Mad til ældre; man høster som man sår

Fødevarer og mad trækker store overskrifter i disse dage, hvor Danmark ellers atter går i krig.
 Maden til de stakkels ældre biver stadig mere elendig, medierne går i selvsving, skandalen er total. Ofrene tages i forsvar, de har intet valg, lyder det. Og det har de nok ikke. Ikke mere. Nu lever de af andres nåde, vores.

Men hvilke valg har de, der nu er gamle, foretaget i gennem deres liv, i forhold til fødevarer som et gode og en værdi?

Hvad har de seneste 50-60 års samfundsvalg og udefrakommende begivenheder betydet for at vi nu står med denne absurde situation, at skulle servere langstids holdbar mad med fuldt overlæg?
Og oveni købet se borgmestre, der træder op i TV og fortæller hvor herligt og ligefrem indbydende den slags føde ser ud?

Vi må op over støvskyen af nyheder og drama og se på hvilke mekanismer, der har ledt hen til dette. Vakuum- pakket mad til de gamle, de mennesker, som har båret samfundet på deres skuldre igennem et helt liv og nu burde nyde vores ydelser til dem. Det lyder ikke godt.

Fakta:
Et udvidet arbejdsmarked.  
En akademisering af store befolkningsgrupper.
Institituationalisering af omsorgsopgaver.
Den sidste transformation fra landbrugsland, til industrisamfund, til videns baseret sammenhængskraft.
En stadig øget rejseaktivitet.
Indvandring fra lande beliggende langt fra Skandinavien.

Der er sket store forandringer og de dobbelttydige resultater er til at føle på.
I et arbejdsmarked, der var i stor fremdrift, blev der brug for at også de mange hjemmegående kvinder blev deltagere, væk fra hjemmet, for at udfylde stadig mere højtuddannede stillinger i erhvervslivet. Dette afførte sære stille køkkener, hvor familierne hurtigt ikke kunne løfte de opgaver et køkken før havde krævet. Lange tilberedelsesprocesser blev afløst af hurtige opskrifter. De lange dage med gang fra købmand, til fiskehandler, til bager, blev afløst af de altfavnende supermarkeder, der rummede alle varegrupper. Industrisamfundet vandrede sin sejrsgang over det traditionelle og hæmmende klassesamfund, nu ville uddannelse og frisind sætte os alle fri. Alle, der kunne.

Børnene og de gamle skulle nu passes af professionelle, der var uddannede og bar lysten til til dette arbejde med sig. Alle de, hovedsagligt kvinder, der før var tvunget til sådanne opgaver, kunne nu selv vælge arbejdsliv og, som det ses frem til vor tid, det førte il en stadig større akademisering af befolkningen som et hele. Der er stadig et kæmpe glasloft i den akademiske verden, men uddannelsesdrømmene er nået. Uddannelse, skolet uddannelse, er blevet normen i dag. For alle der kan.

Tilbage og glemt blev bla. måltidet som samlende faktor. Ikke i 2014, men i 1960erne og 1970erne; dengang nutidens gamle, var datidens voksne, forældre, arbejdsstyrke. I bestræbelserne på at kunne gøre hvad de ville, havde de måske glemt at der er handlinger, ritualer, øjeblikke, der giver os en fornemmelse af noget større end os selv. Ungdomsoprøret var måske ikke alles, men det fik indflydelse på alle. Traditioner og hirakier forsvandt hurtigt, allerede i 1950erne. De var helt væk efter få årtier. Megen grundkultur og dannende, ikkereligiøst, røg også ud med badevandet. Det savner vi nu.

Også de gamle landbrugs- og højskoler gled endeligt ud i denne periode, da landbefolkningens sidste rester flyttede til byerne, som en del af jagten på et bedre liv, et ubegrænset liv. Med disse skoler, husholdningsskolerne også, forsvandt en hel kultur, der i sin grundvold; konservering og tilberedelse af mad, var så konservativ at den aldrig har rejst sig igen. Den emmede af kulde, kartoffelferier, lange eftermiddage med evindelig bærplukninger, at skulle spise igennem glas efter glas af henkogt grønt. Næh tak, der måtte luftes ud. Og smides bort. Pladsen og tiden blev udnyttet med egeninteressernes filosofi, lysten blev trumf over de store livsvalg.

