Viser opslag med etiketten industrilandbrug. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten industrilandbrug. Vis alle opslag

mandag den 15. december 2014

Fronterne er trukket skarpt op, desværre

Der er gået et par måneder nu, siden FNs "endelige" rapport for jordens fremtid blev sluppet. På trods af konklusionen, har vore landbrugsorganisationer kun trukket sig endnu mere ind i deres elfenbensslot af tilskud og ødelæggende landbrugsdrift. Det er nu op til os, forbrugere/borgere/mennesker, at forlange en ændring.

Der er ingen tvivl i FNs Klimarapport fra oktober 2014, opvarmningen er menneskeskabt og kan ændres, hvis vi handler NU. Kritikerne må forstumme, der er kun én vej frem og det er den vi er nogle stykker, som har set komme længe.
En total omlægning af vores brug af naturlige ressourcer, for at kunne skabe et livsgrundlag for fremtidige generationer og overlevelse for de nærværende milliarder af mennesker.
En af grundpillerne i denne omlægning er vore fødevareproduktion, for alle skal spise, og det hver dag.

Derfor må en evaluering af denne produktion være på sin plads, på fagligt, på politisk og på forbrugermæssigt plan. Der må liges pres politikerne, således at de kan trykke videre på industrien, der producere vor mad. Pres igennem lovgivnng og en framing af den folkelige opinion, er de eneste redskaber der er tilbage, efter at Landbruget er gået i flyverskjul MED skyklapper på.

Det er blevet kendt som "Sultkortet", den trumf Landbruget mener at have i baghånden, hver eneste gang en kritisk røst rejses. Hvis ikke landbrugsindustrien konstant øger dens udbytte, vil verden sulte. Dansk landbrug tager igen og igen hele verden på sine skuldre, når det kommer til at diskutere hvordan vi driver landbrug i dette land. Fornylig skete det igen, da landkvinden og forfatteren Lone Vitus var i debat på P1. Ikke 5 minutter inde i debatten blev "Sultkortet" trukket af Martin Merrild fra Landbrug og Fødevarer. Man kommer ikke udenom landbrugets evne til at sætte sig selv i scene som verdenreddende industri, for hverken i den benævnte radiodebat eller i den politiske debat som et hele, forholder man sig til dette postulat. Som i øvrigt er rent opspind, der produceres noget nær dobbelt så mange kalorier, som verdensbefolkningen har brug for. Det er fordelingen af dem, der er skæv.

Landbruget har haft et par måneder, siden rapporten fra FN, til at sende helt klare signaler om vilje til omstilling. Dette er ikke sket, det ser heller ikke ud til at ske. Tværtimod.
På fagseminarer for svinproducenter, hylder man kolleger, der har øget antallet af smågrise per so. Rekordholderen får, for øjeblikket, 40 smågrise per år. Det er ikke 15 år siden at en rigtig god so fik 25. Link her.

Fordrejningen har fat langt ind i det politiske system, som er forbrugernes eneste garanter for n kontrol af et erhverv, der ikke ser ud til at ville erkende sin egentlige rolle i samfundet, i centrum for vor fremtid.

Planteproducenterne har igennem længere klaget over de tilladte niveauer for gødning af markerne i Danmark. Anklagerne har bla.lydt, at man derfor ikke kunne nå de krævede indhold af proteiner, der kæves for at kunne bage brød og brygge øl af dansk korn. Bemærk de basale råvarer, man har nævnt; øl og brød. Den intensive og stadig stigende majsdyrkning, nævnes ikke, til trods for at det er en vigtig foderafgrøde for køer. Måske fordi at majsen ikke, slet ikke,er et naturligt foder for køer.

Nej, øl og brød; det ved folkehavet hvad er.

Desværre lyver landbrugslobbyen og deres politiske håndlangere i Partiet Venstre også her. Dansk korn er bestemt ikke dårligt; det kan fint bruges i produktionen af brød og øl, hurtigt bevist af DR programmet Detektor. Link her

Sådanne historier skal skabe en fortælling om et landbrug, der stadig må producere mere og gøre det på det via den metode, man fra den kemiske industri, har drevet landbrugserhvervet ud i gæld og en entydig satsning på monokulturer, til skade for miljøet og ødelæggelse af et vigtigt fagområde som fødevareproduktion er.

