Humane forhold...for dyr....for menneskets bedste.

De nye sort inde for fødevareproduktion, kan meget vel gå hen og blive human behandling af de dyr, vi har valgt til at være noget vores føde. Rettigheder for forsøgsdyr i landbrugssektoren er nemlig ikke de samme for andre forsøgsdyr. Faktisk er der steder, hvor de ingen rettigheder har.

Hvor vi i årevis har set kampagner for forsøgsdyr i kometikbranchen, har der været stille omkring landbrugets "produktudvikling". Så da Starbucks formullerede deres nye krav til leverandørerne i december 2014, gik det ikke stille af sig. Kravene er bla.:

• "...støtte til et ansvarsfuldt brug af antibiotika."
• "Eliminering af brug af kunstige væksthomoner i al dyrehold"
• Fokus på afvikling af fjernelse af horn, halekupering og kasteration, både med og uden bedøvelse."
• Udfasning af buræg og fastholdelse af søer i båsene

Dette kan jo kun glæde kaffedrikkere kloden over. Endelig er tankerne om en sund opvækst for vore fødevarer, nået til tops i vores forbrugssamfund. Mon ikke agroindustrien snart fanger den? Menneskelige forhold for dyr, er trods alt for vort eget bedste og det må der være kroner i.

For den store agro-industri har det bare ikke været et tema man har berørt før, faktisk tvært imod.
Her har det til stadighed drejet sig om en maksimering af udbyttet, på baggrund af samme indput i føden for dyrene, eller en ændring af fødeemner og senest, genmodificering af fødeemnerne. Og modiificering af dyrerne selv osv. I alle tilfælde har fokus ikke været på dyrenes bedste, selvom deres bedste jo ender med at være vores bedste...da vi jo spiser dem? Profitmaksimeringen tog over.

Denne logik; at behandle sin mad, som man vil behandles selv(igen, fordi vi faktisk allerede behandler os selv, som vi behandler maden), har ramt en større nordamerikansk kaffeserveringskæde og sender chockbølger igennem den konventionelle mælke- og æggeproduktion i samme land. Hvad stiller man op med den KZ-lignende drift af landbrug, når store aftagere af produkterne ikke vil have resultaterne af disse dyrefabrikkers årelange og systematiske ødelæggelse af dyrevelfærd/menneskevelfærd? Der må blive grublet godt igennem, men dem om det. Den amerikanske agro-lobby er langt ude.

Hvordan nåede vi andre dog med så langt ud?
At vor mad skulle vrides ud af dyr, der har mistrivedes hele deres liv, ultimativt til skade for sundheden i blandt os mennesker? Måske dengang man gik fra a villet lave godt og tilstrækkeligt, til at voldtage landbrugskulturen, for at den kunne blive en pengemaskine, uden blik for miljø, trivsel eller fremtid?

Hvis man følger pengene, finder man hurtigt, både i Danmark og i dette nedenstående eksempel, at man i USA startede med en helt valid grund til at skabe en sikker fødevareproduktion, der endte med et monster af Frankensteinske proportioner
Der var engang hvor man søgte at skabe en, nationalt baseret, forskning og udvikling af en selvforsyning. Dengang man lige havde været i gennem verdenskrige og havde bruge for mere, stadigt mere. Særligt af animalsk oprindelse. Man oprettede statslige institutioner, for at sikre der ikke var markedsmæssig indflydelse på forsyningssikkerheden.

Den tid er for længst væk, men både i USA og i Danmark(link til DCA her) opretholder man et stort, statsejet og -betalt, forskningsarbejde i en stadig større landbrugsproduktion.


Hvorfor et selvudnævnt liberalt erhverv, som landbruget, skal støttes med subsidier, har altid undret denne blog. Men at man også er serviceret af staten, når det kommer til af udvikle sine produkter, kan måske komme bag på nogle.
Det gjorde det på mig og også på journalisten Michael Moss (New York Times), så for nyligt skrev han en artikel om forholdene på disse udviklingsprojekter i USA. De er horrible og artiklen kan læses i fuld længde her . Bla. omtales "udviklingsarbejde" med får, domesticerede fåreracer, man forsøger at gøre i stand til at læmme uden hjælp, på markerne selv. I hundreder af lam er gået til i dette arbejde, der startede i 2004. Århundreders viden om at fange moderfårene ind og hjælpe dem til læmming, blev ignoreret. Man har udført andre forsøg, der skulle klarlægge tyres egentlige kønsdrift. Derfor lukkede man en enkelt ko ind til 5-6 tyre, i timesvis. Koen måtte derefter aflives, men først efter "undersøgelser" var udført på den. I USA er landbrugsdyr nemlig, til denne dag, ikke omfattet af landets egen dyreværnslov.

I Danmark har forsøgsdyr deres helt egen lov, heldigvis. Den ligger til læsning her . Vi er dermed langt foran et land som USA og kan roligt være stolt af det. Men denne lille catch i bekendtgørelsen:
"Stk. 3. Dyr, der opdrættes som led i landbrugsmæssig produktion, omfattes dog først af bekendtgørelsen, når dyret overgår til en leverandørs varetægt, flyttes til det sted, hvor forsøget skal foregå, eller, hvis forsøget skal foregå i besætningen, fra det tidspunkt forsøget starter."

Forædling er hvad vi som menneseker har overlevet af. Det er denne blogs opfattelse at dette er den eneste grund til vi er mennesker; spekulationen over hvor det næste måltid sak komme fra.
Men vi er langt forbi det mål nu og må lave om på problemformuleringen. På verdensbasis producerer vi allerede mad nok til over 9-10 milliarder af os, forsyningen er ikke længere et problem. Det er produktionen, der er problemet. Et problem, der kan lede til vores egen udryddelse.

