Er du en dum forbruger?

Viden er kongen i dagens Danmark, men hvor får du din viden fra?
I Danmarks største avis testes der ugentligt fødevarer; det er bare ikke alle produkter der når med, det giver et forvredet billede og ender med at forbrugerne fortsat køber fødevarer, der ikke er hensigstmæssige for fremtiden.

Søndagsavisen tester ugentligt en fødevaregruppe, den seneste uge er det æblejuice, der gennemgås; resultatet er at den billigste juice er "den bedste". Testen tager blot ikke højde for den række af højkvalitetsprodukter der også findes på markedet. Der er ingen æblemost med i testen, kun sekundaudgaven, æblejuice.
 Derfor ender den fortravlede forbruger med at konkludere at:
1. Når vedkommende køber ind i supermarkederne, er det faktisk bedre at købe Æblejuice.
2. Det er bedre, kvalitetsmæssigt og økonomisk, at købe den billige, da den jo, af "eksperter" vurderes til at smage bedst.
3. Man går direkte forbi andre produkter, herunder æblemost.

Søndagsavisen, der er DKs største avis oplagsmæssigt, er en annoncebetalt avis. Og selvom MUND-FULD nu fortæller det, kan det jo ikke komme bag på særligt mange. Men tænker du som forbruger det spadestik dybere, når du står nede i supermarkedet? Salgstallene fortæller at det gør du ikke. Det er der rigtigt mange der ikke gør. Og det burde I.

Farvebilleder af eksperter, der med kendermine bedømmer kyllinger, æblejuice eller pesto, er blot en udvidet annonce, der skal få dig til at købe netop de produkter der "testes". Om du køber vinderen af testen eller en af de andre deltagere, er ligegyldigt for supermarkedskæderne, i testen fremlægges en produktrække og det er den du skal vælge ud af.

I næste uge skal undertegnede holde et lille oplæg på Anker Hus´ Madspildskonference. Oplægget kommer ikke til at handle om gode råd til brug af din spaghettirest eller de gamle bananer; det kommer til at handle om forbrugerens spild af hjernevindinger, når det kommer til indkøb.

For hvorfor skal nogle firmaer tjene deres penge på at du er dum?
Ved du ikke at ren fødevare giver dig en bedre sundhed? Så hvorfor købe juiceprodukter, baseret på opvandet koncentrat, når du kan købe ren most, direkte fra producenten eller igennem den lokale forretning?
Er det for dyrt? Køb mindre, nyd mere. .
Er det en mærkelig smag? Det er smagen af ren frugtsaft, er den for stærk, så vand den op.
Er det svært at få fat på? Undersøg dog markedet, der er økoforretninger, markedsdage, gårdbutikker.

Et sted i verden sidder der en og nyder sin ferie lige nu. Den har han fået penge til, ved at sælge dårlige fødevarer til andre mennesker, måske endda spekulere i fødevarepriser o.l.

Er det dine penge han sidder og solder op?

Marije Vogelzang fejrer international Citta Slow dag i Svendborg

Ved MUND-FULDs mellemkomst, er det lykkedes at få måltids-designeren, fødevarepioneren Marije Vogelzang til at holde et oplæg ved den internationale Citta Slow dags fejring i Svendborg den 22. september i år. Det sker på Høstmarkedet ved Maritimt Center.

Endnu er der ingen der ved hvad det ender med, men Vogelzang vil arbejde sammen med danseensemblet sART og Baggårdsteateret om at give nogle input til fødevareproduktionen i Damark. Det er ambitionen at dans, design og skuespil mere direkte vil kunne biddrage til at vise muligheder og krav fra aftagerne af den store, grimme fødevareindustri,  direkte fra brugerne.

MUND-FULD er dedikeret Vogelzangfan og har tidlige skrevet om hende her

Videopræsentation af hendes arbejder via dette link http://www.youtube.com/watch?v=2gYMI08ZX3g

Hvem var det nu der sagde at bloggere ikke kunne rykke noget?

