Den søde høsttid

De kører nu, mens jeg skriver.
De enorme traktorer med de enorme anhængere, fragter "majs" fra markerne og til det lokale kvæg-stordriftslandbrugs siloer. Majsen har groet sig meterhøj rundt på markerne og nu er det blevet tid til at høste den. Majsen, denne snigende hævn fra de dræbte inkaer i fortidens sydamerikanske jungler.

Majsen fra markerne rundt om vores bosted bliver ikke plukket og kernerne bliver ikke pillet fra til kreaturerne. Store markuleringsmaskiner på hjul kører igennem rækkerne og flår majsplanterne om, til en tilstand der bedst kan sammenlignes med træflis; bestående af alle plantedele fra majsen. Det er dette produkt som traktoerne fragter forbi mit hus og ud til kvægbrugene. Det er en gæret/syltet version af dette produkt,  malke- og slagtekøer i mange konventionelle landbrug bliver fodret med. Det er altså i sidste ende det vi jo så selv spiser og drikker og bliver en biologisk del af. Ved at spise noget, der ikke er en naturlighed, rører vi også ved vores egen biologiske tilstand.

Et dyr, som er bygget til at spise græs, bliver fodret af med en plante, som aldrig har været naturligt forekommende for det og det gør dyret sygt på længere sigt. Det betyder ikke at køer ikke kan leve af en diæt bestående hovedsageligt af majs, det kan de sagtens. Og da majs er et billigt produkt, der ovenikøbet gør dyrene hurtigere fede, end græs, har erhvervet grebet majsen med kyshånd. Forresten dør køerne for boltpistolens slag imod panden, længe inden de har udviklet alvorlige ernæringsmæssige mangelsygdomme.
Men deres mikrobilogi lever videre.I køernes formaver har der udviklet sig helt nye variationer af e-coli bakterier, for at denne livform fortsat kunne overleve i en ko. Disse bakterier er nye og dermed ukendte for de værn man i hospitalsvæsenet har udviklet for at imødegå alvorlige forgiftnings tilfælde. En resistent bakterie er født og vi er på skideren, hvis den breder sig.

Men selvom vi ikke alle vælter omkuld,  diarré, feber og smerter til vi dør, så er der alvorlige betænkeligheder ved at indtage føde, der er produceret udfra en præmis, der hedder "mest for kronerne" og ikke "mest samfundsværdi for kronerne".

Hvad er det vi vil, som nation? Vi vil gerne ud af krisen og vi vil gerne kunne imødegå kinesernes invasion af vores hævdvundne ret til at være de rigeste og mest uddannede i verden. Det er som MUND-FULD læser det politiske parnas for tiden.
Hvordan gør vi det? Vi giver vore børn de bedste redskaber til at dygtiggøre sig fagligt, personligt og som gode samfundsborgere i hele maskineriet.
Svaret har i mange år været at uddanne os alle mere, at jo højere en uddannelse vi får, jo bedre vil vi kunne forme og styrke vort samfund. En smuk tanke, særligt i disse tider, hvor man har genopdaget behovet for og værdien af, andre uddannelser end akademiske.At det nok er generalerne der planlægger krigen, men soldaternes evner, der vinder den.

Men hvad fodrer vi disse kommende samfundstøtter med, hvilken daglig medicin giver vi dem, som den nærværende regering stræber efter skal blive "Den Bedst Uddannede Generation"?
Vi giver dem sukker af krigserstatningslignende produkter, som roesukker. Vi giver dem grøntsager med seriøst høje koncentrationer af pesticider og vi giver dem kød, hvis grundbestandele, der ikke er naturlige for netop disse dyr kødet kommer fra.

Diagnoserne bliver uddelt med jævn hånd over mange børn og unge for tiden. Kan der være en sammenhæng imellem, den måde vor mad er blevet til på, mængden af ensartede fødevareemner vi indtager og det stigende antal af socialt og mentalt utilpassede mennesker vi har i vort samfund? Måske bliver man faktisk det man spiser.

Man høster i alle tilfælde det man sår.

Hvad er der inden i - maden?

Der er mange ting indeni, også indeni  vores mad og dermed os. Mere nærværende kan det ikke blive. Og mere tæt kan vi ikke komme på hvad denne blog handler om; maden i dig og hvad du vil gøre ved det.
Du bør i alle tilfælde gøre dig selv den tjeneste at læse hvad der er i de efterhånden meget dyre, dagligvarer. Det gjorde MUND-FULD på en flad tirsdag og det var.....tankevækkende.

Af forskellige årsager kan MUND-FULD ikke komme ud og skralde, noget der var blevet en stor del af dagligvarebudgetet den seneste tid. Det er slemt savnet, selvom man som skralder nedsætter sit økologiske forbrug, til fordel for gratis mad af hvilken som helst oprindelse. Med nedenstående in mente, kan det godt være at der vil blive sorteret endnu mere, når vi kommer ud igen. Det er også forår, så der er ikke meget at hente i denne´s køkkenhave.

