Hvad er der inden i - maden?

Der er mange ting indeni, også indeni  vores mad og dermed os. Mere nærværende kan det ikke blive. Og mere tæt kan vi ikke komme på hvad denne blog handler om; maden i dig og hvad du vil gøre ved det.
Du bør i alle tilfælde gøre dig selv den tjeneste at læse hvad der er i de efterhånden meget dyre, dagligvarer. Det gjorde MUND-FULD på en flad tirsdag og det var.....tankevækkende.

Af forskellige årsager kan MUND-FULD ikke komme ud og skralde, noget der var blevet en stor del af dagligvarebudgetet den seneste tid. Det er slemt savnet, selvom man som skralder nedsætter sit økologiske forbrug, til fordel for gratis mad af hvilken som helst oprindelse. Med nedenstående in mente, kan det godt være at der vil blive sorteret endnu mere, når vi kommer ud igen. Det er også forår, så der er ikke meget at hente i denne´s køkkenhave.

Altså off to the supermarket.

Økologisk hakket kød fra Änglamark, eller rettere, Østrig
At det hakkede svinekød er fra Danmark og det hakkede oksekød er fra Østrig, kan der jo være gode forklaringer på. Jeg mener, Jensens Bøfhus importerer jo store mængder af afrikansk kød , så hvorfor ikke? Vi er vel alle venner her, selvom man jo som forbruger altid håber at de produkter vi indtager er "af dansk kvalitet". Det der undrede mest ved denne opdagelse, var dog da blikket fandt på den tredje pakke med hakket kød. Hakket svine- og oksekød fra Änglamark er nemlig rent dansk produceret, iflg. pakningen. Hvordan det hænger sammen, kunne være rigtigt spænende at høre om.

Fiskefrikadeller med torsk; 51% torsk for at være helt præcis.
Der står "TORSK" med en skriftstørrelse på en cirka 28-32 stykker, siger det gamle grafiker øje. Det er jo nok for at skelne pakken fra nabopakken; "LAKS".
Billedet af de to fiskearter er vel heller ikke nok for den uvidende dansker, der i snit spiser 175g fisk om ugen .
Jeg ville nok anbefale producenten at sætte skriftestørrelsen lidt ned i forvejen, da det reelle indhold af torsk jo altså kun er 43%. Udover det er der 31% anden fisk i dellerne. Altså styrer torsken med hele 12%.
Men hov, vent, med en noget mindre skriftstørrelse, vi er i nærheden af 12-14 punkt størrelse nu; står der da også "fiskefrikadeller med ".

Torskerogn, med tomatpuré
Jooh, hvad skal man sige her? Én ting er at man kun får hummet sig til at putte 76% af den annoncerede vare i dåsen, men tomatpuré? Vi lader den stå (for evigt) på hylden.


Der er altså noget indeni i din mad; men ikke altid det du tror der er indeni.

Samme supermarkedskæde, som MUND-FULD frekventerede, udgiver også magasinet "Samvirke" og dette magasin bringer i det nyeste nummer en række artikler om det høje saltforbrug vi som danskere har. Der er grafer og ord om det vigtige emne, det er spænende. Mest interessant er dog illustrationen af hvorfra det høje salt forbrug stammer.

70% kommer fra forarbejdede madvarer, altså dem der er forarbejdet for dig, nede fra supermarkedets hylder og tilbudsaviser.

Lad det være; bag dit eget brød, pres din egen rulle pølse; gør hvad du kan for at få styr på hvad der er indeni DIG.

Skraldere? Video killed the radio star...

Sådan går det når undergrund bliver mainstream og freeganism kommer i bladene som popstjerne; det får en ende som ikke var nødvendig.

Der er mange der har gjort et meget længere end MUND-FULD; hentet for 100vis af kroner gratis og helt brugbar mad op af supermarkedernes affaldscontainere. Det gik fint, stille og roligt og alle var glade. Så længe ingen rodede, ingen ødelagde noget, var der nærmest en stiltigende aftale. Så blev det hørt om, det blev vist på TV, der kom flere til. Man blev fra detailhandlens top opmærksomme på "problemet", memoer er blevet sendt ned igennem lagene, man er blevet bedt om at "handle". Et eller andet er der sket. Ellere rettere to

Det første er særdeles positivt. Udgående varer bliver i stadig højere grad fundet frem og stillet ud, med nedsatte priser. Dejligt at se; det er den vej vi skal; for det forstår Hr. og Fru Overforbrug rigtigt godt. At spare penge. Ikke kampagner og TVkokke, men kroner og ører sparet. Det forstår den danske kødspisende, emballagekrævende og råvareignonorente civilbefolkning. Håber at det er noget man er opmærksom på hos madeliten, hvor man jo bruger pengene på interne samtaleevnts og begreber som "...Oplevelsesindustrien, kreative næringsveje og maden som en naturlig del af en totaloplevelse i et internationalt miljø..."

Den anden er knapt så god. For der stadig et kæmpe spild og nu kan det ærger at man ikke havde kameraet med noget før. Sækkevis af brød, frugt og andre fødevarer bliver smidt ud dagligt. Nu bliver de bare overhældt med klorin, eddike eller andet, der skal forhindre at det bliver brugt igen. Og det mest gennemgående træk ved nærmest alle denne blogs vandingshuller; en funklende ny hængelås.

Containerne er blevet låst af, byen over og som ved et trylleslag.

Og så er der enten kun selvtægten med boltsaksen eller nederlaget tilbage. 

To skridt frem og ét tilbage...

Blot et hurtigt recap, her i året 2012 første tider, om de fremtidige planer for MUND-FULDs arbejde.

Det var med sød forventning i stemmen, at vi kunne meddele at planerne var en rejse til det forjættede land, og hvilke forventeninger der var til at se hvordan man arbejder i stor skala med bla. unge og mad, læs her.
Desværre vokser træerne jo ikke ind i himlen og i julen måtte vi erkende at der ikke er kommet fondsmidler nok til at at hele familien tager til Californien. Sad, but true; ikke nogen rundtur til skolehaver, madsteder, bryggerier o.l. denne gang. Detb er nu ikke gået helt i ssort med at få inspiration for over there. Vi har fået god kontakt til andre, mere heldigtstillede, der flere gange nu, ahr været ovre og arbejde med præcis de samme emner. Samme folk, er langt fremme i bussen på flere andre ungdom-fødevarer-uddannelse-fremtids rettede projekter og går det som MUND-FULD gerne ser det; får vi suget os godt fast dér. Vi glæder os, Morten.

Og mere på plussiden, så går det forbavsende godt med det 3år-løfte denne blog aflagde efter OPUSseminariet i oktober, læs her. Kort fortalt, ser denne blog et kæmpe potentiale i at rette jord-til-bordfag imod den del af vores ungdom, som af forskellige årsager ikke lige står til at fortsætte i gymnasiet efter endt grundskole.
De tanker er man(blevet) meget opmærksomme på hos de tilbageværende hus- og håndarbejdsskoler i Danmark. Nærmere betegnet vil denne blogs arbejde fra marts og frem til sommerferien bestå i at konstruere en jord-til-bordlinje på Skårupskolen, Sydfyn. Sydfyn, der jo er den heldige indehaver af Svendborg, Danmarks eneste Citta Slow, med alle de muligheder det indebærer for samarbejder på kryds og tværs, for at kunne få flere unge til at vide mere om produktion, distribition, salg, forarbejdning, formidling, præsentation, tilvirkning o.l. med fødevarer. God start på de tre år.

Og godt nytår igen, næste gang MUND-FULD dukker op, bliver det med tanker om danske fødevarerproducenters brug af termer som "respekt for håndværket".

Små skridt, men i den samme retning...

Det er de små ting; detaljer som ikke har noget af sagens kerne at gøre, der bringer ændringer med sig. Hos MUND-FULD var det i denne uge en larmende røremaskine og et stort valnøddetræ.

For mange, især mænd, kan der gå sport i hvad som helst. I disse elektroniske tider, er denne sport blevet til en identitetsskabende proces, hvormed vi alle kan danne vor egen person i det elektroniske rum. På denne matrikel, er den sport blevet til en interesse i at finde sammenhængende imellem vane-forbrug-besvær.

