Viser opslag med etiketten kendisser. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kendisser. Vis alle opslag

torsdag den 3. maj 2012

Hveder og A P Møller - en sidste rest af calvinisme i det nordiske køkken

Så er det gjort, dejen er slået op til hvederne. Alt det jeg forsøger at undgå resten af året når jeg bager; at ikke kun bruger sigtet hvedemel, at holde bollerne friske og skære ned på antallet af cencimeter tandsmør; alt det ses stort på imorgen tidligt. Er hveder mon med i det nye nordiske køkken, når historien skal  skrives om dén gastronomiske bølge?

Det er, som hjemmebager, svært at skulle tage nogle komplet friskbagte boller, lade dem tørre helt ud og så lige give dem en extra tur på brødristeren. denne kardommeduftende lille sag har åbenbart ikke opført sig som Gud ville have det, for den bliver da straffet for hårdt, på denne, den største beddag af dem alle.

Det er Gud vi skal tænke på imorgen, på Store Bededag. Denne fridag, der opstod af nordisk/calvinistisk tankegang og med den endnu ikke opfundne kapitalisme for øje. Hvorfor skal de sølle arbejdende folk dog have så mange bededage; skrap alle helgenernes dage sammen i en enkelt og få det overstået. Pragmatisk og enerådigt bestemt, må man sige. Ville folket selv have valgt dette, havde de haft chancen:
Nu er det jo ikke til at vide, men bag denne blog, banker faktisk et lille åndeligt hjerte. For sammenhold, frihed og ro i livet. Mange af skrifterne herpå, opstår i dyb forundring over den samme retlinede og økonomiske snusfornuft, der også prægede skabelsen af Store Bededag. Den slags snusfornuft, som også prægede en af Danmarks store forretningsmænd, der netop har forladt skuden for denne omgang. Var der nogen der sagde "rettidig omhu"? Denne skibsredder, der aldrig gjorde noget, medmindre han fik dobbelt igen, er blevet rost til skyerne for sin landsfaderlige status. manden, der byggede en have på Københavns Havn; hvis han fik lov at udvide sit hovedkvater over det tilladte for andre dødelige. Og som, da skaterne blev lidt for glade for hans have på havnene, købte dem til at forsvinde, ved at bygge dem en skaterpark. Det synes MUND-FULD er meget lidt menneskeligt og meget mere beregnende. Men det er tilsyneladende dén slags opførsel, der skaffer én kors og bånd og stjerne. I denne verden. Lad os se med den næste.

Det varmer sgu at se hvor mange kvinder og unge, der bliver sat på forsiden af Samvirke, fordi de er biavlere. Det luner, som hvederne, at vide at man skal tidligt ud for at skralde, fordi der er så mange der gør det. Det er fedt at se køen til de økologieske producenters kød i gårdbutikkerne. fantastisk at brygge eget øl, over bål, med ukrudt/mælkebøtter. Og at det andet ukrudt/skvalderkål bliver ædt af kaninerne, der så bliver ædt af....mig. Det er potensfremmede at spise æg fra egne høns og det giver mig personligt jern på at vide at jeg snart bliver ejer af min helt egen 7x8 meters polytunnel; hvem sagde jordbær i maj måned til næste år?

Hveder er kedelige og tørrer, men en tradition jeg gerne tager med. (så spiser jeg heller ikke krydderboller resten af året) og A P Møller repræsenterede en livsmål som snart vil være antikveret. En livs-tradition, hvor man udnyttede andre til det yderste, for at være noget.

Fremtiden er at kunne selv, på et helt andet plan. Når jeg har 6 æg om dagen, kan jeg bytte dem for noget andet du måske har. det giver os begge en kvalitetsfølelse og glæde og idden sammenhæng; den vigtige pointe at det ikke går ud over nogen. det er jo alligevel ikke producenterne, der tjener på det vi køber i supermarkedet. Det nye nordiske køkken er friskhed og kvalitet; her er hveder bare på tålt ophold.

Køb direkte fra producenten. Bag krydderbollerne selv.


søndag den 4. marts 2012

Skraldere? Video killed the radio star...

Sådan går det når undergrund bliver mainstream og freeganism kommer i bladene som popstjerne; det får en ende som ikke var nødvendig.