Altså off to the supermarket.

Økologisk hakket kød fra Änglamark, eller rettere, Østrig
At det hakkede svinekød er fra Danmark og det hakkede oksekød er fra Østrig, kan der jo være gode forklaringer på. Jeg mener, Jensens Bøfhus importerer jo store mængder af afrikansk kød , så hvorfor ikke? Vi er vel alle venner her, selvom man jo som forbruger altid håber at de produkter vi indtager er "af dansk kvalitet". Det der undrede mest ved denne opdagelse, var dog da blikket fandt på den tredje pakke med hakket kød. Hakket svine- og oksekød fra Änglamark er nemlig rent dansk produceret, iflg. pakningen. Hvordan det hænger sammen, kunne være rigtigt spænende at høre om.

Fiskefrikadeller med torsk; 51% torsk for at være helt præcis.
Der står "TORSK" med en skriftstørrelse på en cirka 28-32 stykker, siger det gamle grafiker øje. Det er jo nok for at skelne pakken fra nabopakken; "LAKS".
Billedet af de to fiskearter er vel heller ikke nok for den uvidende dansker, der i snit spiser 175g fisk om ugen .
Jeg ville nok anbefale producenten at sætte skriftestørrelsen lidt ned i forvejen, da det reelle indhold af torsk jo altså kun er 43%. Udover det er der 31% anden fisk i dellerne. Altså styrer torsken med hele 12%.
Men hov, vent, med en noget mindre skriftstørrelse, vi er i nærheden af 12-14 punkt størrelse nu; står der da også "fiskefrikadeller med ".

Torskerogn, med tomatpuré
Jooh, hvad skal man sige her? Én ting er at man kun får hummet sig til at putte 76% af den annoncerede vare i dåsen, men tomatpuré? Vi lader den stå (for evigt) på hylden.


Der er altså noget indeni i din mad; men ikke altid det du tror der er indeni.

Samme supermarkedskæde, som MUND-FULD frekventerede, udgiver også magasinet "Samvirke" og dette magasin bringer i det nyeste nummer en række artikler om det høje saltforbrug vi som danskere har. Der er grafer og ord om det vigtige emne, det er spænende. Mest interessant er dog illustrationen af hvorfra det høje salt forbrug stammer.

70% kommer fra forarbejdede madvarer, altså dem der er forarbejdet for dig, nede fra supermarkedets hylder og tilbudsaviser.

Lad det være; bag dit eget brød, pres din egen rulle pølse; gør hvad du kan for at få styr på hvad der er indeni DIG.

Follow the money

Madkulturen byder til sin første konference og MUND-FULD deltager. Vi deltager gerne for det bliver interessant at se hvorledes man vil håndtere den tøjlelsløse madindustri/fødevaresektor. Hvordan kan man tro at samtale og videnskabeligt baseret viden, kan flytte noget så primitivt, som øget indtjening via mindre indsats?


Well, det tror man på Madkulturen og MUND-FULD kommer til at følge det projekt nært. Hovedanken herfra, er at Madkulturen ikke lader til at ville være en forbrugergarant, men en mikrofonholder, for fødevareindustrien. Please, vis det modsatte.


Tilbage til den aktuelle konference.
"Konferencen vil belyse markedsmæssige og madkulturelle udfordringer og muligheder i tendensen mod det individualiserede måltid – produkter og mad, som er målrettet individuelle sundhedsbehov og/eller indtages alene....Hvordan kan madkulturen og industrien favne begge?"


Madkulturen og konferencens program trækker sin eneste trumf, partnerskabet, og byder på oplæg fra fødevareminstre, direktører, marsters i sundhed og formænd for bestyrelser; der alle har den hellige ild med. De er alle dybt engagerede at gøre danskernes liv sundere og bedre bla. igennem mad. 


Mere interessante for denne blog, er oplægsholderne fra den forreste frontlinje, eller skal vi sige den eneste gfra frontlinjen; Anne Birgitte Agger fra Københavns Madhus. Hun vil være den eneste af deltagererne, der dagligt står med hænderne i maden og med ansigtet i øjenhøjde med modtagerne. Det bliver spænende at høre hende.


Det bliver endnu mere spænende at se hvem der sidder iblandt publikum. OG denne blog noterer sig også at de to repræsentanter fra reklameverdenen, har fået luxuspladserne i programmet; lige efter frokosten og til aller sidst. 


Med den placering kan ingen da klage over eksponeringen af pengenes magt over mennesket. Er det forresten ikke det vi skal lave om på??

Velkommen, Fedtafgiften..

...og fuck dig btw. 

MadX, dit nye navn er allerede brugt...

MadX havde for 4 måneder siden jobsamtaler til nøglepositionerne, bla. til stillingen som kommunikationschef. Denne stilling vil, i følge stillingsbetegnelsen, blive aflønnet med den nette sum af 650.000 + pension om året. Først i den indeværende uge blev der så kommunikeret fra MadX; man skifter navn.

