Viser opslag med etiketten Om at spise dyr. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Om at spise dyr. Vis alle opslag

tirsdag den 8. oktober 2013

Den søde høsttid

De kører nu, mens jeg skriver.
De enorme traktorer med de enorme anhængere, fragter "majs" fra markerne og til det lokale kvæg-stordriftslandbrugs siloer. Majsen har groet sig meterhøj rundt på markerne og nu er det blevet tid til at høste den. Majsen, denne snigende hævn fra de dræbte inkaer i fortidens sydamerikanske jungler.

Majsen fra markerne rundt om vores bosted bliver ikke plukket og kernerne bliver ikke pillet fra til kreaturerne. Store markuleringsmaskiner på hjul kører igennem rækkerne og flår majsplanterne om, til en tilstand der bedst kan sammenlignes med træflis; bestående af alle plantedele fra majsen. Det er dette produkt som traktoerne fragter forbi mit hus og ud til kvægbrugene. Det er en gæret/syltet version af dette produkt,  malke- og slagtekøer i mange konventionelle landbrug bliver fodret med. Det er altså i sidste ende det vi jo så selv spiser og drikker og bliver en biologisk del af. Ved at spise noget, der ikke er en naturlighed, rører vi også ved vores egen biologiske tilstand.

Et dyr, som er bygget til at spise græs, bliver fodret af med en plante, som aldrig har været naturligt forekommende for det og det gør dyret sygt på længere sigt. Det betyder ikke at køer ikke kan leve af en diæt bestående hovedsageligt af majs, det kan de sagtens. Og da majs er et billigt produkt, der ovenikøbet gør dyrene hurtigere fede, end græs, har erhvervet grebet majsen med kyshånd. Forresten dør køerne for boltpistolens slag imod panden, længe inden de har udviklet alvorlige ernæringsmæssige mangelsygdomme.
Men deres mikrobilogi lever videre.I køernes formaver har der udviklet sig helt nye variationer af e-coli bakterier, for at denne livform fortsat kunne overleve i en ko. Disse bakterier er nye og dermed ukendte for de værn man i hospitalsvæsenet har udviklet for at imødegå alvorlige forgiftnings tilfælde. En resistent bakterie er født og vi er på skideren, hvis den breder sig.

Men selvom vi ikke alle vælter omkuld,  diarré, feber og smerter til vi dør, så er der alvorlige betænkeligheder ved at indtage føde, der er produceret udfra en præmis, der hedder "mest for kronerne" og ikke "mest samfundsværdi for kronerne".

Hvad er det vi vil, som nation? Vi vil gerne ud af krisen og vi vil gerne kunne imødegå kinesernes invasion af vores hævdvundne ret til at være de rigeste og mest uddannede i verden. Det er som MUND-FULD læser det politiske parnas for tiden.
Hvordan gør vi det? Vi giver vore børn de bedste redskaber til at dygtiggøre sig fagligt, personligt og som gode samfundsborgere i hele maskineriet.
Svaret har i mange år været at uddanne os alle mere, at jo højere en uddannelse vi får, jo bedre vil vi kunne forme og styrke vort samfund. En smuk tanke, særligt i disse tider, hvor man har genopdaget behovet for og værdien af, andre uddannelser end akademiske.At det nok er generalerne der planlægger krigen, men soldaternes evner, der vinder den.

Men hvad fodrer vi disse kommende samfundstøtter med, hvilken daglig medicin giver vi dem, som den nærværende regering stræber efter skal blive "Den Bedst Uddannede Generation"?
Vi giver dem sukker af krigserstatningslignende produkter, som roesukker. Vi giver dem grøntsager med seriøst høje koncentrationer af pesticider og vi giver dem kød, hvis grundbestandele, der ikke er naturlige for netop disse dyr kødet kommer fra.

Diagnoserne bliver uddelt med jævn hånd over mange børn og unge for tiden. Kan der være en sammenhæng imellem, den måde vor mad er blevet til på, mængden af ensartede fødevareemner vi indtager og det stigende antal af socialt og mentalt utilpassede mennesker vi har i vort samfund? Måske bliver man faktisk det man spiser.

Man høster i alle tilfælde det man sår.





søndag den 13. januar 2013

Kan du slå det ihjel, kan du spise det.

Igennem årene har den blog f'ølt sig lidt frem i det veganske; hvad gør egentligt at man vælger at leve helt uden animalske produkter? Og vigtigst; hvad er udgangspunktet for at gøre det?

Vi har været der; den positive overraskelse over raw food (link) og erkendelsen af dens begrænsninger. Vi har læst os igennem Jonathans Safran Foer´s bestseller om at gå undercover i kødbranchen (link) og set at det er en lidt anden verden at producere kød i USA, måske.

Senest har vi genset filmen, der efter sigende, skulle omvende folk til at gå 100% veganer efter en gennemkigning; Gary Yourrofskys foredrag på Georgia Tech fra 2010 (link) . Og for et par dage var det så den æstetisk smukke, men afskyvækkende "Holocaust on a Conveyor Belt - Assembly Line of Death" (link)

Alle stærke fortalere for at droppe ud af kødshowet og begynde at gnaske grønt på fuld tid. Dervar en tid hvor jeg foretrak det grønne, men et alt for travlt arbejdsliv med børn, har trukket vores familie tilbage til mange måltider, hvor allehånde hakket kød og bryststykker indgår. I en længere periode, var denne pen diktatorisk herre over alle andres diæt, hvilket jo endte med oprør og kollaps hos undertegnede. Alle de gode intentioner om mindst økologi, mindst muligt kød, mest mulig smag; strandede på forskrækkede børn, forsmåede hustruminer, stress over madlavningen og mangel på samvær, for der skulle laves mest muligt selv.
Det var lige ved at gå galt; der måtte en kollaps fra denne side til. Jeg smed forklædet og forlod køkkenet, såret, vred over deres mangel på viden, deres rynken på næsen, deres utaknemmelighed over hvad jeg gjorde for dem, deres sundhed, udvidelsen af deres smagshorisont, deres mangel på medfølelse og overbærenhed, når eksperimenterne ikke lykkedes.

Så gjorde vi det vi skulle have gjort fra starten af; vi begyndte at lave mad sammen.

Og nu er det på vej tilbage. Vi finder sammen ud af hvad vi kan lid, hvad vi vil lave; det er først startet, men det er klart bedre at være i nærheden af køkkenet og spisebordet nu.


Her er det kødet kommer ind; gider vi spise det og hvad er prisen vi vil betale? Den yngste datter sorterer ubevidst kødet fra,den store søn spørger til hvordan dyret så ud, hvordan det havde det og hustruen, blev i sin tid vænnet tilbage til at spise kød af undertegnede, der synes det ofte er sjovere at lave mad med grønt end kødstykkerne. Alt i alt, vi burde ikke have svært ved at blive veganere, i hvert fald vegetarer.

Der er mange argumenter for at kun spise grønt, men lad os tage de to, der ser ud til at dominere. Der er det biologiske argument og der er det etiske.

Der bliver argumenteret for at vi slet ikke er bygget til at spise animalsk. Vore tænder, vore nærmeste slægtninges vegetarisk dominerede diæt, vores fordøjelsessystem er ikke bygget til animalsk føde, sygdomstyper som cancer, der ser ud til at stige i befolkninger, der spiser meget kød. Listen på skrækscenarier er lang og sikkert helt beviselig.

Så er der det etiske. Måden vi frembringer vores kødprodukter på er syg; det er et perverst livsyn at opdrætte andre dyr, med formål at fortære dem og deres sidegevinster, som mælkeprodukter. Denne blog har mange gange støttet dette argument med eksempler på stadigt forringede forhold for dyr og mennesker i den animalske fødevaresektor.

Alligevel ser det ud til at vegetarismen og den rene veganisme ikke får et ben til jorden hos toneangivende grupper som politikere og fødevaresektoren. For tiden ser det jo ud til at lille DK, med nærværende fødevareminister i front, skal stå for hele Kinas svinekødimport. Der er masser af penge at tjene og så er alt godt.