Som aftagere og livsafhægige af landbruget, er det vores ret at vide hvilke mekanismer der styrer produktionsledene. Ydermere er det vore ret at have en stemme, der bliver hørt og erkendes, som en retningsgiver for fremtidens fødevarer.





tirsdag den 8. oktober 2013

Den søde høsttid

De kører nu, mens jeg skriver.
De enorme traktorer med de enorme anhængere, fragter "majs" fra markerne og til det lokale kvæg-stordriftslandbrugs siloer. Majsen har groet sig meterhøj rundt på markerne og nu er det blevet tid til at høste den. Majsen, denne snigende hævn fra de dræbte inkaer i fortidens sydamerikanske jungler.

Majsen fra markerne rundt om vores bosted bliver ikke plukket og kernerne bliver ikke pillet fra til kreaturerne. Store markuleringsmaskiner på hjul kører igennem rækkerne og flår majsplanterne om, til en tilstand der bedst kan sammenlignes med træflis; bestående af alle plantedele fra majsen. Det er dette produkt som traktoerne fragter forbi mit hus og ud til kvægbrugene. Det er en gæret/syltet version af dette produkt,  malke- og slagtekøer i mange konventionelle landbrug bliver fodret med. Det er altså i sidste ende det vi jo så selv spiser og drikker og bliver en biologisk del af. Ved at spise noget, der ikke er en naturlighed, rører vi også ved vores egen biologiske tilstand.

Et dyr, som er bygget til at spise græs, bliver fodret af med en plante, som aldrig har været naturligt forekommende for det og det gør dyret sygt på længere sigt. Det betyder ikke at køer ikke kan leve af en diæt bestående hovedsageligt af majs, det kan de sagtens. Og da majs er et billigt produkt, der ovenikøbet gør dyrene hurtigere fede, end græs, har erhvervet grebet majsen med kyshånd. Forresten dør køerne for boltpistolens slag imod panden, længe inden de har udviklet alvorlige ernæringsmæssige mangelsygdomme.
Men deres mikrobilogi lever videre.I køernes formaver har der udviklet sig helt nye variationer af e-coli bakterier, for at denne livform fortsat kunne overleve i en ko. Disse bakterier er nye og dermed ukendte for de værn man i hospitalsvæsenet har udviklet for at imødegå alvorlige forgiftnings tilfælde. En resistent bakterie er født og vi er på skideren, hvis den breder sig.

Men selvom vi ikke alle vælter omkuld,  diarré, feber og smerter til vi dør, så er der alvorlige betænkeligheder ved at indtage føde, der er produceret udfra en præmis, der hedder "mest for kronerne" og ikke "mest samfundsværdi for kronerne".

Hvad er det vi vil, som nation? Vi vil gerne ud af krisen og vi vil gerne kunne imødegå kinesernes invasion af vores hævdvundne ret til at være de rigeste og mest uddannede i verden. Det er som MUND-FULD læser det politiske parnas for tiden.
Hvordan gør vi det? Vi giver vore børn de bedste redskaber til at dygtiggøre sig fagligt, personligt og som gode samfundsborgere i hele maskineriet.
Svaret har i mange år været at uddanne os alle mere, at jo højere en uddannelse vi får, jo bedre vil vi kunne forme og styrke vort samfund. En smuk tanke, særligt i disse tider, hvor man har genopdaget behovet for og værdien af, andre uddannelser end akademiske.At det nok er generalerne der planlægger krigen, men soldaternes evner, der vinder den.

Men hvad fodrer vi disse kommende samfundstøtter med, hvilken daglig medicin giver vi dem, som den nærværende regering stræber efter skal blive "Den Bedst Uddannede Generation"?
Vi giver dem sukker af krigserstatningslignende produkter, som roesukker. Vi giver dem grøntsager med seriøst høje koncentrationer af pesticider og vi giver dem kød, hvis grundbestandele, der ikke er naturlige for netop disse dyr kødet kommer fra.

Diagnoserne bliver uddelt med jævn hånd over mange børn og unge for tiden. Kan der være en sammenhæng imellem, den måde vor mad er blevet til på, mængden af ensartede fødevareemner vi indtager og det stigende antal af socialt og mentalt utilpassede mennesker vi har i vort samfund? Måske bliver man faktisk det man spiser.

Man høster i alle tilfælde det man sår.





mandag den 8. oktober 2012

Færdigmad bliver bare bedre/værre

Historien om det håbløst naive/søde lille barn, der tror at mælken bliver bygget i kartoner nede i supermarkedet, er snart ikke sjov mere. FDB introducrer nu hakketgønt med kød.(link her) 
Og det ER bygget på kødfabrikken. I det hele taget er tanken om at imødekomme forbrugernes behov med sammensatte fødevareprodukter, grådfremkaldende mest af alt.

