Viser opslag med etiketten kvalitet. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kvalitet. Vis alle opslag

tirsdag den 31. juli 2012

"Om at spise dyr" - en gennemlæsning

Jonathan Safran Foer´s bog om kødproduktion, hans barndom og hans eget barns fremtid kunne have været halv så lang. Og stadig ville den have givet kvalme hos læseren over hvorledes vi mishandler os til at æde alt, alt for meget kød.

"Om at spise kød" er en faktatung sag og det er med til at bakke alle bogens horrible fortællinger om amerikansk kødproduktion godt op. Faktisk kunne den ikke have være skrevet uden, da dokumentation af fakta, er vore dagens mantra for al formidling. Så det gør Jonathan Safran Foer (JSF), med enkelte nedslag i malende beskrivelser af barndommens trygge familiemåltider i den jødiske familie og sygelig vold begået af farmere og personale i den amerikanske kødproduktion. Sådan at veksle imellem tryghed og mareridt er et godt greb, der holder læseren fast, usikker på hvad der nu sker.

Der sker bare ikke så meget mere og så blive selv fakta og dødsvold kedelig. Det er som om at JSF aldrig helt kan blive enig med sig selv om det er hans oplevelser med at skrive bogen, der får ham til at blive vegetar eller et mere intellektuelt valg. Han hælder konstant til det intellektuelle, men kan alligevel ikke blive ved at skulle beskrive endnu et overgreb og hans søns fremtid, lige efter endnu en tankerække om dyrs evner til at være sociale tænkende væsner og så den måde vi vælge at se på dem som føde.

JSF vil ikke overbevise sin læser om at blive vegetar, påstår han. Men efter at have læst bogen, kan der ikke være meget tvivl tilbage i mange mennesker; kød i det 21. århundrede bliver produceret under forfærdelige forhold, både for dyr og mennesker. At slagteriarbejdere, for sjov, skærer trynen af levende grise, smører salt i såret og endnu en håndfuld i dens anus, kan jo kun chokere. At farmerne afliver dyr ved at kvæle dem eller smide dem ind i væggen og derefter lader dyrene ligge, halvdøde, på gangen, kan også kun vidne om en sjælden kynisme. En afstumpethed, der resulterer i depressioner, voldelig opførsel og selvmord for de implicerede mennesker.
Forurening, firmaer, der aflægger sig ansvaret, de få og små farmere, der forsøger at drive et humant dyrehold; det hele gennemgås og dokumenteres, mens forfatteren stadig forsøger at umenneskeliggøre hele tanken om at spise kød.

Denne blog er ikke blevet vegetar af at læse "Om at spise dyr", for mange af beretningerne kendte jeg godt og derfor er mit kød enten hjemmegjort eller fra landmænd og slagtere, der behandler deres dyr ordentligt. Det vil sige, så ordentligt som man kan behandle noget man ved er skabt til at dø for ens egen hånd. JSF dvæler et stykke tid ved at beskrive forskellige slagtere og landmænds beretninger om dette. Drabet. Han falder over at de alle taler om drabet som "nødvendigt", han udpensler deres uro og overfladiskhed ved emnet, som om de ikke rigtigt er sikre på deres gerning; drab af dyr dagligt.
JSF mener ikke at det er nødvendigt at dræbe for at overleve som menneske. Det gør MUND-FULD.

Som mennesker er vi, som de fleste aber, bjørne, grævlinger, vaskebjørne, piranhas, grise, katte, rotter, høns, firben og ravne, i stand til at spise og fordøje både plantebaseret og animalskbaseret føde.Så selvfølgelig spiser vi kød.

Natten efter at ovenstående var blevet skrevet ned; drømte jeg en drøm, der for mig blev et godt billede på menneskets dilemma som eksistens med andre levende væsner. Drømme var kort, men jeg besøgte , som voksen, et sted, en stue, hvor jeg som ganske lille havde leget. At genopleve denne følelse af tryghed, varme, uskyldighed, var så overvældende, at jeg begyndte at græde. Her mødtes små glimt af en tabt og total glædesrus over at at være netop der, med den voksnes nøgterne tilstedeværelse af blot et rum, der så lidt gammeldags ud.
Jeg græd stadig, da jeg vågnede, mindet og tabet føltes stort; jeg er nemlig et Homo Sapiens; det tænkende menneske(dyr). Vi mennesker baserer en stor del af vort voksne liv på minder. Bevidst, oftest ubevidst er denne sentimentalitet, et savn af noget vi aldrig får igen, har disse minder stor magt over vore handlinger. Som hos  JSF, hans barndoms kalkunmiddage hos bedstemoderen, er meget tungvejende argumenter, for at fortsætte en kødspisende liv. Han skriver det ikke direkte, men han holder ved disse minder og forsøger samtidigt at forestile sig sin nyfødte søns samme minder, nu uden kalkunen.

