Kulinarisk Sydfyn 2011, født på ny

Endelig, endelig, endelig er Kulinarisk Sydfyn kommet ind i Svendborg midtby og det er som om der aldrig har været noget andet. Væk er de lange, klaustrofobiske og trange telte, hvor publikummerne tråtet hælene af hinanden i endeøse køer foran langbordene.Nu kan man i ro og mag spadsere rundt i gaderne og nyde smagsprøver, grønne træer og byen som ramme. Måtte kritikere og skeptikere for evigt tie; dette er det eneste rigtige for en madoplevelse ud over det sædvanlige på dansk grund.
MUND-FULD var så heldig at deltage med et oplæg i en desværre lidt hengemt "Slow Food Skole" og herunder er ordene:

"En beskrev det, som at lade hånden glide igennem en græsmark, kildende, varmt. En anden kunne fortælle om flere dyrkningsmetoder end jeg kender danske kongenavne, en tredje igen fortalte om smil og ord, der lød som sang. Dette ”Citta Slow” måtte jeg se. 

Allerede længe før selve byen kunne anes, gav omgivelserne indtryk af at være anderledes. Der var knapt så mange majsmarker og endeløse rækker af korn. Her var der også store områder med kartofler, gedeopdræt, kødkvæg, kål, en masse grønne toppe, der kunne være alt fra gulerødder til pastinakker. Der var andefarme og fiskeopdræt, og i lokalradioen blev populærmusik afbrudt af det daglige digt oplæsning, reklamer og programmet for dagens arrangementer, på tre sprog endda.

En sær lille skov af skilte tog til langs vejen, efterhånden som jeg nærmede mig byområderne. ”Pluk selv”, ”Bed and Breakfast”, ”Delekontorer med udsigt over vandet”,” Højskolen for selvforsyning”, ”Dansk Bølgehøvl Industri”; det føltes til sidst som om hver eller hver anden ejendom skjulte en skat af viden, virketrang og egnssærkender. 

Og på vej igennem de første parcelhuskvarterer, viste byen sig for alvor at være noget helt andet. Haverne var pæne, som regel, men alle havde de en svær overvægt af dyrkede arealer; drivhuse, bistader, frugtbuske, hønsegårde; meget af dette blev tilset ikke af husejerne, men af ældre mennesker, der nød solen og det givtige arbejde. Alt dette ”havedyrkeri” var blevet startet i byens såkaldte ”ghettokvarterer” hvor en håndfuld frø og lidt for god tid til beboerne, var resulteret i haver i stedet for tomme græsplæner. Diverse transnationale madlavnings- og kulturforeninger med resten af byens borgere var opstået. Stille og roligt havde samvær imellem mennesker afløst kabeltv og andre beboere i byen, havde altså taget idéen op. De eneste der havde beklaget denne udvikling havde været udbyderne af kabeltv; forretningen var ligesom gået i stå i dette område. Derimod havde malermesteren vidst haft en fest; husene var spraglede, med grønne tage, plettede facader; træer, der voksede ud af husene, runde huse, sammenbyggede parceller til bofællesskaber; selvom man kunne ane fordoms retlinede byggeri her og der. 


Vel fremme i byens centrum, kunne jeg parkere underjordisk, biler var ikke en stor del af midtbyen. Det var gademusikanterne og deres årlige festival derimod. Og dét sammen med Klovnefestivalen, Poesifestivalen ”Ordskælv” og de to skoler for henholdsvis internationale forfattere og økologisk formidling. Ord genlød i gaderne; talte og skrevne. Den gamle idé med en vægavis, nu i elektronisk form, var fundet frem og hilste folk i møde og om ikke andet, så for at de kunne mødes, altså folkene. I gågaderne var de landsdækkende kæder repræsenteret, men deres stive konceptbutikker kunne ikke altid følge de kommunale tiltag som kærlighedsuge, en hvilestol i hver butik, konkurrencen om Flest-papkasser-stablet-til-genbrug-foran-butikken-i-en-selvvalgt-skulptur eller karnevallet, som altid lukkede butikkerne ned den første tirsdag i marts kl. 12.04 og tiltrak i hundredvis af publikummer; hvilken butik skulle i år rende med bedste udklædning? Efterfulgt af bal for alle på torvet.