I 1960-80erne i form af udlandsrejser og ferier for rigtigt mange danskere, charterferier til Grækenland og Spanien, blev afløst af rygsækrejser rundt om hele kloden.  De kom afsted, ud og oplevede, spiste måske endda de fremmede landes mad, tog koriander, chili og sushi med hjem. De nedlagde køkkenhaverne og fik parcelhuse med græsplæner og terrasser med plads til en grill.
Samtidigt inviterede vi store grupper af gæstearbejdere hertil, for at de kunne hjælpe i ufaglærte stillinger i vores industri. De tog de jobs, der siden hen forsvandt ud af landet, mens gæsterne blev hængende. I dag er der store sociale problemer med disse grupper, der løbende er blev spædet op med stadigt mere eksotiske medlemmer. Vi anser dem som fremmede stadigvæk og, interessant nok, en af de ting, som aldrig er blevet favnet af indvandrere og flygtninge, er vort danske køkken.

Dét er nok et større problem, end vi lige lader til at være opmærksomme på. For samtidigt med at vi begyndte at opdage verden, glemte vi vor egen historie; vore teknikker og erfaringer med hushold forsvandt på 1½ generations tid.  Og samtidigt begyndte v at se skævt til medborgere af anden etnisk herkomst. Det frmmede var kommet for tæt på. Og deres madkultur var stærkere.

De spiser ikke vores mad. Det er ikke gode gæster, de ikke spiser hvad der bliver serveret. De gamle af i dag udgør en stor del af den fremmedfjendske højrefløjs stemmeophav. De selvsamme gamle, der i stort tal rejste til parcelhuskvarterene for at leve og til de varme lande, for at feriere, ser i dag en reel trussel fra fremmedheden, bla. i deres familie- og traditionsbundne måltidskultur.

Nu står vi her, de sidste 50-60 års samfundsudvikling har stået på et nødvendigt opgør med autoritet, men har desværre skabt et samfund, hvor vi er evigt stræbende, aldrig står stille. De gamle af i dag, har været meget igennem, men det meste har stået med deres egne behov for øje. De måtte ud, se andet og sendte fortiden på møddingen. Den mødding vi, deres børnebørn nu kravler undt på for at redde rester af madkultur ud af. For vi lever i en verden, der ikke mere er uendelig, den skal plejes.
Ligesom de gamle.

Muligheden for at skabe en fremtid, med lige dele tro på det oplyste, selvstændige menneske og en rækken bagud til fortidens enkle liv, står foran os. Med de teknologier vi har, vil det være muligt at skabe sociale og økonomiske stabile produktionsforhold, hvis der er nogle af os der vil og resten vil være villige til at betale prisen. Prisen i form af dyrere råvarer, prisen i form af mere tid i køkkenet, om vi er villige til at bruge mere tid på simpelthen at genoprette en organisk tilgang til vores valg. Uden fortidens hæmmende og religiøst styrede rammer.

Om vi tør, vende os bort fra det helt basale menneskelige behov for at skrabe sammen, skal være usagt. At det er en nødvendighed, at finde nydelsen, respekten for low tech arbejde og modet til at kræve det fra vore politikere, skal være usagt. Lidt endnu.

Småt er godt, fødevaremarkeder og deres størrelse.

Ja, konklusionene på dette indlæg vil være at små fødevaremarkeder er de bedste; for publikum, for deltagende firmaer og for arrangørerne, for kreativiteten. Du behøver ikke at læse videre.

Sæsonen for fødevaremarkeder er ved at være overstået og selvom denne blog ikke har deltaget i allesammen; faktisk måtte undertegnede melde pas temmelig tidligt; der var alt for mange og de var alt for ens, kan man jo godt have stukket fingeren i jorden og pumpet sine connections rundt om.

