Askese

For nogle dage siden undlod jeg at spise i 2½ dag; bare for at se hvordan det ville være. Et madmenneske, der lever fra måltid til måltid. Fra såning af den ene afgrøde,til høst af den næste. Som underviser i mad, som fader. Hvordan ville jeg kunne klare bare 2 timer uden mad?
Glimrende, viste det sig. Sulten var slet ikke til stede den første dag og bare som en lille rumlen den næste. Tanken om mad, derimod, var svær at deale med. Ikke at spise, men at røre ved, sætte den sammen til nye retter. Pludselig havde jeg al denne tid på mine hænder også selvom jeg lavede lidt mad til resten af familien. Vand og the holdt mig i gang, men på trediedagen kunne jeg ikke stå og smøre mad til andre, det var for fistende at begynde at tænke i smage og dufte, jeg ikke kunne have. Det var hårdt.

I maj afleverede jeg et kæmpe stykke arbejde; planlægningen og udførelsen af den måske mest betydningsfulde ølfestival i Europa. Små 9 måneder blev fyret af på to hæsblæsende dage, flere erfaringer blev høstet og CBC fortsætter i 2014. Jeg blev ikke bedt om at gentage succesen, da støvet havde lagt sig. En anden form for askese indfandt sig, manglen på at være i top-ydeevne-mode og fornemmelsen af at være tilstede i orkanens øje. At være med til at løfte en begivenhed af denne karat og så vide at det smarteste/bedste og naturlige for den fortsatte udvikling af festivalen, vil være at skære sig selv løs, så luftskibet kan flyve endnu mere strømlinet, er en svær erkendelse. Men også her rammer en følelse af at det netop ikke er kicket ved at være med i et innovativt og ledende crew, det er ikke at vide det nyeste og mest hemmelige, jeg savnede i månederne efter. Det var skabelsen, kreativiteten, der blev sat fri og ikke fandt afløb. Så da de første abstinenser, sulten, efter at være på forsvandt, da kreativiteten er blevet sat fri igen og ikke er 100% bundet op i et enkelt felt, da hjælper afsavnet faktisk som motivator. Det føles fint.

Haven har leveret godt i år og vores familie har i stor grad kunne trække på dens produkter til aftenmåltidet og til de små måltider igennem dagen. Vi har kunne supplere med supermarkedsindkøb, vi har levet i en dejlig frihed, en drømmende askese, fra at skulle bruge penge i den udvandende og sørgelige danske supermarkedsindustri. Dét er i sandhed vidunderligt, afsavnet kan kun blive større fremover; der er købt slagtekyllinger forleden.

3 eksempler på askese, at undvære, skulle give afkald på noget jeg troede uundværligt. I alle tilfældene har det haft omkostninger og gevinster. Et par tab i form af mennesker, der følte sig forbigået og projekter, der måtte skrinlægges, var omkostningerne. Mest gevinster, i form af vigtige erfaringer og en øget indsigt i hvilke værdier, der egentlig er de vigtige at holde for øje.

Nysgerrigheden er vigtig. Hvad sker der, når man gør sådan? Eller sådan? Er den blinde og for lange omvej, det hele værd? Det er den, hver gang.
Ligeledes det enkle, i de omtalte tilfælde er det den helt rene sansning, kropsligheden, alle sansernes indtryk, der træer frem.

Til sidst; grunden til ens handlinger. Hvorfor gjorde du det, kommer resultaterne ud bedre end konsekvenserne? Er din grundholdning rystet, din samvittighed god, dit tidsforbrug?

Store ord, men dette er også det første indlæg i mange måneder, tankerne har været vidt omkring. Og på sommerferie ovenikøbet. (Denne blogs rejseanbefalng skal være Markthalle Neun, Eisenbahnstrasse i Kreuzberg,Berlin;  alt hvad alle danske fødevare- og kunsthåndværkermarkeder ikke har).

Vi skal drukne et website, folkens...

Der er tre måder man, som menneske og forretning kan eksistere. Stort, småt og råddent. 

Når en forretning, et levebrød, et wbsite som Findopskrifter.dk; baseres på at snyde andre, til at gøre forretningsmæssigt eller rettere, hitmæssigt, selvmord; er det bundråddent. 

Heldigvis kan det stoppes; derfor dette indlæg om madbloggeres ret til deres eget indhold. Det handler også om at eksekvere den stærkeste magt, man har som menneske; retten til at fortælle andre sin side af sagen.

Vil du vide hvad det tekniske og grundlæggende går ud på; tjek MadbeVægelsens forklaring her. og det helt detaljerede på Grydeskeen.dk her

Dette er sagen som den lægges ud via Bergholdt.net:

"På dansk grund er Findeopskrifter et eminent godt eksempel på en dot com-inspireret parasit. En parasit, der igennem basale psykologiske mekanismer snyder danske madbloggere til at tro, at det er en god idé for dem at tilmelde sig madportalen.

Men det er det ikke. Findeopskrifter beder bloggerne tilføje et lille badge med et link til hjemmesiden. For hver side på en blog genereres et link. Bloggerne bliver lovet øget synlighed og trafikafkast til gengæld. Når Findeopskrifter linker til de madblogs, der deltager, sættes der et ‘vi stoler ikke på dig’-signal på linket (en no-follow-attribut)."

På papiret får siden hits; i realiteten havner de alle hos Findopskrifter.dk. Sagt lidt mere enkelt; når en madblog er meldt ind hos Findopskrifter.dk, vil hvert hit via Findopskrifter.dk for altid mærke den gældende madblog, som no go for den søgende computer. Ikke flere hits til madbloggen, der ingenting opdager, for der tælles jo stadig hits hos Findopskrifter.dk. 

Hm, så det er vel bare det. Den kloge narrer den mindre kloge; det handler alt sammen om at dele og tage; der der tager mest, har vundet. Særligt i dag, med det hersens internet, hvor alt kan deles og bliver gjort.
Jeps, helt sikkert, hvis man vil leve et råddent liv. At tage madbloggeres, nærmest allesammen rene amatører; tage deres trafik fra dem, så de langsomt dør hen; efter at have inviteret dem til netop at gøre det imod sig selv. Hvordan kan man stå op om morgenen og tage afsted til den slags arbejde? 
Ikke engang en bændelorm er interesseret i at dens vært dør, men i en verden af perversiteter, er det blevet helt legitimt at bløde andre forretninger ihjel, og tjene penge på det. Vi ved det kan gøres; det gør det ikke rigtigt.

Forargende, men efter at vreden har lagt sig, bilver man også mere klarsynet. Det er allerede nævnt at dette indlæg, er en støtteerklæring til de madblogs, der lider under dette. Og bedst af alt, ved at læse dette indlæg, er du allerede med i kampen imod Findopskriften.dk. Dette indlæg linker nemlig til en anti-links-site, som vil få Google til at gøre præcis det samme ved Findopskriften.dk, som sitet gør ved andre; bombe det ned af søgelisterne, for at det så kan lide en stille død, langtnede i søgelisten hos Google.

It´s called citizen activism, baby. Tak for at du læste med her.

Link til Bergholdts skriv om sagen, her


Bidragende til kampen i mod udnyttelse og ihjelslåning afmadblogs stiger stadigt; her er en række links fra Dag 2(direkte nolet fra Klidmoster.dk

Klidmoster: http://klidmoster.dk/2012/10/findeopskrifterdk-bloglands.html:

Grydeskeen: Findeopskrifter.dk – Millionomsætning på bloggeres indhold uden at lave noget selv

Det Lyseblå Køkken: Findeopskrifter.dk - En parasit, der bør udryddes! 

Kristinas Køkken: Findeopskrifter - nej tak

Madbevægelsen: Findeopskrifter.dk: Kunsten at fodre hunden med dens egen hale & tjene penge på det samtidig

Bergholts Opskrifter: Findeopskrifter er en parasit, der bør udryddes

GASTROmad: Det er mine Indlæg – Findeopskrifter

Heidis Verden: Hvorfor du som blogger bør sige nej til at være med på Findeopskrifter!

