Viser opslag med etiketten Pig Business. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Pig Business. Vis alle opslag

mandag den 26. januar 2015

Humane forhold...for dyr....for menneskets bedste.


De nye sort inde for fødevareproduktion, kan meget vel gå hen og blive human behandling af de dyr, vi har valgt til at være noget vores føde. Rettigheder for forsøgsdyr i landbrugssektoren er nemlig ikke de samme for andre forsøgsdyr. Faktisk er der steder, hvor de ingen rettigheder har.

Hvor vi i årevis har set kampagner for forsøgsdyr i kometikbranchen, har der været stille omkring landbrugets "produktudvikling". Så da Starbucks formullerede deres nye krav til leverandørerne i december 2014, gik det ikke stille af sig. Kravene er bla.:
  • "...støtte til et ansvarsfuldt brug af antibiotika."
  • "Eliminering af brug af kunstige væksthomoner i al dyrehold"
  • Fokus på afvikling af fjernelse af horn, halekupering og kasteration, både med og uden bedøvelse."
  • Udfasning af buræg og fastholdelse af søer i båsene

Dette kan jo kun glæde kaffedrikkere kloden over. Endelig er tankerne om en sund opvækst for vore fødevarer, nået til tops i vores forbrugssamfund. Mon ikke agroindustrien snart fanger den? Menneskelige forhold for dyr, er trods alt for vort eget bedste og det må der være kroner i.

For den store agro-industri har det bare ikke været et tema man har berørt før, faktisk tvært imod.
Her har det til stadighed drejet sig om en maksimering af udbyttet, på baggrund af samme indput i føden for dyrene, eller en ændring af fødeemner og senest, genmodificering af fødeemnerne. Og modiificering af dyrerne selv osv. I alle tilfælde har fokus ikke været på dyrenes bedste, selvom deres bedste jo ender med at være vores bedste...da vi jo spiser dem? Profitmaksimeringen tog over.

Denne logik; at behandle sin mad, som man vil behandles selv(igen, fordi vi faktisk allerede behandler os selv, som vi behandler maden), har ramt en større nordamerikansk kaffeserveringskæde og sender chockbølger igennem den konventionelle mælke- og æggeproduktion i samme land. Hvad stiller man op med den KZ-lignende drift af landbrug, når store aftagere af produkterne ikke vil have resultaterne af disse dyrefabrikkers årelange og systematiske ødelæggelse af dyrevelfærd/menneskevelfærd? Der må blive grublet godt igennem, men dem om det. Den amerikanske agro-lobby er langt ude.

Hvordan nåede vi andre dog med så langt ud?
At vor mad skulle vrides ud af dyr, der har mistrivedes hele deres liv, ultimativt til skade for sundheden i blandt os mennesker? Måske dengang man gik fra a villet lave godt og tilstrækkeligt, til at voldtage landbrugskulturen, for at den kunne blive en pengemaskine, uden blik for miljø, trivsel eller fremtid?

Hvis man følger pengene, finder man hurtigt, både i Danmark og i dette nedenstående eksempel, at man i USA startede med en helt valid grund til at skabe en sikker fødevareproduktion, der endte med et monster af Frankensteinske proportioner
Der var engang hvor man søgte at skabe en, nationalt baseret, forskning og udvikling af en selvforsyning. Dengang man lige havde været i gennem verdenskrige og havde bruge for mere, stadigt mere. Særligt af animalsk oprindelse. Man oprettede statslige institutioner, for at sikre der ikke var markedsmæssig indflydelse på forsyningssikkerheden.

Den tid er for længst væk, men både i USA og i Danmark(link til DCA her) opretholder man et stort, statsejet og -betalt, forskningsarbejde i en stadig større landbrugsproduktion.


Hvorfor et selvudnævnt liberalt erhverv, som landbruget, skal støttes med subsidier, har altid undret denne blog. Men at man også er serviceret af staten, når det kommer til af udvikle sine produkter, kan måske komme bag på nogle.
Det gjorde det på mig og også på journalisten Michael Moss (New York Times), så for nyligt skrev han en artikel om forholdene på disse udviklingsprojekter i USA. De er horrible og artiklen kan læses i fuld længde her . Bla. omtales "udviklingsarbejde" med får, domesticerede fåreracer, man forsøger at gøre i stand til at læmme uden hjælp, på markerne selv. I hundreder af lam er gået til i dette arbejde, der startede i 2004. Århundreders viden om at fange moderfårene ind og hjælpe dem til læmming, blev ignoreret. Man har udført andre forsøg, der skulle klarlægge tyres egentlige kønsdrift. Derfor lukkede man en enkelt ko ind til 5-6 tyre, i timesvis. Koen måtte derefter aflives, men først efter "undersøgelser" var udført på den. I USA er landbrugsdyr nemlig, til denne dag, ikke omfattet af landets egen dyreværnslov.

