Eating-designeren Marije Vogelzang med sine finurlige tegninger og massive opgør med mad som blot en punkt på dagsordenen og anarkisten Heather C. Flores, der kæmper med planter og kooperation, istedet for bomber.
Der må nye tanker til og mens denne blog mest er til at bruge eder og rumsterer rundt i det dersens internet, findes der faktisk mennesker, der handler på deres egne tanker og er med til at omskabe verden omkring dem. Om man er feteret hollandsk designer eller aktivist fra de mere kedelige dele af Los Angeles; det kommer ud på et. Det gælder om at skubbe grænserne, de grænser som en eller anden kulturel form har det med at trække ned over os. Det gælder om at gøre sig fri, ved dels at kende fortiden, dels ved at ville ændre fremtiden.
Med sin bog "Eat Love", har Vogelzang samlet en række af sine projekter, designs, der alle kredser om måltidet, som kultur, som form, som skabende for identitet i alle mennesker. Og mens de danske eksempler på dette foreløbig altid har haft kommercielle afsendere og handlet om at bygge en lerovn sammen, går Vogelzang anderledes radikalt til stålet. Her må du ned i din sjæl, for at deltage. Det kan koste både blod, sved og tårer, men kan hun få japanere med på at spise uden at kunne se hinandens tøj, burde de berørringsangste danskere vel også kunne lege med?
Vi har i vores facebookgruppe tidligere linket til "Eat Love Budapest" , hvor forskellene på sociale grupper, opvækst, fortælling udfordres af romakvinder, der fodrer gæsterne på udstillingen, eksekveres på smukkeste vis. Se videoen, det lyder brutalt og invadererende; det er intimt og lærende på et helt andet niveau, end MUND-FULD har set før.
I bogen vælder det ene projekt efter det andet frem, med lyst til at dele og udfordre; fra begravelsesmåltider med kun hvid mad, over sammenbundne drinks, der "tvinger" en gruppe til at stå tæt sammen, til slikkepinde udformet som pistoler, hvilket bør få enhver til at tænke over hvad de kommer i munden og hvilken effekt det har på deres krop. Det er også blevet til et vendespil, som MUND-Fuld var så heldig at vinde ved en fotokonkurrence i 2011. De to par består af et foto af en given råvare, et skåret løg og en stregtegnet figur, med tårer i øjnene. På den måde formidles råvaren og en effekt af den sammen. Sjov at spille med ungerne.
Men for Vogelzang, handler det ikke bare om at skabe små pointer om ernæring og sundhed. For hende er føden vejen til vores allesammens følelse af livet og af døden; det er livets tråd. Derfor er de mest imponerende designs, de der bringer tidligere fjender sammen. Som i Libanon. hvor muslimer og kristne først lavede skåle af bagt dej, skålene blev farvet grønne med persille(en vigtig lokal krydderurt). Placeret direkte ovenpå den tidligere grønne linje, der opdelte Libanon under borgerkrigen, (1975-1990) blev de fyldt med lokal retter, begge grupper har nemlig samme måltidstraditioner og tilsidst spist. Således indtog man hinandens liv, skåle og alting, og blev ét.
Mere salomonisk kan det nærmest ikke blive.
Nu kan det kræve en del ressourcer at arbejde med eating-design og mange af projekterne er dog også éngangsforestillinger, kunst nærmest.
Så er det anderledes lettilgængeligt at Læse "Food, not lawns" af Heather C. Flores; her er der side op og side ned af inspirerende læsning til den (mest urbane) haveentusiast/fødevarpolitiske aktivist.
Bogen bygger på tanken om at der kan etableres nok så mange byhaver og kooperativer; hvis ikke nærsamfundet indkluderes, vil det ikke have en langstidsholdbar effekt. Så sidenløbende med beskrivelserne af forskellige havebrugsprojekter, gøres der hele tiden op med vores allesammens egocentrisk livsindstilling. At dyrke kræver meget, så man bindes sammen og føler afhængigheden/fællesskabet igen.
Nyttehaver; det er blot én måde at skabe bedre samfund på. Hele den sidste halvdel af bogen er dedikeret arbejdet med at skabe sammenhængende lokalsamfund, fællesskaber på tværs, via dyrkning og mad og projekter der spinger ud af dette arbejde.
Det overordnede mål med bogen er at få en personlig erkendelse igennem til læseren. Det handler om at skabe for fremtiden, mens vi nyder livets goder; samværd, fællesskab, måltider, bevægelse, frugtbarhed, arbejde. Og hvor mange materielle goder skal der egentlig til for at vi har det?
