Viser opslag med etiketten nem aftensmad. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten nem aftensmad. Vis alle opslag

søndag den 29. juli 2012

Vi skal nu anmelde hinanden; hvem melder landbruget?

Angiveriets fordele er få. Alligevel tyer Mette Gjerskov, aka Magtesløs Fødevareminister anno 2012, til at opfordre alle danskere til at anmelde kødsnydere og uhygiejniske forhold.

Fy for satan, Mette Gjerskov, det mest ulækre her, er dit Card Blanche til stikkeri. Link her

For det første, det har altid været muligt at melde ulovlige forhold vedrørende fødevarer. Link her 
Og for år tilbage, ville det måske have hjulpet; for da havde kontrollørene faktisk både tid og viden til at reagere korrekt. Nu om dage, vil de stakkels mennesker komme stormende, lukke alt med forbindelse til mad i en radius af 3 kilometer, og få Ekstrabladet til at tage fotos af gerningsstedet. Job vel udført og nogle papirer udfyldt; alle vinder. For et øjeblik.
Slagtermesterne synes det er i orden med angiveriet; det er jo sådan et også deres "sorte" konkurrenter, der langes ud efter med opfordringen. Lederen af Fødevarestyrelsen siger det lige ud; det er de illegale, der er problemet.

Det er altså ikke slagerforretninger og supermarkedsslagtere, der sigtes til. Men hvor er det lige langt de fleste af os køber vort kød?
Det er i supermarkederne; så det er også der de fleste anmeldelser vil komme fra. Ingen der køber kød, billigt, ved en illegal, har vel tænkt sig at melde sin pusher.
Måske hvis han hævede prisen, men ellers tror jeg ikke der vil dukke flere, af fagpersoner nævnt, virkeligt grimme sager op. Og ingen der køber kød ved lokale håndværksslagtere vil undlade at nævne kvalitetsmangler overfor vedkommende. Og ingen lokale håndværksslagtere, vil sidde kundernes kommentarer overhørige; ikke hvis de vil fortsætte i den branche. Herude står der mere end penge på spil, personligt renomé fer eksempel.

Lad os vende os imod de anmeldelser, der vil komme om slagterforretninger og supermarkedsslagtere. Hvad er "ulækkert" for en almindelig forbruger? Er et røget grisehoved, er pølsestopning eller hvad med indmad i en spand? Fedtfilteret i en slagerforretning lugter ret klamt. Skal det anmeldes en varm sommerdag; skal røgeovnen?

Og så til det mest ulækre. Vi forbrugere er i dag så langt fra oprindelsen af vort kød, at en stor del af os ville blive veganere på stedet, kom vi forbi en dansk kødfabrik i morgen. Når endelig kødet ligger i butikken og er blevet for gammelt eller en sløv butiksslagter sløser med rengøringen, er det foregået så mange overgreb og brutalitet overfor dyrene, at dette sidste må betegnes som toppen af et ildelugtende kødbjerg. 

Men medicin som foder, aflivning af syge dyreunger med stumpe instrumenter, sygeligt fremavlede dyr, livsfarlige arbejdsforhold, dyretransporter over lange afstande, vold på slagterierne, depressioner for slagtere, snyd med saltvand i kødet, genbrugt kød i grillpakkerne; det hører vi ikke vores fødevareminister tale om. 

Næh, vi skal bare anmelde løs om småting, der hvor vi endelig får kødet at se. I en plastpakke, eller en køledisk. For crying out loud; vi kan jo ikke engang dufte til kødet der Og filmen på pakkerne, den camouflerer kedelige gråtoner, til vi kommer hjem og får åbnet. Og så skal vi til at melde det, midt i madlavningen?

Hvad helvede er det kommet til, når en minister ikke passer sit arbejde og i stedet for at sætte fødevareindustrien på plads, gør os alle til Judasser (dog uden belønningen; man skal jo spare).

Det er på tide at gøre som Joakim B. Olesen; brække sig. 
Ikke af madforgiftning, for mit kød er sgu tjekket eller hjemmegjort, men af hvor stort STASI-tankegangen har sejret i vort såkaldte frie demokrati.


tirsdag den 22. maj 2012

Jesus og MUND-FULD; vi er det samme...(åbenbart)

En blog som MUND-FULD er meget lig Jesus; hellig, bedrevidende, ideologisk, handlende og ender med at blive korsfæstet af sine egne.

Det kunne være et kortfattet resumé af madblogland, hvor man på det seneste atter har debatteret om hvad madblogs er og hvad deres berettiggelse er.

