Restaurant Day 17. november; vi er med igen

Vi deltager igen i Restaurant Day

Phar & Söns Skovtursbod

Vi har flæskestegssandwich og varm ciderglögg, to go. Med maden, får du et kort over skovene omkring Brændeskov og er vi alle heldige med vejret; bliver det en fantastik dag med vandretur, varm drik og god mad i lommen.

How cool is that, lige?

Restaurant Day er et fedt koncept og hvis du ikke har mulighed for at besøge os; så lav din egen restaurant for en dag; de er frit spil for alle idéer.

Website for den danske del af den verdensomspænende begivenhed, her.

Småt er godt, fødevaremarkeder og deres størrelse.

Ja, konklusionene på dette indlæg vil være at små fødevaremarkeder er de bedste; for publikum, for deltagende firmaer og for arrangørerne, for kreativiteten. Du behøver ikke at læse videre.

Sæsonen for fødevaremarkeder er ved at være overstået og selvom denne blog ikke har deltaget i allesammen; faktisk måtte undertegnede melde pas temmelig tidligt; der var alt for mange og de var alt for ens, kan man jo godt have stukket fingeren i jorden og pumpet sine connections rundt om.

Over et lille års tid, har denne blog fulgt de mange tiltag omkring fødevaremarkederne i Danmark og har undret sig over hvorfor mange ikke kan se at større arrangementer kun ville gavne store producenter. Henover sommeren har det vidst sig at det var sandt; stort er smukt, hvis man selv er stor.

Imens originale tiltag som Bondens Marked i Kødbyen (København) kæmper med tilladelser, mangel på hjælp fra kommunen, mangel på hjælp i form af frivillige og derudover prøver at hjælpe mindre producenter med at sælge mere og hiver efter vejret for at overleve, kan FOOD Festival  i Aarhus fejre en publikumsuccés med 27000 besøgende.

Dermed er FOOD det største marked for fremme af fødevarer til den danske forbruger, tillykke.
I har sejret ad helvede til.

Allerede dage efter at eventen i det jyske var overstået, meldte mindre producenter ud at de gerne ville tilbage til markeder, der faktisk støtter op om alle deltagende virksomheder. Statsstøttede tiltag og store koncerner havde totalt overdøvet de mindre producenters stemmer. I en rus af kreative tiltag og pædagogiske øvelser, var der ikke megen plads til det det hele drejede sig om; ordentlig mad.
Det hele skulle underholdes ind i folk og ingen tvivl om at publikum og særligt de deltagende halvoffentlige organisationer, samt de store grimme fødevarefabrikker, havde en fest. Fuck, der blev twittet og facebooket i de dage.

Men ham med pølsen, hende med kålene; dem er der ikke så mange der husker i dag og det er i dag der skal handles, hvis en fødevarediversitet og en folkelig viden skal forankres?

"Køb den pølse, drop de bitches, maijn", fristes man til at råbe, med sin bedste aarhusianske ghettoaccent. For cirkusset er kørt videre, men bliver pølsen solgt? Hvem kunne høre fordelene ved dén forbandede pølse, når der skulle afholdes fysikforsøg og ses på madkendisser, måske også deles balloner ud?

Og hov, hvor blev den ægte madkommunikation af? Den med spørgsmålene.

Hvorfor var det at Danish Crown(DC) kunne få lov til at melde afbud, 1½ time før Slow Foods forevisning af den kontroversielle og stærkt kritiske film "Pig Business"?
Fordi arrangørerne ikke reelt var interesserede i at der skulle slås skår i glasbilledet af madfest og fordi DC har en smart presseafdeling, der ved at man, end ikke med de hurtige medier vi har i dag, kan få dårlig presse ud af en så sen afmelding. Det er for tyndt og beskæmmende; uanset hvad undskyldningen har lydt på.

Hold det billede; tivolibilledet af gejl og vrangvilje til at virkeligt interagere med forbrugeren.



Det økologiske Høstmarked/fejringen af international Cittaslow dag er netop blevet afholdt i Svendborg. Der kom små 2000 mennesker, fra Italien blev det, en måned før kick off, meddelt at den internationale Citta slow dag var rykket en uge frem, det regnede hele lørdagen. Det var en kæmpe succés.

Vi kom tæt på gæsterne, helt tæt. Der var mennesker bag hver en bod. Mennesker, der stod inde for varen de faldbød, for det var deres egen, hele vejen igennem. Vi havde et helt hold elever fra Skårupskolen med(tilfældigvis min arbejdsplads); de stod for en række boder, æblemostning, æbleflæsk, grillede æbler osv. Elever, der for en stor dels vedkommende, ikke passer ind i "normale" rammer for opførsel eller præstation. De ville ikke have haft en chance på markeder af FOODs størrelse, de ville være løbet skrigende bort fra reklamesøjlerne og den nøje planlagte slagstale man møder i et "normalt" kommercielt rum af reklamebereau udtænkt strategi. På Høstmarkedet fik de en stemme. De serverede mad for alle de deltagende standholdere, for arrangørerne, de talte med gæsterne, delte flyers ud og hyggede sig.

Det gjorde standholderne også, her kunne de møde gæsten og forklare sig, personligt. Et præmieeksempel på at kommercielt salg sagtens kan gøres med em ægte følelse af samhørighed og forståelse for at der skal være plads til alle.

Og så var der også banebrydende "underholdning" til folket. Dansgruppen sART og eating designeren Marije Vogelzang præsterede at skabe en performance, som ingen havde set komme.  Nogensinde. Så kan kartoffeltryk og åben scene med James Price (kom han overhovedet?) godt gå og lægge sig. Og, jo; de ælter 50 kg dej, iført badehætter, med elektronisk musik og folk der banker på puder i baggrunden; det er jo det, der er det banebrydende. Men, er det ikke blot også en tivolisering?
Nej, der er en forskel og forskellen hedder tilstedeværelse, nytænkning; risiko.

Jeg er sikker på at publikum var tilstede på FOOD, når det hørte på kendisser, lavede mad med rødbeder og alt det. Mange børnefamilier deltog sikkert med glæde. De kunne blot have skabt disse rammer selv, derhjemme og bør gøre det ved givne lejligheder; så som en tirsdag eftermiddag eller  ved en fødselsdag.
Det er ufarligt for firmaer og organisationer, blot at efterligne fødselsdagsunderholdning, trygt for gæsterne. Men det skubber dem ingen steder, hverken afsendere eller modtagere og når man står stille, så dør man.

Det gør en gang dej dans ikke; det var langt fra alle publikummer, der så lyset med ovenviste performance; men de var der, publikum, de så den eneste opførsel nogensinde, de fik en mening og en ny vinkel på dans, brød, what ever. Høstmarkedet tog faktisk en kæmpe risiko, sådan at bryde normerne for almindelig omgang med levnedsmidler, provokere, aktivere.

Næste gang må vi sparke lidt hårdere til de medier der glimrede ved deres fravær. Ikke at vi ikke havde gjort alt for at sparke dem herned. Moderne dans og den mest avangadistiske mad/mennesker/samværs-designer i verden, det er sgu nok for småt.

Så hellere filme et sejlskib ladet med dansk bacon, ved OL i London; det ved man da hvad er.

Pengene, hvor din mund er; ikke omvendt.