For skal vi alle ændre vore vaner i vores forbrugsvaner (og det skal vi), må man orientere sig imod besværsfaktoren. Hvor besværlig er den nye tilstand? Er man i stand til at ændre det nuværende, til noget "mere besværligt"; hvis jeg stadig kan abonnere på den nemme løsning? Vil jeg lave min egen béarnaisesauce, når jeg stadig kan købe industriens produkt; velvidende at industrien smider alt muligt uvedkommende i deres udgave af saucen?

I mange år har skrækkampagner kørt fra diverse statslige institutioner, for at bedre befolkningens ve og vel. Det har ikke virket. Der er nogle psykologiske mekanismer, der lukker ned, når man bliver stillet over farer farer, man alligevel ikke kan gøre noget ved. Man lukker af, vender det døve øre til. Danskerne bliver federe og dummere og der udskiller sig en lille flok af feel-good-mad-mennesker, der ikke når det brede lag og dermed ikke vil have en sundhedsfremmende effekt.

Måske skulle man fokusere lidt mere på hvor nemme vi kan gøre det nye, der er brug for. Vi har brug for at ville have mindre, vi har brug for at slappe lidt af og vi har brug for at vide mere om os selv. Et emne behandlet smukt i artiklen "on the impracticality of a cheeseburger" . Her det belyses hvor besværligt det egentligt er at lave en cheeseburger, hvis man vil lave det hele selv, fra bunden. Det er nærmest umuligt. Meget besværligt.

Er det dermed besværligt at skulle ligge alle vaner om+ Ikke nødvendigvis. Jeg plejer at bage mit eget rugbrød, men ikke om aftenen, for min røremaskine larmer og kan måske vække min lille datter. Det er lidt træls og her til aften besluttede jeg at røre det hele sammen i hånden. Det tog 3 minutter, larmede ikke og dejen blev jævn og lækker. Normalt tager det min Kenwood Chef 12 minutter og alligevel skal jeg stå og røre det sidste sammen i hånden, den larmer ad H til og der er et kæmpe rengøringsarbejde bagefter. No more. Lille skridt, men det hele blev meget mindre besværligt lige pludseligt.

Og Valnøddetræet? Der blev samlet nødder i to timer og nu har vi nok til et år. Og vi har et par høns. Og en kompost. Og skiftet til sparepærer. Og.....
Meget mere velsmagende, meget mindre besværligt.

   

Er det kun Kyster-segmentet der må...og vil, bage selv??

Det er ikke fordi Carsten Kyster er en ond mand, han virker faktisk meget rar og har igennem en del år snart, arbejdet indenfor mange medier med mad som fokus. Men hvorfor er det en mand som Carsten, der skal på kursus hos én af DKs førende møllerier? Og hvorfor skal vi læse om det i Politiken en søndag i oktober?

Det kan jo være fordi at Carsten og de folk der læser Politiken Søndag udgør det segment af mennesker, der rent faktisk bager derhjemme. Måske.

Skal vi ikke have nogle flere til at bage hjemme? Og hvordan kan vi få det?

Vi kunne jo starte med at opfordre folk som Carsten og firmaer som Skærtoft Mølle til at engagere sig i socialt frivilligt arbejde, med de ressourcer de har. Det ville være befriende at se andre vinkler på det at kunne blande mel, gær og vand sammen i en god rækkefølge, end endnu en feature i et særligt udvalgt medie, der kun betjener et segment, der allerede burde bage meget mere selv.Eller i alle tilfælde, kan sætte igang med det selv. Vi ser gerne et rullende bageri, de turnerer til skoler og viser hvor nemt et brød kan lægges sammen. Gerne sammen med bagere af forskellige skoler og med produkter fra flere møller; det ville give de deltagende firmaer og bagere lidt at gå efter, rent fagligt og det ville lugte mindre af reklame, hvis det var et samarbejde imellem flere.

Denne blog synes ofte er der er nogle velhavende, velmenende og meget travle mennesker, der bliver forfordelt på madfronten i DK. Og at der er mere udsatte grupper, der ville have godt af at blive inddraget i, f.eks bagningens magiske verden. Men begrebet "spelt-mødre" kommer ikke ud af ingenting. 

Der ER nogle, der finder mad mere vigtigt end andre. Og det er ofte uddannede, velstillede borgere.

Men på det seneste er det også blevet klart for MUND-FULD, at også det forfordelte segment har brug for en hjælpende hånd. For selvom man er økonomisk ovenpå, bosiddende i behagelige bynære områder og med økohatten skruet godt ned over ørerne, er der også faremomenter, der kan bringe alle de gode intentioner i fare. 

Den fare hedder "arbejd-køb-dø" og er markedssamfundets treenighed. Særligt økonomisk velstillede mennesker lever bundet af dette kampråb og i deres bestræbelser på at være gode mennesker, giver de sig mange interesser og lyster, i vold. Det er en dårlig vane, men også en stor del afat være borger i et markedssamfund, der må og skal købes nyt hele tiden. Ting tager blot tid og dukker der en cupcake trend op, ja, så tager det tiden fra andre "likes" på FaceBook, hvis du forstår dén metafor. Der er mange muligheder og det kan være svært at være koncentreret om ét emne længere tid af gangen, når man nu "kan" så meget.

Det er dén fare, den kapitalistiske svøbe, MUND-FULD er til for at bekæmpe.

Fordele ved at bage eget brød:

Hippieargumentet: Den meditative tilstand ved at bage selv, er uovertruffen. Processen ved at finde råvarer frem, lægge dejen, følge hævningen, smage resultatet; unikt.

Det økonomiske argument: Brød i butikkerne er hysterisk dyrt. Hver jeg vender to rugbrød ud herhjemme, har jeg sparet (og jeg kører den hysteriske øko/biodynamiske stil) 55 kroner per kilo, sammenlignet med butikspriser på samme type brød.

Sundhedsargumentet: Senest er det selve indpakningen af bla. færdige melblandinger, der er blev mistænkt for at indeholde giftstoffer. For et par år siden var det selve blandingerne, der indeholdt modificerede hvedeproteiner, til stor skade for vores allesammens helbred. ved at vælge producenter, der er transperante i deres produktion, vælger du alt det fra.

Ælt løs. (Men helt ærligt, så tror jeg ikke på de lange æltetider, herhjemme kører vi Dan Lepard style og det styrer for vildt, dér. Og når vi bager cup cakes, foregår det via dette site: http://bakeanddestroy.net/ )

Er det stigmatiserende at være skralder?

Efter at have set DR2s udsendelse om madspild, var det tid til at tage sagerne i egen hånd og springe ud som "skralder", eller " Freegan".

For en gammel storbybo, var det et trip tilbage til en ungdom med daglige besøg i skraldecontainere efter alt der kunne bruges i ungdomshyblen. Jeg havde, kort fortalt, ingen problemer med at iføre mig pandelampen og kører byen tynd efter genbrugsmad. Og der var masser at komme efter, se selv billederne her:

Jeg kunne godt få et kick ud af gøre det her et par gange om ugen, no doubt. Dagen efter var der stor glæde i den lille familie; der var frugt til hele børnehaven, der var chokolader og snacks til hele weekenden, der var mad til det meste af en uge. En fed ting at gøre, på så mange niveauer; miljøhensyn, husholdningsøkonomien, affaldsafgift for supermarkedet, listen er lang.

Lige indtil slangen i paradiset kom krybende. Hvordan tager naboen det? Med to mindre børn og en undertegnet far/blogger, der er ligeglad, vil der nok ikke gå længe før at det er ude. Særligt ikke når samme  far/blogger bliver passet op af en af de ansatte i hans lokale brugs, med hovedet godt nede i samme brugs container. I skrivende stund bliver sikkert leet højt i baglokalet. 

Men hvad med det faktum at der nu er en i lokalområdet, der henter mad ud af en container? Det ville ikke være noget problem for en studerende; men for en 38årig familiefar? Hvilke ting vil der blive sagt om hans børn, hvis/når børnenes omgivelser får nys om det? I storbyen kan man måske gemme sig lidt bedre, det kan endda være at folk i byerne er lift mere ligeglade med hvad naboen foretager sig kl. Snot om natten. Vores familie er derimod bosat i særdeles landlige omgivelser, derude hvor man har tid til at undres over andres opførsel. Det skal blive spænende at se hvad der sker, om noget.

