Madmarkeder i København, tænk Jer godt om

I disse "1864"-tider, ligger klicheerne lige til højrebenet. Her kommer en til; Danmark er et bange, lille land.

Gang på gang i de senere år, Madkulturen, OPUS, nationalretten anno 2014 og senest, Måltidstænketanken, har vores politikere excelleret i at nedsætte gruppe af mennesker til undersøge det oplagte.

Og Københavns kommune vil ikke halte efter.
Man har set lyset i form af noma og Torvehallernes "succés" og vil mere. Hvad gør man, hvor får man sig købt sådan én? En Madmarkedstingeling, der kan skaffe vor hovedstad mere prestige på madfronten? Det ville lune med et par artikler i trendy udenlandske glittede magasiner og ditto websites. Nettet, der hvor de unge er. Og bøsseren. Dem med penge, skal komme til et nyt Skandinavisk Madmarkeds Mekka.
Man hører glassene klirre på Rådhuset,de er glade deroppe, og råber "Madmarked" hvert andet øjeblik, ud i natten, mens de nyder specialøl og friskplukket skvalderkål fra Tisvilde Plantage.

Men, men, hvordan får vi det skubbet i gang, tænker politikerne dagen efter. Og så kører den efterhånden lidt slidte mølle. Politikerne vil have eksperter, til at validere deres idéer, intet er så godt som en ekspertudtalelse.
Og hvad er bedre end en by-geograf og madmarkedsekspert? Han bliver sat i arbejde, rejser Europa, ja verden, rundt. Og falder i den sædvanlige fælde, eksperten besøger "Barcelona, New York, Paris, London samt mere overfladisk på Stockholm, Malmø, Helsinki og Amsterdam". Altså, de fede turistmål og kun perifert de nærmeste, lokale byer, der kunne give grund og mening at beskæftige sig med for vore breddegrader. Der er jo nok også lidt federe i BCN end i Helsinki, sådan at studere.

Eksperten finder ud af at det er en god idé at have markeder, man skal bare have dem først. Og det skal jo helt ikkekoste nogen penge for kommunen. Uhah, nej, for tænkt hvis det ikke blev en succés, så må man jo have nogle private aktører at tørre den af på.Ikke noget med at vove pelsen. Ikke noget med at starte fra nul, med et kommunalt støttet marked og se hvordan det spænder af. nej, det ville være for lidt. I denne artikel estimerer eksperten at der skal mindst 5-10-15 markeder op at stå.

Og de skal være billige, for det er det danskerne vil have. Modsat turisterne, der før blev nævnt,de vil gerne have det dyrt og eksklusivt. Men her tager vi måske fejl? For nogle politikere på Københavns Rådhus vil gerne lige pointere det der med det danske.
Christian Ebbesen(DF, Kultur- og fritidsborgmester) udtaler at "det skal handle om nordiske madvarer og madkulturer – det skal ikke være basarer, der repræsenterer andre madkulturer. Det ville være misforstået. Men hvis vi kan bygge oven på det ry vi har fået med verdens bedste restauranter, kan jeg se det som et led i forhold til vores turismestrategi"

Så altså, ærkedanske markeder, kun med danske varer og danske stadeholdere, tænker jeg. Men det gælder altså ikke lige dem der skal stå for markederne, det skal ikke være den danske kommune, København. De kaldes forresten for "operatører" nu, det er jo ikke bare et enkelt marked vi taler om. Men 15!!
Nej, der kan vi godt bruge udenlandske erfaringer, franske  f. eks., som det nævnes i artiklen. Dem siger eksperten også god for. Og helt ovre i New York har han været. Der drives 53 af byens 140 farmers' markets af en privat NGO. Og det er en succés. Hvilket jo må være brandærgerligt for de resterende 87 markeder, de må jo gå ad helvede til, sådan uden en "operatør".

Men, tilbage til det der egentligt skal på disken, danske råvarer. Plukket af polske hænder, fristesman til at sige, men nok om det. Man har nu en fantasi om et Nordisk MadMekkas (selvom lige dén by, Mekka, nok må skiftes ud med et andet bynavn på et tidspunkt, jvf. DF i København) , en ekspert, der siger god for fantasien og derefter belønnes med en ansættelse ved kommunen, man har et ønske om at gøre varene danske(med ikke nødvendigvis "operatøren", der altså kan være den, der virkeligt kan komme til at tjene på en succés), nu mangler vi bare de fysisk varer og kunderne.

