Er du en dum forbruger?

Viden er kongen i dagens Danmark, men hvor får du din viden fra?
I Danmarks største avis testes der ugentligt fødevarer; det er bare ikke alle produkter der når med, det giver et forvredet billede og ender med at forbrugerne fortsat køber fødevarer, der ikke er hensigstmæssige for fremtiden.

Søndagsavisen tester ugentligt en fødevaregruppe, den seneste uge er det æblejuice, der gennemgås; resultatet er at den billigste juice er "den bedste". Testen tager blot ikke højde for den række af højkvalitetsprodukter der også findes på markedet. Der er ingen æblemost med i testen, kun sekundaudgaven, æblejuice.
 Derfor ender den fortravlede forbruger med at konkludere at:
1. Når vedkommende køber ind i supermarkederne, er det faktisk bedre at købe Æblejuice.
2. Det er bedre, kvalitetsmæssigt og økonomisk, at købe den billige, da den jo, af "eksperter" vurderes til at smage bedst.
3. Man går direkte forbi andre produkter, herunder æblemost.

Søndagsavisen, der er DKs største avis oplagsmæssigt, er en annoncebetalt avis. Og selvom MUND-FULD nu fortæller det, kan det jo ikke komme bag på særligt mange. Men tænker du som forbruger det spadestik dybere, når du står nede i supermarkedet? Salgstallene fortæller at det gør du ikke. Det er der rigtigt mange der ikke gør. Og det burde I.

Farvebilleder af eksperter, der med kendermine bedømmer kyllinger, æblejuice eller pesto, er blot en udvidet annonce, der skal få dig til at købe netop de produkter der "testes". Om du køber vinderen af testen eller en af de andre deltagere, er ligegyldigt for supermarkedskæderne, i testen fremlægges en produktrække og det er den du skal vælge ud af.

I næste uge skal undertegnede holde et lille oplæg på Anker Hus´ Madspildskonference. Oplægget kommer ikke til at handle om gode råd til brug af din spaghettirest eller de gamle bananer; det kommer til at handle om forbrugerens spild af hjernevindinger, når det kommer til indkøb.

For hvorfor skal nogle firmaer tjene deres penge på at du er dum?
Ved du ikke at ren fødevare giver dig en bedre sundhed? Så hvorfor købe juiceprodukter, baseret på opvandet koncentrat, når du kan købe ren most, direkte fra producenten eller igennem den lokale forretning?
Er det for dyrt? Køb mindre, nyd mere. .
Er det en mærkelig smag? Det er smagen af ren frugtsaft, er den for stærk, så vand den op.
Er det svært at få fat på? Undersøg dog markedet, der er økoforretninger, markedsdage, gårdbutikker.

Et sted i verden sidder der en og nyder sin ferie lige nu. Den har han fået penge til, ved at sælge dårlige fødevarer til andre mennesker, måske endda spekulere i fødevarepriser o.l.

Er det dine penge han sidder og solder op?

Jesus og MUND-FULD; vi er det samme...(åbenbart)

En blog som MUND-FULD er meget lig Jesus; hellig, bedrevidende, ideologisk, handlende og ender med at blive korsfæstet af sine egne.

Det kunne være et kortfattet resumé af madblogland, hvor man på det seneste atter har debatteret om hvad madblogs er og hvad deres berettiggelse er.

Den nuværende debat startede med en kronik af Madkulturens indehaver , der gerne så at madbloggere, som et hele, bidrog mere til at oplyse deres læsere om fødevarepolitiske emner og -stillingtagen. Det gik ikke stille af i blogland, hvor mange madbloggere føler sig "dømte", "peget fingre ad" og i øvrigt mener at ingen bør skrive deres holdninger om (andres) madblogge offentligt. Jeg tolker det som dårlig samvittighed og mangel på vilje til at stå ved sit ansvar hos de forsmåede bloggere. I dette lille land, hvor man ikke går af vejen for at svine udlandets sæder og skikke til og bagefter kalde det for "humor" og "frihed", er det ikke socialt acceotabelt at tage stilling til andre (danske) menneskers gøren og laden. Så længe en madblogger ønsker at gøre dette eller hint, skal man blot acceptere det som en del af mangfoldigheden og ellers klappe i.

Sorry, men det er bare ikke så enkelt at slippe udenom. Hvordan er det kommet så vidt at man ikke kan tage stilling, som MUND-FULD gør det, uden at det er dybt grænseoverskridende for rigtigt mange og denne blog skal kaldes "en skide protest blog"?

Ét argument kunne være at MUND-FULD som kritiker, altid fører kampen over på de andres banehalvdel. I dette tilfælde,  til andre madbloggere. Istedet for at bare gøre sit eget arbejde for det man tror på. Til det kan man jo replicere at vi hver dag udsættes for den slags "overgreb" i form af lovgivning. Love, demokratiske og alt muligt, der hæmmer vores handlinger, til et fælles bedste. Mener man, men det der sker er at lovens bogstav afskaffer folkets evne til at tænke over hvorfor nogle handlinger kræver omtanke og andre ikke er brugbare i et samfund. Derfor er dette en anarkistisk blog, for jeg vedkender mig mit ansvar for mine handlinger; allesammen. Skal jeg se på mit virke som bidragende og ikke kritiserende andre; er der masser at føre sig frem med.
Mit job, er fuldtids madformidling til diverse grupper af teenagere. madlavning, indkøb, økonomi, smag, planlægning, teknikker, glæder, stolthed over udført arbejde, respekt, håndelag, holdfølelse, tillid. Og næste år ligger vi en jord-til-bord-linje oveni hatten. Så hedder det dyrkning, dyrehold, produktionsmetoder, permakultur, virksomhedsbesøg og teori. Målet for vores elever er at blive klar til at tage en uddannelse, og meget gerne indenfor fag, der giver os alle mad på bordet. Det er så mit fuldtidsjob.
Ved siden af holder jeg kurser, i kommunal regi; til både unge og gamle. Går ud ser på skoven med rødderne fra 7. klasse og udstopper den fugl vi fandt derude. Giver de gamle herrer på Langeland lysten til at kokkerer tilbage eller bare til deres inspiration.. Det var mit fritidsjob.
Når jeg så kommer hjem, går jeg ofte i haven, for der holder jeg kaniner og høns, til at leve af. Jeg dyrker alt det jeg kan få op af jorden på 1500m2 og udvider forhåbentligt snart med en polytunnel, så sæsonen kan blive en helårig affære. Jeg hader at slå græs, men gør det stadig med en rugbrødsmodel, hækken klippes med saks og så videre; jeg ved at det er latterligt småt, men det er mit bidrag. Mine handlinger.
Inde i huset brygger jeg, bager, hakker, sylter, gærer; alt hvad jeg overhovedet kan finde ud af selv; igen fordi at jeg vil migselv og mennesker omkring mig, det bedste. Så "hellig" er jeg og det er jeg sådan set stolt af.

