Humane forhold...for dyr....for menneskets bedste.

De nye sort inde for fødevareproduktion, kan meget vel gå hen og blive human behandling af de dyr, vi har valgt til at være noget vores føde. Rettigheder for forsøgsdyr i landbrugssektoren er nemlig ikke de samme for andre forsøgsdyr. Faktisk er der steder, hvor de ingen rettigheder har.

Hvor vi i årevis har set kampagner for forsøgsdyr i kometikbranchen, har der været stille omkring landbrugets "produktudvikling". Så da Starbucks formullerede deres nye krav til leverandørerne i december 2014, gik det ikke stille af sig. Kravene er bla.:

• "...støtte til et ansvarsfuldt brug af antibiotika."
• "Eliminering af brug af kunstige væksthomoner i al dyrehold"
• Fokus på afvikling af fjernelse af horn, halekupering og kasteration, både med og uden bedøvelse."
• Udfasning af buræg og fastholdelse af søer i båsene

Dette kan jo kun glæde kaffedrikkere kloden over. Endelig er tankerne om en sund opvækst for vore fødevarer, nået til tops i vores forbrugssamfund. Mon ikke agroindustrien snart fanger den? Menneskelige forhold for dyr, er trods alt for vort eget bedste og det må der være kroner i.

For den store agro-industri har det bare ikke været et tema man har berørt før, faktisk tvært imod.
Her har det til stadighed drejet sig om en maksimering af udbyttet, på baggrund af samme indput i føden for dyrene, eller en ændring af fødeemner og senest, genmodificering af fødeemnerne. Og modiificering af dyrerne selv osv. I alle tilfælde har fokus ikke været på dyrenes bedste, selvom deres bedste jo ender med at være vores bedste...da vi jo spiser dem? Profitmaksimeringen tog over.

Denne logik; at behandle sin mad, som man vil behandles selv(igen, fordi vi faktisk allerede behandler os selv, som vi behandler maden), har ramt en større nordamerikansk kaffeserveringskæde og sender chockbølger igennem den konventionelle mælke- og æggeproduktion i samme land. Hvad stiller man op med den KZ-lignende drift af landbrug, når store aftagere af produkterne ikke vil have resultaterne af disse dyrefabrikkers årelange og systematiske ødelæggelse af dyrevelfærd/menneskevelfærd? Der må blive grublet godt igennem, men dem om det. Den amerikanske agro-lobby er langt ude.

Hvordan nåede vi andre dog med så langt ud?
At vor mad skulle vrides ud af dyr, der har mistrivedes hele deres liv, ultimativt til skade for sundheden i blandt os mennesker? Måske dengang man gik fra a villet lave godt og tilstrækkeligt, til at voldtage landbrugskulturen, for at den kunne blive en pengemaskine, uden blik for miljø, trivsel eller fremtid?

Hvis man følger pengene, finder man hurtigt, både i Danmark og i dette nedenstående eksempel, at man i USA startede med en helt valid grund til at skabe en sikker fødevareproduktion, der endte med et monster af Frankensteinske proportioner
Der var engang hvor man søgte at skabe en, nationalt baseret, forskning og udvikling af en selvforsyning. Dengang man lige havde været i gennem verdenskrige og havde bruge for mere, stadigt mere. Særligt af animalsk oprindelse. Man oprettede statslige institutioner, for at sikre der ikke var markedsmæssig indflydelse på forsyningssikkerheden.

Den tid er for længst væk, men både i USA og i Danmark(link til DCA her) opretholder man et stort, statsejet og -betalt, forskningsarbejde i en stadig større landbrugsproduktion.


Hvorfor et selvudnævnt liberalt erhverv, som landbruget, skal støttes med subsidier, har altid undret denne blog. Men at man også er serviceret af staten, når det kommer til af udvikle sine produkter, kan måske komme bag på nogle.
Det gjorde det på mig og også på journalisten Michael Moss (New York Times), så for nyligt skrev han en artikel om forholdene på disse udviklingsprojekter i USA. De er horrible og artiklen kan læses i fuld længde her . Bla. omtales "udviklingsarbejde" med får, domesticerede fåreracer, man forsøger at gøre i stand til at læmme uden hjælp, på markerne selv. I hundreder af lam er gået til i dette arbejde, der startede i 2004. Århundreders viden om at fange moderfårene ind og hjælpe dem til læmming, blev ignoreret. Man har udført andre forsøg, der skulle klarlægge tyres egentlige kønsdrift. Derfor lukkede man en enkelt ko ind til 5-6 tyre, i timesvis. Koen måtte derefter aflives, men først efter "undersøgelser" var udført på den. I USA er landbrugsdyr nemlig, til denne dag, ikke omfattet af landets egen dyreværnslov.

I Danmark har forsøgsdyr deres helt egen lov, heldigvis. Den ligger til læsning her . Vi er dermed langt foran et land som USA og kan roligt være stolt af det. Men denne lille catch i bekendtgørelsen:
"Stk. 3. Dyr, der opdrættes som led i landbrugsmæssig produktion, omfattes dog først af bekendtgørelsen, når dyret overgår til en leverandørs varetægt, flyttes til det sted, hvor forsøget skal foregå, eller, hvis forsøget skal foregå i besætningen, fra det tidspunkt forsøget starter."

Forædling er hvad vi som menneseker har overlevet af. Det er denne blogs opfattelse at dette er den eneste grund til vi er mennesker; spekulationen over hvor det næste måltid sak komme fra.
Men vi er langt forbi det mål nu og må lave om på problemformuleringen. På verdensbasis producerer vi allerede mad nok til over 9-10 milliarder af os, forsyningen er ikke længere et problem. Det er produktionen, der er problemet. Et problem, der kan lede til vores egen udryddelse.

Og selvom vi her i landet ikke har rædselsforsøg, som i USA, er der dele af vort landbrug, der mener at resultaterne er gode nok til at kunne anvendes. GMO, køer med tvillingefødsler, selv-læmmende får; en stadig vej til mere og mere.
Grådigheden er en dårlig forretningspartner for fællesskabet og vi kan kun håbe på at kræfterne, der har fået Starbucks til at omlægge deres kvalitetsrav, kan vinde over profittænkningens umenneskeliggørelse af vore dyr. For menneskets bedste.

Miljøforkæmper? Drop kødet, Del 2

OK, så argumentet om at vi bør droppe kød, for at kunne afhjælpe klimakrisen, gav lidt skvulp i andedammen på internettet. Efter det første indlæg om filmen "Cowspiracy" her på bloggen, har der været gang i læsningen om pro-og conargumenterne i forbindelse med kødproduktion, særligt kvæg.
Læs første indlæg her.

Men, hvor skal man starte, når film som "Cowspiracy" hævder at kvæghold er årsagen til over halvdelen af forureningen med drivhusgasser, mens andre hævder at vi har brug for kvæg til netop at bekæmpe global opvarmning, ja, så kan vi jo ikke bruge tallene til særligt meget. Det vælter med fakta-

Om vi er et af verdens mest kødfortærende nationer, med ca. 125 kilo per indbygger om året og et mælkeforbrug på 92,8kg, som kødbranchen selv og magasinet Ingenøren hævdede i 2009? Måske.

Om der med velstand følger et øget kødforbrug og indere og kinesere er ved at æde os alle ud af planeten? Måske.

Er store naturområder rundt om i verden ligefrem afhængig af animalsk kvælstof og derfor er fritgående kvæg en nødvendighed for planetens fremtid? Måske.

Bliver der fjernet en kvadratkilometer i sekundet af den brasilianske regnskov, for at gøre mere plads til kvægdrift? Måske.

Det er alt sammen tal og prognoser, betalt videnskab og mavefornemmelser. Motivforskning og politik. Og ingen ved hvad der ret eller vrang.


Men hvis det er det; når det kommer til stykket. Bare holdninger og forretninger, der skal passes. Ja, så vil denne ydmyge streg, en stemme i forbrugerhavet jo have lige så megen vægt som alle andres.

Lad mig tage et par af argumenterne op her.

"Kvægdrift binder kvælstof og er en vigtig spiller i kampen imod drivhusgasserne".
I USA hedder en af de store fortalere for dette Nicolette Niman, en omvendt vegetar, der før har kæmpet imod kødbranchen, men nu er blevet det frigående kvægs advokat. Sammen med sin nye mand, kvægbaronen Bill Niman. Uden særlig forskningsmæssig baggrund, opregner hun i artikler, foredrag og sin seneste bog, de mange fordele kvægdrift har på jorden og henviser til Australsk forskning.
Et af argumenterne herfor er at kvæg efterlader særlige planter i deres græsning. Planter, som binder kvælstof. Hvilket kan være sandt, når der er tale om frilandsdrift men det er langt fra den største produktionsmetode til kød i dag.
Desuden udleder køerne jo stadig metan, den ægte dræber, når det kommer til at være en farlig drivhusgas. Andre forskningsresultater viser at faktisk er den indsamlede gødning fra konventionelt landbrug bedre for miljøet, hvis den anvendes i biogasanlæg, hvor metangasserne bruges til opvarmingsformål og ikke udledes direkte til atmosfæren. Resterne fra anlægget er metanfri og stadig kvælstofholdige, lige til at gøde den jord, vi afholder fra at få kvælstoftilskud af naturlig veje og som ikke behøver være af animalsk oprindelse.

