"Mad vs. Fødevarer" - en gennemlæsning

Det sværeste er at skulle forholde sig kritisk til et udsagn, man er 100% enig i. MUND-FULD er 110% enig med Lone Vitus´ nyeste bog "Mad vs. Fødevarer".

Vitus bringer det fødevarepolitiske helt ind på spækbrættet og burde deles ud til alle de mænd, der de seneste 10 år, har sat sig på køkkenreigonerne rundt om i det danske land. Og alle vore skoler.
I en række letlæste og spørgende kapitler ristes vor hjemmeværende fødevareproduktions præstationer af en forfatter, der har haft fingrene helt nede i møddingen som svinebonde selv. Hun har sågar siddet i Danish Crowns hovedbestyrelse.

I denne gennemgang, skal jeg undgå at komme for tæt ind på de mange fortrædeligheder og fejldispositioner man i landbruget, detailledet, på det politiske plan og, særligt, som forbruger, har foretaget sig de seneste mange år. De remses op på smukkeste vis i bogen og fordi vi ved at Vitus har været der selv, giver det så meget mere vægt bag ordene.

Første del af bogen henvender sig spørgende til læseren og sætter os på arbejde, ved at skulle svare på "helt enkle" spørgsmål om vort fødevareforbrug. Hvor kommer vores mad fra, hvem har interesser i den og hvorfor er nogle fødevare billigere end andre? Inderst inde ved videt godt, men Vitus kræver at vi erkender forskellen imellem "mad" og "fødevarer". Det sidste er der hvor der er pillet ved madens egentlige natur, kan vi godt afsløre her.

Det kræver en kold gastromand ikke at vedkende sig at man faktisk godt kender svarene på disse spørgsmål. Prøver man alligevel at undslå sig og kalde kravet om mærkning af konventionel produceret mad med et dødningehoved, for "hippiefrelsthed uden for pædagogisk rækkevidde", kaster Vitus følgende ud i en Tour de Force om produktionsformerne i dansk landbrug i dag.

Fra kartofler, over lammekød, øl, sukker, æg og lightprodukter. Fair and square, dette er læsning, der er så let tilgængelig, at der burde uddeles en folkeligheds pris, for at bringe så komplicerede emner, ned på jorden til os dødelige. Alle; kokke, lærere, hverdagsmennesker, forældre, indkøbschefer; alle kan vi hæve noget fra denne vidensbank.

Men sker det? Vil denne bog have den indflydelse, som den vitterligt fortjener? Her har vi en fagligt funderet forfatter(jeg gentager,fagligt funderet, fordi vi andre tågehorn ofte får vredet i næsen at vi jo faktisk ikke ved hvad vi taler om), der læser os lektien, så tydeligt, at vi bare kan lytte og derefter handle.

Hvor kan sådan en bog virkeligt gøre sig brugbar? Den er skrevet til et mennesker, der interesserer sig for mad allerede, den udfordrer og giver derefter en detalieret gennemgang af vore basale råvarer og deres oprindelse, den runder en række sygdomme og lidelser, som alle er følgevirkninger af skævt frembragte levnedsmidler og slutter af med et par enkle råd.

Udfordring, viden, sundhed og gear i fire ord.

Hvem er det nu, der falder over hinanden, for at få fingrene i netop flere udfordringer, mere viden, bedre sundhed og det bedste gear, når det kommer til det gastronomiske?

Det er Manden ude i køkkenet. Ham der har vredet komfuret ud af hænderne på deres kvinder igennem de seneste 10-15 år. Ikke fordi hun kæmpede særligt hårdt for det, samfundsmæssigt har kvinderne siden 40erne jo haft travlt med at komme alle andre steder hen og fred være med det. Med mændenes entré, er statussen for køkkenarbejdet i hjemmet, atter steget og vi har i dag en opmærksomhed om det felt, som aldrig før.

Havde "Mad vs. Fødevarer" dog bare været en coffeetablebog. Med et format på mindst 35x45 cm, glittede sider og farvefoto i alle opslag. Havde "Mad vs. Fødevarer" dog bare været et TVprogram eller endnu bedre, en youtubekanal. En app, måske. Noget med blinkende lygter og lidt drengerøvsfnis, så havde vi en sællert af proportioner. Havde forfatteren dog for helvede bare svunget sig halvnøgen rundt under hanebjælkerne ude på gården. Slanget sig blandt rodfrugterne i haven og drukket sin perlende vin ned af sin mands spændte overarm. Havde hun dog bare fået et par aftaler med magasiner, om at besøge hende og have en snak om hønsehold for forstadskvinder og hendes egen rådgivningsside om bedre(fedtfri) måltider til den travle karrierekvinde. Fulgt op af en artikelrække om hendes opvækst og de problemer der derefter har præget hendes liv.
Den bog er bare ikke sexet nok.

