mandag den 27. juni 2011

Kulinarisk Sydfyn 2011, født på ny

Endelig, endelig, endelig er Kulinarisk Sydfyn kommet ind i Svendborg midtby og det er som om der aldrig har været noget andet. Væk er de lange, klaustrofobiske og trange telte, hvor publikummerne tråtet hælene af hinanden i endeøse køer foran langbordene.Nu kan man i ro og mag spadsere rundt i gaderne og nyde smagsprøver, grønne træer og byen som ramme. Måtte kritikere og skeptikere for evigt tie; dette er det eneste rigtige for en madoplevelse ud over det sædvanlige på dansk grund.
MUND-FULD var så heldig at deltage med et oplæg i en desværre lidt hengemt "Slow Food Skole" og herunder er ordene:

"En beskrev det, som at lade hånden glide igennem en græsmark, kildende, varmt. En anden kunne fortælle om flere dyrkningsmetoder end jeg kender danske kongenavne, en tredje igen fortalte om smil og ord, der lød som sang. Dette ”Citta Slow” måtte jeg se. 

Allerede længe før selve byen kunne anes, gav omgivelserne indtryk af at være anderledes. Der var knapt så mange majsmarker og endeløse rækker af korn. Her var der også store områder med kartofler, gedeopdræt, kødkvæg, kål, en masse grønne toppe, der kunne være alt fra gulerødder til pastinakker. Der var andefarme og fiskeopdræt, og i lokalradioen blev populærmusik afbrudt af det daglige digt oplæsning, reklamer og programmet for dagens arrangementer, på tre sprog endda.

En sær lille skov af skilte tog til langs vejen, efterhånden som jeg nærmede mig byområderne. ”Pluk selv”, ”Bed and Breakfast”, ”Delekontorer med udsigt over vandet”,” Højskolen for selvforsyning”, ”Dansk Bølgehøvl Industri”; det føltes til sidst som om hver eller hver anden ejendom skjulte en skat af viden, virketrang og egnssærkender. 

Og på vej igennem de første parcelhuskvarterer, viste byen sig for alvor at være noget helt andet. Haverne var pæne, som regel, men alle havde de en svær overvægt af dyrkede arealer; drivhuse, bistader, frugtbuske, hønsegårde; meget af dette blev tilset ikke af husejerne, men af ældre mennesker, der nød solen og det givtige arbejde. Alt dette ”havedyrkeri” var blevet startet i byens såkaldte ”ghettokvarterer” hvor en håndfuld frø og lidt for god tid til beboerne, var resulteret i haver i stedet for tomme græsplæner. Diverse transnationale madlavnings- og kulturforeninger med resten af byens borgere var opstået. Stille og roligt havde samvær imellem mennesker afløst kabeltv og andre beboere i byen, havde altså taget idéen op. De eneste der havde beklaget denne udvikling havde været udbyderne af kabeltv; forretningen var ligesom gået i stå i dette område. Derimod havde malermesteren vidst haft en fest; husene var spraglede, med grønne tage, plettede facader; træer, der voksede ud af husene, runde huse, sammenbyggede parceller til bofællesskaber; selvom man kunne ane fordoms retlinede byggeri her og der. 


Vel fremme i byens centrum, kunne jeg parkere underjordisk, biler var ikke en stor del af midtbyen. Det var gademusikanterne og deres årlige festival derimod. Og dét sammen med Klovnefestivalen, Poesifestivalen ”Ordskælv” og de to skoler for henholdsvis internationale forfattere og økologisk formidling. Ord genlød i gaderne; talte og skrevne. Den gamle idé med en vægavis, nu i elektronisk form, var fundet frem og hilste folk i møde og om ikke andet, så for at de kunne mødes, altså folkene. I gågaderne var de landsdækkende kæder repræsenteret, men deres stive konceptbutikker kunne ikke altid følge de kommunale tiltag som kærlighedsuge, en hvilestol i hver butik, konkurrencen om Flest-papkasser-stablet-til-genbrug-foran-butikken-i-en-selvvalgt-skulptur eller karnevallet, som altid lukkede butikkerne ned den første tirsdag i marts kl. 12.04 og tiltrak i hundredvis af publikummer; hvilken butik skulle i år rende med bedste udklædning? Efterfulgt af bal for alle på torvet.