Jesus og MUND-FULD; vi er det samme...(åbenbart)

En blog som MUND-FULD er meget lig Jesus; hellig, bedrevidende, ideologisk, handlende og ender med at blive korsfæstet af sine egne.

Det kunne være et kortfattet resumé af madblogland, hvor man på det seneste atter har debatteret om hvad madblogs er og hvad deres berettiggelse er.

Den nuværende debat startede med en kronik af Madkulturens indehaver , der gerne så at madbloggere, som et hele, bidrog mere til at oplyse deres læsere om fødevarepolitiske emner og -stillingtagen. Det gik ikke stille af i blogland, hvor mange madbloggere føler sig "dømte", "peget fingre ad" og i øvrigt mener at ingen bør skrive deres holdninger om (andres) madblogge offentligt. Jeg tolker det som dårlig samvittighed og mangel på vilje til at stå ved sit ansvar hos de forsmåede bloggere. I dette lille land, hvor man ikke går af vejen for at svine udlandets sæder og skikke til og bagefter kalde det for "humor" og "frihed", er det ikke socialt acceotabelt at tage stilling til andre (danske) menneskers gøren og laden. Så længe en madblogger ønsker at gøre dette eller hint, skal man blot acceptere det som en del af mangfoldigheden og ellers klappe i.

Sorry, men det er bare ikke så enkelt at slippe udenom. Hvordan er det kommet så vidt at man ikke kan tage stilling, som MUND-FULD gør det, uden at det er dybt grænseoverskridende for rigtigt mange og denne blog skal kaldes "en skide protest blog"?

Ét argument kunne være at MUND-FULD som kritiker, altid fører kampen over på de andres banehalvdel. I dette tilfælde,  til andre madbloggere. Istedet for at bare gøre sit eget arbejde for det man tror på. Til det kan man jo replicere at vi hver dag udsættes for den slags "overgreb" i form af lovgivning. Love, demokratiske og alt muligt, der hæmmer vores handlinger, til et fælles bedste. Mener man, men det der sker er at lovens bogstav afskaffer folkets evne til at tænke over hvorfor nogle handlinger kræver omtanke og andre ikke er brugbare i et samfund. Derfor er dette en anarkistisk blog, for jeg vedkender mig mit ansvar for mine handlinger; allesammen. Skal jeg se på mit virke som bidragende og ikke kritiserende andre; er der masser at føre sig frem med.
Mit job, er fuldtids madformidling til diverse grupper af teenagere. madlavning, indkøb, økonomi, smag, planlægning, teknikker, glæder, stolthed over udført arbejde, respekt, håndelag, holdfølelse, tillid. Og næste år ligger vi en jord-til-bord-linje oveni hatten. Så hedder det dyrkning, dyrehold, produktionsmetoder, permakultur, virksomhedsbesøg og teori. Målet for vores elever er at blive klar til at tage en uddannelse, og meget gerne indenfor fag, der giver os alle mad på bordet. Det er så mit fuldtidsjob.
Ved siden af holder jeg kurser, i kommunal regi; til både unge og gamle. Går ud ser på skoven med rødderne fra 7. klasse og udstopper den fugl vi fandt derude. Giver de gamle herrer på Langeland lysten til at kokkerer tilbage eller bare til deres inspiration.. Det var mit fritidsjob.
Når jeg så kommer hjem, går jeg ofte i haven, for der holder jeg kaniner og høns, til at leve af. Jeg dyrker alt det jeg kan få op af jorden på 1500m2 og udvider forhåbentligt snart med en polytunnel, så sæsonen kan blive en helårig affære. Jeg hader at slå græs, men gør det stadig med en rugbrødsmodel, hækken klippes med saks og så videre; jeg ved at det er latterligt småt, men det er mit bidrag. Mine handlinger.
Inde i huset brygger jeg, bager, hakker, sylter, gærer; alt hvad jeg overhovedet kan finde ud af selv; igen fordi at jeg vil migselv og mennesker omkring mig, det bedste. Så "hellig" er jeg og det er jeg sådan set stolt af.

