Småt er godt, fødevaremarkeder og deres størrelse.

Ja, konklusionene på dette indlæg vil være at små fødevaremarkeder er de bedste; for publikum, for deltagende firmaer og for arrangørerne, for kreativiteten. Du behøver ikke at læse videre.

Sæsonen for fødevaremarkeder er ved at være overstået og selvom denne blog ikke har deltaget i allesammen; faktisk måtte undertegnede melde pas temmelig tidligt; der var alt for mange og de var alt for ens, kan man jo godt have stukket fingeren i jorden og pumpet sine connections rundt om.

Over et lille års tid, har denne blog fulgt de mange tiltag omkring fødevaremarkederne i Danmark og har undret sig over hvorfor mange ikke kan se at større arrangementer kun ville gavne store producenter. Henover sommeren har det vidst sig at det var sandt; stort er smukt, hvis man selv er stor.

Imens originale tiltag som Bondens Marked i Kødbyen (København) kæmper med tilladelser, mangel på hjælp fra kommunen, mangel på hjælp i form af frivillige og derudover prøver at hjælpe mindre producenter med at sælge mere og hiver efter vejret for at overleve, kan FOOD Festival  i Aarhus fejre en publikumsuccés med 27000 besøgende.

Dermed er FOOD det største marked for fremme af fødevarer til den danske forbruger, tillykke.
I har sejret ad helvede til.

Allerede dage efter at eventen i det jyske var overstået, meldte mindre producenter ud at de gerne ville tilbage til markeder, der faktisk støtter op om alle deltagende virksomheder. Statsstøttede tiltag og store koncerner havde totalt overdøvet de mindre producenters stemmer. I en rus af kreative tiltag og pædagogiske øvelser, var der ikke megen plads til det det hele drejede sig om; ordentlig mad.
Det hele skulle underholdes ind i folk og ingen tvivl om at publikum og særligt de deltagende halvoffentlige organisationer, samt de store grimme fødevarefabrikker, havde en fest. Fuck, der blev twittet og facebooket i de dage.

Men ham med pølsen, hende med kålene; dem er der ikke så mange der husker i dag og det er i dag der skal handles, hvis en fødevarediversitet og en folkelig viden skal forankres?

"Køb den pølse, drop de bitches, maijn", fristes man til at råbe, med sin bedste aarhusianske ghettoaccent. For cirkusset er kørt videre, men bliver pølsen solgt? Hvem kunne høre fordelene ved dén forbandede pølse, når der skulle afholdes fysikforsøg og ses på madkendisser, måske også deles balloner ud?

Og hov, hvor blev den ægte madkommunikation af? Den med spørgsmålene.

Hvorfor var det at Danish Crown(DC) kunne få lov til at melde afbud, 1½ time før Slow Foods forevisning af den kontroversielle og stærkt kritiske film "Pig Business"?
Fordi arrangørerne ikke reelt var interesserede i at der skulle slås skår i glasbilledet af madfest og fordi DC har en smart presseafdeling, der ved at man, end ikke med de hurtige medier vi har i dag, kan få dårlig presse ud af en så sen afmelding. Det er for tyndt og beskæmmende; uanset hvad undskyldningen har lydt på.

Hold det billede; tivolibilledet af gejl og vrangvilje til at virkeligt interagere med forbrugeren.



Det økologiske Høstmarked/fejringen af international Cittaslow dag er netop blevet afholdt i Svendborg. Der kom små 2000 mennesker, fra Italien blev det, en måned før kick off, meddelt at den internationale Citta slow dag var rykket en uge frem, det regnede hele lørdagen. Det var en kæmpe succés.

Vi kom tæt på gæsterne, helt tæt. Der var mennesker bag hver en bod. Mennesker, der stod inde for varen de faldbød, for det var deres egen, hele vejen igennem. Vi havde et helt hold elever fra Skårupskolen med(tilfældigvis min arbejdsplads); de stod for en række boder, æblemostning, æbleflæsk, grillede æbler osv. Elever, der for en stor dels vedkommende, ikke passer ind i "normale" rammer for opførsel eller præstation. De ville ikke have haft en chance på markeder af FOODs størrelse, de ville være løbet skrigende bort fra reklamesøjlerne og den nøje planlagte slagstale man møder i et "normalt" kommercielt rum af reklamebereau udtænkt strategi. På Høstmarkedet fik de en stemme. De serverede mad for alle de deltagende standholdere, for arrangørerne, de talte med gæsterne, delte flyers ud og hyggede sig.

Det gjorde standholderne også, her kunne de møde gæsten og forklare sig, personligt. Et præmieeksempel på at kommercielt salg sagtens kan gøres med em ægte følelse af samhørighed og forståelse for at der skal være plads til alle.