"Kød produceret på friland, er sundt."
Mine venner i den bæredygtige branche har givet på sig, da de jo ikke er sat på jorden for at redde den, men for at producere og særligt, promovere, "godt" kød. I Danmark er der en stadigt voksende producentled, der specialiserer sig i at skabe frigående dyr, gerne økologiske, der står ud fra de konventionelle brugs produkter. Prisen på disse fritgående dyrs kød er høj, der er en stor efterspørgsel efter det, særligt i bynære områder, med en høj indkomstsrate. De er kræsne kunder, der ser en særlig værdi i det man på landet har vidst længe, fritgånde dyr lever bedre og giver bedre kød. I teorien.
Så der produceres altså ikke fritgående kød for planetens skyld, men fordi der er et marked. Ingen problemer herfra med det, men det retfærdigører jo ikke at dyrene faktisk belaster miljøet med deres metangas. Og det er lige meget, hvor mange kvælstofbindende planter de efterlader sig i deres græsning, for fritgående dyr er forsvindende få i den samlede produktion. En fritgående ko går ofte også længere og udeleder derfor mere metan, end en konventionel ko.
I filmen bruger man Nimans egne tal til at regne sig frem til at hele USA, det have af Canada, hele Mellemamerika og halvdelen af Brasilien, hver en kvadratmeter, skulle lægges om til sletteland, hvis bare det amerikanske kødforbrug skulle tilfredsstilles af kød fra fritgående dyr. De allerede begyndt at følge op på den plan i Brasilien, med katastrofale miljømæssige følger i form af tabt skovområde.
Jeg ved ikke helt hvad der menes fra folk i kød-feel-good-branchen med at fritgånde kød er "sundt". Det er muligvis sundt, fordi det ikke er pumpet med medicin, men at producere kvægkød i store mængder, er ikke sundt, for planeten Jorden.

"Naturen har direkte brug for drøvtyggere til at holde områder skovfri"
"Naturen" har ikke brug for os mennesker og da slet ikke nogle særlige, drøvtyggerholdte,biotoper. At de findes, den russiske taiga eller den, nu forhenværende, nordamerikanske prærie, er jo ikke takket være drøvtyggerne alene. Situationen er den at mennesket har sat sig på store områder af naturlig slette, marsk og englandskab, så VI har brug for drøvtyggerne til at sikre os biodiversitet, ikke omvendt.

"Mennesker har brug for at spise kød".
Jeg spiser selv kød og meget af det, synes jeg. Om jeg har brug for det, er så spørgsmålet.
I 1915-16 skrev Mikkel Hindhede (af regeringen sat i spidsen for at sikre en dansk selvforsyning af levnedsmidler, nu da man ikke kunne opretholde svineproduktionens krav om købt foder pga. krigen) at danskernes kødforbrug var steget med næsten 50% siden 1870, man var i 15/16 på ca. ca 50 kg per person. I dag er det som sagt, 120 kg. Danskerne overlevede krigen på en stor del grøntsagsprouktion og man noterede sig en god folkesundhed i årene efter krigen, vegetarkosten havde sat positive spor.
At mennesker er altædende og derfor kan leve af både plante- og animalskbaseret kost, burde jo kun være en fordel i dette tilfælde. Og tilhængere af rationelle argumenter, burde jo kunne se at vi har fået en alt for kødbaseret diæt. Så man kan jo bare lade være. De logiske grunde til at stoppe står i kø; ødelæggelse af havområder udryddelse af dyrearter, biotopdestruktion, tjek Oppenlander for mere(som blot er pletlæst af undertegnede; Richard A. Oppenlander, Food Choice and Sustainability: Why Buying Local, Eating Less Meat, and Taking Baby Steps Won’t Work.).

"Jeg vil have kød. Punktum".
Det mest sete og brugte argument. Og det mest ærlige. I nation af inkarnerede kødædere, som Danmark, er det offentligt seppuko at argumentere for mindre kødforbrug. Dels fordi vi som stamme, ikke vil have at nogen skal komme og tro de er klogere end os. En nærmest indavlet tendens, som vi prøver at skjule, med en overdreven lyst til at fortælle andre befokningsgrupper hvordan de skal leve deres liv, men nok om det her.
Den anden grund er kultur. Vi har et køkken, en velstand, og en madkultur, der kalder på kød. Kød er bare godt, det er som om dette udsagn bærer sandheden i sig selv. Man starter i Danmark sin middagsplanlægning med at vælge hvilket stykke kød, der skal ligge centreret på tallerkenen. Kød er nem mad, kød er mandemad og eftersom manden har overtaget køkkenet i familien Danmark, skal der kød på bordet. Vacuumpakket, hjemmerøget og specialsaltet, lokalt købt og med en keramiskkniv skåret, kød.
Det personlige valg er nummer 1, denne tankegang og den huserende palæokostmodel, bakker op om et landbrugserhverv, der producerer sygelige mængder af kød til mændene i køkkenerne. Mænd med en køkkenkniv, skal man vare sig for.
Når jeg sammenlægger hvad jeg kan grave op om kødproduktion, i Danmark, og på verdensplan, bliver disse mænd mig dog noget latterlige og farlige i deres stædige kødkonservatisme.

Jeg er nok stædig, men ikke dumstædig. Jeg må ændre mig og mine vaner og jeg må fortæller andre hvorfor. Det vil næste og sidste indlæg i denne tankerække handle om.

Landbrugets 10 eksempler på arrogance

Virkeligheden overgår ofte....virkeligheden.
I starten af november bloggedes der herfra om nødvendigheden for at komme landbruget i møde. At opkøbe dets gæld, i forhold til hvor langt man var villig til at imødekomme krav om omlægning til mindst økologisk, mest biodynamisk drift. Læs indlægget her, selvom realiteterne nu har omgået det.

Der er ikke længere tale om et tilbud, vi som samfund kan tilbyde et erhverv, der er kravlet ud på den yderste gren i det højeste gren.

Det er blevet en eneste udvej og det meget hurtigt.

To faktorer, der har udløst dette:

1. Embargoer frem og tilbage imellem Rusland og EU, har hurtigt sat sine dybe spor i dansk svineproduktion. Man anslår selv at 4500 job er i fare for at forsvinde i 2015. Der kommenteres ikke på hvor mange af disse, der alligevelvarblevet flaget ud, men mange af dem er slagteriarbejdsstillinger.

2. Den danske økologiske produktion har firedoblet sin eksport. Link her.

Punkt 2 løser punkt 1, end of story og du kan godt stoppe med at læse videre, resten af indlægget her, er blot en underbygning af samme pointe.



Og dog. For skal vi, som samfund, komme landbruget i møde, er der brug for en seriøs ændring af attituden fra Axelborg og deres allierede i dansk politik.

Lad os se på Landbrugets egne løsningsforslag for den nærværende og akutte krise og derigennem tage en tur ind i en arrogance, som kun kan undre. Ved man i landbruget selv hvor tæt man er på total kollaps?

Listen, som præsenteret på L & Fs eget site. Link her. 

1. Totalt stop for nye byrder – herunder et krav om 24 pct. ammoniakreduktion. 
Øh, der er tale om en langsigtet plan for at nedsætte forureningen af miljøet, fordi den ikke kan omsætte mængden af bla. amoniak. Udsivning tager tid og en fjernelse af, som det skrives; "Blandt andet", vil tage årevis for at slå igennem. Dette er ikke et nødværktøj eller en løsning, men et behov fra en animalsk produktionsform, der er ved at drukne i sit eget lort.

2. Stands bøvlet og udgiftstung lovgivning på mælk og oksekød 
Bemærk ordvalget i både dette og første punkt. "Byrder", "bøvlet", "afgiftstung", der er ingen tvivl om at man gerne vil slå fast at der allerede findes et hårdt åg at bære, når det kommer til afgifter for landbruget. Arbejdet med afgifter, er et særdeles tungt, bureaukratisk, arbejde. Igen ikke et quick fix, men et ældre forslag om en skatte/afgiftnedslag, til et erhverv, der flager ud, opsving igennem 2000tallet eller ej.

3. Ny investeringsordning til generationsskifte og investeringer 
Ældgammelt forslag, der bestemt ikke har nogen betydning for en krise, der truer indenfor et år. Come on, Generationsskifter, ikke just en lynhandling. Neeeext.

4. Lad landmændene spare penge på kunstgødning og bortkørsel af gylle
....for real? For L & F mener vel "endnu mere skatteunddragelse". Lav noget andet end gylle venner. Eller endnu bedre, lav mindre og brug det selv. 

5. Giv ret til at udnytte kapaciteten i eksisterende stalde fuldt ud
Femte forslag er igen ikke en løsning på den krise man står over for lige nu. Men lad os bare se på det. Der er masser af tomme kvadratmetre stalde rundt om i de allerede lukkede landbrug. Moderne lukkede landbrug står sjældent tomme særligt længe, da der findes et særdeles pengestærkt lag i landmandskredse, som opkøber jord og ejendom, så snart den bliver ledig. Man har, fra den sidende regerings side, fået en Naturfond, købestærk med 875 millioner, til opkøb af jord fra landbruget, til naturgenoprettelse. Hvis der fyldes flere stalde med dyr, hvor skal affaldet så køres hen? Har L & F tjekket deres eget forslag 4? 
Eller....vent....Nårh, man vil gerne have støttekroner til opkøb af jord, af stalde, til bortkørsel af gylle og til tilskud for mere over gødskning. Forstået (Men, seriøst, glem det).


6. Rul overimplementering af EU-regler tilbage 
Træk snablen op ad pengekassen, så kan vi tale om det. Noget for noget. 

7. Sæt målrettet regulering i gang straks 
Der er vi så enige. Der skal en stærkere regulering af den kemiske industris jerngreb om fødevareproduktionen til. Faktisk skal vi bare bede dem om at lade vores jord være helt i fred og indtil da, sætte alt ind på de teknonologier, der sørger for at den enkelte landmand bruger mindst mulig sprøjtegift på vores børns havregryn. Der skal også være reguleringer af markstørrelser, ejerforhold, ansættelsesforhold, lånoptagning, beskatning af udenlandske bedrifter, tilskyndelser til divers polykulturel drift af ejendomme; joh, reguleringer, som forløberne for et frit og selvopretholdende landbrug, er vi helt med på.