Den nuværende debat startede med en kronik af Madkulturens indehaver , der gerne så at madbloggere, som et hele, bidrog mere til at oplyse deres læsere om fødevarepolitiske emner og -stillingtagen. Det gik ikke stille af i blogland, hvor mange madbloggere føler sig "dømte", "peget fingre ad" og i øvrigt mener at ingen bør skrive deres holdninger om (andres) madblogge offentligt. Jeg tolker det som dårlig samvittighed og mangel på vilje til at stå ved sit ansvar hos de forsmåede bloggere. I dette lille land, hvor man ikke går af vejen for at svine udlandets sæder og skikke til og bagefter kalde det for "humor" og "frihed", er det ikke socialt acceotabelt at tage stilling til andre (danske) menneskers gøren og laden. Så længe en madblogger ønsker at gøre dette eller hint, skal man blot acceptere det som en del af mangfoldigheden og ellers klappe i.

Sorry, men det er bare ikke så enkelt at slippe udenom. Hvordan er det kommet så vidt at man ikke kan tage stilling, som MUND-FULD gør det, uden at det er dybt grænseoverskridende for rigtigt mange og denne blog skal kaldes "en skide protest blog"?

Ét argument kunne være at MUND-FULD som kritiker, altid fører kampen over på de andres banehalvdel. I dette tilfælde,  til andre madbloggere. Istedet for at bare gøre sit eget arbejde for det man tror på. Til det kan man jo replicere at vi hver dag udsættes for den slags "overgreb" i form af lovgivning. Love, demokratiske og alt muligt, der hæmmer vores handlinger, til et fælles bedste. Mener man, men det der sker er at lovens bogstav afskaffer folkets evne til at tænke over hvorfor nogle handlinger kræver omtanke og andre ikke er brugbare i et samfund. Derfor er dette en anarkistisk blog, for jeg vedkender mig mit ansvar for mine handlinger; allesammen. Skal jeg se på mit virke som bidragende og ikke kritiserende andre; er der masser at føre sig frem med.
Mit job, er fuldtids madformidling til diverse grupper af teenagere. madlavning, indkøb, økonomi, smag, planlægning, teknikker, glæder, stolthed over udført arbejde, respekt, håndelag, holdfølelse, tillid. Og næste år ligger vi en jord-til-bord-linje oveni hatten. Så hedder det dyrkning, dyrehold, produktionsmetoder, permakultur, virksomhedsbesøg og teori. Målet for vores elever er at blive klar til at tage en uddannelse, og meget gerne indenfor fag, der giver os alle mad på bordet. Det er så mit fuldtidsjob.
Ved siden af holder jeg kurser, i kommunal regi; til både unge og gamle. Går ud ser på skoven med rødderne fra 7. klasse og udstopper den fugl vi fandt derude. Giver de gamle herrer på Langeland lysten til at kokkerer tilbage eller bare til deres inspiration.. Det var mit fritidsjob.
Når jeg så kommer hjem, går jeg ofte i haven, for der holder jeg kaniner og høns, til at leve af. Jeg dyrker alt det jeg kan få op af jorden på 1500m2 og udvider forhåbentligt snart med en polytunnel, så sæsonen kan blive en helårig affære. Jeg hader at slå græs, men gør det stadig med en rugbrødsmodel, hækken klippes med saks og så videre; jeg ved at det er latterligt småt, men det er mit bidrag. Mine handlinger.
Inde i huset brygger jeg, bager, hakker, sylter, gærer; alt hvad jeg overhovedet kan finde ud af selv; igen fordi at jeg vil migselv og mennesker omkring mig, det bedste. Så "hellig" er jeg og det er jeg sådan set stolt af.

Og så denne blog. Dér tillader jeg mig at se på andre og deres handlinger. Jeg påtaler det jeg ikke kan lide,  alt det der strider imod logisk tænkning, når man tager madhatten på. Med denne blog kan jeg afklæde mig mig og glemme personen; blive observatøren, deltageren. En deltager med interesse og indignation over handlinger, der ikke bidrager, men fratager. Fratager sin blogslæsere en bedre oplevelse af en sufflé, fordi de bruger buræg og ikke en bedre kvalitet, for eksempel. Eller direkte er skadevoldende, ved at være ligeglad med sine læsere. Nogle madbloggere fremfører det argument at de bare har en blog for deres egen skyld. Jamen, så er der glimrende soft ware til at lave sine egne bøger eller mapper på sin computer, for selv at kunne glædes over sine gastronomiske resultater. Vælger man en blog, vælger man også at inddrage andre. Så har man et ansvar. Det er ikke en dom over nogen, det er en simpel aflæsning af bloggen som medie.

