Miljøforkæmper? Drop kødet, Del 2

OK, så argumentet om at vi bør droppe kød, for at kunne afhjælpe klimakrisen, gav lidt skvulp i andedammen på internettet. Efter det første indlæg om filmen "Cowspiracy" her på bloggen, har der været gang i læsningen om pro-og conargumenterne i forbindelse med kødproduktion, særligt kvæg.
Læs første indlæg her.

Men, hvor skal man starte, når film som "Cowspiracy" hævder at kvæghold er årsagen til over halvdelen af forureningen med drivhusgasser, mens andre hævder at vi har brug for kvæg til netop at bekæmpe global opvarmning, ja, så kan vi jo ikke bruge tallene til særligt meget. Det vælter med fakta-

Om vi er et af verdens mest kødfortærende nationer, med ca. 125 kilo per indbygger om året og et mælkeforbrug på 92,8kg, som kødbranchen selv og magasinet Ingenøren hævdede i 2009? Måske.

Om der med velstand følger et øget kødforbrug og indere og kinesere er ved at æde os alle ud af planeten? Måske.

Er store naturområder rundt om i verden ligefrem afhængig af animalsk kvælstof og derfor er fritgående kvæg en nødvendighed for planetens fremtid? Måske.

Bliver der fjernet en kvadratkilometer i sekundet af den brasilianske regnskov, for at gøre mere plads til kvægdrift? Måske.

Det er alt sammen tal og prognoser, betalt videnskab og mavefornemmelser. Motivforskning og politik. Og ingen ved hvad der ret eller vrang.


Men hvis det er det; når det kommer til stykket. Bare holdninger og forretninger, der skal passes. Ja, så vil denne ydmyge streg, en stemme i forbrugerhavet jo have lige så megen vægt som alle andres.

Lad mig tage et par af argumenterne op her.

"Kvægdrift binder kvælstof og er en vigtig spiller i kampen imod drivhusgasserne".
I USA hedder en af de store fortalere for dette Nicolette Niman, en omvendt vegetar, der før har kæmpet imod kødbranchen, men nu er blevet det frigående kvægs advokat. Sammen med sin nye mand, kvægbaronen Bill Niman. Uden særlig forskningsmæssig baggrund, opregner hun i artikler, foredrag og sin seneste bog, de mange fordele kvægdrift har på jorden og henviser til Australsk forskning.
Et af argumenterne herfor er at kvæg efterlader særlige planter i deres græsning. Planter, som binder kvælstof. Hvilket kan være sandt, når der er tale om frilandsdrift men det er langt fra den største produktionsmetode til kød i dag.
Desuden udleder køerne jo stadig metan, den ægte dræber, når det kommer til at være en farlig drivhusgas. Andre forskningsresultater viser at faktisk er den indsamlede gødning fra konventionelt landbrug bedre for miljøet, hvis den anvendes i biogasanlæg, hvor metangasserne bruges til opvarmingsformål og ikke udledes direkte til atmosfæren. Resterne fra anlægget er metanfri og stadig kvælstofholdige, lige til at gøde den jord, vi afholder fra at få kvælstoftilskud af naturlig veje og som ikke behøver være af animalsk oprindelse.

"Kød produceret på friland, er sundt."
Mine venner i den bæredygtige branche har givet på sig, da de jo ikke er sat på jorden for at redde den, men for at producere og særligt, promovere, "godt" kød. I Danmark er der en stadigt voksende producentled, der specialiserer sig i at skabe frigående dyr, gerne økologiske, der står ud fra de konventionelle brugs produkter. Prisen på disse fritgående dyrs kød er høj, der er en stor efterspørgsel efter det, særligt i bynære områder, med en høj indkomstsrate. De er kræsne kunder, der ser en særlig værdi i det man på landet har vidst længe, fritgånde dyr lever bedre og giver bedre kød. I teorien.
Så der produceres altså ikke fritgående kød for planetens skyld, men fordi der er et marked. Ingen problemer herfra med det, men det retfærdigører jo ikke at dyrene faktisk belaster miljøet med deres metangas. Og det er lige meget, hvor mange kvælstofbindende planter de efterlader sig i deres græsning, for fritgående dyr er forsvindende få i den samlede produktion. En fritgående ko går ofte også længere og udeleder derfor mere metan, end en konventionel ko.
I filmen bruger man Nimans egne tal til at regne sig frem til at hele USA, det have af Canada, hele Mellemamerika og halvdelen af Brasilien, hver en kvadratmeter, skulle lægges om til sletteland, hvis bare det amerikanske kødforbrug skulle tilfredsstilles af kød fra fritgående dyr. De allerede begyndt at følge op på den plan i Brasilien, med katastrofale miljømæssige følger i form af tabt skovområde.
Jeg ved ikke helt hvad der menes fra folk i kød-feel-good-branchen med at fritgånde kød er "sundt". Det er muligvis sundt, fordi det ikke er pumpet med medicin, men at producere kvægkød i store mængder, er ikke sundt, for planeten Jorden.

"Naturen har direkte brug for drøvtyggere til at holde områder skovfri"
"Naturen" har ikke brug for os mennesker og da slet ikke nogle særlige, drøvtyggerholdte,biotoper. At de findes, den russiske taiga eller den, nu forhenværende, nordamerikanske prærie, er jo ikke takket være drøvtyggerne alene. Situationen er den at mennesket har sat sig på store områder af naturlig slette, marsk og englandskab, så VI har brug for drøvtyggerne til at sikre os biodiversitet, ikke omvendt.

"Mennesker har brug for at spise kød".
Jeg spiser selv kød og meget af det, synes jeg. Om jeg har brug for det, er så spørgsmålet.
I 1915-16 skrev Mikkel Hindhede (af regeringen sat i spidsen for at sikre en dansk selvforsyning af levnedsmidler, nu da man ikke kunne opretholde svineproduktionens krav om købt foder pga. krigen) at danskernes kødforbrug var steget med næsten 50% siden 1870, man var i 15/16 på ca. ca 50 kg per person. I dag er det som sagt, 120 kg. Danskerne overlevede krigen på en stor del grøntsagsprouktion og man noterede sig en god folkesundhed i årene efter krigen, vegetarkosten havde sat positive spor.
At mennesker er altædende og derfor kan leve af både plante- og animalskbaseret kost, burde jo kun være en fordel i dette tilfælde. Og tilhængere af rationelle argumenter, burde jo kunne se at vi har fået en alt for kødbaseret diæt. Så man kan jo bare lade være. De logiske grunde til at stoppe står i kø; ødelæggelse af havområder udryddelse af dyrearter, biotopdestruktion, tjek Oppenlander for mere(som blot er pletlæst af undertegnede; Richard A. Oppenlander, Food Choice and Sustainability: Why Buying Local, Eating Less Meat, and Taking Baby Steps Won’t Work.).

"Jeg vil have kød. Punktum".
Det mest sete og brugte argument. Og det mest ærlige. I nation af inkarnerede kødædere, som Danmark, er det offentligt seppuko at argumentere for mindre kødforbrug. Dels fordi vi som stamme, ikke vil have at nogen skal komme og tro de er klogere end os. En nærmest indavlet tendens, som vi prøver at skjule, med en overdreven lyst til at fortælle andre befokningsgrupper hvordan de skal leve deres liv, men nok om det her.
Den anden grund er kultur. Vi har et køkken, en velstand, og en madkultur, der kalder på kød. Kød er bare godt, det er som om dette udsagn bærer sandheden i sig selv. Man starter i Danmark sin middagsplanlægning med at vælge hvilket stykke kød, der skal ligge centreret på tallerkenen. Kød er nem mad, kød er mandemad og eftersom manden har overtaget køkkenet i familien Danmark, skal der kød på bordet. Vacuumpakket, hjemmerøget og specialsaltet, lokalt købt og med en keramiskkniv skåret, kød.
Det personlige valg er nummer 1, denne tankegang og den huserende palæokostmodel, bakker op om et landbrugserhverv, der producerer sygelige mængder af kød til mændene i køkkenerne. Mænd med en køkkenkniv, skal man vare sig for.
Når jeg sammenlægger hvad jeg kan grave op om kødproduktion, i Danmark, og på verdensplan, bliver disse mænd mig dog noget latterlige og farlige i deres stædige kødkonservatisme.

Jeg er nok stædig, men ikke dumstædig. Jeg må ændre mig og mine vaner og jeg må fortæller andre hvorfor. Det vil næste og sidste indlæg i denne tankerække handle om.

Miljøforkæmper? Drop kødet Del 1

Tager du korte bade, for at spare på vandet?
Glem alt om det og lad i stedet være med at spise den næste burger; den har på sin produktionsvej brugt ca. 2500 liter vand. Og det var én burger.

To tal mod hinanden. 13 versus 51.
13 er den samlede procentdel af den samlede transportsektors CO2udledning, 51 er animalsk produktions andel.

Så enkelt kan det siges, men over 1½time viser filmen "Cowspiray" igen og igen at det er ikke vores energisparepærer og en droppet rejse til Thailand, der tæller i det store klimaregnskab. Det er vort kødforbrug.

Den seneste stjerne på himlen over dybdeborende dokumentarer om vor fødevareproduktion, er "Cowspiracy" og den vil overgå forgængere som "An Inconvenient Truth (2006)", "Food Inc"(2008) og "Wasteland"(2010) i betydning. Denne film går nemlig bag om de miljøorganisationer, der burde være vore forkæmpere for et forbedret miljø, men som i virkeligheden lukker øjnene for det virkelige problem. Muligvis ved at blive betalt for at holde mund.