Det er i alle tilfælde ikke sidste gang MUND-FULD har leget superhelt midt om natten, befriende mad, miljø og sin eget madbudget.

OPUS halvvejs; kan vi klare det?

Ja, vi kan. Eller; det tror jeg nok.
OPUS-projektet har været igang i godt 2 år nu og de første resultater begynder at kunne høstes; det var hvad SHOPUS Erhvervsseminariet en solrig torsdag sidst i september, handlede om.
Men som semnaret skred frem, blev det tydeligere og tydeligere at forskning og dokumentation snart må dele førersædet med handling. For selvom al forskningen i projektet peger i samme retning; ny nordisk mad (NNM) er sundere end den normale danske diæt, må  der snarest sættes handling bag ordenen, hvis det ny nordiske projekt skal give bedre helbred, bedre indtjeningsmuligheder og bedre madforståelse iblandt danskerne.
Som Erik Rasmussen, Mandag Morgen, så smukt sagde det; "hvis ikke NNM er et levedygtigt og verdenskendt projekt om 3 år, kan I lige så godt finde på noget andet at lave".

Hurtigt recap af seminaret.
Der var afrapportering fra del-projektet SHOPUS, der har haft en gruppe af danskere til at købe ind efter NNM-dogmet i ½ år. Massser af endnu ikke færdige undersøgelser viser allerede nu at NNMdiæten er endnog særdeles meget sundere end en typisk dansk hverdagsmad.
Den sociologiske del af SHOPUS blev også berørt, selvom resultaterne var langt fra gennemarbejdede, viste de første resultater at det mest er veluddannede yngre kvinder, der synes at nordiske rødder, frø og frugter,var lækre, mens underuddannede mænd fra provinsen er de mest skeptiske. Ja, der er mange spænende aspekter i undersøgelser og så fik vi da slået det fast endnu en gang.

Herefter var det tid til oplægsholdere.
Efter at Madkulturens Judith Kyst fra Madkulturen ( link til tidligere inlæg dette, her) atter havde angivet de noget luftige tanker for at samle dansk arbejde med mad og kultur, var det en lise, ja en befrielse, at høre Mandag Morgens stifter, Erik Nielsen svinge krabasken over alle dokumentationssatanerne. Han borede på smukkeste vis fingrene dybt ned i materien; hvornår kommer vi ud over stepperne? Han ville have fokus på "the knowing-doing gap", altså, hvordan omsættes al denne viden til reel handling.? Og vigtigere, hvem gør det og hvornår.
Fra dette punkt af, ændrede seminaret tone. Alle der havde ordet herefter, forholdt sig til dette faktum, "hvordan og hvornår"
.
På lægterne var vi mange der drog et lettelsens suk, da vi nu hørte Kim Fleischer, fra Skolemadsprojektet i OPUS, Karsten Kolding fra FDB og sidst Claus Meyer himself, alle kommenterer på dette handlingsproblem som det første, når de fik ordet til deres oplæg. Det var så vigtigt et punkt at de måtte gøre det. Vi der sad deroppe, ville have deres stillingtagen og de måtte give den umiddelbart og udenfor manuskriptet.
Og selvom folkene fra OPUSprojeket, som et hele, alle stadig hyldede deres forskning, var de spørgsmål der sidst på dagen blev stillet fra publikum, alle rettet imod dette ene punkt; handling, hvad kan vi gøre, nu?

Forskning er vigtig, det er grundstenen, men kan man handle uden færdige resultater? Er det ikke at løbe med en halv vind?

Næh, ikke når det kommer til så oplagte resultater og slet ikke når det kommer til noget så vigtigt som fødevare/ernæring/sundhed. For selvom man kan bevise klinisk at kål er bedre end hvidt brød, er det jo faktisk noget vi alle ved allerede. Når man, om føje år, fastslår at børnene i OPUS´ Skolemadsprojektet har haft sundheds- og indlæringsmæssige gavn af NNM, er der mange der, endnu engang kan nikke. Jo, den er god nok.

Men hvorfor dog vente på tallene? De eneste der har fordel af det, er den fødevareindustri, der forlængst har opgivet at ernære og nu bare vil minimeret udgifter. Med den nyligt indførte fedtafgift, er vi, som befolkning, slået endnu et (stort) skridt tilbage, fra at kunne generobre magten over vores egen mad.

Det er tid til politisk handling imod tåbelige love, der er til direkte skade og megen besvær for alle parter. Set fra et anarkistisk synspunkt, er der kun brug for regler, når fællesskabet er truet. At sidde de foreløbige resultater fra OPUS overhørig, at indføre afgifter som den med fedtet, at ignorere et landbrug hvis produktionsformer er forældede og farlige; er til fare for fællesskabet. I en voldelig øko-anarkistisk revolution, ville de første der røg ud bag skuret og fik en kugle for panden, være de der var skyldige i at forgifte vores fødevarer. Heldigvis behøver vi ikke ty til nogen form for vold, når vi har kræfter som OPUS med os. De vil levere resultaterne til skrankepaverne.
Men hvem skal så holde skrankepaverne til ilden? Det skal vi hver især og det kan vi lige så godt begynde med i dag.


Så her er planen for denne blogs ydmyge skribent.
Jeg tager Erik Nielsens 3 år til mig. Om senest 3 år vil jeg være iblandt den flok lærere og undervisere, der slår dørene op for en "jord-til-bord" skole. Skolen vil, hvis det ligger indenfor lovgivningen, være baseret på de frie fagskolers principper. Den vil have 2-3 spor, der giver socialt belastede unge mulighed for at blive uddannelsesparate til at gå videre til jordbrugsskoler, fødevareuddannelser etc. Skolen vil have dyrehold, jordbrug; undervisning i alle aspekter af fødevaretilblivelsesprocesserne og vi vil have løbende gæstelærere fra de bedste hoveder inden for madverdenen.

Om senest 3 år....

Velkommen, Fedtafgiften..

...og fuck dig btw. 

Statsstyret madkultur smager sært...

En statsstyret smagsmagt; narj vel?

Der er blevet oprettet et organ for vores allesammen måde at spise på; det er blevet (om)døbt "Madkulturen". Denne blog har før behandlet den lange fødsel og den besværlige nynavngivning, læs mere her og her.
Ifølge direktør Judith Kyst(JK) skal Madkulturen samle og binde nye samarbejde i eget regi; ifølge MUND-FULD skal det ses helt omvendt; Madkulturen skal være den der støtter og flytter sig for aktørerne. Det eneste man i Madkulturen bør gøre er at besøge og fundraise. Alt hvad man rører ved fra Madkulturens side, skal være levedygtigt, uden Madkulturens medvirken.

Først skal det handle om de grunde JK fremfører som årsagen og berettigelsen til Madkulturens eksistens. Det starter med en masse ord, der skal avle flere ord. Men mest af alt understreges det at Madkulturen ikke skal tale "til" branche og befolkning, Madkulturen vil skabe rammerne. Rammer, der skal samle alle dele af noget så bredt og uhåndgribeligt som "mad" og "kultur".

Djævelen ligger som bekendt skjult i detaljen og her er mit ynglingscitat fra ovenlinkede artikel fra JK:

(Madkulturen skal være)"Dem, der uvildigt kan sætte vigtige fødevarespørgsmål på dagsordenen. Dem, der ved hjælp af enten økonomisk støtte, blåstempling eller metodeudvikling kan løfte gode ideer til bæredygtige, nytænkende, dagsordensættende projekter. Dem, der er med til at løfte prestigen blandt de hverdagshelte, der hver dag gør en forskel i de offentlige køkkener. Dem, der samler al den viden, alle de gode cases, alle de erfaringer, der allerede findes derude – og gør dem lettilgængelige, så det bliver nemmere for alle branchens aktører at lære af hinandens erfaringer.

Jeg har understreget de ord og formuleringer, der viser at Madkulturens mission jo netop ER at sætte dagsordenen og presse meninger ned over folket. Man vil blåstemple og uddele penge; der skal sættes dagsordenener og der skal samles viden. Den viden skal Madkulturen sidde på, indtil rette modtagere kan findes. Af Madkulturen, vel at mærke.

En anden lille detalje fra dirktørens kommentar:

"Madkulturen skal ikke være de der taler "til" branchen og folket. Vi skal være dem, der skaber rammerne - så banchen og forbrugerne med os som platform sammen kan skabe og udvikle Madkulturen".

