Miljøforkæmper? Drop kødet, Del 3

Den personlige konklusion ligger klar; Kødspiseriet må nedsættes, hvis ikke ikke helt afvikles for mit vedkommende.
I dette tredje indlæg om filmen "Cowspiracy", vil jeg forsøge at klargør hvorfor det er et valg jeg mener mange bør overveje. Læs det første her og det andet her.

Fortidige generationer har altid været drevet af "Mere", denne tid revolutionerer dette, vor fremtid hedder "Mindre".

Og måske er det en machokistisk træk hos mig, men tanken om at afstå fra noget, for det fælles bedste, liger pænt op ad mine øvrige indgange til livet. Men, er en væsentlig nedgang i sit kødforbrug virkeligt så stort et offer? Eller er jeg, som mange andre, drevet af vanen? Mange af reaktionerne jeg har fået på mine indlæg, tyder på at jeg ikke er den eneste med en kødvane.

Som arbejdende i restaurationsbranchen igennem mange år, som underviser i køkkenfag og havedyrker, som familiefader og kogebogsnørd og ikke mindst, med en konstant sult på nye smage, har jeg vendt min del af bøfferne i køkkenet. De smager godt, men prisen for dem er ved at slå min planet, mine børns fremtid, ihjel. Dettte er et faktum, som ikke kan ignoreres. Landbrug i dag, som et hele, er ikke bæredygtigt. Industrielt landbrug er en ødelæggende pestbyld og frilandskødproduktion er ikke muligt med kun en planet til rådighed. Faktum.

Klimaforandringerne er her allerede, de truer vores eksistens; det har været en rød tråd i megen debat og forskning og bliver ikke ignoreret mere, end ikke de værste benægtere. Dér, hvor der har været et kvantespring for undertegnede ligger i at løsningen på dette, faktisk er i mine egne hænder.
"Cowspiracy", sort/hvidmalet og fuld af amerikansk drama som den er, blotligger at det er ved at omlægge vor tilgang til fødevare produktion, løsningen findes. Den viser os, hvor stor en del af den samlede produktion af drivhusgasser og øvrige hovedforureningskilder ligger.

Hos vores overdrevne produktion af kød.

Den fortæller også at de organisationer, der forestiller at skulle varetage naturen, for en stor dels vedkommende, slet ikke tør adressere dette, da landbrugslobbyen og deres politiske agendaer, trumfer al politisk beslutning. Sådan er det i USA, jeg ser ikke grunde til at det ikke også skulle være sådan i Dnmark. Her spiller man bare ikke med musklerne, nej, i Danmark spiller landbruget dygtigt offerollen, mens de ejer størstedelen af vor landjord og skalter og valter med den som de lyster. Eller flytter deres svineri til udlandet og fortsætter der. Men  dette er ikke et nationalt spørgsmål, det er blevet globalt for længe siden.

Det være sig friland eller industrielt, kødproduktion tager så mange ressourcer fra naturen, at regnskabet bare ikke går op. Ikke nogen nyhed, men for denne pen, der har skrevet om dette faktum i årevis, er tiøren åbenbart fladt ekstra hårdt denne gang.

Også fordi løsningen er så nem og ligetil, er det tiltrækkende. For jeg behøver jo ikke spise kød. At ernære sig ved et vegetarisk diæt er jo ikke just en landevending. For langt de fleste i vores vestlige verden, er det bare ikke cool. Kød på bordet har været målet for så mange af vores forfædre, at vi nu ikke tror at vi kan leve uden, at det er en naturlig ret at skovle 125kilo kød og godt 90 kilo mælkeprodukter ned årligt. Det ironiske består så i at denne jagt på mere kød, er ved at slå os ihjel.

Jeg HAR hørt argumenterne for at kød skulle være fremtiden, har læst hvad jeg kunne om bæredygtig og naturbevarende kvægdrift, om at vi i Danmark bare skal producere løs, fordi vi er så gode til det med at lave meget kød. Jeg gider ikke tænke på et eller andet BNP, der måske skal se anderledes ud, hvis alle spiste mindre kød. Jeg er træt af landbrugslobbyen og sådan set også feel-good-frilands-økoproducenterne af kød og mælk, der på hver sin vis, vil gøre sig uundværelige. Jeg synes at de er drevet af egoistiske og kortsigtede, nærmest suicidiale argumenter om "ret til" og "det frie valg" og "verdens sultne", når det hele drejer sig om at de bare vil æde kød selv, tjene flere penge og åbenbart er drevet af at det er så forbandet naturligt at spise kød for alle andre. Hvem talte om at folk, der argumenterer som jeg, er pedantiske og fanatiske? Mine små indlæg her på bloggen har vist at fanatismen vidst trives på begge sider af hegnet, kødspiserne er ikke for gode selv. Og kødproducenterne skulle til at overveje at tjene deres penge på noget andet.

Efter alle drengerøvskommentarerne, al hånen til vegetarerne og al vreden over at blive opfordret til at faktisk gøre noget, kommer der et stille øjeblik i alles liv. Og det er dér vi skal spørge os selv; Er det virkeligt det værd? Er vores børns fremtid, deres børns fremtid, virkeligt dét værd?

Dette er nok det vigtigste spørgsmål vi bør spørge os selv og der håber jeg på at vi vil træde frem som de humanster jeg tror vi alle er, inderst inde. Jeg tror faktisk stadig på at vi godt ved hvad der det rigtige at vælge, men at vi er blevet forledt af grådighed efter stadig mere, til at huske det helt klart.

Ved at se "Cowspiracy" får vi et indtryk, for første gang i hele den industrielle tids hersken, at vi, som enkeltindivider kan gøre noget for at tage fremtiden i vore egne hænder. Noget meget enkelt. Holde op med at spisekød.

Det lyder som et quikfix, men tænk hvis det virkeligt virkede? Ville det ikke være et forsøg værd?


Når jeg ser på industrielt fremstillet kød, vil jeg fremover vende det ryggen. Hvilket er nemt nok, jeg køber jo allerede lokalt og hele molevittenen. Jeg har kaniner i baghaven, så mit kødforbrug er egentligt så englerent som det kan være. Som jeg så vil gøre i mindre grad fremover. Man kunne sige det således at målet er at få én køddag om ugen, i stedet for det gamle råd om at have én kødfri dag om ugen.

Nej, den store kamp kommer, når jeg begynder at se på forbruget af pålæg og andre, forædlede produkter vi omsætter i vor lille familie. Og mælkeforbruget (der allerede er lokalt, økologisk og 100% græsfodret jersieko, intet mindre). Smør, yoghurt, fløde, de er udadskillelige fra mit køkkenliv. Og alligevel, skal jeg have dem i mit hus, må de gøres til det de er; deres vægt værd i guld. Hvis ikke jeg kan producere det selv, vil jeg ikke have det i huset. 2015 bliver for alvor året hvor jeg kaster mig ud i hjemmeproduktion og af en eneste og temmelig flagelantisk årsag; det bliver pissebesværligt. Og dermed så meget mere værdsat og eksklusivt. Resultat, en stadig mere vegetarisk diæt. Og nogle spænende udfordringer i køkkenarbjdet, ikke at forglemme.

Nu gør jeg det bare ikke kun for at være elitær og gastromandeagtig i køkkenet; jeg gør det fordi det er det der kræves af mig som tilhørende menneskeslægten, Intet mindre.

Hva´behager, var det et nytårsfortsæt der ville noget?

jeg håber at du som læser, tager udfordringen op også. Du kan faktisk gøre en stor forskel med en lille handling.