Efter lange og seje forhandlinger, havde man endda nået en specialhusleje for butikker der solgte minimum 50 % danske eller nordeuropæiske varer. Eftersom hele midtbyen var ejet af en håndfuld personer eller selskaber, havde dette desværre været en problematisk proces; trusler og retssager havde været luftet, men der var trods alt sikret ejerne et overskud. Og hvem ved, måske en kærlig tanke fra byens borgere? Borgere, der som ejere af byen, havde sat handling bag de smukke ord om en speciel by og åbnet den op for verden. Ikke alene husede man derfor forfulgte forfattere fra udlandet og landets eneste skole for konfliktløsning, men man var også villig til at arbejde for sagen. Væk var de gamle vaner med lukning af butikkerne kl. 13 om lørdagen; kom der en forkølet hollænder ind i havnen sent lørdag, kunne han være vis på en åben bager og en påfyldning i skibsprovianteringen; han kunne sågar gå i flere tøjforretninger. Og det kunne man for resten også hvis man kom fra en mindre heldig by i nærheden; her var der altid plads til en handel.

Saltet og tjæren rev lidt i næsen; nede af havnen til kunne man nyde rebslagerens lange udspændte liner. De var dog ikke opstillet til tilskuernes fornøjelse; her blev der skabt materialer til den lille flåde af historiske både og andre sejlere, der ville have kvalitet. Da man havde set hvorledes dette gamle skibserhverv havde fået nyt liv på havnen, var mange andre uddøende fag rykket til byen. Den ene gørtler af blot to på landsplan, lå her; det samme gjorde herreskrædderskolen og en lille rosengartneruddannelse. Der var på privat initiativ åbnet to fagkurser i naturfag; man havde i Citta Slow kort og godt fundet en niche i små fagområder, der var blevet presset i den store globale maskine af ensartethed i erhvervslivet. 


Grøn teknologi havde også fundet vej, men tung produktion var udelukket, dels fordi virksomhederne fik det billigere udenlands, dels fordi man hellere ville trække på en mere unik teknologi til byen; én der ikke kunne kopieres direkte.

Denne teknologi var byen selv og dens unikke placering. Kun her kunne man få mere end 100 æblesorter, eksporten steg stødt. Kun her kunne man se Europas største solfanger. Sociale flygtninge var blevet sociale gæster i et af de eneste projekter med værtsfamilier og arbejde som hovedingredienserne. I denne by var ”Velkommen” det første man sagde til fremmede; ”kom giv et nap med, vis hvad du kan”. En by, hvor pulsen er rolig og sund, som omgivelserne og naturen omkring den.


Dette var en vision om Citta Slow; det kunne blive Svendborg Citta Slow, men det er det ikke.

Svendborg har i stedet:

• En turistchef og en kommunal kommunikationschef, der vil sælge byen med en Madellainekage som spydspids, en kage man end ikke kan købe i byen.

• En socialdemokratisk borgmester, der mener at hans by allerede er så stor en succes, at Citta Slow allerhøjest kan spille en birolle i fremtiden.

• En formand for handelsstandsforeningen, der er så fornærmet over at hans medlemmer skal betale for at bruge byens rum, at han har afskrevet enhver brug af Citta Slow. Og som mener at Build-a-Bear konceptet kan gøre mere for byen, end den selv.

• En borgerlig politisk fløj, der kæmper imod en nationalpark og udviklingen af havnen, fordi man tror at fremtiden ligger i stordriftige landbrug og produktionstunge virksomheder.

• En forening, Kulinarisk Sydfyn, hvis medlemmer synes at Toscana er mere interessant at rejse til, frem for at opsøge steder som Canada og England, hvis geografi ligner Svendborgs bare en smule mere og dermed kunne inspirere direkte til mere og bedre af landets største madfestival.

• En gågade, der har højere huslejer end indre København og som lukker kl. 13 lørdag, hele året rundt.

I stedet for at bruge det forhåndenværende søms princip, mener man tilsyneladende i Svendborg at Citta Slow på den ene side er noget frygteligt dyrt noget og på den anden at Svendborg i forvejen har alt der skal til for at være verdens bedste Citta Slow; så hvorfor overhovedet bruge energi på at fortælle os selv og andre om det? Ja, det var et retorisk spørgsmål, foringen kommer sovende til noget. Man kunne måske endda sige at kun mareridt kommer af sig selv, ønskedrømme er noget man må arbejde for.


Fyns Amts Avis besøger i december 2010 den norske by Sokndal, for at lære om brugen af et Citta Slow certifikat og mødes tydeligvis af et lille samfund, der nyder at finde på små finurligheder, der kan gøre deres by værd at leve i, værd at besøge. Deroppe ved de allerede at Citta Slow intet har at gøre med penge, erhvervsliv og branding; de har bare et godt liv og kan dermed leve af det, oven i købet.