I stedet fik Vitus, forventeligt og ufortjent, 15 minutter i P1, hvor landbrugets repræsentanter efter 3-4 minutters debat trak det forbandede "sult"kort. Dansk landbrug skal brødføde hele verden, iflg. dem selv. Takket være elendigt forarbejde og dårlig ordstyrerunktion, fik Martin Merrild, Fødevarer og Landbrug, al for megen tid til sin evige klagesang om hvor synd det er for dette korrumperede og ødelagte erhverv.

Vi står her med et snit direkte ind i vores allerinderste. Vores mad.

Med den handlekraft hankønnet kan mønstre i forhold til alt hvad det ellers kaster sig over, vil denne bog være en idéel gave til ham du kender, der elsker sin grill, sin vaccuumpakker og sin ismaskine.
Giv ham den, mens han nærstuderer teknikkerne i bagedysten på nettet, når han handler står ved køledisken, når han er på vej til endnu en vinrejse i Frankrig. Han fortjener den, for han interesserer sig oprigtigt for at omsætte råvarer til fødevarer.
Nu skal han bare lige lære at lave mad.

Fronterne er trukket skarpt op, desværre

Der er gået et par måneder nu, siden FNs "endelige" rapport for jordens fremtid blev sluppet. På trods af konklusionen, har vore landbrugsorganisationer kun trukket sig endnu mere ind i deres elfenbensslot af tilskud og ødelæggende landbrugsdrift. Det er nu op til os, forbrugere/borgere/mennesker, at forlange en ændring.

Der er ingen tvivl i FNs Klimarapport fra oktober 2014, opvarmningen er menneskeskabt og kan ændres, hvis vi handler NU. Kritikerne må forstumme, der er kun én vej frem og det er den vi er nogle stykker, som har set komme længe.
En total omlægning af vores brug af naturlige ressourcer, for at kunne skabe et livsgrundlag for fremtidige generationer og overlevelse for de nærværende milliarder af mennesker.
En af grundpillerne i denne omlægning er vore fødevareproduktion, for alle skal spise, og det hver dag.

Derfor må en evaluering af denne produktion være på sin plads, på fagligt, på politisk og på forbrugermæssigt plan. Der må liges pres politikerne, således at de kan trykke videre på industrien, der producere vor mad. Pres igennem lovgivnng og en framing af den folkelige opinion, er de eneste redskaber der er tilbage, efter at Landbruget er gået i flyverskjul MED skyklapper på.

Det er blevet kendt som "Sultkortet", den trumf Landbruget mener at have i baghånden, hver eneste gang en kritisk røst rejses. Hvis ikke landbrugsindustrien konstant øger dens udbytte, vil verden sulte. Dansk landbrug tager igen og igen hele verden på sine skuldre, når det kommer til at diskutere hvordan vi driver landbrug i dette land. Fornylig skete det igen, da landkvinden og forfatteren Lone Vitus var i debat på P1. Ikke 5 minutter inde i debatten blev "Sultkortet" trukket af Martin Merrild fra Landbrug og Fødevarer. Man kommer ikke udenom landbrugets evne til at sætte sig selv i scene som verdenreddende industri, for hverken i den benævnte radiodebat eller i den politiske debat som et hele, forholder man sig til dette postulat. Som i øvrigt er rent opspind, der produceres noget nær dobbelt så mange kalorier, som verdensbefolkningen har brug for. Det er fordelingen af dem, der er skæv.

Landbruget har haft et par måneder, siden rapporten fra FN, til at sende helt klare signaler om vilje til omstilling. Dette er ikke sket, det ser heller ikke ud til at ske. Tværtimod.
På fagseminarer for svinproducenter, hylder man kolleger, der har øget antallet af smågrise per so. Rekordholderen får, for øjeblikket, 40 smågrise per år. Det er ikke 15 år siden at en rigtig god so fik 25. Link her.

Fordrejningen har fat langt ind i det politiske system, som er forbrugernes eneste garanter for n kontrol af et erhverv, der ikke ser ud til at ville erkende sin egentlige rolle i samfundet, i centrum for vor fremtid.

Planteproducenterne har igennem længere klaget over de tilladte niveauer for gødning af markerne i Danmark. Anklagerne har bla.lydt, at man derfor ikke kunne nå de krævede indhold af proteiner, der kæves for at kunne bage brød og brygge øl af dansk korn. Bemærk de basale råvarer, man har nævnt; øl og brød. Den intensive og stadig stigende majsdyrkning, nævnes ikke, til trods for at det er en vigtig foderafgrøde for køer. Måske fordi at majsen ikke, slet ikke,er et naturligt foder for køer.

Nej, øl og brød; det ved folkehavet hvad er.