Det Lille Køkken: Hov, hov – det er min blog!

Rigeligtsmør.dk: Findeopskrifter.dk udnytter danske madbloggere 

Spisekammeret: Findeopskrifter.dk - et stærkt vanedannende stof

Ugens 7 Dage: Nallerne væk Findeopskrifter!

Pengene, hvor din mund er; ikke omvendt.

Tror man helhjertet på udsagnet om at det er igennem deltagelse, man kan ændre noget; så er man allerede ved at misse hele pointen med forandring. 

Oversat til maddebatten i Danmark i disse dage; nu viser FOOD Festival "Pig Business" og så deltager man da som maddebatør og foodie.

Forkert, du deltager ikke. 
Du skaber dit eget rum, hvor du og dine kan udtrykke præcis hvad I vil, på jeres præmisser, med Jeres evner. Det bliver Jeres, ikke Deres.

Forandring, i anarkistisk udgave, er et totalt nedbrud af gængse normer. Normer er nemlig dikteret af den ene eller anden form for magthavere, der ønsker et særligt sæt regler gennemført. Køber man normens form for kommunikation og deltager i et forum, hvor den anvendes, er man derfor også en del af normen.

Normen for en begivenhed som FOOD Festival, er sat i et eller andet lysegrønt håb om at en masse madinteresserede gæster (og hvem er ikke interesseret i mad?), vil møde nye og spænende oplevelser, der vil trække dem i en retning af et bredere og mere sundt, fødevarevalg. Dette skal åbenbart ske igennem fødevareindustriens sædvanlige og løgnagtige formidling om dennes produkter. 

Den præmis køber MUND-FULD ikke.



Det kan ikke passe at man falder på røv og albuer, når storindustien, der tjener milliarder på sine egne produktionsformer og afsætningskanaler, nedlader sig til at dele ud af bacon, økologi og gode tips om fedtfattig stegning i et par dage i en større provinsby. Det bliver meget hurtigt mandag og ikke "Pig Business", men "Business As Usual", igen.

Det er fint, meget fint, at man har fået presset igennem, at der skal vise en kritisk film, med efterfølgende debat, på festivalen. Og hvad så? Filmen vil blive vist, de gode meninger luftet, måske vil inviterede repræsentanter fra storindustrien endda knibe en tårer, når de ser stressede arbejdere og svin, der lever et udyreligt liv. Måske.
Men så bliver det mandag og endnu vigtigere; lønningsdag. Storindustrien er i dette madspil for pengenes skyld, for en evigt forhøjet profit; ikke for at skabe den bedste føde til os; køberne. Og så længe de får lov til at holde tøjlerne, vil vi ikke finde en ny vej.

Deltager man i deres show på et sted som FOOD Festival, anderkender man deres ret til at eksistere.


Derfor deltager denne pen ikke i FOOD Festival, men i Danmarks Høstmarked i Svendborg, hvor økologi og Citta Slow tanken, er overskriften.



Et andet eksempel på at ville nå masserne med sit budskab, men blive fanget i storindustriens spin, er DØEs årlige festival for øl i TAP1 i København. 
Her deltager de største bryggerier og mange mindre danske bryghuse, i et klassisk præsentations-/salgskoncept, hvor musik, allehånde underholdning og øl blandes. Et set up, som er kendt fra salgsmesser og som kun bryggerier med et landsdækkende distributionsnet har egentlig glæde af. Og da disse firmaer jo allerede har landsdækkende salg, burde de vel rettelig afholde et gratis arrangement, som tak til deres kunder. I stedet koster det en håndfuld hundredekronesedler at være gæst og så stiller man op til noget, der mest af alt minder om en provinsbyfest.

Derfor deltager denne pen nu også arbejdsmæssigt i afviklingen af CBC 2013, hvor målet er at servere verdens bedste øl, intet mindre. Derfor er set uppet på CBC også helt anderledes. 
Hos CBC anderkendes gradsforskellen på øl og der handles på at ramme det ypperste. Sjovt nok tiltrækker det en helt anden målgruppe end den førstnævnte festival. Sjovt nok, har DØEgarden travlt med enten at undres over eller bagtale CBC; i det mindste kunne man vel glædes over at nogen magter at løfte en ølfestival, uden at skulle appellere til laveste fællesnævner eller ligge mås til et koncept, der ligner en drukfest mere end en fejring og kun kommer rigtigt store, profitorienterede bryggerier, til gode. 

Mange mennesker vil synes at arrangementer som rene økologiske markeder, Citta Slowtanken og CBC, er SÅ anderledes at de ikke kan forstå hvad det skal til for. I Danmark kommer begreber som "elitært" og "snobberi" hurtigt op og de er ikke ment positivt. Det er vidst et typisk dansk træk, som vi ikke bør være stolte af. 

Det, ikke ville gå på kompromis, er heller ikke noget vi i dette land gør særligt godt. 
I stedet vælger vi alt for tit at søge den bløde mellemvej og mener at det er til alles bedste. Det er det ikke, oftere og oftere bliver kompromisset udnyttet markedsmæssigt. Særligt i madverdenen, hvor bla.vores hang til sukker udnyttes til fulde og ikke har andet godt med sig, end overskud til aktionære. Aktionære, der forhåbentlig (også) er for kloge til at indtage deres eget produkt; det være sig surt pisfarvet øl, ukrainsk produceret slavesvin eller citronmåner fra Polen.


"Never compromise. Not even in the face of Armageddon."

Frihed til at æde mig ihjel

Vi nyder alle mad, at dyrke den eller at producere den, eller at spise den. Hell, nogen af os elsker alle dele af mad. For de fleste er mad dog stadig hvad det er; føde til vores organisme. Og jo nemmere de kan få den, jo mere tid kan de bruge på andre aktiviteter. Hvordan løftes denne, størstedelen af en befolkning væk fra direkte skadelige levnedsmidler, til gavn for dem selv, deres nærmeste og samfundet?

Hvis det var dine nærmeste, der var ved at hoppe ud på en befærdet motorvej, ville du stoppe dem? Ville du stoppe en fremmed? 

For denne blog, er en forfejlet livsstil lige så farlig som at hoppe ud på en motorvej og jeg vil gerne være med til at stoppe dig i at begå den fejl. Også selvom det aldrig er rart at blive taget i at lave noget, man godt ved er forkert. Det giver arkut dårlig samvittighed. Men vi véd det godt; det kan gøres bedre. Særligt hvis vi gør det sammen. Og vi kan danne fælles front imod dem der ikke vil os det bedste, få os en fælles fjende.

Ja, "fjende", endnu et negativt udsagn, nærmest fanatisk, distancerende. Desværre er det blevet sådan, da den hånd der fodrer os, er blevet en dræber af millioner verden over.

Hvorledes tackles denne fjende så?

Modsvaret fra alle os der er gerne vil ændre vores allesammens ernæring, har været dannelse. I skoler, kurser, TV, interwbzet, trykte medier; der er masser af tilbud for at blive klogere. Men ser man på hvad forbrugerne hiver ud af supermarkederne, er det ikke det alle "de hellige" prædiker. Lad os lige dvæle ved disse verber;"burde", "skal", "er nødt til", enddog også "forbud". 

Hvad skal vi med alle de negativer, når vi bare kan tænke os om? Bruge det frie valg.

Dette frie valg, som er os så vigtigt. Friheden til at æde mig ihjel, står over alt andet, synes det som om mange tænker. Vi ved godt at belønninger og trøst i form af søde sager, er af det onde. Flertallet af os orker bare ikke at blive fortalt at nogle af de ting vi foretager os, er af en negativ observans. Det er ikke opbyggende for motivationen til, f.eks., at spise mindre kød, ligge sodavandet på hylden eller motionere lidt mere, at få slynget fakta om produktion, indhold og tilberedning, i hovedet.