Men nu skal jeg jo ikke blive revet væk her; denne tid er ren meta for undertegnede; hvad kan jeg selv gøre, hvor langt er jeg villig til at gå, med familien taget med på råd og behov.
For mig er det ikke biologiske eller etiske grunde der skal afholde mig fra at spise kød; det er min mangel på overblik. Overblikket over hvad det er jeg kommer i munden, for som det er nu, ved jeg det ikke Altsådet kød jeg køber i butikkerne, jeg aner ikke hvad det har gennemgået, før det ligger i min indkøbspose  eller i rygsækken. De, producenterne og detailhandlen, kan jo bilde mig hvad som helst ind. Og det ser ud tilde gerne vil fortælle mig gode historier om græsmarker og, næsten, smilende dyr, på vej til slagtehuset.
Jeg gider ikke at blive løjet for, så derfor vil jeg gøre afstanden til min animalske føde så kort som mulig.

Vi har haft kaniner i et 1½ år nu og i julen, var det tæt på at jeg slagtede de tre sidste moderdyr og glemte alt om det. Det tager tid, koster penge, sviner lidt; var det virkelig det værd? Men fanden tage mig.
Hvad jeg er blevet klar over, i en sen alder, er at jeg må vælge. Og jeg vælger at kunne se mig selv i øjnene. Så jeg vælger at slå mit eget kød ihjel; det er prisen for mig. Kan du slå det ihjel, så kan du spise det.
Og, modsat alle de hjerteskærende film på nettet, så tror jeg på at dyr og mennesker, er skabt til at dræbe for at overleve. Overalt i naturen bliver slået ihjel, som en del af livet. Jeg som nulevende menneskedyr, bebor i et uhørt komplekst samfund, der betyder at jeg aktivt kan og skal vælge hvordan jeg vil overleve. Vi har blot glemt de helt basale krav, blandt andet altså, at kunne slå ihjel, at døden er en faktor i vort liv. Lidt mere fra en kendiskok her.(link)

Det tager ca.20 sekunder, fra jeg har fået fat i en kanin, der skal slagtes, til den er stendød. Og de 10 er gåtid fra burene om til skuret. 20 sekunder ud af et helt liv, fuck, det er da den måde jeg selv vil dø på. Slået i baghovedet et par gange, halsen skåret over, jeg sidder ved hvert enkelt dyr, mens det kramper og spjætter og jeg ser at øjnene er døde før jeg end fører kniven. Jeg har intet problem med at spise de dyr. Og hvem siger ikke at gulerødderne skriger, når det bliver hevet op?











tirsdag den 31. juli 2012

"Om at spise dyr" - en gennemlæsning

Jonathan Safran Foer´s bog om kødproduktion, hans barndom og hans eget barns fremtid kunne have været halv så lang. Og stadig ville den have givet kvalme hos læseren over hvorledes vi mishandler os til at æde alt, alt for meget kød.

"Om at spise kød" er en faktatung sag og det er med til at bakke alle bogens horrible fortællinger om amerikansk kødproduktion godt op. Faktisk kunne den ikke have være skrevet uden, da dokumentation af fakta, er vore dagens mantra for al formidling. Så det gør Jonathan Safran Foer (JSF), med enkelte nedslag i malende beskrivelser af barndommens trygge familiemåltider i den jødiske familie og sygelig vold begået af farmere og personale i den amerikanske kødproduktion. Sådan at veksle imellem tryghed og mareridt er et godt greb, der holder læseren fast, usikker på hvad der nu sker.

Der sker bare ikke så meget mere og så blive selv fakta og dødsvold kedelig. Det er som om at JSF aldrig helt kan blive enig med sig selv om det er hans oplevelser med at skrive bogen, der får ham til at blive vegetar eller et mere intellektuelt valg. Han hælder konstant til det intellektuelle, men kan alligevel ikke blive ved at skulle beskrive endnu et overgreb og hans søns fremtid, lige efter endnu en tankerække om dyrs evner til at være sociale tænkende væsner og så den måde vi vælge at se på dem som føde.

JSF vil ikke overbevise sin læser om at blive vegetar, påstår han. Men efter at have læst bogen, kan der ikke være meget tvivl tilbage i mange mennesker; kød i det 21. århundrede bliver produceret under forfærdelige forhold, både for dyr og mennesker. At slagteriarbejdere, for sjov, skærer trynen af levende grise, smører salt i såret og endnu en håndfuld i dens anus, kan jo kun chokere. At farmerne afliver dyr ved at kvæle dem eller smide dem ind i væggen og derefter lader dyrene ligge, halvdøde, på gangen, kan også kun vidne om en sjælden kynisme. En afstumpethed, der resulterer i depressioner, voldelig opførsel og selvmord for de implicerede mennesker.
Forurening, firmaer, der aflægger sig ansvaret, de få og små farmere, der forsøger at drive et humant dyrehold; det hele gennemgås og dokumenteres, mens forfatteren stadig forsøger at umenneskeliggøre hele tanken om at spise kød.