Der er mange der har gjort et meget længere end MUND-FULD; hentet for 100vis af kroner gratis og helt brugbar mad op af supermarkedernes affaldscontainere. Det gik fint, stille og roligt og alle var glade. Så længe ingen rodede, ingen ødelagde noget, var der nærmest en stiltigende aftale. Så blev det hørt om, det blev vist på TV, der kom flere til. Man blev fra detailhandlens top opmærksomme på "problemet", memoer er blevet sendt ned igennem lagene, man er blevet bedt om at "handle". Et eller andet er der sket. Ellere rettere to

Det første er særdeles positivt. Udgående varer bliver i stadig højere grad fundet frem og stillet ud, med nedsatte priser. Dejligt at se; det er den vej vi skal; for det forstår Hr. og Fru Overforbrug rigtigt godt. At spare penge. Ikke kampagner og TVkokke, men kroner og ører sparet. Det forstår den danske kødspisende, emballagekrævende og råvareignonorente civilbefolkning. Håber at det er noget man er opmærksom på hos madeliten, hvor man jo bruger pengene på interne samtaleevnts og begreber som "...Oplevelsesindustrien, kreative næringsveje og maden som en naturlig del af en totaloplevelse i et internationalt miljø..."

Den anden er knapt så god. For der stadig et kæmpe spild og nu kan det ærger at man ikke havde kameraet med noget før. Sækkevis af brød, frugt og andre fødevarer bliver smidt ud dagligt. Nu bliver de bare overhældt med klorin, eddike eller andet, der skal forhindre at det bliver brugt igen. Og det mest gennemgående træk ved nærmest alle denne blogs vandingshuller; en funklende ny hængelås.

Containerne er blevet låst af, byen over og som ved et trylleslag.

Og så er der enten kun selvtægten med boltsaksen eller nederlaget tilbage. 

torsdag den 9. februar 2012

Madkommunikatører er søde og forstående; hvorfor egentlig?

Der afholdes om et par uger et helt symposium om det nye arbejdsfelt; "madkommunikation". Om dets potentielle muligheder for at skabe nye (indtjenings-)områder og ditto netværk. Når man kaster et blik ud over de danske madkommunikatører, er der én ting som går igen; de er så søøøøøde og lidt nordisk nisseagtige. Ikke sandt?
De smiler fra bladenes forsider og TV programmerne, alt imens de går tur i deres have eller lige strikker en trøje. De er voksne, mange af dem er kvinder og de forstår at kommunikere via alle de vedtagne metoder. De kommer ud i skolerne og de står i morgenprogrammerne og ved festivaler, med deres fibre i brød og helt naturlige lyst til at vide mere om æblesorter. Hvem tror de når med deres kommunikation? Deres egne veninder?

MUND-FULD havde fået plads, men kan desværre ikke deltage. Det ser ellers spænende ud når Christian Bitz, Cofoco, Gram Slot og Aarstiderne skal fortælle om deres succés og der bliver tid til at danne netværk. Det er oprigtigt ærgerligt ikke at kunne mingle sig med der. Men når det tænkes igennem, er det måske godt det samme.
Det forholder sig nemlig sådan at denne blogs forfatter ville stå der med sin trekornsgrød, ved symposiets start, og ønske han dog havde spist meget mere morgenmad hjemmefra. Senere vil han ønske at der var et fadølsanlæg til rådighed. Det forholder sig blot sådan at denne blogs ejer ikke egner sig til netværkeri og når han tænker lidt over det, er der grupper madkommunikatørerne gerne vil kommunikere til, der heller ikke netværker, som der lægges op til fra symposiets side.

Det handler om de unge.

De kommer ikke så tit på Gram Slot, vi risikerer at de har været udsat for Aarstidernes kasser hele deres barndom, og gade vide om de ikke er støt på Hr. Bitz i et af mormors blade??
De unge lever ikke i en verden af symposier og lækre poser med tre småkager. Unge mennesker lever ikke i en hallelujaverden af glæde over at hive sit eget brød ud af ovnen eller at kunne kompostere, som denne blogs forfatter gør. Sammen med en stigende hær af madkommunikatører, så er han for gammel til dem.