Og så denne blog. Dér tillader jeg mig at se på andre og deres handlinger. Jeg påtaler det jeg ikke kan lide,  alt det der strider imod logisk tænkning, når man tager madhatten på. Med denne blog kan jeg afklæde mig mig og glemme personen; blive observatøren, deltageren. En deltager med interesse og indignation over handlinger, der ikke bidrager, men fratager. Fratager sin blogslæsere en bedre oplevelse af en sufflé, fordi de bruger buræg og ikke en bedre kvalitet, for eksempel. Eller direkte er skadevoldende, ved at være ligeglad med sine læsere. Nogle madbloggere fremfører det argument at de bare har en blog for deres egen skyld. Jamen, så er der glimrende soft ware til at lave sine egne bøger eller mapper på sin computer, for selv at kunne glædes over sine gastronomiske resultater. Vælger man en blog, vælger man også at inddrage andre. Så har man et ansvar. Det er ikke en dom over nogen, det er en simpel aflæsning af bloggen som medie.

Det simple faktum at madvarer, der er dyrket under bedst mulige forhold, giver den bedste kvalitet, burde jo være argument nok for at berøre etiske emner, da madbloggere alle til hobe, vil fortælle om god mad. Det siger mange at de også gør, men at blogge som MUND-FULD vil have dem til at være på en særlig måde. Som om denne blog vidste hvad en rigtig madblog er. En madblog handler jo om mad, så er den ikke længere. Denne blog handler så også om andres mad og hvordan den kommer fra start til slut.

Giver den metode som bla. MUND-FULD har valgt; papkassemodellen kaldet af andre, tågehornet af andre igen, så respons fra læserne?
Ikke i kommentarer eller hits. Denne blog er ved at runde 20.000 hits efter snart 1½ år på banen. Det er ikke meget, skulle jeg hilse at sige. Alligevel er jeg blevet inviteret til at holde oplæg på Økologisk Landsforenings årsmøde, har deltaget i snart mange blogger arrangementer, har skrevet indlæg her og der i aviser og magasiner, har fået kogejobs, har haft ørene i maskine hos både Noma og Madkulturen igennem længere tid, er blevet bidragydende til udviklingen af Kulinarisk Sydfyn og er blevet et elsket/hadet ansigt blandt andre madbloggere.

Madbloggere hævder at deres mange hits, faktisk resulterer i masser af måltider landet over, dagligt. På den måde, hævdes det, flytter madblogge med opskrifter og flotte billeder, rigtigt mange imod et bedre madliv. Det er en påstand, man selv må finde bevis for. Om madblogs flytter læserne eller ej, så er det vel bare endnu et argument for at OPFORDRE til at bloggerne er sig deres ansvar bevidst, når de kommunikerer om mad og madlavning.

OPFORDRE til at være sig sin egen kvalitetsbevidsthed klar, også overfor sine læsere, der ofte er meget trofaste og gerne klapper på ryggen af deres bloggere.

Afslutningsvis, denne blog er drevet af lysten til at stille spørgsmål. Det kan du læse mere om her, for jeg gider ærligt talt ikke tale mere om mig selv. At tale om sig selv, det overlader jeg til bloggere, der er så meget bedre til det; ja, nogle kan nærmest ikke få nok af sig selv, deres opskifter og deres fotos, gad vide hvor deres læsere kommer ind i billedet?

Er det stigmatiserende at være skralder?

Efter at have set DR2s udsendelse om madspild, var det tid til at tage sagerne i egen hånd og springe ud som "skralder", eller " Freegan".

For en gammel storbybo, var det et trip tilbage til en ungdom med daglige besøg i skraldecontainere efter alt der kunne bruges i ungdomshyblen. Jeg havde, kort fortalt, ingen problemer med at iføre mig pandelampen og kører byen tynd efter genbrugsmad. Og der var masser at komme efter, se selv billederne her:

Jeg kunne godt få et kick ud af gøre det her et par gange om ugen, no doubt. Dagen efter var der stor glæde i den lille familie; der var frugt til hele børnehaven, der var chokolader og snacks til hele weekenden, der var mad til det meste af en uge. En fed ting at gøre, på så mange niveauer; miljøhensyn, husholdningsøkonomien, affaldsafgift for supermarkedet, listen er lang.

Lige indtil slangen i paradiset kom krybende. Hvordan tager naboen det? Med to mindre børn og en undertegnet far/blogger, der er ligeglad, vil der nok ikke gå længe før at det er ude. Særligt ikke når samme  far/blogger bliver passet op af en af de ansatte i hans lokale brugs, med hovedet godt nede i samme brugs container. I skrivende stund bliver sikkert leet højt i baglokalet. 

Men hvad med det faktum at der nu er en i lokalområdet, der henter mad ud af en container? Det ville ikke være noget problem for en studerende; men for en 38årig familiefar? Hvilke ting vil der blive sagt om hans børn, hvis/når børnenes omgivelser får nys om det? I storbyen kan man måske gemme sig lidt bedre, det kan endda være at folk i byerne er lift mere ligeglade med hvad naboen foretager sig kl. Snot om natten. Vores familie er derimod bosat i særdeles landlige omgivelser, derude hvor man har tid til at undres over andres opførsel. Det skal blive spænende at se hvad der sker, om noget.

Det er i alle tilfælde ikke sidste gang MUND-FULD har leget superhelt midt om natten, befriende mad, miljø og sin eget madbudget.

OPUS halvvejs; kan vi klare det?

Ja, vi kan. Eller; det tror jeg nok.
OPUS-projektet har været igang i godt 2 år nu og de første resultater begynder at kunne høstes; det var hvad SHOPUS Erhvervsseminariet en solrig torsdag sidst i september, handlede om.
Men som semnaret skred frem, blev det tydeligere og tydeligere at forskning og dokumentation snart må dele førersædet med handling. For selvom al forskningen i projektet peger i samme retning; ny nordisk mad (NNM) er sundere end den normale danske diæt, må  der snarest sættes handling bag ordenen, hvis det ny nordiske projekt skal give bedre helbred, bedre indtjeningsmuligheder og bedre madforståelse iblandt danskerne.
Som Erik Rasmussen, Mandag Morgen, så smukt sagde det; "hvis ikke NNM er et levedygtigt og verdenskendt projekt om 3 år, kan I lige så godt finde på noget andet at lave".