Tror man helhjertet på udsagnet om at det er igennem deltagelse, man kan ændre noget; så er man allerede ved at misse hele pointen med forandring. 

Oversat til maddebatten i Danmark i disse dage; nu viser FOOD Festival "Pig Business" og så deltager man da som maddebatør og foodie.

Forkert, du deltager ikke. 
Du skaber dit eget rum, hvor du og dine kan udtrykke præcis hvad I vil, på jeres præmisser, med Jeres evner. Det bliver Jeres, ikke Deres.

Forandring, i anarkistisk udgave, er et totalt nedbrud af gængse normer. Normer er nemlig dikteret af den ene eller anden form for magthavere, der ønsker et særligt sæt regler gennemført. Køber man normens form for kommunikation og deltager i et forum, hvor den anvendes, er man derfor også en del af normen.

Normen for en begivenhed som FOOD Festival, er sat i et eller andet lysegrønt håb om at en masse madinteresserede gæster (og hvem er ikke interesseret i mad?), vil møde nye og spænende oplevelser, der vil trække dem i en retning af et bredere og mere sundt, fødevarevalg. Dette skal åbenbart ske igennem fødevareindustriens sædvanlige og løgnagtige formidling om dennes produkter. 

Den præmis køber MUND-FULD ikke.



Det kan ikke passe at man falder på røv og albuer, når storindustien, der tjener milliarder på sine egne produktionsformer og afsætningskanaler, nedlader sig til at dele ud af bacon, økologi og gode tips om fedtfattig stegning i et par dage i en større provinsby. Det bliver meget hurtigt mandag og ikke "Pig Business", men "Business As Usual", igen.

Det er fint, meget fint, at man har fået presset igennem, at der skal vise en kritisk film, med efterfølgende debat, på festivalen. Og hvad så? Filmen vil blive vist, de gode meninger luftet, måske vil inviterede repræsentanter fra storindustrien endda knibe en tårer, når de ser stressede arbejdere og svin, der lever et udyreligt liv. Måske.
Men så bliver det mandag og endnu vigtigere; lønningsdag. Storindustrien er i dette madspil for pengenes skyld, for en evigt forhøjet profit; ikke for at skabe den bedste føde til os; køberne. Og så længe de får lov til at holde tøjlerne, vil vi ikke finde en ny vej.

Deltager man i deres show på et sted som FOOD Festival, anderkender man deres ret til at eksistere.


Derfor deltager denne pen ikke i FOOD Festival, men i Danmarks Høstmarked i Svendborg, hvor økologi og Citta Slow tanken, er overskriften.



Et andet eksempel på at ville nå masserne med sit budskab, men blive fanget i storindustriens spin, er DØEs årlige festival for øl i TAP1 i København. 
Her deltager de største bryggerier og mange mindre danske bryghuse, i et klassisk præsentations-/salgskoncept, hvor musik, allehånde underholdning og øl blandes. Et set up, som er kendt fra salgsmesser og som kun bryggerier med et landsdækkende distributionsnet har egentlig glæde af. Og da disse firmaer jo allerede har landsdækkende salg, burde de vel rettelig afholde et gratis arrangement, som tak til deres kunder. I stedet koster det en håndfuld hundredekronesedler at være gæst og så stiller man op til noget, der mest af alt minder om en provinsbyfest.

Derfor deltager denne pen nu også arbejdsmæssigt i afviklingen af CBC 2013, hvor målet er at servere verdens bedste øl, intet mindre. Derfor er set uppet på CBC også helt anderledes. 
Hos CBC anderkendes gradsforskellen på øl og der handles på at ramme det ypperste. Sjovt nok tiltrækker det en helt anden målgruppe end den førstnævnte festival. Sjovt nok, har DØEgarden travlt med enten at undres over eller bagtale CBC; i det mindste kunne man vel glædes over at nogen magter at løfte en ølfestival, uden at skulle appellere til laveste fællesnævner eller ligge mås til et koncept, der ligner en drukfest mere end en fejring og kun kommer rigtigt store, profitorienterede bryggerier, til gode. 

Mange mennesker vil synes at arrangementer som rene økologiske markeder, Citta Slowtanken og CBC, er SÅ anderledes at de ikke kan forstå hvad det skal til for. I Danmark kommer begreber som "elitært" og "snobberi" hurtigt op og de er ikke ment positivt. Det er vidst et typisk dansk træk, som vi ikke bør være stolte af. 

Det, ikke ville gå på kompromis, er heller ikke noget vi i dette land gør særligt godt. 
I stedet vælger vi alt for tit at søge den bløde mellemvej og mener at det er til alles bedste. Det er det ikke, oftere og oftere bliver kompromisset udnyttet markedsmæssigt. Særligt i madverdenen, hvor bla.vores hang til sukker udnyttes til fulde og ikke har andet godt med sig, end overskud til aktionære. Aktionære, der forhåbentlig (også) er for kloge til at indtage deres eget produkt; det være sig surt pisfarvet øl, ukrainsk produceret slavesvin eller citronmåner fra Polen.


"Never compromise. Not even in the face of Armageddon."

Frihed til at æde mig ihjel

Vi nyder alle mad, at dyrke den eller at producere den, eller at spise den. Hell, nogen af os elsker alle dele af mad. For de fleste er mad dog stadig hvad det er; føde til vores organisme. Og jo nemmere de kan få den, jo mere tid kan de bruge på andre aktiviteter. Hvordan løftes denne, størstedelen af en befolkning væk fra direkte skadelige levnedsmidler, til gavn for dem selv, deres nærmeste og samfundet?

Hvis det var dine nærmeste, der var ved at hoppe ud på en befærdet motorvej, ville du stoppe dem? Ville du stoppe en fremmed? 

For denne blog, er en forfejlet livsstil lige så farlig som at hoppe ud på en motorvej og jeg vil gerne være med til at stoppe dig i at begå den fejl. Også selvom det aldrig er rart at blive taget i at lave noget, man godt ved er forkert. Det giver arkut dårlig samvittighed. Men vi véd det godt; det kan gøres bedre. Særligt hvis vi gør det sammen. Og vi kan danne fælles front imod dem der ikke vil os det bedste, få os en fælles fjende.

Ja, "fjende", endnu et negativt udsagn, nærmest fanatisk, distancerende. Desværre er det blevet sådan, da den hånd der fodrer os, er blevet en dræber af millioner verden over.

Hvorledes tackles denne fjende så?

Modsvaret fra alle os der er gerne vil ændre vores allesammens ernæring, har været dannelse. I skoler, kurser, TV, interwbzet, trykte medier; der er masser af tilbud for at blive klogere. Men ser man på hvad forbrugerne hiver ud af supermarkederne, er det ikke det alle "de hellige" prædiker. Lad os lige dvæle ved disse verber;"burde", "skal", "er nødt til", enddog også "forbud". 

Hvad skal vi med alle de negativer, når vi bare kan tænke os om? Bruge det frie valg.

Dette frie valg, som er os så vigtigt. Friheden til at æde mig ihjel, står over alt andet, synes det som om mange tænker. Vi ved godt at belønninger og trøst i form af søde sager, er af det onde. Flertallet af os orker bare ikke at blive fortalt at nogle af de ting vi foretager os, er af en negativ observans. Det er ikke opbyggende for motivationen til, f.eks., at spise mindre kød, ligge sodavandet på hylden eller motionere lidt mere, at få slynget fakta om produktion, indhold og tilberedning, i hovedet.