Tabt barndom +  voksnes tanker = overvejelser om meningen med selve livet fortsatte mening.

Der er ingen mening, ven. Kunsten at leve et liv, med den viden, er ikke en som JSF synes at nå frem til. Han stiller sig tilfreds med at have overbevist sig om at ikke-kødspisere lever et bedre liv, alene af den grund at kød ikke er livsnødvendigt for at overleve som menneske. Det kan jeg forstå og acceptere; men hvad stiller vegetarerne op den dag man kan dokumentere at gulerødderne skriger i dødsangst, når de trækkes op af jorden? Døden er hos alle, hele tiden. Sådan er det for mennesker og sådan er det for alle væsner på denne jord.

Når jeg slagter kaniner eller jagter skadedyr i min have, er det ikke med en lystfølelse eller en trang til at dræbe; jeg mener det er en del af livets cyklus at jeg slår ihjel for at overleve. Ligesom jeg i mit stille sind takker hver en rødbede jeg rykker op af jorden, stryger jeg kaninens pels en sidste gang, før jeg slår den ihjel med et slag i baghovedet og fører et snit igennem dens halspulsåre med en kniv. Jeg ved at jeg også skal dø en dag, at min tid kan komme når som helst og jeg glæder mig over at disse væsner, i min varetægt, er opfostret med omsorg og respekt.

Det er denne respekt vi mangler, som kødspisere og som sociale væsner, i dag. Vi er blevet fremmede for livets betingelser. JSF tager dette dilemma op på en flot og gennemarbejdet måde; det giver grund til eftertanke

tirsdag den 31. maj 2011

Ølfestival 2011 - alternativer, tak (part 1)

Danske Ølentusiasters årlige begivenhed er forbi, er det tid til at udfordre deres monopol på øl?

Der var masser af folkelighed på ølfestivalen og mens denne blog tit har raset imod lukkede miljøer og rygklapperi, er den modsate grøft; den laveste fællesnævner, lige så slem.

MUND-FULD deltog som øludskænker på den mest flabede stand på hele festivalen og det var ikke et tilfælde at det var her tanken om en anden slags festival opstod. For ikke alene følte vi på Mikkellerstanden at vi stod med det bedste produkt, vi havde også svært ved at se det relevante i at skulle være vidner til tykke mænd i cykelshorts og flasker med 30 år gamle Bjørnebryg.

Vi smagte masser af godtøl i de 3½ dage festivalen varede for denne pen.
Onsdagens bedste øl var Cigar Citys "Niels Bohrium".
Torsdagens var Crooked Moons "Lawnmover".
Fredagen var der to og de var i hver sin ende af skalaen; Svanekes "Kabanoosi Keller" og Nørrebro Bryghus´"Honey Oakwine Tempranillo Barrel".
Lørdag opdagede vi hvor få notater vi havde lavet de første dage og opgav helt at skrive noget som helst.

Det var fint nok, for første gang var der kun et sted; Holbæk Bryghus eller Holbæk Bryg; et af de efterhånden mange bryggerier omkring Holbæk(programmet var også i tvivl), hvor man fik serveret direkte udrikkeligt øl; den kvalitetssans vi efterlyste i sidste indlæg, ser ud til at have indfundet sig. Den jævne danske kan se frem til mange gode stunder med øl fra de små bryghuse. Tillykke med det.

Der blevet ikke ratet igennem fra MUND-FULDs side i år, igen. Vi observerede og så den fædrende generation, mænd i 55-60 års alderen holde en solid havefest. Byens største pølser og hammondorgel. Joh, der blev snakket om hvorvidt årets øl nu var giftig eller ej.
Gab! Når nu bryggeren af samme øl (også) kunne afsløre at også kaffe er forbudt i øl; det indeholder koffein = forbudt. Hvor gangster er det så?

Mig; jeg småkedede mig og så mest frem til at publikum gik hjem, så jeg kunne hænge lidt ud med raters, tabers og hipsters. Gad vide om ikke de kunne finde ud af afholde deres egen lille ting? En sideløbende event, uden for megen pøbel, uden for megen plads til alle; kun med plads til godt øl?

Er det pludseligt for elitært at tænke sådan?
Måske, men når DØEs tidligere formand i en helsides artikel på festivalens første dag ikke nævner Mikkeller Bar i mellem de 5 bedste ølsteder i KBH. Når nu DØE vælger at prøve at snyde det eneste ølsite der holder i DK, Beerticker.dk., mens foreningens egen hjemmeside er laaaaaaaangt fra opdaterert. Når nu foreningen vælger at en "folkelig" ølfestivals tilbud af mad og underholdning skal passe til segmentet 55+, hvorfor så ikke tænke i et alternativ?