Varerne først. Hvor kommer de fra? Danmark, men hvor? Lokalt, 100kms grænsen er nogle steder et parameter. Mad skal produceres maksimum 100km fra kundens køkkenbord. 15 markeder, det er en masse producenter og husk, de skal producere "Friske fladfisk til en tier på Sønder Boulevard tirsdag og lørdag eller årstidens sprøde Belle de Boskoop-æbler, Conference-pærer og sveskeblommer til en lav kilopris på Trianglen mandag og fredag."

Men de var der ikke, de små fiskerbåde, gartnerne, frugtavlerne og hønseavlerne. De er væk fra Københavnsområdet for decener siden. Og det er specialforretningerne, garanterne for kvalitetsvarer forresten også. Ingen kan nemlig tjene penge på at producere kvantitet af fødevarer i Danmark mere. I hele Danmark.

Bare lige så de også hører den inden på Københavns Rådhus:
INGEN KAN LEVE AF AT PRODUCERE KVANTITET AF FØDEVARE I DANMARK MERE!

Problemet? Man overser at dansken er en lille forskrækket mand, der ikke gerne bruger sine penge på mad. Man overser at denne lille danske mand formentlig er ved at blive skubbet til side af en ligeså lille dansk kvinde, der gerne vil, men ikke gider, at sætte sin fod på en gård. Hun vil hellere have markeder, men ikke med billig mad. Hun vil have dyre varer, for det giver prestige og ser godt ud på Instagram. Så giv hende det dog. Lad de danske producenter få fordele frem for udenlandske. Arrangøren af Bondens Marked, et marked, der rent faktisk allerede eksisterer den dag i dag, skiver selv om det her

Københavns kommune og deres ekspert, ser ret henover civile tiltag, som Bondens Marked, en treårig lidelseshistorie om blod, sved og gejst. Med masser af erfaringer fra arbejdet med at drive et marked på helt stenbrosnært plan. En ægte "operatør". Hver gang Bondens Marked er oppe, kan det være sidste, de hænger i tåneglene. Bla. fordi det ikke er til at opdrive producenter. Det må der gøres noget ved. ellers bliver det bønner fra Kenya, som i Torvehallerne og det vilde nok ikke synes er så skide fedt, derovre i DF.
I følge Københavns Teknik- og Miljøborgmester, Morten Kabell (Ø), er det jo også netop sunde råvarer man søger og dermed vel mindst økologisk? Eller? Biodynamisk? Men hvis ikke, så bare "lokalt"?

Endnu en gang bruger BureaukratiDanmark uendelig midler på at konstatere det oplagte og derefter på at smide hele id´´en ud til private, udenlandske "operatører" og/eller en tænketanke eller to. Suk.

Det bliver sindssygt spænende at følge denne fantasi, en fantasi som forresten allerede er udtænkt og formuleret af Aarstiderne for mindst 5-10 år siden. Video om idéerne her.
 En lille omlægning af vore tanker om hvordan dansk landbrug skal administreres og vupti, der er danske råvarer på nordiske madmarkeder til fremmede turister.

Den sidste her, var en gratis omgang til politikerne på Københavns Rådhus.
De nada, vi er her jo for at hjælpe hinanden.

OPUS halvvejs; kan vi klare det?

Ja, vi kan. Eller; det tror jeg nok.
OPUS-projektet har været igang i godt 2 år nu og de første resultater begynder at kunne høstes; det var hvad SHOPUS Erhvervsseminariet en solrig torsdag sidst i september, handlede om.
Men som semnaret skred frem, blev det tydeligere og tydeligere at forskning og dokumentation snart må dele førersædet med handling. For selvom al forskningen i projektet peger i samme retning; ny nordisk mad (NNM) er sundere end den normale danske diæt, må  der snarest sættes handling bag ordenen, hvis det ny nordiske projekt skal give bedre helbred, bedre indtjeningsmuligheder og bedre madforståelse iblandt danskerne.
Som Erik Rasmussen, Mandag Morgen, så smukt sagde det; "hvis ikke NNM er et levedygtigt og verdenskendt projekt om 3 år, kan I lige så godt finde på noget andet at lave".