I vores bekvemmelige lille lukkede land, er det ikke god tone at påtale fejl hos andre. Fejl, der koster os alle dyrt; som et forkvaklet landbrug, et ødslende discountled og de fortravlede forbrugere; de fejl er det heller ikke behageligt at blive forestil. Men de er der og vi skal alle gøre noget ved det. (Her kunne indsættes et billede af en grædende dreng eller en nøgen burhøne, vælg selv).
Vi har ikke brug for mere oplysning og undervisning i form af venlige henstillinger og gode råd. Vi har brug for at der bliver taget stilling.

Der skal en anden form for undervisning til. Undervisning til offentligheden om hvad der virkeligt er i vores mad. Statsorganiseret undervisning. Når en samlet fødevareindustri kan overøse os alle med reklamer på gader og stræder; overalt vi bevæger os; må modsvaret jo være en samlet videnskab, lærerstand, kokkefag, forbrugermasse; støttet af vores allesammens moder stat, der giver igen. 

Desværre en utopi; bloggere, madprofessionelle, forskere, sundhedsfaglige; i deres forsøg på at "arbejde sammen" med producenterne, bliver de alt for ofte forførtaf den hånd der fodrer dem, til at give forvrængede og vildledende oplysninger til forbrugerne. I nogle tilfælde bliver det gjort bevidst, men lige så tit, sker det med rabatordninger og goodibags ved konferencer; taknemmelighedsgæld og vennetjenester. Nepotisme.

Som forbrugere, er vi ikke frie til at foretage de valg, der bedst for os. Vi lever i et samfund som accepterer colareklamer overalt, selv i idrætshaller, samtidigt med at det ikke vil have det modsatte budskab fortalt. 

Det skal der laves om på.

Selvom det er hård kost (punt intended), så bør du lade være med at spise elendig mad. Og det er ikke kun burgere, kartoffelchips og sodavand, jeg mener. Det er det kød, du spiser for meget af, de elendige spanske tomater, du hiver hjem og de ditto drivhusdanske, slavefremstillet chokolade. Basisvarene, det er dem du skal holde øje med. Det du spiser mest af; hvor kommer det fra, hvad har det levet af, den slags spørgsmål må du stille dig selv.For din sundheds skyld, dit velbefindendes, din økonomis. For dine nærmestes skyld, så de kan have et behageligt og tilpas menneske omkring sig. Og for samfundets skyld. Samfundet er den fælleskasse vi, som danskere, er ved at lade hånt om i disse år. Den skal ikke belastes for meget, med din svage karakter og dine velfærdsygdomme. Og nej, fedme, rygerlunger, elendig fysisk form og behov for 1½ liter sodavand dagligt er IKKE arveligt.

Vi kan bruge nok så megen energi på at skælde føde vareindustrien ud. De er ligeglade, de ser sig som producenter af goder til dig, de kæmper for din frihed til at æde dig ihjel. De hjælper dig på vej til et langsomt selvmord, mens de tjener penge på det.

Alle disse ord på en enkelt blog; det er fødevareindustrien ikke bange for. Nej; de er bange for dig!

Marije Vogelzang fejrer international Citta Slow dag i Svendborg

Ved MUND-FULDs mellemkomst, er det lykkedes at få måltids-designeren, fødevarepioneren Marije Vogelzang til at holde et oplæg ved den internationale Citta Slow dags fejring i Svendborg den 22. september i år. Det sker på Høstmarkedet ved Maritimt Center.

Endnu er der ingen der ved hvad det ender med, men Vogelzang vil arbejde sammen med danseensemblet sART og Baggårdsteateret om at give nogle input til fødevareproduktionen i Damark. Det er ambitionen at dans, design og skuespil mere direkte vil kunne biddrage til at vise muligheder og krav fra aftagerne af den store, grimme fødevareindustri,  direkte fra brugerne.

MUND-FULD er dedikeret Vogelzangfan og har tidlige skrevet om hende her

Videopræsentation af hendes arbejder via dette link http://www.youtube.com/watch?v=2gYMI08ZX3g

Hvem var det nu der sagde at bloggere ikke kunne rykke noget?

Jesus og MUND-FULD; vi er det samme...(åbenbart)

En blog som MUND-FULD er meget lig Jesus; hellig, bedrevidende, ideologisk, handlende og ender med at blive korsfæstet af sine egne.

Det kunne være et kortfattet resumé af madblogland, hvor man på det seneste atter har debatteret om hvad madblogs er og hvad deres berettiggelse er.

Den nuværende debat startede med en kronik af Madkulturens indehaver , der gerne så at madbloggere, som et hele, bidrog mere til at oplyse deres læsere om fødevarepolitiske emner og -stillingtagen. Det gik ikke stille af i blogland, hvor mange madbloggere føler sig "dømte", "peget fingre ad" og i øvrigt mener at ingen bør skrive deres holdninger om (andres) madblogge offentligt. Jeg tolker det som dårlig samvittighed og mangel på vilje til at stå ved sit ansvar hos de forsmåede bloggere. I dette lille land, hvor man ikke går af vejen for at svine udlandets sæder og skikke til og bagefter kalde det for "humor" og "frihed", er det ikke socialt acceotabelt at tage stilling til andre (danske) menneskers gøren og laden. Så længe en madblogger ønsker at gøre dette eller hint, skal man blot acceptere det som en del af mangfoldigheden og ellers klappe i.

Sorry, men det er bare ikke så enkelt at slippe udenom. Hvordan er det kommet så vidt at man ikke kan tage stilling, som MUND-FULD gør det, uden at det er dybt grænseoverskridende for rigtigt mange og denne blog skal kaldes "en skide protest blog"?

Ét argument kunne være at MUND-FULD som kritiker, altid fører kampen over på de andres banehalvdel. I dette tilfælde,  til andre madbloggere. Istedet for at bare gøre sit eget arbejde for det man tror på. Til det kan man jo replicere at vi hver dag udsættes for den slags "overgreb" i form af lovgivning. Love, demokratiske og alt muligt, der hæmmer vores handlinger, til et fælles bedste. Mener man, men det der sker er at lovens bogstav afskaffer folkets evne til at tænke over hvorfor nogle handlinger kræver omtanke og andre ikke er brugbare i et samfund. Derfor er dette en anarkistisk blog, for jeg vedkender mig mit ansvar for mine handlinger; allesammen. Skal jeg se på mit virke som bidragende og ikke kritiserende andre; er der masser at føre sig frem med.
Mit job, er fuldtids madformidling til diverse grupper af teenagere. madlavning, indkøb, økonomi, smag, planlægning, teknikker, glæder, stolthed over udført arbejde, respekt, håndelag, holdfølelse, tillid. Og næste år ligger vi en jord-til-bord-linje oveni hatten. Så hedder det dyrkning, dyrehold, produktionsmetoder, permakultur, virksomhedsbesøg og teori. Målet for vores elever er at blive klar til at tage en uddannelse, og meget gerne indenfor fag, der giver os alle mad på bordet. Det er så mit fuldtidsjob.
Ved siden af holder jeg kurser, i kommunal regi; til både unge og gamle. Går ud ser på skoven med rødderne fra 7. klasse og udstopper den fugl vi fandt derude. Giver de gamle herrer på Langeland lysten til at kokkerer tilbage eller bare til deres inspiration.. Det var mit fritidsjob.
Når jeg så kommer hjem, går jeg ofte i haven, for der holder jeg kaniner og høns, til at leve af. Jeg dyrker alt det jeg kan få op af jorden på 1500m2 og udvider forhåbentligt snart med en polytunnel, så sæsonen kan blive en helårig affære. Jeg hader at slå græs, men gør det stadig med en rugbrødsmodel, hækken klippes med saks og så videre; jeg ved at det er latterligt småt, men det er mit bidrag. Mine handlinger.
Inde i huset brygger jeg, bager, hakker, sylter, gærer; alt hvad jeg overhovedet kan finde ud af selv; igen fordi at jeg vil migselv og mennesker omkring mig, det bedste. Så "hellig" er jeg og det er jeg sådan set stolt af.

