Viser opslag med etiketten skraldere. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten skraldere. Vis alle opslag

onsdag den 16. oktober 2013

Det virker, Selina

Dette burde vel egentligt blot være en personlig mail, men dette er en bevægelse af ressourcer, større end noget mail. Faktisk er det i dag, 16 oktober, (link) World Food Day.
Men, Selina, din kamp imod madspil virker; jeg finder jo nærmest ingenting i containerne, når jeg skralder. Herunder vil jeg komme ind på hvilke årsager det kan have, men den altoverskyggende er følgende;det personlige initiativ vil altid vinde.

I Danmark har kampen imod madspil være personificeret af Selina Juul, stifteren af (link) "Stop Spild Af Mad" - en bevægelse  jeg ikke har haft noget at gøre med, siden jeg meldte mig ud af Facebook gruppen for år tilbage, fordi man nærmest blev spammet halvt ihjel derfra. Siden har jeg kunne følge optrædender af stifteren på TedX, i TV, ved bogudgivelser og på nettet. Og nu har jeg set det med mine egne øjne, der hvor det tæller aller mest, i affaldcontainerne.

Jeg havde mine betænkligheder ved at skulle indlede denne sæson af affaldskravlerier. Det er min egen snobbethed, der gav mig griller.Jeg gider jo ikke at købe det meste af det jeg finder i containerne, men fordi det er gratis, rager jeg det hjem til martriklen. Når jeg køber ind, er det helst biodynamisk, med økologisk gåran. Meget få madvarer, som jeg har håndret over, er konventionelle. Det er meget af det der er i containerne derimod og det tager jeg gerne med hjem. Det er blevet lidt en belastning at tænke over i løbet af denne sommer, men løsningen kom fra en uventet side. Der er nemlig ikke særligt meget derude nu.

Jeg har før skrevet om hvor meget jeg har kunne hjembringe, nogle gange så meget at supermarkedesbesøgene blev 14-dages begivenheder. Sådan ser det ikke ud til at blive i denne vinter.Af flere årsager, skulle jeg mene. Den altoverskyggende er berørt; Takket være "Stop Spild Af Mad"-bevægelsen og dens ivrige forkæmpere, er detkommet på dagsordenen  at vi smider alt for megen brugbar mad ud.
Man har det seneste år, kunne konstatere at nærsagt alle supermarkeder har 10-kroners områder, hvor udgåede non-foodvarer sælges til nedsat pris. Det er man ikke for fin til mere i Føtex heller.
Og hvad angår fødevarer, er det det samme. Varene bliver samlet og udbudt til en ofte endog, meget nedsat pris, pga. datoen, som der står. Jeg har ikke fået sat mig ind i om lempelsen i forhold til datomærkningen faktisk blev indført; et eller andet er der sket. Mejeriprodukter er stort set fraværende, det frugt og grønt der findes er i væsentlig dårligere stand end førhen(sidste vinter) og der er nærmest ingen non-foodvarer at finde nu.

Følgeårsager af bevægelsens kamp kunne være følgende.

  • Man sælger rent faktisk flere varer inde i supermarkedet. Med billigområderne, kommer kunderne til at hjemtage store mængder af varer, der ellers var blevet smidt.
  • Medarbejderne tager deres del. Det er blot en teori, men som lavtlønnet ansat, har det altid undret mig at man kunne stå og smide udmærkede varer direkte i affaldscontainerne. Som en lokal trubadur jeg hørte synge i går, sagde: "Jo vigtigere vort arbejde er, jo mindre er det værd. Dén tanke har måske nået lidt flere ansatte nu, også,med det fokus man fra firmaerne bag supermarkederne, har fået. Hvorfor ikke selv tage den pakke havregryn med hjem, i stedet for at smide den ud, når eneste problem med den, er at den har fået et hul? Ja, den er i hvert fald ikkei affaldet mere.
  • Der er kommet flere skraldere. Jeg har allerede nu, tre uger inde i min privaterklærede "sæson" mødt flere end jeg gjorde hele forrige år. Flere skraldere, mindre at finde for den enkle.
  • Flere aflåste containere. Nogle af mine "kolleger" har desværre, med deres rod og svineri, sat en effetiv stopper for stadigt flere containere, da disse bliver aflåst ved lukketid.  Jeg kan kun, igen, beklage dette og advokere for "ninja-styl": Sort tøj, ingen rod udenfor caontainerne, ingen opsnittede poser i containerne, hurtige besøg, natlig aktivitet og høflig optæden, når man bliver antastet af ansatte fra forretningerne.
Det er rigtig, rigtig gode tegn og jeg håber at jeg en dag kommer fuldstændigt tomhændet hjem. 

