torsdag den 5. juli 2012

Anton Svensson 2.0; tradition, oprør & nu på youtube

Hvis der findes et "Emils far"syndrom, så lider denne blog af det hvert år ved sommertid. Og særligt i år er det slemt, da tsunamien af fødevarebegivenheder denne sommer banker ned i den danske strandkant som aldrig før.
Nu skal vi stamig på marked og mærke det lokale. Sådan lyder mantraet fra nærsagt alle kanter af landet, hvor fødevare markederne skyder op som paddehatte. Denne blogs plan var oprindeligt at følge en god håndfuld af disse, tjekke stemningen, se girafferne og nyde at der nu endeligt, endeligt tages initiativer om vores allesammens mad. Det er aflyst; jeg magter det ikke; det er for meget. 

Så fordi alt dette synes MUND-FULD lidt for overgearet, var det jo heldigt at Morten Ildal, fra Grydeskeen.dk, synes at sådanne tanker var interessante nok til at bruge sin tid på at optage på video. På den måde kan denne blog holde sommerferie, velvidende at I nu blot er et enkelt klik borte fra at se undertegnede på youtube. Link her.


Joh, 2.0 udgaven af Anton Svendsson kan godt passe Kathullt OG gå viralt samtidigt. Han er ike fanget af de stive fattigdomskår, der bandt den første udgave til at konstant holde alt oprør nede, for at holde kontrol og maden på bordet. Som 2012 udgaven, kan jeg inkludere Emils oprør sammen med tanken om enkelthed og jævne værdier om naturen og andre mennesker. Det kan jeg gøre, fordi det oprør Emil gjorde, nu er endt som en kliché. Emil har ikke nogen at gøre oprør imod mere, da alle vil være ham.

Som forudset af mange, er mad og madviden blevet en modebølge. De første kartofler, asparges og jordbær er blevet faldbudt af folk i bowlerhatte og brune forklæder. Det er i og for sig herligt at være vidne til. Igen var f.eks. Kulinarisk Sydfyn en fornøjelse, med 11000 besøgende i regnen og alt til ganen.
Der blev lavet en lille film i dén anledning (link her); der i al sin amatørisme er både smuk og sætter fingeren på madbølgens bløde mave; for hvad så bagefter? Hvem skal støtte de små producenter bagefter, når hele cirkusset af medier, kendisser og deres merchandise, er draget til nye horisonter?
Som Klaus Holm slår fast i videoklippet; "Køb nu for fanden dansk frilandskød. Køb noget der smager af mere og spis så noget mindre".

Og det gør den brede offentlighed så; på Kulinarisk Sydfyn, i Kødbyen i København, i Vordingborg, i Aarhus, i Nordsjælland, på Roskilde Festivalen; vi vælter os i korn og olie, i kød og grønt; altsammen lokalt produceret, altsammen rost til skyerne for dets kvalitet af eksperterne. Vi har taget dansken med storm, os madformidlere. Nu kommer dem der skal tjene på det og tager deres del, medierne kan ikke få nok af at filme lokale grise og 50 liter havtornesaft fra Sydvestkøbing og tilsidst? Tilsidst kommer supermarkederne med deres kornblandinger fra De 5 Gaarde og rydder op. Og hvad så?

Anton,Emils far, tog ikke særligt tit på marked. Han blev hjemme og passede Katthult, sendte Emil i brændeskuret og hyggede sig med at være en gnier. Han levede sit bondeliv uden tanke for andet. Den nærværende mur af fødevare events, er det stik modsatte. Den kan ikke få nok af at fortælle sig selv og os andre hvor fed den er, det virker nærmest som om at facebookgrupper og reklameværdien er vigtigere.

Som fraløben bybo, ligger det denne blogs indehaver meget på sinde at forsøge at sammensætte det moderne familieliv, med idealet om at kunne klare sig selv mest muligt. At gøre de nu vidtbeskrevne gør-det-selv-i-køkken-og-have-tanker til hvedag. At spare den ene bil væk og cykle børnene de 10 km til skole i en elladcykel. At have dyrehold og køkkenhave, at finde sig et godt solcelleanlæg; alt det gejl. Det er en livsstil, et valg. Og med dette valg, også fravalg.
Fravalg af alt for mange spontanindkøb, af unødig transport, af bylivets fristelser (hver dag, i det mindste), af årlige rejser til fjentliggende øer under tropehimle, af "billige" tilbud i detailbutikkerne. Ingen af dem må have været nemme; for siden de har måtte vælges fra, var de vel en del af livet en gang. Ikke mere.

Jeg vælger også at lade være med at deltage i hypen omkring mad og lokal og nordisk og 80/20, for jeg vil gerne have gnisten indtakt, når bøtten vender og der kommer snavs frem om de små producenter. Skandaler med madforgiftninger i en af de mange events for musikgæsterne på en mark i Roskilde. Når al glansen bliver slidt af. Slidt af disse smukke tanker.
Store smukke tanker om at være selvforsynende med autentiske fødevarer i et af verdens rigeste lande og være en videnbegærlig befolkning, der ikke bare søger aflad for en ødelæggende livsstil. Når disse tanker en dag bliver pisset på af et eller andet kvaj, der skulle tjene en hurtig månedsløn og med kokainen løbende ud af næsen, må erkende at han ikke kender lort fra lagkage. Når medierne kaster sig over de stakkels frivillige med spørgsmål om hvor overskud fra markederne bliver af, fordi kasseren er skredet med det hele. Når det hele bare ikke er så interessant for medierne mere og faktisk synes lidt besværligt for de fleste. Når det ikke giver penge til investorerne mere.

Da vil jeg gerne kunne holde fanen højt og vide at jeg, i al stilhed, gjorde hvad enhver smälandsk bonde(i TV) gjorde; sørgede for at kunne lidt af det hele selv og tage på marked én gang om året, for at købe en ko og en brødspatel.

God sommer og endnu engang; tak til Grydeskeen.




Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar