En beskrev det, som at lade hånden glide igennem en græsmark, kildende, varmt. En anden kunne fortælle om flere dyrkningsmetoder end jeg kender danske kongenavne, en tredje igen fortalte om smil og ord, der lød som sang. Dette ”Citta Slow” måtte jeg se.
Allerede længe før selve byen kunne anes, gav omgivelserne indtryk af at være anderledes. Der var knapt så mange majsmarker og endeløse rækker af byg. Her var der også store områder med kartofler, gedeopdræt, kødkvæg, kål, en masse grønne toppe, der kunne være alt fra gulerødder til pastinakker. Der var andefarme og fiskeopdræt, og i lokalradioen blev populærmusik indimellem afbrudt af den daglige digt oplæsning, reklamer og programmet for dagens arrangementer, på tre sprog endda.
En sær lille skov af skilte tog til langs vejen, efterhånden som jeg nærmede mig byområderne. ”Pluk selv”, ”Bed and Breakfast”, ”Delekontorer med udsigt over vandet”,” Højskolen for selvforsyning”, ”Dansk Bølgehøvl Industri”; det føltes til sidst som om hver eller hver anden ejendom skjulte en skat af viden, virketrang og egnssærkender.
Og på vej igennem de første parcelhuskvarterer, viste byen sig for alvor at være noget helt andet. Haverne var pæne, som regel, men alle havde de en svær overvægt af dyrkede arealer; drivhuse, bistader, frugtbuske, hønsegårde; meget af dette blev tilset ikke af husejerne, men af ældre medborgere, der nød solen og det givtige arbejde. Alt dette ”havedyrkeri” var blevet startet i byens såkaldte ”ghettokvarterer” hvor en håndfuld frø og lidt for god tid til beboerne, var resulteret i haver i stedet for tomme græsplæner. Diverse transnationale madlavnings- og kulturforeninger med resten af byens borgere var opstået. Stille og roligt havde samvær imellem mennesker afløst paraboler og de mere etablerede beboere i byen, havde altså taget idéen op. De eneste der havde beklaget denne udvikling havde været udbyderne af kabeltv; forretningen var ligesom gået i stå på det område. Derimod havde malermesteren vidst haft en fest; husene var spraglede, med grønne tage, plettede facader; træer, der voksede ud af tage, runde huse, sammenbyggede parceller til bofællesskaber; selvom man kunne ane fordoms retlinede byggeri her og der.
Vel fremme i byens centrum, kunne jeg parkere underjordisk, biler var ikke en stor del af midtbyen. Det var gademusikanterne og deres årlige festival derimod. Og dét sammen med Klovnefestivalen, Poesifestivalen ”Ordskælv” og de to skoler for henholdsvis internationale forfattere og økologisk formidling. Ord genlød i gaderne; talte og skrevne. Den gamle idé med en vægavis, nu i elektronisk form, var fundet frem og hilste folk i møde og om ikke andet, så for at de kunne mødes, altså folkene. I gågaderne var de landsdækkende kæder repræsenteret, men deres stive konceptbutikker kunne ikke altid følge de kommunale tiltag som kærlighedsuge, en hvilestol i hver butik, konkurrencen om Flest-papkasser -stablet-til-genbrug-foran-butikken-i-en-selvvalgt-skulptur eller karnevallet, som altid lukkede butikkerne ned den første tirsdag i marts kl. 12.04 og tiltrak i hundredvis af publikummer; hvilken butik skulle i år rende med bedste udklædning? Efterfulgt af bal for alle på torvet.
Efter lange og seje forhandlinger, havde man endda nået en specialhusleje, for butikker der solgte minimum 50 % danske eller nordeuropæiske varer. Eftersom hele midtbyen var ejet af en håndfuld personer eller selskaber, havde dette desværre været en problematisk proces; trusler og retssager havde været luftet, men der var trods alt sikret ejerne et overskud. Og hvem ved, måske en kærlig tanke fra byens borgere? Borgere, der som ejere af byen, havde sat handling bag de smukke ord om en speciel by og åbnet den op for verden. Ikke alene husede man derfor forfulgte forfattere fra udlandet og landets eneste skole for konfliktløsning, men man var også villig til at arbejde for sagen. Væk var de gamle vaner med lukning af butikkerne kl. 13 om lørdagen; kom der en forkølet hollænder ind i havnen en sen søndag, kunne han være vis på en åben bager og en påfyldning i skibsprovianteringen; han kunne sågar gå i flere tøjforretninger. Og det kunne man for resten også hvis man kom fra en mindre heldig by i nærheden; her var der altid plads til en handel.