Jeg mener, hvor fanden er vreden, agressionen, tæskene og det hysteriske henne i madkommunikationen til de unge? Jeg er satmig snart træt af cupcakes, sjove rollespil med grøntsager og fitness; altsammen rettet imod de unge; i håb om at de vil spise sundere, bedre, klogere. Hvor er galskaben og friheden henne? Det er jo dér de unge er. En ungdom af idag handler om at være orienteret imod sine venner, men de tænker jo ikke netværk, når de tekster hinanden et par hundrede gange i døgnet; de brækker sig snart af netværkeri. Nutidens unge vælter sig i porno og computervold,  mens vi, de voksne, tror at de arbejder med studierne. De tror alle de skal være superstjerner, imens de arbejder på smarte caféer og på 7-11. Unges hverdag er benhård, rent kommunikativt slapper de aldrig af.. Er løsningen så at lave sunde sms-kæder og den slags? De unge har været omgivet af kærnemælksbrød og forstående samtaler hele livet; mon ikke snart de skal have noget andet?

Jeg savner nogle madmennesker der kalder en spade for en spade og fortæller de unge hvor irriterende de er med deres skodspisevaner, underlige accept af plastikopererede kønsdele, bukser med flade røve og anorexi/megarexi. De mangler modspil i form af en fast holdning;  og så blæse være med hvem der har ret, bare der bliver gået til stålet.

Vi har en kæmpe gruppe af drenge og stadig flere piger, der er udenfor al pædagogisk rækkevidde, når det kommer til kampagner og smarte events. De bliver bare endnu mere ligeglade med hvad vi siger, hvis vi ikke rammer dem der hvor de er; i ansigtet på dem selv.

Jeg ville ønske at der kunne komme en række forslag til hvordan vi gør det, men jeg har bare ikke sniffet nok coke på de smarte steder, jeg har aldrig fulgt diverse talent(løse) tv-programmer, som jeg derefter så troede var virkelighed; det er ikke mit liv. Men jeg vil gerne give dem noget at synes noget om, istedet for at sippe hybenthe og dele rodfrugter med min nabo og være forstående; for det gider de unge sgu´ ikke.
Og jeg gider heller ikke høre på dem, når det kommer til stykket. Det lyder jo ikke godt, det er vi jo ikke opdraget til i børnehaven.
Fuck it, bare fordi jeg er 37, kan jeg sgu´da også godt være ligeglad, jeg kan endda være endnu mere ligeglad end dem, fordi jeg har mærket mere af livet. Jeg ved hvor det svider rigtigt slemt.

Al den blødsødenhed, der skal også være noget andet. Der er brug for noget andet.

En taoistisk historie til at runde af på. En historie, der fortæller om nødvendigheden af at være til stede der hvor man er og ikke der hvor man gerne vil være.
En munk følger sin mester i de daglige gøremål i klostret og spørger tit mesteren hvad Tao er. Og hver gang slår mesteren ham og beder ham passe sit arbejde. Så dør mesteren og munken må arbejde endnu hårdere, så hårdt at han glemmer sine spørgsmål. Så forstår han; Tao er her, lige nu og er ikke andet.
De unge er ikke nødvendigvis klar til mere kommunikation, det kan være at de faktisk snart er færdige med al kommunikation og gerne bare vil prøve at leve lidt.




søndag den 27. november 2011

Follow the money

Madkulturen byder til sin første konference og MUND-FULD deltager. Vi deltager gerne for det bliver interessant at se hvorledes man vil håndtere den tøjlelsløse madindustri/fødevaresektor. Hvordan kan man tro at samtale og videnskabeligt baseret viden, kan flytte noget så primitivt, som øget indtjening via mindre indsats?


Well, det tror man på Madkulturen og MUND-FULD kommer til at følge det projekt nært. Hovedanken herfra, er at Madkulturen ikke lader til at ville være en forbrugergarant, men en mikrofonholder, for fødevareindustrien. Please, vis det modsatte.


Tilbage til den aktuelle konference.
"Konferencen vil belyse markedsmæssige og madkulturelle udfordringer og muligheder i tendensen mod det individualiserede måltid – produkter og mad, som er målrettet individuelle sundhedsbehov og/eller indtages alene....Hvordan kan madkulturen og industrien favne begge?"


Madkulturen og konferencens program trækker sin eneste trumf, partnerskabet, og byder på oplæg fra fødevareminstre, direktører, marsters i sundhed og formænd for bestyrelser; der alle har den hellige ild med. De er alle dybt engagerede at gøre danskernes liv sundere og bedre bla. igennem mad. 


Mere interessante for denne blog, er oplægsholderne fra den forreste frontlinje, eller skal vi sige den eneste gfra frontlinjen; Anne Birgitte Agger fra Københavns Madhus. Hun vil være den eneste af deltagererne, der dagligt står med hænderne i maden og med ansigtet i øjenhøjde med modtagerne. Det bliver spænende at høre hende.