Hurtigt recap af seminaret.
Der var afrapportering fra del-projektet SHOPUS, der har haft en gruppe af danskere til at købe ind efter NNM-dogmet i ½ år. Massser af endnu ikke færdige undersøgelser viser allerede nu at NNMdiæten er endnog særdeles meget sundere end en typisk dansk hverdagsmad.
Den sociologiske del af SHOPUS blev også berørt, selvom resultaterne var langt fra gennemarbejdede, viste de første resultater at det mest er veluddannede yngre kvinder, der synes at nordiske rødder, frø og frugter,var lækre, mens underuddannede mænd fra provinsen er de mest skeptiske. Ja, der er mange spænende aspekter i undersøgelser og så fik vi da slået det fast endnu en gang.

Herefter var det tid til oplægsholdere.
Efter at Madkulturens Judith Kyst fra Madkulturen ( link til tidligere inlæg dette, her) atter havde angivet de noget luftige tanker for at samle dansk arbejde med mad og kultur, var det en lise, ja en befrielse, at høre Mandag Morgens stifter, Erik Nielsen svinge krabasken over alle dokumentationssatanerne. Han borede på smukkeste vis fingrene dybt ned i materien; hvornår kommer vi ud over stepperne? Han ville have fokus på "the knowing-doing gap", altså, hvordan omsættes al denne viden til reel handling.? Og vigtigere, hvem gør det og hvornår.
Fra dette punkt af, ændrede seminaret tone. Alle der havde ordet herefter, forholdt sig til dette faktum, "hvordan og hvornår"
.
På lægterne var vi mange der drog et lettelsens suk, da vi nu hørte Kim Fleischer, fra Skolemadsprojektet i OPUS, Karsten Kolding fra FDB og sidst Claus Meyer himself, alle kommenterer på dette handlingsproblem som det første, når de fik ordet til deres oplæg. Det var så vigtigt et punkt at de måtte gøre det. Vi der sad deroppe, ville have deres stillingtagen og de måtte give den umiddelbart og udenfor manuskriptet.
Og selvom folkene fra OPUSprojeket, som et hele, alle stadig hyldede deres forskning, var de spørgsmål der sidst på dagen blev stillet fra publikum, alle rettet imod dette ene punkt; handling, hvad kan vi gøre, nu?

Forskning er vigtig, det er grundstenen, men kan man handle uden færdige resultater? Er det ikke at løbe med en halv vind?

Næh, ikke når det kommer til så oplagte resultater og slet ikke når det kommer til noget så vigtigt som fødevare/ernæring/sundhed. For selvom man kan bevise klinisk at kål er bedre end hvidt brød, er det jo faktisk noget vi alle ved allerede. Når man, om føje år, fastslår at børnene i OPUS´ Skolemadsprojektet har haft sundheds- og indlæringsmæssige gavn af NNM, er der mange der, endnu engang kan nikke. Jo, den er god nok.

Men hvorfor dog vente på tallene? De eneste der har fordel af det, er den fødevareindustri, der forlængst har opgivet at ernære og nu bare vil minimeret udgifter. Med den nyligt indførte fedtafgift, er vi, som befolkning, slået endnu et (stort) skridt tilbage, fra at kunne generobre magten over vores egen mad.

Det er tid til politisk handling imod tåbelige love, der er til direkte skade og megen besvær for alle parter. Set fra et anarkistisk synspunkt, er der kun brug for regler, når fællesskabet er truet. At sidde de foreløbige resultater fra OPUS overhørig, at indføre afgifter som den med fedtet, at ignorere et landbrug hvis produktionsformer er forældede og farlige; er til fare for fællesskabet. I en voldelig øko-anarkistisk revolution, ville de første der røg ud bag skuret og fik en kugle for panden, være de der var skyldige i at forgifte vores fødevarer. Heldigvis behøver vi ikke ty til nogen form for vold, når vi har kræfter som OPUS med os. De vil levere resultaterne til skrankepaverne.
Men hvem skal så holde skrankepaverne til ilden? Det skal vi hver især og det kan vi lige så godt begynde med i dag.


Så her er planen for denne blogs ydmyge skribent.
Jeg tager Erik Nielsens 3 år til mig. Om senest 3 år vil jeg være iblandt den flok lærere og undervisere, der slår dørene op for en "jord-til-bord" skole. Skolen vil, hvis det ligger indenfor lovgivningen, være baseret på de frie fagskolers principper. Den vil have 2-3 spor, der giver socialt belastede unge mulighed for at blive uddannelsesparate til at gå videre til jordbrugsskoler, fødevareuddannelser etc. Skolen vil have dyrehold, jordbrug; undervisning i alle aspekter af fødevaretilblivelsesprocesserne og vi vil have løbende gæstelærere fra de bedste hoveder inden for madverdenen.

Om senest 3 år....

Fedtafgiften versus den sunde fornuft

Der er en fedtafgift på vej, den kommer til at skævvride den brede befolknings forhold til begrebet "fedt" endnu mere.

Enkel årsag hertil: uforbejdet fedt og dermed mere naturligt sammensat fedt pålægges afgift, imens emulgatorer, sammensatte fedtprodukter;selv kakaosmør undgår. Grunden er nærmest himmelråbende; det menes nemlig ikke at de, seriøst skadelige produkter, kan betegnes som "fødevarer".

Man straffer altså bøffen, olivenolien, fløden, mens Kærgaarden går fri. 

Kapsler med fiskeolie går fri, selvom det er blevet bevist at fiskeolien i kapslerne kan harskes og være nærmest livsfarlige for hjertepatienter. Går mon fisken hos fisken manden fri eller...

Hvilke fødevarer er omfattet af afgift på mættet fedt?

Imod nye horisonter; California, here I come

Camilla Plum sagde det bedst i løbet denne sommer; "Vores friske råvarer, er ikke friske nok og de der skal lagres, er lavet alt for hurtigt".
Dette blev også sommeren, hvor MUND-FULD blev interviewet af landets langsomste medie, weekendavisen, om Svendborg og byens status som Citta Slow. Da fingrene ikke blev lagt imellem, er det overaskende at se at artiklen er at finde her, som link på Svendborg Kommunes officielle Cittaslow site . Hatten af for det. Og hatten af, igen, for at man, også i Svendborg Kommune,har besluttet at bruge de indtjente parkeringsafgifter på gratis bybusser i 3 måneder. Så er vi på sporet igen. Link på modkraft.dk her

Dejligt; alligevel har det været en tankefuld sommer; for hjælper det noget at bare brokke sig og være den lille dreng, der tør sige de voksne imod?