Hurtigt recap af seminaret.
Der var afrapportering fra del-projektet SHOPUS, der har haft en gruppe af danskere til at købe ind efter NNM-dogmet i ½ år. Massser af endnu ikke færdige undersøgelser viser allerede nu at NNMdiæten er endnog særdeles meget sundere end en typisk dansk hverdagsmad.
Den sociologiske del af SHOPUS blev også berørt, selvom resultaterne var langt fra gennemarbejdede, viste de første resultater at det mest er veluddannede yngre kvinder, der synes at nordiske rødder, frø og frugter,var lækre, mens underuddannede mænd fra provinsen er de mest skeptiske. Ja, der er mange spænende aspekter i undersøgelser og så fik vi da slået det fast endnu en gang.

Herefter var det tid til oplægsholdere.
Efter at Madkulturens Judith Kyst fra Madkulturen ( link til tidligere inlæg dette, her) atter havde angivet de noget luftige tanker for at samle dansk arbejde med mad og kultur, var det en lise, ja en befrielse, at høre Mandag Morgens stifter, Erik Nielsen svinge krabasken over alle dokumentationssatanerne. Han borede på smukkeste vis fingrene dybt ned i materien; hvornår kommer vi ud over stepperne? Han ville have fokus på "the knowing-doing gap", altså, hvordan omsættes al denne viden til reel handling.? Og vigtigere, hvem gør det og hvornår.
Fra dette punkt af, ændrede seminaret tone. Alle der havde ordet herefter, forholdt sig til dette faktum, "hvordan og hvornår"
.
På lægterne var vi mange der drog et lettelsens suk, da vi nu hørte Kim Fleischer, fra Skolemadsprojektet i OPUS, Karsten Kolding fra FDB og sidst Claus Meyer himself, alle kommenterer på dette handlingsproblem som det første, når de fik ordet til deres oplæg. Det var så vigtigt et punkt at de måtte gøre det. Vi der sad deroppe, ville have deres stillingtagen og de måtte give den umiddelbart og udenfor manuskriptet.
Og selvom folkene fra OPUSprojeket, som et hele, alle stadig hyldede deres forskning, var de spørgsmål der sidst på dagen blev stillet fra publikum, alle rettet imod dette ene punkt; handling, hvad kan vi gøre, nu?

Forskning er vigtig, det er grundstenen, men kan man handle uden færdige resultater? Er det ikke at løbe med en halv vind?

Næh, ikke når det kommer til så oplagte resultater og slet ikke når det kommer til noget så vigtigt som fødevare/ernæring/sundhed. For selvom man kan bevise klinisk at kål er bedre end hvidt brød, er det jo faktisk noget vi alle ved allerede. Når man, om føje år, fastslår at børnene i OPUS´ Skolemadsprojektet har haft sundheds- og indlæringsmæssige gavn af NNM, er der mange der, endnu engang kan nikke. Jo, den er god nok.

Men hvorfor dog vente på tallene? De eneste der har fordel af det, er den fødevareindustri, der forlængst har opgivet at ernære og nu bare vil minimeret udgifter. Med den nyligt indførte fedtafgift, er vi, som befolkning, slået endnu et (stort) skridt tilbage, fra at kunne generobre magten over vores egen mad.

Det er tid til politisk handling imod tåbelige love, der er til direkte skade og megen besvær for alle parter. Set fra et anarkistisk synspunkt, er der kun brug for regler, når fællesskabet er truet. At sidde de foreløbige resultater fra OPUS overhørig, at indføre afgifter som den med fedtet, at ignorere et landbrug hvis produktionsformer er forældede og farlige; er til fare for fællesskabet. I en voldelig øko-anarkistisk revolution, ville de første der røg ud bag skuret og fik en kugle for panden, være de der var skyldige i at forgifte vores fødevarer. Heldigvis behøver vi ikke ty til nogen form for vold, når vi har kræfter som OPUS med os. De vil levere resultaterne til skrankepaverne.
Men hvem skal så holde skrankepaverne til ilden? Det skal vi hver især og det kan vi lige så godt begynde med i dag.


Så her er planen for denne blogs ydmyge skribent.
Jeg tager Erik Nielsens 3 år til mig. Om senest 3 år vil jeg være iblandt den flok lærere og undervisere, der slår dørene op for en "jord-til-bord" skole. Skolen vil, hvis det ligger indenfor lovgivningen, være baseret på de frie fagskolers principper. Den vil have 2-3 spor, der giver socialt belastede unge mulighed for at blive uddannelsesparate til at gå videre til jordbrugsskoler, fødevareuddannelser etc. Skolen vil have dyrehold, jordbrug; undervisning i alle aspekter af fødevaretilblivelsesprocesserne og vi vil have løbende gæstelærere fra de bedste hoveder inden for madverdenen.