Det bliver endnu mere spænende at se hvem der sidder iblandt publikum. OG denne blog noterer sig også at de to repræsentanter fra reklameverdenen, har fået luxuspladserne i programmet; lige efter frokosten og til aller sidst. 


Med den placering kan ingen da klage over eksponeringen af pengenes magt over mennesket. Er det forresten ikke det vi skal lave om på??

onsdag den 24. august 2011

MadX, dit nye navn er allerede brugt...

MadX havde for 4 måneder siden jobsamtaler til nøglepositionerne, bla. til stillingen som kommunikationschef. Denne stilling vil, i følge stillingsbetegnelsen, blive aflønnet med den nette sum af 650.000 + pension om året. Først i den indeværende uge blev der så kommunikeret fra MadX; man skifter navn.

Denne mastodont på lerfødder vælger altså, efter en særdeles svær fødsel at mudre sin kommunikation med et naveskifte, lige før lanceringen på den københavnske madbegivennhed MAD Food, der afholdes i den kommende weekend. Ord som "røgslør" dukker op på tastaturet.

"Madkulturen" er det nye navn, et navn der allerede er besat af det proggressive madsite Madkultur, gad vide om ejeren af sitet kan score sig en årsløn på slag af domænenavnet?
Og gad vide om man ved hvor man vil hen med MadX/Madkulturen? På MAD Food ønsker direktør Judith Kyst gerne idéer fra publikummer til at give deres bud på hvad MadX/Madkulturen skal arbejde med. Man leder forgæves på nettet efter direktørens egne.
Nogle tanker har man dog gjort sig, men originaliteten ser ud til at være blevet væk på vejen til udførelsen. Ministeren bag, Fødevareminister Henrik Høegh, venter sig nemlig meget af en kommende undersøgelse af danske fødevares og dansk mads kvalitet. Her er MUND-FULDs bud, og det skal kun koste Hr. Ministeren små 300.000 kroner.

Den stinker, kvaliteten! I skal i gang med at uddanne børnene, vejlede de voksne, tage kontrollen over maden tilbage fra de kommercielle interessenter, fratage landbruget den hæmmende EUstøtte og så skal I give borgerne fri jord at dyrke deres egne afgrødre på, til at have dyr på og I skal give dem tid til det. I skal danne skoler for dyrkning og I skal gøre dette land til et mekka for nordisk innovation for fødevarer og madturisme. Og I skal gøre det nu.

How do you like them apples, Henrik, eller bliver du dårlig af dem(igen)?


mandag den 11. juli 2011

Copenhagen Beer Celebration - MUND-FULD får sin vilje!

MUND-FULD drømte om det og nu er det virkelighed; Copenhagen Beer Celebration er en realitet 2012, 11. og 12. maj.
Det kommer til at dreje sig om øl og mad, igen, MUND-FULDs spidskompetence og det bliver cremen af cremen. So long cykelshorts og grillpølser; hello smag, velvære, udfordring.

Det blev skrevet som et håb om at nogle kompetente mennesker ville tage  op og nu er det gjort af Mikkel Himself, Mikkeller, der har taget handsken op og indbyder 1000! publikummer per dag til at undersøge, væmmes og/eller få oralorgasme af verdens bedste bryg.

Dette bare en jubelpost, læst mere og bedre på Beerticker.dk



YES!!!

torsdag den 5. maj 2011

Endnu en gasballon?

"Smagen af Fyn" er foreningen, der skal bringe fynske fødevarer ud i verden. Nu er der kommet penge til at sætte handling bag ordene. Vil de forsvinde i snak og møder?

1,5 mill. kroner skal nu bruges af den førhen lidt hengemte interesseorgaisation, til at dels skabe et fælles fodslag, dels finde løsninger til at få varerne ud til forbrugerne. I skrivende stund, er det kun på 3. hånd og igennem pressen at MUND-FULD er orienteret om arbejdet, men herfra skal det blot pointeres at faren for at falde i snikkesnakke-fælden, er snublende nær. Med Svendborgs Citta Slow arbejde in mente, må det være på sin plads med et heads up.