Og så denne blog. Dér tillader jeg mig at se på andre og deres handlinger. Jeg påtaler det jeg ikke kan lide,  alt det der strider imod logisk tænkning, når man tager madhatten på. Med denne blog kan jeg afklæde mig mig og glemme personen; blive observatøren, deltageren. En deltager med interesse og indignation over handlinger, der ikke bidrager, men fratager. Fratager sin blogslæsere en bedre oplevelse af en sufflé, fordi de bruger buræg og ikke en bedre kvalitet, for eksempel. Eller direkte er skadevoldende, ved at være ligeglad med sine læsere. Nogle madbloggere fremfører det argument at de bare har en blog for deres egen skyld. Jamen, så er der glimrende soft ware til at lave sine egne bøger eller mapper på sin computer, for selv at kunne glædes over sine gastronomiske resultater. Vælger man en blog, vælger man også at inddrage andre. Så har man et ansvar. Det er ikke en dom over nogen, det er en simpel aflæsning af bloggen som medie.

Det simple faktum at madvarer, der er dyrket under bedst mulige forhold, giver den bedste kvalitet, burde jo være argument nok for at berøre etiske emner, da madbloggere alle til hobe, vil fortælle om god mad. Det siger mange at de også gør, men at blogge som MUND-FULD vil have dem til at være på en særlig måde. Som om denne blog vidste hvad en rigtig madblog er. En madblog handler jo om mad, så er den ikke længere. Denne blog handler så også om andres mad og hvordan den kommer fra start til slut.

Giver den metode som bla. MUND-FULD har valgt; papkassemodellen kaldet af andre, tågehornet af andre igen, så respons fra læserne?
Ikke i kommentarer eller hits. Denne blog er ved at runde 20.000 hits efter snart 1½ år på banen. Det er ikke meget, skulle jeg hilse at sige. Alligevel er jeg blevet inviteret til at holde oplæg på Økologisk Landsforenings årsmøde, har deltaget i snart mange blogger arrangementer, har skrevet indlæg her og der i aviser og magasiner, har fået kogejobs, har haft ørene i maskine hos både Noma og Madkulturen igennem længere tid, er blevet bidragydende til udviklingen af Kulinarisk Sydfyn og er blevet et elsket/hadet ansigt blandt andre madbloggere.

Madbloggere hævder at deres mange hits, faktisk resulterer i masser af måltider landet over, dagligt. På den måde, hævdes det, flytter madblogge med opskrifter og flotte billeder, rigtigt mange imod et bedre madliv. Det er en påstand, man selv må finde bevis for. Om madblogs flytter læserne eller ej, så er det vel bare endnu et argument for at OPFORDRE til at bloggerne er sig deres ansvar bevidst, når de kommunikerer om mad og madlavning.

OPFORDRE til at være sig sin egen kvalitetsbevidsthed klar, også overfor sine læsere, der ofte er meget trofaste og gerne klapper på ryggen af deres bloggere.

Afslutningsvis, denne blog er drevet af lysten til at stille spørgsmål. Det kan du læse mere om her, for jeg gider ærligt talt ikke tale mere om mig selv. At tale om sig selv, det overlader jeg til bloggere, der er så meget bedre til det; ja, nogle kan nærmest ikke få nok af sig selv, deres opskifter og deres fotos, gad vide hvor deres læsere kommer ind i billedet?

De tre største fødevaremarkeder i......i verden, mindst

Der var det gamle, der var det ambitiøse og så var der dem med alle statsmidlerne i ryggen. Hele 3 fødevaremarkeder vil snart stå klar til holmgang; hvem mon kommer mon ud som "vinderen"? 


Her vender man ryggen til et øjeblik og pludselig står Danmark med hele tre fødemarkeder af stor kaliber, på hånden. Der bliver sgu meget sydesalt, marmelader produceret med respekt for råvarerne og ægte håndværksrespekteret- møllet mel, der skal slæbes med hjem.


Lad os se lidt på de 3 kombetanter og give MUND-FULDs egen favorit, Kulinarisk Sydfyn, et par råd om hvorledes man beholder førertrøjen på.


Først et smut til Roskilde hvor denne blogs yndligsemne i 2011, Madkulturen, står sammen med Roskilde Kommune og et par andre skattestøttede spillere, samt Roskilde Dyrskue og med et helt Ph. D stipendiat til opgaven. I samarbejde med Ålborg Universitet (s afdeling i København, så er vi da landsdækkende), skal kandidaten udvikle et nyt designkoncept for dyrskuet, der viser dansk landbrugsproduktion og services "into modern urban and sub-urban food cultures", det så smukt er formuleret. Se stillingsopslaget her.
Kort fortalt; "Hvad kan de unge godt lide, samtidigt med at alt bliver ved det gamle?" (Skift eventuelt  "de unge" ud med "de unge på 60"). Man ser frikadellerne og kartoffelsalaten stable sig op, alt imens Medina skriger "hvor er det fedt at se Jer" udover pladsen fra en scenen formet som et stort svin eller et kålhovede.
Det ser ud til at en lind økonomisk strøm løber fra statskassen og Axelborg til denne guldkalv. Det bliver interessant hvornår man er klar her, et Ph.D studie er jo som regl en 3-4 årig affære.


I nr. 2, Aarhus,  lader det til at man griber det anderledes gradiøst og hurtigt an; her er mantraet "Nordisk Gastronomi" og man kører afsted med arrangementet allerede fra sommeren 2012. Under festugen vil Food Organisation of Denmark og vennerne fra Arla, Erhvervs ministeriets fond til markedsføring af Danmark m.m. ,afholde hvad man kalder "Nordens største madfestival". 
Skal I nu ikke lige hive de 30.000 lovede gæster hjem først, venner?? Projektleder Anna Lund, hvis alder og tidligere metiér er beskrevet vel fyldigt i pressemeddelelsen, meddeler at man allerede har 50 kokke og virksomheder tilmeldt. Der er planlagt en flot geografi i forskellige temaer og der er lækre hjemmesider i overmål, hvilket tyder på en solid førsteårs satsning. Men hvad med året efter og særligt, hvad hvis man "kun" får 15.000 gæster? Hvor mange designudtænkte publikumsflows og overlagte underskudsgivende billetpriser er der så råd til?








Ja, MUND-FULD er ikke meget for megarexien, der pludselig har ramt området for boder med lokalt produceret mad og strikkede sweatre.  Det er en farlig tendens; sådan at pumpe noget kunstigt op med supsidier og varm luft.  Det kan meget hurtigt falde sammen og ødelægge den lille kerne af ægthed, der reelt set var udgangspunktet.