Mit private indsamleri har dog også skiftet lidt fokus, nu går jeg hovedsageligt efter mad til kaniner og høns og det er der stadig rigeligt af. 
+ de 4 kilo løg, de 12 fennikel, de 5 dåser ricottaost, rugbrød, alle slags brød, rødkålshovedet, de fire majskolber, appelsinerne og mandarinerne og den 1 kilos pose med Sure Fisk jeg satte til side her til aften.

søndag den 17. februar 2013

Gratis mad er cool


I aften tager jeg ud igen, ud og vipper låget op på supermarkedernes affaldscontainere og hiver den kommende uges mad op af dem. I disse kolde vintermåneder bruger denne familie på to voksne og to mindre børn, mindre end 300 kroner om ugen på indkøb. Det vi køber er faktisk mere de ting der ikke er direkte spiselige; vaskepulver,  lyspærer o.l.
Det kan tænkes underligt, men jeg giver denne frontrapport, for at få flere til at se lyset og skaffe sig noget gratis føde og samtidigt gøre en indsats for at mindske vores katastrofale madspild.
Først vil jeg dog lige takke de samlede danske detailhandlende for et rigtigt godt udvalg af brød, konstant leverance af allehånde mælkeprodukter, de 15 pakker smør jeg har i fryseren, de 20liter juicer, der ligger ved siden af smørret, samt de 8 speepølser, der også i smidt oveni. Jeg vil også gerne kvittere for de 16 poser kaff, fra forleden. De havde holdbarhed til næste april, men der var vidst tabt en juice over de første tre poser!  Mine kaniner er de bedste fodrede i nabolaget, det samme er kattene og hønsene. Vores køleskabe bugner af grønt og mælk, ymer, you name it. Skabene fulde af tørrede produkter som hirse bønner, spahetti, kikærter, quinoa, havregryn, mel(alle typer). Min kone får blomster mindst en gang om ugen nu, mine børn en mælkesnitte, når deres far ikke kan bære at se 2-3 dusin af dem ligge der.

Ligge der i containeren, er det ikke vildt klamt?
Joh, en affaldscontainer er da noget beskidt, derfor er jeg sæsonskralder, fra september til april; sommeren er hård ved madvarer. Men ellers ligger det hele jo der, lidt rodet, men på køl. Lige til at snuppe.  

De varer jeg møder, når jeg åbner en typisk container er alle blevet kasseret af forskellige årsager. Ingen af dem er bundrådne eller bare noget der ligner(medmindre det er den der en appelsin ud af 10 i et net), for det kommer jo altså lige fra hylderne et par timer tidligere.

Oftest er det datoen den er gal med, ferskvarer som mælk, pålæg, kød, æg, fisk; har alle en ”sidste salgsdato”, ikke at forveksle med en ”bedst før –” dato.  Jeg tager ikke æg eller fisk og også kødet har jeg rigeligt af hjemmefremstillet. Alligevel hjemtager jeg kød, der netop er gået på datoen, til husdyrene.

Grøntsager falder for en eller anden udseendesmåleenhed jeg ikke helt kender. Nogle er selvfølgelig blevet ubrugelige, men det ser ud til at man, fra supermarkedets side ikke ser på resten af partiets tilstand. En aften fandt jeg 3 kasser ananas, ikke en skramme, men under dem lå 3-4 dårlige af slagsen. Det tyder påat nogen har sagt noget i retning af ”De par stykker er ved at være færdige, vi må hellere rydde hele partiet, for at være sikre. Well, de tre kasser fejlede ikke en dyt og vi havde tropefest hele ugen.

Tørvarer har selvfølgelig også en ”bedst før”-dato, men det betyder ikke at varen er dårlig. Har ikke tjekket lovgivningen, men mener at vide at denne dato er producentens rygdækning for ikke at skulle leve op til gængse kvalitetskrav for den pågælende vare efter denne dato. Hm, havregryn bliver altså ikke dårlige af at stå en dage eller 20 over datoen. Faktisk vil jeg sige at det eneste man skal undgå at tage, med en udløbet dato, netop er de varer med en ”sidste anvendelse”-mærkning. Og så igen, mælkeprodukter holder sig snildt en uge, måske endda to.