De begraver janteloven symbolsk og mødes én gang hvert år for at trampe på gravstenen, de har en hvilestol i alle butikker, de har en kærlighedsuge. Gad vide hvor meget det har kostet Sokndal Kommune?

Vi står i dag i landets suverænt største og bedste fødevaremarked og der er lokale producenter af alskens spiselige specialiteter. Det var i sin tid Kulinarisk Sydfyn, der fik mig til at vælge at slå mig ned her, og nu hvor vi står her, burde jeg jo skamme mig, når jeg nu siger at en fraflytning ikke ligger mig fjernt fra.

Den sydfynske region er ved at spille sig helt af bordet, når det drejer sig om at skabe et helt særligt område og årsag nummer ét er en konservativt tænkende befolkning, tæt fulgt af nummer to, konservativt tænkende politikere.

Tilsæt en håndfuld storbønder og til overmål af stivnet erhvervsliv og voila; vi ender med ren fernis. Overflade, der enten løber af og bort eller tørrer ind

Jeg vil gerne tale om mulighederne for udvikling for et udkantsområde, der må blive mere selvbevidst, mere frygtløst og målrettet.

·         Citta Slow; et kommunalt branding projekt uden bund i den lokalebefolkning.

·         Nationalpark omkring Sydfyn, en vingeskudt svane.

·         Smagen af Fyn, der risikerer at miste grebet, før den fik fat.

Jeg vil gerne uddybe mine påstande, hvis der bliver tid til det. Lige nu vil jeg, med udgangspunkt i madkultur og hvilken form for fremdrift det kan skabe for Sydfyn, komme med eksempler på at løsningerne ligger lige for. Jeg vil også ende med at konkludere at alt hvad det kræver, er mod til at tage det første skridt.

·         Citta Slow-dogmet må integreres i alle aspekter af Svendborg Kommunes aktiviteter. Med udgangspunkt i den alenlange liste over gode tiltag man kan gøre for sine borgere, bør kommunen konsekvent følge doktrinen, når der tænkes udvikling. Først da vil borgerne se at man fra det administrative og politiske lag mener det. Konsekvens afføder respekt, simpel pædagogik.

Og hvorfor skulle Svendborg så opgive drømmene om at blive et erhvervscentrum med handel og produktion? Af den simple årsag at der i DK kun er én stor by og den hedder København. Som nation, er hele vores opmærksomhed rettet imod denne wanna-be metropol, den trækker luften ud af alle andre der ville spille ”storby”. Sådan er det og derfor bør vi hernede gøre op med tanken om at ligne ”en rigtig by”. Sydfyn er provins, lev med det og lad os benytte os af fordelene derved.

For, jo flere mennesker vi banker ind i en storby, jo mere opland i form af rekreation, fødevareproduktion og trivsel, vil den nemlig kræve. Endelig, lad os få flere endeløse rækker af høj-  eller parcelhuse, med små arbejdsmyrer, på vej til arbejdskasserne og jobbet på de stadig mere teknokratiske kommunekontorer. Når alle disse håbefulde sjæle, så skal holde fri, altså helt fri, vil de se sig omkring og mangle kontakten til naturen og der igemmen også, fødevarer, samvær; direkte kontakt til omgivelserne. BANG; her står Sydfyn til de herskabers rådighed”

·         Nationalparkplanerne. MUND-FULD er helt og holdent for en nationalpark; faktisk er det sådan at vi mener at man lige så godt kan omdanne hele landet til en økologisk nationalpark og gøre klar til at være et oplevelseland og ikke et produktionsland. At være first mover som hel nation vil skabe fordele, frem for andre (lande) der bagstræberisk vil holde fast i et subsidieret og forurenende produktionsapparat, a la det nuværende danske.

Det var spænende at se programmet "De Grønne Pionerer" hvor fødevarer var i fokus. Her blev en belgisk kantinekok, en fransk grøntsagsavler og en polsk udviklingskonsulent præsenteret, med hver deres løsninger på et fremtidigt fødevareforbrug. 
Belgieren havde omlagt sin kantine til økologi og lokal produktion, i et økonomisk ansvarligt niveau
Franskmanden havde et socialt projekt med grøntsagsproduktion kørende; to succéer ud af to.
Polakken arbejde med at bevarer lokale traditioner i landsbyer, ved at skabe bevidsthed om det, for de lokale selv. 