Og så denne blog. Dér tillader jeg mig at se på andre og deres handlinger. Jeg påtaler det jeg ikke kan lide,  alt det der strider imod logisk tænkning, når man tager madhatten på. Med denne blog kan jeg afklæde mig mig og glemme personen; blive observatøren, deltageren. En deltager med interesse og indignation over handlinger, der ikke bidrager, men fratager. Fratager sin blogslæsere en bedre oplevelse af en sufflé, fordi de bruger buræg og ikke en bedre kvalitet, for eksempel. Eller direkte er skadevoldende, ved at være ligeglad med sine læsere. Nogle madbloggere fremfører det argument at de bare har en blog for deres egen skyld. Jamen, så er der glimrende soft ware til at lave sine egne bøger eller mapper på sin computer, for selv at kunne glædes over sine gastronomiske resultater. Vælger man en blog, vælger man også at inddrage andre. Så har man et ansvar. Det er ikke en dom over nogen, det er en simpel aflæsning af bloggen som medie.

Det simple faktum at madvarer, der er dyrket under bedst mulige forhold, giver den bedste kvalitet, burde jo være argument nok for at berøre etiske emner, da madbloggere alle til hobe, vil fortælle om god mad. Det siger mange at de også gør, men at blogge som MUND-FULD vil have dem til at være på en særlig måde. Som om denne blog vidste hvad en rigtig madblog er. En madblog handler jo om mad, så er den ikke længere. Denne blog handler så også om andres mad og hvordan den kommer fra start til slut.

Giver den metode som bla. MUND-FULD har valgt; papkassemodellen kaldet af andre, tågehornet af andre igen, så respons fra læserne?
Ikke i kommentarer eller hits. Denne blog er ved at runde 20.000 hits efter snart 1½ år på banen. Det er ikke meget, skulle jeg hilse at sige. Alligevel er jeg blevet inviteret til at holde oplæg på Økologisk Landsforenings årsmøde, har deltaget i snart mange blogger arrangementer, har skrevet indlæg her og der i aviser og magasiner, har fået kogejobs, har haft ørene i maskine hos både Noma og Madkulturen igennem længere tid, er blevet bidragydende til udviklingen af Kulinarisk Sydfyn og er blevet et elsket/hadet ansigt blandt andre madbloggere.

Madbloggere hævder at deres mange hits, faktisk resulterer i masser af måltider landet over, dagligt. På den måde, hævdes det, flytter madblogge med opskrifter og flotte billeder, rigtigt mange imod et bedre madliv. Det er en påstand, man selv må finde bevis for. Om madblogs flytter læserne eller ej, så er det vel bare endnu et argument for at OPFORDRE til at bloggerne er sig deres ansvar bevidst, når de kommunikerer om mad og madlavning.

OPFORDRE til at være sig sin egen kvalitetsbevidsthed klar, også overfor sine læsere, der ofte er meget trofaste og gerne klapper på ryggen af deres bloggere.

Afslutningsvis, denne blog er drevet af lysten til at stille spørgsmål. Det kan du læse mere om her, for jeg gider ærligt talt ikke tale mere om mig selv. At tale om sig selv, det overlader jeg til bloggere, der er så meget bedre til det; ja, nogle kan nærmest ikke få nok af sig selv, deres opskifter og deres fotos, gad vide hvor deres læsere kommer ind i billedet?

Hvor er kaos dog befriende

Overstået, slut; ikke mere smagsorgasme i min mund for denne gang; Sour ´n´Bitter og Copenhagen Beer Celebration (CBC) er slut. Det bør også være slut med at erkære ølkrige og splittelse i den danske ølverden; den har bare vokset sig større.

Med masser af begynderfejl og verdens mest eksperimenterende bryggere, madfolk og formidlere, var de 2  arrangementer historiske milepæle i nyere dansk øl/madhistorie.