Og selvom vi her i landet ikke har rædselsforsøg, som i USA, er der dele af vort landbrug, der mener at resultaterne er gode nok til at kunne anvendes. GMO, køer med tvillingefødsler, selv-læmmende får; en stadig vej til mere og mere.
Grådigheden er en dårlig forretningspartner for fællesskabet og vi kan kun håbe på at kræfterne, der har fået Starbucks til at omlægge deres kvalitetsrav, kan vinde over profittænkningens umenneskeliggørelse af vore dyr. For menneskets bedste.

"Mad vs. Fødevarer" - en gennemlæsning

Det sværeste er at skulle forholde sig kritisk til et udsagn, man er 100% enig i. MUND-FULD er 110% enig med Lone Vitus´ nyeste bog "Mad vs. Fødevarer".

Vitus bringer det fødevarepolitiske helt ind på spækbrættet og burde deles ud til alle de mænd, der de seneste 10 år, har sat sig på køkkenreigonerne rundt om i det danske land. Og alle vore skoler.
I en række letlæste og spørgende kapitler ristes vor hjemmeværende fødevareproduktions præstationer af en forfatter, der har haft fingrene helt nede i møddingen som svinebonde selv. Hun har sågar siddet i Danish Crowns hovedbestyrelse.

I denne gennemgang, skal jeg undgå at komme for tæt ind på de mange fortrædeligheder og fejldispositioner man i landbruget, detailledet, på det politiske plan og, særligt, som forbruger, har foretaget sig de seneste mange år. De remses op på smukkeste vis i bogen og fordi vi ved at Vitus har været der selv, giver det så meget mere vægt bag ordene.

Første del af bogen henvender sig spørgende til læseren og sætter os på arbejde, ved at skulle svare på "helt enkle" spørgsmål om vort fødevareforbrug. Hvor kommer vores mad fra, hvem har interesser i den og hvorfor er nogle fødevare billigere end andre? Inderst inde ved videt godt, men Vitus kræver at vi erkender forskellen imellem "mad" og "fødevarer". Det sidste er der hvor der er pillet ved madens egentlige natur, kan vi godt afsløre her.

Det kræver en kold gastromand ikke at vedkende sig at man faktisk godt kender svarene på disse spørgsmål. Prøver man alligevel at undslå sig og kalde kravet om mærkning af konventionel produceret mad med et dødningehoved, for "hippiefrelsthed uden for pædagogisk rækkevidde", kaster Vitus følgende ud i en Tour de Force om produktionsformerne i dansk landbrug i dag.

Fra kartofler, over lammekød, øl, sukker, æg og lightprodukter. Fair and square, dette er læsning, der er så let tilgængelig, at der burde uddeles en folkeligheds pris, for at bringe så komplicerede emner, ned på jorden til os dødelige. Alle; kokke, lærere, hverdagsmennesker, forældre, indkøbschefer; alle kan vi hæve noget fra denne vidensbank.

Men sker det? Vil denne bog have den indflydelse, som den vitterligt fortjener? Her har vi en fagligt funderet forfatter(jeg gentager,fagligt funderet, fordi vi andre tågehorn ofte får vredet i næsen at vi jo faktisk ikke ved hvad vi taler om), der læser os lektien, så tydeligt, at vi bare kan lytte og derefter handle.

Hvor kan sådan en bog virkeligt gøre sig brugbar? Den er skrevet til et mennesker, der interesserer sig for mad allerede, den udfordrer og giver derefter en detalieret gennemgang af vore basale råvarer og deres oprindelse, den runder en række sygdomme og lidelser, som alle er følgevirkninger af skævt frembragte levnedsmidler og slutter af med et par enkle råd.

Udfordring, viden, sundhed og gear i fire ord.

Hvem er det nu, der falder over hinanden, for at få fingrene i netop flere udfordringer, mere viden, bedre sundhed og det bedste gear, når det kommer til det gastronomiske?

Det er Manden ude i køkkenet. Ham der har vredet komfuret ud af hænderne på deres kvinder igennem de seneste 10-15 år. Ikke fordi hun kæmpede særligt hårdt for det, samfundsmæssigt har kvinderne siden 40erne jo haft travlt med at komme alle andre steder hen og fred være med det. Med mændenes entré, er statussen for køkkenarbejdet i hjemmet, atter steget og vi har i dag en opmærksomhed om det felt, som aldrig før.

Havde "Mad vs. Fødevarer" dog bare været en coffeetablebog. Med et format på mindst 35x45 cm, glittede sider og farvefoto i alle opslag. Havde "Mad vs. Fødevarer" dog bare været et TVprogram eller endnu bedre, en youtubekanal. En app, måske. Noget med blinkende lygter og lidt drengerøvsfnis, så havde vi en sællert af proportioner. Havde forfatteren dog for helvede bare svunget sig halvnøgen rundt under hanebjælkerne ude på gården. Slanget sig blandt rodfrugterne i haven og drukket sin perlende vin ned af sin mands spændte overarm. Havde hun dog bare fået et par aftaler med magasiner, om at besøge hende og have en snak om hønsehold for forstadskvinder og hendes egen rådgivningsside om bedre(fedtfri) måltider til den travle karrierekvinde. Fulgt op af en artikelrække om hendes opvækst og de problemer der derefter har præget hendes liv.
Den bog er bare ikke sexet nok.

I stedet fik Vitus, forventeligt og ufortjent, 15 minutter i P1, hvor landbrugets repræsentanter efter 3-4 minutters debat trak det forbandede "sult"kort. Dansk landbrug skal brødføde hele verden, iflg. dem selv. Takket være elendigt forarbejde og dårlig ordstyrerunktion, fik Martin Merrild, Fødevarer og Landbrug, al for megen tid til sin evige klagesang om hvor synd det er for dette korrumperede og ødelagte erhverv.

Vi står her med et snit direkte ind i vores allerinderste. Vores mad.