Vinderen af FDBs Forbrugerkonkurrence har, tilsyneladende, helt selv opfundet finten med at komme forskellige grøntsager i sit hakkede kød og nu tager Superbrugsen idéen til sig og "lancerer en pakke hakket oksekød, hvor 20 procent af indholdet er gulerødder, squash og broccoli".

Der er så mange forkerte takter ved sådan et tiltag og disse modsiges af lige så håbløse argumenter, at jeg snart ikke ved hvor jeg skal starte..

Først; den 32årige, kvindelige vinder må grine en vis legemsdel af led hele vejen ned til banken med de 25.000, som præmien lyder på. Denne blog synes at det er helt i orden at tjene penge på en nem måde. Men at FDB ikke selv er klar over at verdens ældste husmodertrick, her har nappet 1. præmien, ja alene det faktum er jo faktisk latterligt. Men den der griner sidst ler bedst. mere om det senere. Først skal vi lige have aflivet argumenterne FOR sådant et produkt.


Travlhed
Det sparer tid at benytte sig af hakket grønt/kødproduktet (hvad skal det dog hedde? "Hakket Grød"?). Seriøst, den der tidsundskyldning ikke? Den skal man være meeeget forsigtig med. Undertegnede beklæder i skrivende stund 3, tre, jobs. Ikke fuldtid, bevares, men tre lønnede stykker arbejde. jeg har en familie med en kvinde og 2 børn. Jeg har et hus, hvor jeg ovenikøbet har ambitioner om høns, kaniner og grøntsagshave. Jeg har fået mig en sær hobby som engageret tilskuer til en sær sport. Alligevel formår jeg at lave mad fra bunden til min familie. Og det må jo enten være fordi jeg er lavet af en titanlegering ELLER fordi tidsargumentet er noget helt andet. Det er et prioriteringsproblem. Men endnu værre, det er noget fødevareindustrien intet gør for at afhjælpe. Med dette nye produkt, puster man jo nærmest bare til ilden. 

Istedet for at det kunne hedde, "lad os vise, i mod en eller anden vanvittig travlhedsttrend, Jer hvordan I laver enkel og nem mad, med gode råvarer", hedder det; "I har så travlt, det skal I bare blive ved med, vi sætter noget sammen, der både skaber en merindtægt til os og giver jer kunder en idé om at I sparer tid".

Der er så mange retter, der tager en halv time(!) at producerer, så der faktisk ER skrevet tykke bøger og eksisterer madblogs, om dette. Google det. Nu.

Sundhed
Det er sundere at spiser mere grønt. Jow, men hvor kommer det dersens hakkede grønt fra, produktionsmæssigt, hygiejnemæssigt? 

Co2
Det sparer Co2 at spise mere grønt. Her nærmer vi os den egentlige kerne af hele misæren, hakket grønt og kødprodukter. Som forbrugere bliver vi foregøjlet at dette produkt skulle kunne hjælpe vores dårlige samvittighed og måske naturen, ved at nedsætte et eller andet Co2forbrug. kunne der ikke være en bedre mening med at sætte vort kødkvæg på noget jord, der ikke alligevel bruges af landmanden? kunne der være en idé i at spise mindre kød, i det hele taget? 

Jo mere man tænker over dette produkt, jo hurtigere kommer det til overfladen, at det er endnu et resultat af fødevareindustriens og detailhandelens konstant profitjagt. Intet andet. Og så skal vi ovenikøbet betale for at de også tror at vores intellekt er på niveau med, ja en grøntsag.

Prisen
Alene kiloprisen på dette produkt, vil jo kunne gøre enhver garnter glad. Jeg kender den ikke, men mon det bliver de 20 procent lavere end 100% hakket kød? 

Kvaliteten
Man mener heller ikke at vi som kunder fortjener det bedste, vi fortjener stadig kød af udtjent malkekvæg og nu også grøntsager, som ikke engang klarer kravene til fryseposen. Disse råvarer skal gøres ukendelige og puttes i kød før de kan sælges. Man tænker over hvilket gulv de fejet op fra. Det springende punkt, forskellen på selv at smide grøntsager i sine frikadeller o.l., er jo netop at vi, før det blev hakket, kunne vurdere kvaliteten af det hakkede.

Tiden
Jeg har netop tjekket og hakket et halvt spidskålshovede, et par gulerødder og et løg. 6 minutter, med rensning,skrælning og skyldning.