"Cowpsiracy" starter med at blotlægge de faktuelle beviser, der alle peger på animalsk dyrehold, som værende den langt største bidrager til vor jords elendige, grænsende til det apokalyptiske, tilstand. Med mange længder. Mange, mange længder.

En ko producerer 130 gange så meget affald, som et menneske, er beregningen fra filmen og der er mange af dem i filmen.

Næste naturlige skridt vil være at se på hvad miljøorganisationerne gør. og svaret er, ingenting. Overhovedet. Mange af organisationerne tør simpelthen ikke. Og der angives mindst to grunde til dette.

1. Man vil ikke se sine medlemmer forsvinde. At skulle være vegetar eller veganer, for rigtigt at hjælpe miljøet, er ret meget sværere end at skifte en pære eller cykle på arbejde.

2. Pres fra den store Agrolobby. I filmen vises det at man, i USA, ved at sige sandheden om animalsk dyreproduktion, faktisk vil blive dømt for samfundsskadelig virksomhed ifølge The Patriot Act. Det vises også at grønne organisationer stå højere end islamisk terrorisme, når det kommer til at udgøre en trussel imod USA. Kunne være spænende at se på hvor vi er i Danmark, på det område.

Vi støtter altså organisationer som Greenpeace, køber deres argumenter om at forsile brændstoffer og transport, er den store synder, mens agroindustrien går fri.  

Filmen er fuld af fakta,der synes svært at tilbagevise, mest forstemmende er dog det blinde øje som ikke bare regeringer har til den massive CO2forurening(RETTELSE, der skal stå "Methanforurening"), men også at stort set alle miljøorganisationer har. De tør simpelthen ikke at gå op imod landbruget, men har resigneret til at koncentrere sig om forureningsproblemer, der stort set ingen betydning har sammenlignet.
Selv FN er tilsyneladende røget med på vognen, når man påstår at vi er ved at løbe tøt for jord til at føde verdens befolkning. Det er jord til kvæg, man mangler.

Med den stigende privatisering af forskningen, vil det også blive tvivlsomt om vi i fremtiden vil blive oplyst om hvad der er hvad, derude i naturen. 

Så her går vi og sorterer plast fra metal, slukker lyset hver gang vi forlader et rum og cykler på arbejde og tror at det har betydning. Vi skriver under på protester imod olieudvinding og atomlagring, mens landbruget bruger 34 liter vand, hver gang de producerer 1 liter mælk. Det gennemsnitlige jordforbrug ved den nuværende animalske produktion, kræver 375 gange så meget plads,som en vegansk livsstil, 100 gange så meget som en vegetarisk. Food for thought indeed.

Se filmen, den koster 20 dollars på nettet og for undertegnede var det noget af en øjenåbner af kaliber.
Dog har MUND-FULD været kritisk, vidst at vor landbrugsproduktion slet ikke stod mål med vor naturs evne til at kunne følge med. Men at forskellene på hvad vi som miljøbevidste mennesker gør og hvad vi faktisk kan gøre, for at det har en indflydelse, kan være så nær og alligevel så fjern.

Drop kødspiseriet, end of story. De 5 ord skræmmer mig helt vildt. Næste indlæg vil blive en tankerække over min egen livsstil og de forandringer den står overfor.

Godt nytår derude.

Når tabte idealer bliver til dødsangst, er vi alle f%&#=d

Vi lever i en dystopisk frygtkultur, senest afspejlet af Ulla Holm, der hylder konventionelt landbrug som den eneste redning af denne verden og hænger befolkningen ud for at "hade" denne selvsamme succés.

Forhåbentligt er det frygtkulturen, der vil dø først.

Det er ikke ved at konstatere frygtens tilstedeværelse, vi kan komme fri af den og sikre fremtiden for vore børn. Det er ved at erkende frygtens inderste; Dødsangsten. Den dødsangst, der stadigt mere tydeligt driver den vestlige kulturs frontløbere, babyboomerne, 68erne.

I en gang omvendt psykologi, fordrejer Holm fakta(link), og bruger en række tilfældige akademiske udsagn til at underbygge(endnu)en svag tese om at "vi" frygter og gruer over begrebet "factory farming", fordi det betyder massen over individet, stadig i følge Holm. Den ærede sociolog er, kort sagt, helt væk fra skærmen i sine konklusioner, men livssynet; at individet MÅ foretrækkes over massen, ER et faktum i vor tid. Hvor er det nu denne tro på individets overherredømme, stammer?

Debattører som Ulla Holm, viser at børnene af babyboomerne, for en stor del, har købt livssynet; det handler om at sikre mere materiel vækst. Og dermed begynder én fejlslagen generations konklusioner at blive til den næstes sandhed. Holm, der tilhører generationen efter Babyboomerne, har købt premissen om individets herredømme, uden at se til de ødelæggende resultater, det har ført med sig. Ved at videreføre troen på evig materiel vækst, aka Evig Ungdom, er Holm med til at gøre en løgn om til en sandhed.

Konventionelt landbrug er ikke svaret på fremtidens forsyning af mad til Holms masser eller bare befolkningen som et hele. Konventionelt landbrug og dets blinde tro på kræmmerkapitalismen, har skabt krige, befolkningsvandringer, gældskriser, klimaforandringer og en syg overforbrugskultur, for bare at nævne et par bivirkninger. Indtjeningen til den enkelte, er blevet en svøbe for alle.


Med udgangspunkt i en sen aftens gensyn af filmen "The Road"(link) , samt en større og større undren over den politiske elites hysteriske toneleje, gik det op for denne blog, at det hele drejer sig om angst for døden. Rettere, nogle helt særlige menneskers død; de ledende, de, der har domineret vor kultur i snart 50 år og som nægter at erkende deres egen dødelighed.  Er hippiegenerationens mistede idealer egentlig grobunden for at vi, som et hele, ikke tror på fremtiden mere?

De sidder stadig overalt i vort system, nægtede deres børn at gøre oprør og overøste dem med gaver i stedet. De kæmpede for frigørelsen af individet, men blev fanget af en materialitet verden aldrig har set mage. Og nu, da fremtiden er kortere end fortiden for dem, vil denne græshoppegeneration tilsyneladende ikke end efterlade en tro på fremtiden til deres børn og særligt, børnebørn. De tager æren for en mere økologisk indgang til mad , men glemmer at det er i deres tid, vi har perverteret landbruget.

Heldigvis, som i føromtale film, viser det sig at fremtiden ikke nødvendigvis dyster og farlig. Faderen, der filmen igennem har skærmet sin søn, holdt drengen borte fra kontakt med andre mennesker, har ledt drengen til at tro at frygten er en konstant, må dø tilsidst. Og først da han udånder på en tom strand, kun efterladende sin søn en pistol med én kugle, viser der sig en fremtid. Tillidsfulde mennesker tør at nærme sig drengen, der fulgtes med den farlige mand, der dræbte og kun vist foragt for andre i nød. 

På samme vis, har den aldrende, men indbildt evigt unge, babyboomergeneration fået sine egne børn til at tro at der ikke kommer noget efter de gamle. Konventionelt landbrug er det eneste, der virker, f.eks. 
Tjoh, men der var ukonventionel landbrug i tusindvis af år før babyboomerne og det gav en frugtbar jord videre, generation efter generation.

Skal 68erne dø, før vi ser at bla. det konventionelle landbrug har været en fejltagelse og ikke den velsignelse som Ulla Holm mener?

Senere denne uge kommer FNs klimapanel med endnu en rapport, der vil vise os at vi har brug for seriøse omlægninger i især den vestlige livsstil, for at kunne tilpasse os de store ændringer, der pågår i naturen. Det skal blive spænende at læse den igennem, med fødevarebrillerne på. Og særligt spænende, når man bla. fra tænketanken(suk) Sustania faktisk mener at vi KAN ændre ændringerne i miljøet, ved individuel handling.

Det bliver bare ikke med de blomsterelskende hippiebørn/gamle, ser det ud til. De har forlængst opgivet deres gamle VW Rugbrød og købt en Cayenne. De blev deres eget værste mareridt. 

Nu er det op til os, deres forskrækkede og forkælede børn at give vore egne unger, de netbaserede og frie, lysten til livet tilbage.



N.B.
Holm har før hasseleret over den såkaldte "Speltelite"s had til konventionelt landbrug og denne overklasses mangel på kontakt til resten af befolkningens syn på sagen. Denne blog omtalte det her. Nu lader det til at Holm mener at denne foragt, har bredt sig til alle samfundslag. Nu betyder det så ikke så meget for Holm, nu er vi alle bare gal på den.

Den søde høsttid

De kører nu, mens jeg skriver.
De enorme traktorer med de enorme anhængere, fragter "majs" fra markerne og til det lokale kvæg-stordriftslandbrugs siloer. Majsen har groet sig meterhøj rundt på markerne og nu er det blevet tid til at høste den. Majsen, denne snigende hævn fra de dræbte inkaer i fortidens sydamerikanske jungler.

Majsen fra markerne rundt om vores bosted bliver ikke plukket og kernerne bliver ikke pillet fra til kreaturerne. Store markuleringsmaskiner på hjul kører igennem rækkerne og flår majsplanterne om, til en tilstand der bedst kan sammenlignes med træflis; bestående af alle plantedele fra majsen. Det er dette produkt som traktoerne fragter forbi mit hus og ud til kvægbrugene. Det er en gæret/syltet version af dette produkt,  malke- og slagtekøer i mange konventionelle landbrug bliver fodret med. Det er altså i sidste ende det vi jo så selv spiser og drikker og bliver en biologisk del af. Ved at spise noget, der ikke er en naturlighed, rører vi også ved vores egen biologiske tilstand.

