Fødevarer og mad trækker store overskrifter i disse dage, hvor Danmark ellers atter går i krig.
Maden til de stakkels ældre biver stadig mere elendig, medierne går i selvsving, skandalen er total. Ofrene tages i forsvar, de har intet valg, lyder det. Og det har de nok ikke. Ikke mere. Nu lever de af andres nåde, vores.
Men hvilke valg har de, der nu er gamle, foretaget i gennem deres liv, i forhold til fødevarer som et gode og en værdi?
Hvad har de seneste 50-60 års samfundsvalg og udefrakommende begivenheder betydet for at vi nu står med denne absurde situation, at skulle servere langstids holdbar mad med fuldt overlæg?
Og oveni købet se borgmestre, der træder op i TV og fortæller hvor herligt og ligefrem indbydende den slags føde ser ud?
Vi må op over støvskyen af nyheder og drama og se på hvilke mekanismer, der har ledt hen til dette. Vakuum- pakket mad til de gamle, de mennesker, som har båret samfundet på deres skuldre igennem et helt liv og nu burde nyde vores ydelser til dem. Det lyder ikke godt.
Fakta:
Et udvidet arbejdsmarked.
En akademisering af store befolkningsgrupper.
Institituationalisering af omsorgsopgaver.
Den sidste transformation fra landbrugsland, til industrisamfund, til videns baseret sammenhængskraft.
En stadig øget rejseaktivitet.
Indvandring fra lande beliggende langt fra Skandinavien.
Der er sket store forandringer og de dobbelttydige resultater er til at føle på.
I et arbejdsmarked, der var i stor fremdrift, blev der brug for at også de mange hjemmegående kvinder blev deltagere, væk fra hjemmet, for at udfylde stadig mere højtuddannede stillinger i erhvervslivet. Dette afførte sære stille køkkener, hvor familierne hurtigt ikke kunne løfte de opgaver et køkken før havde krævet. Lange tilberedelsesprocesser blev afløst af hurtige opskrifter. De lange dage med gang fra købmand, til fiskehandler, til bager, blev afløst af de altfavnende supermarkeder, der rummede alle varegrupper. Industrisamfundet vandrede sin sejrsgang over det traditionelle og hæmmende klassesamfund, nu ville uddannelse og frisind sætte os alle fri. Alle, der kunne.
Børnene og de gamle skulle nu passes af professionelle, der var uddannede og bar lysten til til dette arbejde med sig. Alle de, hovedsagligt kvinder, der før var tvunget til sådanne opgaver, kunne nu selv vælge arbejdsliv og, som det ses frem til vor tid, det førte il en stadig større akademisering af befolkningen som et hele. Der er stadig et kæmpe glasloft i den akademiske verden, men uddannelsesdrømmene er nået. Uddannelse, skolet uddannelse, er blevet normen i dag. For alle der kan.
Tilbage og glemt blev bla. måltidet som samlende faktor. Ikke i 2014, men i 1960erne og 1970erne; dengang nutidens gamle, var datidens voksne, forældre, arbejdsstyrke. I bestræbelserne på at kunne gøre hvad de ville, havde de måske glemt at der er handlinger, ritualer, øjeblikke, der giver os en fornemmelse af noget større end os selv. Ungdomsoprøret var måske ikke alles, men det fik indflydelse på alle. Traditioner og hirakier forsvandt hurtigt, allerede i 1950erne. De var helt væk efter få årtier. Megen grundkultur og dannende, ikkereligiøst, røg også ud med badevandet. Det savner vi nu.
Også de gamle landbrugs- og højskoler gled endeligt ud i denne periode, da landbefolkningens sidste rester flyttede til byerne, som en del af jagten på et bedre liv, et ubegrænset liv. Med disse skoler, husholdningsskolerne også, forsvandt en hel kultur, der i sin grundvold; konservering og tilberedelse af mad, var så konservativ at den aldrig har rejst sig igen. Den emmede af kulde, kartoffelferier, lange eftermiddage med evindelig bærplukninger, at skulle spise igennem glas efter glas af henkogt grønt. Næh tak, der måtte luftes ud. Og smides bort. Pladsen og tiden blev udnyttet med egeninteressernes filosofi, lysten blev trumf over de store livsvalg.
I 1960-80erne i form af udlandsrejser og ferier for rigtigt mange danskere, charterferier til Grækenland og Spanien, blev afløst af rygsækrejser rundt om hele kloden. De kom afsted, ud og oplevede, spiste måske endda de fremmede landes mad, tog koriander, chili og sushi med hjem. De nedlagde køkkenhaverne og fik parcelhuse med græsplæner og terrasser med plads til en grill.
Samtidigt inviterede vi store grupper af gæstearbejdere hertil, for at de kunne hjælpe i ufaglærte stillinger i vores industri. De tog de jobs, der siden hen forsvandt ud af landet, mens gæsterne blev hængende. I dag er der store sociale problemer med disse grupper, der løbende er blev spædet op med stadigt mere eksotiske medlemmer. Vi anser dem som fremmede stadigvæk og, interessant nok, en af de ting, som aldrig er blevet favnet af indvandrere og flygtninge, er vort danske køkken.
Dét er nok et større problem, end vi lige lader til at være opmærksomme på. For samtidigt med at vi begyndte at opdage verden, glemte vi vor egen historie; vore teknikker og erfaringer med hushold forsvandt på 1½ generations tid. Og samtidigt begyndte v at se skævt til medborgere af anden etnisk herkomst. Det frmmede var kommet for tæt på. Og deres madkultur var stærkere.
De spiser ikke vores mad. Det er ikke gode gæster, de ikke spiser hvad der bliver serveret. De gamle af i dag udgør en stor del af den fremmedfjendske højrefløjs stemmeophav. De selvsamme gamle, der i stort tal rejste til parcelhuskvarterene for at leve og til de varme lande, for at feriere, ser i dag en reel trussel fra fremmedheden, bla. i deres familie- og traditionsbundne måltidskultur.
Nu står vi her, de sidste 50-60 års samfundsudvikling har stået på et nødvendigt opgør med autoritet, men har desværre skabt et samfund, hvor vi er evigt stræbende, aldrig står stille. De gamle af i dag, har været meget igennem, men det meste har stået med deres egne behov for øje. De måtte ud, se andet og sendte fortiden på møddingen. Den mødding vi, deres børnebørn nu kravler undt på for at redde rester af madkultur ud af. For vi lever i en verden, der ikke mere er uendelig, den skal plejes.
Ligesom de gamle.
Muligheden for at skabe en fremtid, med lige dele tro på det oplyste, selvstændige menneske og en rækken bagud til fortidens enkle liv, står foran os. Med de teknologier vi har, vil det være muligt at skabe sociale og økonomiske stabile produktionsforhold, hvis der er nogle af os der vil og resten vil være villige til at betale prisen. Prisen i form af dyrere råvarer, prisen i form af mere tid i køkkenet, om vi er villige til at bruge mere tid på simpelthen at genoprette en organisk tilgang til vores valg. Uden fortidens hæmmende og religiøst styrede rammer.
Om vi tør, vende os bort fra det helt basale menneskelige behov for at skrabe sammen, skal være usagt. At det er en nødvendighed, at finde nydelsen, respekten for low tech arbejde og modet til at kræve det fra vore politikere, skal være usagt. Lidt endnu.
Opslag