(og citere kendte, døde, mennsker: "Every day you may make progress. Every step may be fruitful. Yet there will stretch out before you an ever-lengthening, ever-ascending, ever-improving path. You know you will never get to the end of the journey. But this, so far from discouraging, only adds to the joy and glory of the climb."



Sir Winston Churchill (1874 - 1965)


Hvordan ville en alternativ ølfestival se ud?

  • For det første ville det ikke hedde "ølfestival", det ville hedde "Drink Or Die", No more no. 16" eller "Burning Hops".
  • Dogmer, noget der ville binde hele begivenheden sammen; en støttesag, en årstid, et område; hvilket bryggeri intigrer bedst temaet.
  • Eller helt droppe"festival"-tanken. Ingen stande, ingen  bannere, bare haner i lange rækker og navne på en væg.
  • Music, please. Øl gør dig fuld. Drop den overbelyste hal og lav hele cirkusset til en fejring af øllet. Liveoptrædender, sideløbende med releases af nye bryg; drik hjernen ud til dubstep og rock ´n´ fucking roll.
  • Og, ikke at forglemme, mad til gæsterne. lad den vide at øl er en ædel drik, der bør følges på vej af godt kød, veltilberedte grøntsager, solide desserter. Lad kokkene komme til, hvis de kan. Lad en ordentlig pølse eller vildsvinemedaljon lande på tallerkenerne.
  • Konkurrencer i alt. Drikkekonkurrencer, gær flest stilarter, hjemmebryg, den underligste øl, den nøgneste øl...............................


AAARRGHH; det er ved at vælte det her, idéerne er ikke gode nok, men hvad synes DU kunne gøre et godt ølevent, hvad er vigtigst, hvad kunne gøre øllet mindre bumset, mindre parcelhus, sparke det helt frem i bussen?

tirsdag den 29. marts 2011

Links renset for kendisser; adgang til bedre mad

Her gik man og troede at det blot var de laverstående klasser, der intet anede om god ernæring. Men nej, det står meget værre til; også de bemidlede, dem med jobsne, stillingerne, overskuddet og de gode meninger, har tilsyneladende valgt frisk fisk fra.

En Føtex vælger at lukke sin fiskeafdeling og en madelsker bliver deprimeret. I (havne)byen, der huser Danmarks største fødevaremarked, er  salg af frituremad til sejlerne i sommerhalvåret, det eneste der holder fiskehandleren oppe.

Mad er hvermands eje og nødvendighed, så hvorfor kan et supermarked i den dyre ende ikke holde gang i en fiskeafdeling?

Her gik man og troede at den del af befolkningen, som holder gang i livsstilmagasiner, pornofikserede kogebøger og den uendelige rejse igennem kendiskokke/madmennesker, i det mindste kunne holde måsen oppe på leverandørene af råvarer til det gode liv i køkkenet. Og særligt når det kommer til en fiskeafdeling, midt i et supermarked; nemmere bliver det vel ikke.

Verdensmestre i kok og restaurant. Danmark har fostret Klaus Meyer, Brdr.Price, Camilla Plum, Kille Enna, Erwind Lauterbach, Søren-drengen, Boserup; altså et hav af engagerede madmennesker og et højt fagligt niveau på en række restauranter.
Stadig mangler den folkelige opbakning til projektet og MUND-FULD stiller spørgsmålet om den nogensinde vil komme. Muligvis er det kun igennem en massiv indsats fra kendisser og glitterblade, at en basal interessse og læring, vil fremkomme. Som Hr. Meyer har sagt så mange gange; I Danmark må en madrevolution komme fra oven".

Muligvis, men her kommer en lille samling links til websites, der renset for den slags. Projekter og sites, der koncentrer sig om at lave god mad, forske i god mad; elske maden for madens skyld.

OPUS-projektet 

CivilEats

Madkultur.dk

Sustaniablog

grist

nuttyfig

nordic kitchen

Den Sydfynske Køkkenskole

søndag den 26. december 2010

Rengøring og madlavning - keep it simple

Keep it simple.
Måske ikke det, der bliver tilberedt i køkkenet, men måske mere alt det udenom. Færre dimser = mindre rengøring.

Efter at have haft et projekt "rengør oven" det meste af dagen, har tankerne snoret sig omkring alle de herlige kogebøger og, særligt, køkkenapperaturer, der må have ligget under træerne i juledagene og hvor meget der egentligt er brug for dem.

I disse tider, hvor madspild er det nye sort, må man vel kunne udvide horisonten lidt og se efter andet der måske ikke lige er så forbandet vigtigt at have i et køkken. Flere vil her ophøre med at læse videre, fordi deres lyst til at omgive sig med apperater og værktøj, er en stor del af deres køkkenliv. Bliv lige lidt.

