Eftertanker, i en søgen på meningen.

Det er tåget på landet i dag, tågen bringer ro og eftertanke.
I årevis har denne blog skrevet om mad og de mekanismer, der findes i vores forbrugsmønstre og de problemer der kan medføre. Der er ændringer på vej, har der der tit stået i disse linjer. Ændringerne ligger ikke i store ord, men i små handlinger. Efterhånden som ordflommen herfra blev brugt på og kræfterne til at holde vreden ved lige, ligeledes er svundet ind, synes der at blive plads til andet.
Eftertanke.

De ændringer i livsstil og verdensbillede som vi, som samfund, går i møde, er overvældende. Monumentant overvældende. Og skylden ved at være et forbrugende menneske er mindst af samme størrelse. Jeg forstår godt den store del af os bare fornægter og prøver at få hverdagen til at hænge sammen Jeg er der jo selv, bare med økomærke på. Og det er ikke en tøddel bedre herovre, jeg lider under det og har brug for mere.
Nye tankesæt.

Ingen tvivl om at vi har svære problemer på lands og verdensplan. Men den mundfuld er blevet for stor at kapere lige nu, tankerne går indad. 8 års liv som eksilkøbenhavner sætter sine spor, erfaringerne fra de store tanker om landlivet bliver høstet til overmål i disse dage, så meget at der ikke er plads til meget andet. Ikke til job, ikke til børn, ikke til hustru, dyrene bliver passet, haven ligeså, men så heller ikke mere.
Nye tankesæt.

Livet anno 2014 leves på overfladen,som helt almindeligt menneske er jeg fyldt op, overfyldt, med hver eneste dags to-do liste. Den er lang og jeg kollapser foran en af flere skærme hver aften, træt og er ikke istand til andet end at trykke på endnu en tast. Det liv tror jeg mange lever. Havde jeg venner og bekendte lidt tættere på, ville jeg måske også sætte lidt flere underholdningspræmier op til mig selv. Bowlingaftner med drengene, ture til kunsthaller, cafébesøg, men det findes ikke herude, jeg er efterladt med tågen, eftertanken.

Og nu vil jeg ikke løbe fra den mere. Det der startede som et eventyr og blev til et mareridtslignende hverdagshelvede af ting, der hele tiden skulle nås, må få en ende. Jeg ved endnu ikke hvordan, men jeg er begyndt på en proces, der ikke er til at stoppe. Og det mindste jeg vil få ud af det, er at jeg bliver et bedre menneske. I årevis har jeg skrevet her om hvad "man" skal gøre, om hvis skyld det er. Det har efterladt et handlingsløst hul, for hvis det er de andres skyld, er jeg konstant magtesløs. Og hvis det er min, så kan jeg kun alene løse det.
Men der er ingen skyld, der er bare liv. Et liv, der leves. I et helt år har jeg ikke været til tasterne på denne blog. Leden ved konstant at skulle kommentere nye skandaler og tiltag, føle sig forurettet og vred, blev for stor. For megen råben op i tomme taster. Vrede er en naturlig energi, der kan trække i gang, give luft, komme videre. Men vreden kan ikke stå alene.
Eftertanke.

At kanalisere sin magtesløse vrede over i (kærlig)handling, er blevet et mål for mig. Men handling er tit løbet ud i sandet for mig, hverdagen tog over, hverdagsmennesket var stærkest. Jeg ville måske før have skrevet at det var et mål for hele vort samfund, men lige nu, er der ikke plads til mere end at selv famle sig frem. Se sig omkring. For alvor mærke efter, hvor er følelsen af ro, ægte tilstedeværelse. Jeg søger.

Jeg læser "Og Den Store Flugt" af Andrea Hejlskov , om flugten fra det forbrugs- og overfladeliv vi lever i Danmark og ud til en 16 kvadratmeter stor hytte i en svensk skov. Det starter dårligt og derfra går det bare nedad. 4 børn og 2-4 voksne kæmper i kulden og mørket med at genopdage hvordan et liv kan hænge sammen, når alt der hedder modernitet, er skåret væk. De er elendige til det, de tog ikke engang et par høns med, men lever bla. at skralde og kan ikke forstå hvorfor affaldet hober sig grimt op bag huset. Sygdom, had og klam kulde bliver hverdag, noget er gået tabt. De møder folkene i skoven, fantasten uden livslyst, der rabler om et utopia uden for samfundet, men ikke kan løfte det selv. Skovejeren, der interesseret følger deres kamp med blot at lave ild og så kører hjem til sit moderne hus. Fortællingen er grim og hudløst ærlig.