I Danmark har forsøgsdyr deres helt egen lov, heldigvis. Den ligger til læsning her . Vi er dermed langt foran et land som USA og kan roligt være stolt af det. Men denne lille catch i bekendtgørelsen:
"Stk. 3. Dyr, der opdrættes som led i landbrugsmæssig produktion, omfattes dog først af bekendtgørelsen, når dyret overgår til en leverandørs varetægt, flyttes til det sted, hvor forsøget skal foregå, eller, hvis forsøget skal foregå i besætningen, fra det tidspunkt forsøget starter."

Forædling er hvad vi som menneseker har overlevet af. Det er denne blogs opfattelse at dette er den eneste grund til vi er mennesker; spekulationen over hvor det næste måltid sak komme fra.
Men vi er langt forbi det mål nu og må lave om på problemformuleringen. På verdensbasis producerer vi allerede mad nok til over 9-10 milliarder af os, forsyningen er ikke længere et problem. Det er produktionen, der er problemet. Et problem, der kan lede til vores egen udryddelse.

Og selvom vi her i landet ikke har rædselsforsøg, som i USA, er der dele af vort landbrug, der mener at resultaterne er gode nok til at kunne anvendes. GMO, køer med tvillingefødsler, selv-læmmende får; en stadig vej til mere og mere.
Grådigheden er en dårlig forretningspartner for fællesskabet og vi kan kun håbe på at kræfterne, der har fået Starbucks til at omlægge deres kvalitetsrav, kan vinde over profittænkningens umenneskeliggørelse af vore dyr. For menneskets bedste.

tirsdag den 25. september 2012

Småt er godt, fødevaremarkeder og deres størrelse.














Ja, konklusionene på dette indlæg vil være at små fødevaremarkeder er de bedste; for publikum, for deltagende firmaer og for arrangørerne, for kreativiteten. Du behøver ikke at læse videre.

Sæsonen for fødevaremarkeder er ved at være overstået og selvom denne blog ikke har deltaget i allesammen; faktisk måtte undertegnede melde pas temmelig tidligt; der var alt for mange og de var alt for ens, kan man jo godt have stukket fingeren i jorden og pumpet sine connections rundt om.

Over et lille års tid, har denne blog fulgt de mange tiltag omkring fødevaremarkederne i Danmark og har undret sig over hvorfor mange ikke kan se at større arrangementer kun ville gavne store producenter. Henover sommeren har det vidst sig at det var sandt; stort er smukt, hvis man selv er stor.

Imens originale tiltag som Bondens Marked i Kødbyen (København) kæmper med tilladelser, mangel på hjælp fra kommunen, mangel på hjælp i form af frivillige og derudover prøver at hjælpe mindre producenter med at sælge mere og hiver efter vejret for at overleve, kan FOOD Festival  i Aarhus fejre en publikumsuccés med 27000 besøgende.

Dermed er FOOD det største marked for fremme af fødevarer til den danske forbruger, tillykke.
I har sejret ad helvede til.

Allerede dage efter at eventen i det jyske var overstået, meldte mindre producenter ud at de gerne ville tilbage til markeder, der faktisk støtter op om alle deltagende virksomheder. Statsstøttede tiltag og store koncerner havde totalt overdøvet de mindre producenters stemmer. I en rus af kreative tiltag og pædagogiske øvelser, var der ikke megen plads til det det hele drejede sig om; ordentlig mad.
Det hele skulle underholdes ind i folk og ingen tvivl om at publikum og særligt de deltagende halvoffentlige organisationer, samt de store grimme fødevarefabrikker, havde en fest. Fuck, der blev twittet og facebooket i de dage.

Men ham med pølsen, hende med kålene; dem er der ikke så mange der husker i dag og det er i dag der skal handles, hvis en fødevarediversitet og en folkelig viden skal forankres?

"Køb den pølse, drop de bitches, maijn", fristes man til at råbe, med sin bedste aarhusianske ghettoaccent. For cirkusset er kørt videre, men bliver pølsen solgt? Hvem kunne høre fordelene ved dén forbandede pølse, når der skulle afholdes fysikforsøg og ses på madkendisser, måske også deles balloner ud?

Og hov, hvor blev den ægte madkommunikation af? Den med spørgsmålene.