Det lader ikke til at det er madkulturen, der skal udvikles; det er Madkulturen. Med stort M. Deltagerne skal altså være med at udvikle organisationen Madkulturen. Og her gik man og troede at det var den anden vej rundt.

Simple spørgsmål opstår; som af hvem og hvordan de "gode" idéer skal udvælges. Er det bestyrelsen, der forresten er totalt blottet for de "hverdagens helte", der nævnes af JK som vigtige for Madkulturen? Er det den daglige ledelse, med Kyst i spidsen? Er det ministeriet eller de økonomiske bidragydere man meget snart bliver afhængige af? 

.

Herfra skal det også handle om konstruktive forslag. 

Og derfor er det også sidste gang at det nævnes at jeg sidder i sene aftentimer og skriver dette; det er ren interesse og trods, der driver værket. Modsat JK og resten af Madkulturen, der tager sig godt betalt for, tilsyneladende, at genopfinde saltet og danne bagtæppe for godhedsindistrien, fødevareindustrien og andre kendte spillere i det nye mode-game; "danskernes spisevaner". Sidste gang, i dette indlæg.

For ja, gu´fanden er vi andre misundelige på Madkulturen. I rummet imellem Claus Meyers´ luxusmadfestival og et (forhenværende)ministerielt ønske om at gøre penge på god mad, er det tilsyneladende nemt at sidde og samle viden, der allerede findes og så lægge den på bordet.  Det kunne jeg da også gøre. Eller mine børn, for at holde læserbrevstonen.

Er det så svært at se hvad danskerne synes? De har ingen madkultur, dixi og udråbstegn. 

Alt hvad der er, er opdelte grupper og deres individuelle fejlernæring. De rige, der nok spiser sundt, men belaster miljøer udnødigt med deres forbrug og køb af f.eks mærkværdige salte fra Himmalaya. Og de fattige, der bare lever traditionelt usundt. De normalvægtiges tal er for nedadgående, til fordel for fedme og anoreksi/overtræning. Danskerne glor madprogrammer som aldrig før og laver mindre mad end nogensinde. Vi bliver federe for hver dag og vores børn kan intet lære i skolerne. Vi kender absolut intet til råvarers kvalitet og lukker øjnene for en subsidieret fødevareindustris mishandlen af jord og dyr. 

Har det mon (også) noget med den ringe ernæring og madglæde som et hele i vort land at gøre? 

Og tillad mig at svare på det, noget retoriske, spørgsmål: Ja. Ligesom mange andre har svaret ja før. Ja, der er en sammenhæng, kan vi komme videre nu?

Jeg synes at man skulle tage nogle chancer fra Madkulturens side. Først er det vigtigt at forstå at en stat er til for borgerne, ikke omvendt. Altså, må Madkulturen også underligge sig befolkningen, som den er. 
Man skal gå imod dokmentationsdiktaturet og gøre sig det klart at vejen til den brede befolknings madhjerte går igennem 2 ting. Pengepungen og Tilgængeligheden. 
Det skal/må være billigt og nemt at leve sundt og bæredygtigt. Det gøres ikke ved konferencer og møder imellem madspecialster. Det gøres ude ved bordene,i skolerne, på instiutionerne, i produktionen, ved forarbejdningen, i detailhandlen. Dér skal Madkulturen hen og være. 
OG, dette er vigtigt, Madkulturen skal blive der; ikke bare feltundersøge og så løbe hjem på gården og skrive. Skal Madkulturen have en berettigelse, skal den ikke trække folk sammen under sit eget tag; den skal ud og lade aktørerne selv være værter. Lad svinebaronerne åbne døren for økologerne. Lad mejerierne og madskribenterne byde indenfor hos sig selv. Det giver ansigt på hinanden, det giver nærhed at byde modstandere ind i sit hus. Ikke noget med neutrale mødepladser á la Madkulturens lokaler, hvor man kan gå rundt med navneskilte og mapper med konferencematerialer. Her kunne madparnasset nemt forglemme sig i nye nordiske buffeter, mens man forsøgte at løse andres "dårlige madvaner. De kunne jo risikerer at komme frem til den konklusion at hvis folket ike har brød, må de spise kage. Eller er der også nogen der er kommet frem til dén viden før? Og hvad skete der med den viden senere hen?


Man må erkende at kreative rum ikke skabes ved at sætte en masse viden sammen og så brainstorme over et eller andet.Man  sætter ikke sig ned og får en god idé. Det kræver masser arbejde og i madsammenhænge, er det bare med at komme ud til gryderne, til haverne og til butikkerne.


Et par forslag.

Giv sådan én som mig nogle penge til mit forestående eventyr i Californien. Jeg vil gerne undersøge hvordan man derovre motiverer seriøst fattige til at lave sundere og mere bæredygtig mad. Og lad være med at stille krav om hvor mange emperiske interwievs jeg skal foretage; jeg kører på intuitionen. Også når jeg kommer hjem og skal berette om det.

Skab midler til at gøre bæredygtig mad mere tilgængeligt for fattige. Brug Jeres sambejdesgrupper til at klemme nogle skejser ud af industrien, vi ved de har dem. 

Undervisning; åh; jeg vil have undervisning i alt fra jord til bord. I skoler, på seminarier, på arbejdspladserne, i folketinget; alle steder skal man vide mere om maden. 

Hvordan frigøres den enkelte forbruger fra supermarkeder og industris magt over indkøbsvaner? Skal der gives høns til alle med egen have. Skal de have et par frugtbuske oveni? Tør Madkulturen at ville sætte forbruget ned?

Skal der dannes borgergrupper for dyrkning af fællesarealer? For det hjælper bare ikke med 4 trætte plantekasser i en baggård. Få (af staten eller privat) noget jord og indfør statsbrug. Ja, den er god ok; staten som landmand; det er trods alt vores jord; vores allesammens.


Skal der skabes en festival, skal det være en rigtig festival; musik og det hele. Dertil masser af god mad, ikke kamapagnemateriale om god mad, ikke kjeändisoptrædender; blot solid mad.

.

Lad det blive slået fast igen; der er brug for handling, ikke opsamling af viden. Viden, den er der allerede; ja, om I får det hele med er jo ikke engang sikkert. Og skal der så en undersøgelse mere til for at fastslå det?


Vi, som madkommunikatører, må forstå at der er langt ud til masserne, hvis vi igen sidder i rundkreds og taler om maden. Det eneste der kan gøres er at deltage, når borgerne skaber initiativ. Skabe flere midler, når det er muligt, men ikke gøre projekterne afhæningige af støtten fra starten af eller fra slutningen. 

Direkte aktion, tak; så bliver det heller ikke mere anarkistisk. 

Food for thought...m+m konference 2011

MUND-FULD er blevet underholdt, undervist og havde i dén grad undervurderet indholdet af lørdagens tætpakkede oplægs-/workshop-/middagsprogram på Mad+Mediers konference 2011.
Fedt.
En stor flok danske madbloggere i DK var samlet, fredag for at se films om mad, lørdag for at deltage i debat og workshops og søndag for at tage til frugtfestival på Lolland. Denne blog deltog kun lørdag og det er herfra der vil blive pludret denne gang.

Før konferencen,var MUND-FULD ikke sikker på hvad konferencen ville blive, og der var kun to oplæg der umiddelbart virker tiltrækkende. Det skulle vise sig at alle lørdagens punkter var én lang rusken op i madforståelsen for os, der var tilstede. Og det faktum var måske det bedste ved hele eventen; mad+medier havde set igennem det mest oplagte ved madblogs og madmedier og valgt at gå et spadestik dybere.

• Direktør Judith Kyst fra Madkulturen; det store statslige tiltag om mad og Danmark, introducerde til projektet og forsøgte at godtgøre for hvorfor man endnu engang skal bruge tid og penge udelukkende til akedemisk undersøgelse og ikke også se på direkte handling via at inddrage de mennesker der faktisk står og laver mad til danskerne her og nu. Det lykkedes ikke så godt.
• Vi blev indført i den kritiske journalistiks væsen af DR redaktør Thomas Buch-Andersen. Ikke så mange direkte råd til madverdenen, men interessant og belærende for os lægfolk.
• Christian Coff tabte mig noget med sit oplæg om etik og æstetik, men imponerede ved at have overført og brugt sit akedemiske arbejde til også at drive landbrugsfællesskab.
• "Honest Cooking" og bagmanden, Kalle Bergman,var et oplagt og lysende eksempel på den innovationslyst, der ligger i mange af madverdenens krinkelkroge. At skabe én af verdens største madportaler på ét år, er noget af en bedrift.
• Dagens griner var også dagens kedeligste emne; ophavsret. Man fik næsten lyst til gå til en forlæsning eller to med Morten Rosenmeier. At kunne starte et oplæg, som proffessor, med at konstaterer at nu at man færdig med "det lektorlort"; sweet.
• At Christain Bitz faktisk er andet end en dansk Chris McDonald, skulle være dagens mest overumblende nyhed. Nej, pis. Til trods for hypersnak og en noget overfladisk attitude, leder Christian et særdeles spænende projektt på Herlev Sygehus, hvor man faktisk inddrager maden som en del af  behandlingen og kan vise gode resultater. Der var noget at lære for undertegnede køkkenleder om præsentation og indlevelse fra modtagerenes side.
• Søren Wiuff var der, selvfølgelig. g det er herligt at følge denne mands rejse ind i grøntsagernes sjæl. V smagte på karse, kål og jordskokskud, der alle vidste ahvde mindst to sæsoner på bagen. Den mand har en mission og det kan mærkes.

Frokosten var komponeret af selveste rasmus Kofoed, men det blev ike til så meget for MUND-ULD, der skulle chit-chattes med oplægsholdere, Dorthe fra økologisk Landsforening og Hotel-og Restautionsskolens folk. (det sidste gav endda pay off senere på eftermiddagen hvor man fik fedtet sig til en øl hos de selvsamme; istedet for alt det vinhalløj, der ellers blev budt på.)

Videre til 4 små oplæg fra en flok meget engagerede mennesker, der som et pust fra virkeligheden. Bybi, Københavns Fødevare Fællesskabs havegruppe, Fødevarebanken og Invio fortalt hver på 5 minutter og deres projekt og som alle andre oplægsholdere dagens igennem, var de engagerede så det gnistrede. Hrligt at se og MUND-FULD håber at det brændte igennem til madørerne på lægterne.

For min del, gik workshopsne mest med at tale med de andre deltagere om deres og egne tilgange til vores passion for mad.  Der gik en rum tid med at tale med mange om denne blogs interesseområder, så pludselig var der mad og pludselig var det også forbi. Vi var næsten klar til at åbne en skole for jord til bord, mens vi nærmede os Mikkeller Bar, så da Jeppe kunne fortælle spænende nyt fra San Fransisco, var dagen fuldendt. Vi sluttede af med "Black Ball" og selvom dennes brygger smed os væk fra gaden, blev denne MUND for én gangs skyld, FULD.

Over and out...

Fedtafgiften versus den sunde fornuft

Der er en fedtafgift på vej, den kommer til at skævvride den brede befolknings forhold til begrebet "fedt" endnu mere.

Enkel årsag hertil: uforbejdet fedt og dermed mere naturligt sammensat fedt pålægges afgift, imens emulgatorer, sammensatte fedtprodukter;selv kakaosmør undgår. Grunden er nærmest himmelråbende; det menes nemlig ikke at de, seriøst skadelige produkter, kan betegnes som "fødevarer".

Man straffer altså bøffen, olivenolien, fløden, mens Kærgaarden går fri. 

Kapsler med fiskeolie går fri, selvom det er blevet bevist at fiskeolien i kapslerne kan harskes og være nærmest livsfarlige for hjertepatienter. Går mon fisken hos fisken manden fri eller...

Hvilke fødevarer er omfattet af afgift på mættet fedt?

Imod nye horisonter; California, here I come

Camilla Plum sagde det bedst i løbet denne sommer; "Vores friske råvarer, er ikke friske nok og de der skal lagres, er lavet alt for hurtigt".
Dette blev også sommeren, hvor MUND-FULD blev interviewet af landets langsomste medie, weekendavisen, om Svendborg og byens status som Citta Slow. Da fingrene ikke blev lagt imellem, er det overaskende at se at artiklen er at finde her, som link på Svendborg Kommunes officielle Cittaslow site . Hatten af for det. Og hatten af, igen, for at man, også i Svendborg Kommune,har besluttet at bruge de indtjente parkeringsafgifter på gratis bybusser i 3 måneder. Så er vi på sporet igen. Link på modkraft.dk her

Dejligt; alligevel har det været en tankefuld sommer; for hjælper det noget at bare brokke sig og være den lille dreng, der tør sige de voksne imod?

I løbet af denne blogs historie, er megen energi gået med at lange ud efter de der handler, hvad MUND-FULD anser for, forkert. Det har givet respons og debatmuligheder, men også en tom følelse af at blot pege fingre; og ikke handle nok. Det bliver nødt til at blive ændret, nu.
For nok har MUND-FULD ret i sine udbrud og antydninger, bevares, men det er også vigtigt at kunne vise en anden vej, en bedre løsning på de anråbte problemer.

2 ting; 2 handlinger er sat i værk. Den ene er selvforsyningstanken. I det små, dette er ikke et tvprogram, men der er hønsegård nu, slagtekaniner, køkkenhaven, leverer lidt, blomstrene bliver snittet til gaver ; kort sagt, der dyrkes og høstes.

Den anden handling er at undersøge og lære.
Fra februar 2012, vil MUND-FULD være at finde i San Francisco,Californien; hvor der skal ses på hvordan man formidler mad, underviser om mad, har en kultur omkring mad, på et lidt større plan end den danske andegård. Målet er at suge så megen viden og erfaring op, at der vil være noget at give af ved tilbagekomsten.
MUND-FULD har valgt at lægge sin lod i Slow Food bevægelsens skål. Denne, i Danmark lidt rødvinsplettede og ikke alt for ungdomsorienterede organisation, har været længe igang i det vestlige USA. Med frontkæmpere som Alice Waters, lader det til at man derovre ikke lade det være ved turene til Toscana og en hyggelig sammenkomst omkring kvalitetschokolade. Derovre drejer det sig om læseklubber, selvforsyning, skolehaver mv. Og selvfølgeligt også markeder, hvor forbrugeren kan møde producenten direkte. I en tid hvor de danske Farmers Markets ser ud til at være i tilbagegang eller i bedste fald, i stilstand, vil det være interessant at se hvorledes man gør det andetssteds.
Har du idéer, kontakter eller andet, vil det blive modtaget med kyshånd herfra.

Meget mere senere; jeg skal ud og plukke bønner nu.


Note. Marts 2012
Det blev ikke til noget, pengene var for få; ingen tur til det vilde vesten denne gang. Øv.

Fynsk gastronomi ikke repræsenteret på Israels Plads

Så kom den; listen over standholdere på "det nye" Israels Plads I København(link).
Er Sydfyn repræsenteret, som MUND-FULD før har foreslået? Nej, det var ikke overraskende. Hvad der måske var overraskende at to andre danske regioner; Bornholm og Møn, har fået deres eget springebræt ind i Københavnernes hjerter og tegnebøger ved at få sig en standpalds hver

Det er sørme ærgerligt at hjemstedet for Danmarks største fødevaremarked; øen med to foreninger; "Kulinarisk Sydfyn" og "Smagen af Fyn", ikke er repræsenteret fra starten af. Vi må håbe at det er noget man kommer efter, i alle tilfælde er det ikke kun denne blog, der har set lyset langs bordene i det centrale København.

Så, hvorledes kan man modtage fremmede og stadigt være et stærkt lokalsamfund, der i denne sammenhæng, skal sælge Fyn som et fødevareproducerende mekka? Hvordan skabes det folkelige grundlag for at påstå dette?
Nu har MUND-FULD jo allerede foreslået at få en stand på Israels Plads, her er et andet gratis råd.

Vær tilstede dér, vor folket er.
De er på FaceBook....eller et eller andet socialtmedie. Denne blog skal være den første til at beklage dette, men de sidder der altså og glor ind i skærmen. Lad os se hvad det hvo´n det går med at ramme fynboerne med madvisioner via FaceBook:

Smagen af Fyn, ikke tilstede på FaceBook.
Kulinarisk Sydfyn, 7 personer i gruppen på FaceBook.


