tør dig lige om munden...

Åh, chokolade, jordbær, fløde der løber ned imellem bryster, der er så.....................påtaget.

Sex og mad har det tilfælles at der indgår objekter, som kan føres ind i kroppe, omformes, mærkes og kan uddrages igen. Det er det samme, så hvorfor overdrive?

Glæden ved at dyrke, tilberede og indtage mad er uovertruffen set fra denne blogs synspunkt. (Der skal ikke herske tvivl om at sex også er et yndet område i livet heromkring, men her handler det om mad. Og) Sammenblandingen af de to.

For der er jo egentligt ikke noget problem med sex og mad sammen. Mangt et godt samleje er vel sagtens blevet varmet op med blod rødt kød og passionsfrugter i sterinlysenes skær. I al sin enkelthed er det smukt, når det er personlige oplevelser og fantasier. Vores frie hjernevindinger. Som vi skal passe på, for der dælmig nogen, der gerne vil ersatte vores fantasi med deres.

Vedstående foto dukkede op på MUND-FULDs skærm, da søgeordene "sandwich spread" blev tastet ind for nyligt. Ikke et reklamebillede, ikke pornografi; det er bare irriterende og en smule fjollet. Hvem dypper sig selv i hvid maling, kravler op på et strygebræt, kun iført trusse og lader sig fotografere, slikkende på et glas med et mayonnaise? Helt ærligt?

Ja, det kan opfattes bonért, jeg kan jo bare vælge at klikke videre, vælge sine søgeord med bedre omhu. Men det er sært som den personlige friheds tid, oftere og oftere skal bruges på at vælge fra. Vælge de evindelige og banalt "sexede" fødevarereklamer fra, vælge tåbelige sundhedskampagner fra, vælge fjollede fotos på internettet fra. 

Det er vel en del af det, at være aktiv på det verdensdækkende net af info, foto og porno; det kan være ganske underholdende. Det er også en grund til at hive stikket oftere og oftere, for at kunne hengive sig til egne tanker, lyster og indtagelse af (hjemmelavet) sandwich spread.

Følelser og fakta - Når Ulla Holm pisser madeliten af

Sociolog Ulla Holm har gjort det igen; ved at fremkomme med en række halvkvædede viser om tilstanden i den nærværende danske madkultur, får hun hele Speltsegmentet op i det røde felt. Det fortæller mindre om Holms vage argumenter og mere om hvor tæt på overfladen følelserne sidder hos de kritiserede, samt hvor lidt højde man i debatten har taget for følelsernes rolle.

Skribenter, debattører, producenter, forfattere, bloggere og ægte kvinder fra indre København/Århus, står i kø med allehånde fakta, for at modbevise og latterliggøre Holm´s pointer om at en privilligeret gruppe af forbrugere køber sig til en tænkt naturlighed og sundhed. Tænkt fordi nogle produkter blot udstyres med en indpakning, der oser af grøn tankegang og åbne vider; når de, højst sandsynligt, ikke er meget bedre end det billigste industriprodukt; Holms påstand.
Holm sætter kløerne i en øm luns, når hun beskylder de selvgode speltmennesker  for at købe sig til et bedre liv og dermed, bedre status, end andre. Andre, det kan være mindrebemidlede og mindre uddannende, selvom dette ikke udtales helt så direkte. Det er måske ikke elegant (nok) skrevet, men det er spot on. Og derfor er de kraftige reaktioner også sigende, for de beviser jo at der er noget om snakken.

Modargumenterne har spændt fra om Holm mon ikke er ansat til at "dumme sig", til at tvivle på hendes intelligens og til de mere lødige; hos Madkultur, der bryder med Holms sort/hvide opdeling af bæredygtig produktion versus konventionel.  MUND-FULD er ikke sen til at være enig i rigtig meget af kritikken af Holm. Det gør bare ikke hendes pointe om modetendenser og bedrevidenhed mindre værd. 

Ét sted i de mange stemmer om og imod Holm, bliver der henvist til New York Times anmeldelse af bogen "An Economist Go To Lunch" skrevet af den tilsyneladende højreorienterede og ultra liberale, Tyler Cowen. Også i denne anmeldelse latterliggøres forfatteren for at være uvidende og slå plat på middelmådighed. At Cowen f.eks. finder et besøg på Noma kedeligt, trækkes sammen med hans (tilsyneladende) hang til gadekøkkener, citat:
“For a few years running Noma, in Copenhagen, has been judged the world’s best restaurant, but my meal there bored me,” he declares in a typical formulation. Soon enough he’s back home slumming around in decrepit neighborhoods for food carts...".

Som i Holms tilfælde, udnævnes forfatteren til at gå storindustriens ærinde og til at ikke vide tilstrækkeligt. Han, siges det i anmeldelsen, sværger til billige udskæringer og ordinære grøntsager, gjort interessante med krydderier og saucer, i dunkle køkkener udenfor bycentrummer og i provinsen. Dette udstilles, som i kritikken af Holm, som et eksempel at han ikke kærer sig om hvordan fødevarer produceres og at han ikke forstår hvad steder som Noma biddrager med. Det antydes også at netop fordi Cowen finder sin inspiration udenfor hipstermiljøets snævre rammer, kan han ikke have ret i sin påstand. For denne blog vidner det bare om at kritikerne er utilfredse med at der kan ske store madrevolutioner udenfor den håndfuld darlings man man har så dejligt tæt ved hånden, når man bor  på f. eks.  -broerne i København og kan se hinanden på gå-i-byen-websites og glittede magasiner.

