Så vendte vi også på en tallerken…

…ligesom vores kære regering, der gik i panik over madordningens første reaktioner. Men af helt andre årsager. Og når skræmmeeksemplet bliver mad, bragt i vacuumposer fra Hamborg, er det klart at man hellere må pakke hele cirkusset ned igen, klart som blæk, vel at mærke. Oven i købet fik regeringen også af vide at de dyrkede ”socialisme”. Alle løb fra regningen og stillede op i køen ved håndvasken.

Her på MUND-FULD er vi også vendt på en tallerken. Nu er vi faktisk 100 % for en obligatorisk madordning i institutioner og endog i skolerne med.

Som blev nævnt i sidste indlæg, vil madordningen nemlig kunne gå hen og blive en fødevarerevulotion af de store. Måske en folkebevægelse, hvis succes kan bruges som foregangsbillede i udlandet. Men dengang var vi imod, da det da må være enhver forældres ansvar og lyst at give sit barn god mad.

Lad os dvæle ved det; lyst, mad, forældre.

Og starte med det sidste; forældre og deres børn. Sidst harcelerede vi en smule over overdrevet madsnobberi omkring mærkevarer, luxuskøkkener og specialvarer. Disse forældre burde bare tage sig sammen og bruge mere tid i køkkenet med børnene og lære dem at spise knoldselleri og syltet makrel.
Ved at følge debatten, er det blevet klart at disse luxus familier, deler skæbne med socialt udsatte familier; ingen af dem evner at sætte børnene ind i måltidskultur, madlavning, sansning, køkkenrutiner o.l. for ingen af dem har lært det.
Den nærværende forældregeneration af 25-45 årige har ikke lært de mest basale kunstner i et køkken og hvorledes skulle de så kunne sætte noget så almindeligt sammen som en madpakke? Vi har for travlt med jobbet, sporten, vennerne; vi er en projektgeneration, der ikke har tid nok.

Vi må have hjælp før vi fejlernærer vore børn. Nogle skal have den hjælp af økonomiske årsager, andre af ernæringsmæssige; alle skal vi motiveres. Løsningen hedder obligatorisk madordning i skoler og institutioner.


På MUND-FULD var vi af den mening at dette kunne man da godt selv finde ud af og det ville man da være interesseret i. Vi må nu konstatere at forældre af i dag, er så langt fra madviden, at kun hjælp udefra kan hjælpe os. Inspirationsnetværk, madklubber, nyhedsbreve og besøg af taskforces; alt dette vil kunne vokse frem af madordningen. Børnene vil vende sig til maden, de vil komme hjem og fortælle om 6-kornsblandinger og skozonérrødder og de vil fortælle hvordan det så ud og smagte og vi vil kunne få information om hvordan det blev tilberedt. Ikke længere vil man stå dernede i supermarkedet og tænke over hvordan man bruger alle de sunde og eksotiske produkter; poderne ved det allerede. Børnene vil redde deres forældre fra fejlernæring!

Og så er fordelene ved sunde og rigelige måltider jo slet ikke blevet nævnt, bedre humør, indlæring, fysik, hukommelse; også midt på dagen er det store måltid vigtigt. Der vil være jobs at hente og på den måde endnu mere uddannelse af befolkningen.

Vi tog munden for fuld, men er ikke klar til at spytte ud; vi tager bare en endnu større bid!

madsnobberi og ditto -ordninger

Vi er nu en uge inde i den regeringsbestemte, landsdækkende madordning for børneinstitutioner. Vi er også i gang med den årlige renselse efter madorgierne i julen; nu skal der trænes og spises sundt. Det giver anledning til at kommenterer lidt på et par modsætninger iblandt de spisende danskere.
Madordningen først og lad det være sagt fra starten af; heromkring er vi ikke glade for den. Den modarbejder faktisk alt hvad der giver fornuft for MUND-FULD, det umyndiggører slet og ret den enkelte borger fra hendes ansvar.Mange forældre har også reageret stærkt imod ordningen og efter en uge, er der harmdirrende rapporter om sultne børn og alt for kompliceret mad. I København bliver der jongleret med honningglaserede kyllingelår, rygeostdip og laksepastasalat, men poderne går sultne fra bordet. Pædagogerne udtaler at børnene ikke kan lide maden og at det ikke svarer til hvad de er vant til at have med i madpakken.

Èt er tilvænning, bliver man ved længe nok, skal de små sgu´nok overgive sig, det er er værre med de voksne. Pædagoger der står fast og ikke fortsætter i det uendelige med at smørre klemmer til de sultne og forældre der her har chancen for også at ændre madvanerne derhjemme. Noget jeg fornemmer Anne Birgitte Agger fra Københavns Madhus også indikerer i sin udtalelse om "....vi voksne må væbne os med tålmodighed og spise brød til...".
Og lader vi det andet nøglepunkt træder ind; madsnobberi.
I teorien er det de selvsamme forældre der harselerer imod madordningen, der gerne vil være åh-så økologiske og sunde, på egne og i særdeleshed, deres børns vegne. Der er nemlig mode og signaleffekt i at købe "de rigtige" mærker indenfor fairtrade og bæredygtighed. De samme forældre der gerne vil give deres børn tøj, som ikke er produceret under slavelignende forhold og som har gået til graviditetsyoga, er utilfredse med madordningen. Madordningen, der altså serverer deres børn særdeles varieret kost. Der er ikke tale om vakuummad her, det produceres dagligt, bringes ud dagligt, er så økologisk som muligt (det må kræve rescouser til vanvidshøjder).

Dette må kaldes et paradoks, der burde jo være jubeldans i de små østerbrolejligheder; nu kan vi spare tiden, ungerne får den samme mad som herhjemme. Men ungerne afslører jo deres gamle, det er ikke den mad de er vant til derhjemme. Dyre køkkener, pornolignende kogebøger og en tur i de små dyre specialforretninger smitter ikke af på poderne. Det hele lugter lidt af snobberi, man kan godt give dan gas med de dyre fornemmelser, men at lære sine børn at spise kikærter og savoykål , er en kamp man ikke har taget og derfor stejler børnene henne i børnehaven.
Madordningen kan godt gå hen og blive en seriøs håndsrækning til forældrene, men endnu engang lader vi forældre lærere og pædagoger tage det hårde og sure slid med selve arbejdet.
Det er bare for sløvt af den danske forældre per se.

Måske burde vi alle overveje lidt mindre tid brugt på shopping og lidt mere ved gryderne med de små. Og så behøver sundhed og bæredygtighed ikke at være hverken fint og dyrt; der er økologisk mælk i Lidl, de har også øko-kartofler og i denne uge var der danske Lucas-pærer til 12 per 2 kilo.