Med den handlekraft hankønnet kan mønstre i forhold til alt hvad det ellers kaster sig over, vil denne bog være en idéel gave til ham du kender, der elsker sin grill, sin vaccuumpakker og sin ismaskine.
Giv ham den, mens han nærstuderer teknikkerne i bagedysten på nettet, når han handler står ved køledisken, når han er på vej til endnu en vinrejse i Frankrig. Han fortjener den, for han interesserer sig oprigtigt for at omsætte råvarer til fødevarer.
Nu skal han bare lige lære at lave mad.

Miljøforkæmper? Drop kødet, Del 2

OK, så argumentet om at vi bør droppe kød, for at kunne afhjælpe klimakrisen, gav lidt skvulp i andedammen på internettet. Efter det første indlæg om filmen "Cowspiracy" her på bloggen, har der været gang i læsningen om pro-og conargumenterne i forbindelse med kødproduktion, særligt kvæg.
Læs første indlæg her.

Men, hvor skal man starte, når film som "Cowspiracy" hævder at kvæghold er årsagen til over halvdelen af forureningen med drivhusgasser, mens andre hævder at vi har brug for kvæg til netop at bekæmpe global opvarmning, ja, så kan vi jo ikke bruge tallene til særligt meget. Det vælter med fakta-

Om vi er et af verdens mest kødfortærende nationer, med ca. 125 kilo per indbygger om året og et mælkeforbrug på 92,8kg, som kødbranchen selv og magasinet Ingenøren hævdede i 2009? Måske.

Om der med velstand følger et øget kødforbrug og indere og kinesere er ved at æde os alle ud af planeten? Måske.

Er store naturområder rundt om i verden ligefrem afhængig af animalsk kvælstof og derfor er fritgående kvæg en nødvendighed for planetens fremtid? Måske.

Bliver der fjernet en kvadratkilometer i sekundet af den brasilianske regnskov, for at gøre mere plads til kvægdrift? Måske.

Det er alt sammen tal og prognoser, betalt videnskab og mavefornemmelser. Motivforskning og politik. Og ingen ved hvad der ret eller vrang.


Men hvis det er det; når det kommer til stykket. Bare holdninger og forretninger, der skal passes. Ja, så vil denne ydmyge streg, en stemme i forbrugerhavet jo have lige så megen vægt som alle andres.

Lad mig tage et par af argumenterne op her.

"Kvægdrift binder kvælstof og er en vigtig spiller i kampen imod drivhusgasserne".
I USA hedder en af de store fortalere for dette Nicolette Niman, en omvendt vegetar, der før har kæmpet imod kødbranchen, men nu er blevet det frigående kvægs advokat. Sammen med sin nye mand, kvægbaronen Bill Niman. Uden særlig forskningsmæssig baggrund, opregner hun i artikler, foredrag og sin seneste bog, de mange fordele kvægdrift har på jorden og henviser til Australsk forskning.
Et af argumenterne herfor er at kvæg efterlader særlige planter i deres græsning. Planter, som binder kvælstof. Hvilket kan være sandt, når der er tale om frilandsdrift men det er langt fra den største produktionsmetode til kød i dag.
Desuden udleder køerne jo stadig metan, den ægte dræber, når det kommer til at være en farlig drivhusgas. Andre forskningsresultater viser at faktisk er den indsamlede gødning fra konventionelt landbrug bedre for miljøet, hvis den anvendes i biogasanlæg, hvor metangasserne bruges til opvarmingsformål og ikke udledes direkte til atmosfæren. Resterne fra anlægget er metanfri og stadig kvælstofholdige, lige til at gøde den jord, vi afholder fra at få kvælstoftilskud af naturlig veje og som ikke behøver være af animalsk oprindelse.

"Kød produceret på friland, er sundt."
Mine venner i den bæredygtige branche har givet på sig, da de jo ikke er sat på jorden for at redde den, men for at producere og særligt, promovere, "godt" kød. I Danmark er der en stadigt voksende producentled, der specialiserer sig i at skabe frigående dyr, gerne økologiske, der står ud fra de konventionelle brugs produkter. Prisen på disse fritgående dyrs kød er høj, der er en stor efterspørgsel efter det, særligt i bynære områder, med en høj indkomstsrate. De er kræsne kunder, der ser en særlig værdi i det man på landet har vidst længe, fritgånde dyr lever bedre og giver bedre kød. I teorien.
Så der produceres altså ikke fritgående kød for planetens skyld, men fordi der er et marked. Ingen problemer herfra med det, men det retfærdigører jo ikke at dyrene faktisk belaster miljøet med deres metangas. Og det er lige meget, hvor mange kvælstofbindende planter de efterlader sig i deres græsning, for fritgående dyr er forsvindende få i den samlede produktion. En fritgående ko går ofte også længere og udeleder derfor mere metan, end en konventionel ko.
I filmen bruger man Nimans egne tal til at regne sig frem til at hele USA, det have af Canada, hele Mellemamerika og halvdelen af Brasilien, hver en kvadratmeter, skulle lægges om til sletteland, hvis bare det amerikanske kødforbrug skulle tilfredsstilles af kød fra fritgående dyr. De allerede begyndt at følge op på den plan i Brasilien, med katastrofale miljømæssige følger i form af tabt skovområde.
Jeg ved ikke helt hvad der menes fra folk i kød-feel-good-branchen med at fritgånde kød er "sundt". Det er muligvis sundt, fordi det ikke er pumpet med medicin, men at producere kvægkød i store mængder, er ikke sundt, for planeten Jorden.

"Naturen har direkte brug for drøvtyggere til at holde områder skovfri"
"Naturen" har ikke brug for os mennesker og da slet ikke nogle særlige, drøvtyggerholdte,biotoper. At de findes, den russiske taiga eller den, nu forhenværende, nordamerikanske prærie, er jo ikke takket være drøvtyggerne alene. Situationen er den at mennesket har sat sig på store områder af naturlig slette, marsk og englandskab, så VI har brug for drøvtyggerne til at sikre os biodiversitet, ikke omvendt.