En del varer er blot beskadigede, så ingen vil købe den; bulede pakker, huller, skår. Nogle er bare blevet til overs på en eller anden hylde og så må den jo hellere smides ud. Har bla. fundet toiletpair, lyspærer, 12 pakker tandpasta, 8-10 kilo nytårspynt fra dén afdeling.

Og så er der hele jagtkicket. For efter jeg har sparet i tusindvis af kroner, ved at bruge 1½ time et par gange om ugen i containerne, så er der jagten.Hvad gemmer sig, hvad har fjloserne ment ikke var værdigt at have i ders butik i dag? Åh, to kasser spagepølse, bare fordi den hedder noget med ”jule-”  og det er nytår? Flødeboller, i kassevis, med tre dage tilbage på datoen?

Hvilket leder mig til en lille sjov ting, jeg oplever, når jeg diskuterer dette med bekendte. Man køber en mælk, den er et par dage fra at være udløbet. Når den når datoen, bliver den tit hældt ud, fortæller folk. Men lige så tit, får den lov at blive stående. Det samme gælder i høj grad, andre produkter, pålæg, ost, marmelader, remoulader, smør, alle bliver de oftest hængende, til de er brugt op. Overløben dato eller ej.
Min påstand er at maden i mit køleskab, i mine køkkenskabe og i kælderen, er maden friskere end din. Og jeg har ikke betalt for den heller. Tihi.


onsdag den 13. juni 2012

MUND-FULD = probono til de stakkels supermarkeder

Som aktiv forbruger, tænker man ofte på sig selv først og hvis man ikke får sin vilje, kan det jo hænde at det er de andres skyld. På denne blog går den bare ikke, MUND-FULD vil faktisk gerne fri af at være en sølle pengemaskine for fødevareindustrien og gå over til at være mere selvtænkende og selvbestemmende mht. hvad der puttes i munden.

For nylig havde denne blog fornøjelsen af at gå live og fortælle om dette 90er fænomen; den politiske bevidste forbruger. 
Det var sjov og interessant at være med til...........man kan håbe at publikum havde det på samme måde. Ved Madspildskonferencen optrådte FDB også, med et indlæg, der mest handlede om hvor elendige forbrugerne er til at håndtere deres madvarer og ditto -vaner. Der skal ingen tvivl være om at det er også denne blogs holdning; som forbrugere burde og skal vi være bedre til det med at forbruge. 

Men at FDB, en af det supermarkedskæder, der sælger alle de dårlige vaner, skal komme og belære os; det kan jeg ikke få til at hænge sammen. Så ud over at rakke ned på FDB og noget med nogle glashuse; så vil MUND-FULD gerne deltage med noget konstruktivt. Det ville da derfor være oplagt at hoppe med på vognen, hvis nu FDB skulle lancere en kampagne for mindre madspild, således som jeg følgende blevinviteret til? Jeg skulle "bruge min mit netværk" og blev endda inviteret til et oplæg med Vincent Hendricks, som tak.

Øh, nej tak. Sikker på at Vincent er en fin fyr, men jeg er ligesom i det her for at undgå at bruge mere; ikke for at ræse til KBH i tide og utide, for at drikke flaskevand med nogen der kender nogen. It´s not about the money (we just wanna make the world dance). 

I stedet vil jeg bruge det redskab jeg har; interwebzet og finde ud af om ikke der kan laves en liste over tiltag FDB selv kunne tage i brug, for at nedsætte deres eget spild. Det tyder jo på at de selv er optaget af andres problemer, problemer de selv er årsag til, via deres status som detailled.

To ting; 1: Hvad kan supermarkederne gøres ved deres eget spild?
             2: Hvad kan supermarkederne gøre for at hjælpe forbrugerne til at reducere deres spild?


Med "supermarkedernes eget spild", menes hele kæden, fra produktion til varen står på hylden. 
Ja, som indkøber af enorme mængder af varer, kan supermarkederne jo stille krav til deres leverandører. Idag handler de krav om størrelser på kartofler, farver på jordbær, om at få fødevarerne til at passe ind på hylderne, holdbarheden og i den dur. Udelukkelse af enorme mængder af fødevarer, pga deres naturlige forskellighed. 
Det kunne de jo passende stoppe med, da det er noget i nærheden af 3-4 kilo kartofler der smides bort, hver gang der ligger ét i butikken. Det siges at det er forbrugerne,der forlanger at varerne er ensartede og ligner hinanden, året rundt. Som privatmenneske har jeg aldrig støt på emnet "de forbandende skæve kartofler fra brugsen" ved middagsbordet. Eller " de forpulede løg, der bare ikke vejer 78 g per styk"; hvem har det?