I løbet af denne blogs historie, er megen energi gået med at lange ud efter de der handler, hvad MUND-FULD anser for, forkert. Det har givet respons og debatmuligheder, men også en tom følelse af at blot pege fingre; og ikke handle nok. Det bliver nødt til at blive ændret, nu.
For nok har MUND-FULD ret i sine udbrud og antydninger, bevares, men det er også vigtigt at kunne vise en anden vej, en bedre løsning på de anråbte problemer.

2 ting; 2 handlinger er sat i værk. Den ene er selvforsyningstanken. I det små, dette er ikke et tvprogram, men der er hønsegård nu, slagtekaniner, køkkenhaven, leverer lidt, blomstrene bliver snittet til gaver ; kort sagt, der dyrkes og høstes.

Den anden handling er at undersøge og lære.
Fra februar 2012, vil MUND-FULD være at finde i San Francisco,Californien; hvor der skal ses på hvordan man formidler mad, underviser om mad, har en kultur omkring mad, på et lidt større plan end den danske andegård. Målet er at suge så megen viden og erfaring op, at der vil være noget at give af ved tilbagekomsten.
MUND-FULD har valgt at lægge sin lod i Slow Food bevægelsens skål. Denne, i Danmark lidt rødvinsplettede og ikke alt for ungdomsorienterede organisation, har været længe igang i det vestlige USA. Med frontkæmpere som Alice Waters, lader det til at man derovre ikke lade det være ved turene til Toscana og en hyggelig sammenkomst omkring kvalitetschokolade. Derovre drejer det sig om læseklubber, selvforsyning, skolehaver mv. Og selvfølgeligt også markeder, hvor forbrugeren kan møde producenten direkte. I en tid hvor de danske Farmers Markets ser ud til at være i tilbagegang eller i bedste fald, i stilstand, vil det være interessant at se hvorledes man gør det andetssteds.
Har du idéer, kontakter eller andet, vil det blive modtaget med kyshånd herfra.

Meget mere senere; jeg skal ud og plukke bønner nu.


Note. Marts 2012
Det blev ikke til noget, pengene var for få; ingen tur til det vilde vesten denne gang. Øv.

Er køkkenhaven samfundsomstyrtende?

Man læner sig tilbage og åbner endnu en flot kogebog; pludselig står det pludselig klart; ved at dyrke sine egnefødevarer, ligger man afstand til den kapitalistiske udbytning af borgeren.

Ja, hov, det var da lige noget gammel kommunistsnak på din skærm.
Forkert!
Det er noget grøn anarkistisk propoganda, for at du kan komme ud og blive et helt menneske igennem at dyrke dine egne gulerødder eller holde dine egne høns.

Det ligger jo lige for, at når borgeren selv har høns i baghaven, vil han ikke være afhængig af at skulle købe dem i supermarkedet. Simpelt ergo, han er i oprør med købmandssamfundet af idag. Var han og hans familie klar til det, kunne de nok gøre sig helt fri at skulle købe ind. Hvis de skrev sig helt ud af et hverdagsliv, som vi kender det. og hvem vil det? Hvem kan? Ikke mange er villige til det.

Så lad os tage det lidt for oven, mens vi pakker dagligvarene ud og læser lækre kogebøger.
Som nu den føromtalte; "Gris & Søn" af Stéphane Reynaud. 360 sider om at spise alle dele af en gris.
MUND-FULD har med vilje ikke googlet manden, men han ligner en fransk udgave af Claus Meyer, en stout herre, med lokale råvarer, nytænkning og tradition i baghånden. Han har en restaurant lidt udenfor Paris og lur mig om ikke også der er et par luxusglas med patéer og marmelader, lavet til større luxussupermarkeder, der bærer hans kontrafaj.

Der er blot en afgørende forskel på de to forkæmpere for en bedre forståelse for fødevarer. Kulturen. Mens Hr. Meyer fik sin gastronomiske genfødsel på en rejse til Frankrig; Monsieur Reynaud er født fransk. Et lille Calivinistisk og nedkølet land versus et stort, revolutionært med plads til forskellighed.

Helt konkret; side 22-25 i Reynauds bog viser svidningen af en hjemmeslagtet gris. Utænkeligt i Danmark, her må Hr. Meyer nøjes med at opfordre os andre til at plukke skovmærke og bøgeblade. Hvis vi respekterer reglerne omkring skovenes brug. Reglerne.

Reglerne siger følgende: "§ 13. Slagtning eller aflivning af enhovede dyr, kvæg og strudsefugle må kun foretages af dyrlæger, slagtere, personer med jagttegn eller andre personer, der har modtaget uddannelse i slagtning eller aflivning." (Bekendtgørelse om slagtning og aflivning af dyr)


Så ville jeg have lyst til at holde mig en gris, med det formål at slagte den, skal jeg i Danmark få den fragtet til et slagteri og tilbage igen. En væsentlig udgift, der vil ødelægge hele idéen om at have svinet gående. Dette regelrytteri bunder måske i åringers erfariner med forkerte metoder og dyremishandlinger. Måske. De kan jo også bunde i at et par faggrupper og en industri, der gerne vil have monopol på denne arbejdsdel i vort samfund. Således bliver vi andre koblet af en helt menneskelig funktion, at skaffe sine nærmeste føde, via "fornuftige" regler og en frygtkultur omkring fødevarer som et hele.

Det er ting som dette, der får denne blog til at kalde sig anarkistisk; den gider ikke den slags ævl og formynderi. Denne blog tror på at mennesker egentlig gerne vil gøre deres bedste. Derfor anarkisme.

Anarkisme er idealet om den enkeltes følelse for ansvar i gruppen, uden nogen form for udefrakommende direktiver. Så simpelt er det og tænker du sådan, vil der være meget få regler der er nødvendige. Få regler betyder få håndhævere af disse regler og dette vil være undergravende for nærmest alle samfundssammenhænge og derfor er din selvforsyning af radiser i disse skønne majdage, en samfundsomstyrtende handling.

Endnu en gasballon?

"Smagen af Fyn" er foreningen, der skal bringe fynske fødevarer ud i verden. Nu er der kommet penge til at sætte handling bag ordene. Vil de forsvinde i snak og møder?

1,5 mill. kroner skal nu bruges af den førhen lidt hengemte interesseorgaisation, til at dels skabe et fælles fodslag, dels finde løsninger til at få varerne ud til forbrugerne. I skrivende stund, er det kun på 3. hånd og igennem pressen at MUND-FULD er orienteret om arbejdet, men herfra skal det blot pointeres at faren for at falde i snikkesnakke-fælden, er snublende nær. Med Svendborgs Citta Slow arbejde in mente, må det være på sin plads med et heads up.