Men ordinære råvarer og billige udskæringer, det er jo også hvad bla. det nye nordiske køkken handler om. Midt i al jublen over at have mødt Søren Wiuff in the flesh og vide hvem der står bag spise steder som "GRØD" og "Nose2tail", glemmer madeliten og særligt deres medløbere, at det er lige der, i det almindelige, slaget om bedre ernæring til alle skal stå.  
I det ordinære, det som supermarkederne evner at have i deres kølemontre. Det er med de råvarer de store kæder vil fremskaffe, at den jævne forbruger skal trylle stadig sundere og bedre mad frem. Det er en kamp for bedre udbud i butikkerne vi skal føre, sammen. Som mennesker; følelsesdyr

Ingen af parterne i denne diskution tager højde for følelsen, som magtfaktor. Ikke de indignerede speltmennesker, ikke sociologen Ulla Holm og ikke engang økonomen Cowen. Og det selvom netop økonomi, det kapitalisttiske udgave af den, er totalt styret af følelser.

Hvis vi, som borgere i et fælles samfund, skal kunne gå op imod de store firmaer, der bestemmer over vores indkøbsvaner og dermed vores sundhed, må vi erkende at vi er styret af følelser og finde ind til de gode af dem. Vi skal gribe ud efter hinanden og hvis det kræver at de der har større muligheder for at gå udenom de industrikontrollerede kanaler, skal bryde brød med de ignorente og de fattige i troen på renere mad; so be it.
At man kører "på landet" og køber sit kød, hjælper ingen andre end én selv og bonden der producerer bøffen. At lave en kasse med gulerødder i baggården, er kun for de få der står bag den. Det lugter for meget af mode og for lidt af reel vilje til at lægge sin livsstil om. Modetendenser er nemlig, også, præget af en seen ned på de der ikke følger den, hvis ikke man er med, er man ikke så god som dem der gør. Men dette handler om mere end mode.

Tilhører du det overskudssegment, som denne blog så spydigt kalder "Speltsegmentet"; der bager af økologisk mel og har en hønsegård, måske endda plukker dine egne ramsløg, så er det din forbandede pligt at byde din Aldihandlende nabo indenfor i din verden. Hvis du vel og mærke mener at du har noget bedre at tilbyde og hvis du vel og mærke vil give de mishandlede Danpokyllinger respekt, ved at leve i et ærligt alternativ til den.

Nå? Er du bedre end andre? Vil du indrømme det og gøre noget ved det?

Knæfald for en kage, ode til måltidet

Som parthaver i et samskrivningsprojekt med andre madbloggere, har MUND-FULD kastet sig ud i at skrive om og tage et foto af,  en cup cake. Det lyder nemt. Det er det ikke. Det er det slet ikke.

Første dag - 8.55
Det er min egen skyld, at sætte sig op imod cupcake-trenden, burde jeg have været for klog til. Men jeg er nu på vej ind i en kulinarisk eventyrverden, der vidst fortæller mere om mine begrænsninger, end om den lille dumme kage, der er blevet så pokkers populær. Vil min madlavning nogensinde blive den samme?

Opskrifterne er på plads, de fleste af ingredienserne er i hus, der er også købt små forme til at få dem bagt i. Der er bare så stille inde i mit hoved. De tænder mig slet ikke. Også selvom jeg har fundet ud af at cupcakes faktisk bare en muffin med en overgearet hat på. Der er sgu´ da mange lækre muffins. Er faldet ned på 3 af  Dan Lepards; Sweet yoghurt and cream muffins, Black olive muffins og Sweet potato. Skulle man opfinde en mad-cupcake? Det lyder fancy, men der er stadig stille i mit hovede.

9.50
Nu står de der så; cupcakes. Ikke nogen fancy; æble/banan/chokolade med hvid glasur på toppen. Mission complete. Men der er stadig tomt indeni mig. Små, nemme kager, ungerne vil sikkert elske dem, når de kommer hjem i eftermiddag. Ligesom de elsker ketchup på deres pasta. Og fredagsslik. Sidder her og føler at min madlavning som hjemmegørende måltidtilbereder, er en fiasko. De gider jo ikke spise mine indiske curries, de marrokanske græskarkager eller blot en gang pasta med broccolli/bacon/ristet pinjekerne; de er pisse kræsne, er de. Også bliver deres far sur. Og serverer havregryn istedet. Uden sukker. Og læser bagefter artikler om hvor forkert det er. Trist.

9.58
Men det er da vidst noget med at "sød og blød mad", er noget nedarvet, pattedyrsagtigt noget. Vi vil have modermælk hele livet. Så hvis det er "natur" at ville have sødt, er al anden mad vel "kultur"; naturens modsætning. Nøj, hvor er jeg kulturel.