Over et lille års tid, har denne blog fulgt de mange tiltag omkring fødevaremarkederne i Danmark og har undret sig over hvorfor mange ikke kan se at større arrangementer kun ville gavne store producenter. Henover sommeren har det vidst sig at det var sandt; stort er smukt, hvis man selv er stor.

Imens originale tiltag som Bondens Marked i Kødbyen (København) kæmper med tilladelser, mangel på hjælp fra kommunen, mangel på hjælp i form af frivillige og derudover prøver at hjælpe mindre producenter med at sælge mere og hiver efter vejret for at overleve, kan FOOD Festival  i Aarhus fejre en publikumsuccés med 27000 besøgende.

Dermed er FOOD det største marked for fremme af fødevarer til den danske forbruger, tillykke.
I har sejret ad helvede til.

Allerede dage efter at eventen i det jyske var overstået, meldte mindre producenter ud at de gerne ville tilbage til markeder, der faktisk støtter op om alle deltagende virksomheder. Statsstøttede tiltag og store koncerner havde totalt overdøvet de mindre producenters stemmer. I en rus af kreative tiltag og pædagogiske øvelser, var der ikke megen plads til det det hele drejede sig om; ordentlig mad.
Det hele skulle underholdes ind i folk og ingen tvivl om at publikum og særligt de deltagende halvoffentlige organisationer, samt de store grimme fødevarefabrikker, havde en fest. Fuck, der blev twittet og facebooket i de dage.

Men ham med pølsen, hende med kålene; dem er der ikke så mange der husker i dag og det er i dag der skal handles, hvis en fødevarediversitet og en folkelig viden skal forankres?

"Køb den pølse, drop de bitches, maijn", fristes man til at råbe, med sin bedste aarhusianske ghettoaccent. For cirkusset er kørt videre, men bliver pølsen solgt? Hvem kunne høre fordelene ved dén forbandede pølse, når der skulle afholdes fysikforsøg og ses på madkendisser, måske også deles balloner ud?

Og hov, hvor blev den ægte madkommunikation af? Den med spørgsmålene.

Hvorfor var det at Danish Crown(DC) kunne få lov til at melde afbud, 1½ time før Slow Foods forevisning af den kontroversielle og stærkt kritiske film "Pig Business"?
Fordi arrangørerne ikke reelt var interesserede i at der skulle slås skår i glasbilledet af madfest og fordi DC har en smart presseafdeling, der ved at man, end ikke med de hurtige medier vi har i dag, kan få dårlig presse ud af en så sen afmelding. Det er for tyndt og beskæmmende; uanset hvad undskyldningen har lydt på.

Hold det billede; tivolibilledet af gejl og vrangvilje til at virkeligt interagere med forbrugeren.



Det økologiske Høstmarked/fejringen af international Cittaslow dag er netop blevet afholdt i Svendborg. Der kom små 2000 mennesker, fra Italien blev det, en måned før kick off, meddelt at den internationale Citta slow dag var rykket en uge frem, det regnede hele lørdagen. Det var en kæmpe succés.

Vi kom tæt på gæsterne, helt tæt. Der var mennesker bag hver en bod. Mennesker, der stod inde for varen de faldbød, for det var deres egen, hele vejen igennem. Vi havde et helt hold elever fra Skårupskolen med(tilfældigvis min arbejdsplads); de stod for en række boder, æblemostning, æbleflæsk, grillede æbler osv. Elever, der for en stor dels vedkommende, ikke passer ind i "normale" rammer for opførsel eller præstation. De ville ikke have haft en chance på markeder af FOODs størrelse, de ville være løbet skrigende bort fra reklamesøjlerne og den nøje planlagte slagstale man møder i et "normalt" kommercielt rum af reklamebereau udtænkt strategi. På Høstmarkedet fik de en stemme. De serverede mad for alle de deltagende standholdere, for arrangørerne, de talte med gæsterne, delte flyers ud og hyggede sig.

Det gjorde standholderne også, her kunne de møde gæsten og forklare sig, personligt. Et præmieeksempel på at kommercielt salg sagtens kan gøres med em ægte følelse af samhørighed og forståelse for at der skal være plads til alle.