For som altid, når noget skal sælges, må der en præmie/lokkemad/fordel på bordet. I dette tilfælde kan der lokkes med...mindre rengøring...

Tænk det igennem og se om ikke du kan nikke genkendende til den følge liste af hvad du virkelig har brug for i dit køkken.

Rengøringsmidler:
Eddike
Brun sæbe
Soda

Denne hellige treenighed bruges i nævnte rækkefølge og kan du ikke rengøre dit emne med dem, er det på tide at overveje at smide det ud og lære at behandle dine ting pænere.

Køkkenværktøj; skal en kniv virkeligt koste 3-4000 kroner, før du er tilfreds? I tilfælde af at det er en nødvendighed, er en kort liste over værktøj vel endnu mere vigtig.

Dette er hvad du har brug for:
Ovn & komfur til gas, for din egen og miljøets skyld.
3 skåle; 2 5-liters, 1 1½-liters
2 træskærebrædder , fordi løg er en pain, når du skærer banan eller ananas på det samme bræt og fordi træ er antiseptisk
1 urtekniv
1 kokkekniv
1 tyndskræller
1 slibesten
1 strygestål
1 grydeske i træ
1 paletkniv i træ
1 piskeris
1 rivejern(mandoliner er et helvede at rengøre og du kan godt skære tyndt med en kniv)
1 stegepandei smedejern
1 kasserolle, 1,25-liters
3 gryder; 2 5-liters, 1 2-liters

Ovenstående ville være lir for den mand, du i sommers købte dit livs bedste curry af i Indien, men for os amatører, er det must-haves. Alt ud over dette, ER lir.

Lir er OK, jeg kunne nok ikke få det til at spille uden røremaskine og blender. Og så længe det er kvalitet der købes, kan maskinerne jo gå i arv.

Der er også en anden ting, der spiller ind. Hvor meget vil du lave selv?
Vil du lave dine egne pølser? Din egen rullepølse? Skal der store lerkrukker til, så surkålen er hjemme? Muffinsforme er vidst et must i alle køkkener dominerede af kvinder i dette halvår.

Du sætter selv standarden for hvor meget gear du har brug for, men de to ovenstående lister, er vitterligt alt du behøver.

Godt nytår til alle.

onsdag den 15. december 2010

Tak skal du have, Claus - en gennemkigning af "almanak"

Det tog mig et stykke tid at ryge med på hypen, men nu ligger den på køkkenbordet, "almanak" af Claus Meyer. Der er en eneste grund til at den bog er blevet et instant hit hos denne husholdning og det er dens evne til at samle de sidste 15 års nye danske køkkenkultur i et brugbart værktøj for den almindelige, flade dansker.

Sølle 696 sider, mere skulle Claus Meyer og Mikkel Karstad ikke bruge for at lave dette landemærke af en fortælling om det nye årtusindes køkken i Danmark. Med sine ca 25x30cm, er der tale om en stor bog, i bogstaveligste forstand. Og med et gennemført grafisk forlæg, er hvert opslag en fornøjelse at gennemse. Fornøjelsen har helt været på grafikerne side, man har endda haft overskud til at nævne de brugte skrifttyper i kolofonen, en skik, der bruges alt for lidt nu om dage. (Hvilket kan undre, når nu der aldrig har været så mange skrifttyper til rådighed, som nu.) Selve designet forholder sig klogt i forhold til Hr. Meyers sædvane for klare, barnlige farver og forkærlighed for klodsede skriftsnitsvalg. Det er et rent design, der giver overblik og flow hele vejen igennem; der er stop med helsides billeder lige præcis hver gang man er ved at gå død på den lange, lange opremsning af opskrifter.

Indholdsmæssigt har Hr. Meyer allerede i forordet gjort det klart for læseren at dette ikke er en lærebog, men et opslagsværk. Han tager også fornuftig afstand til faren for at falde ned i den fanatiske Nyt Nordisk Køkken Sekt, med dens strandurter og selvplukkeri. Han antyder blot værdien ved alt det nære og giver den så gas i opskrifterne og de tilhørende  beskrivelser af enkelte råvarer. På den måde synes jeg at han kommer fint fri af den kritik, der må komme af dette propogandaværk om gammelkendte tilberedelsesformer, ny-holistisk tankegang og hverdags-Noma.

I skrivende stund er der ikke blevet produceret én eneste ret fra værket  her i huset, fatisk hænger plastikstanken af indpakningen stadig over bogen. Og selvom den ikke passer ned i bogholderen på køkkenordet, skal de nok få sin del af pletter og slagmærker; den her er røget ind i top 5, når det kommer til brugbare opskriftbøger i MUND-FULDs samling allerede.

