Tror man helhjertet på udsagnet om at det er igennem deltagelse, man kan ændre noget; så er man allerede ved at misse hele pointen med forandring. Oversat til maddebatten i Danmark i disse dage; nu viser FOOD Festival "Pig Business" og så deltager man da som maddebatør og foodie.
Forkert, du deltager ikke.
Du skaber dit eget rum, hvor du og dine kan udtrykke præcis hvad I vil, på jeres præmisser, med Jeres evner. Det bliver Jeres, ikke Deres.
Forandring, i anarkistisk udgave, er et totalt nedbrud af gængse normer. Normer er nemlig dikteret af den ene eller anden form for magthavere, der ønsker et særligt sæt regler gennemført. Køber man normens form for kommunikation og deltager i et forum, hvor den anvendes, er man derfor også en del af normen.
Normen for en begivenhed som FOOD Festival, er sat i et eller andet lysegrønt håb om at en masse madinteresserede gæster (og hvem er ikke interesseret i mad?), vil møde nye og spænende oplevelser, der vil trække dem i en retning af et bredere og mere sundt, fødevarevalg. Dette skal åbenbart ske igennem fødevareindustriens sædvanlige og løgnagtige formidling om dennes produkter.
Den præmis køber MUND-FULD ikke.
Det kan ikke passe at man falder på røv og albuer, når storindustien, der tjener milliarder på sine egne produktionsformer og afsætningskanaler, nedlader sig til at dele ud af bacon, økologi og gode tips om fedtfattig stegning i et par dage i en større provinsby. Det bliver meget hurtigt mandag og ikke "Pig Business", men "Business As Usual", igen.
Det er fint, meget fint, at man har fået presset igennem, at der skal vise en kritisk film, med efterfølgende debat, på festivalen. Og hvad så? Filmen vil blive vist, de gode meninger luftet, måske vil inviterede repræsentanter fra storindustrien endda knibe en tårer, når de ser stressede arbejdere og svin, der lever et udyreligt liv. Måske.
Men så bliver det mandag og endnu vigtigere; lønningsdag. Storindustrien er i dette madspil for pengenes skyld, for en evigt forhøjet profit; ikke for at skabe den bedste føde til os; køberne. Og så længe de får lov til at holde tøjlerne, vil vi ikke finde en ny vej.
Deltager man i deres show på et sted som FOOD Festival, anderkender man deres ret til at eksistere.
Derfor deltager denne pen ikke i FOOD Festival, men i Danmarks Høstmarked i Svendborg, hvor økologi og Citta Slow tanken, er overskriften.
Et andet eksempel på at ville nå masserne med sit budskab, men blive fanget i storindustriens spin, er DØEs årlige festival for øl i TAP1 i København.
Her deltager de største bryggerier og mange mindre danske bryghuse, i et klassisk præsentations-/salgskoncept, hvor musik, allehånde underholdning og øl blandes. Et set up, som er kendt fra salgsmesser og som kun bryggerier med et landsdækkende distributionsnet har egentlig glæde af. Og da disse firmaer jo allerede har landsdækkende salg, burde de vel rettelig afholde et gratis arrangement, som tak til deres kunder. I stedet koster det en håndfuld hundredekronesedler at være gæst og så stiller man op til noget, der mest af alt minder om en provinsbyfest.
Derfor deltager denne pen nu også arbejdsmæssigt i afviklingen af CBC 2013, hvor målet er at servere verdens bedste øl, intet mindre. Derfor er set uppet på CBC også helt anderledes.
Hos CBC anderkendes gradsforskellen på øl og der handles på at ramme det ypperste. Sjovt nok tiltrækker det en helt anden målgruppe end den førstnævnte festival. Sjovt nok, har DØEgarden travlt med enten at undres over eller bagtale CBC; i det mindste kunne man vel glædes over at nogen magter at løfte en ølfestival, uden at skulle appellere til laveste fællesnævner eller ligge mås til et koncept, der ligner en drukfest mere end en fejring og kun kommer rigtigt store, profitorienterede bryggerier, til gode.
Mange mennesker vil synes at arrangementer som rene økologiske markeder, Citta Slowtanken og CBC, er SÅ anderledes at de ikke kan forstå hvad det skal til for. I Danmark kommer begreber som "elitært" og "snobberi" hurtigt op og de er ikke ment positivt. Det er vidst et typisk dansk træk, som vi ikke bør være stolte af.
Det, ikke ville gå på kompromis, er heller ikke noget vi i dette land gør særligt godt.
I stedet vælger vi alt for tit at søge den bløde mellemvej og mener at det er til alles bedste. Det er det ikke, oftere og oftere bliver kompromisset udnyttet markedsmæssigt. Særligt i madverdenen, hvor bla.vores hang til sukker udnyttes til fulde og ikke har andet godt med sig, end overskud til aktionære. Aktionære, der forhåbentlig (også) er for kloge til at indtage deres eget produkt; det være sig surt pisfarvet øl, ukrainsk produceret slavesvin eller citronmåner fra Polen.
"Never compromise. Not even in the face of Armageddon."
.jpg)
Opslag