Et vigtigt dokument for den gruppe mennesker, som jeg selv tilhører; os der bør rive ned, men ikke tør.

En anden fortælling, "Under landet" af Lone Vitus, viser hvor langt ud vi kan komme, når tankerne går i rundkreds og øjnene vender nedad. Alt samler sig om krampagtigt at holde fast i det kendte, det vante og imens går verden videre. "Under Landet" er beretningen om den konventionelle bonde, ham der bliver færre og færre af og som meget få mennesker kender og da slet ikke for det gode. Om hans stædighed og tro på fortidens mål og hvor sølle og udsat det liv bliver, uden rum i den omgivende verden. Et sted viser denne stadige verdensfjernhed sig i at den trefarvede is, regnbueisen, ikke vil blive at finde i butikken snart. Der købes ikke så meget mere af den, den glider ud af sortimentet. Manden er rystet og skynder sig hjem i sin aldrende moders køkken på gården; verden er af lave. Og alt imens lægger han store planer for fremtiden, planer, der har deres rod i en fjern fortid allerede.
Jeg føler lede ved hovedpersonen, men ser også mine egne skyklapper. Om jeg synes de skal fjernes, ved jeg ikke endnu.

For mens hovedpersonerne i de to omtale bøger, udstiller sig selv, har jeg altid forsøgt at vende mig udad. Sagen, ikke personen. Sagen er bare, at jeg også er et subjekt, en person med historie og at det ikke kan gøres til en objektiv betragtning at leve et opmærksomt liv.
Eftertanke.

Som generation Xer, tilhører jeg den tavse generation, dem der kom efter de larmende 68ere, dem som sidder og gemmer sig bag hække og kører mountainbike om søndagen. Dem uden engagement i andet end IKKE at gøre noget. Kan jeg stadig bryde op? I alle tilfælde luner det at se dokumentarprogrammet "Freak Out" på DR, der viser at heller ikke 68erne var forbandet originale. At deres verdensomstyrtning også hvilede på andres skuldre. Og at revolutionen kan komme indefra, også i tider som under den første og anden verdenskrig. Se den og bliv klogere på hvor langt man kan være parat til at gå. Og også hvor hurtigt en kommerciel og præstationshungrende verdensorden kan indhente selv de mest reformivrige. At revolution og ændringer er forbundet med smerte og hvor vigtig den smerte er, for forståelsen.
Jeg lever en smertefri tilværelse, det giver ikke megen lyst til forandring. Med mindre jeg ser mig omkring og ser den tynde, tynde fernis vi går rundt på og som vi kalder livet. Der er kilometervis af liv levet før os, under os, erfaringer nedfældet i hvert eneste sprække, og alt vi tilsyneladende gør, er at vende ryggen til. Som servicemedarbejderen i vore flotte supermarkeder, der ingenting ved om varerene han sætter på hylden og det er nok derfor at der står "SERVICE" på ryggen af ham. For det er den side jeg oftest ser. Vi er på gyngende grund.

Er jeg som mennesker i stand til at virkeligt drage de konklusioner mine høje intentioner kræver? Kan vort samfund, vor verden? Engang udtalte jeg de senere så berømte ord, "det eneste danskerne har brug for er en ny krig eller eller en miljøkatastrofe. Før får de ikke ikke fingeren ud og finder nye veje, der løser dem fra lønslavetilværelsen".

Eller noget lignende. Og det var i 90erne. Og jeg havde drukket tæt.

Sandheden er vel snarere at vi, endnu, har tiden til en stille, en eftertænksom revolution. For hverken 12 års krig i fjerne lande eller uhørte regnmængder, kan få os til at rykke alligevel. Vi har uddannelserne og leveniveauet til det. Jeg har og jeg vil gøre noget. Men der skal ro til, larmen er svundet bort, alt er skrøbeligt lige nu. Hvordan griber jeg verden, uden at den forgriber sig på mig? Hvordan kan jeg styre mig igennem denne larm af overflade, for at nå ned i de ting der egentlig betyder noget,for mig, for min familie, for os alle? Uden at skulle udsætte mig for projekter, der er dømt til at mislykkedes; det være sig klamme svenske hytter, landbrugsdrift eller utopiske fællesskaber, alle er de jo virkelighedsfjerne, så længe jeg jo faktisk ønsker at være en del af noget sammenhægende for mange mennesker.
Eftertanke.

Gratis mad er cool

I aften tager jeg ud igen, ud og vipper låget op på supermarkedernes affaldscontainere og hiver den kommende uges mad op af dem. I disse kolde vintermåneder bruger denne familie på to voksne og to mindre børn, mindre end 300 kroner om ugen på indkøb. Det vi køber er faktisk mere de ting der ikke er direkte spiselige; vaskepulver,  lyspærer o.l.

Det kan tænkes underligt, men jeg giver denne frontrapport, for at få flere til at se lyset og skaffe sig noget gratis føde og samtidigt gøre en indsats for at mindske vores katastrofale madspild.

Først vil jeg dog lige takke de samlede danske detailhandlende for et rigtigt godt udvalg af brød, konstant leverance af allehånde mælkeprodukter, de 15 pakker smør jeg har i fryseren, de 20liter juicer, der ligger ved siden af smørret, samt de 8 speepølser, der også i smidt oveni. Jeg vil også gerne kvittere for de 16 poser kaff, fra forleden. De havde holdbarhed til næste april, men der var vidst tabt en juice over de første tre poser!  Mine kaniner er de bedste fodrede i nabolaget, det samme er kattene og hønsene. Vores køleskabe bugner af grønt og mælk, ymer, you name it. Skabene fulde af tørrede produkter som hirse bønner, spahetti, kikærter, quinoa, havregryn, mel(alle typer). Min kone får blomster mindst en gang om ugen nu, mine børn en mælkesnitte, når deres far ikke kan bære at se 2-3 dusin af dem ligge der.

Ligge der i containeren, er det ikke vildt klamt?

Joh, en affaldscontainer er da noget beskidt, derfor er jeg sæsonskralder, fra september til april; sommeren er hård ved madvarer. Men ellers ligger det hele jo der, lidt rodet, men på køl. Lige til at snuppe.  

De varer jeg møder, når jeg åbner en typisk container er alle blevet kasseret af forskellige årsager. Ingen af dem er bundrådne eller bare noget der ligner(medmindre det er den der en appelsin ud af 10 i et net), for det kommer jo altså lige fra hylderne et par timer tidligere.

Oftest er det datoen den er gal med, ferskvarer som mælk, pålæg, kød, æg, fisk; har alle en ”sidste salgsdato”, ikke at forveksle med en ”bedst før –” dato.  Jeg tager ikke æg eller fisk og også kødet har jeg rigeligt af hjemmefremstillet. Alligevel hjemtager jeg kød, der netop er gået på datoen, til husdyrene.

Grøntsager falder for en eller anden udseendesmåleenhed jeg ikke helt kender. Nogle er selvfølgelig blevet ubrugelige, men det ser ud til at man, fra supermarkedets side ikke ser på resten af partiets tilstand. En aften fandt jeg 3 kasser ananas, ikke en skramme, men under dem lå 3-4 dårlige af slagsen. Det tyder påat nogen har sagt noget i retning af ”De par stykker er ved at være færdige, vi må hellere rydde hele partiet, for at være sikre. Well, de tre kasser fejlede ikke en dyt og vi havde tropefest hele ugen.

Tørvarer har selvfølgelig også en ”bedst før”-dato, men det betyder ikke at varen er dårlig. Har ikke tjekket lovgivningen, men mener at vide at denne dato er producentens rygdækning for ikke at skulle leve op til gængse kvalitetskrav for den pågælende vare efter denne dato. Hm, havregryn bliver altså ikke dårlige af at stå en dage eller 20 over datoen. Faktisk vil jeg sige at det eneste man skal undgå at tage, med en udløbet dato, netop er de varer med en ”sidste anvendelse”-mærkning. Og så igen, mælkeprodukter holder sig snildt en uge, måske endda to.