Første omtale af arbejdet tegner ikke godt:

• Man samler en gruppe producenter og udsætter dem for et reklamebureau.
• En markedundersøgelse fremlægges; københavnere kender ikke til fynske fødevarer.
• Professor fastslår at producenterne har for travlt med at arbejde, de mangler en brandingsplatform.
• Der skal foretages en rundtur til producenterne af brandingseksperterne. 
• Der skal fortælles en fælles historie om det fynske madeventyr.

Gad vide om der ikke også skal skabes en form for karavane, måske er den på benene allerede til luxusfestivalen MAD Foodcamp i KBH til august. Det kunne være flot. Det er altsammen meget flot.

Men!
At ville sælge fødvarer er jo bare ikke en ny opfindelse. Der må da være nogle der kan se luften blive pumpet ind i endnu et luftkastel af godhjertet tro på at analyse og gårdbesøg, samt et lækkert website?

Har man tænkt på de kommende torvehaller, der åbnes til sommer på Israels Plads, midt i Hovedstaden? Var det ikke noget at stoppe en ladvogn med fynske fødevarer, få sig en stand og sælge skidtet? Og så gentage det dag efter dag?

Det er underligt at se at man skal have en hær af sort- og slipseklædte reklamefolk til at gå hele vejen over Rusland, for at komme til Roskilde. Særligt, når der kun er 1,5 million at komme med til hele projektet.

Hvis man kigger helt banalt på det, så er drømmen om det fynske fødevareeventyr måske bare en tænkt tanke, uden rod i realiteterne? Man har spurgt københavnerne om fynske egnsspecialitetter, men det kunne jo være ineressant at høre hvad fynboerne selv kender til det felt. Med afsæt i Svendborg Citta Slow, ser man jo en total mangel på rodfæste i lokalbefolkningen. Projektet lever på trods og gode hensigter, men er ikke en del af livet i byen.

De fynske fødevarerproducenter er der og de har brug for hjælp. Hjælp til at sælge deres varer mere loklat, så de ikke alle skal ende som svineavleren, der sender sine skinker til Parma. Det må vi håbe at de får. Det må der være gamlekendte købmandskneb der kan bruges til. Nogle man ikke skal opfinde på ny.
Men så kan det jo være at der ikke er andre end de egentlige hovedrolleindehavere, der vil tjene penge på projektet. Og så har reklamefolkene og markedsundersøgelserne jo ikke noget at lave. Og det kan vi jo ikke have?

Jeg er gået i haven et smut...

Der er to grunde til at MUND-FULD har været knapt så rapkæftet på det sidste;det er blevet have-tid OG så er det måske ikke det helt fede denne blog har gang i.

Den første grund er simpel nok; jeg synes det er sjovere at omplante blåbær, få nye høns, bygge endnu et højbed, endelig få sig et jordbærbed, flytte brænde,drikke øl i solen og slå græs end det er at sidde og skrive om mad og den slags.

Den anden grund har lidt med selvrensagelse at gøre. I ca. 1½ års tid har denne blog prøvet at trænge igennem til....ja,til hvad??
Igennem indlæg om manglen på ærlighed, behovet for en basal viden i befolkningen og generel stikken til godhedsindustrien, har MUND-FULD prøvet at gøre opmærksom på forskellen imellem at sige noget og gøre noget andet. Der er et spænende felt, men det er som om at der ikke er resonans derude for den slags skriverier.

Obsternasihed er ikke et godt netværksværktøj og der har ikke været den store feedback til indlæggene på denne blog. Det betyder at man siddder og skriver ud i intetheden og så kan godt føles lidt ensomt at være kritisk madblogger.

Madblogger; ja, for hvad er en madblogger egentlig?
Kigger man ud i bloguniverset i Damark, er madbloggere typisk elskere af lækker mad;  at lave den, at tage fotos af den, at blive inviteret ud af madproducenter, at anmelde lækre madsteder og af at omgive sig med lækkert madværktøj. Altsammen meget spænende og interessant; men måske lidt for indelukket i længden.
Skulle man tro; men madbloggere med netop de disse karastaristika blomstrer for tiden. Lækkerhed i opskrifter, produktomtaler og rejsebeskrivelser giver nogle bloggere jobs indenfor mere etablerede medier. Der er for tiden hele to konkurrencer for at finde "Danmarks Bedste madblogger", begge afholdt af kommercielle spillere i det store spil om vores allesammens næring.

MUND-FULD kan ikke lide dette, men står tilsyneladende alene med det synspunkt at en blogger netop er en blogger og ikke en hyret hjælp for industrien og dens stadig nye og bedre metoder til at få forbrugerne til at købe udvalgte varer.

Er det Arla eller den lokale gårdbutik; deres mål er kommercielt med alt hvad deraf kommer af at ville tjene mest muligt på sine varer. Fred være med det, men ernæring bør ikke være forretning, det er den første og mest basale menneskeret.

At mange madbloggere ser det som deres opgave at deltage i forbrugscirkusset omkring madindtagelse undrer denne blogs forfatter. At madbloggeriet tilsyneladende går imod en endnu større omfavelse af købmandstankerne omkring måltidet, får os til at vende os imod haven med dens mulighed for frigørelse for dem der bare vil sælge noget gammelt i nye indpakninger.

Derfor, hvis der er nogen der ringer; så er jeg gået i haven...

MUND-FULDs indlæg på årsmødet i Økologisk Landsforening 2011

Indrømmet, "årsmøde" og "-landsforening" er ikke to skide ophidsende eller sexede ord, men dette er vigtigt.
Livsglæde igennem naturlige produkter, naturlig spisning og naturligvis, sund fornuft, er meget, meget vigtige sager for s alleog økologien er et skridt den rigtigte vej.

Derfor havde MUND-FULD sagt ja tak, til at bidrage med et indlæg på én af workshopsne på årsmødet. Dette er ordene, som de blev læst op.

"I den forgangne uge fik TV journalisten Clement Kjærsgaard til delt Publicist Prisen. Det kvitterede han for, ved at revse den samlede journalststand i Danmark. Og selvom jeg ikke har fået en pris i dag, vil jeg gerne benytte mig af samme fremgangsmåde.


Dansk økologi er på vej ud i farligt land; for ”ØKOLOGI” er blevet et brand i stedet for et naturligt valg.



Økologi er, skal, være en naturlig ting for vores familie. Det er som i ordets egentlig betydning, en del af vores husholdning. Med hjælp fra Økologisk Landsforening, kan det blive en større del af hele Danmarks.

I mit indlæg, vil jeg prøve at angive to problemfelter for økologien. Områder jeg ville ønske økologien ville tage stilling til, således at jeg igen kunne støtte op om tanken 100 %. For som alt andet, er økologi ikke en sort/hvid størrelse, og derfor heller ikke en fanatisk del af min families hverdag. Faktisk er den blevet en mindre del efter vi flyttede på landet.