Hvor kommer råvarerne fra? Spild handler også om ressourcer, transportressourcer. 

Udvalget er enormt, skal det partout være det? Igen, man mener at det er forbrugerne der VIL have f.eks.28  forskellige slags rugbrød. Denne blogs mening er nu at forbrugerne vil have gode rugbrød. Så sørg for at have 4-5 forskellige, men virkeligt gode brød. Supermarkeder skal konkurrere på kvalitte og pris, ikke på enorme mængder af elendig kvalitet.

Når så disse dejlige fødevarer rammer butikkerne, kunne supermarkederne give os bedre muligheder for at vælge præcis hvor meget vi ville have af dem. Der står vægte allerede; de gælder dog kun vindruer og nye kartofler i dag. Det skal gælde alle grøtsagerne og frugterne. 
Oveni skal supermarkederne så give os forbrugere tid til at spise os igennem varerne. ved dels at lave tilbud på små mængder, dels at lade varerene være af en sådan kvalitet at køberen kan nå at spise igennem de 16 klemmentiner, før de rådner op i skålen derhjemme.

Supermarkeder er pengeindtjeningsmaskiner og at smide madvarer ud, er spild af penge. Så supermarkederne må spore deres affald, hvad er det, hvorfor bliver det smidt ud osv. Det er forhåbentligt noget man allerede nu er meget opmærksomme på, ellers er der nogen der har opfundet et system, der kan. Tjek deres salgsvideo her.

Og så skal supermakedskæderne komme ind i kampen for at bidrage til samfundet. Aktivt og uegennyttigt bidrage til at vore omgivelser bliver bedre, sundere og alt det der.
 Det var på tide og det er jo alt. Man kunne se til sin søster organisation PCC Natrural Markets i USA, der forsøgsvis arbejder med at opstille kompost anlæg ved butikkerne, i form af et helt lukket system. Artikel her

Giv det væk. Allerede nu er der samarbejder med Fødevarebanken, om afsætning af før-dato varer. Det er fint og på tide og forresten er det vidst ikke Fødevarebanken, den der har hængt i bremsen. Det har FDB, i dette tilfælde og som jeg kunne tolke det på Madspildskonferencen, var det bekymringen for diverse myndigheder, der havde holdt igen. 

Derfor skal mit sidste råd til supermarkedskæderne være at de kaster sig ind i den politiske arena, med deres ønsker og krav til vore lovgivere. Det kan ikke passe at detailhandelen skal sparke nedad på forbrugerne, denne usammenhængende, tvivlende og konservative flok af mennesker, når der skal arbejdes seriøst med madspild.


Dette var 1 times reseach på nettet, der er meget mere at grave i; også for dem der måske kan tjene penge på at gøre det. Gør det, tak.


(og dette var forresten indlæg nr 100 på denne blog, jeg giver en omgang.)

torsdag den 15. marts 2012

2 kvinder, der rocker min (mad)verden

Det er sjældent at en gift mand indrømmer at der er andre kvinder i hans liv, men på det sidste har jeg fået to nye veninder. Kvinder, der på hver sin måde, vender madtemaet på hovedet. 
Eating-designeren Marije Vogelzang med sine finurlige tegninger og massive opgør med mad som blot en punkt på dagsordenen og anarkisten Heather C. Flores, der kæmper med planter og kooperation, istedet for bomber. 


Der må nye tanker til og mens denne blog mest er til at bruge eder og rumsterer rundt i det dersens internet, findes der faktisk mennesker, der handler på deres egne tanker og er med til at omskabe verden omkring dem. Om man er feteret hollandsk designer eller aktivist fra de mere kedelige dele af Los Angeles; det kommer ud på et. Det gælder om at skubbe grænserne, de grænser som en eller anden kulturel form har det med at trække ned over os. Det gælder om at gøre sig fri, ved dels at kende fortiden, dels ved at ville ændre fremtiden.