Hvorfor var det at Danish Crown(DC) kunne få lov til at melde afbud, 1½ time før Slow Foods forevisning af den kontroversielle og stærkt kritiske film "Pig Business"?
Fordi arrangørerne ikke reelt var interesserede i at der skulle slås skår i glasbilledet af madfest og fordi DC har en smart presseafdeling, der ved at man, end ikke med de hurtige medier vi har i dag, kan få dårlig presse ud af en så sen afmelding. Det er for tyndt og beskæmmende; uanset hvad undskyldningen har lydt på.

Hold det billede; tivolibilledet af gejl og vrangvilje til at virkeligt interagere med forbrugeren.



Det økologiske Høstmarked/fejringen af international Cittaslow dag er netop blevet afholdt i Svendborg. Der kom små 2000 mennesker, fra Italien blev det, en måned før kick off, meddelt at den internationale Citta slow dag var rykket en uge frem, det regnede hele lørdagen. Det var en kæmpe succés.

Vi kom tæt på gæsterne, helt tæt. Der var mennesker bag hver en bod. Mennesker, der stod inde for varen de faldbød, for det var deres egen, hele vejen igennem. Vi havde et helt hold elever fra Skårupskolen med(tilfældigvis min arbejdsplads); de stod for en række boder, æblemostning, æbleflæsk, grillede æbler osv. Elever, der for en stor dels vedkommende, ikke passer ind i "normale" rammer for opførsel eller præstation. De ville ikke have haft en chance på markeder af FOODs størrelse, de ville være løbet skrigende bort fra reklamesøjlerne og den nøje planlagte slagstale man møder i et "normalt" kommercielt rum af reklamebereau udtænkt strategi. På Høstmarkedet fik de en stemme. De serverede mad for alle de deltagende standholdere, for arrangørerne, de talte med gæsterne, delte flyers ud og hyggede sig.

Det gjorde standholderne også, her kunne de møde gæsten og forklare sig, personligt. Et præmieeksempel på at kommercielt salg sagtens kan gøres med em ægte følelse af samhørighed og forståelse for at der skal være plads til alle.



Og så var der også banebrydende "underholdning" til folket. Dansgruppen sART og eating designeren Marije Vogelzang præsterede at skabe en performance, som ingen havde set komme.  Nogensinde. Så kan kartoffeltryk og åben scene med James Price (kom han overhovedet?) godt gå og lægge sig. Og, jo; de ælter 50 kg dej, iført badehætter, med elektronisk musik og folk der banker på puder i baggrunden; det er jo det, der er det banebrydende. Men, er det ikke blot også en tivolisering?
Nej, der er en forskel og forskellen hedder tilstedeværelse, nytænkning; risiko.

Jeg er sikker på at publikum var tilstede på FOOD, når det hørte på kendisser, lavede mad med rødbeder og alt det. Mange børnefamilier deltog sikkert med glæde. De kunne blot have skabt disse rammer selv, derhjemme og bør gøre det ved givne lejligheder; så som en tirsdag eftermiddag eller  ved en fødselsdag.
Det er ufarligt for firmaer og organisationer, blot at efterligne fødselsdagsunderholdning, trygt for gæsterne. Men det skubber dem ingen steder, hverken afsendere eller modtagere og når man står stille, så dør man.

Det gør en gang dej dans ikke; det var langt fra alle publikummer, der så lyset med ovenviste performance; men de var der, publikum, de så den eneste opførsel nogensinde, de fik en mening og en ny vinkel på dans, brød, what ever. Høstmarkedet tog faktisk en kæmpe risiko, sådan at bryde normerne for almindelig omgang med levnedsmidler, provokere, aktivere.

Næste gang må vi sparke lidt hårdere til de medier der glimrede ved deres fravær. Ikke at vi ikke havde gjort alt for at sparke dem herned. Moderne dans og den mest avangadistiske mad/mennesker/samværs-designer i verden, det er sgu nok for småt.

Så hellere filme et sejlskib ladet med dansk bacon, ved OL i London; det ved man da hvad er.







mandag den 20. august 2012

...og mens vi overvejer, skriger svinene

25000; det er tallet på svin der dør i Danmark hver dag; FØR de er klar til slagtning. Den del af det danske svineeventyr får vi ikke at se, hvis vis vi vælger at tage til FOOD Festival i Aarhus (link) til september.
Men vi kunne jo bare lade være. At lade være er det eneste rigtige valg, hvis du er interesseret i hvad dit næste måltid indholder.

Slow Food bevægelsen i Danmark har nemlig fået et nej tak til at fremvise filmen "Pig Business"(link) i FOOD festivalens biograf.  Dermed har man fra festivalen taget et politisk standpunkt, der ikke kan overses. FOOD Festival har valgt forbrugerens intelligens fra, til fordel for et glansbillede af kändisser, events og balfaldara. Det burde vi alle være kloge nok til at se og konsekvensen bør være en laden hånt om denne gigant på lerfødder.

Denne blog har tidligere i år kigget på tre fødevaremarkeder i Danmark (link) og lagde heller ikke den gang skjul på at festivalen i Aarhus lod til at være en gang varm luft. En masse penge over to år, fra både statslig og privat side, og derefter? Hvordan vil man på 2 år bygge en selvstændig festival op, der kan være en postuleret "Nordens Største", uden et net af frivillige? Som det Kulinarisk Sydfyn, nordens de facto største fødevaremarked, er baseret på og som gør at denne festival kan holde sig 100% fri af überkommercielle interesser. Interesser, der kunne give en uheldig lugt af profit frem for kvalitet.

For ved at bortcensurere "Pig Business" vælger FOOD jo, med sponsorernes billigelse eller ej, at tage hele diskutionen om hvordan vores mad kan fremstilles, væk. Man putter alle sine æg i fødevareindustriens kurv, mens man giver det hele et lag af jord-til-bord-farve på websitet. 

Det visuelle udtryk er en joke.Der indgår bla. en ged, en pære og en fisk; tre af de mest sværtanskaffelige råvarer i Danmark; hvis de skal være af en ordentlig og bæredygtig kvalitet, vel at mærke.

Sprogbruget og formuleringerne er en modsætning til festivalens beslutning om at fravælge tiltag som "Pig Business". Man skriver bla. "Food Festival er ikke et salgsarrangement - et marked. Formålet er ikke en omsætning af varer.....Food Festival er en kulturbegivendhed, hvor gæsten får ny viden, færdigheder i et køkken og kendskab til historierne omkring det ny nordiske køkken".

Skal dette tages for pålydende, er festivalen et antikapitalistisk tiltag, med en drøm om at give de besøgende helt ny viden om den mad de vil spise resten af deres liv. Ikke sandt?

Hvorfor vælger man et bidrag som "Pig Buisness" fra? Jeg har ikke spurgt, men dette blog indlæg vil blive sendt til festivalens arrangører og så kan vi jo se om der kommer svar og hvad det er.

Man kunne jo frygte at man er blevet klappet på skulderen af festivalens sponsorer, hvoraf én netop har startet med at lancere sig selv med en ny rock ´n´roll attitude. Sejlture i grisekostumer til London og derefter uddeling af kød ved årets Skanderborg Festival/Smuk fest, midt i bøgeskoven. Samme firmas, og ja, det er Danish Crown, kommuniktionsdirektør, konstaterer for nyligt ( i et sært selvsmagende og arrogant interview med mad+medier, link) at de eneste madkommunikatører hun tager notits af, er hendes egne ansatte. Man kunne frygte at festivalen har valgt at ligge ryg til Danish Crown "værdisæt" af elendigt fremstillet, medicinpumpet, gylleforurenende, arbejdsmiljøskadelige og til-østeuropa-udflyttede svinekødssalgsfremstød og navlebeskuende tilgang til verden. Man kunne frygte at der var flere hovedsponsorer, der lagde tilsvarende pres på festivalens beslutninger. 

Hvad enten frygten er begrundet eller ej, så har FOOD festval spillet sig selv over i et hjørne, hvor tænkende madmennesker skal skræve endog meget langt, for at nå hen. For jeg er ganske sikker på at man kan tale sammen om vores allesammens fødevarefremstilling. Jeg kan også godt se en form for topmøde imellem sammenslutninger som Slow Food og virksomheder som Danish Crown, hvor man prøver at nå hinandens intentioner for en stadig bedre kvalitet af mad og produktionen af samme. Jeg kan da enddog godt se at ved at deltage, kan man snige sine budskaber ind ad bagdøren på en sådan festival. Det kunne ske.
Jeg ved at de der kommer med alternativerne til det nuværende stade i dansk fødevareproduktion, gerne vil. Men jeg ser ikke fødevareindustriens vilje nogen steder. De medvirker i en fødevarefestival, der boykotter en kritisk film, hvorved industrien også kommer til at stå i et dårligt lys. Igen.

Ingen af parterne i denne sag, er tjent med censur. Madkommunikatører af alle slags må tale sammen om dette. Vi skal blot være opmærksomme på at mens vi taler om at tale sammen, skriger svinene videre på svinefabrikkerne. Sunde svin skriger ikke, de grynter.