Det simple faktum at madvarer, der er dyrket under bedst mulige forhold, giver den bedste kvalitet, burde jo være argument nok for at berøre etiske emner, da madbloggere alle til hobe, vil fortælle om god mad. Det siger mange at de også gør, men at blogge som MUND-FULD vil have dem til at være på en særlig måde. Som om denne blog vidste hvad en rigtig madblog er. En madblog handler jo om mad, så er den ikke længere. Denne blog handler så også om andres mad og hvordan den kommer fra start til slut.

Giver den metode som bla. MUND-FULD har valgt; papkassemodellen kaldet af andre, tågehornet af andre igen, så respons fra læserne?
Ikke i kommentarer eller hits. Denne blog er ved at runde 20.000 hits efter snart 1½ år på banen. Det er ikke meget, skulle jeg hilse at sige. Alligevel er jeg blevet inviteret til at holde oplæg på Økologisk Landsforenings årsmøde, har deltaget i snart mange blogger arrangementer, har skrevet indlæg her og der i aviser og magasiner, har fået kogejobs, har haft ørene i maskine hos både Noma og Madkulturen igennem længere tid, er blevet bidragydende til udviklingen af Kulinarisk Sydfyn og er blevet et elsket/hadet ansigt blandt andre madbloggere.

Madbloggere hævder at deres mange hits, faktisk resulterer i masser af måltider landet over, dagligt. På den måde, hævdes det, flytter madblogge med opskrifter og flotte billeder, rigtigt mange imod et bedre madliv. Det er en påstand, man selv må finde bevis for. Om madblogs flytter læserne eller ej, så er det vel bare endnu et argument for at OPFORDRE til at bloggerne er sig deres ansvar bevidst, når de kommunikerer om mad og madlavning.

OPFORDRE til at være sig sin egen kvalitetsbevidsthed klar, også overfor sine læsere, der ofte er meget trofaste og gerne klapper på ryggen af deres bloggere.

Afslutningsvis, denne blog er drevet af lysten til at stille spørgsmål. Det kan du læse mere om her, for jeg gider ærligt talt ikke tale mere om mig selv. At tale om sig selv, det overlader jeg til bloggere, der er så meget bedre til det; ja, nogle kan nærmest ikke få nok af sig selv, deres opskifter og deres fotos, gad vide hvor deres læsere kommer ind i billedet?

fredag den 13. april 2012

Følelser og fakta - Når Ulla Holm pisser madeliten af

Sociolog Ulla Holm har gjort det igen; ved at fremkomme med en række halvkvædede viser om tilstanden i den nærværende danske madkultur, får hun hele Speltsegmentet op i det røde felt. Det fortæller mindre om Holms vage argumenter og mere om hvor tæt på overfladen følelserne sidder hos de kritiserede, samt hvor lidt højde man i debatten har taget for følelsernes rolle.

Skribenter, debattører, producenter, forfattere, bloggere og ægte kvinder fra indre København/Århus, står i kø med allehånde fakta, for at modbevise og latterliggøre Holm´s pointer om at en privilligeret gruppe af forbrugere køber sig til en tænkt naturlighed og sundhed. Tænkt fordi nogle produkter blot udstyres med en indpakning, der oser af grøn tankegang og åbne vider; når de, højst sandsynligt, ikke er meget bedre end det billigste industriprodukt; Holms påstand.
Holm sætter kløerne i en øm luns, når hun beskylder de selvgode speltmennesker  for at købe sig til et bedre liv og dermed, bedre status, end andre. Andre, det kan være mindrebemidlede og mindre uddannende, selvom dette ikke udtales helt så direkte. Det er måske ikke elegant (nok) skrevet, men det er spot on. Og derfor er de kraftige reaktioner også sigende, for de beviser jo at der er noget om snakken.

Modargumenterne har spændt fra om Holm mon ikke er ansat til at "dumme sig", til at tvivle på hendes intelligens og til de mere lødige; hos Madkultur, der bryder med Holms sort/hvide opdeling af bæredygtig produktion versus konventionel.  MUND-FULD er ikke sen til at være enig i rigtig meget af kritikken af Holm. Det gør bare ikke hendes pointe om modetendenser og bedrevidenhed mindre værd. 