Første omtale af arbejdet tegner ikke godt:


  • Man samler en gruppe producenter og udsætter dem for et reklamebureau.
  • En markedundersøgelse fremlægges; københavnere kender ikke til fynske fødevarer.
  • Professor fastslår at producenterne har for travlt med at arbejde, de mangler en brandingsplatform.
  • Der skal foretages en rundtur til producenterne af brandingseksperterne. 
  • Der skal fortælles en fælles historie om det fynske madeventyr.
Gad vide om der ikke også skal skabes en form for karavane, måske er den på benene allerede til luxusfestivalen MAD Foodcamp i KBH til august. Det kunne være flot. Det er altsammen meget flot.

Men!
At ville sælge fødvarer er jo bare ikke en ny opfindelse. Der må da være nogle der kan se luften blive pumpet ind i endnu et luftkastel af godhjertet tro på at analyse og gårdbesøg, samt et lækkert website?

Har man tænkt på de kommende torvehaller, der åbnes til sommer på Israels Plads, midt i Hovedstaden? Var det ikke noget at stoppe en ladvogn med fynske fødevarer, få sig en stand og sælge skidtet? Og så gentage det dag efter dag?

Det er underligt at se at man skal have en hær af sort- og slipseklædte reklamefolk til at gå hele vejen over Rusland, for at komme til Roskilde. Særligt, når der kun er 1,5 million at komme med til hele projektet.

Hvis man kigger helt banalt på det, så er drømmen om det fynske fødevareeventyr måske bare en tænkt tanke, uden rod i realiteterne? Man har spurgt københavnerne om fynske egnsspecialitetter, men det kunne jo være ineressant at høre hvad fynboerne selv kender til det felt. Med afsæt i Svendborg Citta Slow, ser man jo en total mangel på rodfæste i lokalbefolkningen. Projektet lever på trods og gode hensigter, men er ikke en del af livet i byen.

De fynske fødevarerproducenter er der og de har brug for hjælp. Hjælp til at sælge deres varer mere loklat, så de ikke alle skal ende som svineavleren, der sender sine skinker til Parma. Det må vi håbe at de får. Det må der være gamlekendte købmandskneb der kan bruges til. Nogle man ikke skal opfinde på ny.
Men så kan det jo være at der ikke er andre end de egentlige hovedrolleindehavere, der vil tjene penge på projektet. Og så har reklamefolkene og markedsundersøgelserne jo ikke noget at lave. Og det kan vi jo ikke have?

tirsdag den 29. marts 2011

Links renset for kendisser; adgang til bedre mad

Her gik man og troede at det blot var de laverstående klasser, der intet anede om god ernæring. Men nej, det står meget værre til; også de bemidlede, dem med jobsne, stillingerne, overskuddet og de gode meninger, har tilsyneladende valgt frisk fisk fra.

En Føtex vælger at lukke sin fiskeafdeling og en madelsker bliver deprimeret. I (havne)byen, der huser Danmarks største fødevaremarked, er  salg af frituremad til sejlerne i sommerhalvåret, det eneste der holder fiskehandleren oppe.

Mad er hvermands eje og nødvendighed, så hvorfor kan et supermarked i den dyre ende ikke holde gang i en fiskeafdeling?

Her gik man og troede at den del af befolkningen, som holder gang i livsstilmagasiner, pornofikserede kogebøger og den uendelige rejse igennem kendiskokke/madmennesker, i det mindste kunne holde måsen oppe på leverandørene af råvarer til det gode liv i køkkenet. Og særligt når det kommer til en fiskeafdeling, midt i et supermarked; nemmere bliver det vel ikke.

Verdensmestre i kok og restaurant. Danmark har fostret Klaus Meyer, Brdr.Price, Camilla Plum, Kille Enna, Erwind Lauterbach, Søren-drengen, Boserup; altså et hav af engagerede madmennesker og et højt fagligt niveau på en række restauranter.
Stadig mangler den folkelige opbakning til projektet og MUND-FULD stiller spørgsmålet om den nogensinde vil komme. Muligvis er det kun igennem en massiv indsats fra kendisser og glitterblade, at en basal interessse og læring, vil fremkomme. Som Hr. Meyer har sagt så mange gange; I Danmark må en madrevolution komme fra oven".

Muligvis, men her kommer en lille samling links til websites, der renset for den slags. Projekter og sites, der koncentrer sig om at lave god mad, forske i god mad; elske maden for madens skyld.

OPUS-projektet 

CivilEats

Madkultur.dk

Sustaniablog

grist

nuttyfig

nordic kitchen

Den Sydfynske Køkkenskole