Spænende at pludselig stå foran sit køleskab og se at der jo faktisk ikke er brug for det. Hvad er det der skal i køleskabet, som ikke kan hænge i et skab, på en skyggefuld væg udendørs? Og således går Flores til værket; hvor meget har vi brug for bliver der spurgt hver gang vi træder ind i et rum i vores hus, vore sociale forhold, vort arbejde.
Bogen er en inspiration og på ingen måde opfordrer den til at vi skal bo i jordhuler, faktisk er det jo en gaveregn med al det overskud man kan benytte sig af via dumpster diving, at få fra andre, at bytte sig frem, at kigge bag skuret i haven; der er overskud overalt. Man skal blot ikke lade sig forblænde af alt det overskud, for det er jo tegnet på at noget er galt.
Man kan blive helt bange for overskrifter som "Quit your job", Get rid of mirrors and calenders" og måske den værste "Make time", men under de tilsyneladende radikale tanker, hviler en rolig puls af ren og skær fornuft. Vi HAR jo ikke brug for så mange ting. Hvad vi har brug for, er omtanke, kærlighed og medfølelse, og det koster ingenting.
To kvinder har her skrevet to bøger der har rykket én mands verden rundt. Netop den rolige tone i de to bøger, tilskriver denne blog et særligt kvindeligt træk. Der er masser af "mandlig" handling i de to, for Vogelzangs vedkommende er vi de tænkende deltagere, hos Flores kan vi få fingrene i jorden og i samfundet, men begge formår at holde det handlende fint i balance med det overvejende og reflektive. En skøn blanding.
Hermed to anbefalinger til læsning, når nu du har droppet TVet alligevel.
Mere salomonisk kan det nærmest ikke blive.
Så er det anderledes lettilgængeligt at Læse "Food, not lawns" af Heather C. Flores; her er der side op og side ned af inspirerende læsning til den (mest urbane) haveentusiast/fødevarpolitiske aktivist.
Bogen bygger på tanken om at der kan etableres nok så mange byhaver og kooperativer; hvis ikke nærsamfundet indkluderes, vil det ikke have en langstidsholdbar effekt. Så sidenløbende med beskrivelserne af forskellige havebrugsprojekter, gøres der hele tiden op med vores allesammens egocentrisk livsindstilling. At dyrke kræver meget, så man bindes sammen og føler afhængigheden/fællesskabet igen.
Nyttehaver; det er blot én måde at skabe bedre samfund på. Hele den sidste halvdel af bogen er dedikeret arbejdet med at skabe sammenhængende lokalsamfund, fællesskaber på tværs, via dyrkning og mad og projekter der spinger ud af dette arbejde.
Det overordnede mål med bogen er at få en personlig erkendelse igennem til læseren. Det handler om at skabe for fremtiden, mens vi nyder livets goder; samværd, fællesskab, måltider, bevægelse, frugtbarhed, arbejde. Og hvor mange materielle goder skal der egentlig til for at vi har det?
Spænende at pludselig stå foran sit køleskab og se at der jo faktisk ikke er brug for det. Hvad er det der skal i køleskabet, som ikke kan hænge i et skab, på en skyggefuld væg udendørs? Og således går Flores til værket; hvor meget har vi brug for bliver der spurgt hver gang vi træder ind i et rum i vores hus, vore sociale forhold, vort arbejde.
Bogen er en inspiration og på ingen måde opfordrer den til at vi skal bo i jordhuler, faktisk er det jo en gaveregn med al det overskud man kan benytte sig af via dumpster diving, at få fra andre, at bytte sig frem, at kigge bag skuret i haven; der er overskud overalt. Man skal blot ikke lade sig forblænde af alt det overskud, for det er jo tegnet på at noget er galt.
Man kan blive helt bange for overskrifter som "Quit your job", Get rid of mirrors and calenders" og måske den værste "Make time", men under de tilsyneladende radikale tanker, hviler en rolig puls af ren og skær fornuft. Vi HAR jo ikke brug for så mange ting. Hvad vi har brug for, er omtanke, kærlighed og medfølelse, og det koster ingenting.
To kvinder har her skrevet to bøger der har rykket én mands verden rundt. Netop den rolige tone i de to bøger, tilskriver denne blog et særligt kvindeligt træk. Der er masser af "mandlig" handling i de to, for Vogelzangs vedkommende er vi de tænkende deltagere, hos Flores kan vi få fingrene i jorden og i samfundet, men begge formår at holde det handlende fint i balance med det overvejende og reflektive. En skøn blanding.
Hermed to anbefalinger til læsning, når nu du har droppet TVet alligevel.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar