I den seneste tid, har denne blog svunget sig omkring forbrugernes egen skyld i de fødevarer vi bliver tilbudt. Manglen på lyst til udforskning af mad, viden om mad, krav til industrien.
Nu er turen kommet til vores følelser. Hvilken rolle kan vores følelser have i de problemer vi, som samfund, står over for?
Ingen tvivl om at vort ophav som pattedyr, den søde brystmælk, kan ligge til grund for menneskets evige jagt på sødestoffer. Det føles bare rigtigt, når noget er sødt og/eller fedt. Det er helt fint med kalorier, når man skal vokse op, bevæger sig meget; så længe det ikke gør os syge, gør det os vel stærkere.
Problemet er blot at vi ER blevet syge af maden. Enten af for meget eller for lidt og der er tilsyneladende ikke nogle rationelle forklaringer på det.
I vort samfund er viden ikke problemet. Ingen kan vel være i tvivl om at 1 liter cola om dagen og ingen motion giver et kalorieoverskud, der er skadeligt på længere sigt? At øllet, kagen, de uendelige mængder af slik jeg selv har indtaget; ikke just er beforende for hverken det fysiske eller det mentale sundhedsniveau? Men hvorfor gør vi det så?
En medblogger, Lise Lotz, gjorde mig opmærksom på det faktum at vi mennesker jo ikke er rationelle skabninger. Og det har hun så evigt ret i. Vi reagerer på indtryk og udtryk med irrationelle handlinger. Vi kan tilsyneladende ikke lide at blive fortalt at sukker-, fedt- og saltindtaget skal holdes på et minimum (for voksnes vedkommende), hvis vi vil leve sundt og sygdomsfrit og produktive og givende. Dertil reagerer vi med at vende "sundhedsapostlene " ryggen, bede dem om at passe sig selv. Vi spiser måske endda lidt ekstra kage, bare for at vise "dem" hvem der bestemmer.
Så realiteterne af i dag er altså at vi kigger på alle "de sunde" i TV o.l., mens vi trods-/trøstespiser, fordi det er så ligegyldigt/svært at "gøre det rigtige".
MUND-FULD vil gerne her tage det endelige opgør med disse begreber; "det rigtige" eller "det sunde valg", fordi det ligger en hindring imellem alle os der gerne vil fortælle om madglæde og alle de potentielle modtagere af dette budskab. Vi er på samme side i denne kamp om vores allesammens mad. Det handler ikke om at være mere eller mindre rigtig; det handler om fællesskab og at mad bare er mad.
Løsningen set herfra, er at finde lysten og livsglæden frem. For det er som om vi mangler noget. Noget større.
Lad os starte med dette billede; en opgørelse over nordamerikanske priser for forskellige fødevaregrupper.
Ved første indtryk, er det jo den sædvanlige smøre om at junkfood er dårligt, rå råvarer er billige. Derfor bliver budskabet jo så enkelt;spis de rå råvarer og bliv både sund og rig. Et af de budskaber, der virker så oplagte at den føromtalte "trodsrefleks" træder i kraft. Vi vil ikke høre på noget der er så enkelt, for det får os til at føle os dumme, når vi så endelig køber junk. Og der er jo ingen der kan lide at blive kaldt dum.
Det gør det bare ikke mindre sandt; at spise junk er dumt. Hvorfor det er så farligt at påpege, er denne blog stadig ved at regne ud. Men det skaber konflikt, madformidlere og borgere imellem, det er helt sikkert. Og imens lever der flere parasiter af denne konflikt. Fødevarespekulanter, GMOindustrien, detailhandelen og sidst, men ikke mindst; reklameindustrien, der skal gøre alle disse manipulerede produkter spiselige til aftagerne.
Dette er listen over de begreber man mest benytter sig af; når en ny kampagne for et underlødigt stykke "mad" skal sælges til os. (kilde: entrepreneur.com)
Nu er turen kommet til vores følelser. Hvilken rolle kan vores følelser have i de problemer vi, som samfund, står over for?
Ingen tvivl om at vort ophav som pattedyr, den søde brystmælk, kan ligge til grund for menneskets evige jagt på sødestoffer. Det føles bare rigtigt, når noget er sødt og/eller fedt. Det er helt fint med kalorier, når man skal vokse op, bevæger sig meget; så længe det ikke gør os syge, gør det os vel stærkere.