I vores bekvemmelige lille lukkede land, er det ikke god tone at påtale fejl hos andre. Fejl, der koster os alle dyrt; som et forkvaklet landbrug, et ødslende discountled og de fortravlede forbrugere; de fejl er det heller ikke behageligt at blive forestil. Men de er der og vi skal alle gøre noget ved det. (Her kunne indsættes et billede af en grædende dreng eller en nøgen burhøne, vælg selv).
Vi har ikke brug for mere oplysning og undervisning i form af venlige henstillinger og gode råd. Vi har brug for at der bliver taget stilling.

Der skal en anden form for undervisning til. Undervisning til offentligheden om hvad der virkeligt er i vores mad. Statsorganiseret undervisning. Når en samlet fødevareindustri kan overøse os alle med reklamer på gader og stræder; overalt vi bevæger os; må modsvaret jo være en samlet videnskab, lærerstand, kokkefag, forbrugermasse; støttet af vores allesammens moder stat, der giver igen. 

Desværre en utopi; bloggere, madprofessionelle, forskere, sundhedsfaglige; i deres forsøg på at "arbejde sammen" med producenterne, bliver de alt for ofte forførtaf den hånd der fodrer dem, til at give forvrængede og vildledende oplysninger til forbrugerne. I nogle tilfælde bliver det gjort bevidst, men lige så tit, sker det med rabatordninger og goodibags ved konferencer; taknemmelighedsgæld og vennetjenester. Nepotisme.

Som forbrugere, er vi ikke frie til at foretage de valg, der bedst for os. Vi lever i et samfund som accepterer colareklamer overalt, selv i idrætshaller, samtidigt med at det ikke vil have det modsatte budskab fortalt. 

Det skal der laves om på.

Selvom det er hård kost (punt intended), så bør du lade være med at spise elendig mad. Og det er ikke kun burgere, kartoffelchips og sodavand, jeg mener. Det er det kød, du spiser for meget af, de elendige spanske tomater, du hiver hjem og de ditto drivhusdanske, slavefremstillet chokolade. Basisvarene, det er dem du skal holde øje med. Det du spiser mest af; hvor kommer det fra, hvad har det levet af, den slags spørgsmål må du stille dig selv.For din sundheds skyld, dit velbefindendes, din økonomis. For dine nærmestes skyld, så de kan have et behageligt og tilpas menneske omkring sig. Og for samfundets skyld. Samfundet er den fælleskasse vi, som danskere, er ved at lade hånt om i disse år. Den skal ikke belastes for meget, med din svage karakter og dine velfærdsygdomme. Og nej, fedme, rygerlunger, elendig fysisk form og behov for 1½ liter sodavand dagligt er IKKE arveligt.

Vi kan bruge nok så megen energi på at skælde føde vareindustrien ud. De er ligeglade, de ser sig som producenter af goder til dig, de kæmper for din frihed til at æde dig ihjel. De hjælper dig på vej til et langsomt selvmord, mens de tjener penge på det.

Alle disse ord på en enkelt blog; det er fødevareindustrien ikke bange for. Nej; de er bange for dig!

Jesus og MUND-FULD; vi er det samme...(åbenbart)

En blog som MUND-FULD er meget lig Jesus; hellig, bedrevidende, ideologisk, handlende og ender med at blive korsfæstet af sine egne.

Det kunne være et kortfattet resumé af madblogland, hvor man på det seneste atter har debatteret om hvad madblogs er og hvad deres berettiggelse er.

Den nuværende debat startede med en kronik af Madkulturens indehaver , der gerne så at madbloggere, som et hele, bidrog mere til at oplyse deres læsere om fødevarepolitiske emner og -stillingtagen. Det gik ikke stille af i blogland, hvor mange madbloggere føler sig "dømte", "peget fingre ad" og i øvrigt mener at ingen bør skrive deres holdninger om (andres) madblogge offentligt. Jeg tolker det som dårlig samvittighed og mangel på vilje til at stå ved sit ansvar hos de forsmåede bloggere. I dette lille land, hvor man ikke går af vejen for at svine udlandets sæder og skikke til og bagefter kalde det for "humor" og "frihed", er det ikke socialt acceotabelt at tage stilling til andre (danske) menneskers gøren og laden. Så længe en madblogger ønsker at gøre dette eller hint, skal man blot acceptere det som en del af mangfoldigheden og ellers klappe i.

Sorry, men det er bare ikke så enkelt at slippe udenom. Hvordan er det kommet så vidt at man ikke kan tage stilling, som MUND-FULD gør det, uden at det er dybt grænseoverskridende for rigtigt mange og denne blog skal kaldes "en skide protest blog"?

Ét argument kunne være at MUND-FULD som kritiker, altid fører kampen over på de andres banehalvdel. I dette tilfælde,  til andre madbloggere. Istedet for at bare gøre sit eget arbejde for det man tror på. Til det kan man jo replicere at vi hver dag udsættes for den slags "overgreb" i form af lovgivning. Love, demokratiske og alt muligt, der hæmmer vores handlinger, til et fælles bedste. Mener man, men det der sker er at lovens bogstav afskaffer folkets evne til at tænke over hvorfor nogle handlinger kræver omtanke og andre ikke er brugbare i et samfund. Derfor er dette en anarkistisk blog, for jeg vedkender mig mit ansvar for mine handlinger; allesammen. Skal jeg se på mit virke som bidragende og ikke kritiserende andre; er der masser at føre sig frem med.
Mit job, er fuldtids madformidling til diverse grupper af teenagere. madlavning, indkøb, økonomi, smag, planlægning, teknikker, glæder, stolthed over udført arbejde, respekt, håndelag, holdfølelse, tillid. Og næste år ligger vi en jord-til-bord-linje oveni hatten. Så hedder det dyrkning, dyrehold, produktionsmetoder, permakultur, virksomhedsbesøg og teori. Målet for vores elever er at blive klar til at tage en uddannelse, og meget gerne indenfor fag, der giver os alle mad på bordet. Det er så mit fuldtidsjob.
Ved siden af holder jeg kurser, i kommunal regi; til både unge og gamle. Går ud ser på skoven med rødderne fra 7. klasse og udstopper den fugl vi fandt derude. Giver de gamle herrer på Langeland lysten til at kokkerer tilbage eller bare til deres inspiration.. Det var mit fritidsjob.
Når jeg så kommer hjem, går jeg ofte i haven, for der holder jeg kaniner og høns, til at leve af. Jeg dyrker alt det jeg kan få op af jorden på 1500m2 og udvider forhåbentligt snart med en polytunnel, så sæsonen kan blive en helårig affære. Jeg hader at slå græs, men gør det stadig med en rugbrødsmodel, hækken klippes med saks og så videre; jeg ved at det er latterligt småt, men det er mit bidrag. Mine handlinger.
Inde i huset brygger jeg, bager, hakker, sylter, gærer; alt hvad jeg overhovedet kan finde ud af selv; igen fordi at jeg vil migselv og mennesker omkring mig, det bedste. Så "hellig" er jeg og det er jeg sådan set stolt af.

Og så denne blog. Dér tillader jeg mig at se på andre og deres handlinger. Jeg påtaler det jeg ikke kan lide,  alt det der strider imod logisk tænkning, når man tager madhatten på. Med denne blog kan jeg afklæde mig mig og glemme personen; blive observatøren, deltageren. En deltager med interesse og indignation over handlinger, der ikke bidrager, men fratager. Fratager sin blogslæsere en bedre oplevelse af en sufflé, fordi de bruger buræg og ikke en bedre kvalitet, for eksempel. Eller direkte er skadevoldende, ved at være ligeglad med sine læsere. Nogle madbloggere fremfører det argument at de bare har en blog for deres egen skyld. Jamen, så er der glimrende soft ware til at lave sine egne bøger eller mapper på sin computer, for selv at kunne glædes over sine gastronomiske resultater. Vælger man en blog, vælger man også at inddrage andre. Så har man et ansvar. Det er ikke en dom over nogen, det er en simpel aflæsning af bloggen som medie.