En del varer er blot beskadigede, så ingen vil købe den; bulede pakker, huller, skår. Nogle er bare blevet til overs på en eller anden hylde og så må den jo hellere smides ud. Har bla. fundet toiletpair, lyspærer, 12 pakker tandpasta, 8-10 kilo nytårspynt fra dén afdeling.

Og så er der hele jagtkicket. For efter jeg har sparet i tusindvis af kroner, ved at bruge 1½ time et par gange om ugen i containerne, så er der jagten.Hvad gemmer sig, hvad har fjloserne ment ikke var værdigt at have i ders butik i dag? Åh, to kasser spagepølse, bare fordi den hedder noget med ”jule-”  og det er nytår? Flødeboller, i kassevis, med tre dage tilbage på datoen?

Hvilket leder mig til en lille sjov ting, jeg oplever, når jeg diskuterer dette med bekendte. Man køber en mælk, den er et par dage fra at være udløbet. Når den når datoen, bliver den tit hældt ud, fortæller folk. Men lige så tit, får den lov at blive stående. Det samme gælder i høj grad, andre produkter, pålæg, ost, marmelader, remoulader, smør, alle bliver de oftest hængende, til de er brugt op. Overløben dato eller ej.

Min påstand er at maden i mit køleskab, i mine køkkenskabe og i kælderen, er maden friskere end din. Og jeg har ikke betalt for den heller. Tihi.

2 kvinder, der rocker min (mad)verden

Det er sjældent at en gift mand indrømmer at der er andre kvinder i hans liv, men på det sidste har jeg fået to nye veninder. Kvinder, der på hver sin måde, vender madtemaet på hovedet. 
Eating-designeren Marije Vogelzang med sine finurlige tegninger og massive opgør med mad som blot en punkt på dagsordenen og anarkisten Heather C. Flores, der kæmper med planter og kooperation, istedet for bomber. 


Der må nye tanker til og mens denne blog mest er til at bruge eder og rumsterer rundt i det dersens internet, findes der faktisk mennesker, der handler på deres egne tanker og er med til at omskabe verden omkring dem. Om man er feteret hollandsk designer eller aktivist fra de mere kedelige dele af Los Angeles; det kommer ud på et. Det gælder om at skubbe grænserne, de grænser som en eller anden kulturel form har det med at trække ned over os. Det gælder om at gøre sig fri, ved dels at kende fortiden, dels ved at ville ændre fremtiden.

Designet først. Marije Vogelzang er  "eating desinger, because food design imply that I design food. Food is perfectly shaped from nature itself".
Med sin bog "Eat Love", har Vogelzang samlet en række af sine projekter, designs, der alle kredser om måltidet, som kultur, som form, som skabende for identitet i alle mennesker. Og mens de danske eksempler på dette foreløbig altid har haft kommercielle afsendere og handlet om at bygge en lerovn sammen, går Vogelzang anderledes radikalt til stålet. Her må du ned i din sjæl, for at deltage. Det kan koste både blod, sved og tårer, men kan hun få japanere med på at spise uden at kunne se hinandens tøj, burde de berørringsangste danskere vel også kunne lege med?
Vi har i vores facebookgruppe tidligere linket til "Eat Love Budapest" , hvor forskellene på sociale grupper, opvækst, fortælling udfordres af romakvinder, der fodrer gæsterne på udstillingen, eksekveres på smukkeste vis. Se videoen, det lyder brutalt og invadererende; det er intimt og lærende på et helt andet niveau, end MUND-FULD har set før.

I bogen vælder det ene projekt efter det andet frem, med lyst til at dele og udfordre; fra begravelsesmåltider med kun hvid mad, over sammenbundne drinks, der "tvinger" en gruppe til at stå tæt sammen, til slikkepinde udformet som pistoler, hvilket bør få enhver til at tænke over hvad de kommer i munden og hvilken effekt det har på deres krop. Det er også blevet til et vendespil, som MUND-Fuld var så heldig at vinde ved en fotokonkurrence i 2011. De to par består af et foto af en given råvare, et skåret løg og en stregtegnet figur, med tårer i øjnene. På den måde formidles råvaren og en effekt af den sammen. Sjov at spille med ungerne.