Efter lange og seje forhandlinger, havde man endda nået en specialhusleje for butikker der solgte minimum 50 % danske eller nordeuropæiske varer. Eftersom hele midtbyen var ejet af en håndfuld personer eller selskaber, havde dette desværre været en problematisk proces; trusler og retssager havde været luftet, men der var trods alt sikret ejerne et overskud. Og hvem ved, måske en kærlig tanke fra byens borgere? Borgere, der som ejere af byen, havde sat handling bag de smukke ord om en speciel by og åbnet den op for verden. Ikke alene husede man derfor forfulgte forfattere fra udlandet og landets eneste skole for konfliktløsning, men man var også villig til at arbejde for sagen. Væk var de gamle vaner med lukning af butikkerne kl. 13 om lørdagen; kom der en forkølet hollænder ind i havnen sent lørdag, kunne han være vis på en åben bager og en påfyldning i skibsprovianteringen; han kunne sågar gå i flere tøjforretninger. Og det kunne man for resten også hvis man kom fra en mindre heldig by i nærheden; her var der altid plads til en handel.

Saltet og tjæren rev lidt i næsen; nede af havnen til kunne man nyde rebslagerens lange udspændte liner. De var dog ikke opstillet til tilskuernes fornøjelse; her blev der skabt materialer til den lille flåde af historiske både og andre sejlere, der ville have kvalitet. Da man havde set hvorledes dette gamle skibserhverv havde fået nyt liv på havnen, var mange andre uddøende fag rykket til byen. Den ene gørtler af blot to på landsplan, lå her; det samme gjorde herreskrædderskolen og en lille rosengartneruddannelse. Der var på privat initiativ åbnet to fagkurser i naturfag; man havde i Citta Slow kort og godt fundet en niche i små fagområder, der var blevet presset i den store globale maskine af ensartethed i erhvervslivet. 


Grøn teknologi havde også fundet vej, men tung produktion var udelukket, dels fordi virksomhederne fik det billigere udenlands, dels fordi man hellere ville trække på en mere unik teknologi til byen; én der ikke kunne kopieres direkte.

Denne teknologi var byen selv og dens unikke placering. Kun her kunne man få mere end 100 æblesorter, eksporten steg stødt. Kun her kunne man se Europas største solfanger. Sociale flygtninge var blevet sociale gæster i et af de eneste projekter med værtsfamilier og arbejde som hovedingredienserne. I denne by var ”Velkommen” det første man sagde til fremmede; ”kom giv et nap med, vis hvad du kan”. En by, hvor pulsen er rolig og sund, som omgivelserne og naturen omkring den.


Dette var en vision om Citta Slow; det kunne blive Svendborg Citta Slow, men det er det ikke.

Svendborg har i stedet:

• En turistchef og en kommunal kommunikationschef, der vil sælge byen med en Madellainekage som spydspids, en kage man end ikke kan købe i byen.

• En socialdemokratisk borgmester, der mener at hans by allerede er så stor en succes, at Citta Slow allerhøjest kan spille en birolle i fremtiden.

• En formand for handelsstandsforeningen, der er så fornærmet over at hans medlemmer skal betale for at bruge byens rum, at han har afskrevet enhver brug af Citta Slow. Og som mener at Build-a-Bear konceptet kan gøre mere for byen, end den selv.

• En borgerlig politisk fløj, der kæmper imod en nationalpark og udviklingen af havnen, fordi man tror at fremtiden ligger i stordriftige landbrug og produktionstunge virksomheder.

• En forening, Kulinarisk Sydfyn, hvis medlemmer synes at Toscana er mere interessant at rejse til, frem for at opsøge steder som Canada og England, hvis geografi ligner Svendborgs bare en smule mere og dermed kunne inspirere direkte til mere og bedre af landets største madfestival.

• En gågade, der har højere huslejer end indre København og som lukker kl. 13 lørdag, hele året rundt.


I stedet for at bruge det forhåndenværende søms princip, mener man tilsyneladende i Svendborg at Citta Slow på den ene side er noget frygteligt dyrt noget og på den anden at Svendborg i forvejen har alt der skal til for at være verdens bedste Citta Slow; så hvorfor overhovedet bruge energi på at fortælle os selv og andre om det? Ja, det var et retorisk spørgsmål, foringen kommer sovende til noget. Man kunne måske endda sige at kun mareridt kommer af sig selv, ønskedrømme er noget man må arbejde for.


Fyns Amts Avis besøger i december 2010 den norske by Sokndal, for at lære om brugen af et Citta Slow certifikat og mødes tydeligvis af et lille samfund, der nyder at finde på små finurligheder, der kan gøre deres by værd at leve i, værd at besøge. Deroppe ved de allerede at Citta Slow intet har at gøre med penge, erhvervsliv og branding; de har bare et godt liv og kan dermed leve af det, oven i købet.

De begraver janteloven symbolsk og mødes én gang hvert år for at trampe på gravstenen, de har en hvilestol i alle butikker, de har en kærlighedsuge. Gad vide hvor meget det har kostet Sokndal Kommune?