Det simple faktum at madvarer, der er dyrket under bedst mulige forhold, giver den bedste kvalitet, burde jo være argument nok for at berøre etiske emner, da madbloggere alle til hobe, vil fortælle om god mad. Det siger mange at de også gør, men at blogge som MUND-FULD vil have dem til at være på en særlig måde. Som om denne blog vidste hvad en rigtig madblog er. En madblog handler jo om mad, så er den ikke længere. Denne blog handler så også om andres mad og hvordan den kommer fra start til slut.

Giver den metode som bla. MUND-FULD har valgt; papkassemodellen kaldet af andre, tågehornet af andre igen, så respons fra læserne?
Ikke i kommentarer eller hits. Denne blog er ved at runde 20.000 hits efter snart 1½ år på banen. Det er ikke meget, skulle jeg hilse at sige. Alligevel er jeg blevet inviteret til at holde oplæg på Økologisk Landsforenings årsmøde, har deltaget i snart mange blogger arrangementer, har skrevet indlæg her og der i aviser og magasiner, har fået kogejobs, har haft ørene i maskine hos både Noma og Madkulturen igennem længere tid, er blevet bidragydende til udviklingen af Kulinarisk Sydfyn og er blevet et elsket/hadet ansigt blandt andre madbloggere.

Madbloggere hævder at deres mange hits, faktisk resulterer i masser af måltider landet over, dagligt. På den måde, hævdes det, flytter madblogge med opskrifter og flotte billeder, rigtigt mange imod et bedre madliv. Det er en påstand, man selv må finde bevis for. Om madblogs flytter læserne eller ej, så er det vel bare endnu et argument for at OPFORDRE til at bloggerne er sig deres ansvar bevidst, når de kommunikerer om mad og madlavning.

OPFORDRE til at være sig sin egen kvalitetsbevidsthed klar, også overfor sine læsere, der ofte er meget trofaste og gerne klapper på ryggen af deres bloggere.

Afslutningsvis, denne blog er drevet af lysten til at stille spørgsmål. Det kan du læse mere om her, for jeg gider ærligt talt ikke tale mere om mig selv. At tale om sig selv, det overlader jeg til bloggere, der er så meget bedre til det; ja, nogle kan nærmest ikke få nok af sig selv, deres opskifter og deres fotos, gad vide hvor deres læsere kommer ind i billedet?

Knæfald for en kage, ode til måltidet

Som parthaver i et samskrivningsprojekt med andre madbloggere, har MUND-FULD kastet sig ud i at skrive om og tage et foto af,  en cup cake. Det lyder nemt. Det er det ikke. Det er det slet ikke.

Første dag - 8.55
Det er min egen skyld, at sætte sig op imod cupcake-trenden, burde jeg have været for klog til. Men jeg er nu på vej ind i en kulinarisk eventyrverden, der vidst fortæller mere om mine begrænsninger, end om den lille dumme kage, der er blevet så pokkers populær. Vil min madlavning nogensinde blive den samme?

Opskrifterne er på plads, de fleste af ingredienserne er i hus, der er også købt små forme til at få dem bagt i. Der er bare så stille inde i mit hoved. De tænder mig slet ikke. Også selvom jeg har fundet ud af at cupcakes faktisk bare en muffin med en overgearet hat på. Der er sgu´ da mange lækre muffins. Er faldet ned på 3 af  Dan Lepards; Sweet yoghurt and cream muffins, Black olive muffins og Sweet potato. Skulle man opfinde en mad-cupcake? Det lyder fancy, men der er stadig stille i mit hovede.

9.50
Nu står de der så; cupcakes. Ikke nogen fancy; æble/banan/chokolade med hvid glasur på toppen. Mission complete. Men der er stadig tomt indeni mig. Små, nemme kager, ungerne vil sikkert elske dem, når de kommer hjem i eftermiddag. Ligesom de elsker ketchup på deres pasta. Og fredagsslik. Sidder her og føler at min madlavning som hjemmegørende måltidtilbereder, er en fiasko. De gider jo ikke spise mine indiske curries, de marrokanske græskarkager eller blot en gang pasta med broccolli/bacon/ristet pinjekerne; de er pisse kræsne, er de. Også bliver deres far sur. Og serverer havregryn istedet. Uden sukker. Og læser bagefter artikler om hvor forkert det er. Trist.

9.58
Men det er da vidst noget med at "sød og blød mad", er noget nedarvet, pattedyrsagtigt noget. Vi vil have modermælk hele livet. Så hvis det er "natur" at ville have sødt, er al anden mad vel "kultur"; naturens modsætning. Nøj, hvor er jeg kulturel.

10.07
Det er sgu ærgerligt jeg ikke kan sætte mig ned med en stor kop øl lige nu og skrive løs om hvad min egen drøm om mad er. For med cupcakes og børnefaser omkring mig, ligner det bare en drøm lige nu.
Med nemme løsninger og alt for lidt tid, er den danske hverdag om mad, noget man skal omgå hurtigst muligt. Og der må også være megen trøstespiseri i de danske hjem. En gennemgang af reklameaviser, viser i alle tilfælde at slagvarerne består af sodavand, slik, kage o.l. Det er det der kan sælges og det er det vi køber som hverdagsdanskere.
Nu skinner solen og jeg vil ud, helt ud.

Næste dag - 9.29
Solen skinner stadig, men nu er det tid at få det gjort. Se nederlaget til cupcaken i øjnene og rejse sig fra støvet. Kagerne blev spist igår, børn, naboer; de var her alle og guffede cupcakes ned. Fedt, kager er dejlige.
Jeg står blot stadig tilbage med spørgsmålet; hvordan blev det således at det altid er kage vi skal have, når det skal være godt og hyggeligt? Er den danske madkultur en "blød og sød"-kultur? Er hele det sunde og nordiske bare noget vi udholder, for så, når vi virkeligt skal være gode ved os selv; at spise supcakes, vingummi og sodavand med alkohol i? Det er de sælger til os i butikkerne, det må være det vi vil have?


Nok om hvor for; nu da denne opgave med cupcaken er blevet mig for stor, for sød og blød. Da den har besejret mig med min mangel på at kunne se dens berettigelse, tager jeg nu mig tid og plads til at beskrive min egen drøm om øjeblikket af total overgivelse til nydelsen af mad. Og af kage.

Og vi starter langt fra tallerkenen, langt fra det primitive behov for at få bryst, i form at sukker og forarbejdet stivelse.

Vi starter ude på gaden, ude på traveturen, ved stranden, ved arbejdsbordet, i legen. Det er her vi mærker sulten, fordi vi har brugt det forrige måltid op, vores krop skal tankes. Vi mærker måske en tom mave i form af en lille svimmelhed, en mangle på styrke; ikke bare en lyst. Vi er sultne. Tørstige.

Vi bevæger os igennem et landskab af natur, blandet med kultur. De bugtede veje har skove og krat, søer og vandløb, med mennesker. Fiskere, landbrugere, små haver med grønt og dyrehold, jagthytter. I den lille by er der sørmig en bager, en slagter, et skilt med slag af honning. Kaffeduften fra caféen kan være fra hvorsomhelst, det vigtige er ikke indpakningen; med kvalitet kommer respekten for råvarene.