Meget interessant, for det burde jo også være vejen for et lille, vævert land som Danmark. Den nærmeste fremtid vil vise os om vi kan efterligne vore forfædre og skabe innovation i national skala; til forbillede for resten af verden.

Et faktum, der tegner for, er de 15 % fødevare er steget i pris det seneste år. It´s wake up time, folks!

Så vidt jeg er orienteret, er den massive modstand imod dette Nationalparkprojektet domineret af en frygt for restrektioner udefra. Det er på tide at det danske konventionelle landbrug forstår at jo større bedrifter er, jo mindre indtjening. Derfor skal der herfra lyde en opfordring at man, i det sydfynske landbrug, griber chancen for at igen gøre en ære ud af betegnelsen ”liberalt erhverv”.  Man bør begynde at arbejde med nye indtjeningsmodeller; leasing af areal til småbrug, økologisk forskning, nicheproduktion, dyrkning af randafgrødrer, skovhaver omsat til ”Skov-marker”, Genopdage og optimere dyrkning af nordiske grøntsager, bær og frugter, Indsamlingsguides til naturen, Kystnært fiskeri og dyrkning af tang, Jagtområder til offentligheden, Udlægning til nyttehaver, Økologisk drift, Landbrugsturisme; mange variationsmuligheder her, Samarbejde med større byer om bybrug Obligatorisk undervisning af skoleelever Friluftscentre.

Det er ingen skam at søge inspiration til hvordan; den findes, hvis man tør sige sig fri fra subsidiecirkusset.

·         Smagen af Fyn, en fantastisk samling af producenter og forædlere af fynske råvarer. Nu er foreningen på vej til at drukne sig selv i markedsundersøgelser og storytelling. Fyld dog en lastvogn med Fyns bedste madprodukter og send den til de nye torvehaller i hovedstaden i stedet for at pengene forsvinder ned i reklamedrengenes lommer. I stedet kunne man vende sig imod landbruget og bearbejde det med argumenter for omlægning fra kvantitet til kvalitet.

Der foregår en kamp i disse tider, der er ved at ske en tilbagerullen af midler til "den jyske motorvejsmafia", der kræver deres af materialitet og storcentre. Det er jo helt galt. "Landet" er ikke en storby og der findes ikke noget mere patetisk end diverse provinsbyer, der forsøger sig med indkøbscentre og udsigtslejligheder ved havnene. 

For MUND-FULD er der en sammenhæng imellem et liv i forstæderne og den lammende tilstand hele den vestlige kultur har sat sig i. En sammenhæng, der strækker sig længere end et clash imellem land og by. Det her er større end fastfood versus Camilla Plum. For denne passivitet og tilfredsstillelse via materialisme præger også landområderne. Lige nu sidder mine naboer herude også og klaprer løs på FB eller glor TV. Det gør de/vi hver aften, ligesom ind i byerne. At der er kortere afstand imellem caféerne og fetishfesterne i København end i Svendborg, gør ikke den store forskel. Det er alligevel en kort periode i vort liv at vi rent faktisk benytter disse steder, i en dansk kontekst. Der kommer børn og jobs i vejen for mangt et godt værtshusbesøg ved vores livsstil.

Denne passivitet er født af tom åndelighed og et deraf følgende behov for at finde trøst/tro/mening igennem selvrealisering. Smukt gennemgået af en tidligere frontsoldat i Information, der beskriver sin hjemvenden til dette rige land, hvis befolkning afskærer sig fra yderligere åndelig og menneskelig udvikling, ved at søge tilflugt i fordummende underholdning. Som om vi, om tænkende væsner, skulle have brug for "at slappe af" ved at se andre danse, se andre kvaje sig, se andre spille superhelte. Vi kan selv.

Landområderne kan selv, vi kan give slip på dette tomme billede af et ødeland, en udkant, der suges tør for intellekt. Hvornår var det lige at det blev mere klogt at kede sig på stenbroen end i Stenstrup? 

For kede os, er det vi må gøre, hvis vi skal komme videre. Slukke for kassen og kede os. Glo ud i luften, få medieabstinenser, gå en tur i skoven, gå hjem, kede sig videre. Og så, genopdage vores kreativitet. Se os omkring og se hvad der er på landet af muligheder for et intellektuelt menneskeliv. Uden materielle exoskelletter, eller rettere; med det rette midler, der kan skabe et liv i lys, plads, natur og nærvær.