Sour n Bitter blev afholdt i en afsides arena, der før har huset store danske madbegivenheder. Zonen for Madkultur på Refshaleøen i København, hvor importfirmaet Drikkeriget, havde deres bedste navne i henholdvis surt og bittert øl repræsenteret. 300 mennesker havde været heldige at få billetter og havde de også fået en intro til aftenenes begivenheder, havde alle nydt madsceancen, lige så meget som øllet. 4 madstationer med særdeles ekperimenterende smagssammensætninger; chili/valnød/kanelchutney til vesterhavsost, pærekompot med sennepsfrø og lille italiensk kage med frugter(glemmer altid navne tpå den lille fætter). Der var et helt, lille, salathovede med dressingog som ved de andre set-ups, var der så sat surt eller bittert øl til. Det var et smags- og sansebombardemant uden lige og selvom denne palette stadig foretrækker de belgiske sure, var de amerikanske underlige og undringsværdige, alle til hobe. Aftenenes underholdende højdepunkt forekom, da en garageport blev slået op og, på bedste kontrabande-vis, en varevogn, sænket helt ned i ophænget, blev kørt frem. Så var der 3 flasker Framboos til hver deltager og de rygsækbærende, kortbuksbeklædte og ivrigt noterende ølnørder nærmest sprang ind over borde og sækkestole, for at komme til. Det var forvirrende, det var undergrund og sikkert svært tilgængeligt, hvis man synes at der findes noget sådan som bordmanerer og ølstile. MUND-FULD grinede hele vejen hjem, på cykel, i regnen.

Så var det tid til at sætte handling bag ordenene, smøge ærmerne op og støtte den del af bryggerverdenen, som jeg synes er den klart mest interessante. I to dage var denne blogs skrivende ånd, en simpel blåskjorte i CBCs tjeneste. Afholde seminerer, tømme skrald, intet er for småt, når det hele skal køre som i olie. DEt var en fest uden lige. For første gang på en ølfestival i Danmark, skulle man ikke vide hvor det gode øl var, versus det udrikkelige. Alle øllene på CBC var i verdensklasse, det gjaldt bare om at række ud efter det nærmeste. Det vil drive for vidt at skulle udnævne farvoritter, men amerikansk gose, ugæret hvedeøl, lagret i rødvinsfade og spædet op med lambiksjatter over et år, dansk surt, sort mælk, belgisk kirsebærsur 4 år i lagring, japansk frugt IPS; it´s all gravy, baby. At afspise de 1000 gæster med god mad og dertilbrygget øl, stod Mielcke og HUrtigkarl mesterligt for; hvilket smagshimmerige og hvilke koordination af selve afviklingen. Nuvel, der manglede info, skyllestationer til smageglassene, der kunne have været en garderobe og mere solid viden om de mange seminarer; det er alle ting der kan rettes op på. Intet tager CBCs berettigelse som den avangardisktiske og smagskvalitetsbevidste drneg i klassen ved den danske ølscene væk, tværtimod.

Før, under og efter afviklingen, har Copenhagen Beer Celebration(CBC) ligge røv til at skulle være skyld i en opdeling af den danske ølscene. Forsmåede redaktører kaldte arrangementet for en"discount" festival på førstedagen, tvstationerne startede deres indslag om ølfestivalerne, med samme dystre, krigsmetafor og på JPs ølblog maner man til "fornuft", om at stoppe "fejden, provokationen, hjerneblødningen" og kalder grundlæggeren af CBC, Mikkel Bjergsø, for "klassens kvikke dreng, der ikke blev stimuleret nok". Hvem sagde at hvem var arrogante?

Hør her, mangfoldighed er godt.