Saltet og tjæren rev lidt i næsen; nede af havnen til kunne man nyde rebslagerens lange udspændte liner. De var dog ikke opstillet til tilskuernes fornøjelse; her blev der skabt materialer til den lille flåde af historiske og andre sejlere, der ville have kvalitet. Da man havde set hvorledes gamle havneerhverv havde fået nyt liv på havnen, var mange andre uddøende erhverv rykket til byen. Den ene gørtler af blot to på landsplan, lå her; det samme gjorde herreskrædderskolen og en lille rosengartneruddannelse. Der var på privat initiativ åbnet to fagkurser i naturfag; man havde i Citta Slow kort og godt fundet en niche i små fagområder, der var blevet presset i den store globale maskine af ensartethed i erhvervslivet.
Grøn teknologi havde også fundet vej, men tung produktion var udelukket, dels fordi virksomhederne fik det billigere udenlands, dels fordi man hellere ville trække en mere unik teknologi til byen; én der ikke kunne kopieres direkte.
Teknologien var byen selv og dens unikke placering. Kun her kunne man få mere end 100 æblesorter, eksporten steg stødt. Kun her kunne man se Europas største solfanger. Sociale flygtninge var blevet sociale gæster i et af de eneste projekter med værtsfamilier og arbejde som hovedingredienserne. I denne by var ”Velkommen” det første man sagde til fremmede; ”kom giv et nap med”. En by, hvor pulsen er rolig og sund, som omgivelserne og naturen omkring den.
Dette var en vision om Citta Slow; det kunne blive Svendborg Citta Slow, men det er det ikke.
Svendborg har i stedet:
• En turistchef og en kommunal kommunikationschef, der vil sælge byen med en kage, man end ikke kan købe i byen.
• En socialdemokratisk borgmester, der mener at hans by allerede er så stor en succes, at Citta Slow allerhøjest kan spille en birolle i fremtiden.
• En nytiltrådt formand for handelsstandsforeningen, der er så fornærmet over at hans medlemmer skal betale for at bruge byens rum, at han har afskrevet enhver brug af Citta Slow. Og som mener at Build-a-Bear konceptet kan gøre mere for byen, end den selv.
• En borgerlig politisk fløj, der kæmper imod en nationalpark og udviklingen af havnen, fordi man tror at fremtiden ligger i stordriftige landbrug og produktionstunge virksomheder.
• En forening, Kulinarisk Sydfyn, hvis medlemmer synes at Toscana er mere interessant at rejse til, frem for at opsøge steder som Canada og England, hvis geografi ligner Svendborgs bare en smule mere og dermed kunne inspirere direkte til mere og bedre af landets største madfestival.
• En gågade, der har højere huslejer end indre København og som lukker kl. 13 lørdag, hele året rundt.
I stedet for at bruge de forhåndenværende søms princip, mener man i Svendborg at Citta Slow på den ene side er noget frygteligt dyrt noget, på den anden at Svendborg i forvejen har alt der skal til for at være verdens bedste Citta Slow; så hvorfor overhovedet bruge energi på at fortælle os selv og andre om det?
Fyns Amts Avis besøger den norske by Sokndal, for at lære om brugen af et Citta Slow certifikat og mødes tydeligvis af et lille samfund, der tydeligvis nyder at finde på små finurligheder, der kan gøre deres by værd at leve i, værd at besøge. Deroppe ved de allerede at Citta Slow intet har at gøre med penge, erhvervsliv og branding; de har bare et godt liv og kan dermed leve af det, oven i købet.
De begraver janteloven symbolsk og mødes én gang hvert år for at trampe på gravstenen, de har en hvilestol i alle butikker, de har en kærlighedsuge. Gad vide hvor meget det har kostet Sokndal Kommune?
Som tilflytter, er jeg skuffet helt ind til benet over Svendborgs håndtering af denne ene unikke chance. Som mulig fraflytter, vil dette være historien om Svendborg jeg bringer med mig.
Opslag