Vi står i dag i landets suverænt største og bedste fødevaremarked og der er lokale producenter af alskens spiselige specialiteter. Det var i sin tid Kulinarisk Sydfyn, der fik mig til at vælge at slå mig ned her, og nu hvor vi står her, burde jeg jo skamme mig, når jeg nu siger at en fraflytning ikke ligger mig fjernt fra.
Den sydfynske region er ved at spille sig helt af bordet, når det drejer sig om at skabe et helt særligt område og årsag nummer ét er en konservativt tænkende befolkning, tæt fulgt af nummer to, konservativt tænkende politikere.
Tilsæt en håndfuld storbønder og til overmål af stivnet erhvervsliv og voila; vi ender med ren fernis. Overflade, der enten løber af og bort eller tørrer ind


Jeg vil gerne tale om mulighederne for udvikling for et udkantsområde, der må blive mere selvbevidst, mere frygtløst og målrettet.

·         Citta Slow; et kommunalt branding projekt uden bund i den lokalebefolkning.
·         Nationalpark omkring Sydfyn, en vingeskudt svane.
·         Smagen af Fyn, der risikerer at miste grebet, før den fik fat.



Jeg vil gerne uddybe mine påstande, hvis der bliver tid til det. Lige nu vil jeg, med udgangspunkt i madkultur og hvilken form for fremdrift det kan skabe for Sydfyn, komme med eksempler på at løsningerne ligger lige for. Jeg vil også ende med at konkludere at alt hvad det kræver, er mod til at tage det første skridt.

·         Citta Slow-dogmet må integreres i alle aspekter af Svendborg Kommunes aktiviteter. Med udgangspunkt i den alenlange liste over gode tiltag man kan gøre for sine borgere, bør kommunen konsekvent følge doktrinen, når der tænkes udvikling. Først da vil borgerne se at man fra det administrative og politiske lag mener det. Konsekvens afføder respekt, simpel pædagogik.
Og hvorfor skulle Svendborg så opgive drømmene om at blive et erhvervscentrum med handel og produktion? Af den simple årsag at der i DK kun er én stor by og den hedder København. Som nation, er hele vores opmærksomhed rettet imod denne wanna-be metropol, den trækker luften ud af alle andre der ville spille ”storby”. Sådan er det og derfor bør vi hernede gøre op med tanken om at ligne ”en rigtig by”. Sydfyn er provins, lev med det og lad os benytte os af fordelene derved.
For, jo flere mennesker vi banker ind i en storby, jo mere opland i form af rekreation, fødevareproduktion og trivsel, vil den nemlig kræve. Endelig, lad os få flere endeløse rækker af høj-  eller parcelhuse, med små arbejdsmyrer, på vej til arbejdskasserne og jobbet på de stadig mere teknokratiske kommunekontorer. Når alle disse håbefulde sjæle, så skal holde fri, altså helt fri, vil de se sig omkring og mangle kontakten til naturen og der igemmen også, fødevarer, samvær; direkte kontakt til omgivelserne. BANG; her står Sydfyn til de herskabers rådighed”

·         Nationalparkplanerne. MUND-FULD er helt og holdent for en nationalpark; faktisk er det sådan at vi mener at man lige så godt kan omdanne hele landet til en økologisk nationalpark og gøre klar til at være et oplevelseland og ikke et produktionsland. At være first mover som hel nation vil skabe fordele, frem for andre (lande) der bagstræberisk vil holde fast i et subsidieret og forurenende produktionsapparat, a la det nuværende danske.

Det var spænende at se programmet "De Grønne Pionerer" hvor fødevarer var i fokus. Her blev en belgisk kantinekok, en fransk grøntsagsavler og en polsk udviklingskonsulent præsenteret, med hver deres løsninger på et fremtidigt fødevareforbrug. 
Belgieren havde omlagt sin kantine til økologi og lokal produktion, i et økonomisk ansvarligt niveau
Franskmanden havde et socialt projekt med grøntsagsproduktion kørende; to succéer ud af to.
Polakken arbejde med at bevarer lokale traditioner i landsbyer, ved at skabe bevidsthed om det, for de lokale selv. 

Meget interessant, for det burde jo også være vejen for et lille, vævert land som Danmark. Den nærmeste fremtid vil vise os om vi kan efterligne vore forfædre og skabe innovation i national skala; til forbillede for resten af verden.

Et faktum, der tegner for, er de 15 % fødevare er steget i pris det seneste år. It´s wake up time, folks!