Designet først. Marije Vogelzang er  "eating desinger, because food design imply that I design food. Food is perfectly shaped from nature itself".
Med sin bog "Eat Love", har Vogelzang samlet en række af sine projekter, designs, der alle kredser om måltidet, som kultur, som form, som skabende for identitet i alle mennesker. Og mens de danske eksempler på dette foreløbig altid har haft kommercielle afsendere og handlet om at bygge en lerovn sammen, går Vogelzang anderledes radikalt til stålet. Her må du ned i din sjæl, for at deltage. Det kan koste både blod, sved og tårer, men kan hun få japanere med på at spise uden at kunne se hinandens tøj, burde de berørringsangste danskere vel også kunne lege med?
Vi har i vores facebookgruppe tidligere linket til "Eat Love Budapest" , hvor forskellene på sociale grupper, opvækst, fortælling udfordres af romakvinder, der fodrer gæsterne på udstillingen, eksekveres på smukkeste vis. Se videoen, det lyder brutalt og invadererende; det er intimt og lærende på et helt andet niveau, end MUND-FULD har set før.
I bogen vælder det ene projekt efter det andet frem, med lyst til at dele og udfordre; fra begravelsesmåltider med kun hvid mad, over sammenbundne drinks, der "tvinger" en gruppe til at stå tæt sammen, til slikkepinde udformet som pistoler, hvilket bør få enhver til at tænke over hvad de kommer i munden og hvilken effekt det har på deres krop. Det er også blevet til et vendespil, som MUND-Fuld var så heldig at vinde ved en fotokonkurrence i 2011. De to par består af et foto af en given råvare, et skåret løg og en stregtegnet figur, med tårer i øjnene. På den måde formidles råvaren og en effekt af den sammen. Sjov at spille med ungerne.
Men for Vogelzang, handler det ikke bare om at skabe små pointer om ernæring og sundhed. For hende er føden vejen til vores allesammens følelse af livet og af døden; det er livets tråd. Derfor er de mest imponerende designs, de der bringer tidligere fjender sammen. Som i Libanon. hvor muslimer og kristne først lavede skåle af bagt dej, skålene blev farvet grønne med persille(en vigtig lokal krydderurt). Placeret direkte ovenpå den tidligere grønne linje, der opdelte Libanon under borgerkrigen, (1975-1990) blev de fyldt med lokal retter, begge grupper har nemlig samme måltidstraditioner og tilsidst spist. Således indtog man hinandens liv, skåle og alting, og blev ét. 


Mere salomonisk kan det nærmest ikke blive.


Nu kan det kræve en del ressourcer at arbejde med eating-design og mange af projekterne er dog også éngangsforestillinger, kunst nærmest.
Så er det anderledes lettilgængeligt at Læse "Food, not lawns" af Heather C. Flores; her er der side op og side ned af inspirerende læsning til den (mest urbane) haveentusiast/fødevarpolitiske aktivist. 
Bogen bygger på tanken om at der kan etableres nok så mange byhaver og kooperativer; hvis ikke nærsamfundet indkluderes, vil det ikke have en langstidsholdbar effekt. Så sidenløbende med beskrivelserne af forskellige havebrugsprojekter, gøres der hele tiden op med vores allesammens egocentrisk livsindstilling. At dyrke kræver meget, så man bindes sammen og føler afhængigheden/fællesskabet igen.
Nyttehaver; det er blot én måde at skabe bedre samfund på. Hele den sidste halvdel af bogen er dedikeret arbejdet med at skabe sammenhængende lokalsamfund, fællesskaber på tværs, via dyrkning og mad og projekter der spinger ud af dette arbejde. 


Det overordnede mål med bogen er at få en personlig erkendelse igennem til læseren. Det handler om at skabe for fremtiden, mens vi nyder livets goder; samværd, fællesskab, måltider, bevægelse, frugtbarhed, arbejde. Og hvor mange materielle goder skal der egentlig til for at vi har det?


Spænende at pludselig stå foran sit køleskab og se at der jo faktisk ikke er brug for det. Hvad er det der skal i køleskabet, som ikke kan hænge i et skab, på en skyggefuld væg udendørs? Og således går Flores til værket; hvor meget har vi brug for bliver der spurgt hver gang vi træder ind i et rum i vores hus, vore sociale forhold, vort arbejde. 
Bogen er en inspiration og på ingen måde opfordrer den til at vi skal bo i jordhuler, faktisk er det jo en gaveregn med al det overskud man kan benytte sig af via dumpster diving, at få fra andre, at bytte sig frem, at kigge bag skuret i haven; der er overskud overalt. Man skal blot ikke lade sig forblænde af alt det overskud, for det er jo tegnet på at noget er galt.