"Mennesker har brug for at spise kød".
Jeg spiser selv kød og meget af det, synes jeg. Om jeg har brug for det, er så spørgsmålet.
I 1915-16 skrev Mikkel Hindhede (af regeringen sat i spidsen for at sikre en dansk selvforsyning af levnedsmidler, nu da man ikke kunne opretholde svineproduktionens krav om købt foder pga. krigen) at danskernes kødforbrug var steget med næsten 50% siden 1870, man var i 15/16 på ca. ca 50 kg per person. I dag er det som sagt, 120 kg. Danskerne overlevede krigen på en stor del grøntsagsprouktion og man noterede sig en god folkesundhed i årene efter krigen, vegetarkosten havde sat positive spor.
At mennesker er altædende og derfor kan leve af både plante- og animalskbaseret kost, burde jo kun være en fordel i dette tilfælde. Og tilhængere af rationelle argumenter, burde jo kunne se at vi har fået en alt for kødbaseret diæt. Så man kan jo bare lade være. De logiske grunde til at stoppe står i kø; ødelæggelse af havområder udryddelse af dyrearter, biotopdestruktion, tjek Oppenlander for mere(som blot er pletlæst af undertegnede; Richard A. Oppenlander, Food Choice and Sustainability: Why Buying Local, Eating Less Meat, and Taking Baby Steps Won’t Work.).

"Jeg vil have kød. Punktum".
Det mest sete og brugte argument. Og det mest ærlige. I nation af inkarnerede kødædere, som Danmark, er det offentligt seppuko at argumentere for mindre kødforbrug. Dels fordi vi som stamme, ikke vil have at nogen skal komme og tro de er klogere end os. En nærmest indavlet tendens, som vi prøver at skjule, med en overdreven lyst til at fortælle andre befokningsgrupper hvordan de skal leve deres liv, men nok om det her.
Den anden grund er kultur. Vi har et køkken, en velstand, og en madkultur, der kalder på kød. Kød er bare godt, det er som om dette udsagn bærer sandheden i sig selv. Man starter i Danmark sin middagsplanlægning med at vælge hvilket stykke kød, der skal ligge centreret på tallerkenen. Kød er nem mad, kød er mandemad og eftersom manden har overtaget køkkenet i familien Danmark, skal der kød på bordet. Vacuumpakket, hjemmerøget og specialsaltet, lokalt købt og med en keramiskkniv skåret, kød.
Det personlige valg er nummer 1, denne tankegang og den huserende palæokostmodel, bakker op om et landbrugserhverv, der producerer sygelige mængder af kød til mændene i køkkenerne. Mænd med en køkkenkniv, skal man vare sig for.
Når jeg sammenlægger hvad jeg kan grave op om kødproduktion, i Danmark, og på verdensplan, bliver disse mænd mig dog noget latterlige og farlige i deres stædige kødkonservatisme.

Jeg er nok stædig, men ikke dumstædig. Jeg må ændre mig og mine vaner og jeg må fortæller andre hvorfor. Det vil næste og sidste indlæg i denne tankerække handle om.

Landbrugets 10 eksempler på arrogance

Virkeligheden overgår ofte....virkeligheden.
I starten af november bloggedes der herfra om nødvendigheden for at komme landbruget i møde. At opkøbe dets gæld, i forhold til hvor langt man var villig til at imødekomme krav om omlægning til mindst økologisk, mest biodynamisk drift. Læs indlægget her, selvom realiteterne nu har omgået det.

Der er ikke længere tale om et tilbud, vi som samfund kan tilbyde et erhverv, der er kravlet ud på den yderste gren i det højeste gren.

Det er blevet en eneste udvej og det meget hurtigt.

To faktorer, der har udløst dette:

1. Embargoer frem og tilbage imellem Rusland og EU, har hurtigt sat sine dybe spor i dansk svineproduktion. Man anslår selv at 4500 job er i fare for at forsvinde i 2015. Der kommenteres ikke på hvor mange af disse, der alligevelvarblevet flaget ud, men mange af dem er slagteriarbejdsstillinger.

2. Den danske økologiske produktion har firedoblet sin eksport. Link her.

Punkt 2 løser punkt 1, end of story og du kan godt stoppe med at læse videre, resten af indlægget her, er blot en underbygning af samme pointe.



Og dog. For skal vi, som samfund, komme landbruget i møde, er der brug for en seriøs ændring af attituden fra Axelborg og deres allierede i dansk politik.

Lad os se på Landbrugets egne løsningsforslag for den nærværende og akutte krise og derigennem tage en tur ind i en arrogance, som kun kan undre. Ved man i landbruget selv hvor tæt man er på total kollaps?

Listen, som præsenteret på L & Fs eget site. Link her. 

1. Totalt stop for nye byrder – herunder et krav om 24 pct. ammoniakreduktion. 
Øh, der er tale om en langsigtet plan for at nedsætte forureningen af miljøet, fordi den ikke kan omsætte mængden af bla. amoniak. Udsivning tager tid og en fjernelse af, som det skrives; "Blandt andet", vil tage årevis for at slå igennem. Dette er ikke et nødværktøj eller en løsning, men et behov fra en animalsk produktionsform, der er ved at drukne i sit eget lort.

2. Stands bøvlet og udgiftstung lovgivning på mælk og oksekød 
Bemærk ordvalget i både dette og første punkt. "Byrder", "bøvlet", "afgiftstung", der er ingen tvivl om at man gerne vil slå fast at der allerede findes et hårdt åg at bære, når det kommer til afgifter for landbruget. Arbejdet med afgifter, er et særdeles tungt, bureaukratisk, arbejde. Igen ikke et quick fix, men et ældre forslag om en skatte/afgiftnedslag, til et erhverv, der flager ud, opsving igennem 2000tallet eller ej.