Og så var der også banebrydende "underholdning" til folket. Dansgruppen sART og eating designeren Marije Vogelzang præsterede at skabe en performance, som ingen havde set komme.  Nogensinde. Så kan kartoffeltryk og åben scene med James Price (kom han overhovedet?) godt gå og lægge sig. Og, jo; de ælter 50 kg dej, iført badehætter, med elektronisk musik og folk der banker på puder i baggrunden; det er jo det, der er det banebrydende. Men, er det ikke blot også en tivolisering?
Nej, der er en forskel og forskellen hedder tilstedeværelse, nytænkning; risiko.

Jeg er sikker på at publikum var tilstede på FOOD, når det hørte på kendisser, lavede mad med rødbeder og alt det. Mange børnefamilier deltog sikkert med glæde. De kunne blot have skabt disse rammer selv, derhjemme og bør gøre det ved givne lejligheder; så som en tirsdag eftermiddag eller  ved en fødselsdag.
Det er ufarligt for firmaer og organisationer, blot at efterligne fødselsdagsunderholdning, trygt for gæsterne. Men det skubber dem ingen steder, hverken afsendere eller modtagere og når man står stille, så dør man.

Det gør en gang dej dans ikke; det var langt fra alle publikummer, der så lyset med ovenviste performance; men de var der, publikum, de så den eneste opførsel nogensinde, de fik en mening og en ny vinkel på dans, brød, what ever. Høstmarkedet tog faktisk en kæmpe risiko, sådan at bryde normerne for almindelig omgang med levnedsmidler, provokere, aktivere.

Næste gang må vi sparke lidt hårdere til de medier der glimrede ved deres fravær. Ikke at vi ikke havde gjort alt for at sparke dem herned. Moderne dans og den mest avangadistiske mad/mennesker/samværs-designer i verden, det er sgu nok for småt.

Så hellere filme et sejlskib ladet med dansk bacon, ved OL i London; det ved man da hvad er.

"Om at spise dyr" - en gennemlæsning

Jonathan Safran Foer´s bog om kødproduktion, hans barndom og hans eget barns fremtid kunne have været halv så lang. Og stadig ville den have givet kvalme hos læseren over hvorledes vi mishandler os til at æde alt, alt for meget kød.

"Om at spise kød" er en faktatung sag og det er med til at bakke alle bogens horrible fortællinger om amerikansk kødproduktion godt op. Faktisk kunne den ikke have være skrevet uden, da dokumentation af fakta, er vore dagens mantra for al formidling. Så det gør Jonathan Safran Foer (JSF), med enkelte nedslag i malende beskrivelser af barndommens trygge familiemåltider i den jødiske familie og sygelig vold begået af farmere og personale i den amerikanske kødproduktion. Sådan at veksle imellem tryghed og mareridt er et godt greb, der holder læseren fast, usikker på hvad der nu sker.

Der sker bare ikke så meget mere og så blive selv fakta og dødsvold kedelig. Det er som om at JSF aldrig helt kan blive enig med sig selv om det er hans oplevelser med at skrive bogen, der får ham til at blive vegetar eller et mere intellektuelt valg. Han hælder konstant til det intellektuelle, men kan alligevel ikke blive ved at skulle beskrive endnu et overgreb og hans søns fremtid, lige efter endnu en tankerække om dyrs evner til at være sociale tænkende væsner og så den måde vi vælge at se på dem som føde.

JSF vil ikke overbevise sin læser om at blive vegetar, påstår han. Men efter at have læst bogen, kan der ikke være meget tvivl tilbage i mange mennesker; kød i det 21. århundrede bliver produceret under forfærdelige forhold, både for dyr og mennesker. At slagteriarbejdere, for sjov, skærer trynen af levende grise, smører salt i såret og endnu en håndfuld i dens anus, kan jo kun chokere. At farmerne afliver dyr ved at kvæle dem eller smide dem ind i væggen og derefter lader dyrene ligge, halvdøde, på gangen, kan også kun vidne om en sjælden kynisme. En afstumpethed, der resulterer i depressioner, voldelig opførsel og selvmord for de implicerede mennesker.
Forurening, firmaer, der aflægger sig ansvaret, de få og små farmere, der forsøger at drive et humant dyrehold; det hele gennemgås og dokumenteres, mens forfatteren stadig forsøger at umenneskeliggøre hele tanken om at spise kød.