Om senest 3 år....

Statsstyret madkultur smager sært...

En statsstyret smagsmagt; narj vel?

Der er blevet oprettet et organ for vores allesammen måde at spise på; det er blevet (om)døbt "Madkulturen". Denne blog har før behandlet den lange fødsel og den besværlige nynavngivning, læs mere her og her.
Ifølge direktør Judith Kyst(JK) skal Madkulturen samle og binde nye samarbejde i eget regi; ifølge MUND-FULD skal det ses helt omvendt; Madkulturen skal være den der støtter og flytter sig for aktørerne. Det eneste man i Madkulturen bør gøre er at besøge og fundraise. Alt hvad man rører ved fra Madkulturens side, skal være levedygtigt, uden Madkulturens medvirken.

Først skal det handle om de grunde JK fremfører som årsagen og berettigelsen til Madkulturens eksistens. Det starter med en masse ord, der skal avle flere ord. Men mest af alt understreges det at Madkulturen ikke skal tale "til" branche og befolkning, Madkulturen vil skabe rammerne. Rammer, der skal samle alle dele af noget så bredt og uhåndgribeligt som "mad" og "kultur".

Djævelen ligger som bekendt skjult i detaljen og her er mit ynglingscitat fra ovenlinkede artikel fra JK:

(Madkulturen skal være)"Dem, der uvildigt kan sætte vigtige fødevarespørgsmål på dagsordenen. Dem, der ved hjælp af enten økonomisk støtte, blåstempling eller metodeudvikling kan løfte gode ideer til bæredygtige, nytænkende, dagsordensættende projekter. Dem, der er med til at løfte prestigen blandt de hverdagshelte, der hver dag gør en forskel i de offentlige køkkener. Dem, der samler al den viden, alle de gode cases, alle de erfaringer, der allerede findes derude – og gør dem lettilgængelige, så det bliver nemmere for alle branchens aktører at lære af hinandens erfaringer.

Jeg har understreget de ord og formuleringer, der viser at Madkulturens mission jo netop ER at sætte dagsordenen og presse meninger ned over folket. Man vil blåstemple og uddele penge; der skal sættes dagsordenener og der skal samles viden. Den viden skal Madkulturen sidde på, indtil rette modtagere kan findes. Af Madkulturen, vel at mærke.

En anden lille detalje fra dirktørens kommentar:

"Madkulturen skal ikke være de der taler "til" branchen og folket. Vi skal være dem, der skaber rammerne - så banchen og forbrugerne med os som platform sammen kan skabe og udvikle Madkulturen".

Det lader ikke til at det er madkulturen, der skal udvikles; det er Madkulturen. Med stort M. Deltagerne skal altså være med at udvikle organisationen Madkulturen. Og her gik man og troede at det var den anden vej rundt.

Simple spørgsmål opstår; som af hvem og hvordan de "gode" idéer skal udvælges. Er det bestyrelsen, der forresten er totalt blottet for de "hverdagens helte", der nævnes af JK som vigtige for Madkulturen? Er det den daglige ledelse, med Kyst i spidsen? Er det ministeriet eller de økonomiske bidragydere man meget snart bliver afhængige af? 

.

Herfra skal det også handle om konstruktive forslag. 

Og derfor er det også sidste gang at det nævnes at jeg sidder i sene aftentimer og skriver dette; det er ren interesse og trods, der driver værket. Modsat JK og resten af Madkulturen, der tager sig godt betalt for, tilsyneladende, at genopfinde saltet og danne bagtæppe for godhedsindistrien, fødevareindustrien og andre kendte spillere i det nye mode-game; "danskernes spisevaner". Sidste gang, i dette indlæg.

For ja, gu´fanden er vi andre misundelige på Madkulturen. I rummet imellem Claus Meyers´ luxusmadfestival og et (forhenværende)ministerielt ønske om at gøre penge på god mad, er det tilsyneladende nemt at sidde og samle viden, der allerede findes og så lægge den på bordet.  Det kunne jeg da også gøre. Eller mine børn, for at holde læserbrevstonen.

Er det så svært at se hvad danskerne synes? De har ingen madkultur, dixi og udråbstegn. 