Med de mange tiltag ØKL står for, kan hjertet jo kun blive varmt, der er brug for ØKL.





Vor familie bor ikke i en by.

Det betyder, kort fortalt, at økologi ikke er på børneinstitutionernes agenda, det er ikke på naboernes agenda, det er ikke på spisestedernes agenda. I alle tilfælde ikke som i større byer, hvor det flertallet af det kommunikerende lag af økologiske forkæmpere ser ud til at bevæge sig rundt. Økologi bliver ikke brugt som et salgsargument andre steder end i gårdbutikkerne og i supermarkederne. Underligt, når nu Sydfyn ER Danmarks have. Men hernede i Svendborg er det mere low key; i køer bare ind i Økomor, den lokale butik, og så er det det.

Derimod er der boder ved vejsiden, fiskere på havnene, æbler i haverne, hvor vi bor.

Det er en stor forskel.

På landet er selvforsyningen en mulighed og oftest er det ”økologisk”, eller rettere, det er artsdifferentieret, det er årstidsbstemt og måske har det fået hjælp af et skud ”vitaminer”. På landet er der masser af vilde bær og nødder, vi har en lokal kødkvægavler(ikke økolog), vores lam kommer fra venner i den lille by vi bor. Vi får høns til foråret, vi dyrker lidt i have med grønt, der er nogle gange en fasan i vejkanten.

Bylivet er ikke selvforsynende, men det er økonomisk set, rigere. Kan man derfor bringe en følelse af sundhed, nærhed, naturlighed og velfærd til forbrugeren, har man vundet sig kunder. Kunder der kan betale for at få bragt æbler ind fra Chile og gulerødder fra Polen, selvom DK burde være selvforsynende i netop disse råvarer.

Der er flest mennesker i byerne, så selvfølgelig er det her pengene skal hentes. Men vi taler ikke naturlighed, vi taler brand; et blandt mange.





Økologi koster mere, udvalget er begrænset, kvaliteten varieret og jeg skal stadig lede mere efter det. Ligesom alle andre luxusmærker, køber jeg en drøm og håber på det bedste.

Men graver jeg lidt, giver reklamerne med grønne marker, smilende køer og blomster på kartonen, ikke altid mening. Og hvor er min drøm så henne?

Dette er ikke det billede jeg håbede at ville stå med som familiefar og travl forbruger. Jeg havde håbet at man have undgået at netop ende som endnu et mærke. Jeg havde håbet på et politisk projekt, med en god smag oven i købet. Det, går jeg ud fra, er ØKL mål; at bringe økologi ud til hele Danmarks befolkning.

På min arbejdsplads, Husholdningsskolen ”Skårupskolen” har vi ½ års tid gået og brygget på at danne en række eksterne kurser. Kursernes formål skal være at danne bro imellem lokale producenter og forbrugere igennem madlavning, debatoplæg, besøg hos og af producenterne samt personligt nærvær. Vi har diskuteret hvor økologien skulle passe ind i disse kurser. Da jeg for tiden, er ret skeptisk overfor en økologisk fanatisme, holdt jeg mig lidt fri af den snak. Det viste sig hurtigt at økologi allerede nu har lidt skrammer hos den ”almindelige lærer” og dermed en almindelig lærer. Er blevet snakket om ihjelhakkede høns og den lokale storøkolog, Skiftekjær, der pakker udenlandske varer på sit pakkeri. I stedet for de sundhedsfremmende egenskaber, var det dette i stedet emnerne blandt arbejdsgruppen. Det synes jeg er rigtigt ærgerligt, for jeg vil mægtigt gerne meget mere økologi på kurserne og på vores skole.

Bemærkelsesværdigt nok, så er vi på vores skole meget interesserede i at få et økologisk spisemærke; som et hvert andet brand, vil det jo se godt ud på døren ind til spisesalen. Igen, signalpolitik, mens der bagved måske mere ligger et ønske om mere lokal forankring i arbejdet med ”mad” i undervisningen, i køkkenet.



Nu til det der kunne gøre økologien mere vedkommende for min familie.

Der er stor brug for fødevarer og det siges at vi har krise.

Snart vil økologien udsættes for pres af konkurrenterne. Når det går op for det konventionelle landbrug at man ikke kan vinde den jævne dansker med Jørgen Leth voice overs og pyntede tal i regnskaberne, vil man bruge det tunge, det ubehagelige, det undergravende skyts.

Som repræsentant for en nu fast etableret band i valget af fødevarer, ser det for mig ud til at man skal til at bruge bokstermer og ramme debatten dybt og højt. Med det mener jeg at der brug for et langsigtet og for økologien, styrkende imagearbejde, samtidigt med at man skal tage de store chancer og debatter, når de byder sig.

Ser jeg som privatmenneske en strålende fremtid for økologien som blot endnu et brand? NEJ

I stedet ville det ære rar med klare udmeldinger, der udviser det eneste vi i fremtiden kan stole på i den store mediestrøm; troværdighed





Jeg lovede to områder i starten af mit indlæg. To områder, der kunne gøre området lidt tilgængeligt for forbrugerne at købe mere økologi.

Det kunne også hedde ”Nem adgang for forbrugeren” og ”Klarhed om økologi”



Det må blive meget nemmere at få fat i økologi, det arbejdes der tydeligvis på, men der hænger en em af luksus over Ø-mærket, der skræmmer mange af de der ikke bor på Østerbro i København, væk.

Gør det naturligt igen. Lad være med at fortælle om ”den gode smag”, når det gang på gang påvises at der ikke er smagsforskel og særligt når stort set alle økologiske gulerødder, med alle mener jeg de store 2kg poser, uden sortsangivelse, dyrkningsangivelse og produktionsland, smager af sæbe.

Lad det være op til forbrugeren at finde gode råvarer, vær oppe på beatet med de kolde fakta om produktet og drop den smilende landmand, med navne som ”Henrik Pedersen, 4. generation på ævlebavlegaard”. I stedet skal der bruges kræfter på at vise at økologi er viden, om sorter, holdbarhed, oprindelse. Hvad er lige de her jordskokker gode til, hvilke æbler er bedst om vinteren? Og hav dem tilgængelige.



Mere klarhed
Svar på følgende spørgsmål:

Hvorfor må økologer tilsætte 25 % gødning fra konventionelle landbrug til markgødningen?

Hvordan forklarer man det faktum at, grundet et mindre udbytte, må man bruge mere landbrugsareal. Og dermed at gøre et større indhug i naturområder?