Godt nytår derude

Det virker, Selina

Dette burde vel egentligt blot være en personlig mail, men dette er en bevægelse af ressourcer, større end noget mail. Faktisk er det i dag, 16 oktober, (link) World Food Day.
Men, Selina, din kamp imod madspil virker; jeg finder jo nærmest ingenting i containerne, når jeg skralder. Herunder vil jeg komme ind på hvilke årsager det kan have, men den altoverskyggende er følgende;det personlige initiativ vil altid vinde.

I Danmark har kampen imod madspil være personificeret af Selina Juul, stifteren af (link) "Stop Spild Af Mad" - en bevægelse  jeg ikke har haft noget at gøre med, siden jeg meldte mig ud af Facebook gruppen for år tilbage, fordi man nærmest blev spammet halvt ihjel derfra. Siden har jeg kunne følge optrædender af stifteren på TedX, i TV, ved bogudgivelser og på nettet. Og nu har jeg set det med mine egne øjne, der hvor det tæller aller mest, i affaldcontainerne.

Jeg havde mine betænkligheder ved at skulle indlede denne sæson af affaldskravlerier. Det er min egen snobbethed, der gav mig griller.Jeg gider jo ikke at købe det meste af det jeg finder i containerne, men fordi det er gratis, rager jeg det hjem til martriklen. Når jeg køber ind, er det helst biodynamisk, med økologisk gåran. Meget få madvarer, som jeg har håndret over, er konventionelle. Det er meget af det der er i containerne derimod og det tager jeg gerne med hjem. Det er blevet lidt en belastning at tænke over i løbet af denne sommer, men løsningen kom fra en uventet side. Der er nemlig ikke særligt meget derude nu.

Jeg har før skrevet om hvor meget jeg har kunne hjembringe, nogle gange så meget at supermarkedesbesøgene blev 14-dages begivenheder. Sådan ser det ikke ud til at blive i denne vinter.Af flere årsager, skulle jeg mene. Den altoverskyggende er berørt; Takket være "Stop Spild Af Mad"-bevægelsen og dens ivrige forkæmpere, er detkommet på dagsordenen  at vi smider alt for megen brugbar mad ud.
Man har det seneste år, kunne konstatere at nærsagt alle supermarkeder har 10-kroners områder, hvor udgåede non-foodvarer sælges til nedsat pris. Det er man ikke for fin til mere i Føtex heller.
Og hvad angår fødevarer, er det det samme. Varene bliver samlet og udbudt til en ofte endog, meget nedsat pris, pga. datoen, som der står. Jeg har ikke fået sat mig ind i om lempelsen i forhold til datomærkningen faktisk blev indført; et eller andet er der sket. Mejeriprodukter er stort set fraværende, det frugt og grønt der findes er i væsentlig dårligere stand end førhen(sidste vinter) og der er nærmest ingen non-foodvarer at finde nu.

Følgeårsager af bevægelsens kamp kunne være følgende.

• Man sælger rent faktisk flere varer inde i supermarkedet. Med billigområderne, kommer kunderne til at hjemtage store mængder af varer, der ellers var blevet smidt.
• Medarbejderne tager deres del. Det er blot en teori, men som lavtlønnet ansat, har det altid undret mig at man kunne stå og smide udmærkede varer direkte i affaldscontainerne. Som en lokal trubadur jeg hørte synge i går, sagde: "Jo vigtigere vort arbejde er, jo mindre er det værd. Dén tanke har måske nået lidt flere ansatte nu, også,med det fokus man fra firmaerne bag supermarkederne, har fået. Hvorfor ikke selv tage den pakke havregryn med hjem, i stedet for at smide den ud, når eneste problem med den, er at den har fået et hul? Ja, den er i hvert fald ikkei affaldet mere.
• Der er kommet flere skraldere. Jeg har allerede nu, tre uger inde i min privaterklærede "sæson" mødt flere end jeg gjorde hele forrige år. Flere skraldere, mindre at finde for den enkle.
• Flere aflåste containere. Nogle af mine "kolleger" har desværre, med deres rod og svineri, sat en effetiv stopper for stadigt flere containere, da disse bliver aflåst ved lukketid.  Jeg kan kun, igen, beklage dette og advokere for "ninja-styl": Sort tøj, ingen rod udenfor caontainerne, ingen opsnittede poser i containerne, hurtige besøg, natlig aktivitet og høflig optæden, når man bliver antastet af ansatte fra forretningerne.

Det er rigtig, rigtig gode tegn og jeg håber at jeg en dag kommer fuldstændigt tomhændet hjem. 

Mit private indsamleri har dog også skiftet lidt fokus, nu går jeg hovedsageligt efter mad til kaniner og høns og det er der stadig rigeligt af. 

+ de 4 kilo løg, de 12 fennikel, de 5 dåser ricottaost, rugbrød, alle slags brød, rødkålshovedet, de fire majskolber, appelsinerne og mandarinerne og den 1 kilos pose med Sure Fisk jeg satte til side her til aften.

Askese

For nogle dage siden undlod jeg at spise i 2½ dag; bare for at se hvordan det ville være. Et madmenneske, der lever fra måltid til måltid. Fra såning af den ene afgrøde,til høst af den næste. Som underviser i mad, som fader. Hvordan ville jeg kunne klare bare 2 timer uden mad?
Glimrende, viste det sig. Sulten var slet ikke til stede den første dag og bare som en lille rumlen den næste. Tanken om mad, derimod, var svær at deale med. Ikke at spise, men at røre ved, sætte den sammen til nye retter. Pludselig havde jeg al denne tid på mine hænder også selvom jeg lavede lidt mad til resten af familien. Vand og the holdt mig i gang, men på trediedagen kunne jeg ikke stå og smøre mad til andre, det var for fistende at begynde at tænke i smage og dufte, jeg ikke kunne have. Det var hårdt.

I maj afleverede jeg et kæmpe stykke arbejde; planlægningen og udførelsen af den måske mest betydningsfulde ølfestival i Europa. Små 9 måneder blev fyret af på to hæsblæsende dage, flere erfaringer blev høstet og CBC fortsætter i 2014. Jeg blev ikke bedt om at gentage succesen, da støvet havde lagt sig. En anden form for askese indfandt sig, manglen på at være i top-ydeevne-mode og fornemmelsen af at være tilstede i orkanens øje. At være med til at løfte en begivenhed af denne karat og så vide at det smarteste/bedste og naturlige for den fortsatte udvikling af festivalen, vil være at skære sig selv løs, så luftskibet kan flyve endnu mere strømlinet, er en svær erkendelse. Men også her rammer en følelse af at det netop ikke er kicket ved at være med i et innovativt og ledende crew, det er ikke at vide det nyeste og mest hemmelige, jeg savnede i månederne efter. Det var skabelsen, kreativiteten, der blev sat fri og ikke fandt afløb. Så da de første abstinenser, sulten, efter at være på forsvandt, da kreativiteten er blevet sat fri igen og ikke er 100% bundet op i et enkelt felt, da hjælper afsavnet faktisk som motivator. Det føles fint.

Haven har leveret godt i år og vores familie har i stor grad kunne trække på dens produkter til aftenmåltidet og til de små måltider igennem dagen. Vi har kunne supplere med supermarkedsindkøb, vi har levet i en dejlig frihed, en drømmende askese, fra at skulle bruge penge i den udvandende og sørgelige danske supermarkedsindustri. Dét er i sandhed vidunderligt, afsavnet kan kun blive større fremover; der er købt slagtekyllinger forleden.

3 eksempler på askese, at undvære, skulle give afkald på noget jeg troede uundværligt. I alle tilfældene har det haft omkostninger og gevinster. Et par tab i form af mennesker, der følte sig forbigået og projekter, der måtte skrinlægges, var omkostningerne. Mest gevinster, i form af vigtige erfaringer og en øget indsigt i hvilke værdier, der egentlig er de vigtige at holde for øje.

Nysgerrigheden er vigtig. Hvad sker der, når man gør sådan? Eller sådan? Er den blinde og for lange omvej, det hele værd? Det er den, hver gang.
Ligeledes det enkle, i de omtalte tilfælde er det den helt rene sansning, kropsligheden, alle sansernes indtryk, der træer frem.

Til sidst; grunden til ens handlinger. Hvorfor gjorde du det, kommer resultaterne ud bedre end konsekvenserne? Er din grundholdning rystet, din samvittighed god, dit tidsforbrug?

Store ord, men dette er også det første indlæg i mange måneder, tankerne har været vidt omkring. Og på sommerferie ovenikøbet. (Denne blogs rejseanbefalng skal være Markthalle Neun, Eisenbahnstrasse i Kreuzberg,Berlin;  alt hvad alle danske fødevare- og kunsthåndværkermarkeder ikke har).

Vi skal drukne et website, folkens...

Der er tre måder man, som menneske og forretning kan eksistere. Stort, småt og råddent. 

Når en forretning, et levebrød, et wbsite som Findopskrifter.dk; baseres på at snyde andre, til at gøre forretningsmæssigt eller rettere, hitmæssigt, selvmord; er det bundråddent. 

Heldigvis kan det stoppes; derfor dette indlæg om madbloggeres ret til deres eget indhold. Det handler også om at eksekvere den stærkeste magt, man har som menneske; retten til at fortælle andre sin side af sagen.

Vil du vide hvad det tekniske og grundlæggende går ud på; tjek MadbeVægelsens forklaring her. og det helt detaljerede på Grydeskeen.dk her

Dette er sagen som den lægges ud via Bergholdt.net:

"På dansk grund er Findeopskrifter et eminent godt eksempel på en dot com-inspireret parasit. En parasit, der igennem basale psykologiske mekanismer snyder danske madbloggere til at tro, at det er en god idé for dem at tilmelde sig madportalen.

Men det er det ikke. Findeopskrifter beder bloggerne tilføje et lille badge med et link til hjemmesiden. For hver side på en blog genereres et link. Bloggerne bliver lovet øget synlighed og trafikafkast til gengæld. Når Findeopskrifter linker til de madblogs, der deltager, sættes der et ‘vi stoler ikke på dig’-signal på linket (en no-follow-attribut)."

På papiret får siden hits; i realiteten havner de alle hos Findopskrifter.dk. Sagt lidt mere enkelt; når en madblog er meldt ind hos Findopskrifter.dk, vil hvert hit via Findopskrifter.dk for altid mærke den gældende madblog, som no go for den søgende computer. Ikke flere hits til madbloggen, der ingenting opdager, for der tælles jo stadig hits hos Findopskrifter.dk. 

Hm, så det er vel bare det. Den kloge narrer den mindre kloge; det handler alt sammen om at dele og tage; der der tager mest, har vundet. Særligt i dag, med det hersens internet, hvor alt kan deles og bliver gjort.
Jeps, helt sikkert, hvis man vil leve et råddent liv. At tage madbloggeres, nærmest allesammen rene amatører; tage deres trafik fra dem, så de langsomt dør hen; efter at have inviteret dem til netop at gøre det imod sig selv. Hvordan kan man stå op om morgenen og tage afsted til den slags arbejde? 
Ikke engang en bændelorm er interesseret i at dens vært dør, men i en verden af perversiteter, er det blevet helt legitimt at bløde andre forretninger ihjel, og tjene penge på det. Vi ved det kan gøres; det gør det ikke rigtigt.

Forargende, men efter at vreden har lagt sig, bilver man også mere klarsynet. Det er allerede nævnt at dette indlæg, er en støtteerklæring til de madblogs, der lider under dette. Og bedst af alt, ved at læse dette indlæg, er du allerede med i kampen imod Findopskriften.dk. Dette indlæg linker nemlig til en anti-links-site, som vil få Google til at gøre præcis det samme ved Findopskriften.dk, som sitet gør ved andre; bombe det ned af søgelisterne, for at det så kan lide en stille død, langtnede i søgelisten hos Google.

It´s called citizen activism, baby. Tak for at du læste med her.

Link til Bergholdts skriv om sagen, her


Bidragende til kampen i mod udnyttelse og ihjelslåning afmadblogs stiger stadigt; her er en række links fra Dag 2(direkte nolet fra Klidmoster.dk

Klidmoster: http://klidmoster.dk/2012/10/findeopskrifterdk-bloglands.html:

Grydeskeen: Findeopskrifter.dk – Millionomsætning på bloggeres indhold uden at lave noget selv

Det Lyseblå Køkken: Findeopskrifter.dk - En parasit, der bør udryddes! 

Kristinas Køkken: Findeopskrifter - nej tak

Madbevægelsen: Findeopskrifter.dk: Kunsten at fodre hunden med dens egen hale & tjene penge på det samtidig

Bergholts Opskrifter: Findeopskrifter er en parasit, der bør udryddes

GASTROmad: Det er mine Indlæg – Findeopskrifter

Heidis Verden: Hvorfor du som blogger bør sige nej til at være med på Findeopskrifter!

Det Lille Køkken: Hov, hov – det er min blog!

Rigeligtsmør.dk: Findeopskrifter.dk udnytter danske madbloggere 

Spisekammeret: Findeopskrifter.dk - et stærkt vanedannende stof

Ugens 7 Dage: Nallerne væk Findeopskrifter!

Restaurant Day 17. november; vi er med igen

Vi deltager igen i Restaurant Day

Phar & Söns Skovtursbod

Vi har flæskestegssandwich og varm ciderglögg, to go. Med maden, får du et kort over skovene omkring Brændeskov og er vi alle heldige med vejret; bliver det en fantastik dag med vandretur, varm drik og god mad i lommen.

How cool is that, lige?

Restaurant Day er et fedt koncept og hvis du ikke har mulighed for at besøge os; så lav din egen restaurant for en dag; de er frit spil for alle idéer.

Website for den danske del af den verdensomspænende begivenhed, her.

Færdigmad bliver bare bedre/værre

Historien om det håbløst naive/søde lille barn, der tror at mælken bliver bygget i kartoner nede i supermarkedet, er snart ikke sjov mere. FDB introducrer nu hakketgønt med kød.(link her) 
Og det ER bygget på kødfabrikken. I det hele taget er tanken om at imødekomme forbrugernes behov med sammensatte fødevareprodukter, grådfremkaldende mest af alt.

Vinderen af FDBs Forbrugerkonkurrence har, tilsyneladende, helt selv opfundet finten med at komme forskellige grøntsager i sit hakkede kød og nu tager Superbrugsen idéen til sig og "lancerer en pakke hakket oksekød, hvor 20 procent af indholdet er gulerødder, squash og broccoli".

Der er så mange forkerte takter ved sådan et tiltag og disse modsiges af lige så håbløse argumenter, at jeg snart ikke ved hvor jeg skal starte..

Først; den 32årige, kvindelige vinder må grine en vis legemsdel af led hele vejen ned til banken med de 25.000, som præmien lyder på. Denne blog synes at det er helt i orden at tjene penge på en nem måde. Men at FDB ikke selv er klar over at verdens ældste husmodertrick, her har nappet 1. præmien, ja alene det faktum er jo faktisk latterligt. Men den der griner sidst ler bedst. mere om det senere. Først skal vi lige have aflivet argumenterne FOR sådant et produkt.

Travlhed

Det sparer tid at benytte sig af hakket grønt/kødproduktet (hvad skal det dog hedde? "Hakket Grød"?). Seriøst, den der tidsundskyldning ikke? Den skal man være meeeget forsigtig med. Undertegnede beklæder i skrivende stund 3, tre, jobs. Ikke fuldtid, bevares, men tre lønnede stykker arbejde. jeg har en familie med en kvinde og 2 børn. Jeg har et hus, hvor jeg ovenikøbet har ambitioner om høns, kaniner og grøntsagshave. Jeg har fået mig en sær hobby som engageret tilskuer til en sær sport. Alligevel formår jeg at lave mad fra bunden til min familie. Og det må jo enten være fordi jeg er lavet af en titanlegering ELLER fordi tidsargumentet er noget helt andet. Det er et prioriteringsproblem. Men endnu værre, det er noget fødevareindustrien intet gør for at afhjælpe. Med dette nye produkt, puster man jo nærmest bare til ilden. 

Istedet for at det kunne hedde, "lad os vise, i mod en eller anden vanvittig travlhedsttrend, Jer hvordan I laver enkel og nem mad, med gode råvarer", hedder det; "I har så travlt, det skal I bare blive ved med, vi sætter noget sammen, der både skaber en merindtægt til os og giver jer kunder en idé om at I sparer tid".

Der er så mange retter, der tager en halv time(!) at producerer, så der faktisk ER skrevet tykke bøger og eksisterer madblogs, om dette. Google det. Nu.

Sundhed

Det er sundere at spiser mere grønt. Jow, men hvor kommer det dersens hakkede grønt fra, produktionsmæssigt, hygiejnemæssigt? 

Co2

Det sparer Co2 at spise mere grønt. Her nærmer vi os den egentlige kerne af hele misæren, hakket grønt og kødprodukter. Som forbrugere bliver vi foregøjlet at dette produkt skulle kunne hjælpe vores dårlige samvittighed og måske naturen, ved at nedsætte et eller andet Co2forbrug. kunne der ikke være en bedre mening med at sætte vort kødkvæg på noget jord, der ikke alligevel bruges af landmanden? kunne der være en idé i at spise mindre kød, i det hele taget? 

Jo mere man tænker over dette produkt, jo hurtigere kommer det til overfladen, at det er endnu et resultat af fødevareindustriens og detailhandelens konstant profitjagt. Intet andet. Og så skal vi ovenikøbet betale for at de også tror at vores intellekt er på niveau med, ja en grøntsag.

Prisen

Alene kiloprisen på dette produkt, vil jo kunne gøre enhver garnter glad. Jeg kender den ikke, men mon det bliver de 20 procent lavere end 100% hakket kød? 

Kvaliteten

Man mener heller ikke at vi som kunder fortjener det bedste, vi fortjener stadig kød af udtjent malkekvæg og nu også grøntsager, som ikke engang klarer kravene til fryseposen. Disse råvarer skal gøres ukendelige og puttes i kød før de kan sælges. Man tænker over hvilket gulv de fejet op fra. Det springende punkt, forskellen på selv at smide grøntsager i sine frikadeller o.l., er jo netop at vi, før det blev hakket, kunne vurdere kvaliteten af det hakkede.

Tiden

Jeg har netop tjekket og hakket et halvt spidskålshovede, et par gulerødder og et løg. 6 minutter, med rensning,skrælning og skyldning.


Det må åbenbart ikke tage nogen tid, overhovedet, at kokkerer. Selvom det er et af de tre mest fundamentale ting vi må foretage os hver dag (de andre er vejrtrækning og væskeindtag), så skal det åbenbart helst fjernes fra vores kalender. Det kan vi gå og bilde os selv ind, fordi vi rent faktisk har travlt. Det er vores egen lille pløre at rette op på. Det er bare så satans irriterende at virksomheder, menneskerne bag disse virksomheder, altid skal finde de mest underlødige produktsammensætninger at sælge os, med undskyldningen om at det skulle hjælpe os.

Og, som nævnt, så skal de ovenikøbet fortælle os at dette vil være med til at forbedre vores sundhed/samvittighed/levetilstand/økonomi; når det stik modsatte er fakta. De taler ned til os og det må de bare ikke slippe af med. OK?

Småt er godt, fødevaremarkeder og deres størrelse.

Ja, konklusionene på dette indlæg vil være at små fødevaremarkeder er de bedste; for publikum, for deltagende firmaer og for arrangørerne, for kreativiteten. Du behøver ikke at læse videre.

Sæsonen for fødevaremarkeder er ved at være overstået og selvom denne blog ikke har deltaget i allesammen; faktisk måtte undertegnede melde pas temmelig tidligt; der var alt for mange og de var alt for ens, kan man jo godt have stukket fingeren i jorden og pumpet sine connections rundt om.

Over et lille års tid, har denne blog fulgt de mange tiltag omkring fødevaremarkederne i Danmark og har undret sig over hvorfor mange ikke kan se at større arrangementer kun ville gavne store producenter. Henover sommeren har det vidst sig at det var sandt; stort er smukt, hvis man selv er stor.

Imens originale tiltag som Bondens Marked i Kødbyen (København) kæmper med tilladelser, mangel på hjælp fra kommunen, mangel på hjælp i form af frivillige og derudover prøver at hjælpe mindre producenter med at sælge mere og hiver efter vejret for at overleve, kan FOOD Festival  i Aarhus fejre en publikumsuccés med 27000 besøgende.

Dermed er FOOD det største marked for fremme af fødevarer til den danske forbruger, tillykke.
I har sejret ad helvede til.

Allerede dage efter at eventen i det jyske var overstået, meldte mindre producenter ud at de gerne ville tilbage til markeder, der faktisk støtter op om alle deltagende virksomheder. Statsstøttede tiltag og store koncerner havde totalt overdøvet de mindre producenters stemmer. I en rus af kreative tiltag og pædagogiske øvelser, var der ikke megen plads til det det hele drejede sig om; ordentlig mad.
Det hele skulle underholdes ind i folk og ingen tvivl om at publikum og særligt de deltagende halvoffentlige organisationer, samt de store grimme fødevarefabrikker, havde en fest. Fuck, der blev twittet og facebooket i de dage.

Men ham med pølsen, hende med kålene; dem er der ikke så mange der husker i dag og det er i dag der skal handles, hvis en fødevarediversitet og en folkelig viden skal forankres?

"Køb den pølse, drop de bitches, maijn", fristes man til at råbe, med sin bedste aarhusianske ghettoaccent. For cirkusset er kørt videre, men bliver pølsen solgt? Hvem kunne høre fordelene ved dén forbandede pølse, når der skulle afholdes fysikforsøg og ses på madkendisser, måske også deles balloner ud?

Og hov, hvor blev den ægte madkommunikation af? Den med spørgsmålene.

Hvorfor var det at Danish Crown(DC) kunne få lov til at melde afbud, 1½ time før Slow Foods forevisning af den kontroversielle og stærkt kritiske film "Pig Business"?
Fordi arrangørerne ikke reelt var interesserede i at der skulle slås skår i glasbilledet af madfest og fordi DC har en smart presseafdeling, der ved at man, end ikke med de hurtige medier vi har i dag, kan få dårlig presse ud af en så sen afmelding. Det er for tyndt og beskæmmende; uanset hvad undskyldningen har lydt på.

Hold det billede; tivolibilledet af gejl og vrangvilje til at virkeligt interagere med forbrugeren.



Det økologiske Høstmarked/fejringen af international Cittaslow dag er netop blevet afholdt i Svendborg. Der kom små 2000 mennesker, fra Italien blev det, en måned før kick off, meddelt at den internationale Citta slow dag var rykket en uge frem, det regnede hele lørdagen. Det var en kæmpe succés.

Vi kom tæt på gæsterne, helt tæt. Der var mennesker bag hver en bod. Mennesker, der stod inde for varen de faldbød, for det var deres egen, hele vejen igennem. Vi havde et helt hold elever fra Skårupskolen med(tilfældigvis min arbejdsplads); de stod for en række boder, æblemostning, æbleflæsk, grillede æbler osv. Elever, der for en stor dels vedkommende, ikke passer ind i "normale" rammer for opførsel eller præstation. De ville ikke have haft en chance på markeder af FOODs størrelse, de ville være løbet skrigende bort fra reklamesøjlerne og den nøje planlagte slagstale man møder i et "normalt" kommercielt rum af reklamebereau udtænkt strategi. På Høstmarkedet fik de en stemme. De serverede mad for alle de deltagende standholdere, for arrangørerne, de talte med gæsterne, delte flyers ud og hyggede sig.

Det gjorde standholderne også, her kunne de møde gæsten og forklare sig, personligt. Et præmieeksempel på at kommercielt salg sagtens kan gøres med em ægte følelse af samhørighed og forståelse for at der skal være plads til alle.

Og så var der også banebrydende "underholdning" til folket. Dansgruppen sART og eating designeren Marije Vogelzang præsterede at skabe en performance, som ingen havde set komme.  Nogensinde. Så kan kartoffeltryk og åben scene med James Price (kom han overhovedet?) godt gå og lægge sig. Og, jo; de ælter 50 kg dej, iført badehætter, med elektronisk musik og folk der banker på puder i baggrunden; det er jo det, der er det banebrydende. Men, er det ikke blot også en tivolisering?
Nej, der er en forskel og forskellen hedder tilstedeværelse, nytænkning; risiko.

Jeg er sikker på at publikum var tilstede på FOOD, når det hørte på kendisser, lavede mad med rødbeder og alt det. Mange børnefamilier deltog sikkert med glæde. De kunne blot have skabt disse rammer selv, derhjemme og bør gøre det ved givne lejligheder; så som en tirsdag eftermiddag eller  ved en fødselsdag.
Det er ufarligt for firmaer og organisationer, blot at efterligne fødselsdagsunderholdning, trygt for gæsterne. Men det skubber dem ingen steder, hverken afsendere eller modtagere og når man står stille, så dør man.

Det gør en gang dej dans ikke; det var langt fra alle publikummer, der så lyset med ovenviste performance; men de var der, publikum, de så den eneste opførsel nogensinde, de fik en mening og en ny vinkel på dans, brød, what ever. Høstmarkedet tog faktisk en kæmpe risiko, sådan at bryde normerne for almindelig omgang med levnedsmidler, provokere, aktivere.

Næste gang må vi sparke lidt hårdere til de medier der glimrede ved deres fravær. Ikke at vi ikke havde gjort alt for at sparke dem herned. Moderne dans og den mest avangadistiske mad/mennesker/samværs-designer i verden, det er sgu nok for småt.

Så hellere filme et sejlskib ladet med dansk bacon, ved OL i London; det ved man da hvad er.

...og mens vi overvejer, skriger svinene

25000; det er tallet på svin der dør i Danmark hver dag; FØR de er klar til slagtning. Den del af det danske svineeventyr får vi ikke at se, hvis vis vi vælger at tage til FOOD Festival i Aarhus (link) til september.

Men vi kunne jo bare lade være. At lade være er det eneste rigtige valg, hvis du er interesseret i hvad dit næste måltid indholder.

Slow Food bevægelsen i Danmark har nemlig fået et nej tak til at fremvise filmen "Pig Business"(link) i FOOD festivalens biograf.  Dermed har man fra festivalen taget et politisk standpunkt, der ikke kan overses. FOOD Festival har valgt forbrugerens intelligens fra, til fordel for et glansbillede af kändisser, events og balfaldara. Det burde vi alle være kloge nok til at se og konsekvensen bør være en laden hånt om denne gigant på lerfødder.

Denne blog har tidligere i år kigget på tre fødevaremarkeder i Danmark (link) og lagde heller ikke den gang skjul på at festivalen i Aarhus lod til at være en gang varm luft. En masse penge over to år, fra både statslig og privat side, og derefter? Hvordan vil man på 2 år bygge en selvstændig festival op, der kan være en postuleret "Nordens Største", uden et net af frivillige? Som det Kulinarisk Sydfyn, nordens de facto største fødevaremarked, er baseret på og som gør at denne festival kan holde sig 100% fri af überkommercielle interesser. Interesser, der kunne give en uheldig lugt af profit frem for kvalitet.

For ved at bortcensurere "Pig Business" vælger FOOD jo, med sponsorernes billigelse eller ej, at tage hele diskutionen om hvordan vores mad kan fremstilles, væk. Man putter alle sine æg i fødevareindustriens kurv, mens man giver det hele et lag af jord-til-bord-farve på websitet. 

Det visuelle udtryk er en joke.Der indgår bla. en ged, en pære og en fisk; tre af de mest sværtanskaffelige råvarer i Danmark; hvis de skal være af en ordentlig og bæredygtig kvalitet, vel at mærke.

Sprogbruget og formuleringerne er en modsætning til festivalens beslutning om at fravælge tiltag som "Pig Business". Man skriver bla. "Food Festival er ikke et salgsarrangement - et marked. Formålet er ikke en omsætning af varer.....Food Festival er en kulturbegivendhed, hvor gæsten får ny viden, færdigheder i et køkken og kendskab til historierne omkring det ny nordiske køkken".

Skal dette tages for pålydende, er festivalen et antikapitalistisk tiltag, med en drøm om at give de besøgende helt ny viden om den mad de vil spise resten af deres liv. Ikke sandt?

Hvorfor vælger man et bidrag som "Pig Buisness" fra? Jeg har ikke spurgt, men dette blog indlæg vil blive sendt til festivalens arrangører og så kan vi jo se om der kommer svar og hvad det er.

Man kunne jo frygte at man er blevet klappet på skulderen af festivalens sponsorer, hvoraf én netop har startet med at lancere sig selv med en ny rock ´n´roll attitude. Sejlture i grisekostumer til London og derefter uddeling af kød ved årets Skanderborg Festival/Smuk fest, midt i bøgeskoven. Samme firmas, og ja, det er Danish Crown, kommuniktionsdirektør, konstaterer for nyligt ( i et sært selvsmagende og arrogant interview med mad+medier, link) at de eneste madkommunikatører hun tager notits af, er hendes egne ansatte. Man kunne frygte at festivalen har valgt at ligge ryg til Danish Crown "værdisæt" af elendigt fremstillet, medicinpumpet, gylleforurenende, arbejdsmiljøskadelige og til-østeuropa-udflyttede svinekødssalgsfremstød og navlebeskuende tilgang til verden. Man kunne frygte at der var flere hovedsponsorer, der lagde tilsvarende pres på festivalens beslutninger. 

Hvad enten frygten er begrundet eller ej, så har FOOD festval spillet sig selv over i et hjørne, hvor tænkende madmennesker skal skræve endog meget langt, for at nå hen. For jeg er ganske sikker på at man kan tale sammen om vores allesammens fødevarefremstilling. Jeg kan også godt se en form for topmøde imellem sammenslutninger som Slow Food og virksomheder som Danish Crown, hvor man prøver at nå hinandens intentioner for en stadig bedre kvalitet af mad og produktionen af samme. Jeg kan da enddog godt se at ved at deltage, kan man snige sine budskaber ind ad bagdøren på en sådan festival. Det kunne ske.
Jeg ved at de der kommer med alternativerne til det nuværende stade i dansk fødevareproduktion, gerne vil. Men jeg ser ikke fødevareindustriens vilje nogen steder. De medvirker i en fødevarefestival, der boykotter en kritisk film, hvorved industrien også kommer til at stå i et dårligt lys. Igen.

Ingen af parterne i denne sag, er tjent med censur. Madkommunikatører af alle slags må tale sammen om dette. Vi skal blot være opmærksomme på at mens vi taler om at tale sammen, skriger svinene videre på svinefabrikkerne. Sunde svin skriger ikke, de grynter.

Frihed til at æde mig ihjel

Vi nyder alle mad, at dyrke den eller at producere den, eller at spise den. Hell, nogen af os elsker alle dele af mad. For de fleste er mad dog stadig hvad det er; føde til vores organisme. Og jo nemmere de kan få den, jo mere tid kan de bruge på andre aktiviteter. Hvordan løftes denne, størstedelen af en befolkning væk fra direkte skadelige levnedsmidler, til gavn for dem selv, deres nærmeste og samfundet?

Hvis det var dine nærmeste, der var ved at hoppe ud på en befærdet motorvej, ville du stoppe dem? Ville du stoppe en fremmed? 

For denne blog, er en forfejlet livsstil lige så farlig som at hoppe ud på en motorvej og jeg vil gerne være med til at stoppe dig i at begå den fejl. Også selvom det aldrig er rart at blive taget i at lave noget, man godt ved er forkert. Det giver arkut dårlig samvittighed. Men vi véd det godt; det kan gøres bedre. Særligt hvis vi gør det sammen. Og vi kan danne fælles front imod dem der ikke vil os det bedste, få os en fælles fjende.

Ja, "fjende", endnu et negativt udsagn, nærmest fanatisk, distancerende. Desværre er det blevet sådan, da den hånd der fodrer os, er blevet en dræber af millioner verden over.

Hvorledes tackles denne fjende så?

Modsvaret fra alle os der er gerne vil ændre vores allesammens ernæring, har været dannelse. I skoler, kurser, TV, interwbzet, trykte medier; der er masser af tilbud for at blive klogere. Men ser man på hvad forbrugerne hiver ud af supermarkederne, er det ikke det alle "de hellige" prædiker. Lad os lige dvæle ved disse verber;"burde", "skal", "er nødt til", enddog også "forbud". 

Hvad skal vi med alle de negativer, når vi bare kan tænke os om? Bruge det frie valg.

Dette frie valg, som er os så vigtigt. Friheden til at æde mig ihjel, står over alt andet, synes det som om mange tænker. Vi ved godt at belønninger og trøst i form af søde sager, er af det onde. Flertallet af os orker bare ikke at blive fortalt at nogle af de ting vi foretager os, er af en negativ observans. Det er ikke opbyggende for motivationen til, f.eks., at spise mindre kød, ligge sodavandet på hylden eller motionere lidt mere, at få slynget fakta om produktion, indhold og tilberedning, i hovedet.

I vores bekvemmelige lille lukkede land, er det ikke god tone at påtale fejl hos andre. Fejl, der koster os alle dyrt; som et forkvaklet landbrug, et ødslende discountled og de fortravlede forbrugere; de fejl er det heller ikke behageligt at blive forestil. Men de er der og vi skal alle gøre noget ved det. (Her kunne indsættes et billede af en grædende dreng eller en nøgen burhøne, vælg selv).
Vi har ikke brug for mere oplysning og undervisning i form af venlige henstillinger og gode råd. Vi har brug for at der bliver taget stilling.

Der skal en anden form for undervisning til. Undervisning til offentligheden om hvad der virkeligt er i vores mad. Statsorganiseret undervisning. Når en samlet fødevareindustri kan overøse os alle med reklamer på gader og stræder; overalt vi bevæger os; må modsvaret jo være en samlet videnskab, lærerstand, kokkefag, forbrugermasse; støttet af vores allesammens moder stat, der giver igen. 

Desværre en utopi; bloggere, madprofessionelle, forskere, sundhedsfaglige; i deres forsøg på at "arbejde sammen" med producenterne, bliver de alt for ofte forførtaf den hånd der fodrer dem, til at give forvrængede og vildledende oplysninger til forbrugerne. I nogle tilfælde bliver det gjort bevidst, men lige så tit, sker det med rabatordninger og goodibags ved konferencer; taknemmelighedsgæld og vennetjenester. Nepotisme.

Som forbrugere, er vi ikke frie til at foretage de valg, der bedst for os. Vi lever i et samfund som accepterer colareklamer overalt, selv i idrætshaller, samtidigt med at det ikke vil have det modsatte budskab fortalt. 

Det skal der laves om på.

Selvom det er hård kost (punt intended), så bør du lade være med at spise elendig mad. Og det er ikke kun burgere, kartoffelchips og sodavand, jeg mener. Det er det kød, du spiser for meget af, de elendige spanske tomater, du hiver hjem og de ditto drivhusdanske, slavefremstillet chokolade. Basisvarene, det er dem du skal holde øje med. Det du spiser mest af; hvor kommer det fra, hvad har det levet af, den slags spørgsmål må du stille dig selv.For din sundheds skyld, dit velbefindendes, din økonomis. For dine nærmestes skyld, så de kan have et behageligt og tilpas menneske omkring sig. Og for samfundets skyld. Samfundet er den fælleskasse vi, som danskere, er ved at lade hånt om i disse år. Den skal ikke belastes for meget, med din svage karakter og dine velfærdsygdomme. Og nej, fedme, rygerlunger, elendig fysisk form og behov for 1½ liter sodavand dagligt er IKKE arveligt.

Vi kan bruge nok så megen energi på at skælde føde vareindustrien ud. De er ligeglade, de ser sig som producenter af goder til dig, de kæmper for din frihed til at æde dig ihjel. De hjælper dig på vej til et langsomt selvmord, mens de tjener penge på det.

Alle disse ord på en enkelt blog; det er fødevareindustrien ikke bange for. Nej; de er bange for dig!

Er du en dum forbruger?

Viden er kongen i dagens Danmark, men hvor får du din viden fra?
I Danmarks største avis testes der ugentligt fødevarer; det er bare ikke alle produkter der når med, det giver et forvredet billede og ender med at forbrugerne fortsat køber fødevarer, der ikke er hensigstmæssige for fremtiden.

Søndagsavisen tester ugentligt en fødevaregruppe, den seneste uge er det æblejuice, der gennemgås; resultatet er at den billigste juice er "den bedste". Testen tager blot ikke højde for den række af højkvalitetsprodukter der også findes på markedet. Der er ingen æblemost med i testen, kun sekundaudgaven, æblejuice.
 Derfor ender den fortravlede forbruger med at konkludere at:
1. Når vedkommende køber ind i supermarkederne, er det faktisk bedre at købe Æblejuice.
2. Det er bedre, kvalitetsmæssigt og økonomisk, at købe den billige, da den jo, af "eksperter" vurderes til at smage bedst.
3. Man går direkte forbi andre produkter, herunder æblemost.

Søndagsavisen, der er DKs største avis oplagsmæssigt, er en annoncebetalt avis. Og selvom MUND-FULD nu fortæller det, kan det jo ikke komme bag på særligt mange. Men tænker du som forbruger det spadestik dybere, når du står nede i supermarkedet? Salgstallene fortæller at det gør du ikke. Det er der rigtigt mange der ikke gør. Og det burde I.

Farvebilleder af eksperter, der med kendermine bedømmer kyllinger, æblejuice eller pesto, er blot en udvidet annonce, der skal få dig til at købe netop de produkter der "testes". Om du køber vinderen af testen eller en af de andre deltagere, er ligegyldigt for supermarkedskæderne, i testen fremlægges en produktrække og det er den du skal vælge ud af.

I næste uge skal undertegnede holde et lille oplæg på Anker Hus´ Madspildskonference. Oplægget kommer ikke til at handle om gode råd til brug af din spaghettirest eller de gamle bananer; det kommer til at handle om forbrugerens spild af hjernevindinger, når det kommer til indkøb.

