

Er det Arla eller den lokale gårdbutik; deres mål er kommercielt med alt hvad deraf kommer af at ville tjene mest muligt på sine varer. Fred være med det, men ernæring bør ikke være forretning, det er den første og mest basale menneskeret.

At mange madbloggere ser det som deres opgave at deltage i forbrugscirkusset omkring madindtagelse undrer denne blogs forfatter. At madbloggeriet tilsyneladende går imod en endnu større omfavelse af købmandstankerne omkring måltidet, får os til at vende os imod haven med dens mulighed for frigørelse for dem der bare vil sælge noget gammelt i nye indpakninger.

Derfor, hvis der er nogen der ringer; så er jeg gået i haven...