Nå, men hjælper det også overhovedet at være aktiv på det medie? Ja, det gør og her er præmieeksemplet.

Hugh´s Fish Fight(link), kendt engelsk TVkok og indehaver at River Cottage, indleder for ca. ½ år siden en kamp imod det massive spild af fangede fisk i de europæiske farvande. Noget med at for hver  fisk der kommer til butikkerne, er 10-12 andre blevet smidt bort, døde.
 Idag, 13. juli 2011, har EU Kommissionen(link) selv foreslået et totalt forbud imod ethvert misbrug og udsmidning af fangede fisk. Og hvilket medie tror du kære læser, var det stærkeste for at skabe et folkeligt forståelsesgrundlag og ditto, opbakning?

Nemlig! FaceBook!

Så kære Fyn, få lavet dig en FaceBookprofil og begynd at samle folket. Ser man i aktivitetskalenderen for madarrangementer, er der jo masser at fortælle om:

Smagen af Fyns website/aktiviteter, senest opdateret i maj 2011
Kulinarisk Sydfyns website/aktiviteter, seneste opdateret 3. juli 2011

Skyldes denne fodslæben noget særegent fynsk måske? Kan det tænkes at der på Fyn er en særlig tankegang, der betyder at de organisationer, der kunne tænke progressivt og faktisk benytte sig af området kvaliteter, har svært ved at komme i kontakt med fynboerne per se?

Som tilflyter på 6.år er det min personlige og erhvervsmæssige erfaring af fynboerne, generelt set, godt kan lide selskab. Deres eget selskab. Der findes stadig svenborgensere der begræder den dag "de røde" kom til byen og overtog en stor del af det udadvendte Svendborgs aktiviteter. Det er næsten 40 år siden!

Disse "røde" skabte hele det renomé som Svendborg idag overlever på; de skabte bevidstheden om en slags dansk californien, med hippieværdier som samvær, nærhed til naturen, lærdom, medmenneskelighed. 

De var tilflyttere, der så værdier, som de lokale ikke var bevidste om. Derfor var de også bedre eksponenter for disse værdier, de ville faktisk gerne bo i dette landskab. Således er det vigtigt at sætte pris på tilflyttere, fremmede, der faktisk vælger at bosætte sig som din nabo. For de vælger at bo dér, det gør de fastboende ikke, de er der jo allerede. Og jeg skulle hilse at sige at alle idéer om et bedre samfund burde være velkomne, for Fyn er også udkantsdanmark, ligesom Bornholm og Møn.

Copenhagen Beer Celebration - MUND-FULD får sin vilje!

MUND-FULD drømte om det og nu er det virkelighed; Copenhagen Beer Celebration er en realitet 2012, 11. og 12. maj.
Det kommer til at dreje sig om øl og mad, igen, MUND-FULDs spidskompetence og det bliver cremen af cremen. So long cykelshorts og grillpølser; hello smag, velvære, udfordring.

Det blev skrevet som et håb om at nogle kompetente mennesker ville tage  op og nu er det gjort af Mikkel Himself, Mikkeller, der har taget handsken op og indbyder 1000! publikummer per dag til at undersøge, væmmes og/eller få oralorgasme af verdens bedste bryg.

Dette bare en jubelpost, læst mere og bedre på Beerticker.dk



YES!!!

Kulinarisk Sydfyn 2011, født på ny

Endelig, endelig, endelig er Kulinarisk Sydfyn kommet ind i Svendborg midtby og det er som om der aldrig har været noget andet. Væk er de lange, klaustrofobiske og trange telte, hvor publikummerne tråtet hælene af hinanden i endeøse køer foran langbordene.Nu kan man i ro og mag spadsere rundt i gaderne og nyde smagsprøver, grønne træer og byen som ramme. Måtte kritikere og skeptikere for evigt tie; dette er det eneste rigtige for en madoplevelse ud over det sædvanlige på dansk grund.
MUND-FULD var så heldig at deltage med et oplæg i en desværre lidt hengemt "Slow Food Skole" og herunder er ordene:

"En beskrev det, som at lade hånden glide igennem en græsmark, kildende, varmt. En anden kunne fortælle om flere dyrkningsmetoder end jeg kender danske kongenavne, en tredje igen fortalte om smil og ord, der lød som sang. Dette ”Citta Slow” måtte jeg se. 

Allerede længe før selve byen kunne anes, gav omgivelserne indtryk af at være anderledes. Der var knapt så mange majsmarker og endeløse rækker af korn. Her var der også store områder med kartofler, gedeopdræt, kødkvæg, kål, en masse grønne toppe, der kunne være alt fra gulerødder til pastinakker. Der var andefarme og fiskeopdræt, og i lokalradioen blev populærmusik afbrudt af det daglige digt oplæsning, reklamer og programmet for dagens arrangementer, på tre sprog endda.

En sær lille skov af skilte tog til langs vejen, efterhånden som jeg nærmede mig byområderne. ”Pluk selv”, ”Bed and Breakfast”, ”Delekontorer med udsigt over vandet”,” Højskolen for selvforsyning”, ”Dansk Bølgehøvl Industri”; det føltes til sidst som om hver eller hver anden ejendom skjulte en skat af viden, virketrang og egnssærkender. 

Og på vej igennem de første parcelhuskvarterer, viste byen sig for alvor at være noget helt andet. Haverne var pæne, som regel, men alle havde de en svær overvægt af dyrkede arealer; drivhuse, bistader, frugtbuske, hønsegårde; meget af dette blev tilset ikke af husejerne, men af ældre mennesker, der nød solen og det givtige arbejde. Alt dette ”havedyrkeri” var blevet startet i byens såkaldte ”ghettokvarterer” hvor en håndfuld frø og lidt for god tid til beboerne, var resulteret i haver i stedet for tomme græsplæner. Diverse transnationale madlavnings- og kulturforeninger med resten af byens borgere var opstået. Stille og roligt havde samvær imellem mennesker afløst kabeltv og andre beboere i byen, havde altså taget idéen op. De eneste der havde beklaget denne udvikling havde været udbyderne af kabeltv; forretningen var ligesom gået i stå i dette område. Derimod havde malermesteren vidst haft en fest; husene var spraglede, med grønne tage, plettede facader; træer, der voksede ud af husene, runde huse, sammenbyggede parceller til bofællesskaber; selvom man kunne ane fordoms retlinede byggeri her og der. 


Vel fremme i byens centrum, kunne jeg parkere underjordisk, biler var ikke en stor del af midtbyen. Det var gademusikanterne og deres årlige festival derimod. Og dét sammen med Klovnefestivalen, Poesifestivalen ”Ordskælv” og de to skoler for henholdsvis internationale forfattere og økologisk formidling. Ord genlød i gaderne; talte og skrevne. Den gamle idé med en vægavis, nu i elektronisk form, var fundet frem og hilste folk i møde og om ikke andet, så for at de kunne mødes, altså folkene. I gågaderne var de landsdækkende kæder repræsenteret, men deres stive konceptbutikker kunne ikke altid følge de kommunale tiltag som kærlighedsuge, en hvilestol i hver butik, konkurrencen om Flest-papkasser-stablet-til-genbrug-foran-butikken-i-en-selvvalgt-skulptur eller karnevallet, som altid lukkede butikkerne ned den første tirsdag i marts kl. 12.04 og tiltrak i hundredvis af publikummer; hvilken butik skulle i år rende med bedste udklædning? Efterfulgt af bal for alle på torvet.

Efter lange og seje forhandlinger, havde man endda nået en specialhusleje for butikker der solgte minimum 50 % danske eller nordeuropæiske varer. Eftersom hele midtbyen var ejet af en håndfuld personer eller selskaber, havde dette desværre været en problematisk proces; trusler og retssager havde været luftet, men der var trods alt sikret ejerne et overskud. Og hvem ved, måske en kærlig tanke fra byens borgere? Borgere, der som ejere af byen, havde sat handling bag de smukke ord om en speciel by og åbnet den op for verden. Ikke alene husede man derfor forfulgte forfattere fra udlandet og landets eneste skole for konfliktløsning, men man var også villig til at arbejde for sagen. Væk var de gamle vaner med lukning af butikkerne kl. 13 om lørdagen; kom der en forkølet hollænder ind i havnen sent lørdag, kunne han være vis på en åben bager og en påfyldning i skibsprovianteringen; han kunne sågar gå i flere tøjforretninger. Og det kunne man for resten også hvis man kom fra en mindre heldig by i nærheden; her var der altid plads til en handel.