Alt hvad der er, er opdelte grupper og deres individuelle fejlernæring. De rige, der nok spiser sundt, men belaster miljøer udnødigt med deres forbrug og køb af f.eks mærkværdige salte fra Himmalaya. Og de fattige, der bare lever traditionelt usundt. De normalvægtiges tal er for nedadgående, til fordel for fedme og anoreksi/overtræning. Danskerne glor madprogrammer som aldrig før og laver mindre mad end nogensinde. Vi bliver federe for hver dag og vores børn kan intet lære i skolerne. Vi kender absolut intet til råvarers kvalitet og lukker øjnene for en subsidieret fødevareindustris mishandlen af jord og dyr. 

Har det mon (også) noget med den ringe ernæring og madglæde som et hele i vort land at gøre? 

Og tillad mig at svare på det, noget retoriske, spørgsmål: Ja. Ligesom mange andre har svaret ja før. Ja, der er en sammenhæng, kan vi komme videre nu?

Jeg synes at man skulle tage nogle chancer fra Madkulturens side. Først er det vigtigt at forstå at en stat er til for borgerne, ikke omvendt. Altså, må Madkulturen også underligge sig befolkningen, som den er. 
Man skal gå imod dokmentationsdiktaturet og gøre sig det klart at vejen til den brede befolknings madhjerte går igennem 2 ting. Pengepungen og Tilgængeligheden. 
Det skal/må være billigt og nemt at leve sundt og bæredygtigt. Det gøres ikke ved konferencer og møder imellem madspecialster. Det gøres ude ved bordene,i skolerne, på instiutionerne, i produktionen, ved forarbejdningen, i detailhandlen. Dér skal Madkulturen hen og være. 
OG, dette er vigtigt, Madkulturen skal blive der; ikke bare feltundersøge og så løbe hjem på gården og skrive. Skal Madkulturen have en berettigelse, skal den ikke trække folk sammen under sit eget tag; den skal ud og lade aktørerne selv være værter. Lad svinebaronerne åbne døren for økologerne. Lad mejerierne og madskribenterne byde indenfor hos sig selv. Det giver ansigt på hinanden, det giver nærhed at byde modstandere ind i sit hus. Ikke noget med neutrale mødepladser á la Madkulturens lokaler, hvor man kan gå rundt med navneskilte og mapper med konferencematerialer. Her kunne madparnasset nemt forglemme sig i nye nordiske buffeter, mens man forsøgte at løse andres "dårlige madvaner. De kunne jo risikerer at komme frem til den konklusion at hvis folket ike har brød, må de spise kage. Eller er der også nogen der er kommet frem til dén viden før? Og hvad skete der med den viden senere hen?


Man må erkende at kreative rum ikke skabes ved at sætte en masse viden sammen og så brainstorme over et eller andet.Man  sætter ikke sig ned og får en god idé. Det kræver masser arbejde og i madsammenhænge, er det bare med at komme ud til gryderne, til haverne og til butikkerne.


Et par forslag.

Giv sådan én som mig nogle penge til mit forestående eventyr i Californien. Jeg vil gerne undersøge hvordan man derovre motiverer seriøst fattige til at lave sundere og mere bæredygtig mad. Og lad være med at stille krav om hvor mange emperiske interwievs jeg skal foretage; jeg kører på intuitionen. Også når jeg kommer hjem og skal berette om det.

Skab midler til at gøre bæredygtig mad mere tilgængeligt for fattige. Brug Jeres sambejdesgrupper til at klemme nogle skejser ud af industrien, vi ved de har dem. 

Undervisning; åh; jeg vil have undervisning i alt fra jord til bord. I skoler, på seminarier, på arbejdspladserne, i folketinget; alle steder skal man vide mere om maden. 

Hvordan frigøres den enkelte forbruger fra supermarkeder og industris magt over indkøbsvaner? Skal der gives høns til alle med egen have. Skal de have et par frugtbuske oveni? Tør Madkulturen at ville sætte forbruget ned?

Skal der dannes borgergrupper for dyrkning af fællesarealer? For det hjælper bare ikke med 4 trætte plantekasser i en baggård. Få (af staten eller privat) noget jord og indfør statsbrug. Ja, den er god ok; staten som landmand; det er trods alt vores jord; vores allesammens.


Skal der skabes en festival, skal det være en rigtig festival; musik og det hele. Dertil masser af god mad, ikke kamapagnemateriale om god mad, ikke kjeändisoptrædender; blot solid mad.

.

Lad det blive slået fast igen; der er brug for handling, ikke opsamling af viden. Viden, den er der allerede; ja, om I får det hele med er jo ikke engang sikkert. Og skal der så en undersøgelse mere til for at fastslå det?