Men for Vogelzang, handler det ikke bare om at skabe små pointer om ernæring og sundhed. For hende er føden vejen til vores allesammens følelse af livet og af døden; det er livets tråd. Derfor er de mest imponerende designs, de der bringer tidligere fjender sammen. Som i Libanon. hvor muslimer og kristne først lavede skåle af bagt dej, skålene blev farvet grønne med persille(en vigtig lokal krydderurt). Placeret direkte ovenpå den tidligere grønne linje, der opdelte Libanon under borgerkrigen, (1975-1990) blev de fyldt med lokal retter, begge grupper har nemlig samme måltidstraditioner og tilsidst spist. Således indtog man hinandens liv, skåle og alting, og blev ét. 


Mere salomonisk kan det nærmest ikke blive.

Nu kan det kræve en del ressourcer at arbejde med eating-design og mange af projekterne er dog også éngangsforestillinger, kunst nærmest.
Så er det anderledes lettilgængeligt at Læse "Food, not lawns" af Heather C. Flores; her er der side op og side ned af inspirerende læsning til den (mest urbane) haveentusiast/fødevarpolitiske aktivist. 
Bogen bygger på tanken om at der kan etableres nok så mange byhaver og kooperativer; hvis ikke nærsamfundet indkluderes, vil det ikke have en langstidsholdbar effekt. Så sidenløbende med beskrivelserne af forskellige havebrugsprojekter, gøres der hele tiden op med vores allesammens egocentrisk livsindstilling. At dyrke kræver meget, så man bindes sammen og føler afhængigheden/fællesskabet igen.
Nyttehaver; det er blot én måde at skabe bedre samfund på. Hele den sidste halvdel af bogen er dedikeret arbejdet med at skabe sammenhængende lokalsamfund, fællesskaber på tværs, via dyrkning og mad og projekter der spinger ud af dette arbejde. 


Det overordnede mål med bogen er at få en personlig erkendelse igennem til læseren. Det handler om at skabe for fremtiden, mens vi nyder livets goder; samværd, fællesskab, måltider, bevægelse, frugtbarhed, arbejde. Og hvor mange materielle goder skal der egentlig til for at vi har det?


Spænende at pludselig stå foran sit køleskab og se at der jo faktisk ikke er brug for det. Hvad er det der skal i køleskabet, som ikke kan hænge i et skab, på en skyggefuld væg udendørs? Og således går Flores til værket; hvor meget har vi brug for bliver der spurgt hver gang vi træder ind i et rum i vores hus, vore sociale forhold, vort arbejde. 
Bogen er en inspiration og på ingen måde opfordrer den til at vi skal bo i jordhuler, faktisk er det jo en gaveregn med al det overskud man kan benytte sig af via dumpster diving, at få fra andre, at bytte sig frem, at kigge bag skuret i haven; der er overskud overalt. Man skal blot ikke lade sig forblænde af alt det overskud, for det er jo tegnet på at noget er galt.


Man kan blive helt bange for overskrifter som "Quit your job", Get rid of mirrors and calenders" og måske den værste "Make time", men under de tilsyneladende radikale tanker, hviler en rolig puls af ren og skær fornuft. Vi HAR jo ikke brug for så mange ting. Hvad vi har brug for, er omtanke, kærlighed og medfølelse, og det koster ingenting.


To kvinder har her skrevet to bøger der har rykket én mands verden rundt. Netop den rolige tone i de to bøger, tilskriver denne blog et særligt kvindeligt træk. Der er masser af  "mandlig" handling i de to, for Vogelzangs vedkommende er vi de tænkende deltagere, hos Flores kan vi få fingrene i jorden og i samfundet, men begge formår at holde det handlende fint i balance med det overvejende og reflektive. En skøn blanding.


Hermed to anbefalinger til læsning, når nu du har droppet TVet alligevel.