Hvor står man henne i den kommende mangel på fossile brændstoffer?

Tag de store emner op, når de rammer debatten, vær selv med til at skabe debatten.

Clement Kjersgaard vil have det bedste frem i sit fag. Han hævder at danske journalister af i dag benytter sig de dårligste træk fra journalisme og den akademiske verden. Utålmodighed og arrogance.

I fremtiden så han gerne at de bedste træk blev fremelsket; uafhængighed og grundighed.

Og er det svært at komme med i Debatten på DR 2, så arbejd på gadeplan, på institutionsplan, benyt jer af tilstedeværelse, ikke på nettet; personlig tilstedeværelse.

Jeg ved at dette har kunnet høres som en fraskrivelse af økologi, intet er mere fjernt. Vi handlede gerne mere økologisk, men jeg tror at fremtiden, på et bredt forbrugerplan, kommer til at hedde lokal oprindelse og mere viden om produkterne.



Jeg glæder mig til at følge ØKL i fremtiden

Fødevarekrise?? Hvarffor´ en krise; jeg har da lige købt kurven fuld i Netto??

Bliver det en skrækfortælling om dårlige spisevaner eller udbytning af tredjeverdens lande og deres befolkning?? Nej, det bliver meget værre; det handler om at der faktisk ikke er hverken mad, olie eller forståelse nok til at fortsætte den livsstil vi i den vestlige verden, har sat som mål for hele jordens befolkning

Spiser du hver dag, er du lige i målgruppen for dette indlæg; der er en samling eksempler på at du, landbruget og fremtiden har meget med hinanden at gøre. Og det gælder faktisk særligt dig der ikke har det fjerneste begreb om hvor din mad stammer fra.

 Vi starter med dagens chok i den dankse andegård.

Venstrelandbruget har tvunget sig igennem igen og fået udsat en række miljøkrav med endnu 15 år. Fra den nærværene regerings side er 19000 tons blevet til 9000tons, der igen er blevet til 0. Og det bare på 1½ år efter at ”Grøn vækst” udspillet skulle reducere udledningen af kvælstof med de førstnævnte 19000tons om året. Det påståede grundlag? Der vil forsvinde danske jobs i landbrugssektoren.
Vi synker lige spytet og påpeger, atter og endnu en gang, at fremtiden for dansk landbrug IKKE ligger i maksimering, men i kvalificering og specialicering.

Dansk landbrug er insolvent; på godt (bonde)dansk, ejer ikke det salt, de ikke har til et æg.
Læs denne interessante redegørelse for hvad landbruget i og omkring den påtænkte nationalpark på Sydfyn får, samtidigt mad at samme landmænd langer ud efter "et initiativ, hængt op på støttekroner". Kort fortalt; de får kassen for at bevare et uddødt erhverv.

Ja, der blev skrevet "udødt".
MUND-FULD følger jo debaten om landbruget løbende og det bliver mere og mere klart; dette stolte land, med fødderne begravet i vikingemuld, kan ikke opretholde et selvstændigt landbrug. Vi er, som indbyggere, blevet for rige og for fjerne fra danskproduceret mad. Ergo; luk butikken.

Nationaliser den jord, landmændene påstår de ejer og for at gøre det spiseligt for de kære bønder; sæt en fed streg over gælden.
Vupti, 350 milliarder, væk, samfundet betaler regningen. Og nu ejer samfundet den jord samfundet selv betræder. Et noget drastisk træk og noget underligt, sådan at skulle betale for noget man i forvejen ejer, men det må være løsningen.
Og hvad så? Ja, så er der rum til at tænke i helt nye baner.

Således frigjort fra de langmodige bønder og deres megarexia, kan vi begynde at leje jorden tilbage til de der vil fortsætte i erhveret. På den mådeskal en ny landbruger ikke gældsætte sig for 10-20 millioner fra dag 1 og vi vil stå tilbage med en samling bønder der virkelig vil erhvervet. Væk med spekulanterne.

Vi kan begynde at bruge vor natur rekreativt, der kommer i fremtiden til at være et veritabelt hav af af indere og kinesere, der søger at opdage verden. Når nu vesterlændingene har brugt de sidste 100 år på at lege globetrottere, kunne vi vel snildt omdanne, say, Langeland, til det nye Goa? Et indendørs og nordisk et, men stadig, tanken kunne der leges videre med. Husk på at vi, endnu, har en kyststrækning, der er meget lidt plaget f privt spekulation, det er unikt. Er det virkeligt såadan at vi skal tillade private at opføre egne villaer lige i havstokken og sætte hegn op hele vejen om? Det er jo ikke personlig frihed, det er grådighed.


Der er fødvarer som er unikke for vores verdensdel. Hvorfor ikke bliver verdensførende i æbler, rodfrugter og lammekød? Man fik i 1970erne massive tilskud til at nedlægge frugtplantagerne, nu må vi bide i et surt belgisk æble og plante igen. Et sundt samfund, er et samfund, hvor gamle mænd planter træer, de ved de aldrig kommer til at sidde i skyggen af. Og det behøver ikke at stoppe her, som denne artikel fortæller.

Der er også perspektiver i at dyrke energiafgødre, algeproduktion og vindkraft. Man kan jo undre sig over hvor meget ekstra energiregningen skal stige for den enkelte dansker, før nogen begynder at slår bremsen i. Helt koldt kan det jo bemærkes at der faktisk er lidt ærgeligt at de store efterkrigsårgange skal hænge ved livet endnu et par årtier. Al deres rejsen verden rundt og byggen ud af parcelhusene, vil blive dyrt og når nu deres børn ikke har fået muligheden for at blive ligeså rige, hvem skal så overtage sådanne monstrøse byggerier og livsholdninger?? Måske skulle vi bare indføre en stemmeret for voksne immellem 18 og 59? Dt ville i alle tilfælde gøre noget ved prioriteringerne i fremtiden. men, tilbage til sporet, vores fremtid.....nå, ja, så fremtiden for os alle som spisende eksistenser.

For her kommer den vigtigste pointe i denne utopi; vi skal ikke skælde ud på de gældsatte landmænd eller de generationer, der kom på vildspor. Vi skal have rygrad nok til at tage fremtiden i vore egne hænder.

Vi kunne begynde med at sørge for at vi faktisk, som land, var selvforsynende med fødevarer. Begynde ved at se vanviddet i at man sælge lammekøller fra Uruguay i danske forretninger og ved at vælge det fra. Fravlaget, dette fyord, denne påståede asketiske ytring, vil bane vej for vore børns fremtid. Som generation Xér ville jeg være stolt af at kunne stå ved at jeg efterlod en bedre verden end den jeg overtog.

