Frihed til at æde mig ihjel

Vi nyder alle mad, at dyrke den eller at producere den, eller at spise den. Hell, nogen af os elsker alle dele af mad. For de fleste er mad dog stadig hvad det er; føde til vores organisme. Og jo nemmere de kan få den, jo mere tid kan de bruge på andre aktiviteter. Hvordan løftes denne, størstedelen af en befolkning væk fra direkte skadelige levnedsmidler, til gavn for dem selv, deres nærmeste og samfundet?

Hvis det var dine nærmeste, der var ved at hoppe ud på en befærdet motorvej, ville du stoppe dem? Ville du stoppe en fremmed? 

For denne blog, er en forfejlet livsstil lige så farlig som at hoppe ud på en motorvej og jeg vil gerne være med til at stoppe dig i at begå den fejl. Også selvom det aldrig er rart at blive taget i at lave noget, man godt ved er forkert. Det giver arkut dårlig samvittighed. Men vi véd det godt; det kan gøres bedre. Særligt hvis vi gør det sammen. Og vi kan danne fælles front imod dem der ikke vil os det bedste, få os en fælles fjende.

Ja, "fjende", endnu et negativt udsagn, nærmest fanatisk, distancerende. Desværre er det blevet sådan, da den hånd der fodrer os, er blevet en dræber af millioner verden over.

Hvorledes tackles denne fjende så?

Modsvaret fra alle os der er gerne vil ændre vores allesammens ernæring, har været dannelse. I skoler, kurser, TV, interwbzet, trykte medier; der er masser af tilbud for at blive klogere. Men ser man på hvad forbrugerne hiver ud af supermarkederne, er det ikke det alle "de hellige" prædiker. Lad os lige dvæle ved disse verber;"burde", "skal", "er nødt til", enddog også "forbud". 

Hvad skal vi med alle de negativer, når vi bare kan tænke os om? Bruge det frie valg.

Dette frie valg, som er os så vigtigt. Friheden til at æde mig ihjel, står over alt andet, synes det som om mange tænker. Vi ved godt at belønninger og trøst i form af søde sager, er af det onde. Flertallet af os orker bare ikke at blive fortalt at nogle af de ting vi foretager os, er af en negativ observans. Det er ikke opbyggende for motivationen til, f.eks., at spise mindre kød, ligge sodavandet på hylden eller motionere lidt mere, at få slynget fakta om produktion, indhold og tilberedning, i hovedet.

I vores bekvemmelige lille lukkede land, er det ikke god tone at påtale fejl hos andre. Fejl, der koster os alle dyrt; som et forkvaklet landbrug, et ødslende discountled og de fortravlede forbrugere; de fejl er det heller ikke behageligt at blive forestil. Men de er der og vi skal alle gøre noget ved det. (Her kunne indsættes et billede af en grædende dreng eller en nøgen burhøne, vælg selv).
Vi har ikke brug for mere oplysning og undervisning i form af venlige henstillinger og gode råd. Vi har brug for at der bliver taget stilling.

Der skal en anden form for undervisning til. Undervisning til offentligheden om hvad der virkeligt er i vores mad. Statsorganiseret undervisning. Når en samlet fødevareindustri kan overøse os alle med reklamer på gader og stræder; overalt vi bevæger os; må modsvaret jo være en samlet videnskab, lærerstand, kokkefag, forbrugermasse; støttet af vores allesammens moder stat, der giver igen. 

Desværre en utopi; bloggere, madprofessionelle, forskere, sundhedsfaglige; i deres forsøg på at "arbejde sammen" med producenterne, bliver de alt for ofte forførtaf den hånd der fodrer dem, til at give forvrængede og vildledende oplysninger til forbrugerne. I nogle tilfælde bliver det gjort bevidst, men lige så tit, sker det med rabatordninger og goodibags ved konferencer; taknemmelighedsgæld og vennetjenester. Nepotisme.

Som forbrugere, er vi ikke frie til at foretage de valg, der bedst for os. Vi lever i et samfund som accepterer colareklamer overalt, selv i idrætshaller, samtidigt med at det ikke vil have det modsatte budskab fortalt. 

Det skal der laves om på.

Selvom det er hård kost (punt intended), så bør du lade være med at spise elendig mad. Og det er ikke kun burgere, kartoffelchips og sodavand, jeg mener. Det er det kød, du spiser for meget af, de elendige spanske tomater, du hiver hjem og de ditto drivhusdanske, slavefremstillet chokolade. Basisvarene, det er dem du skal holde øje med. Det du spiser mest af; hvor kommer det fra, hvad har det levet af, den slags spørgsmål må du stille dig selv.For din sundheds skyld, dit velbefindendes, din økonomis. For dine nærmestes skyld, så de kan have et behageligt og tilpas menneske omkring sig. Og for samfundets skyld. Samfundet er den fælleskasse vi, som danskere, er ved at lade hånt om i disse år. Den skal ikke belastes for meget, med din svage karakter og dine velfærdsygdomme. Og nej, fedme, rygerlunger, elendig fysisk form og behov for 1½ liter sodavand dagligt er IKKE arveligt.

Vi kan bruge nok så megen energi på at skælde føde vareindustrien ud. De er ligeglade, de ser sig som producenter af goder til dig, de kæmper for din frihed til at æde dig ihjel. De hjælper dig på vej til et langsomt selvmord, mens de tjener penge på det.

Alle disse ord på en enkelt blog; det er fødevareindustrien ikke bange for. Nej; de er bange for dig!