Man kan blive helt bange for overskrifter som "Quit your job", Get rid of mirrors and calenders" og måske den værste "Make time", men under de tilsyneladende radikale tanker, hviler en rolig puls af ren og skær fornuft. Vi HAR jo ikke brug for så mange ting. Hvad vi har brug for, er omtanke, kærlighed og medfølelse, og det koster ingenting.


To kvinder har her skrevet to bøger der har rykket én mands verden rundt. Netop den rolige tone i de to bøger, tilskriver denne blog et særligt kvindeligt træk. Der er masser af  "mandlig" handling i de to, for Vogelzangs vedkommende er vi de tænkende deltagere, hos Flores kan vi få fingrene i jorden og i samfundet, men begge formår at holde det handlende fint i balance med det overvejende og reflektive. En skøn blanding.


Hermed to anbefalinger til læsning, når nu du har droppet TVet alligevel.







søndag den 4. marts 2012

Skraldere? Video killed the radio star...

Sådan går det når undergrund bliver mainstream og freeganism kommer i bladene som popstjerne; det får en ende som ikke var nødvendig.

Der er mange der har gjort et meget længere end MUND-FULD; hentet for 100vis af kroner gratis og helt brugbar mad op af supermarkedernes affaldscontainere. Det gik fint, stille og roligt og alle var glade. Så længe ingen rodede, ingen ødelagde noget, var der nærmest en stiltigende aftale. Så blev det hørt om, det blev vist på TV, der kom flere til. Man blev fra detailhandlens top opmærksomme på "problemet", memoer er blevet sendt ned igennem lagene, man er blevet bedt om at "handle". Et eller andet er der sket. Ellere rettere to

Det første er særdeles positivt. Udgående varer bliver i stadig højere grad fundet frem og stillet ud, med nedsatte priser. Dejligt at se; det er den vej vi skal; for det forstår Hr. og Fru Overforbrug rigtigt godt. At spare penge. Ikke kampagner og TVkokke, men kroner og ører sparet. Det forstår den danske kødspisende, emballagekrævende og råvareignonorente civilbefolkning. Håber at det er noget man er opmærksom på hos madeliten, hvor man jo bruger pengene på interne samtaleevnts og begreber som "...Oplevelsesindustrien, kreative næringsveje og maden som en naturlig del af en totaloplevelse i et internationalt miljø..."

Den anden er knapt så god. For der stadig et kæmpe spild og nu kan det ærger at man ikke havde kameraet med noget før. Sækkevis af brød, frugt og andre fødevarer bliver smidt ud dagligt. Nu bliver de bare overhældt med klorin, eddike eller andet, der skal forhindre at det bliver brugt igen. Og det mest gennemgående træk ved nærmest alle denne blogs vandingshuller; en funklende ny hængelås.

Containerne er blevet låst af, byen over og som ved et trylleslag.

Og så er der enten kun selvtægten med boltsaksen eller nederlaget tilbage. 

søndag den 22. januar 2012

Dette er IKKE en indkøbsseddel:

400g brie
250 g rygeost
1 myseost
½ l piskefløde
2 l æble/kanel yoghurt
2 spidskål
4 kg kartofler
750g bacon
1 sparepære 15w
8 sterinlys, røde
6 toiletruller
½kg jordbærgrød
2kg løg
1 pk bastogne kiks
3 ananas
2 agurker
1 l risdrik
8 æbler
7 kg appelsiner
1 knoldselleri
2kg hvedemel
1 pomelo
4 pk grovboller

...det er hvad jeg hev op af containere her til aften.
Det mest overdrevne, er at jeg efterlader alle kager og andet seriøst usundt, at jeg altid lader noget ligge tilbage og at jeg sjældent besværer mig med at med at hoppe ind i containerne. Alt dette kunne jeg nå ved at stå udenfor og række ind.
Og så er det endda kun de mindre supermarkeder jeg frekventerer. Alle de store steder er udstyret med containere, der har en sammenpresningsmekanisme, således at "affaldet" bliver mast til ukendelighed med det samme det er smidt i. Hvilket arrogant spild af goder.