F.eks. den ægthed som den tredie og første madfestival,  Kulinarisk Sydfyn, repræsenterer. Her har vi den lille, frivilligt baserede madfejring, som igennem 10 år har vokset sig til det største fødevaremarked i Danmark. Med 12.000 besøgende og godt 70 udstillere, er der tale om et stort marked, med deltagere fra hele landet. Nogle af disse vil sikkert forsvinde til Aarhus i år, da både billetter og standleje lader til at være stats-/industristøttet og dermed kunstigt holdt nede. (Vel ikke en ukendt metode for den monopoliserede danske fødevareindustri og deres prispolitik overfor forbrugerne).


Sammen med standholdere, kan Kulinarisk Sydfyn, vel også risikere at miste et trækplaster som Nordisk Ostefesival til én af de nye masdodonter. Faktisk kan alt det der er afhængigt af økonomi og som kan fysisk flytte sig, være truet for det frie, selvdrevne marked i Svendborg. 
Der må derfor tænke nyt og anderledes for at beholde et momentum som den førende madfest her i landet. Her skal MUND-FULD give sine gode råd; de er til fri afbenyttelse og uden beregning, altså helt gratis, uden at man skal betale for dem.






Ja, for vi skal helt derhen, hvor det ikke er pengene, der udgør attraktionen. Vi skal helt derover hvor Svendborg i sig selv er attraktionen. Det er svært at flytte en hel by. Jeg mener, vil man se Louvre, tager man til Louvre. Gæsterne skal ikke komme for at se diverse kendisser eller smage bornholmsk rapsolie, de alligevel kan købe i alle coopbutikker og se på TV. De skal komme til Kulinarisk Sydfyn fordi det ER Kulinarisk Sydfyn.


For det første skal det være muligt at spise sig mæt på et fødevaremarked. Få nogle boder med helt basal mad; pølse, ost, brød, en gryderet. Man bliver sært nok sulten af at gå og hapse småbidder hele dagen. At man ved sidste års marked kunne få flasker med vand fra Svendborg  Vandforsyning var i den rigtige retning. Ved ikke om Svendborgensisk vand er særlig unikt, men det overgår da det udenlandske ditto, man som deltager i diverse fødevarekonferencer og MAD Food Camp, bliver udsat for. 


På et lidt større plan, så skal selve byrummet emme af mad og råvarer. Så plant byen til, organisér eller læg op til Guerilla Gardens allerede fra foråret, således at der er radisser, salater og masevis af blomster i de etablerede bede og plæneanlæg; istedet for at komme slæbende med kæmpekummer fyldt med grøntsager stukket ned i jorden og arrangerede blomsteropstillinger, der hænger med hovedet efter to timer den første dag. Tænk videre i den retning; gør tiltag, der bogstaveligt talt, er rodfæstet i Svendborg og omegn. 


Få musik, kunst, workshops, oplæsninger indover; åbn op for andre vinkler end paptallerken-producent-smagsprøve-køkultur-konceptet. Og ikke i form af popkultur, please. Få lokale bands, få de skæve med; dem der ikke har et TV-program eller en bogserie, der lige skal fyres af samtidigt. Det er af yderste vigtighed at det er markedet selv, der  sætter premisserne for hvem og hvad man ønsker præsenteret.
Sidste år havde man f. eks placeret Slow Food bevægelsens oplæg i et fjernt lokale; de skal da ned på torvet og stå. Man skal have flere holdninger med, sende et budskab der klæder en Citta Slow; mens den stadig er den eneste danske og derfor kan promovere på det.


Tænk endnu mere lokalt; der er ikke meget lokalt over franske oste og bornholmsk chokolade.  Det er alligevel de standholdere, der har gavn af at tænke på hvor de får mest, økonomisk set, ud af at rejse andetssteds hen. Lad børnene komme til med deres skolehaveproducerede sager, lav et swap meating for alle der har lyst til at bytte brombær marmelade for tørrede blomster.


Lyder det lidt fodformet? Sikkert, men det er kun så langt denne blog evner at tænke. Pointen her er at Kulinarisk Sydfyn må bide sig fast med dets lokale placering, events der kun kan findes på netop dette marked. Og da de to nye drenge i klassen, allerede har fået alt det dyre legetøj foræret af deres forældre, er det på tide at tænke anderledes.

Dette er IKKE en indkøbsseddel:

400g brie
250 g rygeost
1 myseost
½ l piskefløde
2 l æble/kanel yoghurt
2 spidskål
4 kg kartofler
750g bacon
1 sparepære 15w
8 sterinlys, røde
6 toiletruller
½kg jordbærgrød
2kg løg
1 pk bastogne kiks
3 ananas
2 agurker
1 l risdrik
8 æbler
7 kg appelsiner
1 knoldselleri
2kg hvedemel
1 pomelo
4 pk grovboller

...det er hvad jeg hev op af containere her til aften.
Det mest overdrevne, er at jeg efterlader alle kager og andet seriøst usundt, at jeg altid lader noget ligge tilbage og at jeg sjældent besværer mig med at med at hoppe ind i containerne. Alt dette kunne jeg nå ved at stå udenfor og række ind.
Og så er det endda kun de mindre supermarkeder jeg frekventerer. Alle de store steder er udstyret med containere, der har en sammenpresningsmekanisme, således at "affaldet" bliver mast til ukendelighed med det samme det er smidt i. Hvilket arrogant spild af goder.

To skridt frem og ét tilbage...

Blot et hurtigt recap, her i året 2012 første tider, om de fremtidige planer for MUND-FULDs arbejde.

Det var med sød forventning i stemmen, at vi kunne meddele at planerne var en rejse til det forjættede land, og hvilke forventeninger der var til at se hvordan man arbejder i stor skala med bla. unge og mad, læs her.
Desværre vokser træerne jo ikke ind i himlen og i julen måtte vi erkende at der ikke er kommet fondsmidler nok til at at hele familien tager til Californien. Sad, but true; ikke nogen rundtur til skolehaver, madsteder, bryggerier o.l. denne gang. Detb er nu ikke gået helt i ssort med at få inspiration for over there. Vi har fået god kontakt til andre, mere heldigtstillede, der flere gange nu, ahr været ovre og arbejde med præcis de samme emner. Samme folk, er langt fremme i bussen på flere andre ungdom-fødevarer-uddannelse-fremtids rettede projekter og går det som MUND-FULD gerne ser det; får vi suget os godt fast dér. Vi glæder os, Morten.

Og mere på plussiden, så går det forbavsende godt med det 3år-løfte denne blog aflagde efter OPUSseminariet i oktober, læs her. Kort fortalt, ser denne blog et kæmpe potentiale i at rette jord-til-bordfag imod den del af vores ungdom, som af forskellige årsager ikke lige står til at fortsætte i gymnasiet efter endt grundskole.
De tanker er man(blevet) meget opmærksomme på hos de tilbageværende hus- og håndarbejdsskoler i Danmark. Nærmere betegnet vil denne blogs arbejde fra marts og frem til sommerferien bestå i at konstruere en jord-til-bordlinje på Skårupskolen, Sydfyn. Sydfyn, der jo er den heldige indehaver af Svendborg, Danmarks eneste Citta Slow, med alle de muligheder det indebærer for samarbejder på kryds og tværs, for at kunne få flere unge til at vide mere om produktion, distribition, salg, forarbejdning, formidling, præsentation, tilvirkning o.l. med fødevarer. God start på de tre år.