Vi er nogen der ikke har brug for smilende tuborgpiger, tøris i spildbakkerne, 3 meter høje ølglas og cykelløb, som undskyldning for at drikke øl. Der er der åbenbart mange af de guldgravende bryggerier, det vil sige dem der vil tjene mest muligt på deres produkt, der finder nødvendigt. Oftest for at dække over ligegyldigt pisfarvet skodøl eller direkte indficerede bryg, der ydermere bliver markedsført som fremstillede efter "håndværksmæssige traditioner og med respekt for råvarerne".
CBC bestod af borde og fadsølsanlæg og mad, dixi. Nuff said, det er hvad der er i glasset/flasken/hanen, der tæller, for de folk der deltog med deres øl på CBC. Og for dem der valgte at komme som gæster; de gad ikke Hjallerup Marked på malt, gær og humle. Men det blev også et problem; der var 1000 billetter; der var ikke plads til mere og man ville heller ikke have det. Klart at de der ikke kunne få billet, kunne reagere med fordømmelse; for hvis man ikke selv kan få, hvorfor kule andre dog så have muligheden? Bonderøvsjantlovtankegang, det er hvad den slags er.

I årevis har miljøet omkring særligt Mikkeller staden, på Danske Ølentusiaster (DØE) s festival, provokeret med at være lidt mere højlydte, lidt mere arrogante og meget mere bedre end snittet på resten af  DØEs arrangement. Det er faldet nogle, i DØE, for brystet, at man har udfordret en eller anden norm for smag, markedsføring og attitude; nogen fra DØE, der skulle forestille at repræsentere HELE det danske ølmiljø. Resultatet blev at det bryggeri, der ved DØEs festival 2011 samlede ca lige så mange smagsprøvepoletter, som resten af festivalen tilsammen, lavede deres eget show. Nu har man da fået fred på DØE, alle må være glade.

Men, nej. palcerinegn af de to events samtidigt, betegnes dom ødelæggende og en krigserklæring. Men det er meget mere simpelt, vi gad ikke at lege med Jer mere; vi vil prøve selv. Så, i stedet for at bytte om på haneclips, drikke øl fra 1972 og i det hele taget, drille mediocore bryggerierne, tog vi ansvar og byggede vores egen hule. Hvordan kan det være en ødelæggende handling for øllets fremme, at der nu er to steder at besøge? Forhåbentlig kan vi i fremtiden se frem til en hel øl-uge i København, og så skal jeg da love for at vi får brug for mangfoldigehed og lyst til at lege endnu mere. Betryggende at de to top dogs for henholdsvis CBC og DØE, begge mente at to festivaler, er bedre end én. CBC, fordi de kan, DØE, fordi de skal erkende deres styrker og svagheder.

God smag, dårlig smag, din smag, min smag...

"Jeg synes den smager meget godt" versus "Jeg kan ikke lide den".
To udsagn om f.eks en øl; der begge er subjektive og i dagens Danmark, helt ligeberettigede. Det er muligt at nå så meget længere, det er muligt at lære sig nyt og andet; men hvis vi stædigt holder på at vores nuværende stade af udvikling, her indenfor mad, sætter vi en stopklods i for selve livet.

Der er ingen der har patent på smag, den er subjektiv. Men ser man sig omkring, er potentialet til ville lære mere jo ellers tilstede. Smagninger og kurser er blevet en stor del af madbranchens arbejdsfelt. Vi møder bageren, kokken, bryggeren, leger med og smager på eksempler. Man kunne nærmest kalde en lille industri. Og det er godt. Vi mangler måske at efterfølgende se det på den brede befolknings heraffølgende indøb af produkterne, det kan nogle gange opelves lidt som vi har fat i en underholdningsbranche, fremfor en læringsbranche.

