Madkommunikatører er søde og forstående; hvorfor egentlig?

Der afholdes om et par uger et helt symposium om det nye arbejdsfelt; "madkommunikation". Om dets potentielle muligheder for at skabe nye (indtjenings-)områder og ditto netværk. Når man kaster et blik ud over de danske madkommunikatører, er der én ting som går igen; de er så søøøøøde og lidt nordisk nisseagtige. Ikke sandt?
De smiler fra bladenes forsider og TV programmerne, alt imens de går tur i deres have eller lige strikker en trøje. De er voksne, mange af dem er kvinder og de forstår at kommunikere via alle de vedtagne metoder. De kommer ud i skolerne og de står i morgenprogrammerne og ved festivaler, med deres fibre i brød og helt naturlige lyst til at vide mere om æblesorter. Hvem tror de når med deres kommunikation? Deres egne veninder?

MUND-FULD havde fået plads, men kan desværre ikke deltage. Det ser ellers spænende ud når Christian Bitz, Cofoco, Gram Slot og Aarstiderne skal fortælle om deres succés og der bliver tid til at danne netværk. Det er oprigtigt ærgerligt ikke at kunne mingle sig med der. Men når det tænkes igennem, er det måske godt det samme.
Det forholder sig nemlig sådan at denne blogs forfatter ville stå der med sin trekornsgrød, ved symposiets start, og ønske han dog havde spist meget mere morgenmad hjemmefra. Senere vil han ønske at der var et fadølsanlæg til rådighed. Det forholder sig blot sådan at denne blogs ejer ikke egner sig til netværkeri og når han tænker lidt over det, er der grupper madkommunikatørerne gerne vil kommunikere til, der heller ikke netværker, som der lægges op til fra symposiets side.

Det handler om de unge.

De kommer ikke så tit på Gram Slot, vi risikerer at de har været udsat for Aarstidernes kasser hele deres barndom, og gade vide om de ikke er støt på Hr. Bitz i et af mormors blade??
De unge lever ikke i en verden af symposier og lækre poser med tre småkager. Unge mennesker lever ikke i en hallelujaverden af glæde over at hive sit eget brød ud af ovnen eller at kunne kompostere, som denne blogs forfatter gør. Sammen med en stigende hær af madkommunikatører, så er han for gammel til dem.

Jeg mener, hvor fanden er vreden, agressionen, tæskene og det hysteriske henne i madkommunikationen til de unge? Jeg er satmig snart træt af cupcakes, sjove rollespil med grøntsager og fitness; altsammen rettet imod de unge; i håb om at de vil spise sundere, bedre, klogere. Hvor er galskaben og friheden henne? Det er jo dér de unge er. En ungdom af idag handler om at være orienteret imod sine venner, men de tænker jo ikke netværk, når de tekster hinanden et par hundrede gange i døgnet; de brækker sig snart af netværkeri. Nutidens unge vælter sig i porno og computervold,  mens vi, de voksne, tror at de arbejder med studierne. De tror alle de skal være superstjerner, imens de arbejder på smarte caféer og på 7-11. Unges hverdag er benhård, rent kommunikativt slapper de aldrig af.. Er løsningen så at lave sunde sms-kæder og den slags? De unge har været omgivet af kærnemælksbrød og forstående samtaler hele livet; mon ikke snart de skal have noget andet?

Jeg savner nogle madmennesker der kalder en spade for en spade og fortæller de unge hvor irriterende de er med deres skodspisevaner, underlige accept af plastikopererede kønsdele, bukser med flade røve og anorexi/megarexi. De mangler modspil i form af en fast holdning;  og så blæse være med hvem der har ret, bare der bliver gået til stålet.

Vi har en kæmpe gruppe af drenge og stadig flere piger, der er udenfor al pædagogisk rækkevidde, når det kommer til kampagner og smarte events. De bliver bare endnu mere ligeglade med hvad vi siger, hvis vi ikke rammer dem der hvor de er; i ansigtet på dem selv.

Jeg ville ønske at der kunne komme en række forslag til hvordan vi gør det, men jeg har bare ikke sniffet nok coke på de smarte steder, jeg har aldrig fulgt diverse talent(løse) tv-programmer, som jeg derefter så troede var virkelighed; det er ikke mit liv. Men jeg vil gerne give dem noget at synes noget om, istedet for at sippe hybenthe og dele rodfrugter med min nabo og være forstående; for det gider de unge sgu´ ikke.
Og jeg gider heller ikke høre på dem, når det kommer til stykket. Det lyder jo ikke godt, det er vi jo ikke opdraget til i børnehaven.
Fuck it, bare fordi jeg er 37, kan jeg sgu´da også godt være ligeglad, jeg kan endda være endnu mere ligeglad end dem, fordi jeg har mærket mere af livet. Jeg ved hvor det svider rigtigt slemt.

Al den blødsødenhed, der skal også være noget andet. Der er brug for noget andet.

En taoistisk historie til at runde af på. En historie, der fortæller om nødvendigheden af at være til stede der hvor man er og ikke der hvor man gerne vil være.
En munk følger sin mester i de daglige gøremål i klostret og spørger tit mesteren hvad Tao er. Og hver gang slår mesteren ham og beder ham passe sit arbejde. Så dør mesteren og munken må arbejde endnu hårdere, så hårdt at han glemmer sine spørgsmål. Så forstår han; Tao er her, lige nu og er ikke andet.
De unge er ikke nødvendigvis klar til mere kommunikation, det kan være at de faktisk snart er færdige med al kommunikation og gerne bare vil prøve at leve lidt.