Indrømmet, "årsmøde" og "-landsforening" er ikke to skide ophidsende eller sexede ord, men dette er vigtigt.
Livsglæde igennem naturlige produkter, naturlig spisning og naturligvis, sund fornuft, er meget, meget vigtige sager for s alleog økologien er et skridt den rigtigte vej.
Derfor havde MUND-FULD sagt ja tak, til at bidrage med et indlæg på én af workshopsne på årsmødet. Dette er ordene, som de blev læst op.
"I den forgangne uge fik TV journalisten Clement Kjærsgaard til delt Publicist Prisen. Det kvitterede han for, ved at revse den samlede journalststand i Danmark. Og selvom jeg ikke har fået en pris i dag, vil jeg gerne benytte mig af samme fremgangsmåde.
Dansk økologi er på vej ud i farligt land; for ”ØKOLOGI” er blevet et brand i stedet for et naturligt valg.
Økologi er, skal, være en naturlig ting for vores familie. Det er som i ordets egentlig betydning, en del af vores husholdning. Med hjælp fra Økologisk Landsforening, kan det blive en større del af hele Danmarks.
I mit indlæg, vil jeg prøve at angive to problemfelter for økologien. Områder jeg ville ønske økologien ville tage stilling til, således at jeg igen kunne støtte op om tanken 100 %. For som alt andet, er økologi ikke en sort/hvid størrelse, og derfor heller ikke en fanatisk del af min families hverdag. Faktisk er den blevet en mindre del efter vi flyttede på landet.
Med de mange tiltag ØKL står for, kan hjertet jo kun blive varmt, der er brug for ØKL.
Vor familie bor ikke i en by.
Det betyder, kort fortalt, at økologi ikke er på børneinstitutionernes agenda, det er ikke på naboernes agenda, det er ikke på spisestedernes agenda. I alle tilfælde ikke som i større byer, hvor det flertallet af det kommunikerende lag af økologiske forkæmpere ser ud til at bevæge sig rundt. Økologi bliver ikke brugt som et salgsargument andre steder end i gårdbutikkerne og i supermarkederne. Underligt, når nu Sydfyn ER Danmarks have. Men hernede i Svendborg er det mere low key; i køer bare ind i Økomor, den lokale butik, og så er det det.
Derimod er der boder ved vejsiden, fiskere på havnene, æbler i haverne, hvor vi bor.
Det er en stor forskel.
På landet er selvforsyningen en mulighed og oftest er det ”økologisk”, eller rettere, det er artsdifferentieret, det er årstidsbstemt og måske har det fået hjælp af et skud ”vitaminer”. På landet er der masser af vilde bær og nødder, vi har en lokal kødkvægavler(ikke økolog), vores lam kommer fra venner i den lille by vi bor. Vi får høns til foråret, vi dyrker lidt i have med grønt, der er nogle gange en fasan i vejkanten.
Bylivet er ikke selvforsynende, men det er økonomisk set, rigere. Kan man derfor bringe en følelse af sundhed, nærhed, naturlighed og velfærd til forbrugeren, har man vundet sig kunder. Kunder der kan betale for at få bragt æbler ind fra Chile og gulerødder fra Polen, selvom DK burde være selvforsynende i netop disse råvarer.
Der er flest mennesker i byerne, så selvfølgelig er det her pengene skal hentes. Men vi taler ikke naturlighed, vi taler brand; et blandt mange.
Økologi koster mere, udvalget er begrænset, kvaliteten varieret og jeg skal stadig lede mere efter det. Ligesom alle andre luxusmærker, køber jeg en drøm og håber på det bedste.
Men graver jeg lidt, giver reklamerne med grønne marker, smilende køer og blomster på kartonen, ikke altid mening. Og hvor er min drøm så henne?
Dette er ikke det billede jeg håbede at ville stå med som familiefar og travl forbruger. Jeg havde håbet at man have undgået at netop ende som endnu et mærke. Jeg havde håbet på et politisk projekt, med en god smag oven i købet. Det, går jeg ud fra, er ØKL mål; at bringe økologi ud til hele Danmarks befolkning.