Arbejd, køb, dø

6 ugers dårligt knæ m.m., har reduceret denne blogs indehaver tilbage som en slave af de danske indkøbsforhold igen. Ingen dumpster diving, ingen kaninslagtninger, ingen køren rundt til de lokale producenter; kun supermarkedet er det blevet til. What a nightmare.
Godt man har haft  H. C. Flores´"Food, not lawns" ved sin side. Der kan vi finde svar på hvordan vi kan løse vores egne små problemer; ved at hjælpe andre samtidigt.

Det er så sindsygt dyrt at skulle købe alle sine førdevarer i et suprmarked, at jeg ikke forstår at der er et folkeligt oprør igang, alene på dén baggrund.
15 kroner for et hvidkålshovede?? Dristede os til at tage en kop kaffe i en Baresso; helt almindelig slavekaffe fra kanden, hældt op af den mest verdensfjerne ungmø; 23 kroner?? Så tro pokker da at opgøret med den store købedjævel lader vente på sig; folk har jo travlt nok med at tjene penge til de opskruede dagligvarepriser. Alt for travlt med at fodre købelysten i sig selv.
Det kan ikke passe at dette er opskriften på verdens lykkeligste land.

Da dennes  herværende sygepasser og fader fornyligt skulle have skulle have noget medicin, fik han afvide at det var dyrt; 300,- for en kur på en uges tid. Men han blev beroliget af apotekeren senere; de 250 blev betalt af sygesikringen. Min far var glad, lægen fik fyret en recept hurtig af og der var penge til medicinfabrikanten også. Masser af penge skulle man mene. De penge kommer fra den samme danske stat som fattes penge. Så mange fattes den, at der fra poltisk hold nu langes ud efter alle de grupper af befolkningen, som på den ene eller anden måde får udbetalt penge fra samme stat.

Børn i skolen får snart betalt undervisning fra bankerne, familiefesterne går med at tale om renter og lån, i den store verden dør børn af spekulanters flytenrundt med fødevarepriser.




Er du ikke snart ved at være træt af det? At de fåkin penge skal styre dit liv. Den eneste grund til du ikke gør op med det hele, er at du skylder kreditforeningen, ikke sandt?
Jeg gør og jeg er meget træt af det. Men hvor starter man, hvis man virkelig gerne vil fri af et kapitalforblændet samfund og bare vil have mere tid til at gå, elske, lege, nyde, arbejde og så igen. Bygger en ny Thylejr måske? Men hvorfor pokker skal de selvbyggere altid rode sådan, det gider jeg sgu´ikke bo i. Det er jo sådan bønderne heromkring tér sig; smider alt deres habbengut hvor de vil.Det er der ingen ændring i.

For denne blog er det  tydeligt at se; denne her klarer vi ikke ved at lave lidt regnvand til skyllevand i toilettet. Heller ikke ved at købe fair trade. Den her klarer vi kun, hvis vi stopper med at anderkende den kapitalistiske idé om at lån holder samfundet igang, som den eneste gangbare. Hvis du kaster et blik i din lokale gågade, er det så det liv du ønsker dig? Alle butikkerne, alle købemulighederne, alle pengene du skal tjene for at holde dem igang. Trænger du aldrig til en pause? Ikke en købt ferie ved poolen i et spansk plastikhotel. Nej, en rigtig pause, en livslang pause fra din rolle som skaffedyr til pengemøllen.

Skråt op med et par kaniner i baghaven og nogle letkøbte ord på en blog, dette her er vores liv. Jeg vil finde et roligt sted at lave et solidt måltid mad, servere en god øl, se dig slappe af. Måske er det for dig bare det samme, en butik, men det kunne jo være at du kunne bytte dig til det jeg havde. Det kunne være at jeg ville aftage din musik, dine gulerødder, dit selskab som betaling.
Det kan være at du ville gøre det samme for mig?