Vi, som madkommunikatører, må forstå at der er langt ud til masserne, hvis vi igen sidder i rundkreds og taler om maden. Det eneste der kan gøres er at deltage, når borgerne skaber initiativ. Skabe flere midler, når det er muligt, men ikke gøre projekterne afhæningige af støtten fra starten af eller fra slutningen. 

Direkte aktion, tak; så bliver det heller ikke mere anarkistisk. 

Links renset for kendisser; adgang til bedre mad

Her gik man og troede at det blot var de laverstående klasser, der intet anede om god ernæring. Men nej, det står meget værre til; også de bemidlede, dem med jobsne, stillingerne, overskuddet og de gode meninger, har tilsyneladende valgt frisk fisk fra.

En Føtex vælger at lukke sin fiskeafdeling og en madelsker bliver deprimeret. I (havne)byen, der huser Danmarks største fødevaremarked, er  salg af frituremad til sejlerne i sommerhalvåret, det eneste der holder fiskehandleren oppe.

Mad er hvermands eje og nødvendighed, så hvorfor kan et supermarked i den dyre ende ikke holde gang i en fiskeafdeling?

Her gik man og troede at den del af befolkningen, som holder gang i livsstilmagasiner, pornofikserede kogebøger og den uendelige rejse igennem kendiskokke/madmennesker, i det mindste kunne holde måsen oppe på leverandørene af råvarer til det gode liv i køkkenet. Og særligt når det kommer til en fiskeafdeling, midt i et supermarked; nemmere bliver det vel ikke.

Verdensmestre i kok og restaurant. Danmark har fostret Klaus Meyer, Brdr.Price, Camilla Plum, Kille Enna, Erwind Lauterbach, Søren-drengen, Boserup; altså et hav af engagerede madmennesker og et højt fagligt niveau på en række restauranter.
Stadig mangler den folkelige opbakning til projektet og MUND-FULD stiller spørgsmålet om den nogensinde vil komme. Muligvis er det kun igennem en massiv indsats fra kendisser og glitterblade, at en basal interessse og læring, vil fremkomme. Som Hr. Meyer har sagt så mange gange; I Danmark må en madrevolution komme fra oven".

Muligvis, men her kommer en lille samling links til websites, der renset for den slags. Projekter og sites, der koncentrer sig om at lave god mad, forske i god mad; elske maden for madens skyld.

OPUS-projektet 

CivilEats

Madkultur.dk

Sustaniablog

grist

nuttyfig

nordic kitchen

Den Sydfynske Køkkenskole

Tak skal du have, Claus - en gennemkigning af "almanak"

Det tog mig et stykke tid at ryge med på hypen, men nu ligger den på køkkenbordet, "almanak" af Claus Meyer. Der er en eneste grund til at den bog er blevet et instant hit hos denne husholdning og det er dens evne til at samle de sidste 15 års nye danske køkkenkultur i et brugbart værktøj for den almindelige, flade dansker.

Sølle 696 sider, mere skulle Claus Meyer og Mikkel Karstad ikke bruge for at lave dette landemærke af en fortælling om det nye årtusindes køkken i Danmark. Med sine ca 25x30cm, er der tale om en stor bog, i bogstaveligste forstand. Og med et gennemført grafisk forlæg, er hvert opslag en fornøjelse at gennemse. Fornøjelsen har helt været på grafikerne side, man har endda haft overskud til at nævne de brugte skrifttyper i kolofonen, en skik, der bruges alt for lidt nu om dage. (Hvilket kan undre, når nu der aldrig har været så mange skrifttyper til rådighed, som nu.) Selve designet forholder sig klogt i forhold til Hr. Meyers sædvane for klare, barnlige farver og forkærlighed for klodsede skriftsnitsvalg. Det er et rent design, der giver overblik og flow hele vejen igennem; der er stop med helsides billeder lige præcis hver gang man er ved at gå død på den lange, lange opremsning af opskrifter.

Indholdsmæssigt har Hr. Meyer allerede i forordet gjort det klart for læseren at dette ikke er en lærebog, men et opslagsværk. Han tager også fornuftig afstand til faren for at falde ned i den fanatiske Nyt Nordisk Køkken Sekt, med dens strandurter og selvplukkeri. Han antyder blot værdien ved alt det nære og giver den så gas i opskrifterne og de tilhørende  beskrivelser af enkelte råvarer. På den måde synes jeg at han kommer fint fri af den kritik, der må komme af dette propogandaværk om gammelkendte tilberedelsesformer, ny-holistisk tankegang og hverdags-Noma.