Problemet er blot at vi ER blevet syge af maden. Enten af for meget eller for lidt og der er tilsyneladende ikke nogle rationelle forklaringer på det.
I vort samfund er viden ikke problemet. Ingen kan vel være i tvivl om at 1 liter cola om dagen og ingen motion giver et kalorieoverskud, der er skadeligt på længere sigt? At øllet, kagen, de uendelige mængder af slik jeg selv har indtaget; ikke just er beforende for hverken det fysiske eller det mentale sundhedsniveau? Men hvorfor gør vi det så?
En medblogger, Lise Lotz, gjorde mig opmærksom på det faktum at vi mennesker jo ikke er rationelle skabninger. Og det har hun så evigt ret i. Vi reagerer på indtryk og udtryk med irrationelle handlinger. Vi kan tilsyneladende ikke lide at blive fortalt at sukker-, fedt- og saltindtaget skal holdes på et minimum (for voksnes vedkommende), hvis vi vil leve sundt og sygdomsfrit og produktive og givende. Dertil reagerer vi med at vende "sundhedsapostlene " ryggen, bede dem om at passe sig selv. Vi spiser måske endda lidt ekstra kage, bare for at vise "dem" hvem der bestemmer.
Så realiteterne af i dag er altså at vi kigger på alle "de sunde" i TV o.l., mens vi trods-/trøstespiser, fordi det er så ligegyldigt/svært at "gøre det rigtige".
MUND-FULD vil gerne her tage det endelige opgør med disse begreber; "det rigtige" eller "det sunde valg", fordi det ligger en hindring imellem alle os der gerne vil fortælle om madglæde og alle de potentielle modtagere af dette budskab. Vi er på samme side i denne kamp om vores allesammens mad. Det handler ikke om at være mere eller mindre rigtig; det handler om fællesskab og at mad bare er mad.
Løsningen set herfra, er at finde lysten og livsglæden frem. For det er som om vi mangler noget. Noget større.
Lad os starte med dette billede; en opgørelse over nordamerikanske priser for forskellige fødevaregrupper.
Ved første indtryk, er det jo den sædvanlige smøre om at junkfood er dårligt, rå råvarer er billige. Derfor bliver budskabet jo så enkelt;spis de rå råvarer og bliv både sund og rig. Et af de budskaber, der virker så oplagte at den føromtalte "trodsrefleks" træder i kraft. Vi vil ikke høre på noget der er så enkelt, for det får os til at føle os dumme, når vi så endelig køber junk. Og der er jo ingen der kan lide at blive kaldt dum.Det gør det bare ikke mindre sandt; at spise junk er dumt. Hvorfor det er så farligt at påpege, er denne blog stadig ved at regne ud. Men det skaber konflikt, madformidlere og borgere imellem, det er helt sikkert. Og imens lever der flere parasiter af denne konflikt. Fødevarespekulanter, GMOindustrien, detailhandelen og sidst, men ikke mindst; reklameindustrien, der skal gøre alle disse manipulerede produkter spiselige til aftagerne.
Dette er listen over de begreber man mest benytter sig af; når en ny kampagne for et underlødigt stykke "mad" skal sælges til os. (kilde: entrepreneur.com)
- Frygt
- Skyld
- Tillid
- Økonomi
- Gruppetilhørsforhold
- Konkurrence
- Øjeblikkelig tilfredsstillelse
- First Mover
- Mode
- Tid
Ikke et ord om kærlighed, lyst, ernæring; det er de mere egoistiske begreber der arbejdes med. Os selv først. Men hvor stærk er denne trang til at være en ener, stikker den særligt dybt, når det kommer til stykket?
Kig på billedet af de tre madvaregrupper igen. Ikke prisen, kig på billedet.
Er vores trang til at være en del af gruppen så stor at vi vælger den fuldstændigt uniforme junkfoods udseende igen og igen? På trods af den rationelle viden om både pris og sundhedsrisiko? Vil du og jeg være ens? Måske, hvis vi spiser det samme, så bliver vi det samme. Forne tiders kannibalisme og blodblanderi kan måske bruges til sammenligning. Vi indtager hinanden og bliver det samme, det lyder jo som en ren kærlighedshistorie. 100% følelsesbaseret madkultur.