8. Giv moderniseringstilskud til miljøvenlige stalde
Tjek. Bare de bliver omlagt til økologisk drift. Eller kun bruges til nicheproduktion. Nej, vent, bliver revet ned, så dyrene kan gå hvor de hører til, udenfor.

9. Pres hårdere for EU-hjælp til oplagring af svinekød
Svinekød kan opbevares på frost i 12 uger; godt at se at man i landbruget gerne ser en hurtig løsning af  eksportblokaderne til og fra Rusland. Men, "EU-Hjælp", er det ikke bare endnu, endnu, et andet ord for; "send flere penge"?? Og hvad gør vi til marts, når lagrene skal tømmes? Sylte er noget vi spiser i julen.

10. Giv hurtig hjælp til at åbne nye markeder for fødevareerhvervet 
Punkt 10 understreger hele øvelsen med at gennemgå denne liste. Der er ikke et forslag til en hurtig løsning af afsætningsproblmerne(som jo kunne være noget med at komme russerne i møde), det er ikke beregnet for at hjælpe de landmænd, der er i en seriøs fare for at gå konkurs(de er allerede blevet afskrevet af deres egen hovedorganisation)og det er et krav om at få flere penge fra os andre.

Skal vi ikke lige blive enige om at denne "krise" stammer fra landbrugets egen ensidige monokulturelle og eksportmæssige satsninger? Der nu er ved at skride bort? Kan vi blive enige om at det hverken er muslimernes, skolelærernes eller de enarmedes skyld?? Please, så vi kan komme videre?

Så længe man kalder en sådan liste for "indsatsområder", tilogmed påstår at det er gratis for staten Danmark at iværksætte dem, må vi erkende at der stadig er tale om en umoden krævementalitet fra et landbrug, der synes det skal kommandere rundt med resten af os. Som om man havde noget at have det i.

Vi omtale i forrige blogpost "Sultkortet", men her fristes man til at hente det stærkt slidte Nazikort af stalden. For var det ikke Herr Hitler, der sad i sin bunker og flyttede rundt med armégrupper, der enten ikke fandtes eller var indesluttede, mens de blev malet til døde af deres fjender? 

Well, det føles lidt sådan, når landbrugets nye talsperson, Karen Hækkerup stiller op for kameraerne og kræver penge, penge, og ingen kontrol. Vi burde ikke høre efter, men udlevere en cyanidkapsel til det gamle erhverv, købe på klods hos nabolandene i en årrække, mens vi uddannede nye landmænd til at overtage VORES jord igen. 

Og omlæg så til økologi. Mindst. 

Fronterne er trukket skarpt op, desværre

Der er gået et par måneder nu, siden FNs "endelige" rapport for jordens fremtid blev sluppet. På trods af konklusionen, har vore landbrugsorganisationer kun trukket sig endnu mere ind i deres elfenbensslot af tilskud og ødelæggende landbrugsdrift. Det er nu op til os, forbrugere/borgere/mennesker, at forlange en ændring.

Der er ingen tvivl i FNs Klimarapport fra oktober 2014, opvarmningen er menneskeskabt og kan ændres, hvis vi handler NU. Kritikerne må forstumme, der er kun én vej frem og det er den vi er nogle stykker, som har set komme længe.
En total omlægning af vores brug af naturlige ressourcer, for at kunne skabe et livsgrundlag for fremtidige generationer og overlevelse for de nærværende milliarder af mennesker.
En af grundpillerne i denne omlægning er vore fødevareproduktion, for alle skal spise, og det hver dag.

Derfor må en evaluering af denne produktion være på sin plads, på fagligt, på politisk og på forbrugermæssigt plan. Der må liges pres politikerne, således at de kan trykke videre på industrien, der producere vor mad. Pres igennem lovgivnng og en framing af den folkelige opinion, er de eneste redskaber der er tilbage, efter at Landbruget er gået i flyverskjul MED skyklapper på.

Det er blevet kendt som "Sultkortet", den trumf Landbruget mener at have i baghånden, hver eneste gang en kritisk røst rejses. Hvis ikke landbrugsindustrien konstant øger dens udbytte, vil verden sulte. Dansk landbrug tager igen og igen hele verden på sine skuldre, når det kommer til at diskutere hvordan vi driver landbrug i dette land. Fornylig skete det igen, da landkvinden og forfatteren Lone Vitus var i debat på P1. Ikke 5 minutter inde i debatten blev "Sultkortet" trukket af Martin Merrild fra Landbrug og Fødevarer. Man kommer ikke udenom landbrugets evne til at sætte sig selv i scene som verdenreddende industri, for hverken i den benævnte radiodebat eller i den politiske debat som et hele, forholder man sig til dette postulat. Som i øvrigt er rent opspind, der produceres noget nær dobbelt så mange kalorier, som verdensbefolkningen har brug for. Det er fordelingen af dem, der er skæv.

Landbruget har haft et par måneder, siden rapporten fra FN, til at sende helt klare signaler om vilje til omstilling. Dette er ikke sket, det ser heller ikke ud til at ske. Tværtimod.
På fagseminarer for svinproducenter, hylder man kolleger, der har øget antallet af smågrise per so. Rekordholderen får, for øjeblikket, 40 smågrise per år. Det er ikke 15 år siden at en rigtig god so fik 25. Link her.

Fordrejningen har fat langt ind i det politiske system, som er forbrugernes eneste garanter for n kontrol af et erhverv, der ikke ser ud til at ville erkende sin egentlige rolle i samfundet, i centrum for vor fremtid.

Planteproducenterne har igennem længere klaget over de tilladte niveauer for gødning af markerne i Danmark. Anklagerne har bla.lydt, at man derfor ikke kunne nå de krævede indhold af proteiner, der kæves for at kunne bage brød og brygge øl af dansk korn. Bemærk de basale råvarer, man har nævnt; øl og brød. Den intensive og stadig stigende majsdyrkning, nævnes ikke, til trods for at det er en vigtig foderafgrøde for køer. Måske fordi at majsen ikke, slet ikke,er et naturligt foder for køer.

Nej, øl og brød; det ved folkehavet hvad er.

Desværre lyver landbrugslobbyen og deres politiske håndlangere i Partiet Venstre også her. Dansk korn er bestemt ikke dårligt; det kan fint bruges i produktionen af brød og øl, hurtigt bevist af DR programmet Detektor. Link her

Sådanne historier skal skabe en fortælling om et landbrug, der stadig må producere mere og gøre det på det via den metode, man fra den kemiske industri, har drevet landbrugserhvervet ud i gæld og en entydig satsning på monokulturer, til skade for miljøet og ødelæggelse af et vigtigt fagområde som fødevareproduktion er.

Som aftagere og livsafhægige af landbruget, er det vores ret at vide hvilke mekanismer der styrer produktionsledene. Ydermere er det vore ret at have en stemme, der bliver hørt og erkendes, som en retningsgiver for fremtidens fødevarer.

Når tabte idealer bliver til dødsangst, er vi alle f%&#=d

Vi lever i en dystopisk frygtkultur, senest afspejlet af Ulla Holm, der hylder konventionelt landbrug som den eneste redning af denne verden og hænger befolkningen ud for at "hade" denne selvsamme succés.

Forhåbentligt er det frygtkulturen, der vil dø først.

Det er ikke ved at konstatere frygtens tilstedeværelse, vi kan komme fri af den og sikre fremtiden for vore børn. Det er ved at erkende frygtens inderste; Dødsangsten. Den dødsangst, der stadigt mere tydeligt driver den vestlige kulturs frontløbere, babyboomerne, 68erne.

I en gang omvendt psykologi, fordrejer Holm fakta(link), og bruger en række tilfældige akademiske udsagn til at underbygge(endnu)en svag tese om at "vi" frygter og gruer over begrebet "factory farming", fordi det betyder massen over individet, stadig i følge Holm. Den ærede sociolog er, kort sagt, helt væk fra skærmen i sine konklusioner, men livssynet; at individet MÅ foretrækkes over massen, ER et faktum i vor tid. Hvor er det nu denne tro på individets overherredømme, stammer?

Debattører som Ulla Holm, viser at børnene af babyboomerne, for en stor del, har købt livssynet; det handler om at sikre mere materiel vækst. Og dermed begynder én fejlslagen generations konklusioner at blive til den næstes sandhed. Holm, der tilhører generationen efter Babyboomerne, har købt premissen om individets herredømme, uden at se til de ødelæggende resultater, det har ført med sig. Ved at videreføre troen på evig materiel vækst, aka Evig Ungdom, er Holm med til at gøre en løgn om til en sandhed.

Konventionelt landbrug er ikke svaret på fremtidens forsyning af mad til Holms masser eller bare befolkningen som et hele. Konventionelt landbrug og dets blinde tro på kræmmerkapitalismen, har skabt krige, befolkningsvandringer, gældskriser, klimaforandringer og en syg overforbrugskultur, for bare at nævne et par bivirkninger. Indtjeningen til den enkelte, er blevet en svøbe for alle.


Med udgangspunkt i en sen aftens gensyn af filmen "The Road"(link) , samt en større og større undren over den politiske elites hysteriske toneleje, gik det op for denne blog, at det hele drejer sig om angst for døden. Rettere, nogle helt særlige menneskers død; de ledende, de, der har domineret vor kultur i snart 50 år og som nægter at erkende deres egen dødelighed.  Er hippiegenerationens mistede idealer egentlig grobunden for at vi, som et hele, ikke tror på fremtiden mere?

De sidder stadig overalt i vort system, nægtede deres børn at gøre oprør og overøste dem med gaver i stedet. De kæmpede for frigørelsen af individet, men blev fanget af en materialitet verden aldrig har set mage. Og nu, da fremtiden er kortere end fortiden for dem, vil denne græshoppegeneration tilsyneladende ikke end efterlade en tro på fremtiden til deres børn og særligt, børnebørn. De tager æren for en mere økologisk indgang til mad , men glemmer at det er i deres tid, vi har perverteret landbruget.