3. Ny investeringsordning til generationsskifte og investeringer 
Ældgammelt forslag, der bestemt ikke har nogen betydning for en krise, der truer indenfor et år. Come on, Generationsskifter, ikke just en lynhandling. Neeeext.

4. Lad landmændene spare penge på kunstgødning og bortkørsel af gylle
....for real? For L & F mener vel "endnu mere skatteunddragelse". Lav noget andet end gylle venner. Eller endnu bedre, lav mindre og brug det selv. 

5. Giv ret til at udnytte kapaciteten i eksisterende stalde fuldt ud
Femte forslag er igen ikke en løsning på den krise man står over for lige nu. Men lad os bare se på det. Der er masser af tomme kvadratmetre stalde rundt om i de allerede lukkede landbrug. Moderne lukkede landbrug står sjældent tomme særligt længe, da der findes et særdeles pengestærkt lag i landmandskredse, som opkøber jord og ejendom, så snart den bliver ledig. Man har, fra den sidende regerings side, fået en Naturfond, købestærk med 875 millioner, til opkøb af jord fra landbruget, til naturgenoprettelse. Hvis der fyldes flere stalde med dyr, hvor skal affaldet så køres hen? Har L & F tjekket deres eget forslag 4? 
Eller....vent....Nårh, man vil gerne have støttekroner til opkøb af jord, af stalde, til bortkørsel af gylle og til tilskud for mere over gødskning. Forstået (Men, seriøst, glem det).


6. Rul overimplementering af EU-regler tilbage 
Træk snablen op ad pengekassen, så kan vi tale om det. Noget for noget. 

7. Sæt målrettet regulering i gang straks 
Der er vi så enige. Der skal en stærkere regulering af den kemiske industris jerngreb om fødevareproduktionen til. Faktisk skal vi bare bede dem om at lade vores jord være helt i fred og indtil da, sætte alt ind på de teknonologier, der sørger for at den enkelte landmand bruger mindst mulig sprøjtegift på vores børns havregryn. Der skal også være reguleringer af markstørrelser, ejerforhold, ansættelsesforhold, lånoptagning, beskatning af udenlandske bedrifter, tilskyndelser til divers polykulturel drift af ejendomme; joh, reguleringer, som forløberne for et frit og selvopretholdende landbrug, er vi helt med på.

8. Giv moderniseringstilskud til miljøvenlige stalde
Tjek. Bare de bliver omlagt til økologisk drift. Eller kun bruges til nicheproduktion. Nej, vent, bliver revet ned, så dyrene kan gå hvor de hører til, udenfor.

9. Pres hårdere for EU-hjælp til oplagring af svinekød
Svinekød kan opbevares på frost i 12 uger; godt at se at man i landbruget gerne ser en hurtig løsning af  eksportblokaderne til og fra Rusland. Men, "EU-Hjælp", er det ikke bare endnu, endnu, et andet ord for; "send flere penge"?? Og hvad gør vi til marts, når lagrene skal tømmes? Sylte er noget vi spiser i julen.

10. Giv hurtig hjælp til at åbne nye markeder for fødevareerhvervet 
Punkt 10 understreger hele øvelsen med at gennemgå denne liste. Der er ikke et forslag til en hurtig løsning af afsætningsproblmerne(som jo kunne være noget med at komme russerne i møde), det er ikke beregnet for at hjælpe de landmænd, der er i en seriøs fare for at gå konkurs(de er allerede blevet afskrevet af deres egen hovedorganisation)og det er et krav om at få flere penge fra os andre.

Skal vi ikke lige blive enige om at denne "krise" stammer fra landbrugets egen ensidige monokulturelle og eksportmæssige satsninger? Der nu er ved at skride bort? Kan vi blive enige om at det hverken er muslimernes, skolelærernes eller de enarmedes skyld?? Please, så vi kan komme videre?

Så længe man kalder en sådan liste for "indsatsområder", tilogmed påstår at det er gratis for staten Danmark at iværksætte dem, må vi erkende at der stadig er tale om en umoden krævementalitet fra et landbrug, der synes det skal kommandere rundt med resten af os. Som om man havde noget at have det i.

Vi omtale i forrige blogpost "Sultkortet", men her fristes man til at hente det stærkt slidte Nazikort af stalden. For var det ikke Herr Hitler, der sad i sin bunker og flyttede rundt med armégrupper, der enten ikke fandtes eller var indesluttede, mens de blev malet til døde af deres fjender? 

Well, det føles lidt sådan, når landbrugets nye talsperson, Karen Hækkerup stiller op for kameraerne og kræver penge, penge, og ingen kontrol. Vi burde ikke høre efter, men udlevere en cyanidkapsel til det gamle erhverv, købe på klods hos nabolandene i en årrække, mens vi uddannede nye landmænd til at overtage VORES jord igen. 

Og omlæg så til økologi. Mindst. 

Fronterne er trukket skarpt op, desværre

Der er gået et par måneder nu, siden FNs "endelige" rapport for jordens fremtid blev sluppet. På trods af konklusionen, har vore landbrugsorganisationer kun trukket sig endnu mere ind i deres elfenbensslot af tilskud og ødelæggende landbrugsdrift. Det er nu op til os, forbrugere/borgere/mennesker, at forlange en ændring.

Der er ingen tvivl i FNs Klimarapport fra oktober 2014, opvarmningen er menneskeskabt og kan ændres, hvis vi handler NU. Kritikerne må forstumme, der er kun én vej frem og det er den vi er nogle stykker, som har set komme længe.
En total omlægning af vores brug af naturlige ressourcer, for at kunne skabe et livsgrundlag for fremtidige generationer og overlevelse for de nærværende milliarder af mennesker.
En af grundpillerne i denne omlægning er vore fødevareproduktion, for alle skal spise, og det hver dag.