Men. Vi er ikke ens, vi har forskellige liv. Om vi så var siamesiske søskende; vores verdner vil altid være forskellige.
Kan det være at vi, udover alle mulige industrispekulative rationaler, ikke magter tanken om at vi er alene? At vi i den vestlige kultur har forsaget Gud og al hans væsen, så betyder at vi nu sætter trøstespisning/bulimi/anorexi/megarexi over den mere almindelige ernæring og naturlige glæde ved mad?
Hvis det er sådan sat sammen, har vi et stort arbejde foran os. Et arbejde, der kun kan løses, hvis vi, som borgere og forbrugere, tager skeen(!)i den anden hånd og tager magten til at være forskellige til os. Forstår at forskellighed ikke holder os væk fra hinanden og slet ikke når det kommer til mad. Vi skal nemlig alle spise; deri ligger samhørigheden, på tværs af alt.
Gud eller ej, vi er afhængige af hinanden i dette liv; mere end vi tror. Vi er ikke alene, for alle vil vi leve et godt liv, et liv uden sorg, ensomhed og smerte. Vi skal lave mere mad sammen, for mad er det ultimative fællesskab.
Opslag
Interessant vinkling ud fra det givne billede. Dog savner jeg utroligt meget et perspektiv på de 2 nederste retter sat op mod hinanden.
SvarSletDen nederste ret giver mig f.eks. nok den næring jeg skal bruge, men ville føre mig fluks ud i en depression over hvor kedelig maden var. Den midterste ret ligner en standard ret hos os: kød, grønt og fibre.
Det øverste spiser jeg kun når jeg alligevel har smadret kroppen med en druktur eller lignende.
Joh, de to nederste er også forskellige; men jeg må sige at den chili con carne jeg kan lave af de nederste sager, falder mig lidt nemmere at spise end kylling med grøn salat og brød?
SvarSletDagens prædiken. Fra en kageapostel. :-)
SvarSletHej Ivan,
Det er en spændende diskussion, du der har fat i. Jeg tror dog at du bliver skuffet, hvis du tror, at du kan tage "det endelige opgør" med begreber som "det rigtige" eller "sundhed"! :-)
Du forvirrer mig, fordi du på den ene side siger, at du vil gøre op med rigtigt og forkert, og på den anden side stiller du en masse forhold op som modsætninger, der er i kamp mod hinanden.
Der er flere ting, som jeg kunne tage fat i, men jeg vil her starte med at spørge til "Vi kan tilsyneladende ikke lide at blive fortalt at sukker-, fedt- og saltindtaget skal holdes på et minimum (for voksnes vedkommende), hvis vi vil leve sundt og sygdomsfrit og produktive og givende." Jeg kan ikke helt gennemskue, hvad der er din holdning hér. Jeg tror, at vi er enige; jeg synes bare, at du er lidt uklar...
Du taler nemlig andetsteds om nydelse/lyst og kærlighed (til mad - og hinanden?) og så forstår jeg ikke, at du hævder (eller gør du?), at nogen (fx. jeg) vender ryggen til sundhedsapostlene, fordi der er noget, som vi ikke kan lide at høre. Det er snarere fordi præmissen for det, som vi bliver fortalt igen og igen, er helt gal. Jeg vil netop - som dig? - IKKE nødvendigvis leve et "sundt, sygdomsfrit, produktivt og givende" liv og dermed sætte mit (for store?) sukker-, fedt- og saltindtag i fokus for mit blik på mad.
Jeg vender altså ikke ryggen til sundhedsapostlene, fordi jeg ikke vil høre deres "inconvenient truth", men fordi jeg synes, at de har misforstået opgaven. Men det er ikke her følelserne kommer i spil. (Selvom jeg gerne skal indrømme, at jeg netop kan finde på at tage et stykke kage mere, for at slå mit synspunkt fast.)
De følelser, som jeg tænker på i denne forbindelse, er ikke følelser som modsætning til fx. forstand og fakta eller barnagtige trodsfølelser. Jeg tænker mere eksistentielt - som du vist også gør til sidst i dit indlæg.