Ét sted i de mange stemmer om og imod Holm, bliver der henvist til New York Times anmeldelse af bogen "An Economist Go To Lunch" skrevet af den tilsyneladende højreorienterede og ultra liberale, Tyler Cowen. Også i denne anmeldelse latterliggøres forfatteren for at være uvidende og slå plat på middelmådighed. At Cowen f.eks. finder et besøg på Noma kedeligt, trækkes sammen med hans (tilsyneladende) hang til gadekøkkener, citat:
“For a few years running Noma, in Copenhagen, has been judged the world’s best restaurant, but my meal there bored me,” he declares in a typical formulation. Soon enough he’s back home slumming around in decrepit neighborhoods for food carts...".

Som i Holms tilfælde, udnævnes forfatteren til at gå storindustriens ærinde og til at ikke vide tilstrækkeligt. Han, siges det i anmeldelsen, sværger til billige udskæringer og ordinære grøntsager, gjort interessante med krydderier og saucer, i dunkle køkkener udenfor bycentrummer og i provinsen. Dette udstilles, som i kritikken af Holm, som et eksempel at han ikke kærer sig om hvordan fødevarer produceres og at han ikke forstår hvad steder som Noma biddrager med. Det antydes også at netop fordi Cowen finder sin inspiration udenfor hipstermiljøets snævre rammer, kan han ikke have ret i sin påstand. For denne blog vidner det bare om at kritikerne er utilfredse med at der kan ske store madrevolutioner udenfor den håndfuld darlings man man har så dejligt tæt ved hånden, når man bor  på f. eks.  -broerne i København og kan se hinanden på gå-i-byen-websites og glittede magasiner.

Men ordinære råvarer og billige udskæringer, det er jo også hvad bla. det nye nordiske køkken handler om. Midt i al jublen over at have mødt Søren Wiuff in the flesh og vide hvem der står bag spise steder som "GRØD" og "Nose2tail", glemmer madeliten og særligt deres medløbere, at det er lige der, i det almindelige, slaget om bedre ernæring til alle skal stå.  
I det ordinære, det som supermarkederne evner at have i deres kølemontre. Det er med de råvarer de store kæder vil fremskaffe, at den jævne forbruger skal trylle stadig sundere og bedre mad frem. Det er en kamp for bedre udbud i butikkerne vi skal føre, sammen. Som mennesker; følelsesdyr

Ingen af parterne i denne diskution tager højde for følelsen, som magtfaktor. Ikke de indignerede speltmennesker, ikke sociologen Ulla Holm og ikke engang økonomen Cowen. Og det selvom netop økonomi, det kapitalisttiske udgave af den, er totalt styret af følelser.

Hvis vi, som borgere i et fælles samfund, skal kunne gå op imod de store firmaer, der bestemmer over vores indkøbsvaner og dermed vores sundhed, må vi erkende at vi er styret af følelser og finde ind til de gode af dem. Vi skal gribe ud efter hinanden og hvis det kræver at de der har større muligheder for at gå udenom de industrikontrollerede kanaler, skal bryde brød med de ignorente og de fattige i troen på renere mad; so be it.
At man kører "på landet" og køber sit kød, hjælper ingen andre end én selv og bonden der producerer bøffen. At lave en kasse med gulerødder i baggården, er kun for de få der står bag den. Det lugter for meget af mode og for lidt af reel vilje til at lægge sin livsstil om. Modetendenser er nemlig, også, præget af en seen ned på de der ikke følger den, hvis ikke man er med, er man ikke så god som dem der gør. Men dette handler om mere end mode.

Tilhører du det overskudssegment, som denne blog så spydigt kalder "Speltsegmentet"; der bager af økologisk mel og har en hønsegård, måske endda plukker dine egne ramsløg, så er det din forbandede pligt at byde din Aldihandlende nabo indenfor i din verden. Hvis du vel og mærke mener at du har noget bedre at tilbyde og hvis du vel og mærke vil give de mishandlede Danpokyllinger respekt, ved at leve i et ærligt alternativ til den.

Nå? Er du bedre end andre? Vil du indrømme det og gøre noget ved det?




mandag den 14. november 2011

Er det stigmatiserende at være skralder?

Efter at have set DR2s udsendelse om madspild, var det tid til at tage sagerne i egen hånd og springe ud som "skralder", eller " Freegan".

For en gammel storbybo, var det et trip tilbage til en ungdom med daglige besøg i skraldecontainere efter alt der kunne bruges i ungdomshyblen. Jeg havde, kort fortalt, ingen problemer med at iføre mig pandelampen og kører byen tynd efter genbrugsmad. Og der var masser at komme efter, se selv billederne her:




Jeg kunne godt få et kick ud af gøre det her et par gange om ugen, no doubt. Dagen efter var der stor glæde i den lille familie; der var frugt til hele børnehaven, der var chokolader og snacks til hele weekenden, der var mad til det meste af en uge. En fed ting at gøre, på så mange niveauer; miljøhensyn, husholdningsøkonomien, affaldsafgift for supermarkedet, listen er lang.