Denne blog er ikke blevet vegetar af at læse "Om at spise dyr", for mange af beretningerne kendte jeg godt og derfor er mit kød enten hjemmegjort eller fra landmænd og slagtere, der behandler deres dyr ordentligt. Det vil sige, så ordentligt som man kan behandle noget man ved er skabt til at dø for ens egen hånd. JSF dvæler et stykke tid ved at beskrive forskellige slagtere og landmænds beretninger om dette. Drabet. Han falder over at de alle taler om drabet som "nødvendigt", han udpensler deres uro og overfladiskhed ved emnet, som om de ikke rigtigt er sikre på deres gerning; drab af dyr dagligt.
JSF mener ikke at det er nødvendigt at dræbe for at overleve som menneske. Det gør MUND-FULD.

Som mennesker er vi, som de fleste aber, bjørne, grævlinger, vaskebjørne, piranhas, grise, katte, rotter, høns, firben og ravne, i stand til at spise og fordøje både plantebaseret og animalskbaseret føde.Så selvfølgelig spiser vi kød.

Natten efter at ovenstående var blevet skrevet ned; drømte jeg en drøm, der for mig blev et godt billede på menneskets dilemma som eksistens med andre levende væsner. Drømme var kort, men jeg besøgte , som voksen, et sted, en stue, hvor jeg som ganske lille havde leget. At genopleve denne følelse af tryghed, varme, uskyldighed, var så overvældende, at jeg begyndte at græde. Her mødtes små glimt af en tabt og total glædesrus over at at være netop der, med den voksnes nøgterne tilstedeværelse af blot et rum, der så lidt gammeldags ud.
Jeg græd stadig, da jeg vågnede, mindet og tabet føltes stort; jeg er nemlig et Homo Sapiens; det tænkende menneske(dyr). Vi mennesker baserer en stor del af vort voksne liv på minder. Bevidst, oftest ubevidst er denne sentimentalitet, et savn af noget vi aldrig får igen, har disse minder stor magt over vore handlinger. Som hos  JSF, hans barndoms kalkunmiddage hos bedstemoderen, er meget tungvejende argumenter, for at fortsætte en kødspisende liv. Han skriver det ikke direkte, men han holder ved disse minder og forsøger samtidigt at forestile sig sin nyfødte søns samme minder, nu uden kalkunen.

Tabt barndom +  voksnes tanker = overvejelser om meningen med selve livet fortsatte mening.

Der er ingen mening, ven. Kunsten at leve et liv, med den viden, er ikke en som JSF synes at nå frem til. Han stiller sig tilfreds med at have overbevist sig om at ikke-kødspisere lever et bedre liv, alene af den grund at kød ikke er livsnødvendigt for at overleve som menneske. Det kan jeg forstå og acceptere; men hvad stiller vegetarerne op den dag man kan dokumentere at gulerødderne skriger i dødsangst, når de trækkes op af jorden? Døden er hos alle, hele tiden. Sådan er det for mennesker og sådan er det for alle væsner på denne jord.

Når jeg slagter kaniner eller jagter skadedyr i min have, er det ikke med en lystfølelse eller en trang til at dræbe; jeg mener det er en del af livets cyklus at jeg slår ihjel for at overleve. Ligesom jeg i mit stille sind takker hver en rødbede jeg rykker op af jorden, stryger jeg kaninens pels en sidste gang, før jeg slår den ihjel med et slag i baghovedet og fører et snit igennem dens halspulsåre med en kniv. Jeg ved at jeg også skal dø en dag, at min tid kan komme når som helst og jeg glæder mig over at disse væsner, i min varetægt, er opfostret med omsorg og respekt.

Det er denne respekt vi mangler, som kødspisere og som sociale væsner, i dag. Vi er blevet fremmede for livets betingelser. JSF tager dette dilemma op på en flot og gennemarbejdet måde; det giver grund til eftertanke