Er det det så de mange opskrifter til hver eneste dag,der gør den til en vinder? Er det årstidskonceptet eller det nordiske islæt? Kan det være at det er fordi det er min generations mest fremsynede madtænker, der er forfatter, kunne det være de mange flotte fotos? De mange kvalificerede konsulenter så?  Er det så det faktum at bogen ser ud til at ligge under ca. 1,3millioner juletræer og dermed bliver et madkulturelt fremstød, ikke set før i Danmark? Eller snobeffekten ved at der også er en "almanak"butik?

Nej og særligt ikke det sidste. Bare tanken om at det københavnske østerbro-segment (endnu engang) skal komme stryende ud af den forretning og fortælle os andre, bonderøvene og de andre tabere, at korn og køer der har gået på saltenge, har en helt særegen smag, giver mig smag af opkast i munden. Vi ved det, venner og imodsætning til Jer, lever vi med det hver dag, fordi vi ikke har bosat os i asfaltjunglens fattigdom af et metrobyggeri. Jeg har plukket slåen hvert år i 20 år nu(næsten), og det gøres i oktober og så fryser man bærrene ned. At der d.d. på almanaksitet fortælles om slåen, må være en joke, solsorten var der for to måneder siden, tro mig.

Nej, det er ikke samtaler med Hella Joof i Meyers Deli, der får denne pen til at svinge sig i lieanerne af glæde over "almanak". Det er maden. Solid, let tilgængelig og sund mad i lange baner. Og anrettet som i bogen; med let hånd og udsyn til alle råvarer.

Tak skal du have, Claus.

lørdag den 4. september 2010

Jeg er PlusSkredet

Det er slut nu, jeg er ikke længere medlem FDBs indkøbsklub, eller nogen anden for dén sags skyld.

Det er nu godt 30 år, siden jeg samlede bonnerne sammen med mine forældre. Lyserøde sedler der blev samlet i skuffen og når det var tid, blev alle sat på rad og række i de grå-gule dividendehæfter, der efterfølgende blev taget med til den årlige udbetaling i kolde kontanter i Slangerup Brugsforening. Forsiden står stadig lysende klar for mig; FDBsløjfen og "1 %"tryk med sort. Barndomsminder.

Hvad er det lige jeg får ud af at være med i diverse indkøbsklubber, jeg, nu som voksen med egne børn, tilbydes? I det seneste brev fra FDB (havde de ikke skiftet navn til COOP?), kan jeg allerede ved at tilmelde mig dags dato, få 100 Pluspoint.
Wauw, til hvad?
Til fordelagtige køb, fremgår det, på PlusTorvet.dk. Spænende, men jeg forstår ikke; hvad er det jeg skal købe? Hvis jeg nu allerede foretager mine daglivareindkøb hos denne kæde og dens mange udgaver af den samme butik, med det samme vareudvalg og de samme irriterende trækkurve, der får mig til at føle mig som en 80årig dame med trollyen efter sig. Hvis jeg nu allerede gør det, hvad er det så mere jeg skal gøre for få min PlusSaldo til at vokse?

Tjekker CoopPlus.dk

Der står "Susanne"(fuck, er alle hippienavnene på vej tilbage i markedføringen gen?) og fortæller mig at jeg kan få "alle fordelene ved at være medlem af FDB + meget mere". Ved at taste koder og passwords og whathaveyounots ind fra brevet, kan jeg "få alle fordlene ved at være medlem af FDB + meget mere".
Flot klaret, sådan at få det samme budskab fyret af 2 gange, i én sætning.

Efter den svada, står PlusSusanne og ser afventende og sigende på mig.
Hun står der endnu, nu taler hun ike til mig mere, jeg kan ikke engang klikke mere tale ud af hende.
Jeg troede ellers hun var ved at sælge mig noget spænende her, men jeg gør vidst ikke helt hvad hun forventer af mig. Og så kan jeg vidst ikke få "meget mere"

Problemet er ligesom at jeg stadig ikke ved hvad det hele drejer sig om og nu gider jeg ikke mere.
Skal jeg være en trofast kunde, der giver COOP/FDB meget mere af mine penge, skal de ikke fortælle mig hvad jeg skal og ikke skal, med deraffølgende udlukkelse, hvis ikke man følger den dikterede vej.

Skrid selv, FDB/COOP. Hvem tror I at I er? Og nu går jeg glip af alle fordelene måske?
Fuck Jer; I har jo ikke engang fortalt hvad det er I gerne burde bede pænt om, i bytte for mine penge.