Det må åbenbart ikke tage nogen tid, overhovedet, at kokkerer. Selvom det er et af de tre mest fundamentale ting vi må foretage os hver dag (de andre er vejrtrækning og væskeindtag), så skal det åbenbart helst fjernes fra vores kalender. Det kan vi gå og bilde os selv ind, fordi vi rent faktisk har travlt. Det er vores egen lille pløre at rette op på. Det er bare så satans irriterende at virksomheder, menneskerne bag disse virksomheder, altid skal finde de mest underlødige produktsammensætninger at sælge os, med undskyldningen om at det skulle hjælpe os.

Og, som nævnt, så skal de ovenikøbet fortælle os at dette vil være med til at forbedre vores sundhed/samvittighed/levetilstand/økonomi; når det stik modsatte er fakta. De taler ned til os og det må de bare ikke slippe af med. OK?












søndag den 29. juli 2012

Vi skal nu anmelde hinanden; hvem melder landbruget?

Angiveriets fordele er få. Alligevel tyer Mette Gjerskov, aka Magtesløs Fødevareminister anno 2012, til at opfordre alle danskere til at anmelde kødsnydere og uhygiejniske forhold.

Fy for satan, Mette Gjerskov, det mest ulækre her, er dit Card Blanche til stikkeri. Link her

For det første, det har altid været muligt at melde ulovlige forhold vedrørende fødevarer. Link her 
Og for år tilbage, ville det måske have hjulpet; for da havde kontrollørene faktisk både tid og viden til at reagere korrekt. Nu om dage, vil de stakkels mennesker komme stormende, lukke alt med forbindelse til mad i en radius af 3 kilometer, og få Ekstrabladet til at tage fotos af gerningsstedet. Job vel udført og nogle papirer udfyldt; alle vinder. For et øjeblik.
Slagtermesterne synes det er i orden med angiveriet; det er jo sådan et også deres "sorte" konkurrenter, der langes ud efter med opfordringen. Lederen af Fødevarestyrelsen siger det lige ud; det er de illegale, der er problemet.

Det er altså ikke slagerforretninger og supermarkedsslagtere, der sigtes til. Men hvor er det lige langt de fleste af os køber vort kød?
Det er i supermarkederne; så det er også der de fleste anmeldelser vil komme fra. Ingen der køber kød, billigt, ved en illegal, har vel tænkt sig at melde sin pusher.
Måske hvis han hævede prisen, men ellers tror jeg ikke der vil dukke flere, af fagpersoner nævnt, virkeligt grimme sager op. Og ingen der køber kød ved lokale håndværksslagtere vil undlade at nævne kvalitetsmangler overfor vedkommende. Og ingen lokale håndværksslagtere, vil sidde kundernes kommentarer overhørige; ikke hvis de vil fortsætte i den branche. Herude står der mere end penge på spil, personligt renomé fer eksempel.

Lad os vende os imod de anmeldelser, der vil komme om slagterforretninger og supermarkedsslagtere. Hvad er "ulækkert" for en almindelig forbruger? Er et røget grisehoved, er pølsestopning eller hvad med indmad i en spand? Fedtfilteret i en slagerforretning lugter ret klamt. Skal det anmeldes en varm sommerdag; skal røgeovnen?

Og så til det mest ulækre. Vi forbrugere er i dag så langt fra oprindelsen af vort kød, at en stor del af os ville blive veganere på stedet, kom vi forbi en dansk kødfabrik i morgen. Når endelig kødet ligger i butikken og er blevet for gammelt eller en sløv butiksslagter sløser med rengøringen, er det foregået så mange overgreb og brutalitet overfor dyrene, at dette sidste må betegnes som toppen af et ildelugtende kødbjerg. 

Men medicin som foder, aflivning af syge dyreunger med stumpe instrumenter, sygeligt fremavlede dyr, livsfarlige arbejdsforhold, dyretransporter over lange afstande, vold på slagterierne, depressioner for slagtere, snyd med saltvand i kødet, genbrugt kød i grillpakkerne; det hører vi ikke vores fødevareminister tale om. 

Næh, vi skal bare anmelde løs om småting, der hvor vi endelig får kødet at se. I en plastpakke, eller en køledisk. For crying out loud; vi kan jo ikke engang dufte til kødet der Og filmen på pakkerne, den camouflerer kedelige gråtoner, til vi kommer hjem og får åbnet. Og så skal vi til at melde det, midt i madlavningen?

Hvad helvede er det kommet til, når en minister ikke passer sit arbejde og i stedet for at sætte fødevareindustrien på plads, gør os alle til Judasser (dog uden belønningen; man skal jo spare).

Det er på tide at gøre som Joakim B. Olesen; brække sig. 
Ikke af madforgiftning, for mit kød er sgu tjekket eller hjemmegjort, men af hvor stort STASI-tankegangen har sejret i vort såkaldte frie demokrati.