Heldigvis, som i føromtale film, viser det sig at fremtiden ikke nødvendigvis dyster og farlig. Faderen, der filmen igennem har skærmet sin søn, holdt drengen borte fra kontakt med andre mennesker, har ledt drengen til at tro at frygten er en konstant, må dø tilsidst. Og først da han udånder på en tom strand, kun efterladende sin søn en pistol med én kugle, viser der sig en fremtid. Tillidsfulde mennesker tør at nærme sig drengen, der fulgtes med den farlige mand, der dræbte og kun vist foragt for andre i nød. 

På samme vis, har den aldrende, men indbildt evigt unge, babyboomergeneration fået sine egne børn til at tro at der ikke kommer noget efter de gamle. Konventionelt landbrug er det eneste, der virker, f.eks. 
Tjoh, men der var ukonventionel landbrug i tusindvis af år før babyboomerne og det gav en frugtbar jord videre, generation efter generation.

Skal 68erne dø, før vi ser at bla. det konventionelle landbrug har været en fejltagelse og ikke den velsignelse som Ulla Holm mener?

Senere denne uge kommer FNs klimapanel med endnu en rapport, der vil vise os at vi har brug for seriøse omlægninger i især den vestlige livsstil, for at kunne tilpasse os de store ændringer, der pågår i naturen. Det skal blive spænende at læse den igennem, med fødevarebrillerne på. Og særligt spænende, når man bla. fra tænketanken(suk) Sustania faktisk mener at vi KAN ændre ændringerne i miljøet, ved individuel handling.

Det bliver bare ikke med de blomsterelskende hippiebørn/gamle, ser det ud til. De har forlængst opgivet deres gamle VW Rugbrød og købt en Cayenne. De blev deres eget værste mareridt. 

Nu er det op til os, deres forskrækkede og forkælede børn at give vore egne unger, de netbaserede og frie, lysten til livet tilbage.



N.B.
Holm har før hasseleret over den såkaldte "Speltelite"s had til konventionelt landbrug og denne overklasses mangel på kontakt til resten af befolkningens syn på sagen. Denne blog omtalte det her. Nu lader det til at Holm mener at denne foragt, har bredt sig til alle samfundslag. Nu betyder det så ikke så meget for Holm, nu er vi alle bare gal på den.

Småt er godt, fødevaremarkeder og deres størrelse.

Ja, konklusionene på dette indlæg vil være at små fødevaremarkeder er de bedste; for publikum, for deltagende firmaer og for arrangørerne, for kreativiteten. Du behøver ikke at læse videre.

Sæsonen for fødevaremarkeder er ved at være overstået og selvom denne blog ikke har deltaget i allesammen; faktisk måtte undertegnede melde pas temmelig tidligt; der var alt for mange og de var alt for ens, kan man jo godt have stukket fingeren i jorden og pumpet sine connections rundt om.

Over et lille års tid, har denne blog fulgt de mange tiltag omkring fødevaremarkederne i Danmark og har undret sig over hvorfor mange ikke kan se at større arrangementer kun ville gavne store producenter. Henover sommeren har det vidst sig at det var sandt; stort er smukt, hvis man selv er stor.

Imens originale tiltag som Bondens Marked i Kødbyen (København) kæmper med tilladelser, mangel på hjælp fra kommunen, mangel på hjælp i form af frivillige og derudover prøver at hjælpe mindre producenter med at sælge mere og hiver efter vejret for at overleve, kan FOOD Festival  i Aarhus fejre en publikumsuccés med 27000 besøgende.

Dermed er FOOD det største marked for fremme af fødevarer til den danske forbruger, tillykke.
I har sejret ad helvede til.

Allerede dage efter at eventen i det jyske var overstået, meldte mindre producenter ud at de gerne ville tilbage til markeder, der faktisk støtter op om alle deltagende virksomheder. Statsstøttede tiltag og store koncerner havde totalt overdøvet de mindre producenters stemmer. I en rus af kreative tiltag og pædagogiske øvelser, var der ikke megen plads til det det hele drejede sig om; ordentlig mad.
Det hele skulle underholdes ind i folk og ingen tvivl om at publikum og særligt de deltagende halvoffentlige organisationer, samt de store grimme fødevarefabrikker, havde en fest. Fuck, der blev twittet og facebooket i de dage.

Men ham med pølsen, hende med kålene; dem er der ikke så mange der husker i dag og det er i dag der skal handles, hvis en fødevarediversitet og en folkelig viden skal forankres?

"Køb den pølse, drop de bitches, maijn", fristes man til at råbe, med sin bedste aarhusianske ghettoaccent. For cirkusset er kørt videre, men bliver pølsen solgt? Hvem kunne høre fordelene ved dén forbandede pølse, når der skulle afholdes fysikforsøg og ses på madkendisser, måske også deles balloner ud?

Og hov, hvor blev den ægte madkommunikation af? Den med spørgsmålene.

Hvorfor var det at Danish Crown(DC) kunne få lov til at melde afbud, 1½ time før Slow Foods forevisning af den kontroversielle og stærkt kritiske film "Pig Business"?
Fordi arrangørerne ikke reelt var interesserede i at der skulle slås skår i glasbilledet af madfest og fordi DC har en smart presseafdeling, der ved at man, end ikke med de hurtige medier vi har i dag, kan få dårlig presse ud af en så sen afmelding. Det er for tyndt og beskæmmende; uanset hvad undskyldningen har lydt på.

Hold det billede; tivolibilledet af gejl og vrangvilje til at virkeligt interagere med forbrugeren.



Det økologiske Høstmarked/fejringen af international Cittaslow dag er netop blevet afholdt i Svendborg. Der kom små 2000 mennesker, fra Italien blev det, en måned før kick off, meddelt at den internationale Citta slow dag var rykket en uge frem, det regnede hele lørdagen. Det var en kæmpe succés.

Vi kom tæt på gæsterne, helt tæt. Der var mennesker bag hver en bod. Mennesker, der stod inde for varen de faldbød, for det var deres egen, hele vejen igennem. Vi havde et helt hold elever fra Skårupskolen med(tilfældigvis min arbejdsplads); de stod for en række boder, æblemostning, æbleflæsk, grillede æbler osv. Elever, der for en stor dels vedkommende, ikke passer ind i "normale" rammer for opførsel eller præstation. De ville ikke have haft en chance på markeder af FOODs størrelse, de ville være løbet skrigende bort fra reklamesøjlerne og den nøje planlagte slagstale man møder i et "normalt" kommercielt rum af reklamebereau udtænkt strategi. På Høstmarkedet fik de en stemme. De serverede mad for alle de deltagende standholdere, for arrangørerne, de talte med gæsterne, delte flyers ud og hyggede sig.

Det gjorde standholderne også, her kunne de møde gæsten og forklare sig, personligt. Et præmieeksempel på at kommercielt salg sagtens kan gøres med em ægte følelse af samhørighed og forståelse for at der skal være plads til alle.

Og så var der også banebrydende "underholdning" til folket. Dansgruppen sART og eating designeren Marije Vogelzang præsterede at skabe en performance, som ingen havde set komme.  Nogensinde. Så kan kartoffeltryk og åben scene med James Price (kom han overhovedet?) godt gå og lægge sig. Og, jo; de ælter 50 kg dej, iført badehætter, med elektronisk musik og folk der banker på puder i baggrunden; det er jo det, der er det banebrydende. Men, er det ikke blot også en tivolisering?
Nej, der er en forskel og forskellen hedder tilstedeværelse, nytænkning; risiko.

Jeg er sikker på at publikum var tilstede på FOOD, når det hørte på kendisser, lavede mad med rødbeder og alt det. Mange børnefamilier deltog sikkert med glæde. De kunne blot have skabt disse rammer selv, derhjemme og bør gøre det ved givne lejligheder; så som en tirsdag eftermiddag eller  ved en fødselsdag.
Det er ufarligt for firmaer og organisationer, blot at efterligne fødselsdagsunderholdning, trygt for gæsterne. Men det skubber dem ingen steder, hverken afsendere eller modtagere og når man står stille, så dør man.

Det gør en gang dej dans ikke; det var langt fra alle publikummer, der så lyset med ovenviste performance; men de var der, publikum, de så den eneste opførsel nogensinde, de fik en mening og en ny vinkel på dans, brød, what ever. Høstmarkedet tog faktisk en kæmpe risiko, sådan at bryde normerne for almindelig omgang med levnedsmidler, provokere, aktivere.

Næste gang må vi sparke lidt hårdere til de medier der glimrede ved deres fravær. Ikke at vi ikke havde gjort alt for at sparke dem herned. Moderne dans og den mest avangadistiske mad/mennesker/samværs-designer i verden, det er sgu nok for småt.

Så hellere filme et sejlskib ladet med dansk bacon, ved OL i London; det ved man da hvad er.

Vi skal nu anmelde hinanden; hvem melder landbruget?

Angiveriets fordele er få. Alligevel tyer Mette Gjerskov, aka Magtesløs Fødevareminister anno 2012, til at opfordre alle danskere til at anmelde kødsnydere og uhygiejniske forhold.

Fy for satan, Mette Gjerskov, det mest ulækre her, er dit Card Blanche til stikkeri. Link her

For det første, det har altid været muligt at melde ulovlige forhold vedrørende fødevarer. Link her 

Og for år tilbage, ville det måske have hjulpet; for da havde kontrollørene faktisk både tid og viden til at reagere korrekt. Nu om dage, vil de stakkels mennesker komme stormende, lukke alt med forbindelse til mad i en radius af 3 kilometer, og få Ekstrabladet til at tage fotos af gerningsstedet. Job vel udført og nogle papirer udfyldt; alle vinder. For et øjeblik.