Citta Slow Svendborg er Frankensteins monster

Atter har de gode kræfter bag Kulinarisk Sydfyn(KS) gjort det. Løftet fanen for regionale fødevarer, dejligt at se engagementet, ærgerligt at det kun var de gamle der mødte op, for slet ikke at tale om Citta Slow Svendborgs totale fravær.

Dette indlæg er en hyldest til idealismen og et opråb om indsats fra rette sted; nemlig Citta Slow Svendborg.
Forårsmarkedet for Sydfyn; en lille opvarmning til Danmarks største og bedste fødevare marked; ”Kulinarisk Sydfyn”, blev afholdt denne pinse. Midt i Svendborg havde KS arrangeret 4 timers summen omkring boderne. Senere ville der være korsang og et særdeles flot menuoplæg med områdets og årstidens bedste råvarer. Der var ost og engelsk cider fra det mest innovative mejeri/bryggeri i kommunen, vinbønder fra Skårupøre, Øl fra Ærø, Grand Cru æblemost fra Strynø, Gårdbutikker fra Høkilde og Hellevgård, brændevin fra Skårup, der var sikkert nogle vi glemte, men opremsningen her giver et godt billede af hvem der trodsede et par regndråber og mødte op med deres bedste.

Vi kiggede dog længe efter børnefamilierne og de unge, hvor var de henne? De havde sikkert travlt med andet, sådan en lørdag formiddag. Men så er de vel der som kunder på hverdagene?
Heller ikke. Det er sølvrævene fra ´68 der støtter op om KS og det har de det sikkert helt fint med. Dette rødvinssegment med deres tid og økonomi på det tørre, har nok brug for at støtte livet af med lidt luksus. For luksus er hvad regionale fødevarer er i dag.
Vi har brug for børnene, børnefamilierne og ungdommen, de handicappede og de mærkelige. Vi skal trække alle aldersgrupper og socialklasser ind i dette. Hvis regionale fødevarer skal fange an, som hos forbillederne Frankrig og Italien, skal der helt andre takter til. Lige nu er de nævnte producenter glade idealister og holder nok forretningen kørende med at være gavekurvsindpakkere for pensionisterne.

Men vi skal længere ind.
Vi må gøre det til et mål at folket, høj som lav, søger imod vejboderne og de små forretninger frem for supermarkederne. Supermarkederne, disse haller af konsum og ingen sjæl, dem er MUND-FULD bestemt ikke glad for; vi kommer der, men ikke gerne. Et af problemerne for os og mange, rigtigt mange, er økonomien. Vi har ikke råd til at købe koldpresset solsikkeolie til hverdag.
Vi spiser alle og derfor er folk som regel også interesserede i hvad de spiser. Dette ”folk” skal ville det lokale, de skal vide hvilken årstid vi har og råvarerne skal være til at betale. Og når de så ikke er til at betale, skal vi måske begynde at overveje hvad regional autencitet også kan være. Er det muligt at vi er på sporet end andet end en tilfældig æblemost? Kan det være at et lokalt dyrket jordbær blot er ét af mange udtryk for glæden ved at bo et sted?


Så altså, vi har KS, der yder alt hvad de kan for lokalt producerede fødevarer. Som danner spydspids for Citta Slow tanken i Svendborg. Vi har en stor del af kommunens befolkning der ikke magter at svinge sig op til bedre kvalitet, på mange planer. Og midt i det hele sidder Citta Slow Svendborg. Her er redskabet til at spænde over hele feltet, at gøre alle i kommunen til del af projektet. For Citta Slow er jo andet end mad. Det er arkitektur, poesi, ro, plads m. m.

Det har da heller ikke skortet på initiativer fra Citta Slow Svendborg. Her er et udpluk:

• Plan09-eksempelprojektet er nu afsluttet. Projektet er evalueret og de væsentligste erfaringer er opsamlet. "Planafdelingens refleksioner"
• 12 forskere inden for kultur og byplanlægning og en Cittaslow-kok har i forlængelse af projektets  forskersymposium bidraget til antologien "Cittaslow – byudvikling med udsyn og omtanke?"
• Cittaslow-hjulet
• Planmesse09
• Cittaslow-Stafetten nu er blevet til en handlingsplan for udviklingen af Svendborg Kommune
• Symposium om bykvalitet og livskvalitet
• Rejser til norske og svenske Citta Slow byer

Der er virkeligt blevet arbejdet:
Bag lukkede døre, i lukkede miljøer. Hvor er den folkelige forankring i noget af det ovenstående? Hvor tages der ægte og åbne initiativer til noget som helst? Snak, møder, ekstern forskning, udlandsrejser, messedeltagelser. Intet andet end varm luft for den almindelige borger. Den borger som bør støttes og engageres til et liv i en Citta Slow. Alene dette citat fra udgivelsen af ovennævnte antologi giver jo krampelatter;
” Kulturforsker Johannes Nørregaard Frandsen giver den nye Cittaslow-bog et par hurtige ord med på vejen”

Et par ”hurtige ord”? Hold nu op, det grænser da til blasfemi og viser med al tydelighed hvor fjernt Citta Slow Svendborg er fra at vide hvad de laver. Skal vi virkelig, efter alt det arbejde der er foretaget, til at råbe som den lille dreng; ”I har jo ikke noget tøj på”? Skal vi virkelig fortælle jer om det italienske udtryk ”Il bel far niente”(skønheden ved at gøre ingenting), som er én af de helt basale tanker bag Citta Slow?
Slow Food tager sit udgangspunkt i Italien, Citta Slow Svendborg blev startet af engagerede madmennesker, der, på eget initiativ, rejste af sted og så dette under af en livsanskuelse. Nu er denne drøm og dette stykke visionsarbejde, blevet gjort til bureaukrati og rygklapperi i en meget snæver kreds af mennesker.


I det værste scenarie har alt dette ”forarbejde” og planlæggeri ødelagt ikke alene ånden om en Citta Slow, men også udnævnt en masse skrankepaver og konsulenter til Kloge Åger på borgernes vegne. De borgere der må være start- og slutmålet for hele projektet, er blevet koblet af.
Vi nærmer os skandaleniveauet, når man bruger mange, mange penge på ordflom og så ikke engang magter at sende et par mand til at hjælpe med opsætning af pavilloner til KS´ Forårsmarked. Det vil vi gerne sætte en fed streg under med endnu et citat fra Citta Slow Svendborgs handlingsplan for udviklingen af Svendborg Kommune:
”.. Udfordringen er her dels at rette fokus på livet og omgivelserne frem for planjura og regulerende bestemmelse.”


Tillykke; det er lykkedes at gøre præcis det modsatte.