Denne blog er ikke blevet vegetar af at læse "Om at spise dyr", for mange af beretningerne kendte jeg godt og derfor er mit kød enten hjemmegjort eller fra landmænd og slagtere, der behandler deres dyr ordentligt. Det vil sige, så ordentligt som man kan behandle noget man ved er skabt til at dø for ens egen hånd. JSF dvæler et stykke tid ved at beskrive forskellige slagtere og landmænds beretninger om dette. Drabet. Han falder over at de alle taler om drabet som "nødvendigt", han udpensler deres uro og overfladiskhed ved emnet, som om de ikke rigtigt er sikre på deres gerning; drab af dyr dagligt.
JSF mener ikke at det er nødvendigt at dræbe for at overleve som menneske. Det gør MUND-FULD.

Som mennesker er vi, som de fleste aber, bjørne, grævlinger, vaskebjørne, piranhas, grise, katte, rotter, høns, firben og ravne, i stand til at spise og fordøje både plantebaseret og animalskbaseret føde.Så selvfølgelig spiser vi kød.

Natten efter at ovenstående var blevet skrevet ned; drømte jeg en drøm, der for mig blev et godt billede på menneskets dilemma som eksistens med andre levende væsner. Drømme var kort, men jeg besøgte , som voksen, et sted, en stue, hvor jeg som ganske lille havde leget. At genopleve denne følelse af tryghed, varme, uskyldighed, var så overvældende, at jeg begyndte at græde. Her mødtes små glimt af en tabt og total glædesrus over at at være netop der, med den voksnes nøgterne tilstedeværelse af blot et rum, der så lidt gammeldags ud.
Jeg græd stadig, da jeg vågnede, mindet og tabet føltes stort; jeg er nemlig et Homo Sapiens; det tænkende menneske(dyr). Vi mennesker baserer en stor del af vort voksne liv på minder. Bevidst, oftest ubevidst er denne sentimentalitet, et savn af noget vi aldrig får igen, har disse minder stor magt over vore handlinger. Som hos  JSF, hans barndoms kalkunmiddage hos bedstemoderen, er meget tungvejende argumenter, for at fortsætte en kødspisende liv. Han skriver det ikke direkte, men han holder ved disse minder og forsøger samtidigt at forestile sig sin nyfødte søns samme minder, nu uden kalkunen.

Tabt barndom +  voksnes tanker = overvejelser om meningen med selve livet fortsatte mening.

Der er ingen mening, ven. Kunsten at leve et liv, med den viden, er ikke en som JSF synes at nå frem til. Han stiller sig tilfreds med at have overbevist sig om at ikke-kødspisere lever et bedre liv, alene af den grund at kød ikke er livsnødvendigt for at overleve som menneske. Det kan jeg forstå og acceptere; men hvad stiller vegetarerne op den dag man kan dokumentere at gulerødderne skriger i dødsangst, når de trækkes op af jorden? Døden er hos alle, hele tiden. Sådan er det for mennesker og sådan er det for alle væsner på denne jord.

Når jeg slagter kaniner eller jagter skadedyr i min have, er det ikke med en lystfølelse eller en trang til at dræbe; jeg mener det er en del af livets cyklus at jeg slår ihjel for at overleve. Ligesom jeg i mit stille sind takker hver en rødbede jeg rykker op af jorden, stryger jeg kaninens pels en sidste gang, før jeg slår den ihjel med et slag i baghovedet og fører et snit igennem dens halspulsåre med en kniv. Jeg ved at jeg også skal dø en dag, at min tid kan komme når som helst og jeg glæder mig over at disse væsner, i min varetægt, er opfostret med omsorg og respekt.

