Den søde høsttid

De kører nu, mens jeg skriver.
De enorme traktorer med de enorme anhængere, fragter "majs" fra markerne og til det lokale kvæg-stordriftslandbrugs siloer. Majsen har groet sig meterhøj rundt på markerne og nu er det blevet tid til at høste den. Majsen, denne snigende hævn fra de dræbte inkaer i fortidens sydamerikanske jungler.

Majsen fra markerne rundt om vores bosted bliver ikke plukket og kernerne bliver ikke pillet fra til kreaturerne. Store markuleringsmaskiner på hjul kører igennem rækkerne og flår majsplanterne om, til en tilstand der bedst kan sammenlignes med træflis; bestående af alle plantedele fra majsen. Det er dette produkt som traktoerne fragter forbi mit hus og ud til kvægbrugene. Det er en gæret/syltet version af dette produkt,  malke- og slagtekøer i mange konventionelle landbrug bliver fodret med. Det er altså i sidste ende det vi jo så selv spiser og drikker og bliver en biologisk del af. Ved at spise noget, der ikke er en naturlighed, rører vi også ved vores egen biologiske tilstand.

Et dyr, som er bygget til at spise græs, bliver fodret af med en plante, som aldrig har været naturligt forekommende for det og det gør dyret sygt på længere sigt. Det betyder ikke at køer ikke kan leve af en diæt bestående hovedsageligt af majs, det kan de sagtens. Og da majs er et billigt produkt, der ovenikøbet gør dyrene hurtigere fede, end græs, har erhvervet grebet majsen med kyshånd. Forresten dør køerne for boltpistolens slag imod panden, længe inden de har udviklet alvorlige ernæringsmæssige mangelsygdomme.
Men deres mikrobilogi lever videre.I køernes formaver har der udviklet sig helt nye variationer af e-coli bakterier, for at denne livform fortsat kunne overleve i en ko. Disse bakterier er nye og dermed ukendte for de værn man i hospitalsvæsenet har udviklet for at imødegå alvorlige forgiftnings tilfælde. En resistent bakterie er født og vi er på skideren, hvis den breder sig.

Men selvom vi ikke alle vælter omkuld,  diarré, feber og smerter til vi dør, så er der alvorlige betænkeligheder ved at indtage føde, der er produceret udfra en præmis, der hedder "mest for kronerne" og ikke "mest samfundsværdi for kronerne".

Hvad er det vi vil, som nation? Vi vil gerne ud af krisen og vi vil gerne kunne imødegå kinesernes invasion af vores hævdvundne ret til at være de rigeste og mest uddannede i verden. Det er som MUND-FULD læser det politiske parnas for tiden.
Hvordan gør vi det? Vi giver vore børn de bedste redskaber til at dygtiggøre sig fagligt, personligt og som gode samfundsborgere i hele maskineriet.
Svaret har i mange år været at uddanne os alle mere, at jo højere en uddannelse vi får, jo bedre vil vi kunne forme og styrke vort samfund. En smuk tanke, særligt i disse tider, hvor man har genopdaget behovet for og værdien af, andre uddannelser end akademiske.At det nok er generalerne der planlægger krigen, men soldaternes evner, der vinder den.

Men hvad fodrer vi disse kommende samfundstøtter med, hvilken daglig medicin giver vi dem, som den nærværende regering stræber efter skal blive "Den Bedst Uddannede Generation"?
Vi giver dem sukker af krigserstatningslignende produkter, som roesukker. Vi giver dem grøntsager med seriøst høje koncentrationer af pesticider og vi giver dem kød, hvis grundbestandele, der ikke er naturlige for netop disse dyr kødet kommer fra.

Diagnoserne bliver uddelt med jævn hånd over mange børn og unge for tiden. Kan der være en sammenhæng imellem, den måde vor mad er blevet til på, mængden af ensartede fødevareemner vi indtager og det stigende antal af socialt og mentalt utilpassede mennesker vi har i vort samfund? Måske bliver man faktisk det man spiser.

Man høster i alle tilfælde det man sår.