Tak skal du have, Claus - en gennemkigning af "almanak"

Det tog mig et stykke tid at ryge med på hypen, men nu ligger den på køkkenbordet, "almanak" af Claus Meyer. Der er en eneste grund til at den bog er blevet et instant hit hos denne husholdning og det er dens evne til at samle de sidste 15 års nye danske køkkenkultur i et brugbart værktøj for den almindelige, flade dansker.

Sølle 696 sider, mere skulle Claus Meyer og Mikkel Karstad ikke bruge for at lave dette landemærke af en fortælling om det nye årtusindes køkken i Danmark. Med sine ca 25x30cm, er der tale om en stor bog, i bogstaveligste forstand. Og med et gennemført grafisk forlæg, er hvert opslag en fornøjelse at gennemse. Fornøjelsen har helt været på grafikerne side, man har endda haft overskud til at nævne de brugte skrifttyper i kolofonen, en skik, der bruges alt for lidt nu om dage. (Hvilket kan undre, når nu der aldrig har været så mange skrifttyper til rådighed, som nu.) Selve designet forholder sig klogt i forhold til Hr. Meyers sædvane for klare, barnlige farver og forkærlighed for klodsede skriftsnitsvalg. Det er et rent design, der giver overblik og flow hele vejen igennem; der er stop med helsides billeder lige præcis hver gang man er ved at gå død på den lange, lange opremsning af opskrifter.

Indholdsmæssigt har Hr. Meyer allerede i forordet gjort det klart for læseren at dette ikke er en lærebog, men et opslagsværk. Han tager også fornuftig afstand til faren for at falde ned i den fanatiske Nyt Nordisk Køkken Sekt, med dens strandurter og selvplukkeri. Han antyder blot værdien ved alt det nære og giver den så gas i opskrifterne og de tilhørende  beskrivelser af enkelte råvarer. På den måde synes jeg at han kommer fint fri af den kritik, der må komme af dette propogandaværk om gammelkendte tilberedelsesformer, ny-holistisk tankegang og hverdags-Noma.

I skrivende stund er der ikke blevet produceret én eneste ret fra værket  her i huset, fatisk hænger plastikstanken af indpakningen stadig over bogen. Og selvom den ikke passer ned i bogholderen på køkkenordet, skal de nok få sin del af pletter og slagmærker; den her er røget ind i top 5, når det kommer til brugbare opskriftbøger i MUND-FULDs samling allerede.

Er det det så de mange opskrifter til hver eneste dag,der gør den til en vinder? Er det årstidskonceptet eller det nordiske islæt? Kan det være at det er fordi det er min generations mest fremsynede madtænker, der er forfatter, kunne det være de mange flotte fotos? De mange kvalificerede konsulenter så?  Er det så det faktum at bogen ser ud til at ligge under ca. 1,3millioner juletræer og dermed bliver et madkulturelt fremstød, ikke set før i Danmark? Eller snobeffekten ved at der også er en "almanak"butik?

Nej og særligt ikke det sidste. Bare tanken om at det københavnske østerbro-segment (endnu engang) skal komme stryende ud af den forretning og fortælle os andre, bonderøvene og de andre tabere, at korn og køer der har gået på saltenge, har en helt særegen smag, giver mig smag af opkast i munden. Vi ved det, venner og imodsætning til Jer, lever vi med det hver dag, fordi vi ikke har bosat os i asfaltjunglens fattigdom af et metrobyggeri. Jeg har plukket slåen hvert år i 20 år nu(næsten), og det gøres i oktober og så fryser man bærrene ned. At der d.d. på almanaksitet fortælles om slåen, må være en joke, solsorten var der for to måneder siden, tro mig.

Nej, det er ikke samtaler med Hella Joof i Meyers Deli, der får denne pen til at svinge sig i lieanerne af glæde over "almanak". Det er maden. Solid, let tilgængelig og sund mad i lange baner. Og anrettet som i bogen; med let hånd og udsyn til alle råvarer.

Tak skal du have, Claus.