Og hey forresten, jeg har igennem længere tid noteret mig at man godt kan blive tiltalt med et tomt "Hej" ved jeres betalingskasser, men at det skorter lidt på "Tak", når jeg betaler.
Om det skal være på beløbet? Tjah, nu kunne jeg jo godt bruge "meget mere"af min løn hos Jer, men hvorfor skulle jeg dog det, I har jo allerede bestemt prisen for mig. Fordelene er vidst kun Jeres, men nu trækker jeg min eneste trumf; jeg går min vej.

Hvorhen? Det ved jeg ikke, men mere og mere af mit dagligvareforbrug køber jeg hos små erhvervsdrivende, der altid er parate til en snak og en handel, samtidigt med at de ved hvad de sælger. Det fortæller "Susanne"mig jo intet om og hun står der endnu.
Om jeg ikke er ked af at miste alle fordelene? Er det de dersens kina-cykler og Webergrills jeg nu må købe hos en fagmand, I mener?
Nej, den slags fordele kan jeg godt leve uden. Lidt kontant rabat, som i dividendedagene ville dog ikke være af vejen.

tirsdag den 1. juni 2010

Øl er nok bare ikke fint nok til ramsløg

Mens man scanner ned over 56 sider vinkort, kan man gruble lidt over hvor nordisk et køkken Noma nu har. Og, ja, vi tillader os hermed at tage "verdens bedste restaurant" i de der hår lige foran ørene og kræve mere!!

Faktisk tager vi hele den danske restautionsbranche til ansvar for at spille sig øllet af hænde og vedblive at bruge vin til deres ellers så innovative menuer. Specielt i disse år, hvor danske lokale og nordiske produkter tordner frem, synes det som om at de gamle skandinaviske traditioner med øl til god mad, er glemt.

Efter en flytning ud af København og til det miderste Danmark, brugte denne blogs indehaver en god del tid og en lidt mindre hoben penge, på at arbejde på dette problem. Der blev taget kontakter, lavet aftaler og afholdt møder. Ved hvert møde madbragtes et udvalg af landets bedste bryg og med baggrund som Nørrebro Bryghus´ første ølambassadør, blev der så ellers berettet om de fantastiske dråber og deres værd til maden. Listen over besøgte steder blev valgt på baggrund af deres ambitioner, vi var ikke på det lokale pizzaria. Med næsten 25 besøg på toprestauranter, var resultatet nedslående.

Det var så grelt at vi på Falsled Kro blev tilbudt at stedet da kunne købe et par kasser af det øl jeg "bryggede, så personalet havde lidt godt til den kommende skovtur". Fransk humor, når den er mest ironisk velsagtens, men man havde altså ikke engang forstået at jeg kom med flere bryggeriers produkter, endsige at jeg var uafhængig promoter af disse. Jeg var bare endnu en sælger. Andre steder havde man da lavet sig en gang is med stout og så var den fisk vidst da også skællet.
Andre steder igen var man mere ærlige; der er simpelthen ikke det samme proveneu på øl som på vin.

Igen skal økonomien have sin ret. Man kan(atter) undre sig over hvad det koster at få mos fra Øvre Finland og røget kølle af moskus fløjet ind, siden det åbenbart er en overkommelig udgift. Vi ser bort fra økonomien her. Vi skal nemlig længere ind.

Da det ikke forløb godt med at rende restauranterne på dørenene, henvendte vi os istedet til Kold´s i Odense; restaurantskolen blandt meget andet. Vi ville gerne være med til at hæve kommende kokke og tjeneres viden på området. Dette år er det tredie vi sender et oplæg afsted til skolen, forud for skemaplanlægningen, og går det som de forrige to, er der ingen respons denne gang heller.
Rønnebærene ER bitre og det er surt at hedde Kurt og ikke blive hørt. men endnu vigtigere er måske nok denne kategorikse afvisning, i alle branchens led. Er der tale om konspiration eller mangel på mod?
Når man endelig møder et udvalg af "specialøl", så er det gennemgående at de alle kommer fra samme leverandør. En bedre sælger end undertegnede har været igang og har fået afsat sin pulje her. Dejligt, for med mit kendskab til øl, er det intet problem at vælge IPA frem for keller og Mikkeller fremfor Klosterbryggeriet. men hvad gør Peter Madsen-jeg-tror-da-jeg-snupper-mig-en-øl-istedet? Han spørger betjeningen og her kommer vi til et kardinalpunkt; niveauet af viden om øl i retsaurationsbranchen.

Udover at de smitter dejligt med deres friske ungdom, er unge piger og drenge i tyverne ikke meget bevendte i dansk restaurationsliv. De ved ganske enkelt ikke nok, særligt når vi kommer til andet end det der ligger på tallerkenen. "Den er vidst meget stærk" kan være en udmelding om en given øl; stærk kan forresten strække sig over en betegntelsen af farven, til alkoholstyrken eller graden af humle tilsat. Resultatet er endnu en solgt carls fra fad og en restauratør der ikke tager chancen med øl igen; han sælger jo ikke noget af det skidt.