Solen er  næsten stærk nok på denne forårsdag, så vi kan godt sidde udenfor. Brød, pølse, ost, en bitter salat og perlende klar øl i glasset; frokosten er hurtigt serveret og fortæret. Vi glider tilbage i stolene, med mætheden kommer sløvhed; vi misser imod solen og lukker øjnene. Der tales intenst ved bordene omkring os; vi kan se de arbejdende gå tilbage til deres virksomhed; vi er på besøg idag og bliver bare hængende. Langsomt kommer kulden igen, snigende ad gaderne og med den forsvindende sol. Efter at have rundet aviser, smartphones og bøger, kan vi trække indenfor.
Enkelt, varmt indenfor; kaffen lokker os til disken, hvor kagerne står under glaslåg. Bevæbnet med pastis, varme drikke og søde brød, nyder vi at se folk kommer tilbage, bestille deres udvalgte og trække til bordene eller småsludre ved baren.

Lysene tændes, eftermiddagen er blevet til aften og duftene fra køkkenregionerne bliver for overvældende. Duftene, der har spillet vores næser et puds enkltvis i løbet af vores dag her. Den rå lugt af kød, dampene fra brassieringen, løgenes svovl og de varme krydderier, vinens tunge drue; på vores tallerken er de ikke at finde mere. De er blevet ét.
Glassene klirrer i opvasken, der trykkoges mælk i baren, stemmerne bliver højere; der grines til egne spejlbilleder. Menneskene finder sammen ved et vandhul og nyder frugten af deres arbejde; enten ved at betale sig fra den eller som biddragydende; der sidder slagteren jo; tjeneren fra frokosten har fundet den anden side af baren og ryger cigaretter med kvinden i rødt. Sterinlys og nøgne lyspærer er vore sole, måltidets dele, er vores krop. Nyder vi dem, som på denne dag, kan vi træde ud af denne kirke for ernæring og glæde, velvidende at vi har gjort os selv og hinanden lykkelige. Hvor ellers end i måltidet bliver vi menesker mest smukke....og mest grimme?

Smukke efter denne drømmedags dele af enkelthed, vellevenhed og styrke; grimme, når vi æder uden respekt for sulten, tiden eller os selv. Bare æder fordi der er tre for tos pris.


10.07
Har ikke læst mit drømmesecenarie igennem, nyder bare tilstanden af at kunne have sat ord på. Så endte en cupcake alligevel med at blive en smuk svane. Tak cupcake.

Skraldere? Video killed the radio star...

Sådan går det når undergrund bliver mainstream og freeganism kommer i bladene som popstjerne; det får en ende som ikke var nødvendig.

Der er mange der har gjort et meget længere end MUND-FULD; hentet for 100vis af kroner gratis og helt brugbar mad op af supermarkedernes affaldscontainere. Det gik fint, stille og roligt og alle var glade. Så længe ingen rodede, ingen ødelagde noget, var der nærmest en stiltigende aftale. Så blev det hørt om, det blev vist på TV, der kom flere til. Man blev fra detailhandlens top opmærksomme på "problemet", memoer er blevet sendt ned igennem lagene, man er blevet bedt om at "handle". Et eller andet er der sket. Ellere rettere to

Det første er særdeles positivt. Udgående varer bliver i stadig højere grad fundet frem og stillet ud, med nedsatte priser. Dejligt at se; det er den vej vi skal; for det forstår Hr. og Fru Overforbrug rigtigt godt. At spare penge. Ikke kampagner og TVkokke, men kroner og ører sparet. Det forstår den danske kødspisende, emballagekrævende og råvareignonorente civilbefolkning. Håber at det er noget man er opmærksom på hos madeliten, hvor man jo bruger pengene på interne samtaleevnts og begreber som "...Oplevelsesindustrien, kreative næringsveje og maden som en naturlig del af en totaloplevelse i et internationalt miljø..."

Den anden er knapt så god. For der stadig et kæmpe spild og nu kan det ærger at man ikke havde kameraet med noget før. Sækkevis af brød, frugt og andre fødevarer bliver smidt ud dagligt. Nu bliver de bare overhældt med klorin, eddike eller andet, der skal forhindre at det bliver brugt igen. Og det mest gennemgående træk ved nærmest alle denne blogs vandingshuller; en funklende ny hængelås.

Containerne er blevet låst af, byen over og som ved et trylleslag.

Og så er der enten kun selvtægten med boltsaksen eller nederlaget tilbage. 

Er det kun Kyster-segmentet der må...og vil, bage selv??

Det er ikke fordi Carsten Kyster er en ond mand, han virker faktisk meget rar og har igennem en del år snart, arbejdet indenfor mange medier med mad som fokus. Men hvorfor er det en mand som Carsten, der skal på kursus hos én af DKs førende møllerier? Og hvorfor skal vi læse om det i Politiken en søndag i oktober?

Det kan jo være fordi at Carsten og de folk der læser Politiken Søndag udgør det segment af mennesker, der rent faktisk bager derhjemme. Måske.

Skal vi ikke have nogle flere til at bage hjemme? Og hvordan kan vi få det?

Vi kunne jo starte med at opfordre folk som Carsten og firmaer som Skærtoft Mølle til at engagere sig i socialt frivilligt arbejde, med de ressourcer de har. Det ville være befriende at se andre vinkler på det at kunne blande mel, gær og vand sammen i en god rækkefølge, end endnu en feature i et særligt udvalgt medie, der kun betjener et segment, der allerede burde bage meget mere selv.Eller i alle tilfælde, kan sætte igang med det selv. Vi ser gerne et rullende bageri, de turnerer til skoler og viser hvor nemt et brød kan lægges sammen. Gerne sammen med bagere af forskellige skoler og med produkter fra flere møller; det ville give de deltagende firmaer og bagere lidt at gå efter, rent fagligt og det ville lugte mindre af reklame, hvis det var et samarbejde imellem flere.

Denne blog synes ofte er der er nogle velhavende, velmenende og meget travle mennesker, der bliver forfordelt på madfronten i DK. Og at der er mere udsatte grupper, der ville have godt af at blive inddraget i, f.eks bagningens magiske verden. Men begrebet "spelt-mødre" kommer ikke ud af ingenting. 

Der ER nogle, der finder mad mere vigtigt end andre. Og det er ofte uddannede, velstillede borgere.

Men på det seneste er det også blevet klart for MUND-FULD, at også det forfordelte segment har brug for en hjælpende hånd. For selvom man er økonomisk ovenpå, bosiddende i behagelige bynære områder og med økohatten skruet godt ned over ørerne, er der også faremomenter, der kan bringe alle de gode intentioner i fare. 

Den fare hedder "arbejd-køb-dø" og er markedssamfundets treenighed. Særligt økonomisk velstillede mennesker lever bundet af dette kampråb og i deres bestræbelser på at være gode mennesker, giver de sig mange interesser og lyster, i vold. Det er en dårlig vane, men også en stor del afat være borger i et markedssamfund, der må og skal købes nyt hele tiden. Ting tager blot tid og dukker der en cupcake trend op, ja, så tager det tiden fra andre "likes" på FaceBook, hvis du forstår dén metafor. Der er mange muligheder og det kan være svært at være koncentreret om ét emne længere tid af gangen, når man nu "kan" så meget.

Det er dén fare, den kapitalistiske svøbe, MUND-FULD er til for at bekæmpe.

Fordele ved at bage eget brød:

Hippieargumentet: Den meditative tilstand ved at bage selv, er uovertruffen. Processen ved at finde råvarer frem, lægge dejen, følge hævningen, smage resultatet; unikt.

Det økonomiske argument: Brød i butikkerne er hysterisk dyrt. Hver jeg vender to rugbrød ud herhjemme, har jeg sparet (og jeg kører den hysteriske øko/biodynamiske stil) 55 kroner per kilo, sammenlignet med butikspriser på samme type brød.

Sundhedsargumentet: Senest er det selve indpakningen af bla. færdige melblandinger, der er blev mistænkt for at indeholde giftstoffer. For et par år siden var det selve blandingerne, der indeholdt modificerede hvedeproteiner, til stor skade for vores allesammens helbred. ved at vælge producenter, der er transperante i deres produktion, vælger du alt det fra.