I den kommende weekend (11.-12. maj) er det ølfestivalweekend i København, Danmark. Danske Ølentusiaster (DØE) afholder deres store fest for folkets øl, hvor cykelløb, varm øl, pølser og fadlagret øl blander sig med næsten 10.000 besøgende. Der er noget for enhver smag. Eller rettere, der er noget for de flestes smag. Der er nemlig nogle bryggerier, der mener at de har noget andet at byde på De vil gerne skabe sig et andet rum for deres øl. Dette har skabet en vis uro indenfor ølverdenens kompetanter, for nu gik det jo fint med denne ene fest, sammenholdet er vigtigt osv. Men der er altså nogen der mener at deres smag i fester er en anden. derfor har de lavet deres egen; den er så ikke stor, der var 1000 billetter til salg til den første Copenhagen Beer Celebration (CBC). Ved CBC vil der optræde en række af de mest eksperimenterende og, smagsmæssigt, overvældende bryggerier i verden. Der vil være DKs bedste restaurant, Mielcke og Hurtigkarl, til øl + mad, der vil være kaffe og cocktails og hot dogs, ligeledes kendte for deres lyst til at eksperimenterer.

Lysten. Lysten til at prøve noget nyt og andet. Det er her MUND-FULD ser en grundlæggende forskel i de to set ups idégrundlag.

På DØE kan vi blive udsat for det danske ølhav af brown ales og weissbier. Der vil være håndbryggere der bliver udkåret med deres bryg, der vil være fadlagret øl og øl blandet med andet end...øl. Dette er nyt og grænseoverskridende for nogen, for mange af de 10.000 gæster. Disse gæster ved bare ikke at før Øbberbøvelse bryghus kastede sig ud i at prøve disse underlige former form øl, var der nogen der havde prøvet det af, for længe siden. Pionererne kunne vi jo kalde dem. Det er dem der er på CBC. De har gjort det altid, det dersens "trendsættende" og "vilde". Kald  det hvad du vil; vil du vide noget om nye tendenser i øl, skulle du have købt billet da der var nogen. Og havde du lyst til at vide hvordan øl, uden respekt for bryggeruddannelser og teknologi er, skulle du også have sikret dig en billet til Sour ´n´Bitter, et event, der skrider af stablen d. 10. maj. her vil det aller ypperste indenfor vildgæret øl, på begge sider af atlanten være tilstede. Det vil vrimle med nørder, der som jeg, køber flasker i begrænsede antal og mad der svinger dertil. Dette er en enorm udfordring for smagløgene, da vildgæret øl, er....surt og bittert. Det er både leg og meget seriøst, for når man bevæger sig rundt i yderkanterne, er der ikke mange aftagere til ens produkt, der derfor er både dyrt og besværligt at få fat i for de aftagere der så er.

Smag, den er subjektiv, men når man samler sig i en forening og vil hylde, arbejder for og udvikle øl, som DØE har sat sig i verden for; kan det undre denne blog meget, når man bevidst ekskluderer nogeen fra dette mål.

Initiativtagerne til både CBC og Sour ´n´Bitter, er brødrene Bjergsøe ( Mikkel med "Mikkeller" og Jeppe med "Evil Twin"); der med hver deres projekter, konstant søger nye grænser af med deres øl og dertilkommende arbejde for øllets fremme. De er ambitiøse og grænsende til det arrogante i deres indgang til hele området for øl og alene dette er tilsyneladende nok til at pisse de mere bredtfavnende mennesker i DØE af. Så meget at man nu i to år har undgået Mikkeller Bar i foreningens til 10 barer at rejse efter i Danmark. Dette er simpelthen for dårligt og kan kun vidne om at man fra DØE ikke ønske at inddrage udvalgte steder, af årsager der ligger udenfor øllets kvalitet. For på nævnte bar og også den nye Fermentoren, vil man kunne smage det ypperste i ekstremøl i Nordeuropa. Og det er fakta.

Måske er fakta også at DØE, som organisation, ikke har lysten i behold; at der endnu en forening der er faldet for nepotisme, personlige vendettaer og et ønske om at nå så bredt at bukserne revner. Det gør ondt at opleve, men som altid, lader MUND-FULD den slags bag sig; det er bare så meget mere spænende at drikke surt, overgearet og underligt øl end endnu engang skulle slubre sig igennem en gang almindelige øl, med mennesker bag, der ikke tør andet end at være mediocore og tre skridt bagefter. Sorry, men livet er for kort.