Mangel på viden er nøgleordet her. Viden hos uddannelsestderne, hos restauratørene og hos de stakkels ansatte. Så mens en ukrudtsplante som ramsløg er blevet hverdag, kan vi stadigt kigge meget langt efter en øl der passer til.



Forresten så ville mesteren her selv sætte enten en tør pilsener, en geuze eller måske en af Herslevs aspargesøl til en ristet aborre med ramløgspesto og en gang grillede asparges.


Dette er det tredie indlæg af tre, om øl og gourmetmad. Læs det andet  og det tredie.

tirsdag den 20. april 2010

Kend din pusher

Heromkring er vi glade for gode råvarer og helst når vi kan gå ud og købe dem direkte af producenten. Det er måske lidt romantisk, sådan at trykke landmanden og gartneren i hånden og måske endda selv plukke bærrene. Hilse på bryggerens kat; alt det dersens hygge. Skærer vi postkortidyllen bort, giver det immervæk et tilhørsforhold, en viden og en god måde at bruge sin indkøbstid på.

At denne trang til at kende producenten, ligefrem skal redde én fra at blive snydt så det driver, er (desværre) også en af fordelene. En fordel der senest er blevet bekræftet, på meget lokalt plan og på nationalt plan.

MUND-FULD er glad for godt øl, meget glad. Der ofres gerne både 200 og 300 kroner på en flaske, så vi er ikke karrige med finanserne i dén retning.
Carlsbergs ”husbryggeri” Jacobsen, har de seneste år begået en vintageserie, hvor det fremmeste mål åbenbart har været at gøre prisen lig med årstallet. Dette år rammer vi nr. 3 og altså en pris på 2010 kroner. 2010 kroner er dog, ja undskyld misbruget af ord; en ordentlig mundfuld. Så, hvad siger Jacobsen så om deres bryg? Jo, det betegnes som værende sødmefyldt, som en sauterne, med træ-, nødde -, og frugtnoter. Den har endda ligget på et træfad og suget smag til sig derfra i ½ år. Det lyder alt sammen meget hankcy smancky og det er det da også. Der er bare så mange andre der gør det 8-9000 gange bedre og til en tyvendedel af prisen.

For dem der ikke ved det, er fadlagring og tilsætning af div. frugter til øl, en meget gammel tradition, der er udviklet til perfektion i de belgiske geuze-stickereis. Igennem de sidste 15 år er arbejdet med lagret øl for alvor blevet genoplivet. især i USA, hvor man har smidt hvad som helst i alle mulige beholdere og derefter fået fine resultater. Altså, denne måde at tænke øl på, er gennemprøvet. Også hos mange danske mikrobryggerier. Man fristes efterhånden til at spørge hvem der IKKE har fadlagret øl?
Alligevel beskriver Jacobsen deres arbejde som ”for øl, hvad månelandingen er for USA”. I så fald har resten af ølverdenen befundet sig i Star Wars-universet i mange år. Jacobsens øl er varm luft, brygget med prisen for øje, ikke kvaliteten.

Det værste ved dette snydenummer, denne parasitering af gode håndværkeres hårde arbejde(tænker Nørrebro Bryghus, Mikkeller, Amager bryghus lige først), er at følgende bliver opdaget ved en smagning. Teksten er fra bloggen ”nordic kitchen” af Anders Holst Markussen, skrivende for Weekendavisen.

”… Har man planer om at investere i en flaske, skal man lige have en detalje med, som ikke kom frem under den tv-transmitterede presselancering for nylig. Efter første glas siger de fleste omkring bordet ja tak til en refill, som dog hældes op fra en anden flaske. Jeg kigger rundt på de andre tilstedeværende, men ingen synlige reaktioner. Der er ellers en forandring: færre aromaer og en mindre blid alkohol, der viser sig at karakterisere den halvdel af brygget, som kun har lagret tre måneder. Dette bryg havde tidligere gennemgået en krise, hvor det pludselig lugtede af acetone (og så kan man vel ikke længere kalde det vintage). Tippet er hermed givet videre.”


Man har solgt ødelagt øl til 2010 kroner flasken….WTF??!?

Seriøst Carlsberg/Jacobsen; fu¤#k jer for at tage røven på kunder, kollegaer og Jer selv.