Et dyr, som er bygget til at spise græs, bliver fodret af med en plante, som aldrig har været naturligt forekommende for det og det gør dyret sygt på længere sigt. Det betyder ikke at køer ikke kan leve af en diæt bestående hovedsageligt af majs, det kan de sagtens. Og da majs er et billigt produkt, der ovenikøbet gør dyrene hurtigere fede, end græs, har erhvervet grebet majsen med kyshånd. Forresten dør køerne for boltpistolens slag imod panden, længe inden de har udviklet alvorlige ernæringsmæssige mangelsygdomme.
Men deres mikrobilogi lever videre.I køernes formaver har der udviklet sig helt nye variationer af e-coli bakterier, for at denne livform fortsat kunne overleve i en ko. Disse bakterier er nye og dermed ukendte for de værn man i hospitalsvæsenet har udviklet for at imødegå alvorlige forgiftnings tilfælde. En resistent bakterie er født og vi er på skideren, hvis den breder sig.

Men selvom vi ikke alle vælter omkuld,  diarré, feber og smerter til vi dør, så er der alvorlige betænkeligheder ved at indtage føde, der er produceret udfra en præmis, der hedder "mest for kronerne" og ikke "mest samfundsværdi for kronerne".

Hvad er det vi vil, som nation? Vi vil gerne ud af krisen og vi vil gerne kunne imødegå kinesernes invasion af vores hævdvundne ret til at være de rigeste og mest uddannede i verden. Det er som MUND-FULD læser det politiske parnas for tiden.
Hvordan gør vi det? Vi giver vore børn de bedste redskaber til at dygtiggøre sig fagligt, personligt og som gode samfundsborgere i hele maskineriet.
Svaret har i mange år været at uddanne os alle mere, at jo højere en uddannelse vi får, jo bedre vil vi kunne forme og styrke vort samfund. En smuk tanke, særligt i disse tider, hvor man har genopdaget behovet for og værdien af, andre uddannelser end akademiske.At det nok er generalerne der planlægger krigen, men soldaternes evner, der vinder den.

Men hvad fodrer vi disse kommende samfundstøtter med, hvilken daglig medicin giver vi dem, som den nærværende regering stræber efter skal blive "Den Bedst Uddannede Generation"?
Vi giver dem sukker af krigserstatningslignende produkter, som roesukker. Vi giver dem grøntsager med seriøst høje koncentrationer af pesticider og vi giver dem kød, hvis grundbestandele, der ikke er naturlige for netop disse dyr kødet kommer fra.

Diagnoserne bliver uddelt med jævn hånd over mange børn og unge for tiden. Kan der være en sammenhæng imellem, den måde vor mad er blevet til på, mængden af ensartede fødevareemner vi indtager og det stigende antal af socialt og mentalt utilpassede mennesker vi har i vort samfund? Måske bliver man faktisk det man spiser.

Man høster i alle tilfælde det man sår.

Kan du slå det ihjel, kan du spise det.

Igennem årene har den blog f'ølt sig lidt frem i det veganske; hvad gør egentligt at man vælger at leve helt uden animalske produkter? Og vigtigst; hvad er udgangspunktet for at gøre det?

Vi har været der; den positive overraskelse over raw food (link) og erkendelsen af dens begrænsninger. Vi har læst os igennem Jonathans Safran Foer´s bestseller om at gå undercover i kødbranchen (link) og set at det er en lidt anden verden at producere kød i USA, måske.

Senest har vi genset filmen, der efter sigende, skulle omvende folk til at gå 100% veganer efter en gennemkigning; Gary Yourrofskys foredrag på Georgia Tech fra 2010 (link) . Og for et par dage var det så den æstetisk smukke, men afskyvækkende "Holocaust on a Conveyor Belt - Assembly Line of Death" (link)

Alle stærke fortalere for at droppe ud af kødshowet og begynde at gnaske grønt på fuld tid. Dervar en tid hvor jeg foretrak det grønne, men et alt for travlt arbejdsliv med børn, har trukket vores familie tilbage til mange måltider, hvor allehånde hakket kød og bryststykker indgår. I en længere periode, var denne pen diktatorisk herre over alle andres diæt, hvilket jo endte med oprør og kollaps hos undertegnede. Alle de gode intentioner om mindst økologi, mindst muligt kød, mest mulig smag; strandede på forskrækkede børn, forsmåede hustruminer, stress over madlavningen og mangel på samvær, for der skulle laves mest muligt selv.
Det var lige ved at gå galt; der måtte en kollaps fra denne side til. Jeg smed forklædet og forlod køkkenet, såret, vred over deres mangel på viden, deres rynken på næsen, deres utaknemmelighed over hvad jeg gjorde for dem, deres sundhed, udvidelsen af deres smagshorisont, deres mangel på medfølelse og overbærenhed, når eksperimenterne ikke lykkedes.

Så gjorde vi det vi skulle have gjort fra starten af; vi begyndte at lave mad sammen.

Og nu er det på vej tilbage. Vi finder sammen ud af hvad vi kan lid, hvad vi vil lave; det er først startet, men det er klart bedre at være i nærheden af køkkenet og spisebordet nu.


Her er det kødet kommer ind; gider vi spise det og hvad er prisen vi vil betale? Den yngste datter sorterer ubevidst kødet fra,den store søn spørger til hvordan dyret så ud, hvordan det havde det og hustruen, blev i sin tid vænnet tilbage til at spise kød af undertegnede, der synes det ofte er sjovere at lave mad med grønt end kødstykkerne. Alt i alt, vi burde ikke have svært ved at blive veganere, i hvert fald vegetarer.

Der er mange argumenter for at kun spise grønt, men lad os tage de to, der ser ud til at dominere. Der er det biologiske argument og der er det etiske.

Der bliver argumenteret for at vi slet ikke er bygget til at spise animalsk. Vore tænder, vore nærmeste slægtninges vegetarisk dominerede diæt, vores fordøjelsessystem er ikke bygget til animalsk føde, sygdomstyper som cancer, der ser ud til at stige i befolkninger, der spiser meget kød. Listen på skrækscenarier er lang og sikkert helt beviselig.

Så er der det etiske. Måden vi frembringer vores kødprodukter på er syg; det er et perverst livsyn at opdrætte andre dyr, med formål at fortære dem og deres sidegevinster, som mælkeprodukter. Denne blog har mange gange støttet dette argument med eksempler på stadigt forringede forhold for dyr og mennesker i den animalske fødevaresektor.

Alligevel ser det ud til at vegetarismen og den rene veganisme ikke får et ben til jorden hos toneangivende grupper som politikere og fødevaresektoren. For tiden ser det jo ud til at lille DK, med nærværende fødevareminister i front, skal stå for hele Kinas svinekødimport. Der er masser af penge at tjene og så er alt godt.


Men nu skal jeg jo ikke blive revet væk her; denne tid er ren meta for undertegnede; hvad kan jeg selv gøre, hvor langt er jeg villig til at gå, med familien taget med på råd og behov.
For mig er det ikke biologiske eller etiske grunde der skal afholde mig fra at spise kød; det er min mangel på overblik. Overblikket over hvad det er jeg kommer i munden, for som det er nu, ved jeg det ikke Altsådet kød jeg køber i butikkerne, jeg aner ikke hvad det har gennemgået, før det ligger i min indkøbspose  eller i rygsækken. De, producenterne og detailhandlen, kan jo bilde mig hvad som helst ind. Og det ser ud tilde gerne vil fortælle mig gode historier om græsmarker og, næsten, smilende dyr, på vej til slagtehuset.
Jeg gider ikke at blive løjet for, så derfor vil jeg gøre afstanden til min animalske føde så kort som mulig.

Vi har haft kaniner i et 1½ år nu og i julen, var det tæt på at jeg slagtede de tre sidste moderdyr og glemte alt om det. Det tager tid, koster penge, sviner lidt; var det virkelig det værd? Men fanden tage mig.
Hvad jeg er blevet klar over, i en sen alder, er at jeg må vælge. Og jeg vælger at kunne se mig selv i øjnene. Så jeg vælger at slå mit eget kød ihjel; det er prisen for mig. Kan du slå det ihjel, så kan du spise det.
Og, modsat alle de hjerteskærende film på nettet, så tror jeg på at dyr og mennesker, er skabt til at dræbe for at overleve. Overalt i naturen bliver slået ihjel, som en del af livet. Jeg som nulevende menneskedyr, bebor i et uhørt komplekst samfund, der betyder at jeg aktivt kan og skal vælge hvordan jeg vil overleve. Vi har blot glemt de helt basale krav, blandt andet altså, at kunne slå ihjel, at døden er en faktor i vort liv. Lidt mere fra en kendiskok her.(link)

Det tager ca.20 sekunder, fra jeg har fået fat i en kanin, der skal slagtes, til den er stendød. Og de 10 er gåtid fra burene om til skuret. 20 sekunder ud af et helt liv, fuck, det er da den måde jeg selv vil dø på. Slået i baghovedet et par gange, halsen skåret over, jeg sidder ved hvert enkelt dyr, mens det kramper og spjætter og jeg ser at øjnene er døde før jeg end fører kniven. Jeg har intet problem med at spise de dyr. Og hvem siger ikke at gulerødderne skriger, når det bliver hevet op?

Guess it personal this time...