Og godt nytår igen, næste gang MUND-FULD dukker op, bliver det med tanker om danske fødevarerproducenters brug af termer som "respekt for håndværket".

2012 - Nostra-Mund-Fuld om året der kommer

Den sidste post i 2011 på denne blog bliver en kort en. Der er nemlig gået vinter i den og vinter er haveplanlægningstid. Så der tegnes streger og skridtes af, istedet for at internettes. Undskyld.

2011 var krise; 2012 er muligheder; det skal det være.
Vi har sammen, alle muligheder for at skabe en bedre verden, nu da den sidste af de store fortællinger falder i grus. Vi kan finde ind til de rigtige værdier af et menneskeliv, hvis bare vi slipper den frygt, der kommer med at være så priviligerede og rige, som vi er i Danmark.

Vi skal ned på jorden igen, finde ydmygheden frem; kan vi?
MUND-FULD er et alter-ego, men der ligger ægte tanker og følelser bag; det håber jeg at du har noteret dig i løbet af 2011. Endelig fandt jeg ud af hvordan man bager (tak, Dan Lepard) og 2011var også et år hvor vi gik seriøst til stålet med det nye statsorgan, Madkulturen. Et år hvor køkkenhaven leverede godt, et år hvor vi gik Freegan ; det var sgu´ OK altsammen.

Der er intet der bliver billigere, når det kommer til at bruge penge. Tror du benzinen, melet og rejserne bliver? Det går kun imod at være dyrere. 2012 bliver et af disse "mellemår", hvor den gamle verden spræller og den nye ikke ved det findes. Derfor vil dine indkøb stadig bare blive dyrere, fordi vort samfund og politikere stadig tror åpå "vækst" som værende af økonomisk art. Og det sker imens dit arbejde bliver mindre værd; økonomisk, men måske også på et større plan, måske er det tid at lære at dyrke, være mådenholden og at være innovativ uden computere? Det bliver blandt andet op til dig og mig at lave om på det. Om ikke andet for sportens skyld, what ever makes your heart kick.
For selvom du måske ikke er så udadfarende, som MUND-FULD, så koster den vestlige verdens tankegang dig penge tid og liv; hver dag. Gider du snart mere?
Hvem er det du løber hurtigt for, hvem tjener på det? Hvor skal du hen?

Livet er simpelt; "in between the duel and sex, is the meal". Det drejer sig om at kæmpe, at elske og at spise. Alt andet ser ud til at være tidsspilde; indklusive at blogge.

Nytåret er håbets tid og vi har fundet de to bedste taler om netop dette til Jer; Charlie Chaplin og V for Vendetta; så bliver det ikke bedre.

Godt nytår, tak til 2011, y´all. Tak for at I følger bloggen; more to come in 2012.

Haves: Cittaslow. Ønskes; velgører

Man behøver ikke at råbe "Citta Slow!" hver gang man tænker på Svendborg og byens udvikling. Men når en borgmester interviewes om byens fremtidige muligheder, kan det undre at byens status som Cittaslow, ikke engang nævnes i en bisætning.
Det kommunale niveau i Svendborg har ladt en forrygende god idé om unik udvikling af byen slippe af hænde; Svendborg Citta Slow er en død sild i hænderne på et administartionsorgan som en kommune, der fremgår nu.

Og vel godt det samme; det kan ikke være op til en kommunalbestyrelse alene, at håndtere så vidtløftigt begreb At de nærværende byrødder heller ikke lader til, personligt, at kære sig om at Cittaslow certificeringen, er det e n e s t e, der adskiller Svendborg, fra andre provinsbyer i DK. Det er sgu lidt synd, mildt sagt. Denne blog har behandlet det område før, her, her, og her.

Man når kongen er død, står der altid en eller anden herold der trutter i en trompet og bekendtgør at kongen skal leve. Så hvorledes kan vi få denne denne konge til at leve? Kun ved at borgerne, de bosiddende i byen selv, tager begrebene til sig; lever i en Cittaslow hver dag. Dette kræver fælles beslutninger, men også en beslutning den enkelte skal tage. Det er den lange bane.

Men i sit interview(Fyns Amts Avis 18. dec. d.å.), sit overblik over de seneste to år og de kommende to, nævner Svendborgs borgmester en spænende mulighed. Han vil nemlig gerne have en række anonyme, men velbjergede svendborgensere og fimaer i byen, til at gøre sig fri af Janteloven og investere i byen.
Genial idé; hvis man ser bort fra næste del af borgmeserens sætning; "investorerne skal kunne se en mulighed for et fornuftigt afkast". Det lugter lidt for meget af øget profit og lidt for lidt af fremtidsvisioner.Med mindre vi laver lidt om på forståelsesrammen af "et fornuftigt afkast".

Lidt lommepsykologi. For hvis nu man har meget, i dette tilfælde gode finanser, så har man vel ikke nødvendigvis for flere gode finanser? Hvis man er velbeslået og sikret på det financielle område, er der så ikke andre områder man kan få lyst til at blive rig på? Anderkendelse for andet end bare økonomisk rigdom? Kodeordet her er "Mæcen", eller det udtryk MUND-FULD bare synes lyder bedre; "Patron".
En velgører, der støtter andres arbejde og dermed sikre sig selv et fornuftigt afkast i form af anderkendelse fra det omgivende samfund.
Der arbejdes med tre former for støtte:

Tre slags sponsorer (inspireret af Bernadette McNicholas, 2004):

	MÆCEN	SPONSOR	PARTNER
Aktivitet	Donation	Marketing	Partnerskab
Fokus	Velgørenhed/støtte	En god handel	Image/brand

Kilde: http://sponsormedvilje.dk

og det skal da ikke være en hemmelighed at denne blog klart ser "Mæcen"-delen, som værende mest oplagt at bruge i en Cittaslow. At give tilbage til dem der har givet én selv, som brygger Jacobsen gjorde det.

Man kunne få en Mæcen til at købe dele af torvet fri til lokale producenters salgsstande. Man kunne støtte etableringen af en Smagen af Fyn butik i Svendborg. Man kunne støtte plantningen af frugttræer i alle offentlige institutioner, poesifestivaller, æbleræs, skoleudflugter til udlandet, listen er, bogstaveligt talt, uendelig.
Man skal blot gøre op med forståelsen af "afkast".

En dag i en drømmeboble og så hjem igen

At sidde dér, se alle karaktererne folde sig ud; det var et kongeligt skuespil værdigt. Og dog var det overfor det kongelige teaters kulisseværksted, at Madkulturens første konference fandt sted. Læs mere om forventningerne her.

Måltidet; det fælles og det individuelle var emnet og hele affæren startede fint, Anne Murcott, ved at aflive myten om det fælles måltids hellige plads i vor midte. Dets mytiske evne til nærmest heale alt fra ungdomskriminalitet til Parkinsons, er vidst overdrevet. Faktisk havde den gode professor ikke fundet noget historisk bevis for at denne fantasi om familiens styrke var at hente ved middagsbordet. Hovedpointen hos Murcott var at et samfunds sociale problemer aldrig må hvile på individuelle løsninger; så som et måltid. 