København er allerede fyldt til renden med bonderøve, der måtte flygte fra landet, for at opsøge et liv i mængden. For nogle af os, der tog den modsatte tur, er der måske ikke latte på kanden, måske ikke den store omgangskreds at udveksle iPhoneaps med, men der er mulighed for at skabe et liv. Et liv, som alskens citygardens og rekreative byområder ikke kan konkurrere med. Herude har vi vejret, langsomheden og manglen på spekulation at kunne bruge; selvom det, indtil videre, dominerende landebrug, gør sit for at ødelægge det.

Dette liv kunne også gøres profitabelt. Som man ser i Norge, er der en fremtid i turisme på landet. Der er organisationer, der har til mål at fremme turisme på landet, som et internationalt felt. I Danmark er der endda foreninger, både øko eller ej du kan kontakte, som bybo, og således komme ud og se dig om på en "rigtig bondegård". Men det standser jo ikke der, hvorfor skulle man dog også tro at landet bare var grisestier og hestefolde?

Turisme på landet, nicheproduktion af gode, solide fødevarer, samt ren og skær leasure; 3 gode bud på hvorfor "landet" bare kan flytte til byen og naturen, lyset, roen og pladsen stadig vil være tilbage, for at gavne alle."

Så hvem vil bo i en Citta Slow?

2008 4 større borgerinddragende arrangementer om Citta Slow. 
2010: O 
Hvem er det egentligt man forventer at tage teten i denne unikke mulighed for Svendborg?

I 2008 blev der lagt op til borgerinddragelse. Debatmøde på Naturama, til et andet møde inviteres "eksterne", mennesker med lyst og holdninger til Svendborg. Efterfulgt af folderudgivelse og deltagelse i "Øhavets dag". Dengang arbejde man også, fra kommunalt hold, på den nu færdige "Handleplan for Citta Slow (Svendborg)". Nu er det 2 år siden, hvem har taget udfordringen op, hvor handles der konkret for at få denne, Danmarks eneste Citta Slow, op og i gang?

Er det kommunen?

Kommunen har taget Citta Slow konceptet til sig. Som omtalt tidligere, er der seriøse problemer med at få det ud over skranken deroppe fra, men der er vilje rundt om i kontorerne. faglig, så vel som politisk. Siden 2008 virker det som om at man lidt har lukket sig omkring sig selv, papirarbejdet har været overvældene, men ikke tilstedeværelsen de rette steder. Nu er det jo ikke embedsmænd og ditto kvinder der trækker læsset i kommunens visioner, den slags har vi politikerne til. Det man kunne savne fra politisk hold er en direkte omfavnelse af idéen om en langsommere by. direkte vilje til at bruge byens aktiver, til at gøre Svendborg til DKs mest menneskelige by. 

Et konkret forslag; udlæg en del af torvets areal til Farmers Market folkene, så deres lokale og ofte, økologiske varer får plads og mulighed for at blive solgt. De nuværende mafialignende tilstande er hverken liberale eller givtige for byen. Giv om nødvendigt de "stakkels" GASA-sælgende stader en kompensation - en mulighed for at blive en del af Farmers Market med gratis stade i 6 måneder. ja, det er sørme uretfærdigt, men varerne fra Farmers Marker er de lokale varer, de er ikke kørt til fra det store udland, de er i sæson; dem skal man værne om. Kommunen ejer torvet, de må sætte vilkårene og ikke ligge under for "plejer". varer købt på det store grønttorv er de samme som dem der findes i supermarkederne at købe dem er blot en falsk idé om markedet som en Citta Slow værdi. 

Og må MUND-FULD så ikke ønske Svendborg Kommune tillykke med de nye betalingstakster for brug af byens gadearealer til udstilling af varer og udeservering; 600,- om året er billigt sluppet.

Er det det lokale erhvervsliv?

Som meget rigtigt pointeret fra kommunalt hold; private firmaer gør kun noget, hvis der er noget at tjene på det. Så sandt, så sandt. Jvf. ovenstående leje af byens aktiver, gav dette store dønninger, det var en begrænsning og en told af fri handel. Man så åbenbart intet problem med at bruge gaderne, byens ejendom, gratis før. MUND_FULD deltog også i møderne i 2008 og husker særligt hvordan forslag om længere åbningstider i sommerhalvåret, fra lokale erhvervsdrivende blev afvist. "I Svendborg skal folk have tid til at sejle og derfor lukker vi tidligt i weekenden. Tris, men sandt og turister henvises til at henslæbe resten af deres weekendophold i tomme, lukkede butiksgade. også på Ærø, et sted man måtte tro at der blev satses alt på turisterne, lukkes der kl. 13 om lørdagen. Gad vide hvorfor store butikscentre er så populære? 