Det er denne respekt vi mangler, som kødspisere og som sociale væsner, i dag. Vi er blevet fremmede for livets betingelser. JSF tager dette dilemma op på en flot og gennemarbejdet måde; det giver grund til eftertanke

Sommer = filosofi og links

At kunne gøre en forskel, i én eller i manges liv; det må være et mål for alle. Et godt måltid mad er noget det enkelste og det smukkeste man kan give andre. I disse dage er det en kamp at kunne gøre dette og den eneste der kan gøre en forskel, er os selv.


Først må du igennem vor tids største modstandere af ren og enkel mad; fødevarproducenterne, og dernæst detailleddet. Er vi kommet så langt, skal vi forbi trendsættere, kokke og misforstået godhed. Og som i et andet computerspil, vil vi tilsidst stå ansigt til ansigt med den største og sidste modstander. Den der aldrig forlader arena, den modstander du møder hver morgen; os selv.

Det er ikke skortet på tegn på at alle de førstnævnte har holdt ferie i de seneste uger.
 Landbrugserhvervet truer med direkte lovbrud, hvis der gennemføres en skærpet randzonelovgivning, link her. Det vil sige medmindre at man får en ordentlig godtgørelse fra staten.
2 ting stikker sit hoved frem i den sag. At bønder åbenbart tænker med pengepungen og at denne pengepung ikke mere er landmændene; det er bankernes. For kom vi så langt at landmændene faktisk gerne ville bidrage til at vi havde en bæredygtig fremtid, så ville deres belånte ejendommes virkelige ejere nægte dem det.
Tilbage står en tomt skal af landmandsstolthed, der kun er en undskyldning for ikke at tage opgøret med kapitalen. Stakkels landmænd; ædt af en fortidig tro på "liberale" idealer.

Detailleddet, ja denne blog har været der. Lad det blot stå som et eksempel at denne blog her til aften tog en rundtur til de supermarkedscontainere den ellers kun frekventerer i vinterhalvåret. De var ALLE udstyret med hængelås. Al debatten om skralderi og madspildsforebyggelse ad denne vej, er for alvor eksploderet i vore ansigter. Der ligger for tusindvis af kroner af brugbar mad i de containere. Før kunne man dog hente det op, nu er madspillet derfra totalt. Sørgeligt. Og dyrt.

Kokkene og spisestederne? Ja, der er i disse uger en meget omtalt "blokade" i gang  af et spisested, der ikke viltegne kontrakt med 3F. I misforstået frihedskærlighed, melder helt almindelige mennesker ud på Facebook, at det er et menneskes ret at vælge en dårligere overenskomst, måtte man ønske dette. Det virker lidt som om at vi ikke vil hinandens bedste.  Link her.
Men hvor er så de frie trendsættere, dem udenfor industrierne og restaurationsbranchen? Joh, de lader tilsyneladende hånt om alt andet end at få spænende mad på tallerkenen og eventuelt tage et foto af den. Hvilket på påpeges i en udmærket artikel, link her  Og flere gode skriv om det ødelæggende i madsnbberi, øko eller ej, link her.

Med det overstået, har vi nået den inderste cirkel, os selv.

Når man træffer valg for at kunne komme mest udenom industriens fødevarer, er man på Herrens mark, bogstaveligt talt. For selvom der er disse år er en trend om havebrug og selvforsyning af fødevarer, er det hverken blevet en megatrend eller en livstil, der er tænkt igennem for de store dele af befolkningen i den rige del af verden.

Der er mange uigennemtænkte områder, vi bør få frem i lyset,som fortalere for lokalt og bæredygtigt.
Vælger vi for alvor at ville gøre os fri af de normer et forbrugssamfund har stillet op igennem de sidste 70 år, nærmer vi os kanten af loven. At for alvor dyrke en have er et oprør i sig selv, at spare på sine udgifter, handle bæredygtigt, er, i følge vore ledende politikere, et direkte forræderi imod vores samfund. Vi skal bruge og bruge og bruge; holde hjulene i gang med forbrugsorienteret vækst.

Vore ledende industrier, vore ledende politikere, de steder vi køber vor mad; de er alle dele af en samfundsstruktur, der ikke passer ind i fremtidens liv for den enkelte borger. Det har det aldrig været, men vi er blevet forført til at tro på idéen. Idéen om at vi bør lade os servicere, vi glemte blot at den tid vi fik, skulles bruges i det hellige forbrugs navn.