Og så var der også banebrydende "underholdning" til folket. Dansgruppen sART og eating designeren Marije Vogelzang præsterede at skabe en performance, som ingen havde set komme.  Nogensinde. Så kan kartoffeltryk og åben scene med James Price (kom han overhovedet?) godt gå og lægge sig. Og, jo; de ælter 50 kg dej, iført badehætter, med elektronisk musik og folk der banker på puder i baggrunden; det er jo det, der er det banebrydende. Men, er det ikke blot også en tivolisering?
Nej, der er en forskel og forskellen hedder tilstedeværelse, nytænkning; risiko.

Jeg er sikker på at publikum var tilstede på FOOD, når det hørte på kendisser, lavede mad med rødbeder og alt det. Mange børnefamilier deltog sikkert med glæde. De kunne blot have skabt disse rammer selv, derhjemme og bør gøre det ved givne lejligheder; så som en tirsdag eftermiddag eller  ved en fødselsdag.
Det er ufarligt for firmaer og organisationer, blot at efterligne fødselsdagsunderholdning, trygt for gæsterne. Men det skubber dem ingen steder, hverken afsendere eller modtagere og når man står stille, så dør man.

Det gør en gang dej dans ikke; det var langt fra alle publikummer, der så lyset med ovenviste performance; men de var der, publikum, de så den eneste opførsel nogensinde, de fik en mening og en ny vinkel på dans, brød, what ever. Høstmarkedet tog faktisk en kæmpe risiko, sådan at bryde normerne for almindelig omgang med levnedsmidler, provokere, aktivere.

Næste gang må vi sparke lidt hårdere til de medier der glimrede ved deres fravær. Ikke at vi ikke havde gjort alt for at sparke dem herned. Moderne dans og den mest avangadistiske mad/mennesker/samværs-designer i verden, det er sgu nok for småt.

Så hellere filme et sejlskib ladet med dansk bacon, ved OL i London; det ved man da hvad er.

Marije Vogelzang fejrer international Citta Slow dag i Svendborg

Ved MUND-FULDs mellemkomst, er det lykkedes at få måltids-designeren, fødevarepioneren Marije Vogelzang til at holde et oplæg ved den internationale Citta Slow dags fejring i Svendborg den 22. september i år. Det sker på Høstmarkedet ved Maritimt Center.

Endnu er der ingen der ved hvad det ender med, men Vogelzang vil arbejde sammen med danseensemblet sART og Baggårdsteateret om at give nogle input til fødevareproduktionen i Damark. Det er ambitionen at dans, design og skuespil mere direkte vil kunne biddrage til at vise muligheder og krav fra aftagerne af den store, grimme fødevareindustri,  direkte fra brugerne.

MUND-FULD er dedikeret Vogelzangfan og har tidlige skrevet om hende her

Videopræsentation af hendes arbejder via dette link http://www.youtube.com/watch?v=2gYMI08ZX3g

Hvem var det nu der sagde at bloggere ikke kunne rykke noget?

2 kvinder, der rocker min (mad)verden

Det er sjældent at en gift mand indrømmer at der er andre kvinder i hans liv, men på det sidste har jeg fået to nye veninder. Kvinder, der på hver sin måde, vender madtemaet på hovedet. 
Eating-designeren Marije Vogelzang med sine finurlige tegninger og massive opgør med mad som blot en punkt på dagsordenen og anarkisten Heather C. Flores, der kæmper med planter og kooperation, istedet for bomber. 


Der må nye tanker til og mens denne blog mest er til at bruge eder og rumsterer rundt i det dersens internet, findes der faktisk mennesker, der handler på deres egne tanker og er med til at omskabe verden omkring dem. Om man er feteret hollandsk designer eller aktivist fra de mere kedelige dele af Los Angeles; det kommer ud på et. Det gælder om at skubbe grænserne, de grænser som en eller anden kulturel form har det med at trække ned over os. Det gælder om at gøre sig fri, ved dels at kende fortiden, dels ved at ville ændre fremtiden.

Designet først. Marije Vogelzang er  "eating desinger, because food design imply that I design food. Food is perfectly shaped from nature itself".
Med sin bog "Eat Love", har Vogelzang samlet en række af sine projekter, designs, der alle kredser om måltidet, som kultur, som form, som skabende for identitet i alle mennesker. Og mens de danske eksempler på dette foreløbig altid har haft kommercielle afsendere og handlet om at bygge en lerovn sammen, går Vogelzang anderledes radikalt til stålet. Her må du ned i din sjæl, for at deltage. Det kan koste både blod, sved og tårer, men kan hun få japanere med på at spise uden at kunne se hinandens tøj, burde de berørringsangste danskere vel også kunne lege med?
Vi har i vores facebookgruppe tidligere linket til "Eat Love Budapest" , hvor forskellene på sociale grupper, opvækst, fortælling udfordres af romakvinder, der fodrer gæsterne på udstillingen, eksekveres på smukkeste vis. Se videoen, det lyder brutalt og invadererende; det er intimt og lærende på et helt andet niveau, end MUND-FULD har set før.