Stærk pointe; den skulle fødevareminister Mette Gjerskov, strategisk forskningsrådsformand Peter Olesen, Mette Toftegård fra fødevarestyrelsen, samt de to reklamemænd Weidemann & Byager gå hjem og gruble over. 

I stedet havde de ovennævnte valgt at, på hver deres måde, fortsætte med at udlicitere holdninger om mad på samfundsplan, til private virksomheders initiativ. Kun hos dagens virkelige helte, en virkelighedens treenighed; Helle Brønnum(underviser/skribent), Anne Birgitte Agger(Kbhs Madhus) og dark horse, Boris Andersen(Ålborg Uni.), var der lys at se. Alle tre kunne berette om små lommer ærlighed, menneskelighed og enkelthed i maden omkring os. Hver især er borgerne i dette land, måske, begyndt at lure hvor meget der gøres for at holde os væk fra at kende, dyrke, høste, tilberede og spise vores egen mad. 

Ministeren talte om den travle hverdag og fokus på de fælles offentlige måltider, som der kun bliver flere af. Ergo, iflg. Gjerskov, en endnu større privat/offentlig sektor udi madleverancer til en stresset befolkning. Intet steds i ministerens ord var der at finde vinkler som "uddannelse", "bæredygtighed", "visioner for et mere menneskeligt samfund". Økologien blev nævnt, bevares, men økologer bruger også benzinslugende traktorer og sætter også deres høns for tæt. Nu har denne blog et temmelig stort horn i siden på socialdemokrater, disse socialismens svar på liberal alliance, så hurtigt videre til de andre oplægsholdere.

Peter Olesen kedede os med ulæselige slides i et endeløst indlæg, der næsten fik os til at æde det hele råt. Næsten. Man spidser ører når postulater som " alle fødevarer har en funktion, hos alle er der en negativ og en positiv side af denne funktion". 

Eller dette; "Klinisk dokumentation for såkaldt sund mad, er svær at finde".  

Eller kongen af sludder fra Olesen dén dag; "At se på borgerens hele livssyn er vigtigt for at kunne fremme innovation og konkurrenceevne". MUND-FULD så sig omkring, ingen reaktioner fra publikum, men tonen var klar. Vi, som samfund, er aftagere af fødevareindustriens påfund og vores statslige organer, garanterne for vores sikkerhed og sundhed, har bare at rette ind. Olesen var endda så smart at efterlyse mere interesse fra de godkendende myndigheder til forskningen i nye fødevareområder. På spørgsmålet om hvor denne indflydelse skulle ligge, kom svaret prompte; i godkendelsesfasen. Altså mere gummistempel; til gavn for atter mere økonomisk vækst. Man burde slå efter om der ikke under "dinosaur" i ordbogen, vil være et foto af netop Peter Olesen. Eller måske i bogen for ordsprog, under "købt og betalt"?

Madkulturen var repræsenteret ved direktør og bestyrelsesformand, der kørte en masse undersøgelser af om diverse vaner hos dansken. Men da undersøgelser ofte handler mere om svarerens ønsker, end svarerens reelle situation, springer vi dem over her. Desuden ville det være unfair endnu engang at skulle slå på den mangel på stillingtagen hele projektet lugter af. I stedet en tak for en underholdende og lærerig dag, der bød på sækkestolle til deltagerne og en meget underholdende gør-det-selv-frokost. Desværre havde vi misset morgengrøden og savnet en formiddagssnack så meget, at lysten til selv at koge sine fiskeboller og snitte sin salat, var.........den var der ikke.

Endelig, endelig var det blevet tid til at noget virkelighed kunne træde op på podiet. Første bud kom fra Helle Brønnum-Carlsen, der kunne følge smukt op på Marcotts indledning til dagen; måltidet er ikke givet på forhånd, det er en konstruktion, noget vi må kæmpe for. I hendes seneste, "Mad og æstetik", trawler hun igennem de forskellige aspekter, der skaber et måltid. Som mangeårig underviser, ved Brønnum-Carlsen et og andet om formidling og flytning af mennesker, når det kommer til mad. Hun fanger, ganske rigtigt, pointen i dels at have erindringen med, dels overraskelsen, ved introduktion af mad for unge, gamle; ja, alle os vanedyr. Måtte den bog, blive pensum for alle lærere, der nogensinde tager en grydeske i hånden foran en flok skolebørn.

MUND-FULD havde høje forventninger til Anne Birgitte Agger (hvorfor skal alle altid introducere hende ved hendes kælenavn, som om vi var slyngveninder?) Og da hendes powerpoint ikke virkede(gudsketakoglov), var banen kridtet op for et anderledes indlæg, der viste sig også at blive dagens bedste. Sagde hun noget nyt, så? Næh, endnu engang var mennesket fuldstændigt i fokus hos Københavns Madhus´ direktør. Mad leveret med følelse for omgivelser, leg og glæde, er en succes, hos alle parter. Og hvad er opskriften? Omtanke for hvad der passer bedst for den enkelte, er nøglen.

Men hov, var det ikke også Peter Olesens pointe; den enkelte, behovet?

Jo tak, men hvor er der langt fra at tænke den enkelte som aftager af produktion og så den enkelte som en del af et læringsmiljø eller et fælles bosted. At tænke den enkelte som en historie, en helhed, samtidigt med at trække denne historie ud i virkeligheden. Så hvordan giver vi bedst vores børn kærlighed igennem maden, når nu de spiser ude mange dage i ugen? Ved at give dem kinder snitter og ostehaps med i en varm madpakke? Eller ved at se til de får veltillavet, enkel mad dér hvor de nu er? Ja, det sidste og så endnu en håndmad til de mødre, der tror at madpakker fra forstaden forhindrer deres poder i at tage stoffer.

Slutteligt kunne Boris Andersen, Ålborg uni., være rosinen i pølseenden med sit oplæg om unge og deres syn på måltidet. Han kom med endnu flere tal; opløftende tal. Der købes ikke flere færdigretter i 2011 end i 1995, der bruges stadig lige så meget tid på madlavning som i 1995 og spurgt ad, prioriterer dansken stadig fællesmåltidet højt. 

Dejligt. Knapt så dejligt var det at 1 % nu laver mad sammen med deres børn, på regulær basis. Man kunne ane et missing link her, da børn/unge jo faktisk HAR undervisning i skolen om mad, at de faktisk bliver motiveret til at lave mad, hvis der er nogen at lave mad til og godt kan lide sanseligheden ved madlavningen. Må vi ikke bede de forældre, som ser nogle af de 35 timers madfjernsyn der sendes om ugen, tage den interesse med ungerne ud i køkkenet; like now, please??

Hvilken luksus, at kunne bruge en hel dag på at diskutere noget så enkelt som et måltid mad. Det kan kun være i et rigt land, at man tager sin den slags friheder. Et rigt land, med rigdom baseret på at vi konstant køber noget af hinanden. Hvilket konferencen bekræftede til fulde; vi skal købe, producere, aftage, vide og så aftage noget nyt. Fra minister, over fødevarestyrelse, forskningsråd og reklameverden; de danner ring om os; giver os muligheder. Men det er muligheder der er af den gamle verden; den uhæmmede økonomiske væksts verden. En verden af i går. Glæder mig til næste gang, måske er emner som selvforsyning og uafhæninghed af aktieprofittænkende selskaber på tapetet. Emner der for alvor kan befri befolkningen fra vanetænkning og ikke bare gøre et stresset liv endnu mere "bekvemt".