I skrivende stund er der ikke blevet produceret én eneste ret fra værket  her i huset, fatisk hænger plastikstanken af indpakningen stadig over bogen. Og selvom den ikke passer ned i bogholderen på køkkenordet, skal de nok få sin del af pletter og slagmærker; den her er røget ind i top 5, når det kommer til brugbare opskriftbøger i MUND-FULDs samling allerede.

Er det det så de mange opskrifter til hver eneste dag,der gør den til en vinder? Er det årstidskonceptet eller det nordiske islæt? Kan det være at det er fordi det er min generations mest fremsynede madtænker, der er forfatter, kunne det være de mange flotte fotos? De mange kvalificerede konsulenter så?  Er det så det faktum at bogen ser ud til at ligge under ca. 1,3millioner juletræer og dermed bliver et madkulturelt fremstød, ikke set før i Danmark? Eller snobeffekten ved at der også er en "almanak"butik?

Nej og særligt ikke det sidste. Bare tanken om at det københavnske østerbro-segment (endnu engang) skal komme stryende ud af den forretning og fortælle os andre, bonderøvene og de andre tabere, at korn og køer der har gået på saltenge, har en helt særegen smag, giver mig smag af opkast i munden. Vi ved det, venner og imodsætning til Jer, lever vi med det hver dag, fordi vi ikke har bosat os i asfaltjunglens fattigdom af et metrobyggeri. Jeg har plukket slåen hvert år i 20 år nu(næsten), og det gøres i oktober og så fryser man bærrene ned. At der d.d. på almanaksitet fortælles om slåen, må være en joke, solsorten var der for to måneder siden, tro mig.

Nej, det er ikke samtaler med Hella Joof i Meyers Deli, der får denne pen til at svinge sig i lieanerne af glæde over "almanak". Det er maden. Solid, let tilgængelig og sund mad i lange baner. Og anrettet som i bogen; med let hånd og udsyn til alle råvarer.

Tak skal du have, Claus.

Red dansk landbrug og din egen smagssans, part III

Når nu det er konstateret at dansk landbrug er seriøst på hælene, er det tid til at komme med de kreative tanker. Med landbrugets tilsyneladende ambitioner om blot at vade længere ud i moradsset, står MUND-FULD nu parat til at give en hånd; op og fremad.

"Kreativitet" står højt på listen over danskens styrker. På side 1 i Håndbogen for kreative står at man skal bruge de-for-håndenværende-søms-princip; brug hvad du har let adgang til, brug hvad du ser i din nærhed.

Er der hvedemarker så langt øjet rækker og vigtigere, er der plads til flere? Er der uopdyrket regnskov, der står klar til at blive indvundet til dyrkningsjord? Er der endeløse vidder til endnu flere grisefabrikker og gyllemarker? Er der oceaner af ufisket hav omkring vore kyster? Er der brug for hoteller langs strandkanten?

Ja, det er retoriske spørgsmål alle sammen.
For, nej, vi har ikke uanede natureserver at tage af i Danmark. For længe siden er vort lille land blevet kultiveret forfra og bagfra; dyrket op så hårdt teknologierne overhovedet har givet os mulighed for. Stadig er det ikke, økonomisk set, nok. Alligevel må landskabet snart give fortabt. Landet; jorden, tjener ikke de penge ind, vore landbrugere putter i det mere. Landbruget har gældsat sig og og alle os andre for 350 milliarder kroner.

Så selvom vi ser ud over det samme gamle landskab, må vi se med andre øjne. Med omverdenens øjne måske. Med hvilke værdier ser resten af verden på Skandinavien?
Lighed, samfundssind, uddannelse, hygge, naturlighed, stabilitet, ville være ord der nok kom op i en spørgerunde. Danmark er ikke "Verdens kontor" eller "Verdens Svinefabrik". Vi rummer det ikke, rent fysisk og rent menneskeligt. Og slet ikke på fødevareområdet. Forbrugerne i Danmark er trætte af burkylliger og tremmekalve; i alle tilfælde på papiret.

Vi er ikke længere en stolt landbrugsnation; vi er en urbaniseret nation, der vidst nok har et landbrug, et sted derude.