Dette er IKKE en indkøbsseddel:

400g brie
250 g rygeost
1 myseost
½ l piskefløde
2 l æble/kanel yoghurt
2 spidskål
4 kg kartofler
750g bacon
1 sparepære 15w
8 sterinlys, røde
6 toiletruller
½kg jordbærgrød
2kg løg
1 pk bastogne kiks
3 ananas
2 agurker
1 l risdrik
8 æbler
7 kg appelsiner
1 knoldselleri
2kg hvedemel
1 pomelo
4 pk grovboller

...det er hvad jeg hev op af containere her til aften.
Det mest overdrevne, er at jeg efterlader alle kager og andet seriøst usundt, at jeg altid lader noget ligge tilbage og at jeg sjældent besværer mig med at med at hoppe ind i containerne. Alt dette kunne jeg nå ved at stå udenfor og række ind.
Og så er det endda kun de mindre supermarkeder jeg frekventerer. Alle de store steder er udstyret med containere, der har en sammenpresningsmekanisme, således at "affaldet" bliver mast til ukendelighed med det samme det er smidt i. Hvilket arrogant spild af goder.

2012 - Nostra-Mund-Fuld om året der kommer

Den sidste post i 2011 på denne blog bliver en kort en. Der er nemlig gået vinter i den og vinter er haveplanlægningstid. Så der tegnes streger og skridtes af, istedet for at internettes. Undskyld.

2011 var krise; 2012 er muligheder; det skal det være.
Vi har sammen, alle muligheder for at skabe en bedre verden, nu da den sidste af de store fortællinger falder i grus. Vi kan finde ind til de rigtige værdier af et menneskeliv, hvis bare vi slipper den frygt, der kommer med at være så priviligerede og rige, som vi er i Danmark.

Vi skal ned på jorden igen, finde ydmygheden frem; kan vi?
MUND-FULD er et alter-ego, men der ligger ægte tanker og følelser bag; det håber jeg at du har noteret dig i løbet af 2011. Endelig fandt jeg ud af hvordan man bager (tak, Dan Lepard) og 2011var også et år hvor vi gik seriøst til stålet med det nye statsorgan, Madkulturen. Et år hvor køkkenhaven leverede godt, et år hvor vi gik Freegan ; det var sgu´ OK altsammen.

Der er intet der bliver billigere, når det kommer til at bruge penge. Tror du benzinen, melet og rejserne bliver? Det går kun imod at være dyrere. 2012 bliver et af disse "mellemår", hvor den gamle verden spræller og den nye ikke ved det findes. Derfor vil dine indkøb stadig bare blive dyrere, fordi vort samfund og politikere stadig tror åpå "vækst" som værende af økonomisk art. Og det sker imens dit arbejde bliver mindre værd; økonomisk, men måske også på et større plan, måske er det tid at lære at dyrke, være mådenholden og at være innovativ uden computere? Det bliver blandt andet op til dig og mig at lave om på det. Om ikke andet for sportens skyld, what ever makes your heart kick.
For selvom du måske ikke er så udadfarende, som MUND-FULD, så koster den vestlige verdens tankegang dig penge tid og liv; hver dag. Gider du snart mere?
Hvem er det du løber hurtigt for, hvem tjener på det? Hvor skal du hen?

Livet er simpelt; "in between the duel and sex, is the meal". Det drejer sig om at kæmpe, at elske og at spise. Alt andet ser ud til at være tidsspilde; indklusive at blogge.

Nytåret er håbets tid og vi har fundet de to bedste taler om netop dette til Jer; Charlie Chaplin og V for Vendetta; så bliver det ikke bedre.

Godt nytår, tak til 2011, y´all. Tak for at I følger bloggen; more to come in 2012.

Små skridt, men i den samme retning...

Det er de små ting; detaljer som ikke har noget af sagens kerne at gøre, der bringer ændringer med sig. Hos MUND-FULD var det i denne uge en larmende røremaskine og et stort valnøddetræ.

For mange, især mænd, kan der gå sport i hvad som helst. I disse elektroniske tider, er denne sport blevet til en identitetsskabende proces, hvormed vi alle kan danne vor egen person i det elektroniske rum. På denne matrikel, er den sport blevet til en interesse i at finde sammenhængende imellem vane-forbrug-besvær.

For skal vi alle ændre vore vaner i vores forbrugsvaner (og det skal vi), må man orientere sig imod besværsfaktoren. Hvor besværlig er den nye tilstand? Er man i stand til at ændre det nuværende, til noget "mere besværligt"; hvis jeg stadig kan abonnere på den nemme løsning? Vil jeg lave min egen béarnaisesauce, når jeg stadig kan købe industriens produkt; velvidende at industrien smider alt muligt uvedkommende i deres udgave af saucen?

