Madkulturen og hvorfor den skal have os på nakken

Dette er vel så meta, som det kan blive. For når bloggere spørger bloggere om blogs; hvor relevant er det så for andre?


.........Hm, nå, men, til spørgsmålet; hvorfor er Madkulturen, den i Roskilde, så dum? Hvorfor er denne blog sådan på nakken af et initiativ, der skal fremme måltidskultur, sundhed og skabe større viden hos danskerne om den mad de spiser? Det er da ikke pænt og inviterer ikke til en udviklende proces, etc. etc., etc.
Her skal MUND-FULD prøve at godtgøre hvilke kritikpunkter, der ligger til grund til at være meget kritisk overfor den konstruktion man er nået frem til.


Polititisk nepotisme i opstarten. 
"I bagklogskabens klare lys burde vi istedet for selv at pege på, hvem vi troede kunne være aktuelle at snakke med, have kastet terningerne op i luften...med klare kriterier, så folk(selv)kunne have meldt ind."
Således var ordene fra den tidligere fødevareminister Henrik Høegh, da arbejdsgruppen bag Madkulturen, dengang MadX, havde peget på Roskilde som centrum for placeringen. Gruppen havde forhenværende landbrugspræsidet Peter Gæmelke, som formand. Kan I se det; Landbrug - fødevareminister der er bonde selv  - Roskilde - Dyrskue - Nyt madcenter. Fra starten har dette, einhejren Ritt Bjerregaards idé, været sovset ind i  dansk landbrugsindustri.


Elitens beslaglæggelse på bestyrelsens udformning.
Bedre blev det ikke da bestyrelsen skule udformes. Madkulturen skal bringe alt det gode om mad ud til folket. Man skal samle projekter og har udnævnt sig selv som "blåstempler" af hvem der måtte være værdige til støtte og hjælp. Hvem er så denne bestyrelse? Copy - paste fra hjemmesiden:

Fie Hansen-Hoeck (formand) Retail Network, Ejer

Nicolas Symes (næstformand) Nordic Law Group, Ejer

Rune Roepsdorff Nissen,Uddannelsescenter Roskilde, Afdelingsleder

Lene Lange, Aalborg Universitet, Professor

Jens Lundsgaard, Økonomi- og Erhvervsministeriet, Erhvervsdirektør

Per Krogsgaard Christiansen, Fødevareministeriet, Afdelingschef

Alfred Josefsen, Irma, Direktør

Peter Giøtz, Arla, Landedirektør

Claus Hein, Danish Crown, Salgsdirektør

Anthony Aconis, Fireball, Direktør

Line Rix, 1508 A/S, Adm. direktør

Hanne Risgaard, Skærtoft Mølle, Medejer

Adam Price, Manuskriptforfatter og restauratør

Toppen af kransekagen. Hvor er kogemænd og -koner? Hvor er underviserne, håndværkerne, den økologiske landmand, journalisterne og de der skal modtage al visdommen; borgerne? 

Og så ikke et ord om de svinagtigt høje løninger, der åbenbart kræves for at få ansat et kvalificeret administrerende hold på Madkulturen. Nøj, manner.

Akademiseringen af faglig sund fornuft.

Som følge af en skævt sammensat bestyrelse, en gedulgt industris manipulation og nu, et akademisk lag med behov for noget at tjene penge på; er tiden fra Madkulturens start gået

med at " fungerer som katalysator for indsamling og deling af viden på tværs af virksomheder og ressourcepersoner."

Men disse resourcepersoner er ikke fra gulvet eller bare virkeligheden; de sidder rundt om på universiteterne og fortsætter skolegangen. F. eks. med et Ph. D. stipendiat om hvorledes Roskilde dyrskue bliver Danmarks førende fødevaremarked, kontrolleret af dansk landbrug. Det løber ligefrem ned af siderne med den borgerlige regerings mantra, Fra Forskning Til Faktura. Der skal dannes bro imellem universiteternes grundforskning og fødevareproducenternes produktudvikling, det er det det drejer sig om.

De stakkels uni-menneskers forsøg på at skabe virkelighed i reagensglas, kom senest til udtryk i radioprogrammet P1 Formiddag i februar d.å. Mikkel Jacobsen fra Ålborg Uni. skulle forsvare sin tese om at dansken er blevet rodløs i sin måltidskultur og også derfor, mere usund i sin levevis. Hele programmet igennem ringede folk ind, ung som gammel og modbeviste dén idé. Den lod den unge mand sig vist ikke imponere eller påvirke af. Han havde nærmest skrevet konklusionen allerede. Hvilket bringer os til næste klagepunkt imod Madkulturen.

Københavneriet

Alt anskues fra storby-vinklen; alt er lige som et blokbyggeri man har besøgt i Ballerup. Alle må da have det som socialt udsatte familier eller stressede storbyliv. Hvorfor dog bevæge sig udenfor Storkøbenhavn overhovedet, kunne man jo så spørge. Og det gør man så heller ikke. For det er da også så meget nemmere at placere noget nyt tæt på det gamle. Altså, hvorfor skulle madeliten i industri, stat og forskning dog bevæge sig længere væk end højst nødvendigt, når de skal mødes i Madkulturens lys lokaler og drikke dansk æblemost sammen? 

Og så til det vigtige

Hele grundlaget for Madkulturen er blevet korrumperet af denne uhellige alliance imellem stat, forskning og industri. Madkulturen bruger borgernes penge til at udvikle mere industri, når den burde gøre det modsatte; anspore folket til at frigøre sig fra masseproduceret lavkvalitet. Det gør man så ved at fortsætte ved at lave kampagner med håndtegnede bøger til børn, mærkeordninger og sundhedsfremmende fødevarer. Det gavner kun industrien endnu mere. (rækkefølgen kopieret fra Madkulturs indlæg her)

Folket har ikke brug for industrien, det er omvendt. Og da Madkulturen er folkets, burde den stå foran folket, danne værn imod mere sygdomsfremkaldende, reklameoppumpet og kropsnedværdigende ævl fra dem, hvis eneste mål er profit på andres bekostning. Skam Jer, når I tror I er folkets madkultur; I er købt og betalt til at fortsætte den ødelæggende madkultur vi har nu og det kan en række madseminarer ikke gøre om på.

Denne blog rummer ikke alt og kan ikke altid sige det bedst, men det kan andre. Så her er bloggeren Mogens Bisgaards´s 2 bud på en madkulturels fremtid. 2 bud som burde males på væggen i Madkulturens fine stuer. 

• Få jer en vision. Den skal dække både sundhed, miljø, kultur og sociale forhold. Og den skal tage udgangspunkt i mad – hvordan kan maden genskabe forbindelsen mellem by og land, hvordan påvirker vores madforbrug kulturen og vice versa?
• Find ud af hvordan man organiserer forandringer fødevaresystemet, så balancen mellem global og lokal er den rigtige, også i byerne. Det er ikke sikkert, A.P. Møller eller DuPont bliver glade, men så må de skride, surmule eller være med.

Bloggeren Mogens Bisgaard driver bloggen "Madkultur" og der er bestemt ikke Madkulturens webblog. Læs ham her, det er guld værd, hver gang