Nytåret er tiden for fremtidvisionerne. Og for denne blog er det i år blevet tiden for at se lidt tilbage på de første tre års bloggerier og fundere lidt over hvad der skal kendetegne MUND-FULD fremover.

Der har været to spor, so far. Et spor der er det personlige, det har handlet om indtryk af omgivelsernes påvirken af et almindeligt liv, der gerne vil have mere af det rene og mindre af det gedulke og det uforståelige. Et andet har arbejdet mere på de brede linjer, taget landbrugets indvirken på økonomien, Citta Slowidéen og dens udførelse, et par boganmeldelser, følgen op på OPUS, detailhandelens greb om forbrugerne etc.

Fremover vil MUND-FULD nok blive lidt mere personligt orienteret, indlæggene vil springe fra det selvoplevede og mindre fra overskrifter og læsninger på nettet; af flere årsager.

Den største er at man skal vide hvad der giver en størst glæde, også når man har en blog. Den største glæde jeg får, er at kunne undgå industriens massive påvirkning af min og mi families ernæring og i det hele taget, forbrugerismens kamp imod det enkelte menneskes drømme om andet end at være en købsslave. Og lønslave, for den sags skyld. Vil det være muligt at skyde sig fri af, uden at skule ende som huleboere i skoven? Vi prøver også selvom det ofte er med små skridt. Men måske netop derfor vil det også være interessant for andre, at følge denne rejse imod..... noget andet.

For det andet er der andre blogs, hvos arbejde med at holde sig orienteret imod den helt store verden, gøres så meget bedre, at undertegnede faktiske hellere vil læse deres skriverier, end at skulle udgive sin egen halvkvædede vise. det drejer sig selvfølgelig om Madkultur , hvis skarpe pen og rolige, men drilske tone, er en fornøjelse hver gang. Senest er der også kommet en ny dreng i klassen, MadDetektiv , som arbejder seriøst og målrettet på at blive en forbrugeroplysende blog. Sidst er der også Beretninger fra et autentisk landbrug , der både poetisk og med snert, skriver om de små og derfor de helt store ting for et landbrug med holdninger.

I denne treenighed, føler denne blog sig ydmyg og lidt hjælpeløs, i dette selskab lærer jeg noget hver gang jeg læser teksterne igennem. Og jeg prøver at finde min egen vej. Derfor kan det godt ske at der vil være mere, "Der er blevet lagt kartofler til spiring" og lidt mindre "skifergas i Alaska, truer Grizzlybjørnebestanden", fra denne blog fremover. Når kræfterne mestendels bliver brugt på at ville arbejde med jorden og dyrene og køkkenet, så er det også derfra tankerne springer. Det er alligevel svært at nå til alle de spænende konferencer og sammenkomster i det indre København, når man bor på Sydfyn.

Bare rolig, det er faktisk ikke sikkert at der ændre særligt meget, men der er sket ting og sager bag denne pandelap og vinklen på livet er blevet ændre en smule.

Og nu; videre....

Endnu et år rinder ud

2012 er snart slidt op og det skal tilsyneladende ikke blive nemmere at være tænkende forbruger i dette land i 2013. Efter at have skulle komme sig over det rekordstore overskud hos både Arla og Danish Crown, var det bestemt ikke nemt at skulle rejse sig af sengen d. 14 december. Den dag brød et vigtigt værn imod usaglighed og løgn om fødevare sammen, den dag måtte der trykkes "anprisninger" på vore fødevarer. Fra den dag kunne vi møde dette syn i vore dagligvarebutikker:

En leverpostej med lovprisninger af dens indhold af jern. Eller margarine, der stråler af sunde planteolier. Chokolade er "sundt" pga. kalkindholdet. Tilsatte vitaminer, gør guldkornene sunde. 
En Jakabov med nøglehulsmærket. Og som alle jo ved; nøglehulsmærket garanterer sunde og bæredygtige fødevarer. 

Eller sådan noget; det er i alle tilfælde noget staten har godkendt som god og tryghedsgivende mad. Eller sådan noget. Eller hva?

En mærkningsordning er som nøglehullet er blottet for troværdighed og atter en gang sidder man tilbage med fornemmelsen at den der store og farlige fødevareindustri sgu´har fat i den lange ende. De protesterer højlydt imod alle ordninger, der gør det gennemskueligt for forbrugeren hvad der egentligt er i den mad vedkommende køber. hvis det ikke hjælper, appelleres der til de ledende politikeres "sunde" fornuft, fordi al gennemsigtighed for forbrugerne, tilsyneladende er svækkende for eksporten. Og gennemføres reglerne alligevel, bearbejdes de via lobbyarbejde, til resultatet er den totale gennehulning af lovens intention.

Tilbage står et statsapperat, der har brugt midler på at gøre en mærkning troværdig, en forbruger der køber mærkets præmis og en fødevareindustri, der kan fortsætte som sædvanligt. Nu endda med lidt bedre ry. For når nu Jakaen har fået Nøglehullet, så er den da ikke helt så slem.

Nej, det er ikke nemt og hvad kan man stille op?

Samtidigt har denne selvforsyner mødt muren og må erkende at et dyrehold og en køkkenhave aldrig helt bliver passet godt nok. Bondemanden har altid travlt, jo tak. Når man (undertegnede) så samtidigt skal passe ike mindre end 4 forskellige jobs/projekter + projekt "familie2 og projket "hus", så kan man godt løbe træt i det. helt bogstaveligt. 

Der er gået tænkehat i den heromkring. For hvad er jeg, personligt, god til og hvad stinker jeg til? Og hvem kan hjælpe mig med det sidste? Ja, efter snart 7 år som landbo, må vi erkende at der ikke altid er så dejligt ude på landet, at græsset gror længst i egen have etc.

Skal man pakke sydfrugterne og forlade lille DK og søge udenlands? Skal man finde et fællesskab og søge det grønne og autonome liv der? Skal man hele vejen tilbage til den eneste ene storstad i kongeriget? En anden storlille stad? Erfaringerne er blevet mange og én ting er sikkert. Hvis ikke jorden går under d. 21. december d. å., vil der ske et eller andet med denne bloggers liv og levned i 2013. 

See you on the flipside.

Og så en lille sang med pigekoret, det er jo trods alt nytår snart....

Færdigmad bliver bare bedre/værre

Historien om det håbløst naive/søde lille barn, der tror at mælken bliver bygget i kartoner nede i supermarkedet, er snart ikke sjov mere. FDB introducrer nu hakketgønt med kød.(link her) 
Og det ER bygget på kødfabrikken. I det hele taget er tanken om at imødekomme forbrugernes behov med sammensatte fødevareprodukter, grådfremkaldende mest af alt.

Vinderen af FDBs Forbrugerkonkurrence har, tilsyneladende, helt selv opfundet finten med at komme forskellige grøntsager i sit hakkede kød og nu tager Superbrugsen idéen til sig og "lancerer en pakke hakket oksekød, hvor 20 procent af indholdet er gulerødder, squash og broccoli".

Der er så mange forkerte takter ved sådan et tiltag og disse modsiges af lige så håbløse argumenter, at jeg snart ikke ved hvor jeg skal starte..

Først; den 32årige, kvindelige vinder må grine en vis legemsdel af led hele vejen ned til banken med de 25.000, som præmien lyder på. Denne blog synes at det er helt i orden at tjene penge på en nem måde. Men at FDB ikke selv er klar over at verdens ældste husmodertrick, her har nappet 1. præmien, ja alene det faktum er jo faktisk latterligt. Men den der griner sidst ler bedst. mere om det senere. Først skal vi lige have aflivet argumenterne FOR sådant et produkt.

Travlhed

Det sparer tid at benytte sig af hakket grønt/kødproduktet (hvad skal det dog hedde? "Hakket Grød"?). Seriøst, den der tidsundskyldning ikke? Den skal man være meeeget forsigtig med. Undertegnede beklæder i skrivende stund 3, tre, jobs. Ikke fuldtid, bevares, men tre lønnede stykker arbejde. jeg har en familie med en kvinde og 2 børn. Jeg har et hus, hvor jeg ovenikøbet har ambitioner om høns, kaniner og grøntsagshave. Jeg har fået mig en sær hobby som engageret tilskuer til en sær sport. Alligevel formår jeg at lave mad fra bunden til min familie. Og det må jo enten være fordi jeg er lavet af en titanlegering ELLER fordi tidsargumentet er noget helt andet. Det er et prioriteringsproblem. Men endnu værre, det er noget fødevareindustrien intet gør for at afhjælpe. Med dette nye produkt, puster man jo nærmest bare til ilden. 

Istedet for at det kunne hedde, "lad os vise, i mod en eller anden vanvittig travlhedsttrend, Jer hvordan I laver enkel og nem mad, med gode råvarer", hedder det; "I har så travlt, det skal I bare blive ved med, vi sætter noget sammen, der både skaber en merindtægt til os og giver jer kunder en idé om at I sparer tid".

Der er så mange retter, der tager en halv time(!) at producerer, så der faktisk ER skrevet tykke bøger og eksisterer madblogs, om dette. Google det. Nu.

Sundhed

Det er sundere at spiser mere grønt. Jow, men hvor kommer det dersens hakkede grønt fra, produktionsmæssigt, hygiejnemæssigt? 