Andet eksempel kommer helt nært fra, fra Svendborg.En søfartsby med kun én fiskehandler, Bendixen på havnen.
Til en generalforsamling på mit arbejde, ville vi gerne servere havkat(m. velouté, forårsløg, skovsyre og små kartofler, jo tak). Vi kunne få havkat til 300kroner kiloet + moms. For vores skole, er det mange penge til ca. 35 pax, så vi røg på noget hellefisk i stedet. Noget nager dog i baghovedet på mig, det var sgu´ mange penge, selv for havkat. Jeg slår det første omgang hen som københavnertanker, derinde kan man altid finde det billigere. Lige indtil vores køkkenchef kommer op med en pris 150 kroner, med moms, fra vor nye leverandør, Hørkram. Vi lader lige differencen stå et øjeblik:





300 ex moms vs 150 incl moms







Det kan godt være at vi skal handle lokalt, det kan godt være at vi skal støtte vore flagskibe på hjemmefronten, når det kommer til produktion af højkvalitets fødevarer.

Men at blive; må lige prøve at finde de pæne ord frem her. At blive SKULLFUCKEDsom kunde, vil skyde os, der kæmper for en større forståelse for kvalitet og dets merpris, år tilbage. Måske vil det ødelægge alt vort arbejde.

Der er nu kun tilbage at gå ned på havnen, over på bryggeriet, hen i mejeriet, slå et smut om æggedamen; se dem i øjnene og takke dem for deres arbejde og vilje til at stille op med det bedste de har, i ansigtshøjde og gøre det hver dag. Og til os kunder, at købe deres varer.

søndag den 4. april 2010

FerieJunk



Netop er påsken overstået og dermed er den helt store feriesæson begyndt. I disse krisetider vil en del flere af feriens måltider nok blive tilberedt i sommerhuset og i campingvognen og hurra for det. Eller hvad? Her kommer forskellen du kan gøre i ferielandet Danmark dette år.

Denne påske blev tilbragt i Karrebæksminde og det følgende er ikke en lussing til lige dén smukke plets spisesteder, men til spisestederne som sådan i det jævne turist-land.
For i ferien er det tid til at slappe af og dermed også overlade madlavningen til andre. Så vi parkerer vores biler, går langs strandene og i bakkerne. Det er dejligt. Vi bliver sultne, vi har set i brochuren for området og finder frem til enten et specielt sted, men måske nærmere, et af de mange tilbud der nu er.
Fingrene løber over menukortet udenfor vort valg. Plankebøffer og rejecocktail. Pommes frites og tigerrejer. Hvad sker der? Næste sted, men samme liste over retter og råvarer, der enten er uden for sæson eller helt ude fra fjernøstens fækaliefyldte og overfodrede rejefabrikker. Og hvad gør dansken? Lapper det i sig. Det er nu også billigt at se til og det er tilsyneladende at der er godt bænket op derinde.  Billige råvarer, billige udskæringer(men fra Polen) og billig vin.

Nej, vi gik ikke derind og dermed har vi vores på det tørre og kan følge tidens trend og være ligeglad. Ja, faktisk burde vi jo blande os helt udenom; i vore dage er det jo blevet helt i orden at blive seriøst fornærmet hvis man bliver mødt af modstand eller andre(s) holdninger.
Alligevel. Tog jeg et par kilometer ind imod Næstved fra Karrebæk, var der gårdsalg af både æg, æbler, æblemost, der var endda en gårdbutik med ukendt antal lokalt producerede produkter.  I selve havnen lå der endnu et par kystfiskere.

Hvorfor i hede hule hellefisk er der ikke en restaurant der prøver at skille sig ud og tage lokale varer på menuen? Ja tak, ud over den tilfældige kartoffel der kan snige sig ind.  Ikke ét sted kunne man sige at der var en distance til salater med tomat(i april) eller 300gramsbøffen af malkeko. Ikke ét sted med lokale tilsnit.

Det helt bizarre opstår jo, når vi tænker på at det ikke engang er så billig mad, som de kære gæster tror.  Et provenu på 3-400% er godt for fiskehandleren og tilsyneladende er det helt i orden at oppe fiskefarsen med alt hvad den kan trække af mel, således at man ender med at spise et rundstykke med fiskesmag.
-”Skal du have remoulade med?”
Nej, det tror jeg ikke, for du har lige stået og hældt den op fra en 5-liters spand fra B C Catering og nu sælger du det i små bægre med dit logo på. Fnys.

Problemet er mangesidigt, men det starter med manden i spejlet(RIP MJ). Du som forbruger, skal vælge braset fra og lave din egen mad. Hvis det ikke er lykken, skal du holde din restauratør op på hans produkt. Han tjener mange penge på dig og din ferie, faktisk så meget at han kan holde åbent bare 2-3 måneder om året. Og hvis han kan, gør han det med størst muligt overskud. Hvilket er helt ok, hvis bare I er enige om hvad der bliver betalt for.