Slagtermesterne synes det er i orden med angiveriet; det er jo sådan et også deres "sorte" konkurrenter, der langes ud efter med opfordringen. Lederen af Fødevarestyrelsen siger det lige ud; det er de illegale, der er problemet.

Det er altså ikke slagerforretninger og supermarkedsslagtere, der sigtes til. Men hvor er det lige langt de fleste af os køber vort kød?
Det er i supermarkederne; så det er også der de fleste anmeldelser vil komme fra. Ingen der køber kød, billigt, ved en illegal, har vel tænkt sig at melde sin pusher.
Måske hvis han hævede prisen, men ellers tror jeg ikke der vil dukke flere, af fagpersoner nævnt, virkeligt grimme sager op. Og ingen der køber kød ved lokale håndværksslagtere vil undlade at nævne kvalitetsmangler overfor vedkommende. Og ingen lokale håndværksslagtere, vil sidde kundernes kommentarer overhørige; ikke hvis de vil fortsætte i den branche. Herude står der mere end penge på spil, personligt renomé fer eksempel.

Lad os vende os imod de anmeldelser, der vil komme om slagterforretninger og supermarkedsslagtere. Hvad er "ulækkert" for en almindelig forbruger? Er et røget grisehoved, er pølsestopning eller hvad med indmad i en spand? Fedtfilteret i en slagerforretning lugter ret klamt. Skal det anmeldes en varm sommerdag; skal røgeovnen?

Og så til det mest ulækre. Vi forbrugere er i dag så langt fra oprindelsen af vort kød, at en stor del af os ville blive veganere på stedet, kom vi forbi en dansk kødfabrik i morgen. Når endelig kødet ligger i butikken og er blevet for gammelt eller en sløv butiksslagter sløser med rengøringen, er det foregået så mange overgreb og brutalitet overfor dyrene, at dette sidste må betegnes som toppen af et ildelugtende kødbjerg. 

Men medicin som foder, aflivning af syge dyreunger med stumpe instrumenter, sygeligt fremavlede dyr, livsfarlige arbejdsforhold, dyretransporter over lange afstande, vold på slagterierne, depressioner for slagtere, snyd med saltvand i kødet, genbrugt kød i grillpakkerne; det hører vi ikke vores fødevareminister tale om. 

Næh, vi skal bare anmelde løs om småting, der hvor vi endelig får kødet at se. I en plastpakke, eller en køledisk. For crying out loud; vi kan jo ikke engang dufte til kødet der Og filmen på pakkerne, den camouflerer kedelige gråtoner, til vi kommer hjem og får åbnet. Og så skal vi til at melde det, midt i madlavningen?

Hvad helvede er det kommet til, når en minister ikke passer sit arbejde og i stedet for at sætte fødevareindustrien på plads, gør os alle til Judasser (dog uden belønningen; man skal jo spare).

Det er på tide at gøre som Joakim B. Olesen; brække sig. 

Ikke af madforgiftning, for mit kød er sgu tjekket eller hjemmegjort, men af hvor stort STASI-tankegangen har sejret i vort såkaldte frie demokrati.

Sommer = filosofi og links

At kunne gøre en forskel, i én eller i manges liv; det må være et mål for alle. Et godt måltid mad er noget det enkelste og det smukkeste man kan give andre. I disse dage er det en kamp at kunne gøre dette og den eneste der kan gøre en forskel, er os selv.


Først må du igennem vor tids største modstandere af ren og enkel mad; fødevarproducenterne, og dernæst detailleddet. Er vi kommet så langt, skal vi forbi trendsættere, kokke og misforstået godhed. Og som i et andet computerspil, vil vi tilsidst stå ansigt til ansigt med den største og sidste modstander. Den der aldrig forlader arena, den modstander du møder hver morgen; os selv.

Det er ikke skortet på tegn på at alle de førstnævnte har holdt ferie i de seneste uger.
 Landbrugserhvervet truer med direkte lovbrud, hvis der gennemføres en skærpet randzonelovgivning, link her. Det vil sige medmindre at man får en ordentlig godtgørelse fra staten.
2 ting stikker sit hoved frem i den sag. At bønder åbenbart tænker med pengepungen og at denne pengepung ikke mere er landmændene; det er bankernes. For kom vi så langt at landmændene faktisk gerne ville bidrage til at vi havde en bæredygtig fremtid, så ville deres belånte ejendommes virkelige ejere nægte dem det.
Tilbage står en tomt skal af landmandsstolthed, der kun er en undskyldning for ikke at tage opgøret med kapitalen. Stakkels landmænd; ædt af en fortidig tro på "liberale" idealer.

Detailleddet, ja denne blog har været der. Lad det blot stå som et eksempel at denne blog her til aften tog en rundtur til de supermarkedscontainere den ellers kun frekventerer i vinterhalvåret. De var ALLE udstyret med hængelås. Al debatten om skralderi og madspildsforebyggelse ad denne vej, er for alvor eksploderet i vore ansigter. Der ligger for tusindvis af kroner af brugbar mad i de containere. Før kunne man dog hente det op, nu er madspillet derfra totalt. Sørgeligt. Og dyrt.

Kokkene og spisestederne? Ja, der er i disse uger en meget omtalt "blokade" i gang  af et spisested, der ikke viltegne kontrakt med 3F. I misforstået frihedskærlighed, melder helt almindelige mennesker ud på Facebook, at det er et menneskes ret at vælge en dårligere overenskomst, måtte man ønske dette. Det virker lidt som om at vi ikke vil hinandens bedste.  Link her.
Men hvor er så de frie trendsættere, dem udenfor industrierne og restaurationsbranchen? Joh, de lader tilsyneladende hånt om alt andet end at få spænende mad på tallerkenen og eventuelt tage et foto af den. Hvilket på påpeges i en udmærket artikel, link her  Og flere gode skriv om det ødelæggende i madsnbberi, øko eller ej, link her.

Med det overstået, har vi nået den inderste cirkel, os selv.

Når man træffer valg for at kunne komme mest udenom industriens fødevarer, er man på Herrens mark, bogstaveligt talt. For selvom der er disse år er en trend om havebrug og selvforsyning af fødevarer, er det hverken blevet en megatrend eller en livstil, der er tænkt igennem for de store dele af befolkningen i den rige del af verden.

Der er mange uigennemtænkte områder, vi bør få frem i lyset,som fortalere for lokalt og bæredygtigt.
Vælger vi for alvor at ville gøre os fri af de normer et forbrugssamfund har stillet op igennem de sidste 70 år, nærmer vi os kanten af loven. At for alvor dyrke en have er et oprør i sig selv, at spare på sine udgifter, handle bæredygtigt, er, i følge vore ledende politikere, et direkte forræderi imod vores samfund. Vi skal bruge og bruge og bruge; holde hjulene i gang med forbrugsorienteret vækst.

Vore ledende industrier, vore ledende politikere, de steder vi køber vor mad; de er alle dele af en samfundsstruktur, der ikke passer ind i fremtidens liv for den enkelte borger. Det har det aldrig været, men vi er blevet forført til at tro på idéen. Idéen om at vi bør lade os servicere, vi glemte blot at den tid vi fik, skulles bruges i det hellige forbrugs navn.

Tilbage til at ville gøre det alligevel, skabe egne fødevarer og frigørelsen. Det bliver ikke mere lokalt, end hvis man selv hiver sin egen mad op af jorden omkring sig. Men hvor kommer tiden fra til det?Undetegnede har netop bedt om nedsat tid, bla. for at kunne bruge mere tid på frembringelse af egne fødevarer og har jeg så sparet noget? Måske, i det mindste får jeg mere tid til at gøre det jeg vil mere af; arbejde med livets cyklus.

Jeg er ikke den bedste til det, men det nok fordi jeg først nu forstår hvilken indsats denne livsform kræver. Omtanke og forberedelser, der mindst rækker et år frem ad gangen. Lige nu kan vi ikke anlægge nye jordbærbede der hvor vi gerne vil, fordi det linetræ der står ved siden af, jo først kan fældes til vinter. Jeg mangler en hankanin, seneste i går, så jeg kan nå at får stærke unger, før efteråret slår til. Jeg skal fylde noget i mine bede, men hvad; mere kompos, tang eller komøg?
Bondemanden han har altid travlt, no shit; der er 1000 ting at gøre og oveni en familie og andre interesser.

At ville selv, betyder at skulle gøre det selv, eller i fælleskab med nogle ligesindede.

Og hvorfor så gøre alt dette, er det værd, hvorfor gide det? Er det for børnenes skyld, for min egen eller fordi jeg har dårlig samvittighed over et tidligere liv, hvor jeg hærgede en hel regnskov med sprayfarver og plastik?

Noble sager, man snildt kunne bruge som følelsesmæssigt skjold; offerlammet, martyren for fremtidige generationer. Næh, det er fordi jeg føler mig røvrendt af de mange mennesker, der skulle forestille at være ledere af mit samfund og min fremtid. Pure anger; ikke nogle frelste foodies, der ikke kender deres lille hobbys problematiske konsekvenser, heromkring. Tjek link

De fucker med os og vi køber deres lort. De kryber ned i vores mad og bankkonto og vi siger ja tak og snupper et Happy Meal til. Og går vi til OL i London i disse uger, er det også det eneste vi kan få, for Macdonals, Coca Cola og Cadbury har købt hele svineriet og ansat særligt, uniformeret "madpoliti", til at kontrollere os og de stakkels lokale sælgere af fast food. 20.000 pund i bøde, hvis ikke der er McFries med fish´en. No shit? Link her

Handskerne er af, til 2. halvleg af 2012, baby!

Exit mad+sygdom. Enter mad+glæde

Skal vi som forbrugere slås internt om at være tykkest/tyndest/sundest/mest ligeglad eller skal vi danne fælles front imod den ødelæggende fødevareindustri og dens to hjælpere, detailhandlen og reklameindustrien? Er denne indbyrdes kamp så hård, at vi har trøstespist os til en fedme-/anorektiskepidemi, en fødevarekrise og et forskruet syn på fremstilling af mad?

I den seneste tid, har denne blog svunget sig omkring forbrugernes egen skyld i de fødevarer vi bliver tilbudt. Manglen på lyst til udforskning af mad, viden om mad, krav til industrien.


Nu er turen kommet til vores følelser. Hvilken rolle kan vores følelser have i de problemer vi, som samfund, står over for?


Ingen tvivl om at vort ophav som pattedyr, den søde brystmælk, kan ligge til grund for menneskets evige jagt på sødestoffer. Det føles bare rigtigt, når noget er sødt og/eller fedt. Det er helt fint med kalorier, når man skal vokse op, bevæger sig meget; så længe det ikke gør os syge, gør det os vel stærkere.
Problemet er blot at vi ER blevet syge af maden. Enten af for meget eller for lidt og der er tilsyneladende ikke nogle rationelle forklaringer på det.


I vort samfund er viden ikke problemet. Ingen kan vel være i tvivl om at 1 liter cola om dagen og ingen motion giver et kalorieoverskud, der er skadeligt på længere sigt? At øllet, kagen, de uendelige mængder af slik jeg selv har indtaget; ikke just er beforende for hverken det fysiske eller det mentale sundhedsniveau? Men hvorfor gør vi det så?


En medblogger, Lise Lotz, gjorde mig opmærksom på det faktum at vi mennesker jo ikke er rationelle skabninger. Og det har hun så evigt ret i. Vi reagerer på indtryk og udtryk med irrationelle handlinger. Vi kan tilsyneladende ikke lide at blive fortalt at sukker-, fedt- og saltindtaget skal holdes på et minimum (for voksnes vedkommende), hvis vi vil leve sundt og sygdomsfrit og produktive og givende. Dertil reagerer vi med at vende "sundhedsapostlene " ryggen, bede dem om at passe sig selv. Vi spiser måske endda lidt ekstra kage, bare for at vise "dem" hvem der bestemmer.


Så realiteterne af i dag er altså at vi kigger på alle "de sunde" i TV o.l., mens vi trods-/trøstespiser, fordi det er så ligegyldigt/svært at "gøre det rigtige".


MUND-FULD vil gerne her tage det endelige opgør med disse begreber; "det rigtige" eller "det sunde valg", fordi det ligger en hindring imellem alle os der gerne vil fortælle om madglæde og alle de potentielle modtagere af dette budskab. Vi er på samme side i denne kamp om vores allesammens mad. Det handler ikke om at være mere eller mindre rigtig; det handler om fællesskab og at mad bare er mad.


Løsningen set herfra, er at finde lysten og livsglæden frem. For det er som om vi mangler noget. Noget større.


Lad os starte med dette billede; en opgørelse over nordamerikanske priser for forskellige fødevaregrupper.


Ved første indtryk, er det jo den sædvanlige smøre om at junkfood er dårligt, rå råvarer er billige. Derfor bliver budskabet jo så enkelt;spis de rå råvarer og bliv både sund og rig. Et af de budskaber, der virker så oplagte at den føromtalte "trodsrefleks" træder i kraft. Vi vil ikke høre på noget der er så enkelt, for det får os til at føle os dumme, når vi så endelig køber junk. Og der er jo ingen der kan lide at blive kaldt dum.


Det gør det bare ikke mindre sandt; at spise junk er dumt. Hvorfor det er så farligt at påpege, er denne blog stadig ved at regne ud. Men det skaber konflikt, madformidlere og borgere imellem, det er helt sikkert. Og imens lever der flere parasiter af denne konflikt. Fødevarespekulanter, GMOindustrien, detailhandelen og sidst, men ikke mindst; reklameindustrien, der skal gøre alle disse manipulerede produkter spiselige til aftagerne.


Dette er listen over de begreber man mest benytter sig af; når en ny kampagne for et underlødigt stykke "mad" skal sælges til os. (kilde: entrepreneur.com)

• Frygt
• Skyld
• Tillid
• Økonomi
• Gruppetilhørsforhold
• Konkurrence
• Øjeblikkelig tilfredsstillelse
• First Mover
• Mode
• Tid

Ikke et ord om kærlighed, lyst, ernæring; det er de mere egoistiske begreber der arbejdes med. Os selv først. Men hvor stærk er denne trang til at være en ener, stikker den særligt dybt, når det kommer til stykket?

Kig på billedet af de tre madvaregrupper igen. Ikke prisen, kig på billedet. 

Er vores trang til at være en del af gruppen så stor at vi vælger den fuldstændigt uniforme junkfoods udseende igen og igen? På trods af den rationelle viden om både pris og sundhedsrisiko? Vil du og jeg være ens? Måske, hvis vi spiser det samme, så bliver vi det samme. Forne tiders kannibalisme og blodblanderi kan måske bruges til sammenligning. Vi indtager hinanden og bliver det samme, det lyder jo som en ren kærlighedshistorie. 100% følelsesbaseret madkultur.

Men. Vi er ikke ens, vi har forskellige liv. Om vi så var siamesiske søskende; vores verdner vil altid være forskellige. 

Kan det være at vi, udover alle mulige industrispekulative rationaler, ikke magter tanken om at vi er alene? At vi i den vestlige kultur har forsaget Gud og al hans væsen,  så betyder at vi nu sætter trøstespisning/bulimi/anorexi/megarexi over den mere almindelige ernæring og naturlige glæde ved mad?

Hvis det er sådan sat sammen, har vi et stort arbejde foran os. Et arbejde, der kun kan løses, hvis vi, som borgere og forbrugere, tager skeen(!)i den anden hånd og tager magten til at være forskellige til os.    Forstår at forskellighed ikke holder os væk fra hinanden og slet ikke når det kommer til mad. Vi skal nemlig alle spise; deri ligger samhørigheden, på tværs af alt.

Gud eller ej, vi er afhængige af hinanden i dette liv; mere end vi tror. Vi er ikke alene, for alle vil vi leve et godt liv, et liv uden sorg, ensomhed og smerte. Vi skal lave mere mad sammen, for mad er det ultimative fællesskab.

Frihed til at æde mig ihjel

Vi nyder alle mad, at dyrke den eller at producere den, eller at spise den. Hell, nogen af os elsker alle dele af mad. For de fleste er mad dog stadig hvad det er; føde til vores organisme. Og jo nemmere de kan få den, jo mere tid kan de bruge på andre aktiviteter. Hvordan løftes denne, størstedelen af en befolkning væk fra direkte skadelige levnedsmidler, til gavn for dem selv, deres nærmeste og samfundet?

Hvis det var dine nærmeste, der var ved at hoppe ud på en befærdet motorvej, ville du stoppe dem? Ville du stoppe en fremmed? 

For denne blog, er en forfejlet livsstil lige så farlig som at hoppe ud på en motorvej og jeg vil gerne være med til at stoppe dig i at begå den fejl. Også selvom det aldrig er rart at blive taget i at lave noget, man godt ved er forkert. Det giver arkut dårlig samvittighed. Men vi véd det godt; det kan gøres bedre. Særligt hvis vi gør det sammen. Og vi kan danne fælles front imod dem der ikke vil os det bedste, få os en fælles fjende.

Ja, "fjende", endnu et negativt udsagn, nærmest fanatisk, distancerende. Desværre er det blevet sådan, da den hånd der fodrer os, er blevet en dræber af millioner verden over.

Hvorledes tackles denne fjende så?

Modsvaret fra alle os der er gerne vil ændre vores allesammens ernæring, har været dannelse. I skoler, kurser, TV, interwbzet, trykte medier; der er masser af tilbud for at blive klogere. Men ser man på hvad forbrugerne hiver ud af supermarkederne, er det ikke det alle "de hellige" prædiker. Lad os lige dvæle ved disse verber;"burde", "skal", "er nødt til", enddog også "forbud". 

Hvad skal vi med alle de negativer, når vi bare kan tænke os om? Bruge det frie valg.

Dette frie valg, som er os så vigtigt. Friheden til at æde mig ihjel, står over alt andet, synes det som om mange tænker. Vi ved godt at belønninger og trøst i form af søde sager, er af det onde. Flertallet af os orker bare ikke at blive fortalt at nogle af de ting vi foretager os, er af en negativ observans. Det er ikke opbyggende for motivationen til, f.eks., at spise mindre kød, ligge sodavandet på hylden eller motionere lidt mere, at få slynget fakta om produktion, indhold og tilberedning, i hovedet.

I vores bekvemmelige lille lukkede land, er det ikke god tone at påtale fejl hos andre. Fejl, der koster os alle dyrt; som et forkvaklet landbrug, et ødslende discountled og de fortravlede forbrugere; de fejl er det heller ikke behageligt at blive forestil. Men de er der og vi skal alle gøre noget ved det. (Her kunne indsættes et billede af en grædende dreng eller en nøgen burhøne, vælg selv).
Vi har ikke brug for mere oplysning og undervisning i form af venlige henstillinger og gode råd. Vi har brug for at der bliver taget stilling.

Der skal en anden form for undervisning til. Undervisning til offentligheden om hvad der virkeligt er i vores mad. Statsorganiseret undervisning. Når en samlet fødevareindustri kan overøse os alle med reklamer på gader og stræder; overalt vi bevæger os; må modsvaret jo være en samlet videnskab, lærerstand, kokkefag, forbrugermasse; støttet af vores allesammens moder stat, der giver igen. 

Desværre en utopi; bloggere, madprofessionelle, forskere, sundhedsfaglige; i deres forsøg på at "arbejde sammen" med producenterne, bliver de alt for ofte forførtaf den hånd der fodrer dem, til at give forvrængede og vildledende oplysninger til forbrugerne. I nogle tilfælde bliver det gjort bevidst, men lige så tit, sker det med rabatordninger og goodibags ved konferencer; taknemmelighedsgæld og vennetjenester. Nepotisme.

Som forbrugere, er vi ikke frie til at foretage de valg, der bedst for os. Vi lever i et samfund som accepterer colareklamer overalt, selv i idrætshaller, samtidigt med at det ikke vil have det modsatte budskab fortalt. 

Det skal der laves om på.

Selvom det er hård kost (punt intended), så bør du lade være med at spise elendig mad. Og det er ikke kun burgere, kartoffelchips og sodavand, jeg mener. Det er det kød, du spiser for meget af, de elendige spanske tomater, du hiver hjem og de ditto drivhusdanske, slavefremstillet chokolade. Basisvarene, det er dem du skal holde øje med. Det du spiser mest af; hvor kommer det fra, hvad har det levet af, den slags spørgsmål må du stille dig selv.For din sundheds skyld, dit velbefindendes, din økonomis. For dine nærmestes skyld, så de kan have et behageligt og tilpas menneske omkring sig. Og for samfundets skyld. Samfundet er den fælleskasse vi, som danskere, er ved at lade hånt om i disse år. Den skal ikke belastes for meget, med din svage karakter og dine velfærdsygdomme. Og nej, fedme, rygerlunger, elendig fysisk form og behov for 1½ liter sodavand dagligt er IKKE arveligt.

Vi kan bruge nok så megen energi på at skælde føde vareindustrien ud. De er ligeglade, de ser sig som producenter af goder til dig, de kæmper for din frihed til at æde dig ihjel. De hjælper dig på vej til et langsomt selvmord, mens de tjener penge på det.

Alle disse ord på en enkelt blog; det er fødevareindustrien ikke bange for. Nej; de er bange for dig!

Hvor er kaos dog befriende

Overstået, slut; ikke mere smagsorgasme i min mund for denne gang; Sour ´n´Bitter og Copenhagen Beer Celebration (CBC) er slut. Det bør også være slut med at erkære ølkrige og splittelse i den danske ølverden; den har bare vokset sig større.

Med masser af begynderfejl og verdens mest eksperimenterende bryggere, madfolk og formidlere, var de 2  arrangementer historiske milepæle i nyere dansk øl/madhistorie.

Sour n Bitter blev afholdt i en afsides arena, der før har huset store danske madbegivenheder. Zonen for Madkultur på Refshaleøen i København, hvor importfirmaet Drikkeriget, havde deres bedste navne i henholdvis surt og bittert øl repræsenteret. 300 mennesker havde været heldige at få billetter og havde de også fået en intro til aftenenes begivenheder, havde alle nydt madsceancen, lige så meget som øllet. 4 madstationer med særdeles ekperimenterende smagssammensætninger; chili/valnød/kanelchutney til vesterhavsost, pærekompot med sennepsfrø og lille italiensk kage med frugter(glemmer altid navne tpå den lille fætter). Der var et helt, lille, salathovede med dressingog som ved de andre set-ups, var der så sat surt eller bittert øl til. Det var et smags- og sansebombardemant uden lige og selvom denne palette stadig foretrækker de belgiske sure, var de amerikanske underlige og undringsværdige, alle til hobe. Aftenenes underholdende højdepunkt forekom, da en garageport blev slået op og, på bedste kontrabande-vis, en varevogn, sænket helt ned i ophænget, blev kørt frem. Så var der 3 flasker Framboos til hver deltager og de rygsækbærende, kortbuksbeklædte og ivrigt noterende ølnørder nærmest sprang ind over borde og sækkestole, for at komme til. Det var forvirrende, det var undergrund og sikkert svært tilgængeligt, hvis man synes at der findes noget sådan som bordmanerer og ølstile. MUND-FULD grinede hele vejen hjem, på cykel, i regnen.

Så var det tid til at sætte handling bag ordenene, smøge ærmerne op og støtte den del af bryggerverdenen, som jeg synes er den klart mest interessante. I to dage var denne blogs skrivende ånd, en simpel blåskjorte i CBCs tjeneste. Afholde seminerer, tømme skrald, intet er for småt, når det hele skal køre som i olie. DEt var en fest uden lige. For første gang på en ølfestival i Danmark, skulle man ikke vide hvor det gode øl var, versus det udrikkelige. Alle øllene på CBC var i verdensklasse, det gjaldt bare om at række ud efter det nærmeste. Det vil drive for vidt at skulle udnævne farvoritter, men amerikansk gose, ugæret hvedeøl, lagret i rødvinsfade og spædet op med lambiksjatter over et år, dansk surt, sort mælk, belgisk kirsebærsur 4 år i lagring, japansk frugt IPS; it´s all gravy, baby. At afspise de 1000 gæster med god mad og dertilbrygget øl, stod Mielcke og HUrtigkarl mesterligt for; hvilket smagshimmerige og hvilke koordination af selve afviklingen. Nuvel, der manglede info, skyllestationer til smageglassene, der kunne have været en garderobe og mere solid viden om de mange seminarer; det er alle ting der kan rettes op på. Intet tager CBCs berettigelse som den avangardisktiske og smagskvalitetsbevidste drneg i klassen ved den danske ølscene væk, tværtimod.

Før, under og efter afviklingen, har Copenhagen Beer Celebration(CBC) ligge røv til at skulle være skyld i en opdeling af den danske ølscene. Forsmåede redaktører kaldte arrangementet for en"discount" festival på førstedagen, tvstationerne startede deres indslag om ølfestivalerne, med samme dystre, krigsmetafor og på JPs ølblog maner man til "fornuft", om at stoppe "fejden, provokationen, hjerneblødningen" og kalder grundlæggeren af CBC, Mikkel Bjergsø, for "klassens kvikke dreng, der ikke blev stimuleret nok". Hvem sagde at hvem var arrogante?

Hør her, mangfoldighed er godt.

Vi er nogen der ikke har brug for smilende tuborgpiger, tøris i spildbakkerne, 3 meter høje ølglas og cykelløb, som undskyldning for at drikke øl. Der er der åbenbart mange af de guldgravende bryggerier, det vil sige dem der vil tjene mest muligt på deres produkt, der finder nødvendigt. Oftest for at dække over ligegyldigt pisfarvet skodøl eller direkte indficerede bryg, der ydermere bliver markedsført som fremstillede efter "håndværksmæssige traditioner og med respekt for råvarerne".
CBC bestod af borde og fadsølsanlæg og mad, dixi. Nuff said, det er hvad der er i glasset/flasken/hanen, der tæller, for de folk der deltog med deres øl på CBC. Og for dem der valgte at komme som gæster; de gad ikke Hjallerup Marked på malt, gær og humle. Men det blev også et problem; der var 1000 billetter; der var ikke plads til mere og man ville heller ikke have det. Klart at de der ikke kunne få billet, kunne reagere med fordømmelse; for hvis man ikke selv kan få, hvorfor kule andre dog så have muligheden? Bonderøvsjantlovtankegang, det er hvad den slags er.

I årevis har miljøet omkring særligt Mikkeller staden, på Danske Ølentusiaster (DØE) s festival, provokeret med at være lidt mere højlydte, lidt mere arrogante og meget mere bedre end snittet på resten af  DØEs arrangement. Det er faldet nogle, i DØE, for brystet, at man har udfordret en eller anden norm for smag, markedsføring og attitude; nogen fra DØE, der skulle forestille at repræsentere HELE det danske ølmiljø. Resultatet blev at det bryggeri, der ved DØEs festival 2011 samlede ca lige så mange smagsprøvepoletter, som resten af festivalen tilsammen, lavede deres eget show. Nu har man da fået fred på DØE, alle må være glade.

Men, nej. palcerinegn af de to events samtidigt, betegnes dom ødelæggende og en krigserklæring. Men det er meget mere simpelt, vi gad ikke at lege med Jer mere; vi vil prøve selv. Så, i stedet for at bytte om på haneclips, drikke øl fra 1972 og i det hele taget, drille mediocore bryggerierne, tog vi ansvar og byggede vores egen hule. Hvordan kan det være en ødelæggende handling for øllets fremme, at der nu er to steder at besøge? Forhåbentlig kan vi i fremtiden se frem til en hel øl-uge i København, og så skal jeg da love for at vi får brug for mangfoldigehed og lyst til at lege endnu mere. Betryggende at de to top dogs for henholdsvis CBC og DØE, begge mente at to festivaler, er bedre end én. CBC, fordi de kan, DØE, fordi de skal erkende deres styrker og svagheder.

God smag, dårlig smag, din smag, min smag...

"Jeg synes den smager meget godt" versus "Jeg kan ikke lide den".
To udsagn om f.eks en øl; der begge er subjektive og i dagens Danmark, helt ligeberettigede. Det er muligt at nå så meget længere, det er muligt at lære sig nyt og andet; men hvis vi stædigt holder på at vores nuværende stade af udvikling, her indenfor mad, sætter vi en stopklods i for selve livet.

Der er ingen der har patent på smag, den er subjektiv. Men ser man sig omkring, er potentialet til ville lære mere jo ellers tilstede. Smagninger og kurser er blevet en stor del af madbranchens arbejdsfelt. Vi møder bageren, kokken, bryggeren, leger med og smager på eksempler. Man kunne nærmest kalde en lille industri. Og det er godt. Vi mangler måske at efterfølgende se det på den brede befolknings heraffølgende indøb af produkterne, det kan nogle gange opelves lidt som vi har fat i en underholdningsbranche, fremfor en læringsbranche.