Ælt løs. (Men helt ærligt, så tror jeg ikke på de lange æltetider, herhjemme kører vi Dan Lepard style og det styrer for vildt, dér. Og når vi bager cup cakes, foregår det via dette site: http://bakeanddestroy.net/ )

OPUS halvvejs; kan vi klare det?

Ja, vi kan. Eller; det tror jeg nok.
OPUS-projektet har været igang i godt 2 år nu og de første resultater begynder at kunne høstes; det var hvad SHOPUS Erhvervsseminariet en solrig torsdag sidst i september, handlede om.
Men som semnaret skred frem, blev det tydeligere og tydeligere at forskning og dokumentation snart må dele førersædet med handling. For selvom al forskningen i projektet peger i samme retning; ny nordisk mad (NNM) er sundere end den normale danske diæt, må  der snarest sættes handling bag ordenen, hvis det ny nordiske projekt skal give bedre helbred, bedre indtjeningsmuligheder og bedre madforståelse iblandt danskerne.
Som Erik Rasmussen, Mandag Morgen, så smukt sagde det; "hvis ikke NNM er et levedygtigt og verdenskendt projekt om 3 år, kan I lige så godt finde på noget andet at lave".

Hurtigt recap af seminaret.
Der var afrapportering fra del-projektet SHOPUS, der har haft en gruppe af danskere til at købe ind efter NNM-dogmet i ½ år. Massser af endnu ikke færdige undersøgelser viser allerede nu at NNMdiæten er endnog særdeles meget sundere end en typisk dansk hverdagsmad.
Den sociologiske del af SHOPUS blev også berørt, selvom resultaterne var langt fra gennemarbejdede, viste de første resultater at det mest er veluddannede yngre kvinder, der synes at nordiske rødder, frø og frugter,var lækre, mens underuddannede mænd fra provinsen er de mest skeptiske. Ja, der er mange spænende aspekter i undersøgelser og så fik vi da slået det fast endnu en gang.

Herefter var det tid til oplægsholdere.
Efter at Madkulturens Judith Kyst fra Madkulturen ( link til tidligere inlæg dette, her) atter havde angivet de noget luftige tanker for at samle dansk arbejde med mad og kultur, var det en lise, ja en befrielse, at høre Mandag Morgens stifter, Erik Nielsen svinge krabasken over alle dokumentationssatanerne. Han borede på smukkeste vis fingrene dybt ned i materien; hvornår kommer vi ud over stepperne? Han ville have fokus på "the knowing-doing gap", altså, hvordan omsættes al denne viden til reel handling.? Og vigtigere, hvem gør det og hvornår.
Fra dette punkt af, ændrede seminaret tone. Alle der havde ordet herefter, forholdt sig til dette faktum, "hvordan og hvornår"
.
På lægterne var vi mange der drog et lettelsens suk, da vi nu hørte Kim Fleischer, fra Skolemadsprojektet i OPUS, Karsten Kolding fra FDB og sidst Claus Meyer himself, alle kommenterer på dette handlingsproblem som det første, når de fik ordet til deres oplæg. Det var så vigtigt et punkt at de måtte gøre det. Vi der sad deroppe, ville have deres stillingtagen og de måtte give den umiddelbart og udenfor manuskriptet.
Og selvom folkene fra OPUSprojeket, som et hele, alle stadig hyldede deres forskning, var de spørgsmål der sidst på dagen blev stillet fra publikum, alle rettet imod dette ene punkt; handling, hvad kan vi gøre, nu?

Forskning er vigtig, det er grundstenen, men kan man handle uden færdige resultater? Er det ikke at løbe med en halv vind?

Næh, ikke når det kommer til så oplagte resultater og slet ikke når det kommer til noget så vigtigt som fødevare/ernæring/sundhed. For selvom man kan bevise klinisk at kål er bedre end hvidt brød, er det jo faktisk noget vi alle ved allerede. Når man, om føje år, fastslår at børnene i OPUS´ Skolemadsprojektet har haft sundheds- og indlæringsmæssige gavn af NNM, er der mange der, endnu engang kan nikke. Jo, den er god nok.

Men hvorfor dog vente på tallene? De eneste der har fordel af det, er den fødevareindustri, der forlængst har opgivet at ernære og nu bare vil minimeret udgifter. Med den nyligt indførte fedtafgift, er vi, som befolkning, slået endnu et (stort) skridt tilbage, fra at kunne generobre magten over vores egen mad.

Det er tid til politisk handling imod tåbelige love, der er til direkte skade og megen besvær for alle parter. Set fra et anarkistisk synspunkt, er der kun brug for regler, når fællesskabet er truet. At sidde de foreløbige resultater fra OPUS overhørig, at indføre afgifter som den med fedtet, at ignorere et landbrug hvis produktionsformer er forældede og farlige; er til fare for fællesskabet. I en voldelig øko-anarkistisk revolution, ville de første der røg ud bag skuret og fik en kugle for panden, være de der var skyldige i at forgifte vores fødevarer. Heldigvis behøver vi ikke ty til nogen form for vold, når vi har kræfter som OPUS med os. De vil levere resultaterne til skrankepaverne.
Men hvem skal så holde skrankepaverne til ilden? Det skal vi hver især og det kan vi lige så godt begynde med i dag.


Så her er planen for denne blogs ydmyge skribent.
Jeg tager Erik Nielsens 3 år til mig. Om senest 3 år vil jeg være iblandt den flok lærere og undervisere, der slår dørene op for en "jord-til-bord" skole. Skolen vil, hvis det ligger indenfor lovgivningen, være baseret på de frie fagskolers principper. Den vil have 2-3 spor, der giver socialt belastede unge mulighed for at blive uddannelsesparate til at gå videre til jordbrugsskoler, fødevareuddannelser etc. Skolen vil have dyrehold, jordbrug; undervisning i alle aspekter af fødevaretilblivelsesprocesserne og vi vil have løbende gæstelærere fra de bedste hoveder inden for madverdenen.

Om senest 3 år....

Food for thought...m+m konference 2011

MUND-FULD er blevet underholdt, undervist og havde i dén grad undervurderet indholdet af lørdagens tætpakkede oplægs-/workshop-/middagsprogram på Mad+Mediers konference 2011.
Fedt.
En stor flok danske madbloggere i DK var samlet, fredag for at se films om mad, lørdag for at deltage i debat og workshops og søndag for at tage til frugtfestival på Lolland. Denne blog deltog kun lørdag og det er herfra der vil blive pludret denne gang.

Før konferencen,var MUND-FULD ikke sikker på hvad konferencen ville blive, og der var kun to oplæg der umiddelbart virker tiltrækkende. Det skulle vise sig at alle lørdagens punkter var én lang rusken op i madforståelsen for os, der var tilstede. Og det faktum var måske det bedste ved hele eventen; mad+medier havde set igennem det mest oplagte ved madblogs og madmedier og valgt at gå et spadestik dybere.