Nej, den svarer vi selv på. DET ER FORDI DE HOLDER ÅBENT. 

Selvfølgelig ville en længere åbningstid være en udgift i starten, en den kloge ville vide at rygter spreder sig, mon ikke man ville se en positiv virkning efter et stykke tid, say en enkelt sæson?

Er det borgerne?

Ja, gu´fanden er det da borgerne. Mens kommunen søger fonde til overhovedet at have folk ansat til at administrere konceptet(sært at man ikke kan spare sig til en stilling eller to, når nu man er i gang med sparerunder) er det op til beboerne at holde jernet varmt. Det siges at man jo ikke behøver at gøre så meget, der var jo en grund til at Svendborg blev godkendt i første omgang. det er rigtigt, men når man kommer fra Italien og ser en bybus der overholder tiderne, giver det automatisk topkarakterer. Det samme gør hele vores daginstitutions system, idrætstilbud o.l. Så i stedet for at stræbe imod nye mål, ser nogle det som værende en blåstempling af byens nuværende tilstand. bagstræberisk, mildt sagt. Borgerne er motoren og viljen, motoren der holder kommunen i gang, viljen til at købe dyrere på torvet end i centret. I den kommende weekend er der Kulinarisk Sydfyn på havnen i Svendborg. Denne gang større end nogensinde. man har valgt at tage Danish Crown og deres publikumskøkken med, Naturama komme, bare de ikke skærer endnu en sæl op og så er Citta Slows lille campingvogn også kørt i stilling. Der er lagt op til 2 dages madorgie, selve nerven og oprindelsen til at Svendborg er en langsom by.

Nu er det op til borgerne at sørge for at der ikke bare kigges og smages denne weekend, de skal ederperkemig også sørge for at handle lokalt resten af året.

Citta Slow Svendborg er Frankensteins monster

Atter har de gode kræfter bag Kulinarisk Sydfyn(KS) gjort det. Løftet fanen for regionale fødevarer, dejligt at se engagementet, ærgerligt at det kun var de gamle der mødte op, for slet ikke at tale om Citta Slow Svendborgs totale fravær.

Dette indlæg er en hyldest til idealismen og et opråb om indsats fra rette sted; nemlig Citta Slow Svendborg.
Forårsmarkedet for Sydfyn; en lille opvarmning til Danmarks største og bedste fødevare marked; ”Kulinarisk Sydfyn”, blev afholdt denne pinse. Midt i Svendborg havde KS arrangeret 4 timers summen omkring boderne. Senere ville der være korsang og et særdeles flot menuoplæg med områdets og årstidens bedste råvarer. Der var ost og engelsk cider fra det mest innovative mejeri/bryggeri i kommunen, vinbønder fra Skårupøre, Øl fra Ærø, Grand Cru æblemost fra Strynø, Gårdbutikker fra Høkilde og Hellevgård, brændevin fra Skårup, der var sikkert nogle vi glemte, men opremsningen her giver et godt billede af hvem der trodsede et par regndråber og mødte op med deres bedste.

Vi kiggede dog længe efter børnefamilierne og de unge, hvor var de henne? De havde sikkert travlt med andet, sådan en lørdag formiddag. Men så er de vel der som kunder på hverdagene?
Heller ikke. Det er sølvrævene fra ´68 der støtter op om KS og det har de det sikkert helt fint med. Dette rødvinssegment med deres tid og økonomi på det tørre, har nok brug for at støtte livet af med lidt luksus. For luksus er hvad regionale fødevarer er i dag.
Vi har brug for børnene, børnefamilierne og ungdommen, de handicappede og de mærkelige. Vi skal trække alle aldersgrupper og socialklasser ind i dette. Hvis regionale fødevarer skal fange an, som hos forbillederne Frankrig og Italien, skal der helt andre takter til. Lige nu er de nævnte producenter glade idealister og holder nok forretningen kørende med at være gavekurvsindpakkere for pensionisterne.

Men vi skal længere ind.
Vi må gøre det til et mål at folket, høj som lav, søger imod vejboderne og de små forretninger frem for supermarkederne. Supermarkederne, disse haller af konsum og ingen sjæl, dem er MUND-FULD bestemt ikke glad for; vi kommer der, men ikke gerne. Et af problemerne for os og mange, rigtigt mange, er økonomien. Vi har ikke råd til at købe koldpresset solsikkeolie til hverdag.
Vi spiser alle og derfor er folk som regel også interesserede i hvad de spiser. Dette ”folk” skal ville det lokale, de skal vide hvilken årstid vi har og råvarerne skal være til at betale. Og når de så ikke er til at betale, skal vi måske begynde at overveje hvad regional autencitet også kan være. Er det muligt at vi er på sporet end andet end en tilfældig æblemost? Kan det være at et lokalt dyrket jordbær blot er ét af mange udtryk for glæden ved at bo et sted?


Så altså, vi har KS, der yder alt hvad de kan for lokalt producerede fødevarer. Som danner spydspids for Citta Slow tanken i Svendborg. Vi har en stor del af kommunens befolkning der ikke magter at svinge sig op til bedre kvalitet, på mange planer. Og midt i det hele sidder Citta Slow Svendborg. Her er redskabet til at spænde over hele feltet, at gøre alle i kommunen til del af projektet. For Citta Slow er jo andet end mad. Det er arkitektur, poesi, ro, plads m. m.

Det har da heller ikke skortet på initiativer fra Citta Slow Svendborg. Her er et udpluk:

• Plan09-eksempelprojektet er nu afsluttet. Projektet er evalueret og de væsentligste erfaringer er opsamlet. "Planafdelingens refleksioner"
• 12 forskere inden for kultur og byplanlægning og en Cittaslow-kok har i forlængelse af projektets  forskersymposium bidraget til antologien "Cittaslow – byudvikling med udsyn og omtanke?"
• Cittaslow-hjulet
• Planmesse09
• Cittaslow-Stafetten nu er blevet til en handlingsplan for udviklingen af Svendborg Kommune
• Symposium om bykvalitet og livskvalitet
• Rejser til norske og svenske Citta Slow byer

Der er virkeligt blevet arbejdet:
Bag lukkede døre, i lukkede miljøer. Hvor er den folkelige forankring i noget af det ovenstående? Hvor tages der ægte og åbne initiativer til noget som helst? Snak, møder, ekstern forskning, udlandsrejser, messedeltagelser. Intet andet end varm luft for den almindelige borger. Den borger som bør støttes og engageres til et liv i en Citta Slow. Alene dette citat fra udgivelsen af ovennævnte antologi giver jo krampelatter;
” Kulturforsker Johannes Nørregaard Frandsen giver den nye Cittaslow-bog et par hurtige ord med på vejen”

Et par ”hurtige ord”? Hold nu op, det grænser da til blasfemi og viser med al tydelighed hvor fjernt Citta Slow Svendborg er fra at vide hvad de laver. Skal vi virkelig, efter alt det arbejde der er foretaget, til at råbe som den lille dreng; ”I har jo ikke noget tøj på”? Skal vi virkelig fortælle jer om det italienske udtryk ”Il bel far niente”(skønheden ved at gøre ingenting), som er én af de helt basale tanker bag Citta Slow?
Slow Food tager sit udgangspunkt i Italien, Citta Slow Svendborg blev startet af engagerede madmennesker, der, på eget initiativ, rejste af sted og så dette under af en livsanskuelse. Nu er denne drøm og dette stykke visionsarbejde, blevet gjort til bureaukrati og rygklapperi i en meget snæver kreds af mennesker.


I det værste scenarie har alt dette ”forarbejde” og planlæggeri ødelagt ikke alene ånden om en Citta Slow, men også udnævnt en masse skrankepaver og konsulenter til Kloge Åger på borgernes vegne. De borgere der må være start- og slutmålet for hele projektet, er blevet koblet af.
Vi nærmer os skandaleniveauet, når man bruger mange, mange penge på ordflom og så ikke engang magter at sende et par mand til at hjælpe med opsætning af pavilloner til KS´ Forårsmarked. Det vil vi gerne sætte en fed streg under med endnu et citat fra Citta Slow Svendborgs handlingsplan for udviklingen af Svendborg Kommune:
”.. Udfordringen er her dels at rette fokus på livet og omgivelserne frem for planjura og regulerende bestemmelse.”


Tillykke; det er lykkedes at gøre præcis det modsatte.

Skolernes helt egen fugl Fønix

På Husholdningsskolerne af 2010 er det ikke frikadeller der vendes i luften, det er livssituationer. En stor del af elevgruppen er socialt belastede og med skolernes hjælp, kan de unge få dannelse og motivation til at starte en ændring af et fortsat liv som socialt udsat. ”Husholdning” er blevet til basal undervisning i hygiejne, boforhold og ernæring. Ser man sig lidt omkring, er dette emner en endnu større del af befolkningen ville kunne drage nytte af, men lad os holde os til landets sidste 14-15 husholdningsskoler.