Co2

Det sparer Co2 at spise mere grønt. Her nærmer vi os den egentlige kerne af hele misæren, hakket grønt og kødprodukter. Som forbrugere bliver vi foregøjlet at dette produkt skulle kunne hjælpe vores dårlige samvittighed og måske naturen, ved at nedsætte et eller andet Co2forbrug. kunne der ikke være en bedre mening med at sætte vort kødkvæg på noget jord, der ikke alligevel bruges af landmanden? kunne der være en idé i at spise mindre kød, i det hele taget? 

Jo mere man tænker over dette produkt, jo hurtigere kommer det til overfladen, at det er endnu et resultat af fødevareindustriens og detailhandelens konstant profitjagt. Intet andet. Og så skal vi ovenikøbet betale for at de også tror at vores intellekt er på niveau med, ja en grøntsag.

Prisen

Alene kiloprisen på dette produkt, vil jo kunne gøre enhver garnter glad. Jeg kender den ikke, men mon det bliver de 20 procent lavere end 100% hakket kød? 

Kvaliteten

Man mener heller ikke at vi som kunder fortjener det bedste, vi fortjener stadig kød af udtjent malkekvæg og nu også grøntsager, som ikke engang klarer kravene til fryseposen. Disse råvarer skal gøres ukendelige og puttes i kød før de kan sælges. Man tænker over hvilket gulv de fejet op fra. Det springende punkt, forskellen på selv at smide grøntsager i sine frikadeller o.l., er jo netop at vi, før det blev hakket, kunne vurdere kvaliteten af det hakkede.

Tiden

Jeg har netop tjekket og hakket et halvt spidskålshovede, et par gulerødder og et løg. 6 minutter, med rensning,skrælning og skyldning.


Det må åbenbart ikke tage nogen tid, overhovedet, at kokkerer. Selvom det er et af de tre mest fundamentale ting vi må foretage os hver dag (de andre er vejrtrækning og væskeindtag), så skal det åbenbart helst fjernes fra vores kalender. Det kan vi gå og bilde os selv ind, fordi vi rent faktisk har travlt. Det er vores egen lille pløre at rette op på. Det er bare så satans irriterende at virksomheder, menneskerne bag disse virksomheder, altid skal finde de mest underlødige produktsammensætninger at sælge os, med undskyldningen om at det skulle hjælpe os.

Og, som nævnt, så skal de ovenikøbet fortælle os at dette vil være med til at forbedre vores sundhed/samvittighed/levetilstand/økonomi; når det stik modsatte er fakta. De taler ned til os og det må de bare ikke slippe af med. OK?

"Om at spise dyr" - en gennemlæsning

Jonathan Safran Foer´s bog om kødproduktion, hans barndom og hans eget barns fremtid kunne have været halv så lang. Og stadig ville den have givet kvalme hos læseren over hvorledes vi mishandler os til at æde alt, alt for meget kød.

"Om at spise kød" er en faktatung sag og det er med til at bakke alle bogens horrible fortællinger om amerikansk kødproduktion godt op. Faktisk kunne den ikke have være skrevet uden, da dokumentation af fakta, er vore dagens mantra for al formidling. Så det gør Jonathan Safran Foer (JSF), med enkelte nedslag i malende beskrivelser af barndommens trygge familiemåltider i den jødiske familie og sygelig vold begået af farmere og personale i den amerikanske kødproduktion. Sådan at veksle imellem tryghed og mareridt er et godt greb, der holder læseren fast, usikker på hvad der nu sker.

Der sker bare ikke så meget mere og så blive selv fakta og dødsvold kedelig. Det er som om at JSF aldrig helt kan blive enig med sig selv om det er hans oplevelser med at skrive bogen, der får ham til at blive vegetar eller et mere intellektuelt valg. Han hælder konstant til det intellektuelle, men kan alligevel ikke blive ved at skulle beskrive endnu et overgreb og hans søns fremtid, lige efter endnu en tankerække om dyrs evner til at være sociale tænkende væsner og så den måde vi vælge at se på dem som føde.

JSF vil ikke overbevise sin læser om at blive vegetar, påstår han. Men efter at have læst bogen, kan der ikke være meget tvivl tilbage i mange mennesker; kød i det 21. århundrede bliver produceret under forfærdelige forhold, både for dyr og mennesker. At slagteriarbejdere, for sjov, skærer trynen af levende grise, smører salt i såret og endnu en håndfuld i dens anus, kan jo kun chokere. At farmerne afliver dyr ved at kvæle dem eller smide dem ind i væggen og derefter lader dyrene ligge, halvdøde, på gangen, kan også kun vidne om en sjælden kynisme. En afstumpethed, der resulterer i depressioner, voldelig opførsel og selvmord for de implicerede mennesker.
Forurening, firmaer, der aflægger sig ansvaret, de få og små farmere, der forsøger at drive et humant dyrehold; det hele gennemgås og dokumenteres, mens forfatteren stadig forsøger at umenneskeliggøre hele tanken om at spise kød.

Denne blog er ikke blevet vegetar af at læse "Om at spise dyr", for mange af beretningerne kendte jeg godt og derfor er mit kød enten hjemmegjort eller fra landmænd og slagtere, der behandler deres dyr ordentligt. Det vil sige, så ordentligt som man kan behandle noget man ved er skabt til at dø for ens egen hånd. JSF dvæler et stykke tid ved at beskrive forskellige slagtere og landmænds beretninger om dette. Drabet. Han falder over at de alle taler om drabet som "nødvendigt", han udpensler deres uro og overfladiskhed ved emnet, som om de ikke rigtigt er sikre på deres gerning; drab af dyr dagligt.
JSF mener ikke at det er nødvendigt at dræbe for at overleve som menneske. Det gør MUND-FULD.

Som mennesker er vi, som de fleste aber, bjørne, grævlinger, vaskebjørne, piranhas, grise, katte, rotter, høns, firben og ravne, i stand til at spise og fordøje både plantebaseret og animalskbaseret føde.Så selvfølgelig spiser vi kød.

Natten efter at ovenstående var blevet skrevet ned; drømte jeg en drøm, der for mig blev et godt billede på menneskets dilemma som eksistens med andre levende væsner. Drømme var kort, men jeg besøgte , som voksen, et sted, en stue, hvor jeg som ganske lille havde leget. At genopleve denne følelse af tryghed, varme, uskyldighed, var så overvældende, at jeg begyndte at græde. Her mødtes små glimt af en tabt og total glædesrus over at at være netop der, med den voksnes nøgterne tilstedeværelse af blot et rum, der så lidt gammeldags ud.
Jeg græd stadig, da jeg vågnede, mindet og tabet føltes stort; jeg er nemlig et Homo Sapiens; det tænkende menneske(dyr). Vi mennesker baserer en stor del af vort voksne liv på minder. Bevidst, oftest ubevidst er denne sentimentalitet, et savn af noget vi aldrig får igen, har disse minder stor magt over vore handlinger. Som hos  JSF, hans barndoms kalkunmiddage hos bedstemoderen, er meget tungvejende argumenter, for at fortsætte en kødspisende liv. Han skriver det ikke direkte, men han holder ved disse minder og forsøger samtidigt at forestile sig sin nyfødte søns samme minder, nu uden kalkunen.

Tabt barndom +  voksnes tanker = overvejelser om meningen med selve livet fortsatte mening.

Der er ingen mening, ven. Kunsten at leve et liv, med den viden, er ikke en som JSF synes at nå frem til. Han stiller sig tilfreds med at have overbevist sig om at ikke-kødspisere lever et bedre liv, alene af den grund at kød ikke er livsnødvendigt for at overleve som menneske. Det kan jeg forstå og acceptere; men hvad stiller vegetarerne op den dag man kan dokumentere at gulerødderne skriger i dødsangst, når de trækkes op af jorden? Døden er hos alle, hele tiden. Sådan er det for mennesker og sådan er det for alle væsner på denne jord.

Når jeg slagter kaniner eller jagter skadedyr i min have, er det ikke med en lystfølelse eller en trang til at dræbe; jeg mener det er en del af livets cyklus at jeg slår ihjel for at overleve. Ligesom jeg i mit stille sind takker hver en rødbede jeg rykker op af jorden, stryger jeg kaninens pels en sidste gang, før jeg slår den ihjel med et slag i baghovedet og fører et snit igennem dens halspulsåre med en kniv. Jeg ved at jeg også skal dø en dag, at min tid kan komme når som helst og jeg glæder mig over at disse væsner, i min varetægt, er opfostret med omsorg og respekt.

Det er denne respekt vi mangler, som kødspisere og som sociale væsner, i dag. Vi er blevet fremmede for livets betingelser. JSF tager dette dilemma op på en flot og gennemarbejdet måde; det giver grund til eftertanke

Sommer = filosofi og links

At kunne gøre en forskel, i én eller i manges liv; det må være et mål for alle. Et godt måltid mad er noget det enkelste og det smukkeste man kan give andre. I disse dage er det en kamp at kunne gøre dette og den eneste der kan gøre en forskel, er os selv.


Først må du igennem vor tids største modstandere af ren og enkel mad; fødevarproducenterne, og dernæst detailleddet. Er vi kommet så langt, skal vi forbi trendsættere, kokke og misforstået godhed. Og som i et andet computerspil, vil vi tilsidst stå ansigt til ansigt med den største og sidste modstander. Den der aldrig forlader arena, den modstander du møder hver morgen; os selv.