Besæt din tallerken!

Velkommen, Fedtafgiften..

...og fuck dig btw. 

Imod nye horisonter; California, here I come

Camilla Plum sagde det bedst i løbet denne sommer; "Vores friske råvarer, er ikke friske nok og de der skal lagres, er lavet alt for hurtigt".
Dette blev også sommeren, hvor MUND-FULD blev interviewet af landets langsomste medie, weekendavisen, om Svendborg og byens status som Citta Slow. Da fingrene ikke blev lagt imellem, er det overaskende at se at artiklen er at finde her, som link på Svendborg Kommunes officielle Cittaslow site . Hatten af for det. Og hatten af, igen, for at man, også i Svendborg Kommune,har besluttet at bruge de indtjente parkeringsafgifter på gratis bybusser i 3 måneder. Så er vi på sporet igen. Link på modkraft.dk her

Dejligt; alligevel har det været en tankefuld sommer; for hjælper det noget at bare brokke sig og være den lille dreng, der tør sige de voksne imod?

I løbet af denne blogs historie, er megen energi gået med at lange ud efter de der handler, hvad MUND-FULD anser for, forkert. Det har givet respons og debatmuligheder, men også en tom følelse af at blot pege fingre; og ikke handle nok. Det bliver nødt til at blive ændret, nu.
For nok har MUND-FULD ret i sine udbrud og antydninger, bevares, men det er også vigtigt at kunne vise en anden vej, en bedre løsning på de anråbte problemer.

2 ting; 2 handlinger er sat i værk. Den ene er selvforsyningstanken. I det små, dette er ikke et tvprogram, men der er hønsegård nu, slagtekaniner, køkkenhaven, leverer lidt, blomstrene bliver snittet til gaver ; kort sagt, der dyrkes og høstes.

Den anden handling er at undersøge og lære.
Fra februar 2012, vil MUND-FULD være at finde i San Francisco,Californien; hvor der skal ses på hvordan man formidler mad, underviser om mad, har en kultur omkring mad, på et lidt større plan end den danske andegård. Målet er at suge så megen viden og erfaring op, at der vil være noget at give af ved tilbagekomsten.
MUND-FULD har valgt at lægge sin lod i Slow Food bevægelsens skål. Denne, i Danmark lidt rødvinsplettede og ikke alt for ungdomsorienterede organisation, har været længe igang i det vestlige USA. Med frontkæmpere som Alice Waters, lader det til at man derovre ikke lade det være ved turene til Toscana og en hyggelig sammenkomst omkring kvalitetschokolade. Derovre drejer det sig om læseklubber, selvforsyning, skolehaver mv. Og selvfølgeligt også markeder, hvor forbrugeren kan møde producenten direkte. I en tid hvor de danske Farmers Markets ser ud til at være i tilbagegang eller i bedste fald, i stilstand, vil det være interessant at se hvorledes man gør det andetssteds.
Har du idéer, kontakter eller andet, vil det blive modtaget med kyshånd herfra.

Meget mere senere; jeg skal ud og plukke bønner nu.


Note. Marts 2012
Det blev ikke til noget, pengene var for få; ingen tur til det vilde vesten denne gang. Øv.

Fynsk gastronomi ikke repræsenteret på Israels Plads

Så kom den; listen over standholdere på "det nye" Israels Plads I København(link).
Er Sydfyn repræsenteret, som MUND-FULD før har foreslået? Nej, det var ikke overraskende. Hvad der måske var overraskende at to andre danske regioner; Bornholm og Møn, har fået deres eget springebræt ind i Københavnernes hjerter og tegnebøger ved at få sig en standpalds hver

Det er sørme ærgerligt at hjemstedet for Danmarks største fødevaremarked; øen med to foreninger; "Kulinarisk Sydfyn" og "Smagen af Fyn", ikke er repræsenteret fra starten af. Vi må håbe at det er noget man kommer efter, i alle tilfælde er det ikke kun denne blog, der har set lyset langs bordene i det centrale København.

Så, hvorledes kan man modtage fremmede og stadigt være et stærkt lokalsamfund, der i denne sammenhæng, skal sælge Fyn som et fødevareproducerende mekka? Hvordan skabes det folkelige grundlag for at påstå dette?
Nu har MUND-FULD jo allerede foreslået at få en stand på Israels Plads, her er et andet gratis råd.

Vær tilstede dér, vor folket er.
De er på FaceBook....eller et eller andet socialtmedie. Denne blog skal være den første til at beklage dette, men de sidder der altså og glor ind i skærmen. Lad os se hvad det hvo´n det går med at ramme fynboerne med madvisioner via FaceBook:

Smagen af Fyn, ikke tilstede på FaceBook.
Kulinarisk Sydfyn, 7 personer i gruppen på FaceBook.


Nå, men hjælper det også overhovedet at være aktiv på det medie? Ja, det gør og her er præmieeksemplet.

Hugh´s Fish Fight(link), kendt engelsk TVkok og indehaver at River Cottage, indleder for ca. ½ år siden en kamp imod det massive spild af fangede fisk i de europæiske farvande. Noget med at for hver  fisk der kommer til butikkerne, er 10-12 andre blevet smidt bort, døde.
 Idag, 13. juli 2011, har EU Kommissionen(link) selv foreslået et totalt forbud imod ethvert misbrug og udsmidning af fangede fisk. Og hvilket medie tror du kære læser, var det stærkeste for at skabe et folkeligt forståelsesgrundlag og ditto, opbakning?

Nemlig! FaceBook!

Så kære Fyn, få lavet dig en FaceBookprofil og begynd at samle folket. Ser man i aktivitetskalenderen for madarrangementer, er der jo masser at fortælle om:

Smagen af Fyns website/aktiviteter, senest opdateret i maj 2011
Kulinarisk Sydfyns website/aktiviteter, seneste opdateret 3. juli 2011

Skyldes denne fodslæben noget særegent fynsk måske? Kan det tænkes at der på Fyn er en særlig tankegang, der betyder at de organisationer, der kunne tænke progressivt og faktisk benytte sig af området kvaliteter, har svært ved at komme i kontakt med fynboerne per se?

Som tilflyter på 6.år er det min personlige og erhvervsmæssige erfaring af fynboerne, generelt set, godt kan lide selskab. Deres eget selskab. Der findes stadig svenborgensere der begræder den dag "de røde" kom til byen og overtog en stor del af det udadvendte Svendborgs aktiviteter. Det er næsten 40 år siden!

Disse "røde" skabte hele det renomé som Svendborg idag overlever på; de skabte bevidstheden om en slags dansk californien, med hippieværdier som samvær, nærhed til naturen, lærdom, medmenneskelighed. 

De var tilflyttere, der så værdier, som de lokale ikke var bevidste om. Derfor var de også bedre eksponenter for disse værdier, de ville faktisk gerne bo i dette landskab. Således er det vigtigt at sætte pris på tilflyttere, fremmede, der faktisk vælger at bosætte sig som din nabo. For de vælger at bo dér, det gør de fastboende ikke, de er der jo allerede. Og jeg skulle hilse at sige at alle idéer om et bedre samfund burde være velkomne, for Fyn er også udkantsdanmark, ligesom Bornholm og Møn.