Men mit livsmål er ikke "et liv uden sorg, ensomhed og smerte." Eller jo, det er det måske nok, men jeg er smerteligt bevidst om, at det opnår jeg ikke - uanset om jeg gør som sundhedsaposlene siger eller ej. Sorg, ensomhed og smerte er uundgåelige dele af livet og ikke symptomer på, at den enkelte har været uheldig eller har forsyndet sig mod denne eller hin (spise-)regel. Øvelsen er ikke at undgå disse følelser, men at lære at leve med dem.
Jeg tror netop, at der er masser af dybe følelser af meningsløshed, ensomhed og tomhed på spil i vores liv. Den slags kan dulmes med mad. Eller vin. Eller øl. Eller heroin. Eller tv. Eller sex. Eller nye sko. Når vi oven i købet bliver bombarderet med påstanden om, hvor vigtigt det er "at mærke efter" og at være til stede i nuet, bliver sundhedsapostlenes prædikener om "de sidste tider" og deres trængsler i form af fedme, højt blodtryk og andet ondt helt og aldeles ligegyldige. Eller i hvert fald fortrængt og sikkert oven i købet omdannet til en følelse af skam/dårlig samvittighed. Endnu en følelse, der skal druknes i den store malstrøm. At spise junk er IKKE dumt. Det er en effektiv følelsesmæssig overlevelsesstrategi.
Jeg synes, at det er vigtigt at anerkende denne menneskelige skrøbelighed og ikke forveksle den med dumhed/uvidenhed/modvilje eller dovenskab. Først da kan vi med kærlighed og ikke med løftede pegefingre gå sammen ad vejen mod flere gode, fælles måltider. Og så er der et håb om, at vi også når frem. Sammen.
Amen! :-)
Lise
Du har ret i at jeg roder rundt i det; jeg må tænke mere over det her. Men jeg køber stadig ikke præmissen at vi bare, hver især, skal lade stå til og overlade os i syndernes vold, fordi det er nu engang menneskeligt. Jeg synes netop at du undervurderer menneskets overlevelsesinstinkt; bare fordi vi reagerer med reptilhjernen og søger trøst/belønning, hver gang livet er hårdt/godt. For mig, står en stor del af livets opgave på at fri mig fra disse udefrakommende "regler" som sundhedsapostle og den anden side(hvad skal vi kalde dem; "kamikaze-hedonisterne"?), men i endnu større grad, mine selvetablerede regler for hvordan jeg skal klare mig igennem livets op- og nedture. Hvorfor skal jeg have mindst 500g slik med i biffen, før det er god biftur? Det er da en sejr, når jeg kan se en god film, uden den sæk med slik. Det er da ikke fornægtelse, når jeg først ikke vil, men altså, kæmper imod mine egne gamle mønstre; så er det jo overlevelsesinstinkt i funktion. Mennesket, som art, har overlevet ved motivation og kreativ tænkning og som forhenværende TV- og slik narkoman(jeg gider det simpelthen ikke længere) ved jeg at ingen af mine afhængigheder gjorde mig tilfreds med mig selv. Og jeg VIL være tilfreds med mig selv. Uden skyld og modstand, bare tilfreds. Så jeg sætter mind over matter og finder mere innovative måder at bruge min tid på end overforbrug og skyldfølelse. De unge jeg arbejder vil gerne,men ingen af dem, føler glæde ved deres forskellige misbrugshandlinger og vil gerne være fri for dem. Jeg tror godt at jeg ved at livet ikke er uden smerte osv, men ligefrem opsøge det, inddirekte, mens jeg klapper migselv på hovedet og kalder det "menneskeligt", står for mig som endnu et nederag i en svær tid. Netopsom jeg skal være stærkest, skal jeg underlægge mig nogle ubetydelige små, stresshandlnger. Så hellere gribe sorgen o.a. ved vingebenet og give mig hen, ikke overspringe den ved hjælp af et eller andet i kæften. (pheew, more to come; I guess.)
SvarSletApropos mad og skraldning... http://www.jv.dk/artikel/1376291:Billund--Litauisk-kvinde-stjal-mad-fra-affaldscontainer
SvarSlet