Det er ikke skortet på tegn på at alle de førstnævnte har holdt ferie i de seneste uger.
 Landbrugserhvervet truer med direkte lovbrud, hvis der gennemføres en skærpet randzonelovgivning, link her. Det vil sige medmindre at man får en ordentlig godtgørelse fra staten.
2 ting stikker sit hoved frem i den sag. At bønder åbenbart tænker med pengepungen og at denne pengepung ikke mere er landmændene; det er bankernes. For kom vi så langt at landmændene faktisk gerne ville bidrage til at vi havde en bæredygtig fremtid, så ville deres belånte ejendommes virkelige ejere nægte dem det.
Tilbage står en tomt skal af landmandsstolthed, der kun er en undskyldning for ikke at tage opgøret med kapitalen. Stakkels landmænd; ædt af en fortidig tro på "liberale" idealer.

Detailleddet, ja denne blog har været der. Lad det blot stå som et eksempel at denne blog her til aften tog en rundtur til de supermarkedscontainere den ellers kun frekventerer i vinterhalvåret. De var ALLE udstyret med hængelås. Al debatten om skralderi og madspildsforebyggelse ad denne vej, er for alvor eksploderet i vore ansigter. Der ligger for tusindvis af kroner af brugbar mad i de containere. Før kunne man dog hente det op, nu er madspillet derfra totalt. Sørgeligt. Og dyrt.

Kokkene og spisestederne? Ja, der er i disse uger en meget omtalt "blokade" i gang  af et spisested, der ikke viltegne kontrakt med 3F. I misforstået frihedskærlighed, melder helt almindelige mennesker ud på Facebook, at det er et menneskes ret at vælge en dårligere overenskomst, måtte man ønske dette. Det virker lidt som om at vi ikke vil hinandens bedste.  Link her.
Men hvor er så de frie trendsættere, dem udenfor industrierne og restaurationsbranchen? Joh, de lader tilsyneladende hånt om alt andet end at få spænende mad på tallerkenen og eventuelt tage et foto af den. Hvilket på påpeges i en udmærket artikel, link her  Og flere gode skriv om det ødelæggende i madsnbberi, øko eller ej, link her.

Med det overstået, har vi nået den inderste cirkel, os selv.

Når man træffer valg for at kunne komme mest udenom industriens fødevarer, er man på Herrens mark, bogstaveligt talt. For selvom der er disse år er en trend om havebrug og selvforsyning af fødevarer, er det hverken blevet en megatrend eller en livstil, der er tænkt igennem for de store dele af befolkningen i den rige del af verden.

Der er mange uigennemtænkte områder, vi bør få frem i lyset,som fortalere for lokalt og bæredygtigt.
Vælger vi for alvor at ville gøre os fri af de normer et forbrugssamfund har stillet op igennem de sidste 70 år, nærmer vi os kanten af loven. At for alvor dyrke en have er et oprør i sig selv, at spare på sine udgifter, handle bæredygtigt, er, i følge vore ledende politikere, et direkte forræderi imod vores samfund. Vi skal bruge og bruge og bruge; holde hjulene i gang med forbrugsorienteret vækst.

Vore ledende industrier, vore ledende politikere, de steder vi køber vor mad; de er alle dele af en samfundsstruktur, der ikke passer ind i fremtidens liv for den enkelte borger. Det har det aldrig været, men vi er blevet forført til at tro på idéen. Idéen om at vi bør lade os servicere, vi glemte blot at den tid vi fik, skulles bruges i det hellige forbrugs navn.

Tilbage til at ville gøre det alligevel, skabe egne fødevarer og frigørelsen. Det bliver ikke mere lokalt, end hvis man selv hiver sin egen mad op af jorden omkring sig. Men hvor kommer tiden fra til det?Undetegnede har netop bedt om nedsat tid, bla. for at kunne bruge mere tid på frembringelse af egne fødevarer og har jeg så sparet noget? Måske, i det mindste får jeg mere tid til at gøre det jeg vil mere af; arbejde med livets cyklus.

Jeg er ikke den bedste til det, men det nok fordi jeg først nu forstår hvilken indsats denne livsform kræver. Omtanke og forberedelser, der mindst rækker et år frem ad gangen. Lige nu kan vi ikke anlægge nye jordbærbede der hvor vi gerne vil, fordi det linetræ der står ved siden af, jo først kan fældes til vinter. Jeg mangler en hankanin, seneste i går, så jeg kan nå at får stærke unger, før efteråret slår til. Jeg skal fylde noget i mine bede, men hvad; mere kompos, tang eller komøg?
Bondemanden han har altid travlt, no shit; der er 1000 ting at gøre og oveni en familie og andre interesser.

At ville selv, betyder at skulle gøre det selv, eller i fælleskab med nogle ligesindede.

Og hvorfor så gøre alt dette, er det værd, hvorfor gide det? Er det for børnenes skyld, for min egen eller fordi jeg har dårlig samvittighed over et tidligere liv, hvor jeg hærgede en hel regnskov med sprayfarver og plastik?

Noble sager, man snildt kunne bruge som følelsesmæssigt skjold; offerlammet, martyren for fremtidige generationer. Næh, det er fordi jeg føler mig røvrendt af de mange mennesker, der skulle forestille at være ledere af mit samfund og min fremtid. Pure anger; ikke nogle frelste foodies, der ikke kender deres lille hobbys problematiske konsekvenser, heromkring. Tjek link

De fucker med os og vi køber deres lort. De kryber ned i vores mad og bankkonto og vi siger ja tak og snupper et Happy Meal til. Og går vi til OL i London i disse uger, er det også det eneste vi kan få, for Macdonals, Coca Cola og Cadbury har købt hele svineriet og ansat særligt, uniformeret "madpoliti", til at kontrollere os og de stakkels lokale sælgere af fast food. 20.000 pund i bøde, hvis ikke der er McFries med fish´en. No shit? Link her

Handskerne er af, til 2. halvleg af 2012, baby!

MUND-FULD = probono til de stakkels supermarkeder

Som aktiv forbruger, tænker man ofte på sig selv først og hvis man ikke får sin vilje, kan det jo hænde at det er de andres skyld. På denne blog går den bare ikke, MUND-FULD vil faktisk gerne fri af at være en sølle pengemaskine for fødevareindustrien og gå over til at være mere selvtænkende og selvbestemmende mht. hvad der puttes i munden.

For nylig havde denne blog fornøjelsen af at gå live og fortælle om dette 90er fænomen; den politiske bevidste forbruger. 

Det var sjov og interessant at være med til...........man kan håbe at publikum havde det på samme måde. Ved Madspildskonferencen optrådte FDB også, med et indlæg, der mest handlede om hvor elendige forbrugerne er til at håndtere deres madvarer og ditto -vaner. Der skal ingen tvivl være om at det er også denne blogs holdning; som forbrugere burde og skal vi være bedre til det med at forbruge. 

Men at FDB, en af det supermarkedskæder, der sælger alle de dårlige vaner, skal komme og belære os; det kan jeg ikke få til at hænge sammen. Så ud over at rakke ned på FDB og noget med nogle glashuse; så vil MUND-FULD gerne deltage med noget konstruktivt. Det ville da derfor være oplagt at hoppe med på vognen, hvis nu FDB skulle lancere en kampagne for mindre madspild, således som jeg følgende blevinviteret til? Jeg skulle "bruge min mit netværk" og blev endda inviteret til et oplæg med Vincent Hendricks, som tak.

Øh, nej tak. Sikker på at Vincent er en fin fyr, men jeg er ligesom i det her for at undgå at bruge mere; ikke for at ræse til KBH i tide og utide, for at drikke flaskevand med nogen der kender nogen. It´s not about the money (we just wanna make the world dance). 

I stedet vil jeg bruge det redskab jeg har; interwebzet og finde ud af om ikke der kan laves en liste over tiltag FDB selv kunne tage i brug, for at nedsætte deres eget spild. Det tyder jo på at de selv er optaget af andres problemer, problemer de selv er årsag til, via deres status som detailled.

To ting; 1: Hvad kan supermarkederne gøres ved deres eget spild?

             2: Hvad kan supermarkederne gøre for at hjælpe forbrugerne til at reducere deres spild?

Med "supermarkedernes eget spild", menes hele kæden, fra produktion til varen står på hylden. 

Ja, som indkøber af enorme mængder af varer, kan supermarkederne jo stille krav til deres leverandører. Idag handler de krav om størrelser på kartofler, farver på jordbær, om at få fødevarerne til at passe ind på hylderne, holdbarheden og i den dur. Udelukkelse af enorme mængder af fødevarer, pga deres naturlige forskellighed. 

Det kunne de jo passende stoppe med, da det er noget i nærheden af 3-4 kilo kartofler der smides bort, hver gang der ligger ét i butikken. Det siges at det er forbrugerne,der forlanger at varerne er ensartede og ligner hinanden, året rundt. Som privatmenneske har jeg aldrig støt på emnet "de forbandende skæve kartofler fra brugsen" ved middagsbordet. Eller " de forpulede løg, der bare ikke vejer 78 g per styk"; hvem har det?

Hvor kommer råvarerne fra? Spild handler også om ressourcer, transportressourcer. 

Udvalget er enormt, skal det partout være det? Igen, man mener at det er forbrugerne der VIL have f.eks.28  forskellige slags rugbrød. Denne blogs mening er nu at forbrugerne vil have gode rugbrød. Så sørg for at have 4-5 forskellige, men virkeligt gode brød. Supermarkeder skal konkurrere på kvalitte og pris, ikke på enorme mængder af elendig kvalitet.

Når så disse dejlige fødevarer rammer butikkerne, kunne supermarkederne give os bedre muligheder for at vælge præcis hvor meget vi ville have af dem. Der står vægte allerede; de gælder dog kun vindruer og nye kartofler i dag. Det skal gælde alle grøtsagerne og frugterne. 