I mange år har skrækkampagner kørt fra diverse statslige institutioner, for at bedre befolkningens ve og vel. Det har ikke virket. Der er nogle psykologiske mekanismer, der lukker ned, når man bliver stillet over farer farer, man alligevel ikke kan gøre noget ved. Man lukker af, vender det døve øre til. Danskerne bliver federe og dummere og der udskiller sig en lille flok af feel-good-mad-mennesker, der ikke når det brede lag og dermed ikke vil have en sundhedsfremmende effekt.

Måske skulle man fokusere lidt mere på hvor nemme vi kan gøre det nye, der er brug for. Vi har brug for at ville have mindre, vi har brug for at slappe lidt af og vi har brug for at vide mere om os selv. Et emne behandlet smukt i artiklen "on the impracticality of a cheeseburger" . Her det belyses hvor besværligt det egentligt er at lave en cheeseburger, hvis man vil lave det hele selv, fra bunden. Det er nærmest umuligt. Meget besværligt.

Er det dermed besværligt at skulle ligge alle vaner om+ Ikke nødvendigvis. Jeg plejer at bage mit eget rugbrød, men ikke om aftenen, for min røremaskine larmer og kan måske vække min lille datter. Det er lidt træls og her til aften besluttede jeg at røre det hele sammen i hånden. Det tog 3 minutter, larmede ikke og dejen blev jævn og lækker. Normalt tager det min Kenwood Chef 12 minutter og alligevel skal jeg stå og røre det sidste sammen i hånden, den larmer ad H til og der er et kæmpe rengøringsarbejde bagefter. No more. Lille skridt, men det hele blev meget mindre besværligt lige pludseligt.

Og Valnøddetræet? Der blev samlet nødder i to timer og nu har vi nok til et år. Og vi har et par høns. Og en kompost. Og skiftet til sparepærer. Og.....
Meget mere velsmagende, meget mindre besværligt.

   

Er det stigmatiserende at være skralder?

Efter at have set DR2s udsendelse om madspild, var det tid til at tage sagerne i egen hånd og springe ud som "skralder", eller " Freegan".

For en gammel storbybo, var det et trip tilbage til en ungdom med daglige besøg i skraldecontainere efter alt der kunne bruges i ungdomshyblen. Jeg havde, kort fortalt, ingen problemer med at iføre mig pandelampen og kører byen tynd efter genbrugsmad. Og der var masser at komme efter, se selv billederne her:

Jeg kunne godt få et kick ud af gøre det her et par gange om ugen, no doubt. Dagen efter var der stor glæde i den lille familie; der var frugt til hele børnehaven, der var chokolader og snacks til hele weekenden, der var mad til det meste af en uge. En fed ting at gøre, på så mange niveauer; miljøhensyn, husholdningsøkonomien, affaldsafgift for supermarkedet, listen er lang.

Lige indtil slangen i paradiset kom krybende. Hvordan tager naboen det? Med to mindre børn og en undertegnet far/blogger, der er ligeglad, vil der nok ikke gå længe før at det er ude. Særligt ikke når samme  far/blogger bliver passet op af en af de ansatte i hans lokale brugs, med hovedet godt nede i samme brugs container. I skrivende stund bliver sikkert leet højt i baglokalet. 

Men hvad med det faktum at der nu er en i lokalområdet, der henter mad ud af en container? Det ville ikke være noget problem for en studerende; men for en 38årig familiefar? Hvilke ting vil der blive sagt om hans børn, hvis/når børnenes omgivelser får nys om det? I storbyen kan man måske gemme sig lidt bedre, det kan endda være at folk i byerne er lift mere ligeglade med hvad naboen foretager sig kl. Snot om natten. Vores familie er derimod bosat i særdeles landlige omgivelser, derude hvor man har tid til at undres over andres opførsel. Det skal blive spænende at se hvad der sker, om noget.

Det er i alle tilfælde ikke sidste gang MUND-FULD har leget superhelt midt om natten, befriende mad, miljø og sin eget madbudget.