Derfor må en evaluering af denne produktion være på sin plads, på fagligt, på politisk og på forbrugermæssigt plan. Der må liges pres politikerne, således at de kan trykke videre på industrien, der producere vor mad. Pres igennem lovgivnng og en framing af den folkelige opinion, er de eneste redskaber der er tilbage, efter at Landbruget er gået i flyverskjul MED skyklapper på.

Det er blevet kendt som "Sultkortet", den trumf Landbruget mener at have i baghånden, hver eneste gang en kritisk røst rejses. Hvis ikke landbrugsindustrien konstant øger dens udbytte, vil verden sulte. Dansk landbrug tager igen og igen hele verden på sine skuldre, når det kommer til at diskutere hvordan vi driver landbrug i dette land. Fornylig skete det igen, da landkvinden og forfatteren Lone Vitus var i debat på P1. Ikke 5 minutter inde i debatten blev "Sultkortet" trukket af Martin Merrild fra Landbrug og Fødevarer. Man kommer ikke udenom landbrugets evne til at sætte sig selv i scene som verdenreddende industri, for hverken i den benævnte radiodebat eller i den politiske debat som et hele, forholder man sig til dette postulat. Som i øvrigt er rent opspind, der produceres noget nær dobbelt så mange kalorier, som verdensbefolkningen har brug for. Det er fordelingen af dem, der er skæv.

Landbruget har haft et par måneder, siden rapporten fra FN, til at sende helt klare signaler om vilje til omstilling. Dette er ikke sket, det ser heller ikke ud til at ske. Tværtimod.
På fagseminarer for svinproducenter, hylder man kolleger, der har øget antallet af smågrise per so. Rekordholderen får, for øjeblikket, 40 smågrise per år. Det er ikke 15 år siden at en rigtig god so fik 25. Link her.

Fordrejningen har fat langt ind i det politiske system, som er forbrugernes eneste garanter for n kontrol af et erhverv, der ikke ser ud til at ville erkende sin egentlige rolle i samfundet, i centrum for vor fremtid.

Planteproducenterne har igennem længere klaget over de tilladte niveauer for gødning af markerne i Danmark. Anklagerne har bla.lydt, at man derfor ikke kunne nå de krævede indhold af proteiner, der kæves for at kunne bage brød og brygge øl af dansk korn. Bemærk de basale råvarer, man har nævnt; øl og brød. Den intensive og stadig stigende majsdyrkning, nævnes ikke, til trods for at det er en vigtig foderafgrøde for køer. Måske fordi at majsen ikke, slet ikke,er et naturligt foder for køer.

Nej, øl og brød; det ved folkehavet hvad er.

Desværre lyver landbrugslobbyen og deres politiske håndlangere i Partiet Venstre også her. Dansk korn er bestemt ikke dårligt; det kan fint bruges i produktionen af brød og øl, hurtigt bevist af DR programmet Detektor. Link her

Sådanne historier skal skabe en fortælling om et landbrug, der stadig må producere mere og gøre det på det via den metode, man fra den kemiske industri, har drevet landbrugserhvervet ud i gæld og en entydig satsning på monokulturer, til skade for miljøet og ødelæggelse af et vigtigt fagområde som fødevareproduktion er.

Som aftagere og livsafhægige af landbruget, er det vores ret at vide hvilke mekanismer der styrer produktionsledene. Ydermere er det vore ret at have en stemme, der bliver hørt og erkendes, som en retningsgiver for fremtidens fødevarer.

Økologisk Amnesti - vi må købe landbruget frit

Fronterne er trukket hårdt op i den hjemlige debat om landbrugets rolle i det danske samfund. Fra at drive regulær skyttegravskrig, er det på tide at rejse sig op, erkende vor gensidige afhængighed og se fremtiden i øjnene sammen.

Fremtidens fødevareproduktion kræver store omlægninger, mentalt som materielt og først når vi erkender at vor fødevaresektor er blevet galt afmarcheret, kan vi komme videre. Derfor må landbruget have en mulighed for en ny start. En frihed fra det tunge gældsåg, vil være en stor del af denne løsning. Derfor må vi andre træde til, række hånden frem og frigøre vore bønder.

Vi skal betale deres gæld for dem. På betingelser.

Danmark, som en enhed, skal beslutte at give landbruget en frikøbsordning fra slavetilværelsen som bankernes lukrativ udlånsforretning. Som det liberale erhverv Landbruget er, vil det også forstå, at en sådan løsning vil kræve en modydelse. Samfundet Danmark vil have sin natur, sin sundhed, sin sammenhængskraft og muligheden for en bæredygtig fremtid, tilbage. Alle bønder, der ønsker at deltage, skal derfor tilslutte sig, som minimum, at drive sit landbrug økologisk. En sådan tilslutning, vil give en 50% løskøbning fra al gæld, kautioneret af statskassen.
Dertil vil der være en række tillægsordninger, strækkende sig over afgrødediversitet, omlægning til produktion af frugt og grønt, biodynamisk drift, lokal afsætning af råvarer, udlægning af natur- og rekreative områder og anstændige arbejdsforhold, der kan give helt op til 100% statsudlignet lån i ejendommen.
Ønsker en landmand ikke at deltage, vil vedkommende skulle leve op til de samme krav og alle eventuelle fremtidige, af den art vi i dag fører for erhvervet. Forslaget er altså et valg imellem at fortsætte den nuværende og af landbruget, meget kritiserede form for restriktive og hæmmende politik eller den fremtidsorienterede og samarbejdende linje. 