Desværre lyver landbrugslobbyen og deres politiske håndlangere i Partiet Venstre også her. Dansk korn er bestemt ikke dårligt; det kan fint bruges i produktionen af brød og øl, hurtigt bevist af DR programmet Detektor. Link her

Sådanne historier skal skabe en fortælling om et landbrug, der stadig må producere mere og gøre det på det via den metode, man fra den kemiske industri, har drevet landbrugserhvervet ud i gæld og en entydig satsning på monokulturer, til skade for miljøet og ødelæggelse af et vigtigt fagområde som fødevareproduktion er.

Som aftagere og livsafhægige af landbruget, er det vores ret at vide hvilke mekanismer der styrer produktionsledene. Ydermere er det vore ret at have en stemme, der bliver hørt og erkendes, som en retningsgiver for fremtidens fødevarer.

Eftertanker, i en søgen på meningen.

Det er tåget på landet i dag, tågen bringer ro og eftertanke.
I årevis har denne blog skrevet om mad og de mekanismer, der findes i vores forbrugsmønstre og de problemer der kan medføre. Der er ændringer på vej, har der der tit stået i disse linjer. Ændringerne ligger ikke i store ord, men i små handlinger. Efterhånden som ordflommen herfra blev brugt på og kræfterne til at holde vreden ved lige, ligeledes er svundet ind, synes der at blive plads til andet.
Eftertanke.

De ændringer i livsstil og verdensbillede som vi, som samfund, går i møde, er overvældende. Monumentant overvældende. Og skylden ved at være et forbrugende menneske er mindst af samme størrelse. Jeg forstår godt den store del af os bare fornægter og prøver at få hverdagen til at hænge sammen Jeg er der jo selv, bare med økomærke på. Og det er ikke en tøddel bedre herovre, jeg lider under det og har brug for mere.
Nye tankesæt.

Ingen tvivl om at vi har svære problemer på lands og verdensplan. Men den mundfuld er blevet for stor at kapere lige nu, tankerne går indad. 8 års liv som eksilkøbenhavner sætter sine spor, erfaringerne fra de store tanker om landlivet bliver høstet til overmål i disse dage, så meget at der ikke er plads til meget andet. Ikke til job, ikke til børn, ikke til hustru, dyrene bliver passet, haven ligeså, men så heller ikke mere.
Nye tankesæt.

Livet anno 2014 leves på overfladen,som helt almindeligt menneske er jeg fyldt op, overfyldt, med hver eneste dags to-do liste. Den er lang og jeg kollapser foran en af flere skærme hver aften, træt og er ikke istand til andet end at trykke på endnu en tast. Det liv tror jeg mange lever. Havde jeg venner og bekendte lidt tættere på, ville jeg måske også sætte lidt flere underholdningspræmier op til mig selv. Bowlingaftner med drengene, ture til kunsthaller, cafébesøg, men det findes ikke herude, jeg er efterladt med tågen, eftertanken.

Og nu vil jeg ikke løbe fra den mere. Det der startede som et eventyr og blev til et mareridtslignende hverdagshelvede af ting, der hele tiden skulle nås, må få en ende. Jeg ved endnu ikke hvordan, men jeg er begyndt på en proces, der ikke er til at stoppe. Og det mindste jeg vil få ud af det, er at jeg bliver et bedre menneske. I årevis har jeg skrevet her om hvad "man" skal gøre, om hvis skyld det er. Det har efterladt et handlingsløst hul, for hvis det er de andres skyld, er jeg konstant magtesløs. Og hvis det er min, så kan jeg kun alene løse det.
Men der er ingen skyld, der er bare liv. Et liv, der leves. I et helt år har jeg ikke været til tasterne på denne blog. Leden ved konstant at skulle kommentere nye skandaler og tiltag, føle sig forurettet og vred, blev for stor. For megen råben op i tomme taster. Vrede er en naturlig energi, der kan trække i gang, give luft, komme videre. Men vreden kan ikke stå alene.
Eftertanke.

At kanalisere sin magtesløse vrede over i (kærlig)handling, er blevet et mål for mig. Men handling er tit løbet ud i sandet for mig, hverdagen tog over, hverdagsmennesket var stærkest. Jeg ville måske før have skrevet at det var et mål for hele vort samfund, men lige nu, er der ikke plads til mere end at selv famle sig frem. Se sig omkring. For alvor mærke efter, hvor er følelsen af ro, ægte tilstedeværelse. Jeg søger.

Jeg læser "Og Den Store Flugt" af Andrea Hejlskov , om flugten fra det forbrugs- og overfladeliv vi lever i Danmark og ud til en 16 kvadratmeter stor hytte i en svensk skov. Det starter dårligt og derfra går det bare nedad. 4 børn og 2-4 voksne kæmper i kulden og mørket med at genopdage hvordan et liv kan hænge sammen, når alt der hedder modernitet, er skåret væk. De er elendige til det, de tog ikke engang et par høns med, men lever bla. at skralde og kan ikke forstå hvorfor affaldet hober sig grimt op bag huset. Sygdom, had og klam kulde bliver hverdag, noget er gået tabt. De møder folkene i skoven, fantasten uden livslyst, der rabler om et utopia uden for samfundet, men ikke kan løfte det selv. Skovejeren, der interesseret følger deres kamp med blot at lave ild og så kører hjem til sit moderne hus. Fortællingen er grim og hudløst ærlig.