Så vidt jeg er orienteret, er den massive modstand imod dette Nationalparkprojektet domineret af en frygt for restrektioner udefra. Det er på tide at det danske konventionelle landbrug forstår at jo større bedrifter er, jo mindre indtjening. Derfor skal der herfra lyde en opfordring at man, i det sydfynske landbrug, griber chancen for at igen gøre en ære ud af betegnelsen ”liberalt erhverv”.  Man bør begynde at arbejde med nye indtjeningsmodeller; leasing af areal til småbrug, økologisk forskning, nicheproduktion, dyrkning af randafgrødrer, skovhaver omsat til ”Skov-marker”, Genopdage og optimere dyrkning af nordiske grøntsager, bær og frugter, Indsamlingsguides til naturen, Kystnært fiskeri og dyrkning af tang, Jagtområder til offentligheden, Udlægning til nyttehaver, Økologisk drift, Landbrugsturisme; mange variationsmuligheder her, Samarbejde med større byer om bybrug Obligatorisk undervisning af skoleelever Friluftscentre.
Det er ingen skam at søge inspiration til hvordan; den findes, hvis man tør sige sig fri fra subsidiecirkusset.


·         Smagen af Fyn, en fantastisk samling af producenter og forædlere af fynske råvarer. Nu er foreningen på vej til at drukne sig selv i markedsundersøgelser og storytelling. Fyld dog en lastvogn med Fyns bedste madprodukter og send den til de nye torvehaller i hovedstaden i stedet for at pengene forsvinder ned i reklamedrengenes lommer. I stedet kunne man vende sig imod landbruget og bearbejde det med argumenter for omlægning fra kvantitet til kvalitet.


Der foregår en kamp i disse tider, der er ved at ske en tilbagerullen af midler til "den jyske motorvejsmafia", der kræver deres af materialitet og storcentre. Det er jo helt galt. "Landet" er ikke en storby og der findes ikke noget mere patetisk end diverse provinsbyer, der forsøger sig med indkøbscentre og udsigtslejligheder ved havnene. 

For MUND-FULD er der en sammenhæng imellem et liv i forstæderne og den lammende tilstand hele den vestlige kultur har sat sig i. En sammenhæng, der strækker sig længere end et clash imellem land og by. Det her er større end fastfood versus Camilla Plum. For denne passivitet og tilfredsstillelse via materialisme præger også landområderne. Lige nu sidder mine naboer herude også og klaprer løs på FB eller glor TV. Det gør de/vi hver aften, ligesom ind i byerne. At der er kortere afstand imellem caféerne og fetishfesterne i København end i Svendborg, gør ikke den store forskel. Det er alligevel en kort periode i vort liv at vi rent faktisk benytter disse steder, i en dansk kontekst. Der kommer børn og jobs i vejen for mangt et godt værtshusbesøg ved vores livsstil.

Denne passivitet er født af tom åndelighed og et deraf følgende behov for at finde trøst/tro/mening igennem selvrealisering. Smukt gennemgået af en tidligere frontsoldat i Information, der beskriver sin hjemvenden til dette rige land, hvis befolkning afskærer sig fra yderligere åndelig og menneskelig udvikling, ved at søge tilflugt i fordummende underholdning. Som om vi, om tænkende væsner, skulle have brug for "at slappe af" ved at se andre danse, se andre kvaje sig, se andre spille superhelte. Vi kan selv.

Landområderne kan selv, vi kan give slip på dette tomme billede af et ødeland, en udkant, der suges tør for intellekt. Hvornår var det lige at det blev mere klogt at kede sig på stenbroen end i Stenstrup? 

For kede os, er det vi må gøre, hvis vi skal komme videre. Slukke for kassen og kede os. Glo ud i luften, få medieabstinenser, gå en tur i skoven, gå hjem, kede sig videre. Og så, genopdage vores kreativitet. Se os omkring og se hvad der er på landet af muligheder for et intellektuelt menneskeliv. Uden materielle exoskelletter, eller rettere; med det rette midler, der kan skabe et liv i lys, plads, natur og nærvær.

København er allerede fyldt til renden med bonderøve, der måtte flygte fra landet, for at opsøge et liv i mængden. For nogle af os, der tog den modsatte tur, er der måske ikke latte på kanden, måske ikke den store omgangskreds at udveksle iPhoneaps med, men der er mulighed for at skabe et liv. Et liv, som alskens citygardens og rekreative byområder ikke kan konkurrere med. Herude har vi vejret, langsomheden og manglen på spekulation at kunne bruge; selvom det, indtil videre, dominerende landebrug, gør sit for at ødelægge det.

Dette liv kunne også gøres profitabelt. Som man ser i Norge, er der en fremtid i turisme på landet. Der er organisationer, der har til mål at fremme turisme på landet, som et internationalt felt. I Danmark er der endda foreninger, både øko eller ej du kan kontakte, som bybo, og således komme ud og se dig om på en "rigtig bondegård". Men det standser jo ikke der, hvorfor skulle man dog også tro at landet bare var grisestier og hestefolde?

Turisme på landet, nicheproduktion af gode, solide fødevarer, samt ren og skær leasure; 3 gode bud på hvorfor "landet" bare kan flytte til byen og naturen, lyset, roen og pladsen stadig vil være tilbage, for at gavne alle."





Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar