Exit mad+sygdom. Enter mad+glæde

Skal vi som forbrugere slås internt om at være tykkest/tyndest/sundest/mest ligeglad eller skal vi danne fælles front imod den ødelæggende fødevareindustri og dens to hjælpere, detailhandlen og reklameindustrien? Er denne indbyrdes kamp så hård, at vi har trøstespist os til en fedme-/anorektiskepidemi, en fødevarekrise og et forskruet syn på fremstilling af mad?

I den seneste tid, har denne blog svunget sig omkring forbrugernes egen skyld i de fødevarer vi bliver tilbudt. Manglen på lyst til udforskning af mad, viden om mad, krav til industrien.


Nu er turen kommet til vores følelser. Hvilken rolle kan vores følelser have i de problemer vi, som samfund, står over for?


Ingen tvivl om at vort ophav som pattedyr, den søde brystmælk, kan ligge til grund for menneskets evige jagt på sødestoffer. Det føles bare rigtigt, når noget er sødt og/eller fedt. Det er helt fint med kalorier, når man skal vokse op, bevæger sig meget; så længe det ikke gør os syge, gør det os vel stærkere.
Problemet er blot at vi ER blevet syge af maden. Enten af for meget eller for lidt og der er tilsyneladende ikke nogle rationelle forklaringer på det.


I vort samfund er viden ikke problemet. Ingen kan vel være i tvivl om at 1 liter cola om dagen og ingen motion giver et kalorieoverskud, der er skadeligt på længere sigt? At øllet, kagen, de uendelige mængder af slik jeg selv har indtaget; ikke just er beforende for hverken det fysiske eller det mentale sundhedsniveau? Men hvorfor gør vi det så?


En medblogger, Lise Lotz, gjorde mig opmærksom på det faktum at vi mennesker jo ikke er rationelle skabninger. Og det har hun så evigt ret i. Vi reagerer på indtryk og udtryk med irrationelle handlinger. Vi kan tilsyneladende ikke lide at blive fortalt at sukker-, fedt- og saltindtaget skal holdes på et minimum (for voksnes vedkommende), hvis vi vil leve sundt og sygdomsfrit og produktive og givende. Dertil reagerer vi med at vende "sundhedsapostlene " ryggen, bede dem om at passe sig selv. Vi spiser måske endda lidt ekstra kage, bare for at vise "dem" hvem der bestemmer.


Så realiteterne af i dag er altså at vi kigger på alle "de sunde" i TV o.l., mens vi trods-/trøstespiser, fordi det er så ligegyldigt/svært at "gøre det rigtige".


MUND-FULD vil gerne her tage det endelige opgør med disse begreber; "det rigtige" eller "det sunde valg", fordi det ligger en hindring imellem alle os der gerne vil fortælle om madglæde og alle de potentielle modtagere af dette budskab. Vi er på samme side i denne kamp om vores allesammens mad. Det handler ikke om at være mere eller mindre rigtig; det handler om fællesskab og at mad bare er mad.


Løsningen set herfra, er at finde lysten og livsglæden frem. For det er som om vi mangler noget. Noget større.


Lad os starte med dette billede; en opgørelse over nordamerikanske priser for forskellige fødevaregrupper.


Ved første indtryk, er det jo den sædvanlige smøre om at junkfood er dårligt, rå råvarer er billige. Derfor bliver budskabet jo så enkelt;spis de rå råvarer og bliv både sund og rig. Et af de budskaber, der virker så oplagte at den føromtalte "trodsrefleks" træder i kraft. Vi vil ikke høre på noget der er så enkelt, for det får os til at føle os dumme, når vi så endelig køber junk. Og der er jo ingen der kan lide at blive kaldt dum.


Det gør det bare ikke mindre sandt; at spise junk er dumt. Hvorfor det er så farligt at påpege, er denne blog stadig ved at regne ud. Men det skaber konflikt, madformidlere og borgere imellem, det er helt sikkert. Og imens lever der flere parasiter af denne konflikt. Fødevarespekulanter, GMOindustrien, detailhandelen og sidst, men ikke mindst; reklameindustrien, der skal gøre alle disse manipulerede produkter spiselige til aftagerne.


Dette er listen over de begreber man mest benytter sig af; når en ny kampagne for et underlødigt stykke "mad" skal sælges til os. (kilde: entrepreneur.com)

• Frygt
• Skyld
• Tillid
• Økonomi
• Gruppetilhørsforhold
• Konkurrence
• Øjeblikkelig tilfredsstillelse
• First Mover
• Mode
• Tid

Ikke et ord om kærlighed, lyst, ernæring; det er de mere egoistiske begreber der arbejdes med. Os selv først. Men hvor stærk er denne trang til at være en ener, stikker den særligt dybt, når det kommer til stykket?

Kig på billedet af de tre madvaregrupper igen. Ikke prisen, kig på billedet. 

Er vores trang til at være en del af gruppen så stor at vi vælger den fuldstændigt uniforme junkfoods udseende igen og igen? På trods af den rationelle viden om både pris og sundhedsrisiko? Vil du og jeg være ens? Måske, hvis vi spiser det samme, så bliver vi det samme. Forne tiders kannibalisme og blodblanderi kan måske bruges til sammenligning. Vi indtager hinanden og bliver det samme, det lyder jo som en ren kærlighedshistorie. 100% følelsesbaseret madkultur.

Men. Vi er ikke ens, vi har forskellige liv. Om vi så var siamesiske søskende; vores verdner vil altid være forskellige. 

Kan det være at vi, udover alle mulige industrispekulative rationaler, ikke magter tanken om at vi er alene? At vi i den vestlige kultur har forsaget Gud og al hans væsen,  så betyder at vi nu sætter trøstespisning/bulimi/anorexi/megarexi over den mere almindelige ernæring og naturlige glæde ved mad?

Hvis det er sådan sat sammen, har vi et stort arbejde foran os. Et arbejde, der kun kan løses, hvis vi, som borgere og forbrugere, tager skeen(!)i den anden hånd og tager magten til at være forskellige til os.    Forstår at forskellighed ikke holder os væk fra hinanden og slet ikke når det kommer til mad. Vi skal nemlig alle spise; deri ligger samhørigheden, på tværs af alt.

Gud eller ej, vi er afhængige af hinanden i dette liv; mere end vi tror. Vi er ikke alene, for alle vil vi leve et godt liv, et liv uden sorg, ensomhed og smerte. Vi skal lave mere mad sammen, for mad er det ultimative fællesskab.

MUND-FULD = probono til de stakkels supermarkeder

Som aktiv forbruger, tænker man ofte på sig selv først og hvis man ikke får sin vilje, kan det jo hænde at det er de andres skyld. På denne blog går den bare ikke, MUND-FULD vil faktisk gerne fri af at være en sølle pengemaskine for fødevareindustrien og gå over til at være mere selvtænkende og selvbestemmende mht. hvad der puttes i munden.

For nylig havde denne blog fornøjelsen af at gå live og fortælle om dette 90er fænomen; den politiske bevidste forbruger. 

Det var sjov og interessant at være med til...........man kan håbe at publikum havde det på samme måde. Ved Madspildskonferencen optrådte FDB også, med et indlæg, der mest handlede om hvor elendige forbrugerne er til at håndtere deres madvarer og ditto -vaner. Der skal ingen tvivl være om at det er også denne blogs holdning; som forbrugere burde og skal vi være bedre til det med at forbruge. 

Men at FDB, en af det supermarkedskæder, der sælger alle de dårlige vaner, skal komme og belære os; det kan jeg ikke få til at hænge sammen. Så ud over at rakke ned på FDB og noget med nogle glashuse; så vil MUND-FULD gerne deltage med noget konstruktivt. Det ville da derfor være oplagt at hoppe med på vognen, hvis nu FDB skulle lancere en kampagne for mindre madspild, således som jeg følgende blevinviteret til? Jeg skulle "bruge min mit netværk" og blev endda inviteret til et oplæg med Vincent Hendricks, som tak.

Øh, nej tak. Sikker på at Vincent er en fin fyr, men jeg er ligesom i det her for at undgå at bruge mere; ikke for at ræse til KBH i tide og utide, for at drikke flaskevand med nogen der kender nogen. It´s not about the money (we just wanna make the world dance). 

I stedet vil jeg bruge det redskab jeg har; interwebzet og finde ud af om ikke der kan laves en liste over tiltag FDB selv kunne tage i brug, for at nedsætte deres eget spild. Det tyder jo på at de selv er optaget af andres problemer, problemer de selv er årsag til, via deres status som detailled.

To ting; 1: Hvad kan supermarkederne gøres ved deres eget spild?

             2: Hvad kan supermarkederne gøre for at hjælpe forbrugerne til at reducere deres spild?

Med "supermarkedernes eget spild", menes hele kæden, fra produktion til varen står på hylden. 

Ja, som indkøber af enorme mængder af varer, kan supermarkederne jo stille krav til deres leverandører. Idag handler de krav om størrelser på kartofler, farver på jordbær, om at få fødevarerne til at passe ind på hylderne, holdbarheden og i den dur. Udelukkelse af enorme mængder af fødevarer, pga deres naturlige forskellighed. 

Det kunne de jo passende stoppe med, da det er noget i nærheden af 3-4 kilo kartofler der smides bort, hver gang der ligger ét i butikken. Det siges at det er forbrugerne,der forlanger at varerne er ensartede og ligner hinanden, året rundt. Som privatmenneske har jeg aldrig støt på emnet "de forbandende skæve kartofler fra brugsen" ved middagsbordet. Eller " de forpulede løg, der bare ikke vejer 78 g per styk"; hvem har det?

Hvor kommer råvarerne fra? Spild handler også om ressourcer, transportressourcer. 

Udvalget er enormt, skal det partout være det? Igen, man mener at det er forbrugerne der VIL have f.eks.28  forskellige slags rugbrød. Denne blogs mening er nu at forbrugerne vil have gode rugbrød. Så sørg for at have 4-5 forskellige, men virkeligt gode brød. Supermarkeder skal konkurrere på kvalitte og pris, ikke på enorme mængder af elendig kvalitet.

Når så disse dejlige fødevarer rammer butikkerne, kunne supermarkederne give os bedre muligheder for at vælge præcis hvor meget vi ville have af dem. Der står vægte allerede; de gælder dog kun vindruer og nye kartofler i dag. Det skal gælde alle grøtsagerne og frugterne. 

Oveni skal supermarkederne så give os forbrugere tid til at spise os igennem varerne. ved dels at lave tilbud på små mængder, dels at lade varerene være af en sådan kvalitet at køberen kan nå at spise igennem de 16 klemmentiner, før de rådner op i skålen derhjemme.

Supermarkeder er pengeindtjeningsmaskiner og at smide madvarer ud, er spild af penge. Så supermarkederne må spore deres affald, hvad er det, hvorfor bliver det smidt ud osv. Det er forhåbentligt noget man allerede nu er meget opmærksomme på, ellers er der nogen der har opfundet et system, der kan. Tjek deres salgsvideo her.

Og så skal supermakedskæderne komme ind i kampen for at bidrage til samfundet. Aktivt og uegennyttigt bidrage til at vore omgivelser bliver bedre, sundere og alt det der.

 Det var på tide og det er jo alt. Man kunne se til sin søster organisation PCC Natrural Markets i USA, der forsøgsvis arbejder med at opstille kompost anlæg ved butikkerne, i form af et helt lukket system. Artikel her

Giv det væk. Allerede nu er der samarbejder med Fødevarebanken, om afsætning af før-dato varer. Det er fint og på tide og forresten er det vidst ikke Fødevarebanken, den der har hængt i bremsen. Det har FDB, i dette tilfælde og som jeg kunne tolke det på Madspildskonferencen, var det bekymringen for diverse myndigheder, der havde holdt igen. 

Derfor skal mit sidste råd til supermarkedskæderne være at de kaster sig ind i den politiske arena, med deres ønsker og krav til vore lovgivere. Det kan ikke passe at detailhandelen skal sparke nedad på forbrugerne, denne usammenhængende, tvivlende og konservative flok af mennesker, når der skal arbejdes seriøst med madspild.

Dette var 1 times reseach på nettet, der er meget mere at grave i; også for dem der måske kan tjene penge på at gøre det. Gør det, tak.

(og dette var forresten indlæg nr 100 på denne blog, jeg giver en omgang.)

Frihed til at æde mig ihjel

Vi nyder alle mad, at dyrke den eller at producere den, eller at spise den. Hell, nogen af os elsker alle dele af mad. For de fleste er mad dog stadig hvad det er; føde til vores organisme. Og jo nemmere de kan få den, jo mere tid kan de bruge på andre aktiviteter. Hvordan løftes denne, størstedelen af en befolkning væk fra direkte skadelige levnedsmidler, til gavn for dem selv, deres nærmeste og samfundet?

Hvis det var dine nærmeste, der var ved at hoppe ud på en befærdet motorvej, ville du stoppe dem? Ville du stoppe en fremmed? 

For denne blog, er en forfejlet livsstil lige så farlig som at hoppe ud på en motorvej og jeg vil gerne være med til at stoppe dig i at begå den fejl. Også selvom det aldrig er rart at blive taget i at lave noget, man godt ved er forkert. Det giver arkut dårlig samvittighed. Men vi véd det godt; det kan gøres bedre. Særligt hvis vi gør det sammen. Og vi kan danne fælles front imod dem der ikke vil os det bedste, få os en fælles fjende.

Ja, "fjende", endnu et negativt udsagn, nærmest fanatisk, distancerende. Desværre er det blevet sådan, da den hånd der fodrer os, er blevet en dræber af millioner verden over.

Hvorledes tackles denne fjende så?

Modsvaret fra alle os der er gerne vil ændre vores allesammens ernæring, har været dannelse. I skoler, kurser, TV, interwbzet, trykte medier; der er masser af tilbud for at blive klogere. Men ser man på hvad forbrugerne hiver ud af supermarkederne, er det ikke det alle "de hellige" prædiker. Lad os lige dvæle ved disse verber;"burde", "skal", "er nødt til", enddog også "forbud". 

Hvad skal vi med alle de negativer, når vi bare kan tænke os om? Bruge det frie valg.

Dette frie valg, som er os så vigtigt. Friheden til at æde mig ihjel, står over alt andet, synes det som om mange tænker. Vi ved godt at belønninger og trøst i form af søde sager, er af det onde. Flertallet af os orker bare ikke at blive fortalt at nogle af de ting vi foretager os, er af en negativ observans. Det er ikke opbyggende for motivationen til, f.eks., at spise mindre kød, ligge sodavandet på hylden eller motionere lidt mere, at få slynget fakta om produktion, indhold og tilberedning, i hovedet.

I vores bekvemmelige lille lukkede land, er det ikke god tone at påtale fejl hos andre. Fejl, der koster os alle dyrt; som et forkvaklet landbrug, et ødslende discountled og de fortravlede forbrugere; de fejl er det heller ikke behageligt at blive forestil. Men de er der og vi skal alle gøre noget ved det. (Her kunne indsættes et billede af en grædende dreng eller en nøgen burhøne, vælg selv).
Vi har ikke brug for mere oplysning og undervisning i form af venlige henstillinger og gode råd. Vi har brug for at der bliver taget stilling.

Der skal en anden form for undervisning til. Undervisning til offentligheden om hvad der virkeligt er i vores mad. Statsorganiseret undervisning. Når en samlet fødevareindustri kan overøse os alle med reklamer på gader og stræder; overalt vi bevæger os; må modsvaret jo være en samlet videnskab, lærerstand, kokkefag, forbrugermasse; støttet af vores allesammens moder stat, der giver igen. 

Desværre en utopi; bloggere, madprofessionelle, forskere, sundhedsfaglige; i deres forsøg på at "arbejde sammen" med producenterne, bliver de alt for ofte forførtaf den hånd der fodrer dem, til at give forvrængede og vildledende oplysninger til forbrugerne. I nogle tilfælde bliver det gjort bevidst, men lige så tit, sker det med rabatordninger og goodibags ved konferencer; taknemmelighedsgæld og vennetjenester. Nepotisme.

Som forbrugere, er vi ikke frie til at foretage de valg, der bedst for os. Vi lever i et samfund som accepterer colareklamer overalt, selv i idrætshaller, samtidigt med at det ikke vil have det modsatte budskab fortalt. 

Det skal der laves om på.

Selvom det er hård kost (punt intended), så bør du lade være med at spise elendig mad. Og det er ikke kun burgere, kartoffelchips og sodavand, jeg mener. Det er det kød, du spiser for meget af, de elendige spanske tomater, du hiver hjem og de ditto drivhusdanske, slavefremstillet chokolade. Basisvarene, det er dem du skal holde øje med. Det du spiser mest af; hvor kommer det fra, hvad har det levet af, den slags spørgsmål må du stille dig selv.For din sundheds skyld, dit velbefindendes, din økonomis. For dine nærmestes skyld, så de kan have et behageligt og tilpas menneske omkring sig. Og for samfundets skyld. Samfundet er den fælleskasse vi, som danskere, er ved at lade hånt om i disse år. Den skal ikke belastes for meget, med din svage karakter og dine velfærdsygdomme. Og nej, fedme, rygerlunger, elendig fysisk form og behov for 1½ liter sodavand dagligt er IKKE arveligt.

Vi kan bruge nok så megen energi på at skælde føde vareindustrien ud. De er ligeglade, de ser sig som producenter af goder til dig, de kæmper for din frihed til at æde dig ihjel. De hjælper dig på vej til et langsomt selvmord, mens de tjener penge på det.

Alle disse ord på en enkelt blog; det er fødevareindustrien ikke bange for. Nej; de er bange for dig!