Lige indtil slangen i paradiset kom krybende. Hvordan tager naboen det? Med to mindre børn og en undertegnet far/blogger, der er ligeglad, vil der nok ikke gå længe før at det er ude. Særligt ikke når samme  far/blogger bliver passet op af en af de ansatte i hans lokale brugs, med hovedet godt nede i samme brugs container. I skrivende stund bliver sikkert leet højt i baglokalet. 

Men hvad med det faktum at der nu er en i lokalområdet, der henter mad ud af en container? Det ville ikke være noget problem for en studerende; men for en 38årig familiefar? Hvilke ting vil der blive sagt om hans børn, hvis/når børnenes omgivelser får nys om det? I storbyen kan man måske gemme sig lidt bedre, det kan endda være at folk i byerne er lift mere ligeglade med hvad naboen foretager sig kl. Snot om natten. Vores familie er derimod bosat i særdeles landlige omgivelser, derude hvor man har tid til at undres over andres opførsel. Det skal blive spænende at se hvad der sker, om noget.

Det er i alle tilfælde ikke sidste gang MUND-FULD har leget superhelt midt om natten, befriende mad, miljø og sin eget madbudget.

onsdag den 10. august 2011

Imod nye horisonter; California, here I come

Camilla Plum sagde det bedst i løbet denne sommer; "Vores friske råvarer, er ikke friske nok og de der skal lagres, er lavet alt for hurtigt".
Dette blev også sommeren, hvor MUND-FULD blev interviewet af landets langsomste medie, weekendavisen, om Svendborg og byens status som Citta Slow. Da fingrene ikke blev lagt imellem, er det overaskende at se at artiklen er at finde her, som link på Svendborg Kommunes officielle Cittaslow site . Hatten af for det. Og hatten af, igen, for at man, også i Svendborg Kommune,har besluttet at bruge de indtjente parkeringsafgifter på gratis bybusser i 3 måneder. Så er vi på sporet igen. Link på modkraft.dk her

Dejligt; alligevel har det været en tankefuld sommer; for hjælper det noget at bare brokke sig og være den lille dreng, der tør sige de voksne imod?

I løbet af denne blogs historie, er megen energi gået med at lange ud efter de der handler, hvad MUND-FULD anser for, forkert. Det har givet respons og debatmuligheder, men også en tom følelse af at blot pege fingre; og ikke handle nok. Det bliver nødt til at blive ændret, nu.
For nok har MUND-FULD ret i sine udbrud og antydninger, bevares, men det er også vigtigt at kunne vise en anden vej, en bedre løsning på de anråbte problemer.

2 ting; 2 handlinger er sat i værk. Den ene er selvforsyningstanken. I det små, dette er ikke et tvprogram, men der er hønsegård nu, slagtekaniner, køkkenhaven, leverer lidt, blomstrene bliver snittet til gaver ; kort sagt, der dyrkes og høstes.

Den anden handling er at undersøge og lære.
Fra februar 2012, vil MUND-FULD være at finde i San Francisco,Californien; hvor der skal ses på hvordan man formidler mad, underviser om mad, har en kultur omkring mad, på et lidt større plan end den danske andegård. Målet er at suge så megen viden og erfaring op, at der vil være noget at give af ved tilbagekomsten.
MUND-FULD har valgt at lægge sin lod i Slow Food bevægelsens skål. Denne, i Danmark lidt rødvinsplettede og ikke alt for ungdomsorienterede organisation, har været længe igang i det vestlige USA. Med frontkæmpere som Alice Waters, lader det til at man derovre ikke lade det være ved turene til Toscana og en hyggelig sammenkomst omkring kvalitetschokolade. Derovre drejer det sig om læseklubber, selvforsyning, skolehaver mv. Og selvfølgeligt også markeder, hvor forbrugeren kan møde producenten direkte. I en tid hvor de danske Farmers Markets ser ud til at være i tilbagegang eller i bedste fald, i stilstand, vil det være interessant at se hvorledes man gør det andetssteds.
Har du idéer, kontakter eller andet, vil det blive modtaget med kyshånd herfra.

Meget mere senere; jeg skal ud og plukke bønner nu.


Note. Marts 2012
Det blev ikke til noget, pengene var for få; ingen tur til det vilde vesten denne gang. Øv.