Dette er en ordning, der skal vedtages af samfundet Danmark,der udover at kautionere, også binder sig til en tidsbegrænset aftagelse af produktionen og oveni yder støtte til landbrugsorganisationerne, for at øge afsætningen af produktionen til eksportmarkeder.
For at kunne omlægge driften, er det vigtigt at resten af landets borgere viser sig klare og åbne i forhold til at aftage mere dansk produceret mad. Vi skal spise vor kål, med et smil og samtidigt droppe et par bananer om ugen, for dansk produktion er dyrere end den importerede. Endnu et faktum, der absolut ingen mening giver, når man er aftager. Desværre har dansk landbrug selv lukreret på dette og eksporteret tilandre lande, for dermed at underbyde disse landes landbrug. Men nu bider hele dette set up sig selv i halen. Senest har Rusland lukket for importen af danske landbrugsvarer og med et så specialiseret produktionsapparat, som det danske landbrugs, er krisen åbenbar. Svaret fra landbruget var det sædvanlige, send flere penge.

Netop i dag, 11. november(link), var Landbrug og Fødevarer med endnu et velkendt krav, statsstøtte til en presset og uforudset situation. Igen forventes det fra Landbruget, at vi alle skillinger sammen og hjælper det engang liberale landbrugserhverv, igennem en krise.
Den går ikke, ikke igen skal vi først stå for subsidier til en stadig større udflagning og ensporet tro på at majs, køer, korn og svin er den eneste vej for brugen af vore allesammens landskab og bagefter samle skårene op. Og alene det faktum at 350 milliarder i gæld endnu ikke har bragt vore landmænd på andre tanker, bør mane til eftertanke hos vore politikere. Når man står i gæld til halsen og stadig tror på at mere gæld vil redde, er der noget fundamentalt galt med systemet. Og vil politikerne heller ikke bevæge sig, vil de fortsat fiske i rørte vande imellem landbruget og utilfredse, ofte bybaserede, intellektuelle madkyndige, må vi, fra mellemlaget, træde til.

Landbruget er fanget i en skruestik af gæld, landbruget holder stædigt fast i at være den der ved bedst om landbrugsdrift. På begge punkter må man være parat til at give sig.
Samfundet Danmark må markere at vi ikke ønsker en fortsat subsidiebaseret økonomi hos et erhverv, der samtidigt ikke ønsker at vi, der betaler støtten OG er storaftagere af produktionen, har nogen indflydelse på driften af forretningen. Det er ikke sådan man behandlere forretningpartnere.

På den anden side må Samfundet Danmark, ændre synet på landbrugserhvervet og dets produkter. Vi skal købe mere dansk og gerne, så lokalt som muligt. Vi skal betale prisen, besøge bonden, yde håndværket den respekt det kræver og tilskynde vore børn at arbejde inden for fødevare erhvervene, fra muslingefarme til biogasanlæg. Fremtiden har kun et krav til os nu; vi skal tænke bæredygtighed ind i alle valg vi træffer, for at redde verden til vore børn.
FN er har netop givet os 20 år til at vende skuden. Og givet os håb, vi kan godt. Væk med den gamle hørm af mad købt i plast og importeret, kun for at ødelægge naturen og gøre vore egne medborgere arbejdsløse.

Lovgiverne skal mærke det, vi må forlange fordelagtig lovgivning for vor egen landbrugsproduktion, give reel støtte til at det kan betale sig at drive en produktdivers virksomhed på gårdene landet over. Ikke flere sorte huller, hvor intet internet kommer frem,  total satsning på vedvarende energi, etc. Men først og fremmest, en sikring af landbrugets økonomi igennem afvikling af gæld.

Samfundet køber gælden, erhvervet efterlever det folkelige, politiske og miljømæssige krav om en omlægning til bæredygtig drift.

Sådan, det var løsningen; sæt i gang.

Tænk selv Dan Jørgensen, please?

Der var blevet tomt indeni; tomt og skuffet. Trods årevis af deltagen i debatterne, blev der fra magthavere og industri handlet stik imod fællesskabets bedste igen og igen og ingen lyttede. Det var de mørke dage, de ligeglade og opgivende dage. Men modløsheden er overvundet, man kan ikke undsige sig sine inderste tanker, drømme og lyster; MUND-FULD er tilbage.

Dan Jørgensen, et håb da han tiltrådte sin post som Fødevareminister, har med et pennestrøj vækket en døende frontsoldat til live. Lyset var fristende, at lade kamp og modvind og vrede være, bare flyde med, det var så lokkende. Falde ind i et modent livssyn, blive konform, tænke sig selv først; hvor var det dog fristende. Og fuldstændigt umuligt. Et forræderi som Dan Jørgensens, var ikke muligt for denne blog. Det var ikke muligt at søge magten ved at gå i seng med den fjende, der bare venter på at humanismen igen skal vende sin bløde mave opad, bare for at hugge sine tænder i den.

MUND-FULD ville aldrig deltage i en tænketank, der åbentlyst blot er en syltekrukke og med formand af selveste Søren Gade, Lndbrug og Fødevarer. Gad vide hvor grøntsager og bæredygtighed er henne i dén mands agenda. Alene den udnævnelse er et hån imod de tusindvis af mennesker, der idag arbejder med at at dæmme op for et industrielt landbrugs fortsatte ødelæggelse af vores allesammens natur. En hån, hr. Minister.

At gode folk som Per Kølster, Søren Ejlersen og Anne-Birgitte Agger deltager, vidner blot om deres ukuelighed og herligt konstruktive tilgang til deres metier.De mener sikkert at de er konstruktive, jeg siger at de er naive.