Et vigtigt dokument for den gruppe mennesker, som jeg selv tilhører; os der bør rive ned, men ikke tør.

En anden fortælling, "Under landet" af Lone Vitus, viser hvor langt ud vi kan komme, når tankerne går i rundkreds og øjnene vender nedad. Alt samler sig om krampagtigt at holde fast i det kendte, det vante og imens går verden videre. "Under Landet" er beretningen om den konventionelle bonde, ham der bliver færre og færre af og som meget få mennesker kender og da slet ikke for det gode. Om hans stædighed og tro på fortidens mål og hvor sølle og udsat det liv bliver, uden rum i den omgivende verden. Et sted viser denne stadige verdensfjernhed sig i at den trefarvede is, regnbueisen, ikke vil blive at finde i butikken snart. Der købes ikke så meget mere af den, den glider ud af sortimentet. Manden er rystet og skynder sig hjem i sin aldrende moders køkken på gården; verden er af lave. Og alt imens lægger han store planer for fremtiden, planer, der har deres rod i en fjern fortid allerede.
Jeg føler lede ved hovedpersonen, men ser også mine egne skyklapper. Om jeg synes de skal fjernes, ved jeg ikke endnu.

For mens hovedpersonerne i de to omtale bøger, udstiller sig selv, har jeg altid forsøgt at vende mig udad. Sagen, ikke personen. Sagen er bare, at jeg også er et subjekt, en person med historie og at det ikke kan gøres til en objektiv betragtning at leve et opmærksomt liv.
Eftertanke.

Som generation Xer, tilhører jeg den tavse generation, dem der kom efter de larmende 68ere, dem som sidder og gemmer sig bag hække og kører mountainbike om søndagen. Dem uden engagement i andet end IKKE at gøre noget. Kan jeg stadig bryde op? I alle tilfælde luner det at se dokumentarprogrammet "Freak Out" på DR, der viser at heller ikke 68erne var forbandet originale. At deres verdensomstyrtning også hvilede på andres skuldre. Og at revolutionen kan komme indefra, også i tider som under den første og anden verdenskrig. Se den og bliv klogere på hvor langt man kan være parat til at gå. Og også hvor hurtigt en kommerciel og præstationshungrende verdensorden kan indhente selv de mest reformivrige. At revolution og ændringer er forbundet med smerte og hvor vigtig den smerte er, for forståelsen.
Jeg lever en smertefri tilværelse, det giver ikke megen lyst til forandring. Med mindre jeg ser mig omkring og ser den tynde, tynde fernis vi går rundt på og som vi kalder livet. Der er kilometervis af liv levet før os, under os, erfaringer nedfældet i hvert eneste sprække, og alt vi tilsyneladende gør, er at vende ryggen til. Som servicemedarbejderen i vore flotte supermarkeder, der ingenting ved om varerene han sætter på hylden og det er nok derfor at der står "SERVICE" på ryggen af ham. For det er den side jeg oftest ser. Vi er på gyngende grund.

Er jeg som mennesker i stand til at virkeligt drage de konklusioner mine høje intentioner kræver? Kan vort samfund, vor verden? Engang udtalte jeg de senere så berømte ord, "det eneste danskerne har brug for er en ny krig eller eller en miljøkatastrofe. Før får de ikke ikke fingeren ud og finder nye veje, der løser dem fra lønslavetilværelsen".

Eller noget lignende. Og det var i 90erne. Og jeg havde drukket tæt.

Sandheden er vel snarere at vi, endnu, har tiden til en stille, en eftertænksom revolution. For hverken 12 års krig i fjerne lande eller uhørte regnmængder, kan få os til at rykke alligevel. Vi har uddannelserne og leveniveauet til det. Jeg har og jeg vil gøre noget. Men der skal ro til, larmen er svundet bort, alt er skrøbeligt lige nu. Hvordan griber jeg verden, uden at den forgriber sig på mig? Hvordan kan jeg styre mig igennem denne larm af overflade, for at nå ned i de ting der egentlig betyder noget,for mig, for min familie, for os alle? Uden at skulle udsætte mig for projekter, der er dømt til at mislykkedes; det være sig klamme svenske hytter, landbrugsdrift eller utopiske fællesskaber, alle er de jo virkelighedsfjerne, så længe jeg jo faktisk ønsker at være en del af noget sammenhægende for mange mennesker.
Eftertanke.