For hvorfor skal nogle firmaer tjene deres penge på at du er dum?
Ved du ikke at ren fødevare giver dig en bedre sundhed? Så hvorfor købe juiceprodukter, baseret på opvandet koncentrat, når du kan købe ren most, direkte fra producenten eller igennem den lokale forretning?
Er det for dyrt? Køb mindre, nyd mere. .
Er det en mærkelig smag? Det er smagen af ren frugtsaft, er den for stærk, så vand den op.
Er det svært at få fat på? Undersøg dog markedet, der er økoforretninger, markedsdage, gårdbutikker.

Et sted i verden sidder der en og nyder sin ferie lige nu. Den har han fået penge til, ved at sælge dårlige fødevarer til andre mennesker, måske endda spekulere i fødevarepriser o.l.

Er det dine penge han sidder og solder op?

Hvis Madkultur er det vi taler om?

Følgende er Madkulturens, det nye statslige madtiltag, ”Brandløfte” for sit virke:

”Madkulturens løfte til omverdenen er: Bedre mad til alle. Brandløfttet fortæller, hvorfor Madkulturen er sat i verden – nemlig at gøre bedre fødevarer, sunde måltider og gode smagsoplevelser tilgængelige for alle uanset alder, indskomst, social baggrund og geografisk placering”.

Bedre mad til alle. På et netop afholdt seminar for fagfolk og interesserede var ordene om dette mange og lange og åbenbart er det fortsat dennegruppe af overskudsmennesker og fagfolk, at man vil henvende sine aktiviteter. Og ydermere; det er fra samme eksklusive gruppe, at man rekrutterer. Åbenbart er det således at man håber at nå alle. Desværre er beviserne for dette bidrag til en lagdeling i vort land, stadig flere.

Madkulturen appellerer ikke til ”alle”, men til folk med akademisk uddannelse og/eller økonomien i orden.

Der søges særskilt efter akademikere i nyansættelser

Et projektmedarbejderjobopslag er udformet således:

”…Dine arbejdsopgaver involverer bl.a.: Projektkoordinering af initiativer, som resulterer i nye produkter, salgsmuligheder og markedsføringsformer for fødevarervirksomheder – og mere kvalitetsmad til danskerne.

Koordinering af projektsamarbejder imellem fødevarevirksomheder, offentlige institutioner, projektorganisationer og mangeartede madaktører. Planlægning, gennemførelse og opfølgning af events, konferencer og workshop(s.)

Dokumentation og formidling af gennemførte projekter aktiviterter.

Vi forventer, at du:

Har interesse for mad, madkultur og maddannelse. Har erfaring med koncept- og produktudvikling af fødevarer og madoplevelser. Et procesmenneske, og kan få alle ender til at nå sammen før deadline.

Kan tænke ud af boksen og bidrage med kreative og innovative løsninger og nye vinkler på kendte problemstillinger i et samspil på tværs af værdikæder(.)

Interesserer dig for alle aspekter af madkvalitet og de elementer i værdikæden, som ligger bag(.) Som person er en udpræget teamplayer(.)

Har en relevant akademisk baggrund.

Tjek, tjek, tjek; enhver der er uddannet indenfor de sidste 15-20 år, indenfor nærsagt hvilket som helst fag, kan skrive under ordlir som; "koordinering, events, procesmenneske" og "kreative løsninger". Vi er den kreative generation, ikke det kreative klasse.

Men hov, hvad stod der til sidste? "Har en relevant akadmisk baggrund"?? Hvad gør at en akademisk uddannet person skulle opfylde det stillingopslag bedre end en reklameuddannet, en kaospilot eller en autodidakt?  Og hvis svaret på de spørgsmål vil være at man selvfølgelig vil tage alle kvalificerede i betragtning, uanset uddannelse eller ej; hvorfor så skrive det sidst i opslaget?

Nummer to; aktiviteterne pris og palcering.

Som et af de mere offentlige "events", har MK arrangeret et visionsseminar om urban farming; oversat må det jo betyde "Bedre grøntsager til byen, fra byen, for byen".  

Seminaret koster 795;-, ligger på en fredag imellem 10 og 15 og er placeret dybt inde i storbyen København. Emnet taget i betragtning er placeringen jo såadan set ok, selvom Botanisk Have nok er et af de få områder i KBH hvor man IKKE har brug for mere viden om lysforhold og Windowfarms. 

Men en fredag, midt på dagen er jo ikke for andre end de der enten bliver betalt for at deltage eller er formuende arbejdsløse.

Det skal blive en glæde at opleve de dage hvor Madkulturen rent faktisk vil arrangerer "events" for folket. Low key stuff, work shops, hands on, low fi (brug alle de forbandede engelske fraser I kan) for almindelige mennesker. To timer, 200,- a pop, på en lørdag eftermiddag; så vi "alle" kan få glæde af Madkulturen. 

Ikke så innovativt, ikke nødvendigvis noget man kan skrive Ph.Der om, måske allerede et koncept der er blevet brugt af 4K for mange år siden. 

Men det er glemt nu. Vi står med et momentum af madinteresse, vidensbegær og økonomi, der råber på et folkeligt opgør med masseproduceret sjask; også kaldet dansk landbrug og tilsætningsstoffer.

Kunne vi få det ; en Madkultur, der støtter op om alles madkultur?

Skraldere? Video killed the radio star...

Sådan går det når undergrund bliver mainstream og freeganism kommer i bladene som popstjerne; det får en ende som ikke var nødvendig.

Der er mange der har gjort et meget længere end MUND-FULD; hentet for 100vis af kroner gratis og helt brugbar mad op af supermarkedernes affaldscontainere. Det gik fint, stille og roligt og alle var glade. Så længe ingen rodede, ingen ødelagde noget, var der nærmest en stiltigende aftale. Så blev det hørt om, det blev vist på TV, der kom flere til. Man blev fra detailhandlens top opmærksomme på "problemet", memoer er blevet sendt ned igennem lagene, man er blevet bedt om at "handle". Et eller andet er der sket. Ellere rettere to

Det første er særdeles positivt. Udgående varer bliver i stadig højere grad fundet frem og stillet ud, med nedsatte priser. Dejligt at se; det er den vej vi skal; for det forstår Hr. og Fru Overforbrug rigtigt godt. At spare penge. Ikke kampagner og TVkokke, men kroner og ører sparet. Det forstår den danske kødspisende, emballagekrævende og råvareignonorente civilbefolkning. Håber at det er noget man er opmærksom på hos madeliten, hvor man jo bruger pengene på interne samtaleevnts og begreber som "...Oplevelsesindustrien, kreative næringsveje og maden som en naturlig del af en totaloplevelse i et internationalt miljø..."

Den anden er knapt så god. For der stadig et kæmpe spild og nu kan det ærger at man ikke havde kameraet med noget før. Sækkevis af brød, frugt og andre fødevarer bliver smidt ud dagligt. Nu bliver de bare overhældt med klorin, eddike eller andet, der skal forhindre at det bliver brugt igen. Og det mest gennemgående træk ved nærmest alle denne blogs vandingshuller; en funklende ny hængelås.

Containerne er blevet låst af, byen over og som ved et trylleslag.

Og så er der enten kun selvtægten med boltsaksen eller nederlaget tilbage. 

hvis nu der er gift i alt...

Der er en undersøgelse igang, hvor giftig emprægnerings stoffer, samlet kaldet PFC, er. Eftersignende er PFC brugt i 1000vis af daligdagsprodukter, fra sofastoffer til pizzakasser. Og resten af tiden støver lortet på alle andre ting i vore hjem. Der er ingen flugt mulig. med mindre jeg brænder alt jeg ejer.

Jeg har lige puttet mine børn i seng og sad der ved sengen, kiggede på dem og tænkte på hvorfor deres far skal være så vred, når han sætter sig til tasterne og skriver på sin blog.


Nu ved han hvorfor.


Han ved ikke hvordan han kan beskytte dem. Ikke imod vold og krig. Ikke imod facisme eller sygdomme. Men imod at blive forgiftet af havregrynspakker, mælkekatoner og popcorn.


Og så kalder de os underlige, når vi vil dyrke vores egen mad.

Madkulturen og hvorfor den skal have os på nakken

Dette er vel så meta, som det kan blive. For når bloggere spørger bloggere om blogs; hvor relevant er det så for andre?


.........Hm, nå, men, til spørgsmålet; hvorfor er Madkulturen, den i Roskilde, så dum? Hvorfor er denne blog sådan på nakken af et initiativ, der skal fremme måltidskultur, sundhed og skabe større viden hos danskerne om den mad de spiser? Det er da ikke pænt og inviterer ikke til en udviklende proces, etc. etc., etc.
Her skal MUND-FULD prøve at godtgøre hvilke kritikpunkter, der ligger til grund til at være meget kritisk overfor den konstruktion man er nået frem til.


Polititisk nepotisme i opstarten. 
"I bagklogskabens klare lys burde vi istedet for selv at pege på, hvem vi troede kunne være aktuelle at snakke med, have kastet terningerne op i luften...med klare kriterier, så folk(selv)kunne have meldt ind."
Således var ordene fra den tidligere fødevareminister Henrik Høegh, da arbejdsgruppen bag Madkulturen, dengang MadX, havde peget på Roskilde som centrum for placeringen. Gruppen havde forhenværende landbrugspræsidet Peter Gæmelke, som formand. Kan I se det; Landbrug - fødevareminister der er bonde selv  - Roskilde - Dyrskue - Nyt madcenter. Fra starten har dette, einhejren Ritt Bjerregaards idé, været sovset ind i  dansk landbrugsindustri.


Elitens beslaglæggelse på bestyrelsens udformning.
Bedre blev det ikke da bestyrelsen skule udformes. Madkulturen skal bringe alt det gode om mad ud til folket. Man skal samle projekter og har udnævnt sig selv som "blåstempler" af hvem der måtte være værdige til støtte og hjælp. Hvem er så denne bestyrelse? Copy - paste fra hjemmesiden:

Fie Hansen-Hoeck (formand) Retail Network, Ejer

Nicolas Symes (næstformand) Nordic Law Group, Ejer

Rune Roepsdorff Nissen,Uddannelsescenter Roskilde, Afdelingsleder

Lene Lange, Aalborg Universitet, Professor

Jens Lundsgaard, Økonomi- og Erhvervsministeriet, Erhvervsdirektør

Per Krogsgaard Christiansen, Fødevareministeriet, Afdelingschef

Alfred Josefsen, Irma, Direktør

Peter Giøtz, Arla, Landedirektør

Claus Hein, Danish Crown, Salgsdirektør

Anthony Aconis, Fireball, Direktør

Line Rix, 1508 A/S, Adm. direktør

Hanne Risgaard, Skærtoft Mølle, Medejer

Adam Price, Manuskriptforfatter og restauratør

Toppen af kransekagen. Hvor er kogemænd og -koner? Hvor er underviserne, håndværkerne, den økologiske landmand, journalisterne og de der skal modtage al visdommen; borgerne? 

Og så ikke et ord om de svinagtigt høje løninger, der åbenbart kræves for at få ansat et kvalificeret administrerende hold på Madkulturen. Nøj, manner.

Akademiseringen af faglig sund fornuft.

Som følge af en skævt sammensat bestyrelse, en gedulgt industris manipulation og nu, et akademisk lag med behov for noget at tjene penge på; er tiden fra Madkulturens start gået

med at " fungerer som katalysator for indsamling og deling af viden på tværs af virksomheder og ressourcepersoner."

Men disse resourcepersoner er ikke fra gulvet eller bare virkeligheden; de sidder rundt om på universiteterne og fortsætter skolegangen. F. eks. med et Ph. D. stipendiat om hvorledes Roskilde dyrskue bliver Danmarks førende fødevaremarked, kontrolleret af dansk landbrug. Det løber ligefrem ned af siderne med den borgerlige regerings mantra, Fra Forskning Til Faktura. Der skal dannes bro imellem universiteternes grundforskning og fødevareproducenternes produktudvikling, det er det det drejer sig om.

De stakkels uni-menneskers forsøg på at skabe virkelighed i reagensglas, kom senest til udtryk i radioprogrammet P1 Formiddag i februar d.å. Mikkel Jacobsen fra Ålborg Uni. skulle forsvare sin tese om at dansken er blevet rodløs i sin måltidskultur og også derfor, mere usund i sin levevis. Hele programmet igennem ringede folk ind, ung som gammel og modbeviste dén idé. Den lod den unge mand sig vist ikke imponere eller påvirke af. Han havde nærmest skrevet konklusionen allerede. Hvilket bringer os til næste klagepunkt imod Madkulturen.

Københavneriet

Alt anskues fra storby-vinklen; alt er lige som et blokbyggeri man har besøgt i Ballerup. Alle må da have det som socialt udsatte familier eller stressede storbyliv. Hvorfor dog bevæge sig udenfor Storkøbenhavn overhovedet, kunne man jo så spørge. Og det gør man så heller ikke. For det er da også så meget nemmere at placere noget nyt tæt på det gamle. Altså, hvorfor skulle madeliten i industri, stat og forskning dog bevæge sig længere væk end højst nødvendigt, når de skal mødes i Madkulturens lys lokaler og drikke dansk æblemost sammen? 

Og så til det vigtige

Hele grundlaget for Madkulturen er blevet korrumperet af denne uhellige alliance imellem stat, forskning og industri. Madkulturen bruger borgernes penge til at udvikle mere industri, når den burde gøre det modsatte; anspore folket til at frigøre sig fra masseproduceret lavkvalitet. Det gør man så ved at fortsætte ved at lave kampagner med håndtegnede bøger til børn, mærkeordninger og sundhedsfremmende fødevarer. Det gavner kun industrien endnu mere. (rækkefølgen kopieret fra Madkulturs indlæg her)

Folket har ikke brug for industrien, det er omvendt. Og da Madkulturen er folkets, burde den stå foran folket, danne værn imod mere sygdomsfremkaldende, reklameoppumpet og kropsnedværdigende ævl fra dem, hvis eneste mål er profit på andres bekostning. Skam Jer, når I tror I er folkets madkultur; I er købt og betalt til at fortsætte den ødelæggende madkultur vi har nu og det kan en række madseminarer ikke gøre om på.

Denne blog rummer ikke alt og kan ikke altid sige det bedst, men det kan andre. Så her er bloggeren Mogens Bisgaards´s 2 bud på en madkulturels fremtid. 2 bud som burde males på væggen i Madkulturens fine stuer. 

• Få jer en vision. Den skal dække både sundhed, miljø, kultur og sociale forhold. Og den skal tage udgangspunkt i mad – hvordan kan maden genskabe forbindelsen mellem by og land, hvordan påvirker vores madforbrug kulturen og vice versa?
• Find ud af hvordan man organiserer forandringer fødevaresystemet, så balancen mellem global og lokal er den rigtige, også i byerne. Det er ikke sikkert, A.P. Møller eller DuPont bliver glade, men så må de skride, surmule eller være med.

Bloggeren Mogens Bisgaard driver bloggen "Madkultur" og der er bestemt ikke Madkulturens webblog. Læs ham her, det er guld værd, hver gang