Listen er således:
Formand Søren Gade, administrerende direktør for Landbrug & Fødevarer

Adam Price, manuskriptforfatter, dramatiker, madanmelder og
restauratør
Anne-Birgitte Agger, direktør for Københavns Madhus
Arne Astrup, professor i ernæring, Københavns Universitet
Bjarne Hastrup, formand for Ældresagen
Bo Bomuld Hamilton-Wittendorff, forfatter og kommunikatør
Christian Bitz, foredragsholder, forskningschef og TV-vært
Claus Egeris Nielsen, sekretariatschef for Måltidspartnerskabet
Claus Meyer, kogebogsforfatter, iværksætter og foredragsholder
Ghita Parry, formand for Kost & Ernæringsforbundet
Helle Brønnum Carlsen, lektor Zahles Seminarium og madanmelder
Jacob Grønlykke, bestyrelsesformand for Løgismose A/S
Jesper Uggerhøj, administrerende direktør for Irma
Jørgen Dirksen, administrerende direktør for Rynkeby Foods A/S
Lotte Holm, professor i madsociologi, Københavns Universitet
Ole G. Mouritzen, professor i fysik, Syddansk Universitet – Leder af
Smag for livet
Ole Wehlast, formand for fødevareforbundet - NNF
Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening
Søren Ejlersen, kok og medstifter af Aarstiderne og Haver til Maver
Torben Hansen, professor i forbrugeradfærd, Copenhagen Business
School

Lidt meningsdannere, lidt uddannelsesfok, lidt kendisser "med fingeren på pulsen" et par professorer m.m. til at validere soliditet og særligt udvalgte personer, til at være overgangsfigurer imellem de mere kreative i gruppen og så de tunge drenge, industrien og deres partnere i fagforeningerne. 
Det spænende er det mellemste lag, de der skal stå imellem det vidtløftige Agger-fløj og produktionsapperatet i form af Løgismose, Irma, Rynkeby, NNF og formanden selv, Landbrug og Fødevarers formand.

Astrup, Meyer, Holm og Hansen. 
Altså, fire vigtige personer, med erfaringen, videnen og meningerne i industriens favør. Gad vide hvor progressive de vil være med  deres erfaringer, hvor meget af deres output skal tilpasses fortidige arbejder og nuværende økonomiske interesser?

De har erfaringer fra begge sider af bordet, både i uddannelsessektor og i erhvervslivet. Hvor ligger deres lod? Ja, vi ved Arne Astrup igen og igen har satset på forskning, der har vist sig at tilgodese de selvsamme der betalte hans løn. Claus Meyer har en ordentlig kommerciel indsigt og indflydelse i de større byer og en ditto vinding for øje. DEn blinde makker er Lotte Holm, der er en seriøs og respekteret forsker, hældende til det konservative, senest i sin udmelding omkring tænketanken, hvor hun stiller sig tvivlende overfor om spagetti bolognese nu også er så slemt. "Man skal i hvert fald træde forsigtigt. Måltider og fødevarer er et meget normbesat område. Man kan hurtigt komme til at stikke nogle bestemte normer ud, hvor folk føler sig ekskluderet,« siger professoren.(link)

Jokeren hedder Torben Hansen, professor(mindre kan åbenbart ikke gøre det, der er hele tre med i tænketanken) på CBS og som allerede i 2008 udtalte at Aarstiderne(med i tænketanken) og Irma(med i tænketanken) og lokale gårdbutikker m.m. var de tre største fødevare kommunikative succéser i landet. (link) og som siden har analyseret købsmønstre o.l. særdeles grundigt. Vil Hansen kunne, med sin nøgterne tilgang til fakta, information og viden, kunne trumfe de underliggende dagsordner i gruppen?

Hvor er de folkelige, de udførende og de modtagende repræsentanter i denne tænketank? Er de ikke repræsenteret ved Agger-fløjen? Jo, det er "de gode", de repræsenterer folkekøkkener, foreningen Praktisk Økologi og beviset på økologisk økonomisk bæredygtighed. Agger melder selv ud, på dagen for offentliggørelsen af tænketanken, at hun har sin tvivl; "For få kvinder, for lidt kant, for meget konventionelt landbrug, for lidt reel madkamp, for mange ord og for lidt handling..."

Handling. Der er nemlig ingen handling i dette oplæg, fra en stækket minister, der, som socialdemokrater altid gerne vil, i sit behov for at gnubbe skuldre med de rigtige kapitalister, glemmer sit eget fokus. Som allerede er en tabersag. Staten lave om på danskernes spisevaner? Det sker ikke uden industriens medvirken. Det har det aldrig gjort og det ved den. Men åbenbart ikke ministeren
Ved han heller ikke at staten, som meningsdanner, har spillet fallit, for længe siden? Tag et smut i det nærmeste supermarked og tjek selv; det vi vil købe, er billigt til fals og det består oftest af industrielt sammensat salt, sukker og fedt. At ministeren er facineret af sydlandske lande, der har begreber som "madglæde" og "måltider sammen" på deres liste over sunde madvaner, betyder jo ikke at de opfundet inde i statsapperatet. Fransk og brasiliansk madkultur er netop eksempler på at leve på trods af staten. Det er rebelkulturer, og Dan, du er minister for en provensionel lilleputstat, der aldrig har evnet "handling". Din tænketank er en stor selvmodsigelse og det ved industrien, der grinene tager til møder med dig. I kan så lege ansvarlige og fortsætte som I plejer bagefter. Ministeren har handlet, resultatet blev....ingenting.

Heldigvis er undergrunden derude lige nu, i køkkener; i gårdbutikkerne, i haverne, på rejserne, de træder deres barnesko i tomme skolekøkkener, de bytter sig til varer, de søger alternative samfundsformer. De er annonyme og de må endelig ikke fanges ind til lange borde med økologiske sodavand og formænd for landbrug og industri. De vender i stigende grad ryggen til et stivnet system, der siger det tror på vækst og "handling", samtidigt med at det er det sidste systemet vil. De er livet levet, ikke tænkt. DE er fremtiden af i dag.

Mit forslag til deltagere i en tænketank? Tænk selv, money well spend.