• Direktør Judith Kyst fra Madkulturen; det store statslige tiltag om mad og Danmark, introducerde til projektet og forsøgte at godtgøre for hvorfor man endnu engang skal bruge tid og penge udelukkende til akedemisk undersøgelse og ikke også se på direkte handling via at inddrage de mennesker der faktisk står og laver mad til danskerne her og nu. Det lykkedes ikke så godt.
• Vi blev indført i den kritiske journalistiks væsen af DR redaktør Thomas Buch-Andersen. Ikke så mange direkte råd til madverdenen, men interessant og belærende for os lægfolk.
• Christian Coff tabte mig noget med sit oplæg om etik og æstetik, men imponerede ved at have overført og brugt sit akedemiske arbejde til også at drive landbrugsfællesskab.
• "Honest Cooking" og bagmanden, Kalle Bergman,var et oplagt og lysende eksempel på den innovationslyst, der ligger i mange af madverdenens krinkelkroge. At skabe én af verdens største madportaler på ét år, er noget af en bedrift.
• Dagens griner var også dagens kedeligste emne; ophavsret. Man fik næsten lyst til gå til en forlæsning eller to med Morten Rosenmeier. At kunne starte et oplæg, som proffessor, med at konstaterer at nu at man færdig med "det lektorlort"; sweet.
• At Christain Bitz faktisk er andet end en dansk Chris McDonald, skulle være dagens mest overumblende nyhed. Nej, pis. Til trods for hypersnak og en noget overfladisk attitude, leder Christian et særdeles spænende projektt på Herlev Sygehus, hvor man faktisk inddrager maden som en del af  behandlingen og kan vise gode resultater. Der var noget at lære for undertegnede køkkenleder om præsentation og indlevelse fra modtagerenes side.
• Søren Wiuff var der, selvfølgelig. g det er herligt at følge denne mands rejse ind i grøntsagernes sjæl. V smagte på karse, kål og jordskokskud, der alle vidste ahvde mindst to sæsoner på bagen. Den mand har en mission og det kan mærkes.

Frokosten var komponeret af selveste rasmus Kofoed, men det blev ike til så meget for MUND-ULD, der skulle chit-chattes med oplægsholdere, Dorthe fra økologisk Landsforening og Hotel-og Restautionsskolens folk. (det sidste gav endda pay off senere på eftermiddagen hvor man fik fedtet sig til en øl hos de selvsamme; istedet for alt det vinhalløj, der ellers blev budt på.)

Videre til 4 små oplæg fra en flok meget engagerede mennesker, der som et pust fra virkeligheden. Bybi, Københavns Fødevare Fællesskabs havegruppe, Fødevarebanken og Invio fortalt hver på 5 minutter og deres projekt og som alle andre oplægsholdere dagens igennem, var de engagerede så det gnistrede. Hrligt at se og MUND-FULD håber at det brændte igennem til madørerne på lægterne.

For min del, gik workshopsne mest med at tale med de andre deltagere om deres og egne tilgange til vores passion for mad.  Der gik en rum tid med at tale med mange om denne blogs interesseområder, så pludselig var der mad og pludselig var det også forbi. Vi var næsten klar til at åbne en skole for jord til bord, mens vi nærmede os Mikkeller Bar, så da Jeppe kunne fortælle spænende nyt fra San Fransisco, var dagen fuldendt. Vi sluttede af med "Black Ball" og selvom dennes brygger smed os væk fra gaden, blev denne MUND for én gangs skyld, FULD.

Over and out...

Imod nye horisonter; California, here I come

Camilla Plum sagde det bedst i løbet denne sommer; "Vores friske råvarer, er ikke friske nok og de der skal lagres, er lavet alt for hurtigt".
Dette blev også sommeren, hvor MUND-FULD blev interviewet af landets langsomste medie, weekendavisen, om Svendborg og byens status som Citta Slow. Da fingrene ikke blev lagt imellem, er det overaskende at se at artiklen er at finde her, som link på Svendborg Kommunes officielle Cittaslow site . Hatten af for det. Og hatten af, igen, for at man, også i Svendborg Kommune,har besluttet at bruge de indtjente parkeringsafgifter på gratis bybusser i 3 måneder. Så er vi på sporet igen. Link på modkraft.dk her

Dejligt; alligevel har det været en tankefuld sommer; for hjælper det noget at bare brokke sig og være den lille dreng, der tør sige de voksne imod?

I løbet af denne blogs historie, er megen energi gået med at lange ud efter de der handler, hvad MUND-FULD anser for, forkert. Det har givet respons og debatmuligheder, men også en tom følelse af at blot pege fingre; og ikke handle nok. Det bliver nødt til at blive ændret, nu.
For nok har MUND-FULD ret i sine udbrud og antydninger, bevares, men det er også vigtigt at kunne vise en anden vej, en bedre løsning på de anråbte problemer.

2 ting; 2 handlinger er sat i værk. Den ene er selvforsyningstanken. I det små, dette er ikke et tvprogram, men der er hønsegård nu, slagtekaniner, køkkenhaven, leverer lidt, blomstrene bliver snittet til gaver ; kort sagt, der dyrkes og høstes.

Den anden handling er at undersøge og lære.
Fra februar 2012, vil MUND-FULD være at finde i San Francisco,Californien; hvor der skal ses på hvordan man formidler mad, underviser om mad, har en kultur omkring mad, på et lidt større plan end den danske andegård. Målet er at suge så megen viden og erfaring op, at der vil være noget at give af ved tilbagekomsten.
MUND-FULD har valgt at lægge sin lod i Slow Food bevægelsens skål. Denne, i Danmark lidt rødvinsplettede og ikke alt for ungdomsorienterede organisation, har været længe igang i det vestlige USA. Med frontkæmpere som Alice Waters, lader det til at man derovre ikke lade det være ved turene til Toscana og en hyggelig sammenkomst omkring kvalitetschokolade. Derovre drejer det sig om læseklubber, selvforsyning, skolehaver mv. Og selvfølgeligt også markeder, hvor forbrugeren kan møde producenten direkte. I en tid hvor de danske Farmers Markets ser ud til at være i tilbagegang eller i bedste fald, i stilstand, vil det være interessant at se hvorledes man gør det andetssteds.
Har du idéer, kontakter eller andet, vil det blive modtaget med kyshånd herfra.

Meget mere senere; jeg skal ud og plukke bønner nu.


Note. Marts 2012
Det blev ikke til noget, pengene var for få; ingen tur til det vilde vesten denne gang. Øv.

Madblogs? It´s the old black

Madblogs, per se, er et stigende fænomen i DK. Her er denne blogs fem flade om fænomenet, som den befinder sig midt i.

Opskrifter og hipstamatics, krydret med store og små kommentarer fra bloggerne og deres venner, begynder at trækker seriøse læser-/seertal. Det kan ikke overraske at der er mange, bloggere og etablerede medier, der mener at kunne spinde guld (i det mindste et par guldtråde) på denne nye trend. Bloggere bliver inviteret ind i varmen hos de store og er de heldige, er der løn med i aftalen: ansættelser m.m.

Hvornår holder en blogger op med at være en selvstændig organisme, autonom, og bliver en del af et fast kodeks af firmamanualer og -politik? Kan man opretholde en fri tanke, når man står på lønningslisten hos nogen?

Spørgsmålet blev ikke besvaret af denne blogs forfatter, det blev det af  hans smukke hustru. Men eftersom spørgsmål,  i sig selv, er vigtigere end svar, tillader jeg mig at tage æren og brugen af det hele. Tak, min søde.

Jo, en blogger kan sagtens komme på lønningslisten og stadig beholde sin intigritet, så længe vedkommende spiller på sin egen banehalvdel. Dvs. holder sig til sit oprindeligge udgangspunkt og ikke viger fra det. Det kunne være en ledende landbrugsorganisitation, der bad MUND-FULD om at forholde sig til småbrug og deres værd i en global forsyningssituation. 

Nettet vrimler med firma-etablerede blogs, der bare hænger på en hjemmeside og aldrig bliver brugt af nogen. Erhvervsliv og den gamle mediebranche ved at det kræver en selvstartet bloggers energi og målrettethed, at holde en blog i live. Dette kan de få fra selvstændige bloggere, så det prøver de etablerede at få tag i. Vampyrer som de er.

Ja, det lyder enkelt, men er svært. Freelancejournalismen, for det er herovre af vi bevæger os rundt, har jo altid bevæget sig på grænsen af at være i nogens sold og være uafhængig. Vil bloggere gerne beholde den good-will de opbyggede i starten af deres arbejde, må de altid holde sig til grundidéen for deres arbejde. Dette kræver at bloggerne har mod nok til at leve i en konstant nomadetilværelse, vandrende fra opgave til opgave. Alternativet er at lade sig opsluge af snart det ene, senere det næste, bladhus´eller mediekoncerns givne kodeks for god presse/journalisme/økonomi.

I disse tider, hvor politikere og medier udkæmper kampe om hvad der relevant eksponering, vil bloggere ligge lunt i svinget, hvis beholder deres autonomi; med enkelte aftaler, der holder dem helt på deres egen sti.

Sagt på ungdomsk; don´t be a sell-out.

Jeg er gået i haven et smut...

Der er to grunde til at MUND-FULD har været knapt så rapkæftet på det sidste;det er blevet have-tid OG så er det måske ikke det helt fede denne blog har gang i.

Den første grund er simpel nok; jeg synes det er sjovere at omplante blåbær, få nye høns, bygge endnu et højbed, endelig få sig et jordbærbed, flytte brænde,drikke øl i solen og slå græs end det er at sidde og skrive om mad og den slags.

Den anden grund har lidt med selvrensagelse at gøre. I ca. 1½ års tid har denne blog prøvet at trænge igennem til....ja,til hvad??
Igennem indlæg om manglen på ærlighed, behovet for en basal viden i befolkningen og generel stikken til godhedsindustrien, har MUND-FULD prøvet at gøre opmærksom på forskellen imellem at sige noget og gøre noget andet. Der er et spænende felt, men det er som om at der ikke er resonans derude for den slags skriverier.

Obsternasihed er ikke et godt netværksværktøj og der har ikke været den store feedback til indlæggene på denne blog. Det betyder at man siddder og skriver ud i intetheden og så kan godt føles lidt ensomt at være kritisk madblogger.

Madblogger; ja, for hvad er en madblogger egentlig?
Kigger man ud i bloguniverset i Damark, er madbloggere typisk elskere af lækker mad;  at lave den, at tage fotos af den, at blive inviteret ud af madproducenter, at anmelde lækre madsteder og af at omgive sig med lækkert madværktøj. Altsammen meget spænende og interessant; men måske lidt for indelukket i længden.
Skulle man tro; men madbloggere med netop de disse karastaristika blomstrer for tiden. Lækkerhed i opskrifter, produktomtaler og rejsebeskrivelser giver nogle bloggere jobs indenfor mere etablerede medier. Der er for tiden hele to konkurrencer for at finde "Danmarks Bedste madblogger", begge afholdt af kommercielle spillere i det store spil om vores allesammens næring.

MUND-FULD kan ikke lide dette, men står tilsyneladende alene med det synspunkt at en blogger netop er en blogger og ikke en hyret hjælp for industrien og dens stadig nye og bedre metoder til at få forbrugerne til at købe udvalgte varer.

Er det Arla eller den lokale gårdbutik; deres mål er kommercielt med alt hvad deraf kommer af at ville tjene mest muligt på sine varer. Fred være med det, men ernæring bør ikke være forretning, det er den første og mest basale menneskeret.

At mange madbloggere ser det som deres opgave at deltage i forbrugscirkusset omkring madindtagelse undrer denne blogs forfatter. At madbloggeriet tilsyneladende går imod en endnu større omfavelse af købmandstankerne omkring måltidet, får os til at vende os imod haven med dens mulighed for frigørelse for dem der bare vil sælge noget gammelt i nye indpakninger.

Derfor, hvis der er nogen der ringer; så er jeg gået i haven...

Øl er nok bare ikke fint nok til ramsløg

Mens man scanner ned over 56 sider vinkort, kan man gruble lidt over hvor nordisk et køkken Noma nu har. Og, ja, vi tillader os hermed at tage "verdens bedste restaurant" i de der hår lige foran ørene og kræve mere!!

Faktisk tager vi hele den danske restautionsbranche til ansvar for at spille sig øllet af hænde og vedblive at bruge vin til deres ellers så innovative menuer. Specielt i disse år, hvor danske lokale og nordiske produkter tordner frem, synes det som om at de gamle skandinaviske traditioner med øl til god mad, er glemt.

Efter en flytning ud af København og til det miderste Danmark, brugte denne blogs indehaver en god del tid og en lidt mindre hoben penge, på at arbejde på dette problem. Der blev taget kontakter, lavet aftaler og afholdt møder. Ved hvert møde madbragtes et udvalg af landets bedste bryg og med baggrund som Nørrebro Bryghus´ første ølambassadør, blev der så ellers berettet om de fantastiske dråber og deres værd til maden. Listen over besøgte steder blev valgt på baggrund af deres ambitioner, vi var ikke på det lokale pizzaria. Med næsten 25 besøg på toprestauranter, var resultatet nedslående.

Det var så grelt at vi på Falsled Kro blev tilbudt at stedet da kunne købe et par kasser af det øl jeg "bryggede, så personalet havde lidt godt til den kommende skovtur". Fransk humor, når den er mest ironisk velsagtens, men man havde altså ikke engang forstået at jeg kom med flere bryggeriers produkter, endsige at jeg var uafhængig promoter af disse. Jeg var bare endnu en sælger. Andre steder havde man da lavet sig en gang is med stout og så var den fisk vidst da også skællet.
Andre steder igen var man mere ærlige; der er simpelthen ikke det samme proveneu på øl som på vin.

Igen skal økonomien have sin ret. Man kan(atter) undre sig over hvad det koster at få mos fra Øvre Finland og røget kølle af moskus fløjet ind, siden det åbenbart er en overkommelig udgift. Vi ser bort fra økonomien her. Vi skal nemlig længere ind.

Da det ikke forløb godt med at rende restauranterne på dørenene, henvendte vi os istedet til Kold´s i Odense; restaurantskolen blandt meget andet. Vi ville gerne være med til at hæve kommende kokke og tjeneres viden på området. Dette år er det tredie vi sender et oplæg afsted til skolen, forud for skemaplanlægningen, og går det som de forrige to, er der ingen respons denne gang heller.
Rønnebærene ER bitre og det er surt at hedde Kurt og ikke blive hørt. men endnu vigtigere er måske nok denne kategorikse afvisning, i alle branchens led. Er der tale om konspiration eller mangel på mod?
Når man endelig møder et udvalg af "specialøl", så er det gennemgående at de alle kommer fra samme leverandør. En bedre sælger end undertegnede har været igang og har fået afsat sin pulje her. Dejligt, for med mit kendskab til øl, er det intet problem at vælge IPA frem for keller og Mikkeller fremfor Klosterbryggeriet. men hvad gør Peter Madsen-jeg-tror-da-jeg-snupper-mig-en-øl-istedet? Han spørger betjeningen og her kommer vi til et kardinalpunkt; niveauet af viden om øl i retsaurationsbranchen.

Udover at de smitter dejligt med deres friske ungdom, er unge piger og drenge i tyverne ikke meget bevendte i dansk restaurationsliv. De ved ganske enkelt ikke nok, særligt når vi kommer til andet end det der ligger på tallerkenen. "Den er vidst meget stærk" kan være en udmelding om en given øl; stærk kan forresten strække sig over en betegntelsen af farven, til alkoholstyrken eller graden af humle tilsat. Resultatet er endnu en solgt carls fra fad og en restauratør der ikke tager chancen med øl igen; han sælger jo ikke noget af det skidt.

Mangel på viden er nøgleordet her. Viden hos uddannelsestderne, hos restauratørene og hos de stakkels ansatte. Så mens en ukrudtsplante som ramsløg er blevet hverdag, kan vi stadigt kigge meget langt efter en øl der passer til.



Forresten så ville mesteren her selv sætte enten en tør pilsener, en geuze eller måske en af Herslevs aspargesøl til en ristet aborre med ramløgspesto og en gang grillede asparges.


Dette er det tredie indlæg af tre, om øl og gourmetmad. Læs det andet  og det tredie.