Saltet og tjæren rev lidt i næsen; nede af havnen til kunne man nyde rebslagerens lange udspændte liner. De var dog ikke opstillet til tilskuernes fornøjelse; her blev der skabt materialer til den lille flåde af historiske både og andre sejlere, der ville have kvalitet. Da man havde set hvorledes dette gamle skibserhverv havde fået nyt liv på havnen, var mange andre uddøende fag rykket til byen. Den ene gørtler af blot to på landsplan, lå her; det samme gjorde herreskrædderskolen og en lille rosengartneruddannelse. Der var på privat initiativ åbnet to fagkurser i naturfag; man havde i Citta Slow kort og godt fundet en niche i små fagområder, der var blevet presset i den store globale maskine af ensartethed i erhvervslivet. 


Grøn teknologi havde også fundet vej, men tung produktion var udelukket, dels fordi virksomhederne fik det billigere udenlands, dels fordi man hellere ville trække på en mere unik teknologi til byen; én der ikke kunne kopieres direkte.

Denne teknologi var byen selv og dens unikke placering. Kun her kunne man få mere end 100 æblesorter, eksporten steg stødt. Kun her kunne man se Europas største solfanger. Sociale flygtninge var blevet sociale gæster i et af de eneste projekter med værtsfamilier og arbejde som hovedingredienserne. I denne by var ”Velkommen” det første man sagde til fremmede; ”kom giv et nap med, vis hvad du kan”. En by, hvor pulsen er rolig og sund, som omgivelserne og naturen omkring den.


Dette var en vision om Citta Slow; det kunne blive Svendborg Citta Slow, men det er det ikke.

Svendborg har i stedet:

• En turistchef og en kommunal kommunikationschef, der vil sælge byen med en Madellainekage som spydspids, en kage man end ikke kan købe i byen.

• En socialdemokratisk borgmester, der mener at hans by allerede er så stor en succes, at Citta Slow allerhøjest kan spille en birolle i fremtiden.

• En formand for handelsstandsforeningen, der er så fornærmet over at hans medlemmer skal betale for at bruge byens rum, at han har afskrevet enhver brug af Citta Slow. Og som mener at Build-a-Bear konceptet kan gøre mere for byen, end den selv.

• En borgerlig politisk fløj, der kæmper imod en nationalpark og udviklingen af havnen, fordi man tror at fremtiden ligger i stordriftige landbrug og produktionstunge virksomheder.

• En forening, Kulinarisk Sydfyn, hvis medlemmer synes at Toscana er mere interessant at rejse til, frem for at opsøge steder som Canada og England, hvis geografi ligner Svendborgs bare en smule mere og dermed kunne inspirere direkte til mere og bedre af landets største madfestival.

• En gågade, der har højere huslejer end indre København og som lukker kl. 13 lørdag, hele året rundt.

I stedet for at bruge det forhåndenværende søms princip, mener man tilsyneladende i Svendborg at Citta Slow på den ene side er noget frygteligt dyrt noget og på den anden at Svendborg i forvejen har alt der skal til for at være verdens bedste Citta Slow; så hvorfor overhovedet bruge energi på at fortælle os selv og andre om det? Ja, det var et retorisk spørgsmål, foringen kommer sovende til noget. Man kunne måske endda sige at kun mareridt kommer af sig selv, ønskedrømme er noget man må arbejde for.


Fyns Amts Avis besøger i december 2010 den norske by Sokndal, for at lære om brugen af et Citta Slow certifikat og mødes tydeligvis af et lille samfund, der nyder at finde på små finurligheder, der kan gøre deres by værd at leve i, værd at besøge. Deroppe ved de allerede at Citta Slow intet har at gøre med penge, erhvervsliv og branding; de har bare et godt liv og kan dermed leve af det, oven i købet.

De begraver janteloven symbolsk og mødes én gang hvert år for at trampe på gravstenen, de har en hvilestol i alle butikker, de har en kærlighedsuge. Gad vide hvor meget det har kostet Sokndal Kommune?

Vi står i dag i landets suverænt største og bedste fødevaremarked og der er lokale producenter af alskens spiselige specialiteter. Det var i sin tid Kulinarisk Sydfyn, der fik mig til at vælge at slå mig ned her, og nu hvor vi står her, burde jeg jo skamme mig, når jeg nu siger at en fraflytning ikke ligger mig fjernt fra.

Den sydfynske region er ved at spille sig helt af bordet, når det drejer sig om at skabe et helt særligt område og årsag nummer ét er en konservativt tænkende befolkning, tæt fulgt af nummer to, konservativt tænkende politikere.

Tilsæt en håndfuld storbønder og til overmål af stivnet erhvervsliv og voila; vi ender med ren fernis. Overflade, der enten løber af og bort eller tørrer ind

Jeg vil gerne tale om mulighederne for udvikling for et udkantsområde, der må blive mere selvbevidst, mere frygtløst og målrettet.

·         Citta Slow; et kommunalt branding projekt uden bund i den lokalebefolkning.

·         Nationalpark omkring Sydfyn, en vingeskudt svane.

·         Smagen af Fyn, der risikerer at miste grebet, før den fik fat.

Jeg vil gerne uddybe mine påstande, hvis der bliver tid til det. Lige nu vil jeg, med udgangspunkt i madkultur og hvilken form for fremdrift det kan skabe for Sydfyn, komme med eksempler på at løsningerne ligger lige for. Jeg vil også ende med at konkludere at alt hvad det kræver, er mod til at tage det første skridt.

·         Citta Slow-dogmet må integreres i alle aspekter af Svendborg Kommunes aktiviteter. Med udgangspunkt i den alenlange liste over gode tiltag man kan gøre for sine borgere, bør kommunen konsekvent følge doktrinen, når der tænkes udvikling. Først da vil borgerne se at man fra det administrative og politiske lag mener det. Konsekvens afføder respekt, simpel pædagogik.

Og hvorfor skulle Svendborg så opgive drømmene om at blive et erhvervscentrum med handel og produktion? Af den simple årsag at der i DK kun er én stor by og den hedder København. Som nation, er hele vores opmærksomhed rettet imod denne wanna-be metropol, den trækker luften ud af alle andre der ville spille ”storby”. Sådan er det og derfor bør vi hernede gøre op med tanken om at ligne ”en rigtig by”. Sydfyn er provins, lev med det og lad os benytte os af fordelene derved.

For, jo flere mennesker vi banker ind i en storby, jo mere opland i form af rekreation, fødevareproduktion og trivsel, vil den nemlig kræve. Endelig, lad os få flere endeløse rækker af høj-  eller parcelhuse, med små arbejdsmyrer, på vej til arbejdskasserne og jobbet på de stadig mere teknokratiske kommunekontorer. Når alle disse håbefulde sjæle, så skal holde fri, altså helt fri, vil de se sig omkring og mangle kontakten til naturen og der igemmen også, fødevarer, samvær; direkte kontakt til omgivelserne. BANG; her står Sydfyn til de herskabers rådighed”

·         Nationalparkplanerne. MUND-FULD er helt og holdent for en nationalpark; faktisk er det sådan at vi mener at man lige så godt kan omdanne hele landet til en økologisk nationalpark og gøre klar til at være et oplevelseland og ikke et produktionsland. At være first mover som hel nation vil skabe fordele, frem for andre (lande) der bagstræberisk vil holde fast i et subsidieret og forurenende produktionsapparat, a la det nuværende danske.

Det var spænende at se programmet "De Grønne Pionerer" hvor fødevarer var i fokus. Her blev en belgisk kantinekok, en fransk grøntsagsavler og en polsk udviklingskonsulent præsenteret, med hver deres løsninger på et fremtidigt fødevareforbrug. 
Belgieren havde omlagt sin kantine til økologi og lokal produktion, i et økonomisk ansvarligt niveau
Franskmanden havde et socialt projekt med grøntsagsproduktion kørende; to succéer ud af to.
Polakken arbejde med at bevarer lokale traditioner i landsbyer, ved at skabe bevidsthed om det, for de lokale selv. 