På min arbejdsplads, Husholdningsskolen ”Skårupskolen” har vi ½ års tid gået og brygget på at danne en række eksterne kurser. Kursernes formål skal være at danne bro imellem lokale producenter og forbrugere igennem madlavning, debatoplæg, besøg hos og af producenterne samt personligt nærvær. Vi har diskuteret hvor økologien skulle passe ind i disse kurser. Da jeg for tiden, er ret skeptisk overfor en økologisk fanatisme, holdt jeg mig lidt fri af den snak. Det viste sig hurtigt at økologi allerede nu har lidt skrammer hos den ”almindelige lærer” og dermed en almindelig lærer. Er blevet snakket om ihjelhakkede høns og den lokale storøkolog, Skiftekjær, der pakker udenlandske varer på sit pakkeri. I stedet for de sundhedsfremmende egenskaber, var det dette i stedet emnerne blandt arbejdsgruppen. Det synes jeg er rigtigt ærgerligt, for jeg vil mægtigt gerne meget mere økologi på kurserne og på vores skole.
Bemærkelsesværdigt nok, så er vi på vores skole meget interesserede i at få et økologisk spisemærke; som et hvert andet brand, vil det jo se godt ud på døren ind til spisesalen. Igen, signalpolitik, mens der bagved måske mere ligger et ønske om mere lokal forankring i arbejdet med ”mad” i undervisningen, i køkkenet.
Nu til det der kunne gøre økologien mere vedkommende for min familie.
Der er stor brug for fødevarer og det siges at vi har krise.
Snart vil økologien udsættes for pres af konkurrenterne. Når det går op for det konventionelle landbrug at man ikke kan vinde den jævne dansker med Jørgen Leth voice overs og pyntede tal i regnskaberne, vil man bruge det tunge, det ubehagelige, det undergravende skyts.
Som repræsentant for en nu fast etableret band i valget af fødevarer, ser det for mig ud til at man skal til at bruge bokstermer og ramme debatten dybt og højt. Med det mener jeg at der brug for et langsigtet og for økologien, styrkende imagearbejde, samtidigt med at man skal tage de store chancer og debatter, når de byder sig.
Ser jeg som privatmenneske en strålende fremtid for økologien som blot endnu et brand? NEJ
I stedet ville det ære rar med klare udmeldinger, der udviser det eneste vi i fremtiden kan stole på i den store mediestrøm; troværdighed
Jeg lovede to områder i starten af mit indlæg. To områder, der kunne gøre området lidt tilgængeligt for forbrugerne at købe mere økologi.
Det kunne også hedde ”Nem adgang for forbrugeren” og ”Klarhed om økologi”
Det må blive meget nemmere at få fat i økologi, det arbejdes der tydeligvis på, men der hænger en em af luksus over Ø-mærket, der skræmmer mange af de der ikke bor på Østerbro i København, væk.
Gør det naturligt igen. Lad være med at fortælle om ”den gode smag”, når det gang på gang påvises at der ikke er smagsforskel og særligt når stort set alle økologiske gulerødder, med alle mener jeg de store 2kg poser, uden sortsangivelse, dyrkningsangivelse og produktionsland, smager af sæbe.
Lad det være op til forbrugeren at finde gode råvarer, vær oppe på beatet med de kolde fakta om produktet og drop den smilende landmand, med navne som ”Henrik Pedersen, 4. generation på ævlebavlegaard”. I stedet skal der bruges kræfter på at vise at økologi er viden, om sorter, holdbarhed, oprindelse. Hvad er lige de her jordskokker gode til, hvilke æbler er bedst om vinteren? Og hav dem tilgængelige.
Mere klarhed
Svar på følgende spørgsmål:
Hvorfor må økologer tilsætte 25 % gødning fra konventionelle landbrug til markgødningen?
Hvordan forklarer man det faktum at, grundet et mindre udbytte, må man bruge mere landbrugsareal. Og dermed at gøre et større indhug i naturområder?
Hvor står man henne i den kommende mangel på fossile brændstoffer?
Tag de store emner op, når de rammer debatten, vær selv med til at skabe debatten.
Clement Kjersgaard vil have det bedste frem i sit fag. Han hævder at danske journalister af i dag benytter sig de dårligste træk fra journalisme og den akademiske verden. Utålmodighed og arrogance.
I fremtiden så han gerne at de bedste træk blev fremelsket; uafhængighed og grundighed.
Og er det svært at komme med i Debatten på DR 2, så arbejd på gadeplan, på institutionsplan, benyt jer af tilstedeværelse, ikke på nettet; personlig tilstedeværelse.
Jeg ved at dette har kunnet høres som en fraskrivelse af økologi, intet er mere fjernt. Vi handlede gerne mere økologisk, men jeg tror at fremtiden, på et bredt forbrugerplan, kommer til at hedde lokal oprindelse og mere viden om produkterne.
Jeg glæder mig til at følge ØKL i fremtiden