I den kommende weekend (11.-12. maj) er det ølfestivalweekend i København, Danmark. Danske Ølentusiaster (DØE) afholder deres store fest for folkets øl, hvor cykelløb, varm øl, pølser og fadlagret øl blander sig med næsten 10.000 besøgende. Der er noget for enhver smag. Eller rettere, der er noget for de flestes smag. Der er nemlig nogle bryggerier, der mener at de har noget andet at byde på De vil gerne skabe sig et andet rum for deres øl. Dette har skabet en vis uro indenfor ølverdenens kompetanter, for nu gik det jo fint med denne ene fest, sammenholdet er vigtigt osv. Men der er altså nogen der mener at deres smag i fester er en anden. derfor har de lavet deres egen; den er så ikke stor, der var 1000 billetter til salg til den første Copenhagen Beer Celebration (CBC). Ved CBC vil der optræde en række af de mest eksperimenterende og, smagsmæssigt, overvældende bryggerier i verden. Der vil være DKs bedste restaurant, Mielcke og Hurtigkarl, til øl + mad, der vil være kaffe og cocktails og hot dogs, ligeledes kendte for deres lyst til at eksperimenterer.

Lysten. Lysten til at prøve noget nyt og andet. Det er her MUND-FULD ser en grundlæggende forskel i de to set ups idégrundlag.

På DØE kan vi blive udsat for det danske ølhav af brown ales og weissbier. Der vil være håndbryggere der bliver udkåret med deres bryg, der vil være fadlagret øl og øl blandet med andet end...øl. Dette er nyt og grænseoverskridende for nogen, for mange af de 10.000 gæster. Disse gæster ved bare ikke at før Øbberbøvelse bryghus kastede sig ud i at prøve disse underlige former form øl, var der nogen der havde prøvet det af, for længe siden. Pionererne kunne vi jo kalde dem. Det er dem der er på CBC. De har gjort det altid, det dersens "trendsættende" og "vilde". Kald  det hvad du vil; vil du vide noget om nye tendenser i øl, skulle du have købt billet da der var nogen. Og havde du lyst til at vide hvordan øl, uden respekt for bryggeruddannelser og teknologi er, skulle du også have sikret dig en billet til Sour ´n´Bitter, et event, der skrider af stablen d. 10. maj. her vil det aller ypperste indenfor vildgæret øl, på begge sider af atlanten være tilstede. Det vil vrimle med nørder, der som jeg, køber flasker i begrænsede antal og mad der svinger dertil. Dette er en enorm udfordring for smagløgene, da vildgæret øl, er....surt og bittert. Det er både leg og meget seriøst, for når man bevæger sig rundt i yderkanterne, er der ikke mange aftagere til ens produkt, der derfor er både dyrt og besværligt at få fat i for de aftagere der så er.

Smag, den er subjektiv, men når man samler sig i en forening og vil hylde, arbejder for og udvikle øl, som DØE har sat sig i verden for; kan det undre denne blog meget, når man bevidst ekskluderer nogeen fra dette mål.

Initiativtagerne til både CBC og Sour ´n´Bitter, er brødrene Bjergsøe ( Mikkel med "Mikkeller" og Jeppe med "Evil Twin"); der med hver deres projekter, konstant søger nye grænser af med deres øl og dertilkommende arbejde for øllets fremme. De er ambitiøse og grænsende til det arrogante i deres indgang til hele området for øl og alene dette er tilsyneladende nok til at pisse de mere bredtfavnende mennesker i DØE af. Så meget at man nu i to år har undgået Mikkeller Bar i foreningens til 10 barer at rejse efter i Danmark. Dette er simpelthen for dårligt og kan kun vidne om at man fra DØE ikke ønske at inddrage udvalgte steder, af årsager der ligger udenfor øllets kvalitet. For på nævnte bar og også den nye Fermentoren, vil man kunne smage det ypperste i ekstremøl i Nordeuropa. Og det er fakta.

Måske er fakta også at DØE, som organisation, ikke har lysten i behold; at der endnu en forening der er faldet for nepotisme, personlige vendettaer og et ønske om at nå så bredt at bukserne revner. Det gør ondt at opleve, men som altid, lader MUND-FULD den slags bag sig; det er bare så meget mere spænende at drikke surt, overgearet og underligt øl end endnu engang skulle slubre sig igennem en gang almindelige øl, med mennesker bag, der ikke tør andet end at være mediocore og tre skridt bagefter. Sorry, men livet er for kort.

God festival(er) derude.

En rådden banan versus en brun vaniljekrans

Der er en del af vort land som er "Udkantsdanmark", hvilke værdier bestemmer det? Det tyder på at nogen peger på andre, men hvilke værdier tilføjer disse "nogen" så til det fælles samfund og hvor bor de?

Det drejer sig om at leve livet og MUND-FULD mener jo at det ofte starter med den mad vi spiser..og hvordan den til virkes...og spises...og produceres...
Men ellers er der jo mange andre dele af et liv. Her vil MUND-FULD kigge lidt på hvem der er mest rådne; dem der bor "derude" eller dem, der tilsyneladende, bor "derinde".

Det er store tanker der flyder igennem hovedet på dén der våger sig over Langelandsbroen; i første omgang vel; "hvorfor gør jeg det her?"
Det er jo herude alle de pædofile, alle hustrumishandlerne og de drikfældige bor. Man tjekker automatisk efter om der er tændstikker, foldekniv og kerozin i bagagerummet. Man hører jo så meget. Og alt der også ud til at være til salg; det gamle rådhus i Rudkøbing er det i alle tilfælde. Havnen synes bare det der mere tom; man gruer for at skulle ud til noget værre.
Men man overraskes igen. På en forårsdag i marts er det nordlige Langeland en lang opremsning af højt besungne danske strande, landsbyer, skove og krogede veje. Og selvom man nogle gange kan blive i tvivl om man stadig er på offentlig vej, er det et fantastisk smukt sted at bevæge sig rundt. Store gårde, små haver med blomster, plads til alle hestene, som vidst er obligatoriske.
Hvad gør dog dette til et taberområde, noget rådent og bananagtigt?

Så vidt denne blog kan se, befinder denne incestbefængte ø´s modsætning sig f.eks. lige vest for København; det hedder Ballerup. Det er Ballerup alle kører til for at arbejde. Dér ligger en perlerække af danske virksomheder og producerer det der opretholder samfundet.
Ballerup, et billede på det vi jo kunne kalde Den Brune Vaniljekrans. En selvfed, lukket, sødtduftende og ærkedansk konstruktion. Det er her "vi" gerne vil bo. Herfra er der kort til alt.

Hvad; alt?

Fra Ballerup, Måløv og lignende områder rundt om de tre store byer i DK, med tæt befolkning og store arbejdspladser, har man udsigt til storcentre, motorvejsbyggerier, små parcelhushaver og S-tog til Storbyen. Der er "det hele" lige ved døren, alt hvad det jævne danske lønslaveliv siges at ville have. Man kan tage toget , gå på Strøget og på druk og være hjemme hos TVet før midnat.

Denne konformitet, den lammer os som mennesker, gør os frivilligt stavnsbundne og frygtsomme; mere end forne genrationer var. Rundt om i landet lukker hele byer og et hav af uddannelsesinstitutioner, fordi de ikke lige ligger indenfor en radius af 30 km fra den københavnske rådhusplads. Børnene i de brune vaniljekranse vil ikke flytte efter deres drømme og fremtidige jobmuligheder; disse skal ligge lige ved siden af. Det gør dem fattige i sjælen, sådan ikke bare at komme afsted. Så rejer de hellere til Sunny Beach end at få plads på pædagogseminariet i Skårup.

Dette lukkede liv, får nogle mærkelige afarter af oplevelser, som vi kan se boble op i medierne. Senest har nedskydningen af en omstrejfende hund bragt Den Brune Vaniljekrans´ befolkning i krise. En hund strejfer gentagende gange ind på naboens grund, naboen bryder sig ikke om det, giver hundeejeren beked om at denne hund skal holdes væk, det sker ikke, hunden nedlægges, helt ifølge loven. Og dér står så en travl fødevareminister på TV og udtaler at loven må laves om, da hunde jo idag er en stor del af den danske familiestruktur. Nej, den er måske en del af familien Lønslave i Den Brune Vaniljekrans, men andre steder er hunde stadig blot dyr, der opdrages ordentligt og bruges til det de er egnede til.

Et andet scenarie er når en up and coming resaturantion på vesterbro i københavn, gerne vil gøre deres kunder opmærksomme på hvor maden kommer fra. Spisestedet opretter et helt projekt, der inviteres og deltager så i slagtningen af en flok ænder, der følgende serveres på spisestedet, hvor gæsterne så fortælles om forløbet. Eller noget i dén retning, det er noget med at gøre maden vedkommende, siges det. Et fint initiativ som sådan, men det viser jo bare hvor langt nogen mennesker er kommet fra deres egen krops ernæring. Når det kan gøres til et projekt, hvordan dyr slagtes, så er vi kommet (for) langt væk fra virkelighedens verden.

Ikke at vi alle skal rende og slagte dyr, der er jo andre jobs at tage sig af, der er kultur der skal skabes, broer der skal bygges. Stadig, vi er hvad vi spiser og det ved vi ikke nok om; påstanden i dette indlæg, er at beboerne i Den Brune Vaniljekrans, den dominerende og herskende modsætning til Den Rådne Banan, har direkte forskruede idéer om det. Man har med tiden lagt så mange love og regler ned over hovedet på folk i forstaderne, at de jo ikke engang må have noget levende i baghaverne. Skoler må ikke hole høns pga. smittefarer, græsplæner i offentlige anlæg skal være 4 cm høje og absolut ikke rumme dyrkningrum eller knæhøje eventyrpladser til børnene.

Hvem er længst ude; de der (stadig) bor på Langeland eller dem der bor i hovedstaden? Hvem af disse to grupper har de største demografiske problemer og hvem af dem vil komme ud på toppen, når 100 år gået?