Meget interessant, for det burde jo også være vejen for et lille, vævert land som Danmark. Den nærmeste fremtid vil vise os om vi kan efterligne vore forfædre og skabe innovation i national skala; til forbillede for resten af verden.

Et faktum, der tegner for, er de 15 % fødevare er steget i pris det seneste år. It´s wake up time, folks!

Så vidt jeg er orienteret, er den massive modstand imod dette Nationalparkprojektet domineret af en frygt for restrektioner udefra. Det er på tide at det danske konventionelle landbrug forstår at jo større bedrifter er, jo mindre indtjening. Derfor skal der herfra lyde en opfordring at man, i det sydfynske landbrug, griber chancen for at igen gøre en ære ud af betegnelsen ”liberalt erhverv”.  Man bør begynde at arbejde med nye indtjeningsmodeller; leasing af areal til småbrug, økologisk forskning, nicheproduktion, dyrkning af randafgrødrer, skovhaver omsat til ”Skov-marker”, Genopdage og optimere dyrkning af nordiske grøntsager, bær og frugter, Indsamlingsguides til naturen, Kystnært fiskeri og dyrkning af tang, Jagtområder til offentligheden, Udlægning til nyttehaver, Økologisk drift, Landbrugsturisme; mange variationsmuligheder her, Samarbejde med større byer om bybrug Obligatorisk undervisning af skoleelever Friluftscentre.

Det er ingen skam at søge inspiration til hvordan; den findes, hvis man tør sige sig fri fra subsidiecirkusset.

·         Smagen af Fyn, en fantastisk samling af producenter og forædlere af fynske råvarer. Nu er foreningen på vej til at drukne sig selv i markedsundersøgelser og storytelling. Fyld dog en lastvogn med Fyns bedste madprodukter og send den til de nye torvehaller i hovedstaden i stedet for at pengene forsvinder ned i reklamedrengenes lommer. I stedet kunne man vende sig imod landbruget og bearbejde det med argumenter for omlægning fra kvantitet til kvalitet.

Der foregår en kamp i disse tider, der er ved at ske en tilbagerullen af midler til "den jyske motorvejsmafia", der kræver deres af materialitet og storcentre. Det er jo helt galt. "Landet" er ikke en storby og der findes ikke noget mere patetisk end diverse provinsbyer, der forsøger sig med indkøbscentre og udsigtslejligheder ved havnene. 

For MUND-FULD er der en sammenhæng imellem et liv i forstæderne og den lammende tilstand hele den vestlige kultur har sat sig i. En sammenhæng, der strækker sig længere end et clash imellem land og by. Det her er større end fastfood versus Camilla Plum. For denne passivitet og tilfredsstillelse via materialisme præger også landområderne. Lige nu sidder mine naboer herude også og klaprer løs på FB eller glor TV. Det gør de/vi hver aften, ligesom ind i byerne. At der er kortere afstand imellem caféerne og fetishfesterne i København end i Svendborg, gør ikke den store forskel. Det er alligevel en kort periode i vort liv at vi rent faktisk benytter disse steder, i en dansk kontekst. Der kommer børn og jobs i vejen for mangt et godt værtshusbesøg ved vores livsstil.

Denne passivitet er født af tom åndelighed og et deraf følgende behov for at finde trøst/tro/mening igennem selvrealisering. Smukt gennemgået af en tidligere frontsoldat i Information, der beskriver sin hjemvenden til dette rige land, hvis befolkning afskærer sig fra yderligere åndelig og menneskelig udvikling, ved at søge tilflugt i fordummende underholdning. Som om vi, om tænkende væsner, skulle have brug for "at slappe af" ved at se andre danse, se andre kvaje sig, se andre spille superhelte. Vi kan selv.

Landområderne kan selv, vi kan give slip på dette tomme billede af et ødeland, en udkant, der suges tør for intellekt. Hvornår var det lige at det blev mere klogt at kede sig på stenbroen end i Stenstrup? 

For kede os, er det vi må gøre, hvis vi skal komme videre. Slukke for kassen og kede os. Glo ud i luften, få medieabstinenser, gå en tur i skoven, gå hjem, kede sig videre. Og så, genopdage vores kreativitet. Se os omkring og se hvad der er på landet af muligheder for et intellektuelt menneskeliv. Uden materielle exoskelletter, eller rettere; med det rette midler, der kan skabe et liv i lys, plads, natur og nærvær.

København er allerede fyldt til renden med bonderøve, der måtte flygte fra landet, for at opsøge et liv i mængden. For nogle af os, der tog den modsatte tur, er der måske ikke latte på kanden, måske ikke den store omgangskreds at udveksle iPhoneaps med, men der er mulighed for at skabe et liv. Et liv, som alskens citygardens og rekreative byområder ikke kan konkurrere med. Herude har vi vejret, langsomheden og manglen på spekulation at kunne bruge; selvom det, indtil videre, dominerende landebrug, gør sit for at ødelægge det.

Dette liv kunne også gøres profitabelt. Som man ser i Norge, er der en fremtid i turisme på landet. Der er organisationer, der har til mål at fremme turisme på landet, som et internationalt felt. I Danmark er der endda foreninger, både øko eller ej du kan kontakte, som bybo, og således komme ud og se dig om på en "rigtig bondegård". Men det standser jo ikke der, hvorfor skulle man dog også tro at landet bare var grisestier og hestefolde?

Turisme på landet, nicheproduktion af gode, solide fødevarer, samt ren og skær leasure; 3 gode bud på hvorfor "landet" bare kan flytte til byen og naturen, lyset, roen og pladsen stadig vil være tilbage, for at gavne alle."

Madblogs? It´s the old black

Madblogs, per se, er et stigende fænomen i DK. Her er denne blogs fem flade om fænomenet, som den befinder sig midt i.

Opskrifter og hipstamatics, krydret med store og små kommentarer fra bloggerne og deres venner, begynder at trækker seriøse læser-/seertal. Det kan ikke overraske at der er mange, bloggere og etablerede medier, der mener at kunne spinde guld (i det mindste et par guldtråde) på denne nye trend. Bloggere bliver inviteret ind i varmen hos de store og er de heldige, er der løn med i aftalen: ansættelser m.m.

Hvornår holder en blogger op med at være en selvstændig organisme, autonom, og bliver en del af et fast kodeks af firmamanualer og -politik? Kan man opretholde en fri tanke, når man står på lønningslisten hos nogen?

Spørgsmålet blev ikke besvaret af denne blogs forfatter, det blev det af  hans smukke hustru. Men eftersom spørgsmål,  i sig selv, er vigtigere end svar, tillader jeg mig at tage æren og brugen af det hele. Tak, min søde.

Jo, en blogger kan sagtens komme på lønningslisten og stadig beholde sin intigritet, så længe vedkommende spiller på sin egen banehalvdel. Dvs. holder sig til sit oprindeligge udgangspunkt og ikke viger fra det. Det kunne være en ledende landbrugsorganisitation, der bad MUND-FULD om at forholde sig til småbrug og deres værd i en global forsyningssituation. 

Nettet vrimler med firma-etablerede blogs, der bare hænger på en hjemmeside og aldrig bliver brugt af nogen. Erhvervsliv og den gamle mediebranche ved at det kræver en selvstartet bloggers energi og målrettethed, at holde en blog i live. Dette kan de få fra selvstændige bloggere, så det prøver de etablerede at få tag i. Vampyrer som de er.

Ja, det lyder enkelt, men er svært. Freelancejournalismen, for det er herovre af vi bevæger os rundt, har jo altid bevæget sig på grænsen af at være i nogens sold og være uafhængig. Vil bloggere gerne beholde den good-will de opbyggede i starten af deres arbejde, må de altid holde sig til grundidéen for deres arbejde. Dette kræver at bloggerne har mod nok til at leve i en konstant nomadetilværelse, vandrende fra opgave til opgave. Alternativet er at lade sig opsluge af snart det ene, senere det næste, bladhus´eller mediekoncerns givne kodeks for god presse/journalisme/økonomi.

I disse tider, hvor politikere og medier udkæmper kampe om hvad der relevant eksponering, vil bloggere ligge lunt i svinget, hvis beholder deres autonomi; med enkelte aftaler, der holder dem helt på deres egen sti.

Sagt på ungdomsk; don´t be a sell-out.