Tilbage til at ville gøre det alligevel, skabe egne fødevarer og frigørelsen. Det bliver ikke mere lokalt, end hvis man selv hiver sin egen mad op af jorden omkring sig. Men hvor kommer tiden fra til det?Undetegnede har netop bedt om nedsat tid, bla. for at kunne bruge mere tid på frembringelse af egne fødevarer og har jeg så sparet noget? Måske, i det mindste får jeg mere tid til at gøre det jeg vil mere af; arbejde med livets cyklus.

Jeg er ikke den bedste til det, men det nok fordi jeg først nu forstår hvilken indsats denne livsform kræver. Omtanke og forberedelser, der mindst rækker et år frem ad gangen. Lige nu kan vi ikke anlægge nye jordbærbede der hvor vi gerne vil, fordi det linetræ der står ved siden af, jo først kan fældes til vinter. Jeg mangler en hankanin, seneste i går, så jeg kan nå at får stærke unger, før efteråret slår til. Jeg skal fylde noget i mine bede, men hvad; mere kompos, tang eller komøg?
Bondemanden han har altid travlt, no shit; der er 1000 ting at gøre og oveni en familie og andre interesser.

At ville selv, betyder at skulle gøre det selv, eller i fælleskab med nogle ligesindede.

Og hvorfor så gøre alt dette, er det værd, hvorfor gide det? Er det for børnenes skyld, for min egen eller fordi jeg har dårlig samvittighed over et tidligere liv, hvor jeg hærgede en hel regnskov med sprayfarver og plastik?

Noble sager, man snildt kunne bruge som følelsesmæssigt skjold; offerlammet, martyren for fremtidige generationer. Næh, det er fordi jeg føler mig røvrendt af de mange mennesker, der skulle forestille at være ledere af mit samfund og min fremtid. Pure anger; ikke nogle frelste foodies, der ikke kender deres lille hobbys problematiske konsekvenser, heromkring. Tjek link

De fucker med os og vi køber deres lort. De kryber ned i vores mad og bankkonto og vi siger ja tak og snupper et Happy Meal til. Og går vi til OL i London i disse uger, er det også det eneste vi kan få, for Macdonals, Coca Cola og Cadbury har købt hele svineriet og ansat særligt, uniformeret "madpoliti", til at kontrollere os og de stakkels lokale sælgere af fast food. 20.000 pund i bøde, hvis ikke der er McFries med fish´en. No shit? Link her

Handskerne er af, til 2. halvleg af 2012, baby!

Frihed til at æde mig ihjel

Vi nyder alle mad, at dyrke den eller at producere den, eller at spise den. Hell, nogen af os elsker alle dele af mad. For de fleste er mad dog stadig hvad det er; føde til vores organisme. Og jo nemmere de kan få den, jo mere tid kan de bruge på andre aktiviteter. Hvordan løftes denne, størstedelen af en befolkning væk fra direkte skadelige levnedsmidler, til gavn for dem selv, deres nærmeste og samfundet?

Hvis det var dine nærmeste, der var ved at hoppe ud på en befærdet motorvej, ville du stoppe dem? Ville du stoppe en fremmed? 

For denne blog, er en forfejlet livsstil lige så farlig som at hoppe ud på en motorvej og jeg vil gerne være med til at stoppe dig i at begå den fejl. Også selvom det aldrig er rart at blive taget i at lave noget, man godt ved er forkert. Det giver arkut dårlig samvittighed. Men vi véd det godt; det kan gøres bedre. Særligt hvis vi gør det sammen. Og vi kan danne fælles front imod dem der ikke vil os det bedste, få os en fælles fjende.

Ja, "fjende", endnu et negativt udsagn, nærmest fanatisk, distancerende. Desværre er det blevet sådan, da den hånd der fodrer os, er blevet en dræber af millioner verden over.

Hvorledes tackles denne fjende så?