10.07
Det er sgu ærgerligt jeg ikke kan sætte mig ned med en stor kop øl lige nu og skrive løs om hvad min egen drøm om mad er. For med cupcakes og børnefaser omkring mig, ligner det bare en drøm lige nu.
Med nemme løsninger og alt for lidt tid, er den danske hverdag om mad, noget man skal omgå hurtigst muligt. Og der må også være megen trøstespiseri i de danske hjem. En gennemgang af reklameaviser, viser i alle tilfælde at slagvarerne består af sodavand, slik, kage o.l. Det er det der kan sælges og det er det vi køber som hverdagsdanskere.
Nu skinner solen og jeg vil ud, helt ud.

Næste dag - 9.29
Solen skinner stadig, men nu er det tid at få det gjort. Se nederlaget til cupcaken i øjnene og rejse sig fra støvet. Kagerne blev spist igår, børn, naboer; de var her alle og guffede cupcakes ned. Fedt, kager er dejlige.
Jeg står blot stadig tilbage med spørgsmålet; hvordan blev det således at det altid er kage vi skal have, når det skal være godt og hyggeligt? Er den danske madkultur en "blød og sød"-kultur? Er hele det sunde og nordiske bare noget vi udholder, for så, når vi virkeligt skal være gode ved os selv; at spise supcakes, vingummi og sodavand med alkohol i? Det er de sælger til os i butikkerne, det må være det vi vil have?


Nok om hvor for; nu da denne opgave med cupcaken er blevet mig for stor, for sød og blød. Da den har besejret mig med min mangel på at kunne se dens berettigelse, tager jeg nu mig tid og plads til at beskrive min egen drøm om øjeblikket af total overgivelse til nydelsen af mad. Og af kage.

Og vi starter langt fra tallerkenen, langt fra det primitive behov for at få bryst, i form at sukker og forarbejdet stivelse.

Vi starter ude på gaden, ude på traveturen, ved stranden, ved arbejdsbordet, i legen. Det er her vi mærker sulten, fordi vi har brugt det forrige måltid op, vores krop skal tankes. Vi mærker måske en tom mave i form af en lille svimmelhed, en mangle på styrke; ikke bare en lyst. Vi er sultne. Tørstige.

Vi bevæger os igennem et landskab af natur, blandet med kultur. De bugtede veje har skove og krat, søer og vandløb, med mennesker. Fiskere, landbrugere, små haver med grønt og dyrehold, jagthytter. I den lille by er der sørmig en bager, en slagter, et skilt med slag af honning. Kaffeduften fra caféen kan være fra hvorsomhelst, det vigtige er ikke indpakningen; med kvalitet kommer respekten for råvarene.

Solen er  næsten stærk nok på denne forårsdag, så vi kan godt sidde udenfor. Brød, pølse, ost, en bitter salat og perlende klar øl i glasset; frokosten er hurtigt serveret og fortæret. Vi glider tilbage i stolene, med mætheden kommer sløvhed; vi misser imod solen og lukker øjnene. Der tales intenst ved bordene omkring os; vi kan se de arbejdende gå tilbage til deres virksomhed; vi er på besøg idag og bliver bare hængende. Langsomt kommer kulden igen, snigende ad gaderne og med den forsvindende sol. Efter at have rundet aviser, smartphones og bøger, kan vi trække indenfor.
Enkelt, varmt indenfor; kaffen lokker os til disken, hvor kagerne står under glaslåg. Bevæbnet med pastis, varme drikke og søde brød, nyder vi at se folk kommer tilbage, bestille deres udvalgte og trække til bordene eller småsludre ved baren.

Lysene tændes, eftermiddagen er blevet til aften og duftene fra køkkenregionerne bliver for overvældende. Duftene, der har spillet vores næser et puds enkltvis i løbet af vores dag her. Den rå lugt af kød, dampene fra brassieringen, løgenes svovl og de varme krydderier, vinens tunge drue; på vores tallerken er de ikke at finde mere. De er blevet ét.
Glassene klirrer i opvasken, der trykkoges mælk i baren, stemmerne bliver højere; der grines til egne spejlbilleder. Menneskene finder sammen ved et vandhul og nyder frugten af deres arbejde; enten ved at betale sig fra den eller som biddragydende; der sidder slagteren jo; tjeneren fra frokosten har fundet den anden side af baren og ryger cigaretter med kvinden i rødt. Sterinlys og nøgne lyspærer er vore sole, måltidets dele, er vores krop. Nyder vi dem, som på denne dag, kan vi træde ud af denne kirke for ernæring og glæde, velvidende at vi har gjort os selv og hinanden lykkelige. Hvor ellers end i måltidet bliver vi menesker mest smukke....og mest grimme?

Smukke efter denne drømmedags dele af enkelthed, vellevenhed og styrke; grimme, når vi æder uden respekt for sulten, tiden eller os selv. Bare æder fordi der er tre for tos pris.


10.07
Har ikke læst mit drømmesecenarie igennem, nyder bare tilstanden af at kunne have sat ord på. Så endte en cupcake alligevel med at blive en smuk svane. Tak cupcake.