I bogen vælder det ene projekt efter det andet frem, med lyst til at dele og udfordre; fra begravelsesmåltider med kun hvid mad, over sammenbundne drinks, der "tvinger" en gruppe til at stå tæt sammen, til slikkepinde udformet som pistoler, hvilket bør få enhver til at tænke over hvad de kommer i munden og hvilken effekt det har på deres krop. Det er også blevet til et vendespil, som MUND-Fuld var så heldig at vinde ved en fotokonkurrence i 2011. De to par består af et foto af en given råvare, et skåret løg og en stregtegnet figur, med tårer i øjnene. På den måde formidles råvaren og en effekt af den sammen. Sjov at spille med ungerne.

Men for Vogelzang, handler det ikke bare om at skabe små pointer om ernæring og sundhed. For hende er føden vejen til vores allesammens følelse af livet og af døden; det er livets tråd. Derfor er de mest imponerende designs, de der bringer tidligere fjender sammen. Som i Libanon. hvor muslimer og kristne først lavede skåle af bagt dej, skålene blev farvet grønne med persille(en vigtig lokal krydderurt). Placeret direkte ovenpå den tidligere grønne linje, der opdelte Libanon under borgerkrigen, (1975-1990) blev de fyldt med lokal retter, begge grupper har nemlig samme måltidstraditioner og tilsidst spist. Således indtog man hinandens liv, skåle og alting, og blev ét. 


Mere salomonisk kan det nærmest ikke blive.

Nu kan det kræve en del ressourcer at arbejde med eating-design og mange af projekterne er dog også éngangsforestillinger, kunst nærmest.
Så er det anderledes lettilgængeligt at Læse "Food, not lawns" af Heather C. Flores; her er der side op og side ned af inspirerende læsning til den (mest urbane) haveentusiast/fødevarpolitiske aktivist. 
Bogen bygger på tanken om at der kan etableres nok så mange byhaver og kooperativer; hvis ikke nærsamfundet indkluderes, vil det ikke have en langstidsholdbar effekt. Så sidenløbende med beskrivelserne af forskellige havebrugsprojekter, gøres der hele tiden op med vores allesammens egocentrisk livsindstilling. At dyrke kræver meget, så man bindes sammen og føler afhængigheden/fællesskabet igen.
Nyttehaver; det er blot én måde at skabe bedre samfund på. Hele den sidste halvdel af bogen er dedikeret arbejdet med at skabe sammenhængende lokalsamfund, fællesskaber på tværs, via dyrkning og mad og projekter der spinger ud af dette arbejde. 


Det overordnede mål med bogen er at få en personlig erkendelse igennem til læseren. Det handler om at skabe for fremtiden, mens vi nyder livets goder; samværd, fællesskab, måltider, bevægelse, frugtbarhed, arbejde. Og hvor mange materielle goder skal der egentlig til for at vi har det?


Spænende at pludselig stå foran sit køleskab og se at der jo faktisk ikke er brug for det. Hvad er det der skal i køleskabet, som ikke kan hænge i et skab, på en skyggefuld væg udendørs? Og således går Flores til værket; hvor meget har vi brug for bliver der spurgt hver gang vi træder ind i et rum i vores hus, vore sociale forhold, vort arbejde. 
Bogen er en inspiration og på ingen måde opfordrer den til at vi skal bo i jordhuler, faktisk er det jo en gaveregn med al det overskud man kan benytte sig af via dumpster diving, at få fra andre, at bytte sig frem, at kigge bag skuret i haven; der er overskud overalt. Man skal blot ikke lade sig forblænde af alt det overskud, for det er jo tegnet på at noget er galt.


Man kan blive helt bange for overskrifter som "Quit your job", Get rid of mirrors and calenders" og måske den værste "Make time", men under de tilsyneladende radikale tanker, hviler en rolig puls af ren og skær fornuft. Vi HAR jo ikke brug for så mange ting. Hvad vi har brug for, er omtanke, kærlighed og medfølelse, og det koster ingenting.


To kvinder har her skrevet to bøger der har rykket én mands verden rundt. Netop den rolige tone i de to bøger, tilskriver denne blog et særligt kvindeligt træk. Der er masser af  "mandlig" handling i de to, for Vogelzangs vedkommende er vi de tænkende deltagere, hos Flores kan vi få fingrene i jorden og i samfundet, men begge formår at holde det handlende fint i balance med det overvejende og reflektive. En skøn blanding.


Hermed to anbefalinger til læsning, når nu du har droppet TVet alligevel.