Oveni skal supermarkederne så give os forbrugere tid til at spise os igennem varerne. ved dels at lave tilbud på små mængder, dels at lade varerene være af en sådan kvalitet at køberen kan nå at spise igennem de 16 klemmentiner, før de rådner op i skålen derhjemme.

Supermarkeder er pengeindtjeningsmaskiner og at smide madvarer ud, er spild af penge. Så supermarkederne må spore deres affald, hvad er det, hvorfor bliver det smidt ud osv. Det er forhåbentligt noget man allerede nu er meget opmærksomme på, ellers er der nogen der har opfundet et system, der kan. Tjek deres salgsvideo her.

Og så skal supermakedskæderne komme ind i kampen for at bidrage til samfundet. Aktivt og uegennyttigt bidrage til at vore omgivelser bliver bedre, sundere og alt det der.

 Det var på tide og det er jo alt. Man kunne se til sin søster organisation PCC Natrural Markets i USA, der forsøgsvis arbejder med at opstille kompost anlæg ved butikkerne, i form af et helt lukket system. Artikel her

Giv det væk. Allerede nu er der samarbejder med Fødevarebanken, om afsætning af før-dato varer. Det er fint og på tide og forresten er det vidst ikke Fødevarebanken, den der har hængt i bremsen. Det har FDB, i dette tilfælde og som jeg kunne tolke det på Madspildskonferencen, var det bekymringen for diverse myndigheder, der havde holdt igen. 

Derfor skal mit sidste råd til supermarkedskæderne være at de kaster sig ind i den politiske arena, med deres ønsker og krav til vore lovgivere. Det kan ikke passe at detailhandelen skal sparke nedad på forbrugerne, denne usammenhængende, tvivlende og konservative flok af mennesker, når der skal arbejdes seriøst med madspild.

Dette var 1 times reseach på nettet, der er meget mere at grave i; også for dem der måske kan tjene penge på at gøre det. Gør det, tak.

(og dette var forresten indlæg nr 100 på denne blog, jeg giver en omgang.)

Er du en dum forbruger?

Viden er kongen i dagens Danmark, men hvor får du din viden fra?
I Danmarks største avis testes der ugentligt fødevarer; det er bare ikke alle produkter der når med, det giver et forvredet billede og ender med at forbrugerne fortsat køber fødevarer, der ikke er hensigstmæssige for fremtiden.

Søndagsavisen tester ugentligt en fødevaregruppe, den seneste uge er det æblejuice, der gennemgås; resultatet er at den billigste juice er "den bedste". Testen tager blot ikke højde for den række af højkvalitetsprodukter der også findes på markedet. Der er ingen æblemost med i testen, kun sekundaudgaven, æblejuice.
 Derfor ender den fortravlede forbruger med at konkludere at:
1. Når vedkommende køber ind i supermarkederne, er det faktisk bedre at købe Æblejuice.
2. Det er bedre, kvalitetsmæssigt og økonomisk, at købe den billige, da den jo, af "eksperter" vurderes til at smage bedst.
3. Man går direkte forbi andre produkter, herunder æblemost.

Søndagsavisen, der er DKs største avis oplagsmæssigt, er en annoncebetalt avis. Og selvom MUND-FULD nu fortæller det, kan det jo ikke komme bag på særligt mange. Men tænker du som forbruger det spadestik dybere, når du står nede i supermarkedet? Salgstallene fortæller at det gør du ikke. Det er der rigtigt mange der ikke gør. Og det burde I.

Farvebilleder af eksperter, der med kendermine bedømmer kyllinger, æblejuice eller pesto, er blot en udvidet annonce, der skal få dig til at købe netop de produkter der "testes". Om du køber vinderen af testen eller en af de andre deltagere, er ligegyldigt for supermarkedskæderne, i testen fremlægges en produktrække og det er den du skal vælge ud af.

I næste uge skal undertegnede holde et lille oplæg på Anker Hus´ Madspildskonference. Oplægget kommer ikke til at handle om gode råd til brug af din spaghettirest eller de gamle bananer; det kommer til at handle om forbrugerens spild af hjernevindinger, når det kommer til indkøb.

For hvorfor skal nogle firmaer tjene deres penge på at du er dum?
Ved du ikke at ren fødevare giver dig en bedre sundhed? Så hvorfor købe juiceprodukter, baseret på opvandet koncentrat, når du kan købe ren most, direkte fra producenten eller igennem den lokale forretning?
Er det for dyrt? Køb mindre, nyd mere. .
Er det en mærkelig smag? Det er smagen af ren frugtsaft, er den for stærk, så vand den op.
Er det svært at få fat på? Undersøg dog markedet, der er økoforretninger, markedsdage, gårdbutikker.

Et sted i verden sidder der en og nyder sin ferie lige nu. Den har han fået penge til, ved at sælge dårlige fødevarer til andre mennesker, måske endda spekulere i fødevarepriser o.l.

Er det dine penge han sidder og solder op?

Marije Vogelzang fejrer international Citta Slow dag i Svendborg

Ved MUND-FULDs mellemkomst, er det lykkedes at få måltids-designeren, fødevarepioneren Marije Vogelzang til at holde et oplæg ved den internationale Citta Slow dags fejring i Svendborg den 22. september i år. Det sker på Høstmarkedet ved Maritimt Center.

Endnu er der ingen der ved hvad det ender med, men Vogelzang vil arbejde sammen med danseensemblet sART og Baggårdsteateret om at give nogle input til fødevareproduktionen i Damark. Det er ambitionen at dans, design og skuespil mere direkte vil kunne biddrage til at vise muligheder og krav fra aftagerne af den store, grimme fødevareindustri,  direkte fra brugerne.

MUND-FULD er dedikeret Vogelzangfan og har tidlige skrevet om hende her

Videopræsentation af hendes arbejder via dette link http://www.youtube.com/watch?v=2gYMI08ZX3g

Hvem var det nu der sagde at bloggere ikke kunne rykke noget?

Jesus og MUND-FULD; vi er det samme...(åbenbart)

En blog som MUND-FULD er meget lig Jesus; hellig, bedrevidende, ideologisk, handlende og ender med at blive korsfæstet af sine egne.

Det kunne være et kortfattet resumé af madblogland, hvor man på det seneste atter har debatteret om hvad madblogs er og hvad deres berettiggelse er.

Den nuværende debat startede med en kronik af Madkulturens indehaver , der gerne så at madbloggere, som et hele, bidrog mere til at oplyse deres læsere om fødevarepolitiske emner og -stillingtagen. Det gik ikke stille af i blogland, hvor mange madbloggere føler sig "dømte", "peget fingre ad" og i øvrigt mener at ingen bør skrive deres holdninger om (andres) madblogge offentligt. Jeg tolker det som dårlig samvittighed og mangel på vilje til at stå ved sit ansvar hos de forsmåede bloggere. I dette lille land, hvor man ikke går af vejen for at svine udlandets sæder og skikke til og bagefter kalde det for "humor" og "frihed", er det ikke socialt acceotabelt at tage stilling til andre (danske) menneskers gøren og laden. Så længe en madblogger ønsker at gøre dette eller hint, skal man blot acceptere det som en del af mangfoldigheden og ellers klappe i.

Sorry, men det er bare ikke så enkelt at slippe udenom. Hvordan er det kommet så vidt at man ikke kan tage stilling, som MUND-FULD gør det, uden at det er dybt grænseoverskridende for rigtigt mange og denne blog skal kaldes "en skide protest blog"?

Ét argument kunne være at MUND-FULD som kritiker, altid fører kampen over på de andres banehalvdel. I dette tilfælde,  til andre madbloggere. Istedet for at bare gøre sit eget arbejde for det man tror på. Til det kan man jo replicere at vi hver dag udsættes for den slags "overgreb" i form af lovgivning. Love, demokratiske og alt muligt, der hæmmer vores handlinger, til et fælles bedste. Mener man, men det der sker er at lovens bogstav afskaffer folkets evne til at tænke over hvorfor nogle handlinger kræver omtanke og andre ikke er brugbare i et samfund. Derfor er dette en anarkistisk blog, for jeg vedkender mig mit ansvar for mine handlinger; allesammen. Skal jeg se på mit virke som bidragende og ikke kritiserende andre; er der masser at føre sig frem med.
Mit job, er fuldtids madformidling til diverse grupper af teenagere. madlavning, indkøb, økonomi, smag, planlægning, teknikker, glæder, stolthed over udført arbejde, respekt, håndelag, holdfølelse, tillid. Og næste år ligger vi en jord-til-bord-linje oveni hatten. Så hedder det dyrkning, dyrehold, produktionsmetoder, permakultur, virksomhedsbesøg og teori. Målet for vores elever er at blive klar til at tage en uddannelse, og meget gerne indenfor fag, der giver os alle mad på bordet. Det er så mit fuldtidsjob.
Ved siden af holder jeg kurser, i kommunal regi; til både unge og gamle. Går ud ser på skoven med rødderne fra 7. klasse og udstopper den fugl vi fandt derude. Giver de gamle herrer på Langeland lysten til at kokkerer tilbage eller bare til deres inspiration.. Det var mit fritidsjob.
Når jeg så kommer hjem, går jeg ofte i haven, for der holder jeg kaniner og høns, til at leve af. Jeg dyrker alt det jeg kan få op af jorden på 1500m2 og udvider forhåbentligt snart med en polytunnel, så sæsonen kan blive en helårig affære. Jeg hader at slå græs, men gør det stadig med en rugbrødsmodel, hækken klippes med saks og så videre; jeg ved at det er latterligt småt, men det er mit bidrag. Mine handlinger.
Inde i huset brygger jeg, bager, hakker, sylter, gærer; alt hvad jeg overhovedet kan finde ud af selv; igen fordi at jeg vil migselv og mennesker omkring mig, det bedste. Så "hellig" er jeg og det er jeg sådan set stolt af.

