Eftertanker, i en søgen på meningen.

Det er tåget på landet i dag, tågen bringer ro og eftertanke.
I årevis har denne blog skrevet om mad og de mekanismer, der findes i vores forbrugsmønstre og de problemer der kan medføre. Der er ændringer på vej, har der der tit stået i disse linjer. Ændringerne ligger ikke i store ord, men i små handlinger. Efterhånden som ordflommen herfra blev brugt på og kræfterne til at holde vreden ved lige, ligeledes er svundet ind, synes der at blive plads til andet.
Eftertanke.

De ændringer i livsstil og verdensbillede som vi, som samfund, går i møde, er overvældende. Monumentant overvældende. Og skylden ved at være et forbrugende menneske er mindst af samme størrelse. Jeg forstår godt den store del af os bare fornægter og prøver at få hverdagen til at hænge sammen Jeg er der jo selv, bare med økomærke på. Og det er ikke en tøddel bedre herovre, jeg lider under det og har brug for mere.
Nye tankesæt.

Ingen tvivl om at vi har svære problemer på lands og verdensplan. Men den mundfuld er blevet for stor at kapere lige nu, tankerne går indad. 8 års liv som eksilkøbenhavner sætter sine spor, erfaringerne fra de store tanker om landlivet bliver høstet til overmål i disse dage, så meget at der ikke er plads til meget andet. Ikke til job, ikke til børn, ikke til hustru, dyrene bliver passet, haven ligeså, men så heller ikke mere.
Nye tankesæt.

Livet anno 2014 leves på overfladen,som helt almindeligt menneske er jeg fyldt op, overfyldt, med hver eneste dags to-do liste. Den er lang og jeg kollapser foran en af flere skærme hver aften, træt og er ikke istand til andet end at trykke på endnu en tast. Det liv tror jeg mange lever. Havde jeg venner og bekendte lidt tættere på, ville jeg måske også sætte lidt flere underholdningspræmier op til mig selv. Bowlingaftner med drengene, ture til kunsthaller, cafébesøg, men det findes ikke herude, jeg er efterladt med tågen, eftertanken.

Og nu vil jeg ikke løbe fra den mere. Det der startede som et eventyr og blev til et mareridtslignende hverdagshelvede af ting, der hele tiden skulle nås, må få en ende. Jeg ved endnu ikke hvordan, men jeg er begyndt på en proces, der ikke er til at stoppe. Og det mindste jeg vil få ud af det, er at jeg bliver et bedre menneske. I årevis har jeg skrevet her om hvad "man" skal gøre, om hvis skyld det er. Det har efterladt et handlingsløst hul, for hvis det er de andres skyld, er jeg konstant magtesløs. Og hvis det er min, så kan jeg kun alene løse det.
Men der er ingen skyld, der er bare liv. Et liv, der leves. I et helt år har jeg ikke været til tasterne på denne blog. Leden ved konstant at skulle kommentere nye skandaler og tiltag, føle sig forurettet og vred, blev for stor. For megen råben op i tomme taster. Vrede er en naturlig energi, der kan trække i gang, give luft, komme videre. Men vreden kan ikke stå alene.
Eftertanke.

At kanalisere sin magtesløse vrede over i (kærlig)handling, er blevet et mål for mig. Men handling er tit løbet ud i sandet for mig, hverdagen tog over, hverdagsmennesket var stærkest. Jeg ville måske før have skrevet at det var et mål for hele vort samfund, men lige nu, er der ikke plads til mere end at selv famle sig frem. Se sig omkring. For alvor mærke efter, hvor er følelsen af ro, ægte tilstedeværelse. Jeg søger.

Jeg læser "Og Den Store Flugt" af Andrea Hejlskov , om flugten fra det forbrugs- og overfladeliv vi lever i Danmark og ud til en 16 kvadratmeter stor hytte i en svensk skov. Det starter dårligt og derfra går det bare nedad. 4 børn og 2-4 voksne kæmper i kulden og mørket med at genopdage hvordan et liv kan hænge sammen, når alt der hedder modernitet, er skåret væk. De er elendige til det, de tog ikke engang et par høns med, men lever bla. at skralde og kan ikke forstå hvorfor affaldet hober sig grimt op bag huset. Sygdom, had og klam kulde bliver hverdag, noget er gået tabt. De møder folkene i skoven, fantasten uden livslyst, der rabler om et utopia uden for samfundet, men ikke kan løfte det selv. Skovejeren, der interesseret følger deres kamp med blot at lave ild og så kører hjem til sit moderne hus. Fortællingen er grim og hudløst ærlig.

Et vigtigt dokument for den gruppe mennesker, som jeg selv tilhører; os der bør rive ned, men ikke tør.

En anden fortælling, "Under landet" af Lone Vitus, viser hvor langt ud vi kan komme, når tankerne går i rundkreds og øjnene vender nedad. Alt samler sig om krampagtigt at holde fast i det kendte, det vante og imens går verden videre. "Under Landet" er beretningen om den konventionelle bonde, ham der bliver færre og færre af og som meget få mennesker kender og da slet ikke for det gode. Om hans stædighed og tro på fortidens mål og hvor sølle og udsat det liv bliver, uden rum i den omgivende verden. Et sted viser denne stadige verdensfjernhed sig i at den trefarvede is, regnbueisen, ikke vil blive at finde i butikken snart. Der købes ikke så meget mere af den, den glider ud af sortimentet. Manden er rystet og skynder sig hjem i sin aldrende moders køkken på gården; verden er af lave. Og alt imens lægger han store planer for fremtiden, planer, der har deres rod i en fjern fortid allerede.
Jeg føler lede ved hovedpersonen, men ser også mine egne skyklapper. Om jeg synes de skal fjernes, ved jeg ikke endnu.

For mens hovedpersonerne i de to omtale bøger, udstiller sig selv, har jeg altid forsøgt at vende mig udad. Sagen, ikke personen. Sagen er bare, at jeg også er et subjekt, en person med historie og at det ikke kan gøres til en objektiv betragtning at leve et opmærksomt liv.
Eftertanke.

Som generation Xer, tilhører jeg den tavse generation, dem der kom efter de larmende 68ere, dem som sidder og gemmer sig bag hække og kører mountainbike om søndagen. Dem uden engagement i andet end IKKE at gøre noget. Kan jeg stadig bryde op? I alle tilfælde luner det at se dokumentarprogrammet "Freak Out" på DR, der viser at heller ikke 68erne var forbandet originale. At deres verdensomstyrtning også hvilede på andres skuldre. Og at revolutionen kan komme indefra, også i tider som under den første og anden verdenskrig. Se den og bliv klogere på hvor langt man kan være parat til at gå. Og også hvor hurtigt en kommerciel og præstationshungrende verdensorden kan indhente selv de mest reformivrige. At revolution og ændringer er forbundet med smerte og hvor vigtig den smerte er, for forståelsen.
Jeg lever en smertefri tilværelse, det giver ikke megen lyst til forandring. Med mindre jeg ser mig omkring og ser den tynde, tynde fernis vi går rundt på og som vi kalder livet. Der er kilometervis af liv levet før os, under os, erfaringer nedfældet i hvert eneste sprække, og alt vi tilsyneladende gør, er at vende ryggen til. Som servicemedarbejderen i vore flotte supermarkeder, der ingenting ved om varerene han sætter på hylden og det er nok derfor at der står "SERVICE" på ryggen af ham. For det er den side jeg oftest ser. Vi er på gyngende grund.

Er jeg som mennesker i stand til at virkeligt drage de konklusioner mine høje intentioner kræver? Kan vort samfund, vor verden? Engang udtalte jeg de senere så berømte ord, "det eneste danskerne har brug for er en ny krig eller eller en miljøkatastrofe. Før får de ikke ikke fingeren ud og finder nye veje, der løser dem fra lønslavetilværelsen".

Eller noget lignende. Og det var i 90erne. Og jeg havde drukket tæt.

Sandheden er vel snarere at vi, endnu, har tiden til en stille, en eftertænksom revolution. For hverken 12 års krig i fjerne lande eller uhørte regnmængder, kan få os til at rykke alligevel. Vi har uddannelserne og leveniveauet til det. Jeg har og jeg vil gøre noget. Men der skal ro til, larmen er svundet bort, alt er skrøbeligt lige nu. Hvordan griber jeg verden, uden at den forgriber sig på mig? Hvordan kan jeg styre mig igennem denne larm af overflade, for at nå ned i de ting der egentlig betyder noget,for mig, for min familie, for os alle? Uden at skulle udsætte mig for projekter, der er dømt til at mislykkedes; det være sig klamme svenske hytter, landbrugsdrift eller utopiske fællesskaber, alle er de jo virkelighedsfjerne, så længe jeg jo faktisk ønsker at være en del af noget sammenhægende for mange mennesker.
Eftertanke.