Modsvaret fra alle os der er gerne vil ændre vores allesammens ernæring, har været dannelse. I skoler, kurser, TV, interwbzet, trykte medier; der er masser af tilbud for at blive klogere. Men ser man på hvad forbrugerne hiver ud af supermarkederne, er det ikke det alle "de hellige" prædiker. Lad os lige dvæle ved disse verber;"burde", "skal", "er nødt til", enddog også "forbud". 

Hvad skal vi med alle de negativer, når vi bare kan tænke os om? Bruge det frie valg.

Dette frie valg, som er os så vigtigt. Friheden til at æde mig ihjel, står over alt andet, synes det som om mange tænker. Vi ved godt at belønninger og trøst i form af søde sager, er af det onde. Flertallet af os orker bare ikke at blive fortalt at nogle af de ting vi foretager os, er af en negativ observans. Det er ikke opbyggende for motivationen til, f.eks., at spise mindre kød, ligge sodavandet på hylden eller motionere lidt mere, at få slynget fakta om produktion, indhold og tilberedning, i hovedet.

I vores bekvemmelige lille lukkede land, er det ikke god tone at påtale fejl hos andre. Fejl, der koster os alle dyrt; som et forkvaklet landbrug, et ødslende discountled og de fortravlede forbrugere; de fejl er det heller ikke behageligt at blive forestil. Men de er der og vi skal alle gøre noget ved det. (Her kunne indsættes et billede af en grædende dreng eller en nøgen burhøne, vælg selv).
Vi har ikke brug for mere oplysning og undervisning i form af venlige henstillinger og gode råd. Vi har brug for at der bliver taget stilling.

Der skal en anden form for undervisning til. Undervisning til offentligheden om hvad der virkeligt er i vores mad. Statsorganiseret undervisning. Når en samlet fødevareindustri kan overøse os alle med reklamer på gader og stræder; overalt vi bevæger os; må modsvaret jo være en samlet videnskab, lærerstand, kokkefag, forbrugermasse; støttet af vores allesammens moder stat, der giver igen. 

Desværre en utopi; bloggere, madprofessionelle, forskere, sundhedsfaglige; i deres forsøg på at "arbejde sammen" med producenterne, bliver de alt for ofte forførtaf den hånd der fodrer dem, til at give forvrængede og vildledende oplysninger til forbrugerne. I nogle tilfælde bliver det gjort bevidst, men lige så tit, sker det med rabatordninger og goodibags ved konferencer; taknemmelighedsgæld og vennetjenester. Nepotisme.

Som forbrugere, er vi ikke frie til at foretage de valg, der bedst for os. Vi lever i et samfund som accepterer colareklamer overalt, selv i idrætshaller, samtidigt med at det ikke vil have det modsatte budskab fortalt. 

Det skal der laves om på.

Selvom det er hård kost (punt intended), så bør du lade være med at spise elendig mad. Og det er ikke kun burgere, kartoffelchips og sodavand, jeg mener. Det er det kød, du spiser for meget af, de elendige spanske tomater, du hiver hjem og de ditto drivhusdanske, slavefremstillet chokolade. Basisvarene, det er dem du skal holde øje med. Det du spiser mest af; hvor kommer det fra, hvad har det levet af, den slags spørgsmål må du stille dig selv.For din sundheds skyld, dit velbefindendes, din økonomis. For dine nærmestes skyld, så de kan have et behageligt og tilpas menneske omkring sig. Og for samfundets skyld. Samfundet er den fælleskasse vi, som danskere, er ved at lade hånt om i disse år. Den skal ikke belastes for meget, med din svage karakter og dine velfærdsygdomme. Og nej, fedme, rygerlunger, elendig fysisk form og behov for 1½ liter sodavand dagligt er IKKE arveligt.

Vi kan bruge nok så megen energi på at skælde føde vareindustrien ud. De er ligeglade, de ser sig som producenter af goder til dig, de kæmper for din frihed til at æde dig ihjel. De hjælper dig på vej til et langsomt selvmord, mens de tjener penge på det.

Alle disse ord på en enkelt blog; det er fødevareindustrien ikke bange for. Nej; de er bange for dig!