Hvis ikke maksimeret drift kan bringe os videre, måske så optimeret drift kan.
Vi har jo foran os et landskab og en befolkning, der igennem generationer har kultiveret hinanden. Vi er blevet et rigt land, et uddannet folk, ved at bruge landet omkring os. Måske kan vi komme videre, ved at vise omverdenen at vi også magter at passe på det land, der har givet os så meget? Drift, viden, forædling og kultur, disse områder kan løftes fri af denne fanatiske tro på at mere er bedre. Nej, vi må til kun at satse på "bedre".

Bedre til samspil med naturen, bedre til nicheproduktion, bedre til at være et gæstfrit land igen. Vi har den historiske og faglige viden, Vor tid rummer store muligheder for at trække de bedste eksempler på gode råvarer og produktionsmetoder til os, ja, til at opfinde dem selv, og sætte dem øverst på dagsordenen.

Afsættet er endda allerde taget med Det Nye Nordiske Køkken(NNK), et manifest, der har drevet vor restaurationsbranche til at præstere det ypperste i form af kåringen til verdens bedste spisested anno 2010.
Mens NNK er specifikt rettet imod én branche, har man i OPUS-projektet taget skridtet videre og arbejder med hele ernærings- og sundhedsaspektet i en ny nordisk madkultur, de kalder dette for Ny Nordisk Hverdagsmad(NNH).

Direkte citeret fra OPUS´ formålsbeskrivelse hedder det:

- "Ny Nordisk Hverdagsmad skal sikre det videnskabelige grundlag for at kommende generationer af danskere igennem en sundere livsstil og en regionalt baseret kost og madkultur vil udnytte deres potentiale til bedre trivsel, positiv mental og fysisk udvikling, optimal sundhed og sygdomsforebyggelse."

Det politiske i denne formulering er tydeligt og selvom man fra OPUS´ side af stadig holder sig til det rent forskningsmæssige med klarlægning og undersøgelse, kan der ikke være tvivl: OPUS vil kunne danne skole for fremtidens danske landbrug; hvis ikke en omlægning af vort samfunds samlede mål. Set fra MUN-FULDs side, kan dette være vejen ud af økonomisk afhængighed og en død industrialiseret
tankegang.



En kort idéliste over fremtidige arbejdsområder for dansk landbrug:

• Genopdage og optimere dyrkning af nordiske grøntsager, bær og frugter.

• Indsamlingsguides til naturen

• Kystnært fiskeri og dyrkning af tang

• Jagtområder til offentligheden

• Udlægning til nyttehaver

• Økologisk drift

• Landbrugsturisme; mange variationsmuligheder her.

• Samarbejde med større byer om bybrug

• Obligatorisk undervisning af skoleelever

• Friluftscentre


Danmark skal være fyrtårnet; Moderniteten er naturen.

more to come...


Part I
Part II

OPUS; sundere mad, bedre liv, nyt nordisk køkken

Der blev i juni d.å. holdt konference om OPUS, det nye 100 millionerkroners-projekt, der skal give os bedre liv, bedre mad og mere nordisk i køkkenet. Et noget regionalistisk projekt kunne man tro; noget der lugter af udelukkelse og mistro til andre regioner. Det var i alle tilfælde det jeg havde med, da jeg satte mig på forreste række.
Istedet blev jeg positivt overrasket. Æggehovederne fra KU, med Arne Astrup i front, ville dele med os madundervisere og -formidlere. Dele deres idéer om at lægge danernes underlige madkultur om til at være bæredygtig, glædelig og sund. Skam over fordommene!

Så hvad kan en husholdningslærer bruge fedme-tal og beviser på at nordiske produkter snildt kan erstatte importerede i sundhed; hvad kan han stille op med Aarstidernes idéer om fremtidens landbrug og Tor Nørretranders fabuleringer om hvor vi som stenaldermaskiner, kommer til at overleve? Ganke oplagt bruges det i undervisningen med eleverne, hvor man nok skal møde fordomme og anderledes holdninger.
man kan undres over 16-17årige, der hårdnakket nægter at spise fisk eller grøntsager, men gladeligt vælter sukker/saltholdige "fødevarer" i svælget; ja, man kan nærmest irriteres. Indtil man møder forældrene til selvsamme elev. Så tilgiver man eleven alt. Der er i disse dage ikke megen sund fornuft i forældres madkultur, den de giver videre til poderne. Enten er de fuldstændigt ligeglade eller også nærmer deres attitude sig ortoreksi. Forældrene, det er os med børn, os der har for travlt til at helt tænke over måltidet og dets værdi.

Det skal glæde mig at se om OPUS kommer frem til måltidet i al deres videnskab.