Iflg. Forskningscentret for forebyggelse og sundhed(FCFS)(Nyt om forebyggelse; feb. 2010), kan det konstateres at sundhed og social klasse hører tæt sammen. Fysiologisk og socialt er børn fra ringe kår udsat for flere usunde påvirkninger under graviditeten, usikre opvækstvilkår, en ustabil skolegang, kriminelle ricisi og en seriøs dårlig livsstil. Hele deres liv kan disse mennesker risikerer at ligge samfundet til last. I et land, hvor der stadigt bliver længere imellem indkomst- og uddannelsesgrupperne, er det nødvendigt at satse på dette område, for at undgå en alvorlig social marginalisering, der igen kan ende med asocial adfærd klasserne imellem.

For en del af Husholdningsskolerne i dag, er det netop de udsatte, de tilsidesatte der udgør elevgrundlaget. Det er længe siden skolerne var udklækningsanstalter for fremtidige husmødre, i dag står arbejdet på almindelig skoleuddannelse og, i særdeleshed, skoling i at kunne styre egen rede. Rengøring, madlavning, ansvarsfølelse, og samarbejde, er dagens program.

I dette arbejde er det fortrøstende at vide at det faktisk kan gøre en forskel. For selvom socialt udsatte starter med minus på livets store konto, kan undersøgelsen ”Inter99” fra FCFS konstatere at der ikke sammenhæng imellem motivationen til at leve et sundere liv og social gruppe. I undersøgelsen bliver der gjort op med myten om at de socioøkonomiske nederste grupper ikke er motiverede for en sundere livsstil. Motivationen er lige høj i alle grupper og det er de helt almindelige menneskelige håb om et bedre helbred der er på spil. Alt hvad der skal til er hjælp; hjælp som højere uddannede i en vis grad, er i stand til at kunne give sig selv via betalt træning eller oplysning. For andre er der brug for udefrakommende motivation.

Enter Husholdningsskolerne.

Desværre opleves livet som Husholdningsskole, som værende ret del udsat i disse dage. Det gamle grundlag for skolerne er ved at skride bort, skolerne søger i forskellige retninger for at udvikle sig og den landspolitiske støtte kan der ses langt efter. Særligt når den siddende regering nærmest får produceret undersøgelser om folkesundheden der passer i deres eget kram, i stedet for at ville folkets bedste. Desværre for regeringen, blev Sundhedsstyrelsens fejlagtige undersøgelser, med en overvægt af højtuddannede svarpersoner, opdaget af regeringens egen Forebyggelseskommision. Samme kommission foreslår samtidigt at man bruger alle forhåndenværende værktøjer i arbejdet for at øge den samlede befolknings sundhed, særligt de svageste grupper iblandt os.

Enter Husholdningsskolerne.

Både kommissionen og Inter99 er enige om at for socialt- og økonomisk udsatte er redskaber som priser, tilgængelighed, reklamer OG motivation meget vigtige. Inter99 foreslår yderligere, da mænd udgør en stor del af de mest udsatte, at der skal helt nye værktøjer i brug. (yngre)Mænd lader sig ikke motiverer af fesne grøntsager eller trusler om et kort liv. I stedet kunne man forestille sig at parametre som konkurrencemomentet, samarbejdet, præstation vil være motiverende.

Enter husholdningsskolerne.

Der er allerede i dag, engagerede og vidende lærerkollegier på Husholdningsskolerne. De gamle dyder som værelsesorden og en god frikadellefars, går hånd i hånd med uddannelsesvejledning og positiv voksenkontakt. Med få greb kan skolerne skærpes yderligere ved at fokuserer på udannelsesområder som plejerfag, produktionsfag og servicefag, alle områder, hvor vi i fremtiden vil få brug for alle hænder.

For MUND-FULDs egen del, så vi gerne et arbejde imod introduktive kurser i bæredygtige produktionsfag, havebrug og madlavning for større grupper. At introducere omtanke for miljø og nærhed i form af besøg til lokale procenter, giver disse elver et første indtryk af helhed og bevidsthed om sammenhæng. For nogle elever vil det være første gang.

At gøre socialt udsatte unge til gode samfundsborgere er ikke gjort med et ophold på skolerne, men det kan være forskellen for mange.