Denne mastodont på lerfødder vælger altså, efter en særdeles svær fødsel at mudre sin kommunikation med et naveskifte, lige før lanceringen på den københavnske madbegivennhed MAD Food, der afholdes i den kommende weekend. Ord som "røgslør" dukker op på tastaturet.

"Madkulturen" er det nye navn, et navn der allerede er besat af det proggressive madsite Madkultur, gad vide om ejeren af sitet kan score sig en årsløn på slag af domænenavnet?
Og gad vide om man ved hvor man vil hen med MadX/Madkulturen? På MAD Food ønsker direktør Judith Kyst gerne idéer fra publikummer til at give deres bud på hvad MadX/Madkulturen skal arbejde med. Man leder forgæves på nettet efter direktørens egne.
Nogle tanker har man dog gjort sig, men originaliteten ser ud til at være blevet væk på vejen til udførelsen. Ministeren bag, Fødevareminister Henrik Høegh, venter sig nemlig meget af en kommende undersøgelse af danske fødevares og dansk mads kvalitet. Her er MUND-FULDs bud, og det skal kun koste Hr. Ministeren små 300.000 kroner.

Den stinker, kvaliteten! I skal i gang med at uddanne børnene, vejlede de voksne, tage kontrollen over maden tilbage fra de kommercielle interessenter, fratage landbruget den hæmmende EUstøtte og så skal I give borgerne fri jord at dyrke deres egne afgrødre på, til at have dyr på og I skal give dem tid til det. I skal danne skoler for dyrkning og I skal gøre dette land til et mekka for nordisk innovation for fødevarer og madturisme. Og I skal gøre det nu.

How do you like them apples, Henrik, eller bliver du dårlig af dem(igen)?

FerieJunk

Netop er påsken overstået og dermed er den helt store feriesæson begyndt. I disse krisetider vil en del flere af feriens måltider nok blive tilberedt i sommerhuset og i campingvognen og hurra for det. Eller hvad? Her kommer forskellen du kan gøre i ferielandet Danmark dette år.

Denne påske blev tilbragt i Karrebæksminde og det følgende er ikke en lussing til lige dén smukke plets spisesteder, men til spisestederne som sådan i det jævne turist-land.

For i ferien er det tid til at slappe af og dermed også overlade madlavningen til andre. Så vi parkerer vores biler, går langs strandene og i bakkerne. Det er dejligt. Vi bliver sultne, vi har set i brochuren for området og finder frem til enten et specielt sted, men måske nærmere, et af de mange tilbud der nu er.

Fingrene løber over menukortet udenfor vort valg. Plankebøffer og rejecocktail. Pommes frites og tigerrejer. Hvad sker der? Næste sted, men samme liste over retter og råvarer, der enten er uden for sæson eller helt ude fra fjernøstens fækaliefyldte og overfodrede rejefabrikker. Og hvad gør dansken? Lapper det i sig. Det er nu også billigt at se til og det er tilsyneladende at der er godt bænket op derinde.  Billige råvarer, billige udskæringer(men fra Polen) og billig vin.

Nej, vi gik ikke derind og dermed har vi vores på det tørre og kan følge tidens trend og være ligeglad. Ja, faktisk burde vi jo blande os helt udenom; i vore dage er det jo blevet helt i orden at blive seriøst fornærmet hvis man bliver mødt af modstand eller andre(s) holdninger.

Alligevel. Tog jeg et par kilometer ind imod Næstved fra Karrebæk, var der gårdsalg af både æg, æbler, æblemost, der var endda en gårdbutik med ukendt antal lokalt producerede produkter.  I selve havnen lå der endnu et par kystfiskere.

Hvorfor i hede hule hellefisk er der ikke en restaurant der prøver at skille sig ud og tage lokale varer på menuen? Ja tak, ud over den tilfældige kartoffel der kan snige sig ind.  Ikke ét sted kunne man sige at der var en distance til salater med tomat(i april) eller 300gramsbøffen af malkeko. Ikke ét sted med lokale tilsnit.

Det helt bizarre opstår jo, når vi tænker på at det ikke engang er så billig mad, som de kære gæster tror.  Et provenu på 3-400% er godt for fiskehandleren og tilsyneladende er det helt i orden at oppe fiskefarsen med alt hvad den kan trække af mel, således at man ender med at spise et rundstykke med fiskesmag.

-”Skal du have remoulade med?”

Nej, det tror jeg ikke, for du har lige stået og hældt den op fra en 5-liters spand fra B C Catering og nu sælger du det i små bægre med dit logo på. Fnys.

Problemet er mangesidigt, men det starter med manden i spejlet(RIP MJ). Du som forbruger, skal vælge braset fra og lave din egen mad. Hvis det ikke er lykken, skal du holde din restauratør op på hans produkt. Han tjener mange penge på dig og din ferie, faktisk så meget at han kan holde åbent bare 2-3 måneder om året. Og hvis han kan, gør han det med størst muligt overskud. Hvilket er helt ok, hvis bare I er enige om hvad der bliver betalt for.