Og så denne blog. Dér tillader jeg mig at se på andre og deres handlinger. Jeg påtaler det jeg ikke kan lide,  alt det der strider imod logisk tænkning, når man tager madhatten på. Med denne blog kan jeg afklæde mig mig og glemme personen; blive observatøren, deltageren. En deltager med interesse og indignation over handlinger, der ikke bidrager, men fratager. Fratager sin blogslæsere en bedre oplevelse af en sufflé, fordi de bruger buræg og ikke en bedre kvalitet, for eksempel. Eller direkte er skadevoldende, ved at være ligeglad med sine læsere. Nogle madbloggere fremfører det argument at de bare har en blog for deres egen skyld. Jamen, så er der glimrende soft ware til at lave sine egne bøger eller mapper på sin computer, for selv at kunne glædes over sine gastronomiske resultater. Vælger man en blog, vælger man også at inddrage andre. Så har man et ansvar. Det er ikke en dom over nogen, det er en simpel aflæsning af bloggen som medie.

Det simple faktum at madvarer, der er dyrket under bedst mulige forhold, giver den bedste kvalitet, burde jo være argument nok for at berøre etiske emner, da madbloggere alle til hobe, vil fortælle om god mad. Det siger mange at de også gør, men at blogge som MUND-FULD vil have dem til at være på en særlig måde. Som om denne blog vidste hvad en rigtig madblog er. En madblog handler jo om mad, så er den ikke længere. Denne blog handler så også om andres mad og hvordan den kommer fra start til slut.

Giver den metode som bla. MUND-FULD har valgt; papkassemodellen kaldet af andre, tågehornet af andre igen, så respons fra læserne?
Ikke i kommentarer eller hits. Denne blog er ved at runde 20.000 hits efter snart 1½ år på banen. Det er ikke meget, skulle jeg hilse at sige. Alligevel er jeg blevet inviteret til at holde oplæg på Økologisk Landsforenings årsmøde, har deltaget i snart mange blogger arrangementer, har skrevet indlæg her og der i aviser og magasiner, har fået kogejobs, har haft ørene i maskine hos både Noma og Madkulturen igennem længere tid, er blevet bidragydende til udviklingen af Kulinarisk Sydfyn og er blevet et elsket/hadet ansigt blandt andre madbloggere.

Madbloggere hævder at deres mange hits, faktisk resulterer i masser af måltider landet over, dagligt. På den måde, hævdes det, flytter madblogge med opskrifter og flotte billeder, rigtigt mange imod et bedre madliv. Det er en påstand, man selv må finde bevis for. Om madblogs flytter læserne eller ej, så er det vel bare endnu et argument for at OPFORDRE til at bloggerne er sig deres ansvar bevidst, når de kommunikerer om mad og madlavning.

OPFORDRE til at være sig sin egen kvalitetsbevidsthed klar, også overfor sine læsere, der ofte er meget trofaste og gerne klapper på ryggen af deres bloggere.

Afslutningsvis, denne blog er drevet af lysten til at stille spørgsmål. Det kan du læse mere om her, for jeg gider ærligt talt ikke tale mere om mig selv. At tale om sig selv, det overlader jeg til bloggere, der er så meget bedre til det; ja, nogle kan nærmest ikke få nok af sig selv, deres opskifter og deres fotos, gad vide hvor deres læsere kommer ind i billedet?

Følelser og fakta - Når Ulla Holm pisser madeliten af

Sociolog Ulla Holm har gjort det igen; ved at fremkomme med en række halvkvædede viser om tilstanden i den nærværende danske madkultur, får hun hele Speltsegmentet op i det røde felt. Det fortæller mindre om Holms vage argumenter og mere om hvor tæt på overfladen følelserne sidder hos de kritiserede, samt hvor lidt højde man i debatten har taget for følelsernes rolle.

Skribenter, debattører, producenter, forfattere, bloggere og ægte kvinder fra indre København/Århus, står i kø med allehånde fakta, for at modbevise og latterliggøre Holm´s pointer om at en privilligeret gruppe af forbrugere køber sig til en tænkt naturlighed og sundhed. Tænkt fordi nogle produkter blot udstyres med en indpakning, der oser af grøn tankegang og åbne vider; når de, højst sandsynligt, ikke er meget bedre end det billigste industriprodukt; Holms påstand.
Holm sætter kløerne i en øm luns, når hun beskylder de selvgode speltmennesker  for at købe sig til et bedre liv og dermed, bedre status, end andre. Andre, det kan være mindrebemidlede og mindre uddannende, selvom dette ikke udtales helt så direkte. Det er måske ikke elegant (nok) skrevet, men det er spot on. Og derfor er de kraftige reaktioner også sigende, for de beviser jo at der er noget om snakken.

Modargumenterne har spændt fra om Holm mon ikke er ansat til at "dumme sig", til at tvivle på hendes intelligens og til de mere lødige; hos Madkultur, der bryder med Holms sort/hvide opdeling af bæredygtig produktion versus konventionel.  MUND-FULD er ikke sen til at være enig i rigtig meget af kritikken af Holm. Det gør bare ikke hendes pointe om modetendenser og bedrevidenhed mindre værd. 

Ét sted i de mange stemmer om og imod Holm, bliver der henvist til New York Times anmeldelse af bogen "An Economist Go To Lunch" skrevet af den tilsyneladende højreorienterede og ultra liberale, Tyler Cowen. Også i denne anmeldelse latterliggøres forfatteren for at være uvidende og slå plat på middelmådighed. At Cowen f.eks. finder et besøg på Noma kedeligt, trækkes sammen med hans (tilsyneladende) hang til gadekøkkener, citat:
“For a few years running Noma, in Copenhagen, has been judged the world’s best restaurant, but my meal there bored me,” he declares in a typical formulation. Soon enough he’s back home slumming around in decrepit neighborhoods for food carts...".

Som i Holms tilfælde, udnævnes forfatteren til at gå storindustriens ærinde og til at ikke vide tilstrækkeligt. Han, siges det i anmeldelsen, sværger til billige udskæringer og ordinære grøntsager, gjort interessante med krydderier og saucer, i dunkle køkkener udenfor bycentrummer og i provinsen. Dette udstilles, som i kritikken af Holm, som et eksempel at han ikke kærer sig om hvordan fødevarer produceres og at han ikke forstår hvad steder som Noma biddrager med. Det antydes også at netop fordi Cowen finder sin inspiration udenfor hipstermiljøets snævre rammer, kan han ikke have ret i sin påstand. For denne blog vidner det bare om at kritikerne er utilfredse med at der kan ske store madrevolutioner udenfor den håndfuld darlings man man har så dejligt tæt ved hånden, når man bor  på f. eks.  -broerne i København og kan se hinanden på gå-i-byen-websites og glittede magasiner.

Men ordinære råvarer og billige udskæringer, det er jo også hvad bla. det nye nordiske køkken handler om. Midt i al jublen over at have mødt Søren Wiuff in the flesh og vide hvem der står bag spise steder som "GRØD" og "Nose2tail", glemmer madeliten og særligt deres medløbere, at det er lige der, i det almindelige, slaget om bedre ernæring til alle skal stå.  
I det ordinære, det som supermarkederne evner at have i deres kølemontre. Det er med de råvarer de store kæder vil fremskaffe, at den jævne forbruger skal trylle stadig sundere og bedre mad frem. Det er en kamp for bedre udbud i butikkerne vi skal føre, sammen. Som mennesker; følelsesdyr

Ingen af parterne i denne diskution tager højde for følelsen, som magtfaktor. Ikke de indignerede speltmennesker, ikke sociologen Ulla Holm og ikke engang økonomen Cowen. Og det selvom netop økonomi, det kapitalisttiske udgave af den, er totalt styret af følelser.

Hvis vi, som borgere i et fælles samfund, skal kunne gå op imod de store firmaer, der bestemmer over vores indkøbsvaner og dermed vores sundhed, må vi erkende at vi er styret af følelser og finde ind til de gode af dem. Vi skal gribe ud efter hinanden og hvis det kræver at de der har større muligheder for at gå udenom de industrikontrollerede kanaler, skal bryde brød med de ignorente og de fattige i troen på renere mad; so be it.
At man kører "på landet" og køber sit kød, hjælper ingen andre end én selv og bonden der producerer bøffen. At lave en kasse med gulerødder i baggården, er kun for de få der står bag den. Det lugter for meget af mode og for lidt af reel vilje til at lægge sin livsstil om. Modetendenser er nemlig, også, præget af en seen ned på de der ikke følger den, hvis ikke man er med, er man ikke så god som dem der gør. Men dette handler om mere end mode.

Tilhører du det overskudssegment, som denne blog så spydigt kalder "Speltsegmentet"; der bager af økologisk mel og har en hønsegård, måske endda plukker dine egne ramsløg, så er det din forbandede pligt at byde din Aldihandlende nabo indenfor i din verden. Hvis du vel og mærke mener at du har noget bedre at tilbyde og hvis du vel og mærke vil give de mishandlede Danpokyllinger respekt, ved at leve i et ærligt alternativ til den.

Nå? Er du bedre end andre? Vil du indrømme det og gøre noget ved det?