God festival(er) derude.

Hveder og A P Møller - en sidste rest af calvinisme i det nordiske køkken

Så er det gjort, dejen er slået op til hvederne. Alt det jeg forsøger at undgå resten af året når jeg bager; at ikke kun bruger sigtet hvedemel, at holde bollerne friske og skære ned på antallet af cencimeter tandsmør; alt det ses stort på imorgen tidligt. Er hveder mon med i det nye nordiske køkken, når historien skal  skrives om dén gastronomiske bølge?

Det er, som hjemmebager, svært at skulle tage nogle komplet friskbagte boller, lade dem tørre helt ud og så lige give dem en extra tur på brødristeren. denne kardommeduftende lille sag har åbenbart ikke opført sig som Gud ville have det, for den bliver da straffet for hårdt, på denne, den største beddag af dem alle.

Det er Gud vi skal tænke på imorgen, på Store Bededag. Denne fridag, der opstod af nordisk/calvinistisk tankegang og med den endnu ikke opfundne kapitalisme for øje. Hvorfor skal de sølle arbejdende folk dog have så mange bededage; skrap alle helgenernes dage sammen i en enkelt og få det overstået. Pragmatisk og enerådigt bestemt, må man sige. Ville folket selv have valgt dette, havde de haft chancen:
Nu er det jo ikke til at vide, men bag denne blog, banker faktisk et lille åndeligt hjerte. For sammenhold, frihed og ro i livet. Mange af skrifterne herpå, opstår i dyb forundring over den samme retlinede og økonomiske snusfornuft, der også prægede skabelsen af Store Bededag. Den slags snusfornuft, som også prægede en af Danmarks store forretningsmænd, der netop har forladt skuden for denne omgang. Var der nogen der sagde "rettidig omhu"? Denne skibsredder, der aldrig gjorde noget, medmindre han fik dobbelt igen, er blevet rost til skyerne for sin landsfaderlige status. manden, der byggede en have på Københavns Havn; hvis han fik lov at udvide sit hovedkvater over det tilladte for andre dødelige. Og som, da skaterne blev lidt for glade for hans have på havnene, købte dem til at forsvinde, ved at bygge dem en skaterpark. Det synes MUND-FULD er meget lidt menneskeligt og meget mere beregnende. Men det er tilsyneladende dén slags opførsel, der skaffer én kors og bånd og stjerne. I denne verden. Lad os se med den næste.

Det varmer sgu at se hvor mange kvinder og unge, der bliver sat på forsiden af Samvirke, fordi de er biavlere. Det luner, som hvederne, at vide at man skal tidligt ud for at skralde, fordi der er så mange der gør det. Det er fedt at se køen til de økologieske producenters kød i gårdbutikkerne. fantastisk at brygge eget øl, over bål, med ukrudt/mælkebøtter. Og at det andet ukrudt/skvalderkål bliver ædt af kaninerne, der så bliver ædt af....mig. Det er potensfremmede at spise æg fra egne høns og det giver mig personligt jern på at vide at jeg snart bliver ejer af min helt egen 7x8 meters polytunnel; hvem sagde jordbær i maj måned til næste år?

Hveder er kedelige og tørrer, men en tradition jeg gerne tager med. (så spiser jeg heller ikke krydderboller resten af året) og A P Møller repræsenterede en livsmål som snart vil være antikveret. En livs-tradition, hvor man udnyttede andre til det yderste, for at være noget.

Fremtiden er at kunne selv, på et helt andet plan. Når jeg har 6 æg om dagen, kan jeg bytte dem for noget andet du måske har. det giver os begge en kvalitetsfølelse og glæde og idden sammenhæng; den vigtige pointe at det ikke går ud over nogen. det er jo alligevel ikke producenterne, der tjener på det vi køber i supermarkedet. Det nye nordiske køkken er friskhed og kvalitet; her er hveder bare på tålt ophold.

Køb direkte fra producenten. Bag krydderbollerne selv.